–

Virgílio Tarragó da Silveira ved advogados P. de Almeida, L. Mesquita og E. Viveiros,

–

Massa Insolvente da Espírito Santo Financial Group SA ved advogados N. Líbano Monteiro, F. da Cunha Matos og S. Estima Martins,

–

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, M. Figueiredo og P. Lacerda, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Afonso, M. Heller og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Virgílio Tarragó da Silveira og Massa Insolvente da Espírito Santo Financial Group SA vedrørende betaling af et beløb, som skyldes som betaling for ydelser leveret af Virgílio Tarragó da Silveira til Espírito Santo Financial Group SA, før sidstnævnte blev erklæret konkurs, samt erstatning for skade lidt som følge af den manglende gennemførelse af en aftale om levering af tjenesteydelser.

3

Følgende fremgår af 8., 23. og 24. betragtning til forordning nr. 1346/2000:

[…]

4

Forordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, litra f), bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivning bestemmer navnlig:

[…]

[…]«

5

Nævnte forordnings artikel 15 bestemmer:

»Insolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.«

6

Forordningens artikel 16, stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd:

»Enhver afgørelse om indledning af insolvensbehandling, der træffes af en ret i en medlemsstat, som har kompetence i henhold til artikel 3, anerkendes i alle de øvrige medlemsstater, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.«

7

Artikel 277, litra e), i Código do Processo Civil (retsplejelov) har følgende ordlyd:

»Det er ufornødent at træffe afgørelse i følgende tilfælde:

[…]

8

Den 25. juli 2008 anlagde Virgílio Tarragó da Silveira, der er bosiddende i London (Det Forenede Kongerige), sag ved Tribunal de Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon, Portugal) med påstand om opkrævning af en fordring på grundlag af en aftale om levering af tjenesteydelser mod Espírito Santo Financial Group, der har hjemsted i Luxembourg.

9

I løbet af denne sag blev Espírito Santo Financial Group den 10. oktober 2014 erklæret konkurs ved tribunal d’arrondissement de Luxembourg (kredsdomstolen i Luxembourg, Luxembourg). Fra denne dato er det således konkursboet efter Espírito Santo Financial Group, repræsenteret ved den luxembourgske kurator for boet udpeget af denne domstol, der er den sagsøgte part i sagen.

10

Ved kendelse af 1. juni 2015 fastslog Tribunal de Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon) på grundlag af retsplejelovens artikel 277, litra e), og dom om fastsættelse af retspraksis nr. 1/2014 af 8. maj 2013 fra Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol, Portugal), at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen, idet den fandt, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 fandt anvendelse på det foreliggende tilfælde, henset til indledningen af en insolvensbehandling i Luxembourg.

11

Virgílio Tarragó da Silveira iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse ved Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon, Portugal), som ved dom af 7. juli 2016 stadfæstede den afgørelse, der var truffet i første instans.

12

Virgílio Tarragó da Silveira har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol). Til støtte for sin appel har han gjort gældende, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 kun finder anvendelse på verserende retssager vedrørende et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed, og at retssager, hvis genstand er en rettighed af økonomisk karakter, ikke henhører under denne forordnings anvendelsesområde. I det foreliggende tilfælde skal virkningerne af den insolvensbehandling, der er indledt i Luxembourg, for den sag, der verserer ved de portugisiske retter, således i henhold til den almindelige lovvalgsregel, der er fastsat i forordningens artikel 4, afgøres i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor denne procedure er indledt, i det foreliggende tilfælde i Storhertugdømmet Luxembourg. I modsætning til portugisisk ret foreskriver luxembourgsk ret imidlertid ikke, at verserende sager skal ophøre.

13

Kurator i konkursboet efter Espírito Santo Financial Group har anført, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på alle sager, der verserer ved en ret i en anden medlemsstat end den, hvori insolvensbehandlingen er blevet indledt, vedrørende aktiver eller rettigheder – bestemte eller ej – på betingelse af, at de indgår i massen.

14

Den forelæggende ret har over for disse divergerende opfattelser udtrykt tvivl om rækkevidden af artikel 15 i forordning nr. 1346/2000.

15

På denne baggrund har Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal reglen i artikel 15 i [forordning nr. 1346/2000] fortolkes således, at den omfatter retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvori der er nedlagt påstand om, at skyldneren tilpligtes at opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, når a) skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en retssag, der er indledt ved en ret i en anden medlemsstat, og b) insolvenserklæringen omfatter hele skyldnerens ejendom?«

16

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvori der er nedlagt påstand om, at skyldneren tilpligtes at opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue?

17

I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger, medmindre andet er fastsat i forordningen. Denne bestemmelse fastsætter således den almindelige lovvalgsregel, som finder anvendelse på grænseoverskridende insolvensbehandlinger og disses virkninger.

18

Som en undtagelse til denne regel fastsætter forordningens artikel 15, at insolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen udelukkende afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.

19

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det – således som Virgílio Tarragó da Silveira har anført – forholder sig således, at udtrykket »et aktiv eller en rettighed i massen« begrænser anvendelsesområdet for artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 til alene at omfatte verserende retssager vedrørende et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed. Med andre ord finder bestemmelsen alene anvendelse på verserende retssager vedrørende en bestemt rettighed, som skyldneren er indehaver af, eller et bestemt aktiv, som han råder over. Dette ville imidlertid ikke være tilfældet for en sag vedrørende betaling af et pengebeløb i henhold til en aftaleretlig forpligtelse.

20

Det følger af Domstolens faste praksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-retlige bestemmelser skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions officielle sprog (jf. i denne retning dom af 28.7.2016, JZ, C-294/16 PPU, EU:C:2016:610, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

21

Det skal i denne henseende bemærkes, at de forskellige sprogversioner af denne bestemmelse ikke er entydige. Således anvendes bl.a. i den engelske, den franske og den italienske version henholdsvis udtrykkene »an asset or a right of which the debtor has been divested«, »un bien ou un droit dont le débiteur est dessaisi« og »un bene o a un diritto del quale il debitore è spossessato« [(på dansk: et aktiv eller en rettighed i massen, som skyldneren har mistet rådigheden over)]. Derimod anvender den spanske, den tjekkiske, den danske og den tyske version henholdsvis udtrykkene »un bien o un derecho de la masa«, »majetku nebo práva náležejícího do majetkové podstaty«, »et aktiv eller en rettighed i massen« og »einen Gegenstand oder ein Recht der Masse«.

22

Henset til den i denne doms præmis 20 nævnte retspraksis og til de forskelle, der er i de forskellige sprogversioner af artikel 15 i forordning nr. 1346/2000, kan fortolkningen heraf ikke ske alene på grundlag af bestemmelsens ordlyd.

23

Skønt ordlyden af denne bestemmelse ikke er utvetydig, følger det derimod af sammenhængen og formålet med bestemmelsen, at der skal anlægges en fortolkning, hvorefter anvendelsesområdet ikke skal være begrænset til alene at omfatte verserende sager, der vedrører et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed i massen, som skyldneren har mistet rådigheden over.

24

Hvad for det første angår sammenhængen skal artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 dels sammenholdes med samme forordnings artikel 4, stk. 2, litra f), som sondrer mellem »verserende retssager« og andre individualforfølgningsforanstaltninger (dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 32). Denne sidstnævnte bestemmelse indikerer imidlertid ikke på nogen måde, at en verserende retssag som den i hovedsagen omhandlede skal vedrøre et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed. Anvendelse af det generelle udtryk »verserende retssager« bekræfter derimod, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på verserende retssager vedrørende ikke alene en bestemt rettighed eller et bestemt aktiv, men ligeledes mere generelt vedrørende et aktiv eller en rettighed i konkursboet.

25

Dels skal det bemærkes, at aktiverne og rettighederne »dont le débiteur est dessaisi«[, som skyldneren har mistet rådigheden over,] i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 15 i forordning nr. 1346/2000, er de aktiver og rettigheder, som skyldneren har mistet rådigheden over som følge af indledningen af insolvensbehandlingen. Det følger imidlertid af forordningens artikel 16, stk. 1, at enhver afgørelse om indledning af insolvensbehandling anerkendes i alle de øvrige medlemsstater, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Begrebet »et aktiv eller en rettighed i massen« betegner således ikke alene bestemte af skyldnerens aktiver og rettigheder, men tilsigter snarere hele skyldnerens konkursbo som følge af indledningen af insolvensbehandlingen.

26

Hvad for det andet angår formålene med forordning nr. 1346/2000 skal det bemærkes, at det ville være i strid med det formål, som forordningen forfølger, og som, således som det fremgår af ottende betragtning hertil, tager sigte på at forbedre effektiviteten af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger, hvis den ret, der behandler sagen – for så vidt angår retssager vedrørende rettigheder af økonomisk karakter – var forpligtet til i verserende sager at anvende en udenlandsk lovgivning med det ene formål at fastlægge virkningerne af indledningen af en insolvensbehandling i en anden medlemsstat for denne sag. Dette ville kunne forsinke denne rets afgørelse vedrørende anerkendelsen af en eventuel fordring og fastsættelsen af dennes størrelse og i givet fald forhindre fordringshaveren i at gøre sin fordring gældende rettidigt i konkursboet i forbindelse med denne insolvensbehandling.

27

I overensstemmelse med det formål, der er nævnt i den foregående præmis, gør den fortolkning af artikel 15 i forordning nr. 1346/2000, som følger af denne doms præmis 23, det muligt for den ret, der skal træffe afgørelse i en verserende sag, at fastlægge virkningerne af indledningen af en insolvensbehandling for denne sag i henhold til sin egen nationale ret.

28

Det følger af det ovenstående, at anvendelsesområdet for artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 ikke skal være begrænset til alene at omfatte verserende sager, der vedrører et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed i massen.

29

Det skal imidlertid præciseres, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse uden forskel på alle verserende sager vedrørende et aktiv eller en rettighed i massen.

30

Som Domstolen allerede har fastslået, ville det være selvmodsigende at fortolke artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 således, at bestemmelsen ligeledes omfattede tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, med den følge, at virkningerne af indledningen af en insolvensbehandling således ville henhøre under lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne tvangsfuldbyrdelsesprocedure verserer, skønt forordningens artikel 20, stk. 1, samtidig udtrykkeligt bestemmer, at det, der er opnået »ved tvangsfuldbyrdelse«, skal leveres tilbage til kurator, hvorved artikel 15 fratages sin effektive virkning (dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 34).

31

Det skal endvidere bemærkes, at forordning nr. 1346/2000 hviler på et princip om, at kravet om ligebehandling af samtlige kreditorer, der ligger til grund mutatis mutandis for enhver insolvensbehandling, generelt er til hinder for individualforfølgning gennem tvangsfuldbyrdelsesprocedurer indledt og gennemført, mens der verserer en insolvensbehandling mod skyldneren (dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 33).

32

Det skal følgelig fastslås, at tvangsfuldbyrdelsesprocedurer ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 (dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 35).

33

Sager om anerkendelse af forpligtelser af økonomisk karakter, som er begrænset til at fastslå skyldnerens rettigheder og forpligtelser, uden at det indebærer en gennemførelse heraf, og som således ikke – i modsætning til individuelle fuldbyrdelsesforanstaltninger – risikerer at tilsidesætte princippet om ligebehandling af fordringshavere og den kollektive afvikling af insolvensbehandlingen, henhører derimod under anvendelsesområdet for denne artikel 15.

34

Det tilkommer således den forelæggende ret at undersøge – før artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 kan finde anvendelse – om Virgílio Tarragó da Silveiras søgsmål er en sag, hvis genstand netop er opfyldelse af en pengefordring, og om den som sådan adskiller sig fra en sag om tvangsfuldbyrdelse af denne fordring.

35

Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvori der er nedlagt påstand om, at skyldneren tilpligtes at opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue.

36

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den finder anvendelse på retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvori der er nedlagt påstand om, at skyldneren tilpligtes at opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue.