–

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, M. Figueiredo og P. Lacerda, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, P. Costa de Oliveira og M. Heller, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, artikel 7, nr. 1), og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet under en sag mellem Saey Home & Garden NV/SA, der er etableret i Belgien, og Lusavouga-Máquinas e Acessórios Industriais SA (herefter »Lusavouga«), der er etableret i Portugal, vedrørende et erstatningskrav som følge af ophævelse af den koncessionskontrakt, der var indgået mellem disse selskaber vedrørende det spanske marked.

3

Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

4

Forordningens artikel 7 bestemmer:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

[…]«

5

Artikel 25, der findes i nævnte forordnings kapitel II, afdeling 7, og har overskriften »Aftaler om værneting«, har følgende ordlyd:

»1.   Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. Værnetingsaftalen skal være indgået:

[…]«

6

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at Lusavouga har hjemsted i Cacia, Aveiro (Portugal), og at dets faciliteter ligger i Portugal. Lusavougas virksomhed består i import, eksport og engroshandel med maskiner, værktøj og andre redskaber. Lusavougas kommercielle netværk dækker bl.a. det spanske område, på hvilket selskabet ikke har nogen filial eller virksomhed.

7

Saey Home & Garden er et selskab med hjemsted i Kortrijk (Belgien), der beskæftiger sig med fremstilling og salg af bl.a. køkkenredskaber og ‑udstyr af mærket »Barbecook«. Selskabet har heller ikke nogen filial eller virksomhed på spansk område.

8

I slutningen af 2013 og begyndelsen af 2014 indgik parterne i hovedsagen en koncessionskontrakt, hvis genstand var salgsfremme og eneforhandling (med undtagelse af en enkelt kunde) i Spanien til detailhandlere og endelige forbrugere af fremstillede varer af ovennævnte mærke.

9

Selv om denne kontrakt ikke blev indgået skriftligt, er den forelæggende ret af den opfattelse, at nævnte kontrakt er indgået. I perioden fra januar til juli 2014 bestilte Lusavouga inden for rammerne af denne kontrakt sådanne varer hos Saey Home & Garden og markedsførte dem i Spanien.

10

Ved skrivelse af 17. juli 2014 informerede Saey Home & Garden Lusavouga om, at selskabet havde besluttet at bringe deres samarbejde til ophør.

11

Den 19. juni 2015 anlagde Lusavouga søgsmål ved Tribunal de Comarca de Aveiro (retten i første instans i Aveiro, Portugal) mod Saey Home & Garden med påstand om, at sidstnævnte bl.a. blev dømt til at betale Lusavouga et beløb på 24000 EUR svarende til dels et beløb på 10000 EUR i erstatning for tab, der skyldtes Saey Home & Gardens handlinger og den for tidlige og pludselige afbrydelse af koncessionskontrakten, dels et beløb på 14000 EUR i kundegodtgørelse.

12

Saey Home & Garden gjorde indsigelse om, at de portugisiske retter ikke var kompetente til at påkende tvisten i hovedsagen, idet selskabet for det første anførte, at varerne blev lastet i Belgien, og at Lusavouga forestod transporten, og for det andet, at punkt 20 i de almindelige betingelser, som salget af disse varer var underlagt, indeholdt en værnetingsaftale, der fastlagde, at tvister skulle afgøres ved retterne i Kortrijk (Belgien).

13

Tribunal de Comarca de Aveiro (retten i første instans i Aveiro) forkastede indsigelsen om manglende kompetence og fastslog, at de portugisiske retter havde international kompetence på grundlag af artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012.

14

Saey Home & Garden appellerede denne afgørelse til den forelæggende ret, Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal), idet selskabet bl.a. gjorde gældende, at den i hovedsagen omhandlede koncessionskontrakt indebærer opfyldelse af en tjenesteydelse i Spanien, således at denne medlemsstat dermed var opfyldelsesstedet for kontraktforpligtelserne. Ifølge Saey Home & Garden vedrørte ophævelsen af en kontrakt uden rimelig grund desuden »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, hvilket udelukkede de portugisiske retters kompetence.

15

Den forelæggende ret har fremhævet, at det spørgsmål, der skal afgøres, er spørgsmålet om, hvorvidt det er de portugisiske, belgiske eller spanske retter, der har international kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen. For så vidt som de portugisiske retter måtte være inkompetente til at påkende tvisten i hovedsagen, er nævnte ret desuden af den opfattelse, at den bør tage stilling til, om det er de belgiske eller spanske retter, der er kompetente til at påkende denne tvist.

16

Da Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto) har vurderet, at afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhænger af fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

I deres skriftlige bemærkninger har den portugisiske regering og Europa-Kommissionen rejst tvivl om, hvorvidt nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, navnlig fordi den indeholder visse mangler, såsom bl.a. en kortfattet fremlæggelse af de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, den forelæggende rets manglende stillingtagen til de betragtninger, som motiverede den til at forelægge denne anmodning om præjudiciel afgørelse, og gentagelsen af visse forelagte spørgsmål.

18

I denne henseende bemærkes, at der ifølge fast retspraksis er formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen har alene mulighed for at undlade at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål, der er forelagt af en national ret i henhold til artikel 267 TEUF, når navnlig de krav til indholdet af anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er indeholdt i artikel 94 i Domstolens procesreglement, ikke er opfyldt, eller når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-retlig bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 50 og 155 samt den deri nævnte retspraksis).

19

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at det for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Forelæggelsesafgørelsen skal endvidere angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (dom af 14.6.2017, Online Games m.fl.,C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

20

I den foreliggende sag har den ønskede fortolkning af visse bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 en reel og direkte forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen, som er forklaret tilstrækkeligt, og de svar, som Domstolen vil kunne give på de forelagte spørgsmål, vil gøre det muligt for den forelæggende ret at opklare dens tvivl og løse denne tvist.

21

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

22

Såfremt parterne i en værnetingsaftale har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente, er denne ret eller disse retter ifølge ordlyden af artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 i princippet enekompetente. Det 11. spørgsmål om eksistensen af retternes kompetence i henhold til en sådan aftale skal derfor besvares først.

23

Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, som er fastsat i de almindelige forretningsbetingelser, der er nævnt i de fakturaer, der udstedes af den ene af de kontraherende parter, opfylder denne bestemmelses krav.

24

Ifølge fast retspraksis skal bestemmelserne i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 fortolkes strengt for så vidt angår de deri opstillede betingelser, idet de både udelukker den kompetence, der følger af det almindelige princip i forordningens artikel 4 om, at en sag skal anlægges, hvor sagsøgte har bopæl, og de specielle kompetenceregler i forordningens artikel 7-9 (jf. i denne retning dom af 28.6.2017, Leventis og Vafeias, C-436/16, EU:C:2017:497, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

25

Den ret, for hvilken en sag er indbragt, skal nærmere bestemt efterprøve in limine litis, om den værnetingsaftale, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, idet formkravene i artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 i denne forbindelse skal sikre, at den samstemmende vilje faktisk er godtgjort (jf. i denne retning dom af 28.6.2017, Leventis og Vafeias, C-436/16, EU:C:2017:497, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

26

Artikel 25, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012 fastsætter, at værnetingsaftalen kan indgås skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse.

27

Det bemærkes desuden, at hvor værnetingsaftalen er fastsat i de almindelige forretningsbetingelser, har Domstolen fastslået, at en sådan aftale er tilladt, såfremt den af begge kontrahenter undertegnede kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forretningsbetingelser indeholdende værnetingsaftalen (dom af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

28

I den foreliggende sag fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den i hovedsagen omhandlede koncessionskontrakt blev indgået mundtligt uden efterfølgende skriftlig bekræftelse, og at de almindelige forretningsbetingelser indeholdende den omhandlede værnetingsaftale kun er nævnt i de fakturaer, der er udstedt af sagsøgte i hovedsagen.

29

I betragtning af disse elementer, og henset til den i nærværende doms præmis 27 nævnte retspraksis, opfylder en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede ikke kravene i artikel 25, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

30

Ifølge den forelæggende ret er det desuden ubestridt, at genstanden for tvisten i hovedsagen vedrører en koncessionskontrakt, i henhold til hvilken der er nedlagt påstand om erstatning for det tab, som skyldes den for tidlige og pludselige afbrydelse, samt kundegodtgørelse for manglende overholdelse af det dertilhørende krav om næsten eneforhandling. Det skal derfor efterprøves, om den i hovedsagen omhandlede værnetingsaftale vedrører dette retsforhold, hvilket ligeledes påhviler den forelæggende ret. En aftale om værneting i en kontrakt kan således i princippet kun have virkning på forholdet mellem de parter, som har givet deres samtykke hertil ved indgåelsen af kontrakten (dom af 7.2.2013, Refcomp, C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 29).

31

Det skal tilføjes, at ud over de to muligheder, der er nævnt i artikel 25, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012, bestemmer artikel 25, stk. 1, litra b) og c), at en værnetingsaftale desuden kan indgås henholdsvis i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller i en form i overensstemmelse med en sædvane, som parterne havde eller burde have kendskab til. Det ville i givet fald påhvile den forelæggende ret at efterprøve, om en værnetingsaftale blev indgået mellem parterne i hovedsagen i en af disse former.

32

Det følger heraf, at, med forbehold for den kontrol, som det påhviler den forelæggende ret at udføre, skal artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede, som er fastsat i de almindelige forretningsbetingelser, der er nævnt i de fakturaer, der udstedes af den ene af de kontraherende parter, ikke opfylder denne bestemmelses krav.

33

Med disse spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvordan artikel 7, nr. 1), i forordning 1215/2012 skal fortolkes med henblik på at afgøre, hvilken ret der er kompetent til at påkende en påstand om erstatning vedrørende opsigelsen af en koncessionskontrakt, der er indgået mellem to selskaber, som har hjemsted og driver virksomhed i hver sin medlemsstat, og som vedrører markedsføring af varer på en tredje medlemsstats marked, på et område, hvor ingen af disse selskaber har filial eller virksomhed.

34

Det skal indledningsvis præciseres, at de tilknytningskriterier for værneting, der er fastsat i artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012 alene finder anvendelse, såfremt den nationale ret, der behandler den tvist, som er opstået mellem de parter, der indbyrdes har etableret et forretningsforhold, måtte finde, at dette forhold er baseret på en »aftale om salg af varer« eller en »aftale om levering af tjenesteydelser« i denne bestemmelses forstand. En sådan kvalificering udelukker anvendelsen af den kompetenceregel, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), litra a). Henset til det hierarki, som denne bestemmelses litra c) fastsætter mellem bestemmelsens litra a) og b), finder kompetencereglen i dette litra a) således kun anvendelse som alternativ til litra b), og kun såfremt litra b) ikke er relevant (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 30 og 31 samt den deri nævnte retspraksis).

35

For det første skal artikel 7, nr. 1), litra b), første og andet led, i forordning nr. 1215/2012 fortolkes med henblik på at afgøre, om en koncessionskontrakt som den i hovedsagen omhandlede er en »aftale om salg af varer« eller en »aftale om levering af tjenesteydelser« i denne bestemmelses forstand.

36

Som tilknytningskriterium for den kompetente ret henvises i denne forbindelse til disse aftalers karakteristiske forpligtelse (jf. i denne retning dom af 25.2.2010, Car Trim, C-381/08, EU:C:2010:90, præmis 31 og 32, og af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

37

En aftale, hvis karakteristiske forpligtelse er levering af et gode, skal kvalificeres som »salg af varer« i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), første led, i forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

38

For så vidt angår spørgsmålet, om en aftale kan kvalificeres som en »aftale om levering af tjenesteydelser« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012, bemærkes, at begrebet »tjenesteydelser« i det mindste indebærer, at den part, som præsterer tjenesteydelserne, udøver en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag (jf. i denne retning dom af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

39

Hvad angår kriteriet om, hvorvidt der er tale om virksomhed, fremgår det af Domstolens praksis, at det kræves, at der foretages positive handlinger, og at der ikke blot er tale om simple undladelser. For så vidt angår en koncessionskontrakt svarer dette kriterium til den karakteristiske ydelse, som koncessionshaveren yder, der består i at sikre distributionen af koncessionsgiverens produkter og deltage i udviklingen af produkternes videreformidling. Takket være den forsyningsgaranti, som koncessionshaveren har i kraft af aftalen med koncessionsgiveren, og i givet fald takket være sin deltagelse i koncessionsgiverens forretningsstrategi, bl.a. i reklamekampagner – forhold, som den nationale ret har kompetence til at fastslå eksistensen af – er koncessionshaveren i stand til at tilbyde sine kunder tjenesteydelser og fordele, som en almindelig forhandler ikke kan tilbyde, og er dermed i stand til at vinde en større andel af det lokale marked til fordel for koncessionsgiverens produkter (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

40

Hvad angår kriteriet om det vederlag, der betales som modydelse for en virksomhed, bemærkes, at det ikke kan fortolkes strengt som blot betaling af et pengebeløb. Der skal dels tages hensyn til den konkurrencemæssige fordel, som koncessionshaveren får på grund af den aftale om eneforhandling eller næsten eneforhandling af koncessionsgiverens varer på det givne marked, der er indgået mellem parterne, dels til en eventuel bistand til koncessionshaveren for så vidt angår adgang til reklamer, videreformidling af knowhow via uddannelse eller betalingsfaciliteter, eftersom disse fordele samlet set kan anses for at udgøre et vederlag til koncessionshaveren (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 39 og 40).

41

Domstolen har allerede fastslået, at med henblik på at afgøre den retslige kompetence er en kontrakt om enekoncession eller næsten enekoncession principielt omfattet af begrebet »aftale om levering af tjenesteydelser« (dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 27, 28 og 41).

42

For det andet og med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse af, om den i hovedsagen omhandlede koncessionskontrakt faktisk kan kvalificeres som en »aftale om levering af tjenesteydelser«, skal opfyldelsesstedet for den karakteristiske forpligtelse for en sådan aftale og den ret, der er kompetent til at påkende de dertilhørende tvister, fastlægges.

43

I denne henseende er den i hovedsagen omhandlede koncessionskontrakt, således som det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, en aftale om eneforhandling (med undtagelse af en enkelt kunde) vedrørende markedsføring af varer på det spanske marked, som er indgået mellem et selskab, der er etableret i Belgien, og et andet selskab, der er etableret i Portugal, uden at nogen af disse selskaber har filial eller virksomhed på det spanske område.

44

Det fremgår af Domstolens praksis, at i tilfælde af en flerhed af opfyldelsessteder for den karakteristiske forpligtelse for en aftale om levering af tjenesteydelser skal opfyldelsesstedet som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 defineres som det sted, der sikrer det tætteste tilknytningsled mellem kontrakten og den kompetente ret, hvilket tilknytningsled i almindelighed vil være hovedleveringsstedet for tjenesteydelserne (jf. i denne retning dom af 11.3.2010, Wood Floor Solutions Andreas Domberger, C-19/09, EU:C:2010:137, præmis 33 og 34).

45

Den ret, der i henhold til denne bestemmelse er kompetent til at påkende krav baseret på en aftale om levering af tjenesteydelser, når tjenesteydelserne leveres i flere medlemsstater, er derfor retten i den medlemsstat, hvor leveringen af tjenesteydelser hovedsageligt finder sted, således som dette kan udledes af aftalens bestemmelser, samt, hvis der ikke findes sådanne bestemmelser, det sted, hvor aftalen reelt gennemføres, og, hvis det er umuligt at fastlægge stedet på dette grundlag, det sted, hvor leverandøren har sin bopæl (jf. i denne retning dom af 11.3.2010, Wood Floor Solutions Andreas Domberger, C-19/09, EU:C:2010:137, præmis 43).

46

Denne fortolkning, som ligeledes skal finde anvendelse på de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, opfylder formålet om forudsigelighed og formålet om nærhed, som forfølges af EU-lovgiver (jf. i denne retning dom af 25.2.2010, Car Trim, C-381/08, EU:C:2010:90, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.3.2010, Wood Floor Solutions Andreas Domberger, C-19/09, EU:C:2010:137, præmis 41 og 42).

47

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet til det ottende spørgsmål besvares med, at artikel 7, nr. 1), i forordning 1215/2012 skal fortolkes således, at den ret, der i henhold til denne bestemmelse er kompetent til at påkende et krav om erstatning vedrørende opsigelsen af en koncessionskontrakt, der er indgået mellem to selskaber, som har hjemsted og driver virksomhed i hver sin medlemsstat, og som vedrører markedsføring af varer på en tredje medlemsstats marked, på et område, hvor ingen af disse selskaber har filial eller virksomhed, er retten i den medlemsstat, hvor leveringen af tjenesteydelser hovedsageligt finder sted, således som dette kan udledes af kontraktens bestemmelser, samt, hvis der ikke findes sådanne bestemmelser, det sted, hvor kontrakten reelt gennemføres, og, hvis det er umuligt at fastlægge stedet på dette grundlag, det sted, hvor leverandøren har sin bopæl.

48

Henset til besvarelsen af det andet til det ottende spørgsmål er det hverken fornødent at besvare det første, det niende, det tiende, det tolvte eller det trettende spørgsmål.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: