FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 28. februar 2019 ( 1 )
Sag C-658/17
WB
procesdeltager:
Notariusz Przemysława Bac
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (den regionale domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – samarbejde på det civilretlige område – forordning (EU) nr. 650/2012 – artikel 3, stk. 1, litra g) og i) – begreberne »retsafgørelse« og »officielt bekræftet dokument« i forbindelse med arvesager – artikel 3, stk. 2 – begrebet »ret« i forbindelse med arvesager – manglende meddelelse fra den berørte medlemsstat om notarers funktion som retter – begrebet »retslige funktioner« – retlig kvalificering af nationale arvebeviser – gennemførelsesforordning (EU) nr. 1329/2014 – formular og attestering«
I. Indledning
1. |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse drejer sig om fortolkningen af artikel 3, stk. 1, litra g) og i), og artikel 3, stk. 2, samt artikel 39, stk. 2, artikel 46, stk. 3, litra b), og artikel 79 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis ( 2 ), samt om fortolkningen af bilag 1 og 2 til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1329/2014 af 9. december 2014 om de formularer, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 ( 3 ). |
2. |
Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en tvist mellem WB og en polsk notar, som har afslået at udstede en af de i forordning nr. 650/2012 omhandlede attester til WB, der dokumenterer, at et arvebevis enten er en retsafgørelse eller et officielt bekræftet dokument i en arvesag, med henblik på anerkendelsen af en genpart af et arvebevis vedrørende arven efter WB’s far, som hun er arving efter. |
3. |
I henhold til national ret indeholder arvebeviser en fortegnelse over arvingerne eller legatarerne samt relevante oplysninger om omfanget af deres arverettigheder ( 4 ) og udgør derfor et centralt element i arvesager. |
4. |
Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at give nyttige oplysninger om rækkevidden af begreberne »retsafgørelse« og »ret« som omhandlet forordning nr. 650/2012 ved bl.a. at afgøre, om en notar, som i henhold til den nationale ret har beføjelse til at udstede arvebeviser, udøver »retslige funktioner«. |
5. |
Som resultat af min bedømmelse foreslår jeg, at Domstolen svarer Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (den regionale domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen), at polske notarer, som er ansvarlige for at udstede arvebeviser, ikke udøver retslige funktioner. Den akt, de udfærdiger, er efter min opfattelse et officielt bekræftet dokument, hvoraf enhver, der ønsker at anvende dokumentet i en anden medlemsstat, kan anmode om udstedelse af en genpart, som kan være bilagt den formular, der er omhandlet i artikel 59, stk. 1, i forordning nr. 650/2012, og som findes i bilag 2 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. |
II. Retsforskrifter
A. EU-ret
1. Forordning nr. 650/2012
6. |
7., 20.-22., 62., 67., 69. og 76. betragtning til forordning nr. 650/2012 har følgende ordlyd:
[…]
[…]
[…]
[…]
[…]
|
7. |
Forordningens artikel 3 bestemmer: »1. I denne forordning forstås ved: […]
[…]
2. I denne forordning omfatter begrebet »ret« enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:
Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 79.« |
8. |
Forordningens kapitel IV med overskriften »Anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser« omfatter artikel 39, stk. 1 og 2, der bestemmer: »1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. 2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel 45-58 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.« |
9. |
Samme forordnings artikel 43 har følgende ordlyd: »Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat, og som er eksigible i denne medlemsstat, er eksigible i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i den pågældende medlemsstat efter proceduren i artikel 45-58.« |
10. |
Artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 650/2012 bestemmer: »Anmodningen [om en erklæring om eksigibilitet] vedlægges følgende dokumenter:
|
11. |
Forordningens artikel 59, stk. 1, bestemmer: »Et officielt bekræftet dokument, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat. En person, som ønsker at anvende et officielt bekræftet dokument i en anden medlemsstat, kan anmode den myndighed, som opretter det officielt bekræftede dokument i domsstaten, om at udfylde den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2, med en beskrivelse af den beviskraft, som det officielt bekræftede dokument har i domsstaten.« |
12. |
Forordningens artikel 60, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd: »1. Et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i domsstaten, skal erklæres for eksigibelt i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berettiget part i overensstemmelse med proceduren i artikel 45-58. 2. Ved anvendelsen af artikel 46, stk. 3, litra b), udsteder den myndighed, der har udstedt det officielt bekræftede dokument, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.« |
13. |
Artikel 62 i samme forordning bestemmer: »1. Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis […], som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69. 2. Anvendelse af [det europæiske arvebevis] er ikke obligatorisk. 3. [Det europæiske arvebevis] træder ikke i stedet for interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne. Når et bevis først er udstedt til brug i en anden medlemsstat, skal det dog også have de retsvirkninger, der er anført i artikel 69, i den medlemsstat, hvis myndigheder har udstedt beviset efter bestemmelserne i dette kapitel.« |
14. |
Artikel 79, stk. 1 og 2, i forordning nr. 650/2012 bestemmer: »1. Kommissionen udarbejder på grundlag af medlemsstaternes meddelelser en liste over de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2. 2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om eventuelle senere ændringer af oplysningerne på listen. Kommissionen ændrer listen i overensstemmelse hermed.« |
15. |
Kommissionen har ikke fra Republikken Polen modtaget nogen meddelelse om, at notarer udøver retslige funktioner ( 5 ). |
2. Gennemførelsesforordning nr. 1329/2014
16. |
Artikel 1, stk. 1 og 2, i gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 bestemmer: »1. Til attestering af en afgørelse på det arveretlige område, jf. artikel 46, stk. 3, litra b), i forordning […] nr. 650/2012, anvendes formular I i bilag 1. 2. Til attestering af et officielt bekræftet dokument i en arvesag, jf. artikel 59, stk. 1, og artikel 60, stk. 2, i forordning […] nr. 650/2012, anvendes formular II i bilag 2.« |
B. Polsk ret
1. Notarloven
17. |
Polske notarers udstedelse af arvebeviser er undergivet artikel 95a-95p i prawo o notariacie (lov om indførelse af en kodeks for notarer) ( 6 ) af 14. februar 1991, som ændret ved lov af 13. december 2013 ( 7 ) (herefter »notarloven«). |
18. |
Notarlovens artikel 95b bestemmer: »Notaren udarbejder før oprettelsen af et notarielt arvebevis en arveprotokol under inddragelse af alle berørte personer, under hensyntagen til artikel 95ca.« |
19. |
Notarlovens artikel 95c, stk. 1 og 2, bestemmer: »1. Før arveprotokollen oprettes, belærer notaren alle personer, som deltager i oprettelsen af denne protokol, om pligten til at oplyse om alle omstændigheder, som vedrører protokollens indhold, og om det strafferetlige ansvar ved afgivelse af urigtige erklæringer. 2. Arveprotokollen indeholder navnlig:
[…]« |
20. |
Notarlovens artikel 95 ca, stk. 1 og 3, bestemmer: »1. Notaren udarbejder efter anmodning fra en berørt person og under inddragelse af denne et udkast til arveprotokollen. […] 3. En berørt person kan ved en erklæring over for den notar, der har udarbejdet udkastet til arveprotokollen, eller en anden notar, bekræfte oplysningerne i udkastet til arveprotokollen og erklære sig indforstået med, at arveprotokollen udarbejdes i overensstemmelse med udkastet.« |
