1.

Med denne præjudicielle forelæggelse ønsker Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) forordning (EF) nr. 1896/2006 ( 2 ) fortolket i forbindelse med en tvist mellem to selskaber (Catlin Europe SE og O. K. Trans Praha spol. s r. o.) om den europæiske betalingspåkravsprocedure.

2.

Som det fremgår af første og anden betragtning til forordning nr. 1896/2006, skal Den Europæiske Union i forbindelse med indførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion, med det formål at fjerne hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende.

3.

Således skal nævnte forordning ifølge 9. og 29. betragtning indføre en ensartet hurtig og effektiv mekanisme for inddrivelse af ubestridte pengekrav overalt i Unionen.

4.

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006 bestemmer:

»Denne forordning har til formål:

5.

Denne forordnings artikel 2, stk. 1, bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, uanset domsmyndighedens art […]«

6.

Samme forordnings artikel 7 bestemmer:

»1.   En anmodning om et europæisk betalingspåkrav indgives ved anvendelse af formular A i bilag I.

2.   I anmodningen anføres:

[…]«

7.

Artikel 8 i forordning nr. 1896/2006 har følgende ordlyd:

»Den ret, som har fået forelagt en anmodning om et europæisk betalingspåkrav, undersøger hurtigst muligt og på grundlag af oplysningerne i anmodningsformularen, om betingelserne i artikel 2, 3, 4, 6 og 7 er opfyldt, og om kravet forekommer begrundet. […]«

8.

Denne forordnings artikel 12 er affattet således:

»1.   Hvis de i artikel 8 omhandlede betingelser er opfyldt, udsteder retten hurtigst muligt, normalt senest tredive dage efter anmodningens indgivelse, et europæisk betalingspåkrav ved anvendelse af formular E i bilag V.

[…]

2.   Det europæiske betalingspåkrav skal ved udstedelsen ledsages af en kopi af anmodningsformularen. […]

3.   I det europæiske betalingspåkrav gøres skyldneren opmærksom på, at han har valget mellem:

eller

4.   I det europæiske betalingspåkrav informeres skyldneren om:

5.   Retten påser, at det europæiske betalingspåkrav forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov på en måde, der opfylder de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13, 14 og 15.«

9.

Forordningens artikel 16, stk. 1-3, bestemmer:

»1.   Skyldneren kan indgive en indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav over for den udstedende ret […]

2.   Indsigelsen sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for skyldneren.

3.   Skyldneren angiver i indsigelsen, at han bestrider kravet, men er ikke forpligtet til at angive grundene hertil.«

10.

Samme forordnings artikel 18 har følgende ordlyd:

»1.   Er der ikke indgivet en indsigelse til den udstedende ret inden for den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, idet der tages hensyn til, at indsigelsen skal have tid til at nå frem, erklærer den udstedende ret straks det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt ved anvendelse af formular G i bilag VII. Retten kontrollerer forkyndelsesdatoen.

[…]

3.   Retten sender det eksigible europæiske betalingspåkrav til fordringshaveren.«

11.

Artikel 19 i forordning nr. 1896/2006 er affattet således:

»Et europæisk betalingspåkrav, der er eksigibelt i udstedelsesstaten, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.«

12.

Artikel 20 i denne forordning med overskriften »Prøvelse i særlige tilfælde« bestemmer:

»1.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved den kompetente ret i udstedelsesstaten i følgende tilfælde:

forudsat at skyldneren i begge tilfælde har reageret hurtigst muligt.

2.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren også ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved den kompetente ret i udstedelsesstaten, såfremt betalingspåkravet klart er blevet udstedt med urette i forhold til betingelserne i denne forordning eller som følge af andre ekstraordinære omstændigheder.

3.   Afviser retten skyldnerens anmodning under henvisning til, at ingen af de grunde til prøvelse, der er omhandlet i stk. 1 og 2, gør sig gældende, forbliver det europæiske betalingspåkrav virksomt.

Fastslår retten, at prøvelsen er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1 og 2, er det europæiske betalingspåkrav uvirksomt.«

13.

Under overskriften »Forholdet til forordning (EF) nr. 1348/2000« præciseres følgende i artikel 27 i forordning nr. 1896/2006:

»Denne forordning berører ikke anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager [EFT 2000, L 160, s. 37].«

14.

I henhold til artikel 33, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 anvendes denne fra den 12. december 2008.

15.

