1

Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 7. februar 2014 har Bruno Dupré anlagt sag med påstand om annullation af hans ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS), underskrevet den 1. april 2013, for så vidt som han blev indplaceret i lønklasse AD 5, og om erstatning for det angiveligt lidte tab.

2

Artikel 5 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der følger af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, senest ændret ved Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1240/2010 af 20. december 2010 (herefter »vedtægten«), er affattet således:

»1.   Stillingerne i henhold til denne vedtægt inddeles efter deres art og de opgaver, de vedrører, i en ansættelsesgruppe for administratorer (herefter »AD«) og en ansættelsesgruppe for assistenter (herefter »AST«).

2.   Ansættelsesgruppe AD omfatter 12 lønklasser svarende til ledelses-, konciperings- og rådgivningsopgaver samt til sproglige eller videnskabelige opgaver. […]

3.   Enhver udnævnelse til en tjenestemandsstilling kræver mindst:

[…]

[…]«

3

Vedtægtens artikel 31 bestemmer:

»1.   De på denne måde valgte ansøgere udnævnes i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, de har bestået.

2.   Tjenestemænd ansættes kun i lønklasserne AST 1 til AST 4 eller AD 5 til AD 8, jf. dog artikel 29, stk. 2. Lønklassen i meddelelsen om udvælgelsesprøve fastlægges af institutionen i overensstemmelse med følgende kriterier:

[…]«

4

Vedtægtens artikel 32 bestemmer:

»Den ansatte tjenestemand indplaceres på første løntrin i sin lønklasse.

Ansættelsesmyndigheden kan for at tage hensyn til den pågældendes erhvervserfaring ved udnævnelsen tildele ham en anciennitetsforbedring på maksimalt 24 måneder. Der vedtages almindelige gennemførelsesbestemmelser til denne artikel.

[…]«

5

Vedtægtens artikel 98, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, har følgende ordlyd:

»1.   Med henblik på anvendelse af [vedtægtens]artikel 29, stk. 1, litra a), tager ansættelsesmyndigheden ved besættelse af en ledig stilling i EU-Udenrigstjenesten hensyn til ansøgninger fra tjenestemænd i Generalsekretariatet for Rådet [for Den Europæiske Union], [Europa-]Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, fra midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte og ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester uden at give forrang til nogen af disse kategorier. Indtil den 30. juni 2013 ansætter EU-Udenrigstjenesten, for så vidt angår ansættelse af personale, der ikke er fra institutionen, uanset [vedtægtens] artikel 29, udelukkende tjenestemænd fra Generalsekretariatet for Rådet [for Den Europæiske Union] og fra [Europa-]Kommissionen samt personale fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester.

[…]«

6

Artikel 2 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union i den affattelse, som følger af forordning nr. 723/2004, senest ændret ved forordning nr. 1240/2010 (herefter »ansættelsesvilkårene«), bestemmer i litra e), en bestemmelse indført med forordning nr. 1080/2010:

»Ved midlertidigt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår:

[…]

7

Artikel 10 i ansættelsesvilkårene bestemmer:

»1.   […] [A]rtikel 5, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 7 i vedtægten finder tilsvarende anvendelse.

2.   Kontrakten for en midlertidigt ansat skal angive den lønklasse og det løntrin, den pågældende er ansat i.

[…]«

8

Artikel 15, stk. 1, første afsnit, i ansættelsesvilkårene lyder således:

»Den første indplacering af en midlertidigt ansat sker i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 32 i vedtægten.«

9

Artikel 50b i ansættelsesvilkårene indført ved forordning nr. 1080/2010 er affattet således:

»1.   Ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, som udvælges ved den i vedtægtens artikel 98, stk. 1, fastsatte procedure, og som udstationeres af deres nationale diplomatiske tjenester, ansættes som midlertidigt ansatte i henhold til [ansættelsesvilkårenes] artikel 2, litra e).

2.   De kan højst ansættes for en periode på fire år. Kontrakten kan forlænges for en periode på højst fire år. Den samlede varighed af ansættelsen bør ikke overstige otte år. Under ekstraordinære omstændigheder og i tjenestens interesse kan kontrakten dog ved udgangen af den otteårige periode forlænges for en periode på højst to år. Hver medlemsstat giver sine embedsmænd, som er blevet midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, en garanti for øjeblikkelig genansættelse efter deres tjenesteperiode i EU-Udenrigstjenesten i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i national ret.

[…]«

10

Artikel 6 med overskriften »Personale« i Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan [EEAS] skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201, s. 30), har følgende ordlyd:

»[…]

7.   Tjenestemænd i Unionen og midlertidigt ansatte fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester har samme rettigheder og forpligtelser og skal behandles lige, især med hensyn til deres adgang til alle stillinger [i EEAS] på lige vilkår. Der skelnes ikke mellem midlertidigt ansatte fra nationale diplomatiske tjenester og tjenestemænd i Unionen med hensyn til tildeling af de opgaver, som skal udføres på alle EU-Udenrigstjenestens aktivitets- og politikområder. […]

[…]

11.   I overensstemmelse med de gældende bestemmelser i national ret giver hver medlemsstat sine embedsmænd, som er blevet midlertidigt ansatte i EU-Udenrigstjenesten, en garanti for øjeblikkelig genansættelse efter deres tjenesteperiode i EU-Udenrigstjenesten. I overensstemmelse med artikel 50b i [ansættelsesvilkårene] må denne tjenesteperiode ikke overstige otte år, medmindre den forlænges med højst to år under ekstraordinære omstændigheder og i tjenestens interesse.

[…]«

11

Sagsøgeren arbejdede først for Europa-Kommissionen og dernæst for EEAS som udstationeret national ekspert fra 2007 til den 31. marts 2013. Af hans stillingsbeskrivelse fremgik, at han var ansat med ansvar for sikkerhedspolitik på området for formindskelse af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare risici (»Policy Officer – Security in the area of [Chemical, Biological, Radiological and Nuclear] Risk mitigation«).

12

Inden sagsøgerens udstationering som udstationeret national ekspert ved EEAS ophørte, ansøgte han om den stilling, der var anført i meddelelsen om ledig stilling EEAS/2012/AD/36, som vedrørte ansættelse i afdelingen »sikkerhedspolitik og sanktioner« af en ansat med ansvar for sikkerhedspolitik på området for formindskelse af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare risici (»Policy Officer – Security in the area of [Chemical, Biological, Radiological and Nuclear] Risk mitigation ») (herefter »meddelelsen om ledig stilling«).

13

Det fremgår af meddelelsen om ledig stilling, at ansøgerne skulle være enten tjenestemænd fra visse institutioner i Den Europæiske Union i lønklasse AD 5 til AD 14, midlertidigt ansatte ansat i henhold til artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene eller ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester. Hvad angår ansøgere, som var ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, fremgår det af meddelelsen om ledig stilling, at de ud over at være statsborgere i en af medlemsstaterne skulle have gennemført et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier med bevis for afsluttet uddannelse, hvor den normale varighed af universitetsuddannelsen er mindst tre år. Det var ligeledes et krav, at de havde mindst to års erhvervserfaring fra en national administration.

14

Det fremgår ligeledes af meddelelsen om ledig stilling, at hvis valget faldt på en tjenestemand i Unionen ville denne blive udnævnt i sin lønklasse. Hvis den valgte ansøger tilhørte en af medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, ville denne blive tilbudt en kontrakt i henhold til artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene, hvis varighed ville kunne overstige fire år, og ville blive udnævnt i lønklasse AD 5.

15

Sagsøgerens ansøgning blev imødekommet og den 1. april 2013 underskrev han en ansættelseskontrakt med EEAS. Det fremgår af kontrakten, at sagsøgeren fra denne dato blev ansat som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene i lønklasse AD 5, løntrin 2. Arbejdsstedet var Bruxelles (Belgien).

16

Sagsøgeren var af den opfattelse, at lønklasse AD 5 ikke svarede hverken til de opgaver, der var fastsat i meddelelsen om ledig stilling, eller til de opgaver, som han udførte, og at han havde været genstand for en forskelsbehandling i forhold til EU-tjenestemænd, og indgav en »[ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2]« den 27. juni 2013 med det formål at korrigere det åbenbart urigtige skøn, der var anlagt i forbindelse med hans indplacering.

17

Ansættelsesmyndigheden ved EEAS fandt, at sagsøgerens ansøgning var en »klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90[, stk. 2]«, og afslog denne ved en afgørelse af 28. oktober 2013.

18

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

[…]

[…]

19

I henhold til artikel 39, stk. 1, i det procesreglement, der var gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen, skal sagsøgte inden to måneder efter stævningens forkyndelse indgive sit svarskrift.

20

Således som det fremgår af modtagelsesbeviset for forkyndelsen af stævningen, blev denne lovligt modtaget den 14. februar 2014 på adressen for Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik i Bruxelles, en adresse, som tidligere var blevet fremsendt til Personaleretten af EEAS med henblik på forkyndelse af processkrifter.

21

Fristen på to måneder for indgivelse af svarskrift udløb den 24. april 2014, inklusive afstandsfristen, uden at EEAS indgav svarskrift.

22

Personalerettens Justitskontor underrettede sagsøgeren om, at der ikke var indgivet et svarskrift inden for den fastsatte frist, og om, at den skriftlige forhandling var afsluttet, ved skrivelse af 2. juli 2014. I denne forbindelse oplyste Justitskontoret sagsøgeren om hans mulighed for i medfør af artikel 116, stk. 1, første afsnit, i det på daværende tidspunkt gældende procesreglement at fremsætte begæring om, at Retten afsiger dom efter hans påstand. I skrivelsen henledte Personalerettens Justitskontor ligeledes sagsøgerens opmærksomhed på ordlyden af samme artikels stk. 4, hvorefter der imidlertid kan fremsættes begæring om genoptagelse af en sag, hvori der er afsagt udeblivelsesdom. Ved skrivelse af 2. juli 2014 fremsendte Personalerettens Justitskontor den til sagsøgeren fremsendte skrivelse til EEAS og meddelte samtidig EEAS, at den skriftlige forhandling var afsluttet.

23

Ved skrivelse af 10. juli 2014 fremsatte sagsøgeren begæring om, at Personaleretten afsagde dom efter hans påstande, således som de fremgik af stævningen. Denne begæring blev forkyndt for EEAS.

24

Den 11. juli 2014 anmodede EEAS i overensstemmelse med artikel 116, stk. 1, andet afsnit, i det på daværende tidspunkt gældende procesreglement Personaleretten om mundtlig forhandling om sagsøgerens begæring af 10. juli 2014 og om fremsendelse af en kopi af stævningen. Personaleretten fremsendte en kopi af stævningen til EEAS og imødekom ikke ved en afgørelse af 24. november 2014 anmodningen om mundtlig forhandling om den nævnte begæring.

25

I henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 121, stk. 2, som gentager bestemmelserne i artikel 116, stk. 2, i det procesreglement, der var gældende indtil den 30. september 2014, undersøger Personaleretten før en udeblivelsesdom afsiges, om sagen kan antages til realitetsbehandling, om formkravene er opfyldt samt om sagsøgerens påstande forekommer begrundede. Den kan træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller ved kendelse bestemme, at der skal foranstaltes bevisoptagelse.

26

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at søgsmålet ved Personaleretten blev anlagt inden for den vedtægtsbestemte frist på tre måneder med tillæg af en fast afstandsfrist på ti dage fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik meddelelse om afslaget påklagen, at sagsøgeren anfægter den retsakt, hvorved han blev indplaceret i forbindelse med hans ansættelse som midlertidigt ansat, som han opfatter som en bebyrdende retsakt, og at han har søgsmålsinteresse, for så vidt som han anfægter en individuel administrativ afgørelse, som har bindende retsvirkninger, der kan berøre hans interesser direkte og umiddelbart.

27

Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at stævningen blev lovligt forkyndt for EEAS på den adresse i Bruxelles, som sidstnævnte havde fremsendt til Personalerettens Justitskontor med henblik på forkyndelse af processkrifter, og at EEAS ikke indgav et svarskrift inden for fristen.

28

Det følger heraf, at stævningen i det foreliggende tilfælde utvivlsomt kan antages til realitetsbehandling, og at formkravene er opfyldt.

29

Det tilkommer herefter Personaleretten at undersøge, om sagsøgerens påstande i lyset af stævningen og bilagene hertil forekommer berettigede. I denne henseende har Personaleretten ikke fundet det nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller ved kendelse bestemme, at der skal foranstaltes bevisoptagelse.

30

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at afgørelsen af 28. oktober 2013 om afslag på klagen om nødvendigt annulleres.

31

Det fremgår af fast retspraksis, at en administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og kun er en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen. Det er ved flere lejligheder blevet fastslået, at en udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelse om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (dom Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 32).

32

Eftersom den berørte efter vedtægtens opbygning skal indgive klage over den afgørelse, som anfægtes, og anlægge søgsmål rettet mod den afgørelse, hvorved klagen afslås, har Unionens retsinstanser fastslået, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, uanset om det alene vedrører den afgørelse, der er genstand for klagen, om det vedrører afvisningen af klagen, eller om det vedrører begge disse afgørelser i forening, under forudsætning af, at klagen indgives, eller søgsmålet anlægges inden for fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91. I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser imidlertid fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå klagen, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen (jf. i denne retning dom Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 7 og 8). Dette kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor Unionens retsinstanser fastslår, at afgørelsen om at afslå klagen, eventuelt fordi den har stiltiende karakter, blot bekræfter den afgørelse, der er genstand for klagen, hvilket indebærer, at annullation af den ene afgørelse i princippet ikke vil medføre andre virkninger for den berørte persons retlige situation end de virkninger, der følger af annullationen af den anden afgørelse (dom Adjemian m.fl. mod Kommissionen, EU:T:2011:506, præmis 33).

33

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at afgørelsen om afslag på klagen ikke indeholder en fornyet prøvelse af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, men bekræfter afgørelsen om indplacering i lønklasse AD 5, løntrin 2, som er anført i sagsøgerens ansættelseskontrakt, og indskrænker sig til at omhandle de af sagsøgeren fremførte anbringender og argumenter og til at anføre visse præciseringer vedrørende begrundelsen for den nævnte afgørelse om indplacering. I et sådant tilfælde er det lovligheden af den oprindeligt bebyrdende retsakt, som skal undersøges, under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal være sammenfaldende med denne retsakt (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

34

Følgelig er påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen uden selvstændigt indhold, og søgsmålet skal anses for rettet mod afgørelsen, indeholdt i sagsøgerens ansættelseskontrakt af 1. april 2013, om fastsættelse af sagsøgerens indplacering i lønklasse AD 5 (herefter »den anfægtede afgørelse om indplacering«), og hvis begrundelse er præciseret ved afgørelsen om afslag på klagen af 28. oktober 2013 (jf. i denne retning domme Eveillard mod Kommissionen, T-258/01, EU:T:2004:177, præmis 31 og 32, og Buxton mod Parlamentet, F-50/11, EU:F:2012:51, præmis 21).

35

Det er derfor ufornødent at tage særskilt stilling til påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen.

36

Hvad angår påstanden om, at Personaleretten dels træffer afgørelse om, at sagsøgerens stilling omklassificeres til en lønklasse, der svarer til hans ansvarsniveau, dels tilpligter EEAS at drage alle, navnligt økonomiske, konsekvenser af denne omklassificering med tilbagevirkende kraft fra sagsøgerens indtræden i tjenesten, bemærkes, at Unionens retsinstanser ikke i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91 uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser kan fremkomme med principielle erklæringer eller konstateringer eller fremkomme med påbud til en institution (jf. kendelse Caminiti mod Kommissionen, F-71/09, EU:F:2011:53, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). Institutionen vil højst kunne forpligtes til at træffe foranstaltninger, som de af sagsøgeren påståede, til opfyldelse af en dom, som giver sagsøgeren medhold i hans annullationspåstand.

37

Det følger heraf, at påstanden om, at Personaleretten træffer afgørelse om, at sagsøgerens stilling omklassificeres til en lønklasse, der svarer til hans ansvarsniveau, og tilpligter EEAS at drage alle, navnligt økonomiske, konsekvenser af denne omklassificering med tilbagevirkende kraft fra sagsøgerens indtræden i tjenesten, ikke kan antages til realitetsbehandling.

38

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse om indplacering fremført et enkelt anbringende om, at den meddelelse om ledig stilling, på grundlag af hvilken han blev ansat, er ulovlig. Dette anbringende er opdelt i tre led. Det første led er baseret på en tilsidesættelse af princippet om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling samt på en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5 og af bilag I, punkt A, til vedtægten. Det andet led vedrører et åbenbart urigtigt skøn. Det tredje led vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af forbuddet mod forskelsbehandling samt tilsidesættelse af artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2010/427.

39

Personaleretten har konstateret, at sagsøgeren i stævningen kun har fremført en argumentation for så vidt angår det første og det tredje led i det eneste anbringende. Det andet led i det eneste anbringende i stævningen, som vedrører et åbenbart urigtigt skøn, er ikke understøttet af nogen argumentation i strid med den regel, der er fastsat i artikel 35, stk. 1, litra e), i det procesreglement, der var gældende på tidspunktet for anlæggelsen af sagen som gentaget i procesreglementets artikel 50, stk. 1, litra e). Det andet led i det eneste anbringende i stævningen skal derfor afvises fra realitetsbehandling.

40

Sagsøgeren har gjort gældende, at meddelelsen om ledig stilling er ulovlig, for så vidt som der heri kun blev fastsat en udnævnelse i lønklasse AD 5 for de ansøgere, som var ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester. Denne lønklasse, som han blev indplaceret i som midlertidigt ansat, svarer imidlertid ikke til de opgaver, som sagsøgeren skal udføre og afspejler ikke deres betydning eller det ansvar, som han har. Behandlingen af de »følsomme« sager, som han tildeles, stiller nemlig nødvendigvis krav om en lang erfaring på det område, som han er ekspert i, og vil under alle omstændigheder ikke kunne varetages af en tjenestemand, som er i starten af sin karriere og kun har 2 års erhvervserfaring således som krævet i meddelelsen om ledig stilling. Sagsøgeren har tilføjet, at han i løbet af sine 25 års erhvervserfaring har arbejdet 15 år inden for det ekspertområde, der er anført i meddelelsen om ledig stilling, og at den stilling, som han bestred som udstationeret national ekspert, blev anset som »følsom« som følge af de krævede kompetencer. Hans opgaver forblev nøjagtigt de samme, da han blev ansat som midlertidigt ansat i lønklasse AD 5.

41

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at stillingsbeskrivelserne for de to andre ansatte i det team, som han tilhører, og som han har vedlagt som bilag til stævningen, er identiske med stillingsbeskrivelsen for den stilling, han bestrider, dels selv om de to tjenestemænd, som bestrider disse stillinger, for den enes vedkommende er indplaceret i lønklasse AD 12 og for den andens vedkommende i lønklasse AD 13, dels selv om han blev indplaceret i lønklasse AD 5 i stedet for en tjenestemand i lønklasse AD 13 og udfører de samme opgaver. Disse omstændigheder understreger, at der er uoverensstemmelse mellem den lønklasse, som han blev indplaceret i, og hans opgaver og ansvar.

42

Sagsøgeren har tilføjet, at bilag I, punkt A, til vedtægten fastsætter, at lønklasse AD 5 svarer til juniorstillinger, selv om han ikke arbejder som junior for nogen og udfører sine arbejdsopgaver meget selvstændigt. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at stillingsbeskrivelsen, som han vedlægger som bilag til stævningen, vedrørende stillingen for den udstationerede nationale ekspert, som erstattede ham fra oktober 2013, kræver mindst otte års erfaring inden for hans specialistområde, og at ingen af hans kolleger i det team, han tilhører, i praksis er blevet ansat i lønklasse AD 5.

43

Endelig har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse om indplacering var en konsekvens af de budgetmæssige begrænsninger, selv om udvælgelsen af personalet skal ske på et objektivt grundlag og har til formål at sikre tjenesten personale af højeste standard med hensyn til kvalifikationer, effektivitet og integritet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at EEAS’ argument om budgetmæssige begrænsninger er ugrundet, eftersom månedslønnen for den ansøger, som var nummer to efter den udvælgelse, som efterfulgte meddelelsen om ledig stilling, hvis denne var blevet valgt, ville have svaret til en tjenestemand i lønklasse AD 13, eftersom han var tjenestemand.

44

Personaleretten konstaterer for det første, at sagsøgerens påstand om, at meddelelsen om ledig stilling kun fastsatte en udnævnelse i lønklasse AD 5 for de ansøgere, som var ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, hviler på en forkert forståelse af ordlyden af meddelelsen om ledig stilling.

45

Det fremgår nemlig af punkt 1 i den første gruppe af adgangskrav i meddelelsen om ledig stilling, at ansøgerne i overensstemmelse med vedtægtens artikel 98 skulle være enten tjenestemænd i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten, midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte, dvs. ansatte, der udstationeres fra en national diplomatisk tjeneste i en af medlemsstaterne med det formål midlertidigt at udfylde en fast stilling i EU-Udenrigstjenesten, eller ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester.

46

Eftersom der var tre mulige kategorier af ansøgere, nemlig dem, der var EU-tjenestemænd, dem, som allerede var blevet ansat af EEAS som midlertidigt ansatte som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra e), og dem, der ligesom sagsøgeren ikke tilhørte hverken den ene eller den anden af disse kategorier, blev det følgelig i meddelelsen om ledig stilling fastsat, at den valgte ansøgers indplacering i lønklasse for EU-tjenestemænds vedkommende skete i den lønklasse, som de havde, og for de øvriges vedkommende, dvs. for ansatte i medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, i lønklasse AD 5.

47

Selv om det er korrekt, at meddelelsen om ledig stilling gjorde det muligt for tjenestemænd i lønklasse AD 5 til AD 14 at ansøge om stillingen, forholder det sig ikke desto mindre således, at den valgte ansøger, hvis han havde været en tjenestemand i lønklasse AD 5, ville være blevet indplaceret i denne samme lønklasse. Følgelig kan sagsøgerens argument om, at meddelelsen om ledig stilling er ulovlig som følge af, at det heri blev fastsat, at kun ansatte i medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, som blev ansat i stillingen, ville være blevet indplaceret i lønklasse AD 5, ikke tiltrædes.

48

Det bemærkes desuden, at de betingelser, der kræves af de ansøgere, som er ansatte i medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, i punkt 2 i den anden gruppe af adgangskrav, nemlig at have et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier af mindst tre års varighed med bevis for afsluttet uddannelse, svarer til den betingelse, der kræves i vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra b), nr. i), for en udnævnelse i lønklasserne 5 og 6 i ansættelsesgruppen for administratorer (AD), en betingelse, som adskiller sig klart fra den betingelse, der kræves i vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra c), for en udnævnelse i lønklasserne7 til 16 i samme ansættelsesgruppe.

49

Det følger heraf, at de ansøgere, som var ansatte i medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, heriblandt sagsøgeren, ikke, henset til det videregående uddannelsesniveau, der kræves i meddelelsen om ledig stilling af ansøgere, som var ansatte i medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, nemlig det niveau, der er fastsat i vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra b), nr. i), for en udnævnelse i lønklasse 5 og 6 i ansættelsesgruppe AD, samt til det krævede mindste antal års erhvervserfaring, som kun var to år, ikke kunne være i tvivl med hensyn til den lønklasse, som svarede til den ledige stilling. Hvis EEAS havde ønsket at besætte stillingen i lønklasse AD 7 og derover, ville meddelelsen om ledig stilling have krævet det uddannelsesniveau, der er fastsat i vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra c), og under alle omstændigheder flere års erhvervserfaring.

50

Personaleretten kan for det andet ikke tiltræde sagsøgerens argument om, at der er et misforhold mellem sagsøgerens opgaver, som han påstår, at han kun kan udføre takket være hans lange erfaring inden for det ekspertområde, der er omhandlet i meddelelsen om ledig stilling, og lønklasse AD 5, som han er udnævnt i.

51

Det fremgår nemlig af læsningen af beskrivelsen af de vigtigste arbejdsopgaver, som den valgte ansøger skal udføre som gengivet i meddelelsen om ledig stilling, at de fuldstændig svarer til de opgaver, som tildeles en tjenestemand i starten af dennes karriere. Disse arbejdsopgaver beskrives således flere gange på følgende måde: »[b]idrage« til forberedelsen af dokumenter, bl.a. i tæt samarbejde med andre institutioner, medlemsstater eller internationale institutioner; »[b]idrage« til udarbejdelse af grundlæggende lovgivning; »[s]øge at sikre« koordination; »[d]eltage [i] og/eller repræsentere [a]fdelingen [»Sikkerhedspolitik og sanktioner«]« bl.a. på møder med Unionens institutioner, medlemsstater eller tredjelande, opgaver, hvis udførelse ikke kræver lang erhvervserfaring.

52

Det skal tilføjes, at sagsøgerens argument, hvorefter arbejdsopgaverne for en administrator i lønklasse AD 5 som gengivet i bilag I, punkt A, til vedtægten navnlig svarer til arbejdsopgaverne for en juniorjurist, en juniorøkonom eller en videnskabelig junioradministrator, hvilket ikke svarer til de arbejdsopgaver, som han varetager helt alene uden at være junior for en anden tjenestemand eller øvrig ansat, åbenbart ikke tager hensyn til den jobbeskrivelse, som findes i meddelelsen om ledig stilling, der som en af de vigtigste arbejdsopgaver anfører opgaven med at »[f]orberede briefings, notater og andre dokumenter […] til overordnede tjenestemænd eller på det politiske niveau«.

53

For det tredje er det heller ikke muligt at tiltræde de af sagsøgeren fremførte argumenter om, at han burde have været indplaceret i en højere lønklasse, for det første fordi den stilling, som han bestred som udstationeret national ekspert, blev anset for »følsom« i lyset af hans jobbeskrivelse, som følge af de krævede særlige kompetencer, og fordi hans opgaver forblev nøjagtigt de samme, da han blev udnævnt til midlertidig ansat i lønklasse AD 5; for det andet fordi hans jobbeskrivelse i december 2012 var den samme som jobbeskrivelserne for de to andre medlemmer af samme team, som var tjenestemænd, den ene i lønklasse AD 12 og den anden i lønklasse AD 13; og for det tredje fordi han blev ansat som midlertidigt ansat i lønklasse AD 5, mens hans forgænger havde været tjenestemand i lønklasse AD 13.

54

Det bemærkes i denne henseende, at reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling indebærer en sammenligning mellem de opgaver, som udføres af tjenestemanden eller den øvrige ansatte, og hans lønklasse i hierarkiet, henset til deres karakter, vigtighed og omfang (dom Michail mod Kommissionen, F-100/09, EU:F:2011:132, præmis 65). I det foreliggende tilfælde fremgår det af denne doms præmis 48, 51 og 52, at såvel arbejdsopgaverne, således som de er beskrevet i meddelelsen om ledig stilling, som betingelsen vedrørende det uddannelsesniveau, der kræves af ansøgerne til den ledige stilling, svarer for de førstes vedkommende til de arbejdsopgaver, som typisk tildeles tjenestemænd og øvrige ansatte i lønklasse AD 5, og for den sidstes vedkommende til det mindste uddannelsesniveau, der er nødvendigt for at blive udnævnt til tjenestemand eller øvrig ansat i den nævnte lønklasse.

55

For så vidt angår sagsøgerens første argument konstaterer Personaleretten, at det følger af den blotte sammenligning af listen over de opgaver, som skulle udføres af den midlertidigt ansatte i lønklasse AD 5, som blev ansat, således som den fremgår af meddelelsen om ledig stilling, og listen over opgaver i jobbeskrivelsen for den stilling, som sagsøgeren bestred som udstationeret national ekspert, at dette argument er grundløst. Den første gruppe af opgaver, som er indeholdt i jobbeskrivelsen for den stilling, som sagsøgeren bestred som udstationeret national ekspert, fremgår nemlig ikke af jobbeskrivelsen i meddelelsen om ledig stilling. Det samme gælder for den fjerde og den femte opgave i den tredje gruppe af opgaver i ovennævnte jobbeskrivelse samt for den første, den tredje og den fjerde opgave i den fjerde gruppe af opgaver i ovennævnte jobbeskrivelse.

56

For så vidt angår sagsøgerens andet argument, som er baseret på stillingsbeskrivelserne for de to andre medlemmer af hans team, som begge er tjenestemænd, den ene i lønklasse AD 12 og den anden i lønklasse AD 13, bemærkes, at de opgaver, som fremgår af disse stillingsbeskrivelser, svarer til listen over opgaver for den stilling som udstationeret national ekspert, som sagsøgeren tidligere bestred, men afviger væsentligt fra de opgaver, der er opregnet i meddelelsen om ledig stilling.

57

Hvad angår sagsøgerens tredje argument gælder, at selv om det antages, at han var blevet ansat i en stilling, som tidligere blev bestridt af en tjenestemand i lønklasse AD 13, ville denne omstændighed ikke kunne berøre lovligheden af den anfægtede afgørelse om indplacering, i henhold til hvilken sagsøgeren blev indplaceret i startlønklassen for ansættelsesgruppe AD i henhold til den meddelelse om ledig stilling, som han reflekterede på (jf. i denne retning dom BV mod Kommissionen, F-133/11, EU:F:2013:199, præmis 64-67).

58

Under alle omstændigheder kan de opgaver, som sagsøgeren udførte som udstationeret national ekspert i EEAS forud for sin ansættelse som midlertidigt ansat i EEAS, ikke tages i betragtning med henblik på en sammenligning med de opgaver, som udføres i den stilling, som han bestrider i henhold til den anfægtede ansættelseskontrakt, da sagsøgeren som udstationeret national ekspert ikke kunne påberåbe sig en indplacering i lønklasse i medfør af vedtægten.

59

For det fjerde kan Personaleretten endeligt ikke tiltræde sagsøgerens argumenter om, at den anfægtede afgørelse om indplacering er ulovlig, dvs., for det første, at meddelelsen om ledig stilling gjorde det muligt for tjenestemænd indplaceret i en vifte af lønklasser fra lønklasse AD 5 til lønklasse AD 14 at ansøge, og, for det andet, at tjenestemænd, som arbejdede eller havde arbejdet i den samme afdeling som sagsøgeren, og som angiveligt havde udført de samme opgaver, var indplaceret i en højere lønklasse end den lønklasse, som sagsøgeren blev indplaceret i.

60

Siden ændringen af vedtægten den 1. maj 2004 fastsætter vedtægten nemlig ikke, med undtagelse af lønklasserne AD 15 og AD 16, som er forbeholdt stillinger som direktør og/eller generaldirektør, nogen forbindelse mellem de udøvede hverv og en given lønklasse, men giver mulighed for at skelne mellem lønklasse og hverv (dom Bouillez m.fl. mod Rådet, F-53/08, EU:F:2010:37, præmis 54) med den konsekvens, at tjenestemænd i ansættelsesgruppe AD følger en lineær karriere, som kan udvikle sig fra lønklasse AD 5 til lønklasse AD 14, ved forfremmelse.

61

I det foreliggende tilfælde gælder, at eftersom jobbeskrivelsen i meddelelsen om ledig stilling svarede til konciperings- og rådgivningsopgaver, som i henhold til vedtægtens artikel 5, stk. 2, udføres af ansatte i ansættelsesgruppe AD fra lønklasse AD 5, fastsatte meddelelsen om ledig stilling med føje, at tjenestemænd kunne ansøge om den pågældende stilling fra lønklasse AD 5 til lønklasse AD 14, og at den valgte ansøger ville blive udnævnt i hans lønklasse.

62

Det er allerede blevet fastslået, at identiske eller tilsvarende opgaver kan udøves af personer i forskellige lønklasser, således som det fremgår af bilag I, punkt A, til vedtægten, som for hovedparten af de opgaver, som opregnes heri, fastslår, at disse kan udføres af tjenestemænd i forskellige lønklasser. Reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling er således kun tilsidesat, hvis de udførte opgaver samlet set ligger betydeligt over de opgaver, der svarer til den pågældende tjenestemands lønklasse og stilling (dom Z mod Domstolen, F-88/09 og F-48/10, EU:F:2012:171, præmis 138, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-88/13 P). Denne retspraksis, som er udledt vedrørende tjenestemænd, finder ligeledes anvendelse for så vidt angår midlertidigt ansatte.

63

For så vidt angår sagsøgerens argument om, at hans indplacering i lønklasse AD 5 er en følge af budgetmæssige begrænsninger, konstateres blot, at det ikke fremgår af sagsakterne, at EEAS baserede sig på sådanne grunde, da den traf afgørelse om, at den ledige stilling, som er genstand for meddelelsen om ledig stilling, skulle være i lønklasse AD 5.

64

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er uoverensstemmelse mellem lønklassen AD 5 og de i meddelelsen om ledig stilling beskrevne opgaver, eller at den stilling, som han bestrider, ikke svarer til den lønklasse, han blev indplaceret i, da han i denne henseende har indskrænket sig til at fremføre blotte påstande om de opgaver, som han udfører og om den lønklasse, som visse af hans tjenestemandskolleger har.

65

Følgelig skal anbringendets første led om tilsidesættelse af princippet om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling samt om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5 og af bilag I, punkt A, til vedtægten forkastes.

66

Sagsøgeren har påberåbt sig artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, vedtægtens artikel 1d og artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2010/427 i forbindelse med hans påstand om ligebehandling af midlertidigt ansatte og tjenestemænd. I det foreliggende tilfælde fremgår det af meddelelsen om ledig stilling, at midlertidigt ansatte fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester for så vidt angår den stilling, som sagsøgeren blev udnævnt i, kun kunne ansættes i lønklasse AD 5, mens tjenestemænd kunne udnævnes i lønklasse AD 5 til lønklasse AD 14.

67

Sagsøgeren er af den opfattelse, at en sådan forskellig indplacering med henblik på at udføre de samme opgaver ikke opfylder det krav om adgang til alle stillinger på lige vilkår, som opstilles i artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2010/427. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at viften af lønklasser, som tilbydes ved ansættelse af tjenestemænd, gør det muligt for disse at bevare og drage fordel af deres anciennitet, mens ansatte fra medlemsstaternes diplomatiske tjenester forhindres i at udnytte deres erhvervserfaring, hvilket fører til en ulige behandling på grund af deres oprindelse for så vidt angår vilkårene for rekruttering og ansættelse, selv om begge grupper er underlagt en fælles udvælgelsesprocedure.

68

Sagsøgerens argumenter kan ikke tages til følge.

69

Således som det fremgår af fast retspraksis finder princippet om forbuddet mod forskelsbehandling alene anvendelse på personer, der befinder sig i identiske eller sammenlignelige situationer, og kræver i øvrigt, at en forskel i behandlingen af de forskellige grupper af tjenestemænd eller midlertidigt ansatte skal være begrundet ud fra et objektivt og sagligt kriterium, og at denne forskel skal stå i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med den forskellige behandling (dom Afari mod ECB, T-11/03, EU:T:2004:77, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). Ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, når to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt, og når forskellige situationer behandles ens (dom Schönberger mod Parlamentet, F-7/08, EU:F:2009:10, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

70

I det foreliggende tilfælde er det korrekt, at tjenestemænd i Unionen og ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester i henhold til artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2010/427 har samme rettigheder og forpligtelser og skal behandles lige, især med hensyn til deres adgang til alle stillinger på lige vilkår.

71

Det fremgår af ordlyden af meddelelsen om ledig stilling, at såvel listen over de fastsatte adgangsbetingelser som udvælgelseskriterierne var de samme for tjenestemænd i Unionen og for de ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, idet den eneste forskel er, at det af sidstnævnte blev krævet, at de opfylder betingelser vedrørende nationalitet og uddannelsesniveau, som tjenestemænd i ansættelsesgruppe AD skal opfylde ved deres ansættelse. Følgelig må det konkluderes, at meddelelsen om ledig stilling ikke differentierede hvad angår adgang til stillingen efter ansøgernes oprindelse.

72

For så vidt angår indplaceringslønklassen har Personaleretten allerede i denne doms præmis 47 fastslået, at hvis den valgte ansøger havde været en tjenestemand i lønklasse AD 5, ville han være blevet forflyttet og havde bevaret denne samme lønklasse, som er den lønklasse, sagsøgeren blev indplaceret i som midlertidigt ansat. Følgelig fastsætter meddelelsen om ledig stilling ikke nogen forskel hvad angår indplaceringen i startlønklassen for ansættelsesgruppe AD, alt efter om den valgte ansøger er tjenestemand i Unionen eller ansat fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester.

73

Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at han er genstand for en forskelsbehandling, eftersom en fastansat tjenestemand i en højere lønklasse end lønklasse AD 5 ville have bevaret sin lønklasse, såfremt han var blevet udnævnt i den i meddelelsen om ledig stilling opslåede stilling, mens han blev forhindret i at udnytte sin anciennitet, eftersom det for midlertidigt ansatte kun var muligt at blive indplaceret i lønklasse AD 5.

74

Dette argument kan ikke tages til følge, eftersom tjenestemænd i Unionen og ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, som gør tjeneste i EEAS, ikke for så vidt angår den ramme, som deres karriere skal udvikle sig inden for, eller endog den måde, deres oprindelige administration bedømmer deres anciennitet, befinder sig i en identisk eller tilsvarende situation.

75

Dels var de ansatte i Rådets generalsekretariat, i Kommissionen eller i EEAS, som kunne ansøge om den i meddelelsen om ledig stilling opslåede stilling, hvis de opfyldte betingelsen om indplacering i lønramme, tjenestemænd i ansættelsesgruppe AD, der som sådanne skal forfølge en karriere i Unionens institutioner ved bl.a. at udføre konciperings- og rådgivningsopgaver i lønklasserne AD 5 til AD 14.

76

Derimod fremgår det af artikel 50 i ansættelsesvilkårene, at ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester, selv om de ansættes som midlertidigt ansatte i henhold til artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene, efterfølgende skal forfølge deres karriere i deres oprindelige administration, for så vidt som de kun kan ansættes i EEAS for en periode på højst fire år, der kan forlænges én gang for en ny periode på fire år, med en ekstraordinær mulighed for yderligere forlængelse af kontrakten i to år, hvilket i alt betyder en maksimal udstationering på ti år med en garanti for øjeblikkelig genansættelse fra medlemsstaterne efter deres tjenesteperiode i EEAS.

77

Dels skal Unionens institutioner, når de udøver deres vide skøn med henblik på at afgøre, om der er overensstemmelse mellem stillingerne og lønklasserne, henset til vigtigheden af de opgaver, der er tillagt de pågældende ansættelsesgrupper, og alene henset til tjenestens interesse, tage hensyn til den omstændighed, at identiske eller tilsvarende opgaver i henhold til vedtægten kan udføres af personer i forskellige lønklasser, således som det fremgår af bilag I, punkt A, til vedtægten, hvori det for størstedelen af de deri opregnede opgaver fastsættes, at disse kan opføres af tjenestemænd i forskellige lønklasser.

78

Desuden fremgår det af de data, som sagsøgeren selv har fremlagt, at 15 tjenestemænd i EEAS i forfremmelsesåret 2013 var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 6; 18 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 7; 15 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 8; 26 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 9, og samme antal var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 10; 47 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse A 11; 33 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 12; 130 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 13 og 102 tjenestemænd var forfremmelsesværdige til lønklasse AD 14. Selv om det er korrekt, at disse tal ikke stemmer nøjagtigt overens med antallet af tjenestemænd i EEAS indplaceret i hver lønklasse, eftersom visse af disse tjenestemænd ikke var forfremmelsesværdige i forbindelse med det nævnte forfremmelsesår, beviser de i tilstrækkelig grad, at hvis meddelelsen om ledig stilling havde begrænset muligheden for at indgive en ansøgning til den ledige stilling alene til tjenestemænd i EEAS i lønklasse AD 5, ville næsten alle tjenestemænd i EEAS have været udelukket fra udvælgelsesproceduren, henset til den høje lønklasse, som alle disse tjenestemænd er indplaceret i.

79

Under disse omstændigheder kunne meddelelsen om ledig stilling med føje og uden at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet for så vidt angår såvel adgangen til stillingen på lige vilkår for tjenestemænd i Unionen og for ansatte fra medlemsstaternes nationale diplomatiske tjenester som indplaceringen i lønklasse af den valgte ansøger fastsætte, at ansættelsen af en midlertidigt ansat fandt sted i lønklasse AD 5, og at en tjenestemand i Unionen indplaceret i lønklasse AD 5 til lønklasse AD 14 ville blive indplaceret i dennes lønklasse.

80

Herefter skal anbringendes tredje led om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling samt om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2010/427 ligeledes forkastes.

81

Det følger af det foregående, at det eneste anbringende om, at meddelelsen om ledig stilling er ulovlig, delvis ikke skal afvises, delvis er ugrundet.

82

Det følger heraf, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse om indplacering skal forkastes.

83

Sagsøgeren er af den opfattelse, at han har været udsat for et økonomisk og ikke-økonomisk tab. Det første tab følger af, at hans løn er direkte tilknyttet hans lønklasse. Hvis han f.eks. havde været indplaceret i lønklasse AD 12, ville han have haft ret til det dobbelte af den løn, som han oppebærer. Ligeledes har hans indplacering i lønklasse AD 5 negative indvirkninger på hans karriereperspektiver i EEAS navnlig hvad angår hans mobilitet, idet hans muligheder er begrænsede til andre stillinger i samme lønklasse, og dette på trods af hans erfaring, som ville gøre det muligt for ham at ansøge om stillinger i meget højere lønklasser.

84

Endelig har indplaceringen i lønklasse AD 5 medført et ikke-økonomisk tab for sagsøgeren for så vidt angår den berettigede forventning, som han med føje kunne have til sin arbejdsgiver, da han frivilligt valgte at forblive adskilt fra hans oprindelige nationale administration for at fortsætte sin ansættelse hos EEAS.

85

Det følger af fast retspraksis, at når den skade, som en sagsøger har påberåbt sig, hidrører fra vedtagelsen af en afgørelse, der er genstand for en annullationspåstand, indebærer forkastelsen af annullationspåstanden i princippet også, at erstatningspåstanden må forkastes, da påstandene er nært knyttet til hinanden (dom Arguelles Arias mod Rådet, F-122/12, EU:F:2013:185, præmis 127).

86

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren har påberåbt sig, udspringer af EEAS’ beslutning om at indplacere ham i lønklasse AD 5 i modstrid med sagsøgerens ønsker og forventninger. Eftersom påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse om indplacering er blevet forkastet, uden at Personaleretten har konstateret, at EEAS’afgørelse er ulovlig, skal sagsøgerens erstatningspåstand imidlertid forkastes.

87

Det følger af det ovenstående, at søgsmålet bør forkastes i sin helhed.

88

I henhold til procesreglementets artikel 101 bærer den tabende part sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, ottende kapitel. I henhold til procesreglementets artikel 103, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis der ikke er nedlagt påstand om sagsomkostninger.

89

EEAS, som er lovligt indstævnt, har ikke indgivet svarskrift og har ikke nedlagt påstand om sagsomkostninger. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 103, stk. 3, træffes under disse omstændigheder afgørelse om, at hver part bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):