3.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 104/36


Appel iværksat den 25. januar 2017 af Liam Jenkinson til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Afdeling) den 9. november 2016 i sag T-602/15, Liam Jenkinson mod Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Eulex Kosovo

(Sag C-43/17 P)

(2017/C 104/52)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Liam Jenkinson (ved advokaterne N. de Montigny og J.-N. Louis)

De andre parter i appelsagen: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Eulex Kosovo

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Kendelsen afsagt af Retten den 9. november 2016 i sag T-602/15 ophæves, for så vidt som Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Eulex Kosovo blev frifundet, og appellanten blev pålagt at betale sagens omkostninger for Retten.

Domstolen træffer afgørelse i sagen.

Tjenesten for EU’s optræden udadtil, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Eulex Kosovo tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har anfægtet, at Den Europæiske Unions Ret alene erklærede sig kompetent til at påkende en tvist, der er baseret på den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, som appellanten underskrev.

Apellanten har ligeledes anfægtet — selv hvis det antages, at Rettens begrundelse i denne forbindelse var korrekt, hvilket ikke er tilfældet — den omstændighed, at Retten ikke tog stilling til flere af appellantens påstande, der var støttet på det omtvistede kontraktforholds ophør og derfor på den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt. Den appellerede kendelses retsstridighed fremgår således af udformningen af begrundelsen, der på dette punkt er så kortfattet, at det ikke er muligt at forstå, hvordan Retten, uden at behandle sagens materielle indhold, kunne fastslå, at den ikke havde den fornødne kompetence, bortset fra i tvisten vedrørende den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, alene på grund af en voldgiftsklausul, til trods for at denne klausuls gyldighed og lovlighed blev bestridt af appellanten.

Appellanten har ligeledes anfægtet den manglende hensyntagen til hans samlede argumentation om, at institutionerne havde optrådt ansvarspådragende for så vidt angår manglen på en lovgivningsramme, hvorved appellanten og alt personalet i Den Europæiske Unions retsstatsmissioner garanteres, at deres mest grundlæggende sociale rettigheder overholdes, herunder garantien for retten til reel adgang til domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang.

Til støttet for sin appel har appellanten derfor gjort gældende, at Den Europæiske Unions Ret har tilsidesat:

de gældende EU-retlige lovvalgsregler i kontraktlige tvister,

de belgiske arbejdsretlige bestemmelser,

de gældende minimumsforskrifter for tidsbegrænset ansættelse på fællesskabsniveau,

de rettigheder, der er fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder,

begrundelsespligten,

forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita.