7.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 294/29


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland) den 11. juni 2015 — Soha Sahyouni mod Raja Mamisch

(Sag C-281/15)

(2015/C 294/36)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Soha Sahyouni

Sagsøgt: Raja Mamisch

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder artikel 1 i Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 (1) af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 343, s. 10) også anvendelse på en såkaldt privat skilsmisse — her: for en gejstlig domstol i Syrien på grundlag af sharialovgivningen?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

a)

Skal artikel 10 i forordning (EU) nr. 1259/2010 også anvendes i forbindelse med en undersøgelse af, om en skilsmisse kan anerkendes på nationalt plan?

b)

Såfremt spørgsmål 2, litra a) besvares bekræftende:

1)

Skal der abstrakt tages udgangspunkt i en sammenligning, hvorefter loven i domstolslandet ganske vist også indrømmer en af ægtefællerne adgang til skilsmisse, men der hertil på grund af dennes køn er knyttet andre processuelle og materielle betingelser end til den anden ægtefælles adgang,

eller

2)

afhænger bestemmelsens gyldighed af, hvorvidt anvendelsen af en udenlandsk lovgivning, der ud fra en abstrakt betragtning bevirker en forskelsbehandling, også i det enkelte tilfælde — konkret — har en sådan virkning?

c)

Såfremt spørgsmål 2, litra b), nr. 2), besvares bekræftende:

Er den forskelsbehandlede ægtefælles samtykke til skilsmissen — også i form af indvilgelse i at modtage kompensation — i sig selv en grund til ikke at anvende bestemmelsen?


(1)  EUT L 343, s. 10.