21. |
Notarlovens artikel 95e bestemmer: »1. Når arveprotokollen er udarbejdet, opretter notaren det notarielle arvebevis, såfremt han ikke nærer tvivl om den indenlandske kompetence, indholdet af den anvendelige udenlandske ret, arvingens person, arveloddernes størrelse og, såfremt arvelader har anordnet et vindikationslegat, også for den ved vindikationslegatet begunstigede person, og legatets genstand. 2. Notaren afslår at oprette et notarielt arvebevis, såfremt:
[…]
3. Såfremt arven skal tilfalde en kommune eller Skarbowi Państwa [statskassen, Polen] som legale arvinger, og den dokumentation, som en berørt person har fremlagt, ikke er tilstrækkelig til at oprette et notarielt arvebevis, må notaren først oprette det notarielle arvebevis efter en opfordring til arvingerne i form af en annonce for den berørte persons regning. Bestemmelserne i artikel 673 og 674 i kodeks postępowania cywilnego [den civile retsplejelov] finder tilsvarende anvendelse.« |
22. |
Notarlovens artikel 95j har følgende ordlyd: »Et notarielt arvebevis har samme retsvirkninger som et retskraftigt retsligt arvebevis.« |
23. |
Notarlovens artikel 95p bestemmer: »Når der i særskilte bestemmelser tales om et retsligt arvebevis, omfatter dette også et registreret notarielt arvebevis. Når en frists begyndelse eller udløb ved lov er fastsat til den dato, hvor det retslige arvebevis opnår retskraft, omfatter dette også datoen for registrering af det notarielle arvebevis.« |
2. Den civile lovbog
24. |
Artikel 1025, stk. 2, i kodeks cywilny (den civile lovbog) bestemmer: »Det formodes, at en person, som har opnået et retsligt eller notarielt arvebevis, er arving.« |
25. |
Artikel 1027, i den civile lovbog har følgende ordlyd: »Over for en tredjepart, som ikke har gjort rettigheder til arven gældende på grund af arvefølge, kan arvingen kun dokumentere sine rettigheder som følge af arvefølgen ved hjælp af et retsligt eller notarielt arvebevis.« |
26. |
Artikel 1028 i den civile lovbog bestemmer: »Såfremt den, der har opnået et retsligt eller notarielt arvebevis, men ikke er arving, disponerer over en rettighed tilhørende boet til fordel for en tredjepart, erhverver den, til fordel for hvem dispositionen sker, den pågældende ret eller frigøres fra forpligtelsen, medmindre han har handlet i ond tro.« |
3. Den civile retsplejelov
27. |
Den civile retsplejelovs artikel 6691 bestemmer: »1. Skifteretten ophæver et registreret notarielt arvebevis, såfremt der er afsagt kendelse om udstedelse af et retsligt arvebevis vedrørende samme bo. 2. Såfremt der er registreret to eller flere notarielle arvebeviser vedrørende samme bo, ophæver skifteretten efter anmodning fra en berørt person alle notarielle arvebeviser og udsteder ved kendelse et retsligt arvebevis. 3. Bortset fra de i stk. 1 og 2 nævnte situationer kan et registreret notarielt arvebevis kun ophæves i de i loven nævnte tilfælde.« |
28. |
Samme lovs artikel 679 bestemmer: »1. Beviset for, at en person, der har opnået et retsligt arvebevis, ikke er arving, eller at den pågældendes arveandel er anderledes end fastslået, kan kun føres inden for rammerne af en sag til ophævelse eller ændring af kendelsen om det retslige arvebevis under anvendelse af dette kapitels bestemmelser. En person, der har deltaget i proceduren om udstedelse af det retslige arvebevis, kan dog kun kræve en ændring af denne kendelse, såfremt dette krav støttes på et grundlag, som han ikke kunne påberåbe sig i denne sag, og anmodningen om ændring fremsættes senest et år efter det tidspunkt, hvor han fik mulighed for dette. 2. Enhver berørt kan fremsætte anmodning om indledning af en sådan procedure. 3. Såfremt der føres bevis for, at arven helt eller delvis tilfalder en anden person end den, der er anført i den retskraftige kendelse om udstedelse af retsligt arvebevis, fastslår skifteretten arveadkomsten under ændring af denne kendelse i henhold til den faktiske retsstilling. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på et registreret notarielt arvebevis og en kendelse om anerkendelse af erhvervelse af en genstand på grundlag af et vindikationslegat.« |
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
29. |
Sagsøgeren, WB, var en af parterne i proceduren med henblik på udstedelse af et notarielt arvebevis vedrørende arven efter hendes far, som var polsk statsborger, og som afgik ved døden den 6. august 2016 og havde sit sidste sædvanlige opholdssted i Polen. Beviset blev udfærdiget den 21. oktober 2016 af en polsk notar i henhold til polsk ret. |
30. |
Da afdøde var erhvervsdrivende, som udøvede økonomisk virksomhed tæt ved den tysk-polske grænse, ønskede sagsøgeren at vide, om der indestod midler i en eller flere tyske banker, og i bekræftende fald hvor stort det beløb var, som kunne indgå i dødsboet. |
31. |
I dette øjemed anmodede WB den 7. juni 2017 om, at der til hende blev udstedt en genpart af det af notaren udfærdigede arvebevis bilagt den attest, som bekræfter, at der er tale om en retsafgørelse på det arveretlige område som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012, og som er udfærdiget under anvendelse af en formular som den, der findes i bilag I til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. For det tilfælde, at hendes primære anmodning blev afslået, anmodede sagsøgeren subsidiært om, at genparten af den udstedte akt var bilagt den formular II, som findes i bilag 2 til denne forordning, og som skal anvendes til attestering af et officielt bekræftet dokument vedrørende arv som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra i), i forordning nr. 650/2012. |
32. |
Ved protokol af 7. juni 2017 afslog notarfuldmægtigen at udstede en genpart af det notarielle arvebevis bilagt en af de ønskede attester. Som begrundelse for afslaget anførte han i en skrivelse af 12. juni 2017, at beviset udgjorde en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012, og at det ikke var muligt for ham at foretage attesteringen under anvendelse af den formular, der findes i bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, fordi Republikken Polen ikke havde givet Kommissionen meddelelse i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, om, at notarer, der udsteder arvebeviser, udøver retslige funktioner. Med hensyn til sagsøgerens subsidiære anmodning anførte notarfuldmægtigen, at kvalificeringen af det notarielle arvebevis som en »retsafgørelse« udelukkede, at beviset kunne kvalificeres som et »officielt bekræftet dokument«, og at det derfor ikke var muligt at udstede den dertil svarende attest under anvendelse af den formular, der findes i bilag 2 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, på trods af at de i artikel 3, stk. 1, litra i), i forordning nr. 650/2012 omhandlede betingelser var opfyldt. |
33. |
Til støtte for sin klage til Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (den regionale domstol i Gorzów Wielkopolski) påberåbte WB sig, at det notarielle arvebevis opfyldte betingelserne for at blive kvalificeret som en »retsafgørelse« som omhandlet artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012. |
34. |
WB gjorde indledningsvis gældende, at det notarielle arvebevis har samme retsvirkning som et retskraftigt retsligt arvebevis, der har til formål at dokumentere status som arving. Derpå påpegede hun, at en kvalificering som »officielt bekræftet dokument« kunne medføre, at der kunne gøres flere grunde gældende over for hende til ikke at anerkende hendes status som arving, og at tilstedeværelsen af en sådan akt ville være til hinder for, at hun senere opnåede et retsligt arvebevis. Afslutningsvis gjorde hun gældende, at den omstændighed, at Republikken Polen ikke havde givet Kommissionen meddelelse om, at notarer, der udsteder arvebeviser, er juridiske aktører, der er omfattet af begrebet »ret« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 650/2012 sammenholdt med forordningens artikel 79, ikke har nogen betydning for de nævnte akters retlige karakter. |
35. |
Den forelæggende ret finder, at den for at træffe afgørelse om WB’s klage forinden må få bekræftet, at den attest, der svarer til bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, kan udstedes for ikke-eksigible retsafgørelser. |
36. |
Til støtte for dette første spørgsmål har den forelæggende ret i det væsentlige anført, at en fortolkning af artikel 46, stk. 3, litra b), i forordning nr. 650/2012, sammenholdt med forordningens artikel 39, stk. 2, taler for, at attesten anvendes for enhver retsafgørelse, herunder sådanne, som ikke er eksigible eller kun er delvis eksigible. Denne løsning underbygges af punkt 5.1. i formular I i bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. |
37. |
Om det andet præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret anført, at det er nødvendigt at tydeliggøre, hvad der skal forstås ved begreberne »retsafgørelse« og »ret« som omhandlet i forordning nr. 650/2012. Retten finder dels, at polske notarer, der udsteder arvebeviser, udøver retslige funktioner som omhandlet i 20. betragtning til forordningen, og at dette begreb ved »anerkendelsen af arvingerne« skal fortolkes selvstændigt inden for rammerne af forordningen. Den har i denne forbindelse fremhævet, at kontrollen af arvingestatus er det centrale element i en arvesag. |
38. |
Dels er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt ordet »retsafgørelse« i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 indebærer, at afgørelsen skal træffes af en myndighed, der har kompetence til at påkende en eventuel retstvist. Den forelæggende ret finder, at dette punkt er afgørende i betragtning af notarfuldmægtigens opfattelse af sin rolle og af retsvirkningerne af det bevis, som han udsteder. Den finder hvad dette angår, at det er retsvirkningerne af proceduren i forbindelse med attesteringen af arvingestatus, der bør danne grundlag for den retlige kvalifikation, og ikke spørgsmålet om, hvorvidt den udstedende myndighed er bundet af anmodningen fra de i proceduren deltagende parter, eller om, hvorvidt anmodningen skal fremsættes enstemmigt. |
39. |
Med hensyn til det tredje præjudicielle spørgsmål, der drejer sig om manglende meddelelse i henhold til artikel 79 i forordning nr. 650/2012 fra en medlemsstat, er det den forelæggende rets opfattelse, at det ikke klart kan udledes af denne bestemmelse, om meddelelsen har retsstiftende eller kun rent informativ værdi. Retten har anført, at kvalifikationen ikke bør bero på en medlemsstats beslutning. |
40. |
For så vidt angår det fjerde og det femte spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt, har den forelæggende ret i det væsentlige anført, at selv hvis det arvebevis, som en polsk notar udfærdiger, ikke skal betragtes som en »retsafgørelse«, er det ubestrideligt, at det opfylder betingelserne for at blive kvalificeret som et »officielt bekræftet dokument« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra i), i forordning nr. 650/2012. |
41. |
På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (den regionale domstol i Gorzów Wielkopolski) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
IV. Bedømmelse
42. |
Tvisten drejer sig om udstedelsen af en af de attester, som er omhandlet i forordning nr. 650/2012, og som enten er en retsafgørelse eller et officielt bekræftet dokument i arvesager. |
43. |
Det skal fremhæves, at sådanne attester kan anvendes i relation til enten retsafgørelser med henblik på anerkendelsen af disse eller en erklæring om, at de er eksigible [forordningens artikel 39, stk. 2, artikel 43 og artikel 46, stk. 3, litra b)], eller til officielt bekræftede dokumenter med henblik på anvendelse af disse i en anden medlemsstat (forordningens artikel 59, stk. 1) eller en erklæring om, at de er eksigible (forordningens artikel 60, stk. 2). |
44. |
Det fremgår af sagens faktiske omstændigheder, at WB’s anmodning om en attest blev fremsat med henblik på, at det bevis for hendes arvingestatus, som det arvebevis, der udfærdiges af en polsk notar, udgør, kunne anerkendes i Tyskland ( 9 ). |
45. |
Skønt det bestemmes i artikel 59, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 650/2012, at der kan bilægges et officielt bekræftet dokument en attest, således at det kan anvendes i en anden medlemsstat, gælder dette ikke for retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat. I henhold til forordningens artikel 39, stk. 2, og artikel 46, stk. 3, litra b), er en attest kun nødvendig til støtte for en anmodning om anerkendelse, som en berettiget part kan fremsætte som et principalt eller underordnet punkt, hvis anerkendelsen bestrides. |
46. |
Det kan i denne forbindelse nævnes, at den forelæggende ret intet har anført om, at de tyske banker, hvori WB’s afdøde far skulle have åbnet konti, som har givet hende anledning til at anmode om en attest, skulle have nægtet at anerkende hendes arvebevis, selv om hun principalt har gjort gældende, at et notarielt arvebevis kan kvalificeres som en »retsafgørelse« som omhandlet i forordning nr. 650/2012. |
47. |
Der kan således gøres flere bemærkninger med hensyn til, om anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. |
A. Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse
48. |
For det første finder, således som Domstolen fastslog i Oberle-dommen, forordning nr. 650/2012 anvendelse på arvesager med grænseoverskridende virkninger ( 10 ). Domstolen har ligeledes fastslået, at nationale arvebeviser er omfattet af forordningens anvendelsesområde ( 11 ). Det er dog for at anmode om en attest med henblik på anerkendelse en retsafgørelse eller for at anvende et officielt bekræftet dokument ikke nødvendigt at dokumentere, at midlerne befinder sig i en anden medlemsstat. Den foreliggende sag er netop et eksempel på, at det kan være nødvendigt at dokumentere sin arvingestatus for at kunne få fastslået, om der findes midler i en anden medlemsstat ( 12 ). |
49. |
For det andet er en anmodning om udstedelse af en attest ikke betinget af, at det godtgøres, at der i en anden medlemsstat er anlagt sag med henblik på anerkendelse af en retsafgørelse. |
50. |
For det tredje udelukker, således som den forelæggende ret har påpeget gennem sit fjerde spørgsmål, kvalifikationen af det notarielle arvebevis som enten et »officielt bekræftet dokument« eller en »retsafgørelse«, som omhandlet i forordning nr. 650/2012, gensidigt hinanden. |
51. |
På denne baggrund forekommer enhver tvivl om, hvorvidt spørgsmålene er rent hypotetiske, og dermed, om de kan antages til realitetsbehandling, mig at kunne udelukkes. |
B. Realiteten
52. |
Jeg finder det hensigtsmæssigt indledningsvis at behandle det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål samlet, da de giver Domstolen anledning til at fastslå, om et arvebevis udstedt af en polsk notar kan kvalificeres som en »retsafgørelse« truffet af en »ret« som omhandlet i forordning nr. 650/2012, og da svaret på det første spørgsmål, på samme måde som svaret på det fjerde og det femte spørgsmål, er direkte afhængigt af denne kvalifikation. |
1. Begreberne »retsafgørelse« og »ret«
53. |
Som nævnt defineres »retsafgørelse« i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 som enhver afgørelse på det arveretlige område truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom en afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten. |
54. |
Derfor skal det dels understreges, at denne artikel, i modsætning til den i artiklen nævnte afgørelse om sagsomkostninger, der træffes af en embedsmand ved retten, og som vil kunne fuldbyrdes i en anden medlemsstat ( 13 ), ikke indeholder nærmere oplysninger om attestering af arvingestatus, skønt denne attestering udgør grundlaget for arvebehandlingen. Heraf følger, at det, i modsætning til hvad den forelæggende ret og notarfuldmægtigen har gjort gældende, ikke er nødvendigt at tage retsafgørelsens art eller betydning i betragtning. |
55. |
Dels skal det påpeges, at EU-lovgiver har fastlagt to kriterier, et materielt og et organisk. |
56. |
Undersøgelsen af det første af disse kriterier er uproblematisk, efter at Domstolen i Oberle-dommen fastslog, at nationale arvebeviser er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012 på grund af deres formål ( 14 ). |
57. |
Tilbage står derfor at undersøge det andet kriterium, som angives i forordningens artikel 3, stk. 1, litra g), nemlig kriteriet om det organ, der træffer retsafgørelsen, dvs. en ret. |
58. |
Det angives i forordningens artikel 3, stk. 2, første afsnit, at »begrebet »ret« omfatter enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol […]«. |
59. |
Der henvises således ikke kun til myndigheder, hvis status sikrer, at de er uafhængige i forhold til de øvrige statslige organer, men også til myndigheder, som er undergivet tilsvarende krav på grund af de funktioner, de varetager, eller på grund af den judicielle myndigheds handlinger. |
60. |
Heraf følger, at begreberne »retsafgørelse« og »retslige funktioner« er snævert forbundne, således som det bekræftes i 22. betragtning til forordning nr. 650/2012. Det angives heri, at »[n]år notarer udøver en retslig funktion, er de bundet af kompetencereglerne ( 15 ), og de afgørelser, som de udsteder, bør udbredes efter bestemmelserne om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser« ( 16 )], og derpå, for at bortvejre enhver uklarhed, at »[n]år notarer ikke udøver en retslig funktion, er de ikke bundet af kompetencereglerne, og de officielt bekræftede dokumenter, som de udsteder, bør udbredes efter bestemmelserne om officielt bekræftede dokumenter« ( 17 ). |
61. |
Endvidere bestemmes det i forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, at medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om, hvilke ikkejudicielle myndigheder der udøver retslige funktioner på lige fod med retterne. |
62. |
I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at de polske myndigheder ikke har meddelt, at notarer udøver retslige funktioner ( 18 ). |
63. |
Den forelæggende rets spørgsmål om følgerne af denne manglende meddelelse, som stilles inden for rammerne af dens tredje spørgsmål, og som er afgørende for, om det er fornødent at tage stilling til begrebet »retslige funktioner«, som dens andet spørgsmål drejer sig om, skal derfor besvares. |
2. Følgerne af en manglende meddelelse som foreskrevet i artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 650/2012
64. |
Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet om rækkevidden af medlemsstaternes meddelelser i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 650/2012. En tilsvarende problematik er imidlertid blevet behandlet på socialsikringsområdet. Den drejede sig nærmere bestemt om fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger ( 19 ), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012 ( 20 ), som bestemmer, at medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om de erklæringer vedrørende nationale ydelser og manglende forsikringsordning, som er omhandlet i forskellige bestemmelser i forordning nr. 883/2004. Efter min opfattelse kan Domstolens praksis på dette område overføres på de erklæringer, som er omhandlet i forordning nr. 650/2012, på trods af de forskelle, der følger af de pågældende instrumenters formål, eftersom den udviser et konstant analysegrundlag, der hviler på grundprincipper, som det ikke forekommer muligt at fravige ( 21 ). |
65. |
Med hensyn til de seneste domme angår fremgår det således af dom af 3. marts 2016, Kommissionen mod Malta ( 22 ), og af 30. maj 2018, Czerwiński ( 23 ), at Domstolen fandt, at medlemsstaternes erklæringer skaber en formodning for, at de angivne nationale lovgivninger henhører under det materielle anvendelsesområde for den i sagerne omhandlede forordning nr. 883/2004, og omvendt, at den omstændighed, at en medlemsstat har undladt at angive en national lovgivning i henhold til denne forordning, ikke i sig selv kan bevise, at den pågældende lovgivning ikke falder ind under dens anvendelsesområde ( 24 ). Så længe de af medlemsstaterne afgivne erklæringer ikke er blevet ændret eller trukket tilbage, skal de øvrige medlemsstater tage hensyn til dem ( 25 ). |
66. |
Domstolen tilføjede, at hvis der er tvivl om rigtigheden af de erklæringer, som en anden medlemsstat har afgivet, bl.a. med hensyn til den kvalificering, medlemsstaten har foretaget ( 26 ), »[kan] en national ret, der skal behandle en tvist om en national lovgivning, altid […] finde behov for at undersøge [denne kvalificering] i sagen for den […] og i givet fald forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål herom« ( 27 ). |
67. |
Hvis, endvidere, kvalificeringen skal foretages selvstændigt af den berørte nationale ret, er den erklæring, som den kompetente nationale myndighed har afgivet, ikke bindende for den ( 28 ). Det samme gælder efter min opfattelse, når der er tale om en manglende erklæring. |
68. |
På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen som svar på det tredje præjudicielle spørgsmål fastslår, at Republikken Polens manglende meddelelse som foreskrevet i artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 650/2012 om, at notarer udøver retslige funktioner, ikke er endelig. |
69. |
Følgelig skal der foretages en prøvelse af den forelæggende rets andet spørgsmål, hvorved den nærmere bestemt ønsker oplyst, om forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at notarer i Polen, som handler inden for rammerne af de beføjelser, som den nationale ret tillægger dem i forbindelse med proceduren i forbindelse med udfærdigelsen af arvebeviser, udøver retslige funktioner. |
3. Begrebet »retslige funktioner«
70. |
Den spanske og den ungarske regering finder, at udtrykket »ret«, som anvendes i forordning nr. 650/2012, ikke alene omfatter domstole i ordets egentlige betydning ifølge det udtryk, der anvendes i 20. betragtning til forordningen, men også generelt enhver myndighed, når den udøver en funktion under tilsvarende omstændigheder, hvilket i den foreliggende sag er tilfældet med notarer, som udsteder et arvebevis i henhold til polsk ret. Kommissionen har for sit vedkommende, på samme måde som Republikken Polen, gjort den modsatte opfattelse gældende, idet de under retsmødet præciserede, henset til præmisserne i Oberle-dommen, at udtrykket kun henviser til retslige procedurer, når der er tale om ikkejudicielle myndigheder. |
71. |
Ifølge Domstolens faste praksis skal begrebet »retslige funktioner«, medmindre der foreligger en udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dets betydning og rækkevidde, undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som ikke kun skal tage hensyn til ordlyden af artikel 3 i forordning nr. 650/2012, men også til den generelle sammenhæng, hvori forordningen indgår, og dennes formål ( 29 ). |
a) Ordlyden
72. |
Indledningsvis bør det understreges, at begrebet »ret« har en særlig betydning i forordning nr. 650/2012. Det fremgår således af punkt 4.1, artikel 2, i begrundelsen for Kommissionens forslag ( 30 ), at »[b]egrebet ret i denne forordning fortolkes […] bredt og omfatter andre myndigheder, når sådanne udøver en funktion, der henhører under retterne, navnlig efter særlig bemyndigelse hertil, hvilket især omfatter notarer og dommerfuldmægtige«. |
73. |
I modsætning til f.eks. forordning nr. 805/2004 og 1215/2012, som ikke indeholder nogen generel bestemmelse vedrørende dette punkt ( 31 ), angives det således i artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 650/2012, at begrebet »ret« ( 32 ) ikke alene omfatter judicielle myndigheder, men også alle andre myndigheder med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion, og som opfylder visse betingelser, der er fastsat i samme bestemmelse ( 33 ). |
74. |
Betingelsen om de funktioner, som ikkejudicielle myndigheder udøver, skal sammenholdes med den praksis ved Domstolen, hvorefter der »vedrørende notarernes opgaver er væsentlige forskelle mellem domstolsopgaver og notaropgaver« ( 34 ). |
75. |
Kriterierne for kvalificeringen af de udøvede funktioner angives i artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 650/2012, hvorefter »sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører [skal give] garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og […] deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:
|
b) Den generelle sammenhæng, hvori forordning nr. 650/2012 indgår, og dens formål
76. |
De betingelser, som angives i artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 650/2012, sikrer overholdelsen af det princip om gensidig tillid til retsplejen i Unionens medlemsstater, der danner grundlag for anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i en anden medlemsstat, som bygger på forordning (EF) nr. 44/2001 ( 35 ). |
77. |
Betingelserne begrunder den forskel mellem den retlige ordning, der gælder for bevægeligheden med hensyn til henholdsvis »retsafgørelser« og »dokumenter« i medlemsstaterne, og som navnlig tydeliggøres i artikel 59 til forordning nr. 650/2012 ( 36 ). |
78. |
Ud over betingelsen om uafhængighed er det funktionelle kriterium, der skal lægges til grund, derfor efter min opfattelse kriteriet om, at den kompetente myndighed har beføjelse til at afgøre en eventuel tvist ( 37 ) eller til at træffe afgørelse på grundlag af sin egen vurdering, hvilket indebærer overholdelse af grundlæggende processuelle principper, herunder om en kontradiktorisk procedure og tilstedeværelse af retsmidler, som ifølge Domstolens faste praksis ( 38 ) sikrer retsafgørelsers frie bevægelighed. Efter min opfattelse bør der af disse grunde ikke gøres en undtagelse på det arveretlige område fra denne fortolkning, som bør gælde for såvel retsafgørelser i tvister som retsafgørelser, der ikke afgør en tvist ( 39 ). |
79. |
Hvad de i forordning nr. 650/2012 omhandlede ikkejudicielle myndigheder angår er kriteriet om udøvelse af beslutningsbeføjelser følgelig det eneste relevante ( 40 ). Den pågældende ikkejudicielle myndigheds beføjelser må med andre ord ikke bero på parternes vilje alene. Selv om myndigheden i sådanne tilfælde skal foretage kontroller, består dens rolle nemlig i at registrere parternes overenskomst og at henvise dem til den judicielle myndighed i tilfælde af vanskeligheder ( 41 ). |
80. |
Den omstændighed, at proceduren er konsensusbaseret, hvoraf følger, at der ikke er nogen retsmidler, indebærer, at det er ufornødent at drøfte, om retsvirkningerne af det udstedte dokument kan sidestilles retsvirkningerne af en afgørelse truffet af en judiciel myndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra b), første afsnit, i forordning nr. 650/2012, eftersom de kvalifikationskriterier, der er fastsat i forordnings artikel 3, stk. 2, første afsnit, er kumulative. |
81. |
Jeg foreslår derfor en fortolkning, der kan sammenlignes med den, der fremgår af Oberle-dommen, som Domstolen afsagde for ganske nylig. Den kræver dog en række terminologiske præciseringer. |
82. |
I den pågældende sag, der vedrørte en tysk rets kompetence til at udstede et arvebevis med begrænset rækkevidde for den del af arven, der befandt sig i Tyskland, lagde Domstolen ikke vægt på arten af konstateringerne vedrørende arvingestatussen eller deres betydning for den videre arvebehandling, men på, at behandlingen blev samlet i den ene medlemsstat, hvor sagen var blevet forelagt for en domstol, »uanset om disse retssager er tvistige eller ikke tvistige« ( 42 ). |
83. |
Domstolen fastslog, at »den i […] artikel 4 [i forordning nr. 650/2012] fastsatte [regel om retterne i medlemsstaternes internationale kompetence i retssager vedrørende foranstaltninger om hele arven ( 43 )] tillige omfatter de procedurer, der ikke munder ud i vedtagelsen af en retsafgørelse« ( 44 ). Domstolen nåede frem til denne konklusion under hensyn til formålet med forordning nr. 650/2012, nemlig at undgå en opdeling af arven ( 45 ). |
84. |
Heraf drager jeg to lærer. Dels lagde Domstolen vægt på det organiske kriterium, dvs. kriteriet om karakteren af den kompetente myndighed, som havde udstedt arvebeviset, og ikke det funktionelle kriterium, der vedrører procedurens art, idet det drejede sig om, hvilken ret der kunne være kompetent i tilfælde af strid om arven ( 46 ). Det følger heraf, at det afgørende kriterium ved undersøgelsen af den ikkejudicielle myndigheds funktioner er kriteriet om udøvelse af beslutningsbeføjelser, uanset om proceduren er tvistig eller ikke-tvistig. |
85. |
Dels skal der, således som forhandlingerne under retsmødet bekræftede, udvises forsigtighed ved anvendelsen af udtrykket »retslige funktioner« på grund af den i forordning nr. 650/2012 omhandlede dobbelthed ved procedurerne. I præmis 38 i Oberle-dommen valgte Domstolen således dette udtryk som en modsætning til den nationale ikke-tvistige procedure. I dommens præmis 40 anvendte Domstolen i samme forbindelse udtrykket »den omstændighed at vedtage en afgørelse, der udelukkende er retslig«. Endvidere fastslog den i dommens præmis 42, efter at have henvist til arveretlige erklæringer, som retterne modtager, at »den i […] artikel 4 fastsatte kompetenceregel tillige omfatter de procedurer, der ikke munder ud i vedtagelsen af en retsafgørelse« ( 47 ), hvilket udtryk almindeligvis fortolkes således, at det indebærer, at der foreligger en tvist, navnlig i forbindelse med prøvelsen af, om en præjudiciel forelæggelse kan antages til realitetsbehandling ( 48 ). |
86. |
Følgelig er det – i overensstemmelse med hvad jeg har anført i det foregående – min opfattelse, at udtrykket »retslige funktioner« omfatter såvel tvistige som ikke-tvistige procedurer, forudsat at sidstnævnte procedurer ikke alene beror på parternes vilje. |
87. |
Under alle omstændigheder skal rækkevidden af Oberle-dommen begrænses til det spørgsmål om retternes internationale kompetence, som dommen afgjorde, idet den fremhævede det væsentlige bidrag, som forordning nr. 650/2012 har ydet, nemlig at bringe kompetenceforskellene i arvesager til ophør. Selv om denne afgørelse ikke kun gælder for judicielle myndigheder, kan det nemlig ikke udledes af dens præmisser, at Domstolen ønskede at ændre begrebet »retslige funktioner« ved at udvide det til også at omfatte akter, hvis virkning består i at registrere et udtryk for privat vilje. |
88. |
Dommen foregriber med andre ord ikke en udvidet fortolkning af begrebet »retsafgørelse«, der kan sammenkædes med begrebet »ret«, som har en særlig betydning i forbindelse med arv. |
89. |
Det kan følgelig ikke udledes af dommen, der vedrører en ikke-tvistig procedure, at enhver ikkejudiciel myndighed, som udsteder arvebeviser, træffer afgørelser som en ret som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012, når der ikke foreligger nogen tvist. |
90. |
På samme måde kan det ikke anvendes som argument – således som den polske notarfuldmægtig har anført – at begrebet »retsafgørelse« i artikel 72 i forordning nr. 650/2012 anvendes i forbindelse med det retsmiddel, der kan gøres brug af, efter at der er blevet udstedt et europæisk arvebevis, da dette arvebevis er omfattet af en selvstændig retlig ordning, således som Domstolen fastslog i Oberle-dommen ( 49 ), og da begrebet anvendes, uanset hvilken udstedende myndighed der henvises til i forordningens artikel 67, der skal sammenholdes med dens artikel 64. |
91. |
Det er på denne baggrund, at de funktioner, den polske notar udøver, når han udsteder et arvebevis, nu skal kvalificeres. |
4. Undersøgelse af den polske notars funktioner på grundlag af de fastlagte kriterier
92. |
Det er fremgået af mine undersøgelser, at notarerne i henhold til notarlovens artikel 4 og artikel 5, stk. 1, driver et offentligt kontor ( 50 ) for egen regning og udøver den væsentligste del af deres virksomhed mod vederlag på grundlag af en aftale mellem parterne inden for rammerne af en tarif. |
93. |
For så vidt angår notarvirksomhed i forbindelse med arv skal det indledningsvis bemærkes, at arvingens arverettigheder over for ikke-arveberettigede tredjeparter som tidligere nævnt ifølge notarlovens artikel 1027 dokumenteres ved et retsligt eller et notarielt arvebevis. Den forelæggende ret har forklaret ( 51 ), at dette alternativ blev indført i 2009 for ikke-tvistige arvesager. |
94. |
Notaren kan derfor kun forelægges sagen med henblik på attestering af arvingestatus, hvis samtlige berørte parter er indforstået ( 52 ), eller hvis der ikke foreligger nogen tvivl ( 53 ) om de nationale retters kompetence, den relevante udenlandske lovgivning, arvingens identitet og arverettighederne. Han skal afslå at udfærdige arvebeviset, hvis, bl.a., samtlige arveberettigede ikke har været til stede under udarbejdelsen af arveprotokollen ( 54 ). Hvis der er udstedt flere beviser, skal den i arvesagen kompetente ret ophæve disse og udstede et retsligt arvebevis ( 55 ). I henhold til den civile retsplejelovs artikel 6691 skal et allerede registreret notarielt arvebevis ophæves, hvis der foreligger et retsligt arvebevis. Skønt, endvidere, førnævnte bevis har de samme retsvirkninger som det retslige arvebevis ( 56 ), er det ikke retskraftigt ( 57 ) og kan ikke indbringes for en domstol. Det kan kun ophæves, bl.a. i de i den civile retsplejelovs artikel 6691 og 679 angivne tilfælde ( 58 ). |
95. |
Det følger klart af disse bestemmelser, at de opgaver, som betros notaren på det arveretlige område, udøves på et konsensusbaseret grundlag, idet de bygger på et forudgående samtykke fra de berørte parter eller en frivillig aftale mellem dem og ikke påvirker domstolenes beføjelser i mangel af en aftale. Opgaverne kan følgelig ikke i sig selv betragtes som et direkte og specifikt led i udøvelsen af retslige funktioner. |
96. |
Endvidere anfægter det – således som Domstolen allerede har fastslået i forbindelse med traktatbrudsprocedurer ( 59 ) – ikke denne konklusion, at det påhviler notaren at kontrollere, at de lovbestemte betingelser er opfyldt, således som notarfuldmægtigen har påberåbt sig, eftersom han ikke udøver nogen beslutningsbeføjelser, bortset fra at afslå at udfærdige et arvebevis, eller at de udfærdigede akter har retsvirkninger, der svarer til retsvirkningerne af domme. |
97. |
På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen besvarer den forelæggende rets andet spørgsmål med, at artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at den notar, som udfærdiger et arvebevis efter samstemmende begæring fra notarprocedurens parter i henhold til polsk rets bestemmelser, ikke er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings forstand. Det polske notarielle arvebevis udgør følgelig ikke en »retsafgørelse« som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 1, litra g), der skal bilægges den attest for, at der er tale om en retsafgørelse angående arv, som svarer til den formular I, der findes i bilag 1 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. |
98. |
Det er derfor hverken fornødent at besvare den forelæggende rets første eller fjerde spørgsmål, som herefter er uden genstand. Tilbage står således at behandle det femte og sidste spørgsmål vedrørende kvalificeringen af den omhandlede akt som et »officielt bekræftet dokument«. |
5. Kvalificeringen af det notarielle arvebevis som et »officielt bekræftet dokument«
99. |
Ifølge definitionen i artikel 3, stk. 1, litra i), i forordning nr. 650/2012 beror kvalifikationen »officielt bekræftet dokument« på, at underskriften på dokumentet og dets indhold er bekræftet, og på, at det er udfærdiget af en offentlig myndighed eller et andet organ, som er bemyndiget hertil af den pågældende medlemsstat. |
100. |
Denne definition, som bygger på den, Domstolen foretog i dom af 17. juni 1999, Unibank ( 60 ), under henvisning til fortolkningen af artikel 50 ( 61 ) i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, udfærdiget i Lugano den 16. september 1988 ( 62 ), gentager ikke betingelsen om, at akten er eksigibel ( 63 ). Den findes enslydende i artikel 4, stk. 3, litra a), i forordning nr. 805/2004, artikel 2, stk. 1, nr. 3), litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt ( 64 ), artikel 2, litra c), i forordning nr. 1215/2012 og artikel 3, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller ( 65 ). |
101. |
Det angives i 62. betragtning til forordning nr. 650/2012, at »ægtheden« af et officielt bekræftet dokument bør betragtes som et selvstændigt begreb, der defineres som indebærende, at en række krav er overholdt, som vedrører formen, parternes fremmøde og attesteringen, og som knytter sig til de beføjelser, der er tillagt den myndighed, som udfærdiger dokumentet. |
102. |
Således som Domstolen fastslog før ikrafttrædelsen af forordning nr. 650/2012, herunder navnlig af artikel 3, stk. 1, litra i), nr. ii), med henblik på anvendelsen af forordning nr. 44/2001, er det første kriterium, der skal undersøges, kriteriet om medvirken af »en offentlig myndighed – eller et andet organ, der af den stat, hvor dokumentet er udstedt, er bemyndiget hertil« ( 66 ). Således som det er tilfældet med retsafgørelser, er det tilsigtede formål at lette bevægelsen af sådanne akter ( 67 ). |
103. |
Det andet kriterium, der skal undersøges, og som er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra i), nr. i), i forordning nr. 650/2012, vedrører den offentlige myndigheds rolle. Den må ikke være begrænset til at bekræfte underskrifterne. Den skal også bestå i at bekræfte dokumentets indhold, hvilket efter min opfattelse indebærer, at dette ikke må udgøres af rene udsagn eller hensigtserklæringer, og at den kompetente myndighed følgelig kan drages til ansvar for så vidt angår de i dokumentet angivne oplysninger. |
104. |
Det er således på grundlag af disse krav, at de ægthedsbetingelser, som er fastsat i polsk ret, skal prøves. |
105. |
I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at notarer inden for den polske retsorden er bemyndiget til at udfærdige officielt bekræftede dokumenter. |
106. |
For det andet indskrænker notaren sig ved udstedelsen af arvebeviset ikke til at indhente arvingernes samstemmende erklæringer. Han foretager ligeledes kontroller, som kan foranledige ham til at afslå at udstede arvebeviset ( 68 ). |
107. |
For det tredje registreres beviset og har ifølge notarlovens artikel 95j de samme retsvirkninger som det retskraftige retslige arvebevis. |
108. |
Heraf følger, at de betingelser, hvorunder den polske notar udsteder et arvebevis, må medføre, at dette kvalificeres som et »officielt bekræftet dokument« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra i), i forordning nr. 650/2012. |
109. |
Jeg foreslår følgelig, at Domstolen besvarer det femte præjudicielle spørgsmål med, at forordningens artikel 3, stk. 1, litra i), skal fortolkes således, at det arvebevis, som udfærdiges af polske notarer, er et officielt bekræftet dokument, hvoraf en udstedt genpart kan være bilagt den formular, som er omhandlet i forordningens artikel 59, stk. 1, og som svarer til den, der findes i bilag 2 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. |
V. Forslag til afgørelse
110. |
På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (den regionale domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
|
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – EUT 2012, L 201, s. 107.
( 3 ) – EUT 2014, L 359, s. 30.
( 4 ) – Med hensyn til forskellene mellem de nationale arvebeviser i de forskellige medlemsstater og måderne, hvorpå beviserne defineres; jf. generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Oberle (C-20/17, EU:C:2018:89, punkt 23-25). I artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012, som vedrører det europæiske arvebevis, anvendes udtrykket »interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne«.
( 5 ) – Jf. punkt 62 i dette forslag til afgørelse.
( 6 ) – Dz. U. nr. 22, position 91.
( 7 ) – Dz. U. af 2014, position 164.
( 8 ) – Det fremgik af forhandlingerne under retsmødet, at dette udtryk, som hidrører fra oversættelsen af ordene »jurysdykcja krajowa«, generelt anvendes for at henvise til kriterierne for, hvornår en polsk domstol har international kompetence, som skal adskilles fra indenlandsk kompetence (»właściwość«).
( 9 ) – Det skal bemærkes, at WB valgte ikke at anmode om udstedelse af et europæisk arvebevis, som netop er blevet skabt for at opfylde arvingers behov for let at kunne dokumentere deres status eller rettigheder (jf. 67. betragtning til forordning nr. 650/2012). Således som Domstolen anførte i dom af 21.6.2018, Oberle (C-20/17, herefter »Oberle-dommen, EU:C:2018:485, præmis 47), er det ikke obligatorisk at anvende dette bevis, og det træder ikke i stedet for nationale dokumenter. I sine skriftlige bemærkninger, der blev indgivet kort efter afsigelsen af dom af 1.3.2018, Mahnkopf (C-558/16, EU:C:2018:138), har notarfuldmægtigen gjort gældende, at denne sag eksemplificerer de fortolkningsvanskeligheder med hensyn til udstrækningen af arvingers rettigheder, som undertiden skal overvindes, og som derfor giver anledning til at lægge større vægt på nationale dokumenter.
( 10 ) – Præmis 32 i Oberle-dommen. Med hensyn til begrebet »grænseoverskridende«, jf. navnlig ordlyden af 7. og 67. betragtning, hvortil der henvises i denne præmis.
( 11 ) – Præmis 30 i Oberle-dommen.
( 12 ) – I denne henseende forekommer det på ny relevant at drage en sammenligning med den europæiske arrestordre, således som jeg foreslog i mit forslag til afgørelse Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2016:654). Endvidere kunne diskussionen om anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012 før afsigelsen af Oberle-dommen med god grund skabe frygt for, at retsvirkningerne af et nationalt bevis ikke ville blive anerkendt.
( 13 ) – Justitssekretærens fastsættelse af sagsomkostningerne betegnes som en »retsafgørelse«, »da justitssekretæren […] optræder som repræsentant for den retsinstans, der har truffet afgørelse i sagen, og da et egentligt judicielt organ træffer afgørelse om sagsomkostningerne, hvis justitssekretærens afgørelse anfægtes« (dom af 2.6.1994, Solo Kleinmotoren,C-414/92, EU:C:1994:221, præmis 16).
( 14 ) – Præmis 30 i Oberle-dommen.
( 15 ) – Jf. ligeledes vedrørende dette punkt 21. betragtning.
( 16 ) – Min fremhævelse.
( 17 ) – Min fremhævelse.
( 18 ) – Den efter land inddelte fortegnelse over de myndigheder og juridiske aktører, som sidestilles med en ret, og som er blevet meddelt Kommissionen, er tilgængelig på adressen https://e-justice.europa.eu/content_succession-380-da.do?init=true. I øvrigt behandles det tilfælde, hvor en judiciel myndighed har delegeret beføjelser, eller hvor der handles under en judiciel myndigheds kontrol, ikke i dette forslag til afgørelse, da det ikke er blevet gjort gældende.
( 19 ) – EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1.
( 20 ) – EUT 2012, L 149, s. 4 (herefter »forordning nr. 883/2004«).
( 21 ) – Derimod er det efter min opfattelse, i modsætning til, hvad P. Wautelet gør gældende i A. Bonomi, og P. Wautelet: Le droit européen des succession, Commentaire af règlement (UE) no 650/2012, af 4.7.2012, 2. udg., Bruylant, Bruxelles, 2016, punkt 71, fodnote 89, s. 173, hverken muligt at drage en sammenligning med bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29.5.2000 om insolvensbehandling (EUT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EUT 2014, L 350, s. 15), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 603/2005 af 12.4.2005 (EUT 2005, L 100, s. 1) (herefter »forordning nr. 1346/2000«) eller med dom af 21.1.2010, MG Probud Gdynia (C-444/07, EU:C:2010:24, præmis 40). Bilag A til forordning nr. 1346/2000 indeholder nemlig en fortegnelse over de bobehandlinger, som forordningen finder anvendelse på, og fortegnelsen udgør en integreret del af den. Det samme gælder artikel 4, nr. 7), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT 2004, L 143, s. 15) og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1), hvoraf Domstolen har udledt, at notarer i Kroatien ikke er omfattet af disse forordninger, da de nævnte artikler specifikt vedrører de myndigheder, som angives eller opregnes i dem (jf. dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić, C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 34, og af 9.3.2017, Pula Parking, C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 46).
( 22 ) – C-12/14, EU:C:2016:135.
( 23 ) – C-517/16, EU:C:2018:350
( 24 ) – Jf. dom af 30.5.2018, Czerwiński (C-517/16, EU:C:2018:350, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).
( 25 ) – Jf. dom af 3.3.2016, Kommissionen mod Malta (C-12/14, EU:C:2016:135, præmis 39).
( 26 ) – Jf. dom af 30.5.2018, Czerwiński (C-517/16, EU:C:2018:350, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
( 27 ) – Dom af 30.5.2018, Czerwiński (C-517/16, EU:C:2018:350, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
( 28 ) – Jf. dom af 30.5.2018, Czerwiński (C-517/16, EU:C:2018:350, præmis 38 og 39).
( 29 ) – Jf. dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 32), og af 1.3.2018, Mahnkopf (C-558/16, EU:C:2018:138, præmis 32).
( 30 ) – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (KOM(2009) 154 endelig). Jf. ligeledes 20. betragtning til forordning nr. 650/2012.
( 31 ) – Jf. dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 35), og af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 48). Jf. ligeledes oplysningerne om de forskellige sprogversioner i generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Pula Parking (C-551/15, EU:C:2016:825, punkt 68 og 71).
( 32 ) – For en detaljeret redegørelse for de mange forskellige definitioner af begrebet »ret« jf. mit forslag til afgørelse Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2016:654, punkt 67 ff.).
( 33 ) – Jf. hvad dette angår dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 35), og af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 48), samt 20. betragtning til forordning nr. 650/2012.
( 34 ) – Dom af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
( 35 ) – Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1). Med hensyn til tilblivelsen af forordning nr. 650/2012 jf. det forslag fra Kommissionen, hvortil der henvises i fodnote 30 til dette forslag til afgørelse, navnlig punkt 4.4. i begrundelsen. Jf. ligeledes 59. betragtning til forordning nr. 650/2012: »I lyset af denne forordnings overordnede mål, nemlig gensidig anerkendelse af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne i arvesager, uanset om sådanne retsafgørelser er truffet i tvistige eller ikketvistige retssager, bør denne forordning fastsætte bestemmelser om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der svarer til bestemmelser i andre EU-instrumenter vedrørende samarbejde på det civilretlige område.« Hvad dette angår jf. dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 40-43), og af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 54).
( 36 ) – Jf. til sammenligning ordlyden af artikel 46 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1): »Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, samt aftaler mellem parterne, som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, anerkendes og erklæres for eksigible på samme vilkår som retsafgørelser.«
( 37 ) – Jf. dom af 2.4.2009, Gambazzi (C-394/07, EU:C:2009:219, præmis 25). Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse BUAK Bauarbeiter-Urlaubs- u. Abfertigungskasse (C-579/17, EU:C:2018:863, punkt 51).
( 38 ) – Jf. dom af 9.3.2017, Zulfikarpašić (C-484/15, EU:C:2017:199, præmis 43).
( 39 ) – Jf. dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl. (C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 31 og 32). Domstolen fastslog i det væsentlige, at en indskrænkende fortolkning af begrebet »retsafgørelse« kan medføre, at der skabes en kategori af akter vedtaget af retterne, som retterne i andre medlemsstater ikke er forpligtet til at anerkende, og at kvalificeringen af en retsafgørelse ikke må afhænge af, hvorledes afgørelsen kvalificeres i henhold til en anden medlemsstats ret.
( 40 ) – Jf. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Østrig (C-53/08, EU:C:2011:338, præmis 85), og af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn (C-392/15, EU:C:2017:73, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).
( 41 ) – Jf. dom af 2.6.1994, Solo Kleinmotoren (C-414/92, EU:C:1994:221, præmis 18), mit forslag til afgørelse Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl. (C-456/11, EU:C:2012:554, punkt 38) og generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Oberle (C-20/17, EU:C:2018:89, punkt 74) og de anførte kommentarer i den juridiske litteratur. Jf. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Østrig (C-53/08, EU:C:2011:338, præmis 103), og af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn (C-392/15, EU:C:2017:73, præmis 116).
( 42 ) – Oberle-dommen, præmis 44. I dommens præmis 38 havde Domstolen anført, at det fremgik af »forelæggelsesafgørelsen, at proceduren for udstedelse af nationale arvebeviser er en procedure i den frivillige retspleje, og at afgørelser om udstedelse af sådanne beviser blot indeholder en konstatering af faktiske forhold uden nogen elementer, der kan tillægges retskraft« (min fremhævelse).
( 43 ) – Dette udtryk hidrører fra præmis 44 i Oberle-dommen.
( 44 ) – Præmis 42 i Oberle-dommen.
( 45 ) – Jf. præmis 56 i Oberle-dommen.
( 46 ) – Et sådant kriterium kan sammenlignes med den betingelse, der angives i artikel 42, stk. 2, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012 vedrørende fuldbyrdelse af en retsafgørelse, hvorved der træffes bestemmelse om en foreløbig foranstaltning. Den attest, som den oprindelige ret udsteder i dette øjemed, skal bekræfte, at den har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende realiteten.
( 47 ) – Min fremhævelse.
( 48 ) – Jf. for en henvisning til udviklingen i Domstolens praksis hen mod en bred fortolkning mit forslag til afgørelse BUAK Bauarbeiter-Urlaubs- u. Abfertigungskasse (C-579/17, EU:C:2018:863, punkt 34).
( 49 ) – Præmis 46 i dommen.
( 50 ) – Det polske udtryk er »kancelaria«.
( 51 ) – I punkt 3, »Nationale bestemmelser«, i forelæggelsesafgørelsen (s. 10 i den franske oversættelse).
( 52 ) – Notarlovens artikel 95c, stk. 2, nr. 1). Den forelæggende ret har anført, at kun arvinger kan anmode om et notarielt arvebevis, og at de skal være enige om det nærmere indhold (s. 10 i oversættelsen af forelæggelsesafgørelsen, de to sidste afsnit).
( 53 ) – Notarlovens artikel 95e, stk. 1.
( 54 ) – Notarlovens artikel 95e, stk. 2, nr. 2).
( 55 ) – Den civile retsplejelovs artikel 6691, stk. 2.
( 56 ) – Notarlovens artikel 95j.
( 57 ) – Den civile retsplejelovs artikel 363 ff. ifølge den polske regerings skriftlige indlæg.
( 58 ) – Jf. ligeledes ifølge den juridiske litteratur, hvortil den polske regering har henvist (»Komentarz do art. 95j Prawa o notariacie« i A. Szereda: Czynności notarialne. Komentarz do art. 79-112 Prawa o notariacie, Legalis, Warszawa, 2018), følgende andre tilfælde:
– hvis der er registreret et notarielt arvebevis vedrørende arven efter en person, som er erklæret død, eller hvis dødsfald er blevet fastslået ved en retskendelse, og hvis denne kendelse, hvori dødsfaldet erklæres eller fastslås, er blevet ophævet (den civile retsplejelovs artikel 678)
– hvis der efter rettens endelige godkendelse af ophævelsen af erklæringen om vedgåelse eller fragåelse af arven er foretaget en ændring af, for hvilke personer arvebeviset er blevet registreret (den civile retsplejelovs artikel 690, stk. 2).
( 59 ) – Bl.a. dom af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn (C-392/15, EU:C:2017:73, præmis 118 og 121 og den deri nævnte retspraksis), og af 15.3.2018, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (C-575/16, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:186, præmis 124 og 126). I sidstnævnte sag anførte Domstolen i præmis 90 i dommen, at »[d]enne medlemsstat har for det sjette gjort gældende, at notaren skal betragtes som en »ret« som omhandlet i forordning nr. 650/2012, når han handler som bobestyrer, eftersom notarer inden for den tjekkiske retsorden i visse arvespørgsmål udøver retslige funktioner på samme måde som domstolene. Den Tjekkiske Republik har anført, at notaren i sin funktion som bobestyrer har til opgave at afvikle arv og derfor er bundet af de i forordningen fastsatte bestemmelser, eftersom han udøver en retslig funktion. Notaren opfylder derfor betingelserne for at blive anset for en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF og kan i medfør af denne bestemmelse anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af forordningen. Notarens virksomhed skal følgelig anses for at være forbundet med udøvelse af offentlig myndighed ved anvendelsen af forordning nr. 650/2012«.
( 60 ) – C-260/97, EU:C:1999:312, præmis 16 og 17.
( 61 ) – Jf. hvad dette punkt angår P. Jenard og G. Möllers rapport om konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, udfærdiget i Lugano den 16.9.1988 (EFT 1990, C 189, s. 57, punkt 72).
( 62 ) – EUT 1988, L 319, s. 9.
( 63 ) – Jf. P. Wautelet i A. Bonomi og P. Wautelet: op.cit., punkt 60, s. 168.
( 64 ) – EUT 2009, L 7, s. 1.
( 65 ) – EUT 2016, L 183, s. 1.
( 66 ) – Dom af 17.6.1999, Unibank (C-260/97, EU:C:1999:312, præmis 15). Jf. ligeledes dommens præmis 18.
( 67 ) – Jf. artikel 59 og 60 i forordning nr. 650/2012.
( 68 ) – Jf. punkt 94 i dette forslag til afgørelse.