3.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 104/22

1)

Bestemmelserne i kapitel IV i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, og navnlig forordningens artikel 41, stk. 1, skal fortolkes således, at en bidragsberettiget, der har opnået en begunstigende afgørelse i en medlemsstat, og som ønsker fuldbyrdelse heraf i en anden medlemsstat, kan indgive sin anmodning direkte til den kompetente myndighed i den sidstnævnte medlemsstat, såsom en specialiseret domstolsmyndighed, og at den pågældende ikke kan pålægges at indgive sin anmodning til sidstnævnte via centralmyndigheden i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

2)

Medlemsstaterne er forpligtet til at sikre den fulde virkning af den ret, der er fastsat i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, ved i givet fald at ændre deres procedureregler. Under alle omstændigheder påhviler det den nationale domstol at anvende bestemmelserne i nævnte artikel 41, stk. 1, ved om fornødent at undlade at anvende de modstående bestemmelser i national lovgivning og følgelig at gøre det muligt for en bidragsberettiget at indgive sin anmodning direkte til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, selv om dette ikke er fastsat i national ret.