Bilag I til forordningen indeholder formular A med overskriften »Anmodning om et europæisk betalingspåkrav«.

16.

Formular E med henblik på udstedelse af et europæisk betalingspåkrav er indeholdt i bilag V til samme forordning.

17.

For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, har forordning nr. 1393/2007 ( 3 ) i overensstemmelse med anden betragtning hertil til formål at sikre en mere effektiv og hurtig afvikling af retslige procedurer ved at fastsætte et princip om fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager til forkyndelse mellem medlemsstaterne.

18.

Der fremgår bl.a. følgende af 7. og 10.-12. betragtning til denne forordning.

[…]

19.

Forordning nr. 1393/2007 finder ifølge artikel 1, stk. 1, deri anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér.

20.

Kapitel II i forordning nr. 1393/2007 indeholder bestemmelser om forskellige former for fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter.

21.

I dette kapitel findes bl.a. forordningens artikel 8 med overskriften »Mulighed for at nægte at modtage dokumentet«, som har følgende ordlyd:

»1.   Den modtagende instans underretter under anvendelse af formularen i bilag II adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

2.   Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom under anvendelse af den i artikel 10 omhandlede formular og returnerer anmodningen og de dokumenter, der ønskes oversat, til den fremsendende instans.

3.   Har adressaten nægtet at modtage dokumentet, jf. stk. 1, kan forkyndelsen af dokumentet afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning ledsaget af en oversættelse til et af de i stk. 1 omhandlede sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet ledsaget af oversættelsen forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt, jf. artikel 9, stk. 2.

[…]«

22.

Standardformularen med overskriften »Underretning af adressaten om dennes ret til at nægte at modtage et dokument« i bilag II til forordning nr. 1393/2007 indeholder følgende instruks til dokumentets adressat:

»De kan nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten et sprog, som De forstår, eller det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet.

Hvis De ønsker at gøre brug af denne ret, skal De nægte at modtage dokumentet ved forkyndelsen direkte over for den person, der forkynder det, eller returnere det til nedenstående adresse senest en uge efter forkyndelsen med angivelse af, at De nægter modtagelse.«

23.

Denne standardformular indeholder også en »erklæring fra adressaten«, som adressaten, såfremt denne nægter at modtage det pågældende dokument, opfordres til at underskrive, og som er affattet som følger:

»Jeg nægter at modtage vedlagte dokument, da det ikke er udfærdiget på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som jeg forstår, eller det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet.«

24.

Endelig fremgår det af den nævnte standardformular, at adressaten i dette tilfælde skal angive det eller de sprog, som denne forstår blandt Unionens officielle sprog.

25.

Artikel 25 i forordning nr. 1393/2007 bestemmer:

»1.   Forordning (EF) nr. 1348/2000 ophæves med virkning fra datoen for nærværende forordnings anvendelse.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning betragtes som henvisninger til nærværende forordning […]«

26.

I henhold til artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 1393/2007, anvendes denne fra den 13. november 2008.

27.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at O. K. Trans Praha, et tjekkisk selskab, til Okresní soud Praha – západ (kredsdomstolen i Prag Vest, Den Tjekkiske Republik) indgav en anmodning om udstedelse af et europæisk betalingspåkrav mod Catlin Innsbruck GmbH med hjemsted i Østrig. I løbet af proceduren fusionerede Catlin Innsbruck med et andet selskab i Catlin-koncernen, Catlin Europe, som har hovedsæde i Köln (Tyskland). Catlin Europe indtrådte i Catlin Innsbrucks rettigheder i hovedsagen.

28.

Okresní soud Praha – západ (kredsdomstolen i Prag Vest) imødekom anmodningen og udstedte den 1. august 2012 det begærede europæiske betalingspåkrav.

29.

Dette betalingspåkrav blev forkyndt for Catlin Europe den 3. august 2012 og blev eksigibelt den 3. september 2012.

30.

Den 21. december 2012, dvs. efter udløbet af den indsigelsesfrist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, anmodede Catlin Europe om prøvelse af nævnte betalingspåkrav i medfør af denne forordnings artikel 20, stk. 2.

31.

Til støtte for denne anmodning gjorde Catlin Europe gældende, at selskabet i strid med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 ikke var blevet underrettet under anvendelse af standardformularen i bilag II til samme forordning om sin ret til at nægte at modtage det dokument, der skulle forkyndes, når dokumentet ikke var ledsaget af en oversættelse.

32.

I det foreliggende tilfælde var den kopi af formularen til anmodning om et europæisk betalingspåkrav, som i overensstemmelse med forskrifterne i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 var bilagt betalingspåkravet af 1. august 2012, nemlig alene affattet på tjekkisk uden at være ledsaget af en oversættelse deraf til tysk.

33.

I denne henseende var det Catlin Europes opfattelse, at selskabet på grund af den manglende oversættelse af formularen til anmodning om et europæisk betalingspåkrav blev frataget muligheden for at forstå det indledende processkrift, hvilket udgjorde en sådan ekstraordinær omstændighed, jf. nævnte forordnings artikel 20, stk. 2, at det begrundede en prøvelse af betalingspåkravet i medfør af denne bestemmelse.

34.

Denne anmodning om prøvelse blev imidlertid forkastet af Okresní soud Praha – západ (kredsdomstolen i Prag Vest) ved afgørelse af 8. april 2013, som Krajský soud v Praze (retten for regionen Prag, Den Tjekkiske Republik) stadfæstede ved afgørelse af 17. juni 2013 i appelsagen.

35.

Ifølge denne ret blev det europæiske betalingspåkrav behørigt forkyndt for Catlin Europe i overensstemmelse med kravene i artikel 14 i forordning nr. 1896/2006. I øvrigt kunne den manglende oplysning om adressatens mulighed for at nægte at modtage det forkyndte dokument, jf. artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, ikke gøre påkravet ugyldigt eller begrunde prøvelsen heraf, da dette ikke var bestemt i forordning nr. 1896/2006.

36.

Catlin Europe har iværksat kassationsanke ved Nejvyšší soud (øverste domstol).

37.

Denne ret ønsker oplyst, om den manglende opfyldelse i den sag, som blev indbragt for den, af kravene i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 kan begrunde prøvelsen af påkravet som fastsat i artikel 20 i forordning nr. 1896/2006.

38.

Denne forordning indeholder bl.a. ingen bestemmelse om det sprog, hvorpå anmodningen om et betalingspåkrav skal forkyndes for sagsøgte. I øvrigt fastsætter forordning nr. 1896/2006 til forskel fra forordning nr. 1393/2007 specifikke regler på grundlag af anvendelsen af standardformularer i bilagene hertil, som hovedsageligt skal udfyldes ved hjælp af på forhånd fastlagte numeriske koder. Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om en rent formel procedurefejl som den, der påberåbes af Catlin Europe, kan anses for at krænke selskabets ret til forsvar.

39.

På denne baggrund har Nejvyšší soud (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 20, stk. 2, i [forordning nr. 1896/2006] fortolkes således, at en manglende underretning af adressaten om muligheden for at nægte at modtage de dokumenter, der skal forkyndes, jf. artikel 8, stk. 1, i [forordning nr. 1393/2007], kan begrunde en ret for sagsøgte (adressaten) til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i henhold til artikel 20, stk. 2, i [forordning nr. 1896/2006]?«

40.

Der er indgivet skriftlige indlæg af O. K. Trans Praha, af den græske, den italienske og den østrigske regering samt af Europa-Kommissionen. Domstolen har ikke afholdt mundtlig forhandling og er heller ikke blevet anmodet herom.

41.

O. K. Trans Praha er af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde ikke forekommer ekstraordinære omstændigheder, som kan begrunde en prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i medfør af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006.

42.

Den foreliggende europæiske betalingspåkravsprocedure fandt således sted efter tre andre procedurer af samme type, og i forbindelse med disse tre procedurer gjorde Catlin Europe hver gang indsigelse, hvilket viser, at selskabet havde kendskab til muligheden for at anfægte påkravet. Den manglende underretning om muligheden for at nægte at modtage den omhandlede skrivelse har derfor ikke fået nogen konsekvens for selskabets ret til forsvar.

43.

Den omstændighed, at der ikke er gjort indsigelse i den foreliggende sag, skyldes en fejl begået af en medarbejder hos Catlin Europe, som nu forsøger at rette op på den ved at forsøge at opnå prøvelse.

44.

Den græske regering har anført, at formålet med forordning nr. 1896/2006 og nr. 1393/2007 er at sikre en rimelig balance mellem sagsøgerens og sagsøgtes interesser ved at forene en effektiv og hurtig fremsendelse af retslige dokumenter med kravet om at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af retten til forsvar for adressaten for disse dokumenter.

45.

I øvrigt følger det af fast retspraksis, at den modtagende instans i medfør af forordning nr. 1393/2007, når den foretager forkyndelsen af et retsligt eller udenretsligt dokument til dets adressat, har pligt til under alle omstændigheder at vedlægge dette dokument standardformularen i bilag II til denne forordning med henblik på at underrette adressaten om vedkommendes ret til at nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som den pågældende kender eller må antages at forstå ( 4 ).

46.

Det følger heraf, at fortolkningen af muligheden for prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i særlige tilfælde, jf. artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, ikke kan give sig udslag i en svækkelse af retten til forsvar for adressaten for et sådant påkrav.

47.

Det er indlysende, at der foreligger krænkelse af retten til forsvar, når sagsøgte i mangel af en passende oversættelse ikke er i stand til at forstå indholdet af anmodningen om et betalingspåkrav og dermed den fordring, der gøres gældende mod ham, eftersom sagsøgte under disse omstændigheder ikke kan træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han bør anfægte anmodningen eller ej.

48.

Følgelig bør den manglende underretning af adressaten for et europæisk betalingspåkrav om dennes mulighed for at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, med den begrundelse, at det pågældende dokument ikke er affattet på eller oversat til et af de sprog, der er omhandlet i artikel 8 i forordning nr. 1393/2007, anses for at udgøre et særligt tilfælde, jf. artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, og dermed en begrundelse for prøvelse i medfør af denne bestemmelse.

49.

Den italienske regering har derimod anført, at den manglende underretning af adressaten om muligheden for at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, og som ikke er affattet på adressatens sprog eller på et sprog, som vedkommende forstår, ikke giver adressaten ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav på grundlag af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006.

50.

En sådan formel fejl medfører således hverken, at det dokument, der skal forkyndes, eller forkyndelsesproceduren bliver ugyldig. Proceduren bør ganske enkelt lovliggøres ved fremsendelse til den berørte part af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, således at indsigelsesfristen i artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 først løber fra tidspunktet for denne lovliggørelse. Under disse omstændigheder er betingelsen for anvendelsen af artikel 20 i forordning nr. 1896/2006, nemlig at sagsøgte fremlægger bevis for, at den påståede omstændighed har hindret vedkommende i at gøre indsigelse inden den fastsatte frist, ikke opfyldt i den foreliggende sag.

51.

I øvrigt svarer ingen af de omstændigheder, der er nævnt i artikel 20, og som begrunder prøvelsen, til en forkyndelse, der er behæftet med den fejl, at der ikke er sket underretning af adressaten om muligheden for at nægte at modtage det pågældende dokument.

52.

Den østrigske regering når frem til samme resultat som den italienske regering, men ud fra en delvist anderledes argumentation, nemlig at selv om forordning nr. 1896/2006 indeholder visse bestemmelser om forkyndelsen af det europæiske betalingspåkrav for sagsøgte, fastsætter den ikke nogen regel om det sprog, hvorpå forkyndelsen skal finde sted.

53.

Ikke desto mindre skal spørgsmål, der ikke er reguleret af denne forordning med hensyn til forkyndelse, afgøres på grundlag af forordning nr. 1393/2007.

54.

Det følger heraf, at det europæiske betalingspåkrav i medfør af sidstnævnte forordnings artikel 8 skal forkyndes sammen med en oversættelse, eller at sagsøgte i mangel af en sådan oversættelse skal underrettes om sin ret til at nægte at modtage det pågældende dokument.

55.

Det står dog ikke klart, om en oversættelse af kopien af anmodningen om et betalingspåkrav også er påkrævet eller kan kræves i visse situationer.

56.

I henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 skal det europæiske betalingspåkrav ved udstedelsen ledsages af en kopi af anmodningsformularen.

57.

På den ene side findes denne anmodning i form af en formular, hvori sagsøgeren blot skal sætte kryds i forskellige rubrikker, således at sagsøgte let kan forstå indholdet ved samtidig at læse den version af formularen, der er affattet og offentliggjort på vedkommendes eget sprog.

58.

På den anden side kan det ikke udelukkes, at anmodningen også indeholder vigtige forklaringer i form af sammenhængende tekst.

59.

I sidstnævnte tilfælde og når adressaten ikke har modtaget underretning om sin ret til at nægte at modtage det omhandlede dokument, selv om dette ikke er affattet på et sprog, vedkommende forstår, bør det afgøres, om forkyndelsen er gyldig.

60.

I så henseende er det muligt at hævde, at det enten ikke er tilfældet, hvilket bevirker, at indsigelsesfristen ikke er begyndt at løbe, eller at artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006 bør finde anvendelse analogt.

61.

Derimod er det ikke muligt at anvende artikel 20, stk. 2, i tilfælde af en sådan formel fejl. Denne bestemmelse vedrører nemlig kun uretmæssig udstedelse af det europæiske betalingspåkrav på grund af en materiel fejl. I hovedsagen blev påkravet udstedt med rette, og den eventuelle rent formelle fejl forekom kun i en fase efter proceduren, nemlig ved forkyndelsen for sagsøgte.

62.

Efter Kommissionens opfattelse kan de to procedurefejl, som forkyndelsen af det europæiske betalingspåkrav ifølge Catlin Europe i det foreliggende tilfælde var behæftet med – dvs. for det første det forhold, at kopien af den oprindelige anmodning om dette påkrav, som skal ledsage dette, hverken var affattet på et sprog, som adressaten forstod, eller det officielle sprog eller et af de officielle sprog i modtagerstaten, og for det andet det forhold, at sagsøgte ikke var blevet underrettet om sin ret til at nægte at modtage det pågældende dokument i overensstemmelse med artikel 8 i forordning nr. 1393/2007 – ikke udgøre ekstraordinære omstændigheder, som kan begrunde en prøvelse af påkravet i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1896/2006.

63.

Enhver anden fortolkning strider mod formålet med den europæiske betalingspåkravsprocedure.

64.

I denne henseende har forordning nr. 1896/2006 til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne.

65.

Proceduren er kendetegnet ved, at der findes en standardformular, som ledsager forordningen og er offentliggjort på alle Unionens officielle sprog. Standardformularen skal udfyldes ved hjælp af numeriske koder, som er identiske i alle sprogversioner, således at sagsøgte er i stand til at forstå, at der er indledt en procedure mod vedkommende, samt anmodningens præcise genstand og grundene til, at der påberåbes et pengekrav.

66.

I øvrigt underrettes sagsøgte om muligheden for at gøre indsigelse mod påkravet.

67.

Retten til at anmode om prøvelse af påkravet er endvidere begrænset til tilfælde, som er kendetegnet ved ekstraordinære omstændigheder, hvilket betyder, at sagsøgte ikke har endnu en mulighed for indsigelse.

68.

Under alle omstændigheder kan sagsøgeren let råde bod herpå ved at fremsende oversættelsen af anmodningen om et betalingspåkrav til sagsøgte.

69.

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om forordning nr. 1896/2006 og nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at det i forbindelse med forkyndelsen af et europæisk betalingspåkrav for en sagsøgt, der bor på en anden medlemsstats område, såfremt anmodningen om et betalingspåkrav ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten et sprog, som sagsøgte forstår, eller fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, skal sikres, at adressaten ved hjælp af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 behørigt underrettes om sin ret til at nægte at modtage dette dokument.

70.

Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, hvilke retsvirkninger det har, at adressaten i strid med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 ikke underrettes om sin ret til at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, og nærmere bestemt om en sådan omstændighed kan begrunde en anmodning om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i medfør af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006.

71.

Jeg henviser navnlig til dom af 2. marts 2017, Henderson (C-354/15, EU:C:2017:157, især præmis 50-56 og den deri nævnte retspraksis), som allerede i vidt omfang har behandlet denne problemstilling i henseende til forordning nr. 1393/2007.

72.

Domstolen bekræftede i den nævnte doms præmis 50 sin tidligere praksis ( 5 ), idet den fastslog, at muligheden i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 for at nægte at modtage det omhandlede dokument udgør en ret for dette dokuments adressat.

73.

Domstolen bekræftede ligeledes, at retten til at nægte at modtage et dokument, der skal forkyndes, følger af nødvendigheden af at beskytte retten til forsvar for dokumentets adressat i overensstemmelse med kravet om en retfærdig rettergang, der er knæsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 ( 6 ). Selv om forordning nr. 1393/2007 først og fremmest har til formål at sikre en effektiv og hurtig afvikling af retslige procedurer og en forsvarlig retspleje, udtalte Domstolen således, at disse formål ikke kan virkeliggøres ved på nogen som helst måde at svække den faktiske iagttagelse af retten til forsvar for de omhandlede dokumenters adressater ( 7 ).

74.

Det er derfor vigtigt ikke bare at sikre, at et dokuments adressat faktisk modtager det omhandlede dokument, men også, at adressaten sættes i stand til at få kendskab til og fuldt ud at forstå meningen med og omfanget af den retslige procedure, der er indledt over for den pågældende i udlandet, således at den pågældende kan forberede sit forsvar og varetage sine rettigheder på effektiv vis i afsenderstaten ( 8 ).

75.

For at denne ret til at nægte modtagelse, som er indeholdt i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, kan få reel virkning, er det nødvendigt, at dokumentets adressat er blevet behørigt underrettet, forudgående og skriftligt, om, at denne ret findes ( 9 ).

76.

I den ordning, som er indført ved forordning nr. 1393/2007, oplyses adressaten herom ved hjælp af standardformularen i bilag II til forordningen ( 10 ).

77.

Hvad angår den rækkevidde, som denne standardformular skal tillægges, har Domstolen allerede fastslået, at forordning nr. 1393/2007 ikke indeholder nogen undtagelse til anvendelsen heraf ( 11 ).

78.

Af denne betragtning samt af det formål, der forfølges med standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 som beskrevet i punkt 75 og 76 i dette forslag til afgørelse, udledte Domstolen, at den modtagende instans under alle omstændigheder, og uden at den i denne henseende har en skønsmargen, var forpligtet til at underrette et dokuments adressat om den pågældendes ret til at nægte at modtage det ved konsekvent at anvende nævnte standardformular ( 12 ).

79.

I den foreliggende sag drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt ovenstående betragtninger ligeledes skal være gældende i forbindelse med forordning nr. 1896/2006.

80.

Som den østrigske regering har anført, skal spørgsmål, der ikke er reguleret af denne forordning med hensyn til forkyndelse, afgøres på grundlag af forordning nr. 1393/2007. Artikel 27 i forordning nr. 1896/2006 bestemmer således udtrykkeligt, at forordningen ikke berører anvendelsen af forordning nr. 1348/2000, som blev erstattet af forordning nr. 1393/2007. Det fremgår endvidere af sidstnævnte forordnings artikel 25, stk. 2, at henvisninger til forordning nr. 1348/2000 gælder som henvisninger til forordning nr. 1393/2007.

81.

Det er klart, at anmodningen om et betalingspåkrav, som udgør det indledende processkrift med henblik på forkyndelse af det europæiske betalingspåkrav, i det foreliggende tilfælde skal betegnes som det »dokument«, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007.

82.

Som den østrigske regering har anført, bestemmer artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 udtrykkeligt, at det europæiske betalingspåkrav ved udstedelsen ledsages af en kopi af anmodningsformularen ( 13 ), således at forkyndelsen af påkravet for sagsøgte skal ledsages af forkyndelsen af anmodningen. I det foreliggende tilfælde fandt der en sådan dobbelt forkyndelse sted.

83.

Forskrifterne i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 finder derfor ikke alene anvendelse på forkyndelsen af selve påkravet, men også på forkyndelsen af anmodningen om betalingspåkravet. Derfor skal begge disse dokumenter forkyndes for adressaten på et sprog, som denne må antages at forstå som omhandlet i nævnte artikel 8, stk. 1, og såfremt dette ikke er tilfældet, skal forkyndelsen ledsages af standardformularen i bilag II til denne forordning, hvori adressaten underrettes om sin ret til at nægte at modtage det pågældende dokument.

84.

Ovenstående konklusion gælder så meget desto mere, som den europæiske betalingspåkravsprocedure, der er indført ved forordning nr. 1896/2006, ikke er kontradiktorisk, idet den nationale ret alene træffer afgørelse på baggrund af den anmodning, som sagsøgeren indgiver, uden at sagsøgte oplyses om, at der pågår en procedure mod vedkommende.

85.

Det er derfor først ved forkyndelsen af betalingspåkravet, at sagsøgte får mulighed for at få kendskab til eksistensen og indholdet af anmodningen. Iagttagelsen af retten til forsvar, som artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 har til formål at opretholde, er derfor særlig vigtig i denne sammenhæng.

86.

Den omstændighed, at anmodningen om et betalingspåkrav i overensstemmelse med forordning nr. 1896/2006 foregår ved hjælp af en standardformular, som udgør bilag I til denne forordning, er irrelevant i denne henseende.

87.

Selv om et større antal rubrikker i denne standardformular kan udfyldes ved hjælp af forud fastlagte koder og derfor let kan forstås, fordi forklaringerne på disse koder er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende på alle Unionens officielle sprog, kræver nævnte standardformular nemlig ikke desto mindre, at sagsøgeren, som det fremgår af nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, litra d) og e), ligeledes anfører en mere detaljeret beskrivelse af de konkrete omstændigheder, der påberåbes som grundlag for fordringen, samt de bevisligheder, hvorpå kravet støttes. Den sagsøgte skal kunne få kendskab til disse bevisligheder på et sprog, vedkommende må antages at beherske, for fuldt ud og reelt at forstå meningen med og omfanget af den procedure, der er indledt over for vedkommende i udlandet, og for i givet fald at kunne forberede sit forsvar.

88.

Det må konkluderes, at den obligatoriske og systematiske karakter af anvendelsen af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 gælder såvel for forkyndelsen af det europæiske betalingspåkrav som for den samtidige forkyndelse af anmodningen om påkravet.

89.

For det første indeholder artikel 8 i forordning nr. 1393/2007, som Kommissionen har anført, ingen bestemmelser om retsvirkningerne af at undlade at oplyse dokumentets adressat om vedkommendes ret til at nægte at modtage dette dokument. Det fremgår ikke af nogen bestemmelse i denne forordning, at en sådan undladelse indebærer, at forkyndelsesproceduren er ugyldig.

90.

I en sag, hvor dokumentet ikke var affattet på et af modtagerstatens officielle sprog eller på et af afsenderstatens sprog, som adressaten forstod, fastslog Domstolen, at afsenderen kunne afhjælpe denne procedurefejl ved at sende sagsøgte den påkrævede oversættelse ( 14 ).

91.

Endvidere henviser jeg igen til dom af 2. marts 2017, Henderson (C-354/15, EU:C:2017:157, navnlig præmis 57 og 58).

92.

Domstolen bemærkede i præmis 57, at »[i] tilfælde af, at den modtagende instans ved foretagelsen af forkyndelsen af det omhandlede dokument til dokumentets adressat med bopæl i en anden medlemsstat ikke har vedlagt standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, kan denne undladelse desuden hverken medføre ugyldighed af det dokument, der skal forkyndes, eller af forkyndelsesproceduren, eftersom en sådan konsekvens ville være uforenelig med det formål, der forfølges med forordningen, som består i at fastsætte en direkte, hurtig og effektiv fremgangsmåde med henblik på at fremsende dokumenter i civile og kommercielle sager mellem medlemsstaterne« (min fremhævelse).

93.

I præmis 58 angav den derimod, at »[d]a meddelelsen af nævnte standardformular […] udgør et væsentligt formkrav, der har til formål at beskytte retten til forsvar for dokumentets adressat, skal en undladelse heraf afhjælpes af den modtagende instans i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007. Den modtagende instans skal således uden ophold underrette dokumentets adressat om den pågældendes ret til at nægte at modtage dokumentet ved i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, at fremsende standardformularen til den pågældende« (min fremhævelse).

94.

Af de grunde, der også er nævnt i punkt 79-88 i dette forslag til afgørelse, er det min opfattelse, at de samme regler klart skal gælde analogt for forkyndelsen af dokumenterne i henhold til forordning nr. 1896/2006.

95.

Som Domstolen har fastslået, er det først efter, at adressaten er blevet underrettet om sin ret til at nægte at modtage dokumentet og har gjort brug af den, at den ret, der behandler sagen, kan prøve, hvorvidt nægtelsen var begrundet ( 15 ).

96.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor forkyndelsen for sagsøgte af anmodningen om et påkrav, som er affattet på et andet sprog end de sprog, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, ikke blev ledsaget af standardformularen i bilag II til denne forordning, skal der derfor hurtigst muligt og i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte forordning rettes op på denne undladelse og på den manglende underretning af dokumentets adressat om dennes ret til at nægte at modtage det pågældende dokument, som ligeledes skyldes en undladelse, ved at denne standardformular fremsendes til sagsøgte.

97.

Endvidere fremgår det af retspraksis, at det europæiske betalingspåkrav i tilfælde af en mangelfuld forkyndelse som den her omhandlede ikke gyldigt er blevet eksigibelt, og at sagsøgtes indsigelsesfrist ikke er begyndt at løbe ( 16 ).

98.

Under disse omstændigheder er det spørgsmål om en prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i medfør af artikel 20 i forordning nr. 1896/2006, som den forelæggende ret har rejst, ikke relevant.

99.

Den formelle fejl, som forkyndelsen af anmodningen om påkravet er behæftet med, kan nemlig kun betragtes som et spørgsmål, der går forud for prøvelsesfasen, idet prøvelsen jo forudsætter, at indsigelsesfristen er udløbet, mens denne frist på grund af procedurefejlen ved forkyndelsen end ikke er begyndt at løbe.

100.

Endvidere har Domstolen allerede i henseende til nævnte bestemmelse fastslået, for det første, at idet EU-lovgiver har ønsket at begrænse prøvelsesproceduren til særlige situationer, skal den nævnte bestemmelse nødvendigvis gøres til genstand for en streng fortolkning ( 17 ). For det andet forudsatte en sådan procedure forekomsten af omstændigheder, der enten var »ekstraordinære« som omhandlet i artikel 20, stk. 1 ( 18 ) eller i nævnte bestemmelses stk. 2 ( 19 ). For det tredje var disse tilfælde fastsat udtømmende i denne artikel (»manglende forkyndelse henhører ikke under disse særlige tilfælde«) ( 20 ). For det fjerde må muligheden for at prøve påkravet, efter at dette er blevet eksigibelt, og indsigelsesfristen er udløbet, ikke føre til, at skyldneren får en ny lejlighed til at gøre indsigelse mod kravet ( 21 ).

101.

På dette grundlag mener jeg i modsætning til den græske regering ikke, at de af sagsøgte angivne procedurefejl kan begrunde prøvelsen af det europæiske betalingspåkrav i medfør af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 ( 22 ).

102.

Hvad nærmere angår artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, som den forelæggende ret har spurgt Domstolen om, nævnes i dette stykke to grunde til prøvelse af betalingspåkravet. For det første skal det stå klart, at betalingspåkravet er blevet udstedt med urette i forhold til betingelserne i nævnte forordning. For det andet kan andre ekstraordinære omstændigheder begrunde en prøvelse.

103.

Med hensyn til den første grund må det konstateres, som Kommissionen har anført, at forelæggelseskendelsen ikke indeholder oplysninger om, at det europæiske betalingspåkrav klart er blevet udstedt med urette. Det europæiske betalingspåkrav blev udstedt i overensstemmelse med forordningens krav. Med hensyn til den procedurefejl, som består i, at forkyndelsen af dokumentet ikke var i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, er det muligt at afhjælpe den ved at fremsende den ønskede oversættelse deraf til sagsøgte som angivet i punkt 90-93 i dette forslag til afgørelse.

104.

Med hensyn til den anden grund må det vurderes, om en prøvelse af det europæiske betalingspåkrav i det foreliggende tilfælde kan være begrundet i andre ekstraordinære omstændigheder.

105.

Jeg tror (i lighed med Kommissionen), at sådanne ekstraordinære omstændigheder kan være enten procedurefejl eller fejl, der berører selve karakteren af det pengekrav, der er genstand for betalingspåkravet. Eftersom Domstolen har fundet, at artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 skal fortolkes strengt, kan prøvelsen af betalingspåkravet ikke iværksættes på grund af en hvilken som helst procedurefejl. For at en procedurefejl kan udgøre en ekstraordinær omstændighed, skal den have direkte indflydelse på sagsøgtes ret til forsvar, dvs. i det foreliggende tilfælde sagsøgtes ret til at gøre indsigelse mod betalingspåkravet i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 16.

106.

Som den italienske regering har anført, er det i øvrigt netop fraværet af en bestemmelse om dokumentets eller forkyndelsens ugyldighed som følge af manglende underretning af adressaten om, at vedkommende kunne nægte at modtage dokumentet, som taler for, at fejlen kan afhjælpes. Som jeg har anført, kan den mangelfulde forkyndelse, som skyldes, at det dokument, der skal forkyndes, ikke er affattet på et sprog, som adressaten kender eller forstår, afhjælpes ved, at der straks derefter fremsendes en kopi af det oversatte dokument til adressaten, uden at dennes indsigelsesret på nogen som helst måde begrænses.

107.

Dette indebærer også, at den mangelfulde forkyndelse, der skyldes manglende underretning af adressaten om dennes mulighed for at nægte modtagelsen i medfør af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1393/2007 ( 23 ), ikke i sig selv gør forkyndelsen ugyldig, men alene udskyder begyndelsestidspunktet for indsigelsesfristen, jf. bestemmelserne i artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006.

108.

Henset til det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik), således: