16.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 14/28


Appel iværksat den 16. november 2016 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-386/14, Fih Holding og Fih Erhvervsbank mod Kommissionen

(Sag C-579/16 P)

(2017/C 014/34)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, K. Blanck-Putz og A. Bouchagiar, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: FIH Holding A/S og FIH Erhvervsbank A/S

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Sjette Afdeling) af 15. september 2016, meddelt til Kommissionen den 16. september 2016, i sag T-386/14, Fih Holding og Fih Erhvervsbank mod Kommissionen, ophæves.

Domstolen træffer selv afgørelse i første instans, og søgsmålet forkastes som retligt ugrundet, og

Indstævnte og sagsøgere i første instans tilpligtes at betale omkostningerne.

Subsidiært nedlægges påstand om:

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Sjette Afdeling) af 15. september 2016, meddelt til Kommissionen den 16. september 2016, i sag T-386/14, Fih Holding og Fih Erhvervsbank mod Kommissionen, ophæves, og

Sagen hjemvises til Retten med henblik på behandling af det andet anbringende, der blev gjort gældende i første instans.

Afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appelsagen udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten har begået en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen for at påvise, at foranstaltningerne fra 2012 indeholdt statsstøtte, var forpligtet til at anvende kriteriet om den private kreditor i lyset af de omkostninger, der ville være opstået for Danmark, hvis denne medlemsstat ikke havde vedtaget disse foranstaltninger. Denne konklusion fra Rettens side er en retlig fejl, eftersom de omhandlede omkostninger er en direkte følge af Danmarks forudgående tildeling af statsstøtte til fordel for FIH, og det fremgår klart af Domstolens faste praksis, at Kommissionen ikke kan tage sådanne omkostninger i betragtning, når den undersøger, om en medlemsstat har handlet, som en privat aktør i en markedsøkonomi ville have gjort.