18.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 437/8


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 26. oktober 2017 — straffesag mod I (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Kehl — Tyskland)

(Sag C-195/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - transport - kørekort - direktiv 2006/126/EF - artikel 2, stk. 1 - gensidig anerkendelse af kørekort - begrebet »kørekort« - Certificat d’examen du permis de conduire (køreprøveattest, CEPC-attest), der giver indehaveren ret til at føre motorkøretøj på udstedelsesmedlemsstatens område før udleveringen af det endelige kørekort - situation, hvor indehaveren af en CEPC-attest fører et motorkøretøj i en anden medlemsstat - forpligtelse til at anerkende CEPC-attesten - sanktioner over for indehaveren af en CEPC-attest for at føre et motorkøretøj uden for den CEPC-attestudstedende medlemsstats område - forholdsmæssighed))

(2017/C 437/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Kiel

Tiltalt i straffesagen

I

Procesdeltager: Staatsanwaltschaft Offenburg

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort samt artikel 18 TEUF, 21 TEUF, 45 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, i henhold til hvilken denne medlemsstat kan afslå at anerkende en i en anden medlemsstat udstedt attest, hvorved det attesteres, at indehaveren har en førerret, når denne attest ikke opfylder kravene i den i dette direktiv fastsatte kørekortmodel, selv i det tilfælde, hvor indehaveren af den pågældende attest opfylder de ved direktivet pålagte betingelser for at få udstedt et kørekort.

2)

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126 samt artikel 21 TEUF, 45 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat pålægger en sanktion over for en person, der, skønt vedkommende opfylder de i dette direktiv fastsatte betingelser for at få udstedt et kørekort, fører et motorkøretøj på medlemsstatens område uden at være i besiddelse af et kørekort, der opfylder kravene i den i nævnte direktiv fastsatte kørekortmodel, og som, indtil en anden medlemsstat har udstedt et sådant kørekort, udelukkende kan bevise sin førerret, som er erhvervet i denne anden medlemsstat, med en af nævnte anden medlemsstat udstedt midlertidig attest, på betingelse af, at denne sanktion ikke står i misforhold til de omhandlede gerningers grovhed. Det tilkommer i denne forbindelse den forelæggende ret som led i dens bedømmelse af grovheden af den overtrædelse, som den pågældende har begået, og af strengheden af den sanktion, som vedkommende er blevet pålagt, som en eventuelt formildende omstændighed at tage hensyn til det forhold, at den pågældende har opnået førerret i en anden medlemsstat, der attesteres af den foreliggende CEPC-attest, som efter anmodning fra den pågældende i princippet vil blive ombyttet før dens udløbsdato til et kørekort, der opfylder kravene i den i direktiv 2006/126 fastsatte kørekortmodel. Retten skal tillige i sammenhæng med denne bedømmelse undersøge, hvilken reel risiko den pågældende vil udgøre for færdselssikkerheden på dens område.


(1)  EUT C 260 af 18.7.2016.