—

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

den spanske regering ved M.J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget

—

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og R. Chambel Margarido, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved M. Owsiany-Hornung og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af dels artikel 34, nr. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«), dels artikel 19, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT 2007, L 324, s. 79).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Emmanuel Lebek og Janusz Domino vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en dom afsagt af en fransk retsinstans kan anerkendes som eksigibel i Polen.

3

2., 6. og 16.-18. betragtning til Bruxelles I-forordningen lyder således:

[...]

[...]

4

Bruxelles I-forordningens artikel 26, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning

2.   Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.«

5

I henhold til denne forordnings artikel 26, stk. 3, anvendes artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (EFT 2000, L 160, s. 37) i stedet for Bruxelles I-forordningens artikel 26, stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af forordning nr. 1348/2000.

6

Bruxelles I-forordningens artikel 33, stk. 1, fastsætter, at »[r]etsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure«.

7

Denne forordnings artikel 34, nr. 2), bestemmer, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes, såfremt »det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det«.

8

Forordningens artikel 35 har følgende ordlyd:

»1.   En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.

2.   Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.

3.   Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.«

9

Bruxelles I-forordningens artikel 38, stk. 1, fastsætter:

»De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.«

10

Forordningens artikel 45 bestemmer:

»1.   Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2.   Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«

11

Følgende fremgår af 6., 7. og 12. betragtning til forordning nr. 1393/2007:

[...]

12

Denne forordnings artikel 1 lyder:

»1.   Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke er kendt.

[...]«

13

Forordningens artikel 19, stk. 4, fastsætter:

»Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse efter denne forordning, og der er afsagt dom over en sagsøgt, som ikke er mødt, har dommeren mulighed for i forhold til sagsøgte at tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, såfremt:

Anmodning om adgang til appel skal fremsættes inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at anmodningen ikke vil blive imødekommet, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist, som angives i meddelelsen, men som ikke kan være kortere end et år efter afsigelsen af dommen.«

14

Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 fastsætter, at »[m]edlemsstaterne meddeler Kommissionen de oplysninger, som er omhandlet i artikel 2, 3, 4, 10, 11, 13, 15 og 19 […]«.

15

Den Franske Republik har i sin meddelelse i medfør af artikel 23, stk. 1, oplyst, at fristen for sagsøgtes eventuelle anmodning om adgang til appel er fastsat til et år efter afsigelsen af dommen.

16

Artikel 540 i code de procédure civile (den franske retsplejelov) som affattet ved décret no 2011-1043 du 1er septembre 2011 relatif aux mesures conservatoires prises après l’ouverture d’une succession et à la procédure en la forme des référés (dekret nr. 2011-1043 af 1.9.2011 om foreløbige forholdsregler truffet efter arvefald og om proceduren for foreløbige retsmidler) (JORF af 2.9.2011, s. 14884, herefter »CPC«) fastsætter:

»Hvis dommen er en udeblivelsesdom eller anses for kontradiktorisk, kan retten i forhold til sagsøgte tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, hvis sagsøgte uden egen skyld ikke har fået kendskab til dommen i så god tid, at han kunne appellere den, eller hvis han manglede handleevne.

Anmodningen om adgang til appel fremsættes til præsidenten for den domstol, som har kompetence til at træffe afgørelse om appellen. Anmodningen fremsættes på samme måde som på området for foreløbige retsmidler.

Anmodningen kan fremsættes inden for en frist på to måneder regnet fra den dag, hvor det første processkrift blev forkyndt for den pågældende personligt, eller, hvis dette ikke er sket, fra datoen for den første fuldbyrdelsesforanstaltning, som medførte, at debitor helt eller delvis blev frataget rådigheden over sine aktiver.

[…]«

17

Under en første retssag for de kompetente polske retsinstanser nedlagde Emmanuel Lebek påstand om anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom afsagt den 8. april 2010 af tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig), hvorved Janusz Domino blev dømt til at betale ham underholdsbidrag med et beløb på 300 EUR pr. måned.

18

Ifølge forelæggelsesafgørelsen var det indledende processkrift, som var blevet fremlagt for tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris), ikke blevet forkyndt for sagsøgte, Janusz Domino, eftersom den af sagsøgeren, Emmanuel Lebek, angivne adresse på sagsøgte i Paris ikke var korrekt, da sagsøgte siden 1996 havde haft bopæl i Polen. Da Janusz Domino således ikke havde haft kendskab til den verserende sag, havde han ikke kunnet varetage sine interesser.

19

Janusz Domino fik først kendskab til den af denne franske retsinstans afsagte dom i juli 2011, dvs. mere end et år efter dommens afsigelse, da Sąd Okręgowy w Jeleniej Górze (den regionale domstol i Jelenia Góra, Polen) i forbindelse med en sag, der var blevet indledt for denne sidstnævnte retsinstans, for sagsøgte forkyndte bekræftede genparter af dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) og af Emmanuel Lebeks anmodning om anerkendelse af dennes eksigibilitet.

20

Ved kendelser afsagt den 23. november 2011 af Sąd Okręgowy w Jeleniej Górze (den regionale domstol i Jelenia Góra), henholdsvis den 31. januar 2012 af Sąd Apelacyjny we Wrocławiu (appeldomstolen i Wroclaw, Polen), blev Emmanuel Lebeks anmodning afslået med henvisning til, at Janusz Dominos ret til forsvar var blevet tilsidesat, idet denne havde fået kendskab til dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) på et tidspunkt, hvor det ikke længere var muligt at iværksætte ordinær appel.

21

Senere indgav Emmanuel Lebek en ny stævning for Sąd Okręgowy w Jeleniej Górze (den regionale domstol i Jelenia Góra), der havde samme genstand som genstanden for den tidligere afviste anmodning, idet Emmanuel Lebek gjorde nye faktiske omstændigheder gældende, nemlig at dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) var blevet forkyndt for sagsøgte den 17. og den 31. maj 2012 i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007. Der var blevet foretaget forkyndelse af den pågældende dom såvel som af en vejledning rettet til sagsøgte, der bl.a. gengav bestemmelserne i CPC’s artikel 540. Ifølge vejledningen kunne sagsøgte anmode om tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, inden for to måneder efter forkyndelsen af dommen.

22

Ved en afgørelse afsagt den 14. december 2012, hvori det bemærkes, at sagsøgte ikke havde indgivet en sådan anmodning inden for den fastsatte frist, efterkom Sąd Okręgowy w Jeleniej Górze (den regionale domstol i Jelenia Góra) Emmanuel Lebeks anden anmodning, idet den fandt, at sagsøgtes ret til forsvar var blevet respekteret, og erklærede dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) for eksigibel i Polen.

23

Ved en afgørelse afsagt den 27. maj 2013 i kæresagen anlagt af Janusz Domino ændrede Sąd Apelacyjny we Wrocławiu (appeldomstolen i Wroclaw) den indkærede afgørelse og gav afslag på anmodningen om anerkendelse med den begrundelse, at Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), skulle fortolkes således, at den blotte mulighed for at indgive en anmodning om adgang til appel ikke betød, at der var reelle muligheder for at anlægge sag til prøvelse af dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris), idet dette nemlig afhang af en forudgående positiv afgørelse fra den franske retsinstans med hensyn til den pågældende anmodning om adgang til appel.

24

Emmanuel Lebek iværksatte kassationsappel for Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) til prøvelse af denne afgørelse fra Sąd Apelacyjny we Wrocławiu (appeldomstolen i Wroclaw).

25

Sąd Najwyższy (øverste domstol) er af den opfattelse, at i en situation, hvor sagsøgte havde mulighed for at anmode om tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, i domsstaten, kan sagsøgte ikke påberåbe sig de grunde til at afslå at erklære den pågældende retsafgørelse for eksigibel, der er fastsat i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2).

26

Denne retsinstans finder, at begrebet »anfægte« i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), bør kunne fortolkes bredt, eftersom denne bestemmelses ratio legis er at beskytte sagsøgte, når denne er blevet dømt ved en retsafgørelse, selv om det indledende processkrift ikke er blevet forkyndt for vedkommende. En sådan beskyttelse kan sikres, når det er muligt at indgive en anmodning om tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for appel er udløbet.

27

Den forelæggende ret har tillige anført, at den periode, hvori anmodningen om adgang til appel kan indgives, jf. artikel 19, stk. 4, og artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, i Frankrig er et år fra den pågældende afgørelses afsigelse.

28

Heraf følger, ifølge den forelæggende ret, at, hvis forordningens artikel 19, stk. 4, skal fortolkes således, at den udelukker, at der anvendes nationale bestemmelser, som regulerer spørgsmålet om udsættelse af fristen for appel, såsom CPC’s artikel 540, vil dette betyde, at sagsøgte ikke længere har ret til at indgive en anmodning om adgang til appel, når fristen på et år er udløbet, og dermed at sagsøgte ikke længere er i stand til at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), sidste sætningsled.

29

Sąd Najwyższy (øverste domstol) finder imidlertid, at artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 1393/2007 ikke har en sådan udelukkende virkning, og at denne bestemmelse ikke er til hinder for at anvende nationale bestemmelser, der bringer fristen til at løbe igen. Denne bestemmelse fastsætter således blot en mindstestandard for beskyttelsen af en sagsøgt, som ikke har fået forkyndt stævningen, og som ikke er mødt i sagen, og giver medlemsstaterne mulighed for at anvende gunstigere regler.

30

Under disse omstændigheder har Sąd Najwyższy (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om begrebet »anfægte« i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), skal fortolkes således, at det også omfatter anmodningen om adgang til appel, når fristen for at iværksætte ordinær appel er udløbet.

32

I denne forbindelse bemærkes, at med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at medlemsstaterne og de berørte personer har samme og ensartede rettigheder og forpligtelser i henhold til Bruxelles I-forordningen, skal begrebet »anfægte« i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), ikke fortolkes som en ren henvisning til den ene eller den anden af de berørte staters nationale ret. Dette begreb skal anses for at være et selvstændigt begreb, som bl.a. skal fortolkes under hensyn til denne forordnings mål (jf. i denne retning dom af 28.4.2009, Apostolides, C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

33

Hvad angår den pågældende forordnings mål fremgår det af 2., 6., 16. og 17. betragtning hertil, at den skal sikre fri bevægelighed for retsafgørelser truffet i medlemsstaterne på det civil- og handelsretlige område ved at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (dom af 14.12.2006, ASML, C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 23).

34

Dette formål bør imidlertid ikke opnås på bekostning, i en hvilken som helst henseende, af retten til forsvar, således som Domstolen har fastslået vedrørende artikel 27, nr. 2), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17, herefter »Bruxelleskonventionen«) (dom af 14.12.2006, ASML, C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det følger i øvrigt af 18. betragtning til Bruxelles I-forordningen, at en sagsøgt, for at han skal kunne varetage sine interesser, om fornødent bør kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen.

36

I denne forbindelse fremgår det af 16.-18. betragtning til Bruxelles I-forordningen, at den retsmiddelordning, som forordningen fastsætter i relation til anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser, skal skabe den rette balance mellem dels den gensidige tillid til retsplejen inden for Den Europæiske Union, som berettiger, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, som udgangspunkt automatisk anerkendes og erklæres eksigible i en anden medlemsstat, dels respekten for en sagsøgts ret til at varetage sine interesser, hvilket kræver, at han bør kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen (dom af 28.4.2009, Apostolides, C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 73).

37

Domstolen har ligeledes fastslået, at de grundlæggende rettigheder, såsom retten til forsvar, der afledes af retten til en retfærdig rettergang, ikke skal betragtes som absolutte rettigheder, men kan underlægges begrænsninger. Begrænsningerne skal imidlertid være nødvendige for at tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og de må ikke, når henses til deres formål, indebære et uforholdsmæssigt indgreb i de nævnte rettigheder (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka, C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 50).

38

Hvad angår Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), bemærkes, at denne bestemmelse, i modsætning til Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 2), ikke nødvendigvis stiller krav om, at forkyndelse eller meddelelse af det indledende processkrift er sket forskriftsmæssigt, men snarere om effektiv overholdelse af retten til forsvar (jf. dom af 14.12.2006, ASML, C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 20).

39

Artikel 34, nr. 2), i Bruxelles I-forordningen, som sidstnævntes artikel 45, stk. 1, henviser til, har til formål under den i domsstaten indledte procedure at sikre overholdelsen af den udeblevne sagsøgtes rettigheder ved en ordning med dobbelt kontrol. I henhold til denne ordning skal retten i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, afslå eller, i tilfælde af appel, ophæve fuldbyrdelsen af en udenlandsk udeblivelsesafgørelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte denne retsafgørelse ved retterne i domsstaten, selv om han havde mulighed for at gøre det (dom af 6.9.2012, Trade Agency, C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

40

Imidlertid indebærer Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), ikke, at sagsøgte skal tage nye skridt, der ligger ud over normal påpasselighed med hensyn til at sikre varetagelsen af sine interesser, såsom at orientere sig om indholdet af en afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat (dom af 14.12.2006, ASML, C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 39).

41

For at lægge til grund, at den udeblevne sagsøgte har haft mulighed, som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), for at tage skridt til at anfægte en retsafgørelse afsagt i en udeblivelsessag mod ham, skal han følgelig have haft kendskab til indholdet af denne retsafgørelse, hvilket forudsætter, at den er blevet forkyndt for ham (dom af 14.12.2006, ASML, C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 40).

42

Hvad specifikt angår anmodningen om adgang til appel bør det præciseres, at en sådan anmodning har til formål at genetablere en udebleven sagsøgtes ret til at anlægge appelsag efter udløbet af den lovbestemte frist for at udøve denne ret.

43

Den har således, på samme måde som muligheden for at iværksætte ordinær appel, til formål at sikre en effektiv overholdelse af retten til forsvar for en udebleven sagsøgt.

44

Imidlertid forudsætter fremsættelsen af en anmodning om adgang til appel i overensstemmelse med artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 1393/2007, at sagsøgte uden egen skyld ikke har fået kendskab til den pågældende afgørelse i så god tid, at han kunne appellere den, og at sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Endvidere skal anmodningen fremsættes inden en rimelig frist.

45

For så vidt som de i artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 1393/2007 opstillede betingelser er opfyldt, idet sagsøgte fortsat har mulighed for at anmode om, at hans ret til at iværksætte ordinær appel genetableres, kan det ikke antages, at han ikke længere er i stand til effektivt at udøve sin ret til forsvar. Under disse omstændigheder kan fremsættelsen af en anmodning om adgang til appel ikke anses for et nyt skridt, der ligger ud over normal påpasselighed med hensyn til at sikre varetagelsen af en udebleven sagsøgts interesser.

46

Hvis sidstnævnte ikke har gjort sin ret til at anmode om adgang til appel gældende, selv om han var i stand til at gøre det, idet de i denne doms præmis 44 nævnte betingelser var opfyldt, kan det ikke på grundlag af Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), afslås at anerkende en udeblivelsesdom, som er afsagt over for denne.

47

Derimod bør en udeblivelsesdom ikke anerkendes, hvis den sagsøgte, der uden egen skyld er udeblevet, har fremsat en anmodning om adgang til appel, der dernæst ikke er blevet efterkommet, selv om de i artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 1393/2007 opstillede betingelser var opfyldt.

48

Denne løsning kan garantere, at retten til en retfærdig rettergang respekteres, og sikre den rette balance mellem dels behovet for at sikre, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, som udgangspunkt automatisk anerkendes og erklæres eksigible i en anden medlemsstat, dels respekten for en sagsøgts ret til at varetage sine interesser.

49

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at begrebet »anfægte« i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 2), skal fortolkes således, at det også omfatter anmodningen om adgang til appel, når fristen for at iværksætte ordinær appel er udløbet.

50

Den forelæggende ret ønsker med det andet spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 4, sidste afsnit, i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at den udelukker anvendelse af bestemmelserne i national ret vedrørende ordningen for anmodninger om adgang til appel, såfremt den frist for at indgive sådanne anmodninger til behandling, der specifikt er angivet i den meddelelse fra medlemsstaten, hvortil nævnte bestemmelse henviser, er udløbet.

51

Indledningsvis bemærkes, at en forordning, ifølge artikel 288, stk. 2, TEUF er en almengyldig EU-retsakt, der er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Den har derfor på grund af selve sin karakter og funktion i det EU-retlige retskildesystem umiddelbare virkninger og kan skabe rettigheder for private, som de nationale retter er forpligtet til at beskytte (dom af 14.7.2011, Bureau national interprofessionnel du Cognac, C-4/10 og C-27/10, EU:C:2011:484, præmis 40, og af 10.12.2013, Abdullahi, C-394/12, EU:C:2013:813, præmis 48).

52

I denne forbindelse viser det forhold, at man valgte at anvende en forordning, hvilken betydning EU-lovgiver tillægger den umiddelbare og ensartede anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 (jf. analogt dom af 8.11.2005, Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 46, og af 25.6.2009, Roda Golf & Beach Resort, C-14/08, EU:C:2009:395, præmis 49).

53

Ifølge ordlyden af artikel 19, stk. 4, sidste afsnit, i forordning nr. 1393/2007 kan hver medlemsstat i overensstemmelse med denne forordnings artikel 23, stk. 1, meddele, at anmodningen om adgang til appel ikke vil blive imødekommet, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist, som angives i meddelelsen, men som ikke kan være kortere end et år efter afsigelsen af dommen.

54

I det foreliggende tilfælde har Republikken Frankrig anvendt muligheden i den nævnte artikel 19, stk. 4, og har i sin meddelelse oplyst, at anmodningen om adgang til appel ikke vil blive imødekommet, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist på et år efter afsigelsen af den pågældende retsafgørelse.

55

I øvrigt har forældelsesfrister, ifølge fast retspraksis, helt generelt til formål at tjene retssikkerheden (dom af 28.10.2010, SGS Belgium m.fl., C-367/09, EU:C:2010:648, præmis 68, og af 8.9.2011, Q-Beef og Bosschaert, C-89/10 og C-96/10, EU:C:2011:555, præmis 42).

56

I hovedsagen er det ubestridt, at Janusz Domino først fik kendskab til dommen fra tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) i juli 2011, da fristen på et år fra denne doms afsigelse allerede var udløbet.

57

Det ville derfor være i strid med retssikkerhedsprincippet og den bindende virkning, som tillægges EU-forordninger, at anlægge en fortolkning af artikel 19, stk. 4, sidste afsnit, i forordning nr. 1393/2007, hvorefter en anmodning om adgang til appel fortsat vil kunne indgives inden for en frist fastsat i national ret, selv om anmodningen i henhold til en bindende og direkte anvendelig bestemmelse i denne forordning ikke længere kan behandles.

58

Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 4, sidste afsnit, i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at det udelukker anvendelse af bestemmelserne i national ret vedrørende ordningen for anmodninger om adgang til appel, såfremt den frist for at indgive sådanne anmodninger til behandling, der specifikt er angivet i den meddelelse fra medlemsstaten, hvortil nævnte bestemmelse henviser, er udløbet.

59

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: