3.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 104/33


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) den 2. januar 2017 — Instituto Nacional de la Seguridad Social mod Tesorería General de la Seguridad Social y Jesús Crespo Rey

(Sag C-2/17)

(2017/C 104/47)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Instituto Nacional de la Seguridad Social

Sagsøgt: Tesorería General de la Seguridad Social y Jesús Crespo Rey

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal udtrykket »det bidragsgrundlag i Spanien, som tidsmæssigt er tættest på«, hvortil henvises i bilag XI[, Spanien, punkt 2,] til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (1) af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, forstås således, at det ikke omfatter de bidragsgrundlag, der er afledt af anvendelsen af en national, spansk bestemmelse, hvorefter en tilbagevendt, udvandret arbejdstager, hvis seneste reelle, spanske bidrag oversteg minimumsbidragene, kun kan tiltræde en aftale om opretholdelse af bidrag i overensstemmelse med minimumsbidragene, mens denne, hvis vedkommende havde været fastboende arbejdstager, ville have haft mulighed for at tiltræde den for højere bidrag?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er det i overensstemmelse med bilag XI[, Spanien, punkt 2,] til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004, at en hensyntagen til de seneste reelle, behørigt tilpassede, spanske bidrag og til den periode, hvorunder der er betalt bidrag inden for aftalen om opretholdelse af bidrag, som neutral periode eller pause, anses for passende foranstaltninger for at afhjælpe det tab, som den udvandrede arbejdstager er påført?


(1)  EUT 2004 L 166, s. 1.