22.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/22


Appel iværksat den 2. december 2015 af Toni Klement til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 24. september 2015 i sag T-211/14, Toni Klement mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-642/15 P)

(2016/C 068/30)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Toni Klement (ved Rechtsanwalt J. Weiser)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten den 24. september 2015 i sag T-211/14 ophæves.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten påberåbt sig tre anbringender.

1.

Det er ubestridt, at det omtvistede varemærke udelukkende blev anvendt med den supplerende ordbestanddel »Bullerjan«. Appellanten gør gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne i forbindelse med bedømmelsen af den tilføjede bestanddel »Bullerjan«’s særpræg. Retten kvalificerede (kun) den tilføjede bestanddels særpræg som normalt. Der er ikke noget grundlag i beviserne for at antage, at der (kun) er tale om et normalt særpræg, idet der ikke er angivet nogen oplysninger vedrørende omfanget, varigheden og intensiteten af bestanddelen »Bullerjan«, der selv er registreret som varemærke.

2.

Med det andet anbringende gør appellanten gældende, at Rettens begrundelse er selvmodsigende, idet den fastslog, at det omtvistede varemærke havde en høj grad af særpræg. På den ene side angav Retten, at det omtvistede varemærke havde en »usædvanlig form«, mens den på den anden side fastslog, at andre producenter markedsfører ovne, der har samme form. Rettens begrundelse er ydermere selvmodsigende, eftersom det omtvistede varemærkes høje grad af særpræg på den ene side ikke anses for sammenhængende med dets funktionalitet, og der på den anden side ikke stilles spørgsmålstegn til denne høje grad af særpræg på baggrund af de andre ovnes lignende form, eftersom denne kan henføres til efterstræbelsen af et bestemt teknisk resultat. Rettens begrundelse er dermed selvmodsigende i to henseender og således behæftet med en retlig fejl.

3.

Med det tredje anbringende gør appellanten gældende, at der på flere punkter retligt set er foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordningen (1). For det første fulgte Retten i forbindelse med vurderingen af det omtvistede varemærkes særpræg i henhold til artikel 15, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordningen ikke Domstolens praksis vedrørende bedømmelsen af det fornødne særpræg ved tredimensionale varemærker, der udgøres af formen på varen. Retten undlod at foretage en sammenligning af det omtvistede varemærke med den form af ovne, som normalt anvendes inden for denne sektor, således som dette er krævet i henhold til Domstolens praksis. For det andet fandt Retten ikke, at den eventuelle funktionalitet af det omtvistede varemærke var relevant ved bedømmelsen af dets særpræg. Retten tilsidesatte dermed det anderkendte princip om, at der skal tages hensyn til alle relevante forhold, der er forbundet med sagens konkrete omstændigheder ved bedømmelsen særpræget. Endelig fulgte Retten ikke Domstolens praksis vedrørende retsbevarende brug af et registreret varemærke som en del af et sammensat varemærke. I denne forbindelse fandt Retten det tilstrækkeligt, at et varemærke, der anvendes som en del af et sammensat varemærke, forsat anses for en oprindelsesangivelse. Retten har hermed undladt at tage i betragtning, hvad der følger af den entydige ordlyd af artikel 15, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordningen og Domstolens retspraksis, hvorefter det ligeledes skal efterprøves, om varemærkets særpræg er forandret. Retten foretog ikke en sådan efterprøvelse.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).