—

Erlock Film ApS og Ulrich Thomsen ved advokaterne K. Dyekjær og H. Puggaard

—

den spanske regering ved M. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget

—

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved T. Henze og B. Beutler, som befuldmægtigede

—

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved A.-M. Rouchaud-Joët og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT L 324, s. 79).

2

Anmodningen er fremsat i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Alta Realitat SL (herefter »Alta Realitat«) og på den anden side Erlock Film ApS og Ulrich Thomsen angående ophævelsen af en kontrakt vedrørende levering af tjenesteydelser.

3

2., 7. samt 10.-12. betragtning til forordning nr. 1393/2007 angiver bl.a.:

[...]

[...]

4

Artikel 1 i forordning nr. 1393/2007, der definerer forordningens anvendelsesområde, bestemmer i stk. 1:

»Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. [...]«

5

Det fremgår af forordningens artikel 1, stk. 3, at »[i] denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark«.

6

I henhold til nævnte forordnings artikel 2 udpeger medlemsstaterne de »fremsendende instanser«, der er kompetente til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, som skal forkyndes i en anden medlemsstat, samt de »modtagende instanser«, der er kompetente til at modtage sådanne dokumenter fra en anden medlemsstat.

7

Forordningens artikel 4 bestemmer:

»1.   Retslige dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de instanser, der er udpeget i medfør af artikel 2.

2.   Fremsendelse af dokumenter [...] mellem fremsendende og modtagende instanser kan ske på enhver egnet måde, forudsat at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af det afsendte dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.

3.   Det dokument, der ønskes fremsendt, skal ledsages af en anmodning udfærdiget under anvendelse af formularen i bilag I. Formularen skal udfyldes på modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller på et andet sprog, som modtagerstaten har meddelt, at den kan acceptere. [...]

[...]«

8

Artikel 5 i forordning nr. 1393/2007 har følgende ordlyd:

»1.   Rekvirenten skal af den fremsendende instans, som han overdrager dokumentet til med henblik på fremsendelse, underrettes om, at adressaten kan nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på et af de i artikel 8 omhandlede sprog.

2.   Rekvirenten afholder eventuelle udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for dokumentets fremsendelse […]«

9

I henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 1, sender den modtagende instans ved modtagelsen af et dokument snarest muligt og under alle omstændigheder senest syv dage efter modtagelsen på den hurtigst mulige måde den fremsendende instans et modtagelsesbevis under anvendelse af formularen i bilag I.

10

Forordningens artikel 7 bestemmer:

»1.   Den modtagende instans forkynder dokumentet eller lader det forkynde enten i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning eller på den særlige måde, som den fremsendende instans har anmodet om, medmindre denne måde er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.

2.   Den modtagende instans træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at dokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter modtagelsen. [...]«

11

Samme forordnings artikel 8 med overskriften »Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« bestemmer følgende:

»1.   Den modtagende instans underretter under anvendelse af formularen i bilag II adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

2.   Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom ved hjælp af den i artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der ønskes oversat, til den fremsendende instans.

3.   Har adressaten nægtet at modtage dokumentet, jf. stk. 1, kan forkyndelsen af dokumentet afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning ledsaget af en oversættelse til et af de i stk. 1 omhandlede sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet ledsaget af oversættelsen forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt [...]

[...]«

12

Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 bestemmer:

»Når formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af dokumentet er opfyldt, udfærdiges der under anvendelse af formularen i bilag I en attest som bevis for forkyndelsen, og attesten sendes til den fremsendende instans […]«

13

Artikel 19, stk. 1, lyder som følger:

»Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse efter denne forordning, og sagsøgte ikke er mødt, må dommeren [i afsenderstaten] ikke afgøre sagen, før det er fastslået:

og, at forkyndelsen eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.«

14

Standardformularen med overskriften »Underretning af adressaten om dennes ret til at nægte at modtage et dokument« i bilag II til forordning nr. 1393/2007 indeholder følgende instruks til dokumentets adressat:

»De kan nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten et sprog, som De forstår, eller det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet.

Hvis De ønsker at gøre brug af denne ret, skal De nægte at modtage dokumentet ved forkyndelsen direkte over for den person, der forkynder det, eller returnere det til nedenstående adresse senest en uge efter forkyndelsen med angivelse af, at De nægter at modtage det.«

15

Denne standardformular indeholder også en »erklæring fra adressaten«, som adressaten, såfremt denne nægter at modtage det pågældende dokument, opfordres til at underskrive, og som er affattet som følger:

»Jeg nægter at modtage vedlagte dokument, da det ikke er udfærdiget på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som jeg forstår, eller det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet.«

16

Endelig fremgår det af den nævnte standardformular, at adressaten i dette tilfælde skal angive det eller de sprog, som denne forstår blandt Den Europæiske Unions officielle sprog.

17

I medfør af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, indgået i Bruxelles den 19. oktober 2005 (EUT L 300, s. 55), finder Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (EFT L 160, s. 37) anvendelse inden for rammerne af folkeretten på forholdet mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Danmark.

18

Aftalens artikel 3 bestemmer følgende:

»[...]

2.   Når der vedtages ændringer til [forordning nr. 1348/2000], meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringerne. [...]

[...]

6.   En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af ændringerne er blevet gennemført i Danmark [...] skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet hertil.

[...]«

19

Efter ophævelsen af forordning nr. 1348/2000 ved forordning nr. 1393/2007 meddelte Kongeriget Danmark Kommissionen sin beslutning om at gennemføre indholdet af sidstnævnte forordning (EUT 2008, L 331, s. 21).

20

Artikel 34, nr. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) bestemmer, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes i en anden medlemsstat, »såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det«.

21

Forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på forholdet mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Danmark i medfør af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, indgået i Bruxelles den 19. oktober 2005 (EUT L 299, s. 62).

22

Artikel 11 i lov om retternes kompetence (Ley Orgánica del Poder Judicial) bestemmer:

»1.   I alle retssager finder reglerne om god tro anvendelse. Bevismateriale, der direkte eller indirekte er indhentet i strid med grundlæggende rettigheder eller frihedsrettigheder, har ingen retsvirkning.

2.   Retterne skal ved begrundet afgørelse afvise enhver påstand, indsigelse eller formalitetsindsigelse, der fremsættes ved åbenbart retsmisbrug, eller som udgør omgåelse af de processuelle regler.

3.   I overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i forfatningens artikel 24 skal retterne altid foretage prøvelse af de fremsatte påstande, og de kan alene afvise sådanne påstande på et formelt grundlag, såfremt manglen ikke kan afhjælpes, eller den ikke kan afhjælpes efter den i loven foreskrevne fremgangsmåde.«

23

Artikel 161, stk. 2, i den civile retsplejelov (Ley de Enjuiciamiento Civil) bestemmer:

»Når adressaten for meddelelsen forefindes på bopælen og nægter at modtage genparten af afgørelsen eller tilsigelsen eller ikke vil underskrive modtagelsesbeviset, oplyser stævningsmanden eller i givet fald den procesfuldmægtige den pågældende om, at genparten af afgørelsen eller tilsigelsen vil være til rådighed for denne ved domstolen, idet meddelelsen får de retsvirkninger, der fremgår af modtagelsesbeviset.«

24

I henhold til denne lovs artikel 247:

»1.   De involverede parter i enhver sagstype skal overholde reglerne om god tro.

2.   Retten skal ved begrundet afgørelse afvise enhver påstand og indsigelse, der fremsættes ved åbenbart retsmisbrug, eller som udgør omgåelse af de processuelle regler.

3.   Såfremt retten finder, at en part har handlet i strid med reglerne om god tro i retsplejen, skal den ved begrundet særskilt retsakt og under overholdelse af proportionalitetsprincippet idømme denne part en bøde på mindst 180 og højst 6000 EUR, som dog ikke må overstige en tredjedel af sagsgenstanden.

Ved fastsættelse af bødens størrelse skal retten tage sagens faktiske omstændigheder i betragtning, sammen med den eventuelt forvoldte skade for retssagen eller for modparten.«

25

Nævnte lovs artikel 496, stk. 1, er affattet som følger:

»»Secretario judicial« afsiger udeblivelsesdom over en sagsøgt, som ikke giver møde på den dato eller inden for den frist, der er fastsat i forkyndelsesdokumentet, med undtagelse af de i denne lov fastsatte tilfælde, hvor retten afsiger denne dom.«

26

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Alta Realitat, der er et spansk selskab, har anlagt sag ved Juzgado de Primera Instancia nr. 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) med påstand om ophævelse af en kontrakt, som selskabet den 13. april 2008 havde indgået med Erlock Film ApS, der er et dansk selskab, og Ulrich Thomsen, som bor i Danmark.

27

Kontrakten vedrørte indspilningen af en film, hvori Ulrich Thomsen skulle have en rolle, og som skulle indspilles på engelsk.

28

Alta Realitat har begrundet sin påstand om ophævelse af nævnte kontrakt med henvisning til, at Ulrich Thomsen ikke havde overholdt sine forpligtelser og havde forladt produktionen uden begrundelse.

29

Alta Realitat har endvidere nedlagt påstand om, at Ulrich Thomsen tilpligtes dels at tilbagebetale det beløb på 30000 EUR, som han havde modtaget på forskud, dels at betale erstatning for misligholdelse af kontrakten samt betale sagens omkostninger.

30

Efter at retten havde besluttet, at den sag, der var anlagt af Alta Realitat, kunne antages til realitetsbehandling, blev stævningen forkyndt for Ulrich Thomsen på dennes adresse i Danmark.

31

Ulrich Thomsen gjorde imidlertid brug af sin ret til i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 at nægte at modtage stævningen og bilagene hertil med den begrundelse, at han ikke forstod engelsk, som var det sprog, dokumenterne var affattet på.

32

Juzgado de Primera Instancia nr. 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) fandt imidlertid, at nægtelsen var uberettiget, og at stævningen var blevet lovligt forkyndt for sagsøgte i hovedsagen. Derefter afsagde retten den 19. januar 2010 udeblivelsesdom i sagen, der gav Alta Realitat medhold. Da der ikke blev taget skridt til at anke dommen, blev dommen endelig.

33

I 2012 afviste de danske domstole i første og anden instans at anerkende denne dom i Danmark med henvisning til artikel 34, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

34

Ved kendelse af 16. december 2013 ophævede Juzgado de Primera Instancia nr. 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) derfor samtlige processuelle foranstaltninger, der var truffet efter forkyndelsen af den i hovedsagen omhandlede stævning over for Ulrich Thomsen.

35

I kendelsen fastslog den nævnte ret ikke desto mindre, at forkyndelsen var foretaget i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007, idet den bemærkede, at det fremgik af sagens akter, at Ulrich Thomsen forstod engelsk. Samme ret har henvist til, at den i hovedsagen omhandlede kontrakt og forskellige dokumenter, der kan henføres til Ulrich Thomsen, samt bilag til stævningen var affattet på engelsk, at han i sin profil i en film-database på internettet har anført, at han taler flydende engelsk, og at en blog, som han er ophavsmand til, også er affattet på engelsk. Den forelæggende ret har tilføjet, at en række DVD’er, hvor en person, der er identificeret som værende Ulrich Thomsen, medvirker og taler engelsk, var tilgået sagen. Følgelig var der ifølge denne ret ikke nogen saglig grund til sagsøgtes nægtelse af at modtage stævningen på engelsk, idet en sådan nægtelse tværtimod udgør en omgåelse af de processuelle regler i henhold til spansk ret.

36

Juzgado de Primera Instancia nr. 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) fastslog derfor, at forkyndelse af stævningen skulle foretages på ny, uden at denne skulle ledsages af en oversættelse.

37

Retten besluttede desuden at anvende den civile retsplejelovs artikel 161, stk. 2, hvorefter forkyndelse anses for at være sket, når sagsøgte nægter at modtage de dokumenter, der forkyndes for ham, såfremt de er lovligt forkyndt, og det er fastslået, at nægtelsen ikke er sagligt begrundet.

38

Denne nye forkyndelse kunne imidlertid ikke foretages, da Ulrich Thomsen nægtede at modtage stævningen affattet på engelsk med henvisning til, at han kun forstår dansk.

39

I forelæggelsesafgørelsen har Juzgado de Primera Instancia nr. 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) rejst tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, at den nationale ret foretager en bedømmelse af, hvorvidt sagsøgte forstår et bestemt sprog på grundlag af de oplysninger, som retten i denne henseende råder over, og således beslutter, at såvel stævningen som bilagene hertil udelukkende affattes på dette sprog.

40

Den forelæggende ret har understreget, at et sådant spørgsmål har betydning for det indre markeds funktion og en hensigtsmæssig behandling af retssager og har tilføjet, at sådanne retssager ville kunne behandles hurtigere, såfremt visse dokumenter ikke skulle oversættes til sprog, som det er vanskeligt og dyrt at finde translatører til, navnlig når retten som i den foreliggende sag har fundet, at den berørte part behersker det pågældende sprog, og at dette sprog er almindeligt anvendt. Retten har i denne forbindelse henvist til, at den film, som Ulrich Thomsen skulle have spillet en rolle i, skulle indspilles på engelsk, som var det sprog, den af Alta Realitat indleverede stævning var affattet på.

41

Forordning nr. 1393/2007 fastlægger imidlertid ikke rækkevidden af den nationale rets skønsmæssige beføjelse i denne henseende.

42

Der bør endvidere tages stilling til, hvorvidt en national bestemmelse som den civile retsplejelovs artikel 161, stk. 2, er forenelig med EU-retten.

43

På denne baggrund har Juzgado de Primera Instancia no 44 de Barcelona (retten i første instans nr. 44 i Barcelona) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

44

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

45

Denne bestemmelse bør anvendes i nærværende sag.

46

Den forelæggende ret ønsker med de tre spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, hvilke regler en national ret i afsenderstaten er forpligtet til at følge i henhold til forordning nr. 1393/2007, når den beslutter, at et indledende processkrift skal forkyndes for en adressat, der bor i en anden medlemsstat, på et andet sprog end det sprog, som adressaten forstår eller må antages at forstå som omhandlet i nævnte forordnings artikel 8, stk. 1.

47

I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at Domstolen allerede har fastslået, at forordning nr. 1393/2007, der er vedtaget på grundlag af artikel 61, litra c), EF, tilsigter, således som det fremgår af anden betragtning hertil, at indføre en ordning for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager med henblik på, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Med henblik på at sikre en effektiv og hurtig afvikling af de retslige procedurer og en forsvarlig retspleje fastsætter nævnte forordning således princippet om direkte fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter mellem medlemsstaterne, hvilket har til virkning at forenkle og fremskynde procedurerne. Disse formål nævnes i sjette til ottende betragtning til forordningen (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

49

Nævnte formål kan imidlertid ikke virkeliggøres ved på nogen som helst måde at svække adressaternes ret til forsvar, som afledes af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det er derfor vigtigt ikke bare at sikre, at et dokuments adressat faktisk modtager det omhandlede dokument, men også, at adressaten sættes i stand til at få kendskab til og fuldt ud at forstå meningen og omfanget af den retslige procedure, der er indledt over for den pågældende i udlandet, således at den pågældende kan varetage sine rettigheder på effektiv vis i afsenderstaten (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

51

Med henblik herpå skal forordning nr. 1393/2007 derfor fortolkes således, at der i hvert enkelt konkrete tilfælde sikres en rimelig balance mellem interesserne for sagsøgeren og sagsøgte, der er dokumentets adressat, ved at forene en effektiv og hurtig fremsendelse af retslige dokumenter med kravet om at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af retten til forsvar for adressaten for disse dokumenter (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

52

Med henblik på at nå disse mål er der ved forordning nr. 1393/2007 gennemført en ordning, hvorefter fremsendelsen af dokumenter i princippet foretages mellem »fremsendende instanser« og »modtagende instanser«, der er udpeget af medlemsstaterne. I henhold til nævnte forordnings artikel 4 fremsendes det eller de dokumenter, der skal forkyndes, direkte og hurtigst muligt på enhver egnet måde fra den fremsendende instans til den modtagende instans (jf. i denne retning dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

53

I henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 påhviler det den fremsendende instans at henlede rekvirentens opmærksomhed på risikoen for, at adressaten kan nægte at modtage et dokument, der ikke er affattet på et af de i nævnte forordnings artikel 8 omhandlede sprog. I henhold til nævnte forordnings artikel 5, stk. 2, er det i princippet rekvirenten, der skal afholde udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for dokumentets fremsendelse (jf. i denne retning dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 35).

54

Hvad angår den modtagende instans påhviler det denne at foretage en faktisk forkyndelse af dette dokument for adressaten som fastsat i artikel 7 i forordning nr. 1393/2007. Den modtagende instans skal i denne forbindelse dels holde den fremsendende instans informeret om alle relevante forhold herom ved at fremsende standardformularen i bilag I til denne forordning, dels i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, gøre adressaten opmærksom på, at denne kan nægte at modtage dokumentet, hvis sidstnævnte ikke er affattet på eller oversat til et af de i denne bestemmelse omhandlede sprog, dvs. enten et sprog, som den pågældende forstår, det officielle sprog i den modtagende medlemsstat eller i givet fald et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, hvilke sprog adressaten må antages at beherske. Når sidstnævnte faktisk nægter, påhviler det desuden i henhold til samme artikels stk. 2 og 3 den modtagende instans straks at underrette den fremsendende instans herom og at returnere anmodningen og det dokument, der ønskes oversat, til den fremsendende instans (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 36).

55

Med henblik på anvendelsen af forordning nr. 1393/2007 er den fremsendende og den modtagende instans’ rolle således begrænset til at sikre den praktiske fremsendelse og forkyndelse af det pågældende dokument, samt til at træffe foranstaltninger, der kan lette denne proces. Derimod har disse instanser ingen kompetence til at udtale sig om spørgsmål af materiel art, såsom spørgsmål om, hvilket eller hvilke sprog dokumentets adressat forstår, og om dokumentet skal eller ikke skal være ledsaget af en oversættelse til et af de i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 omhandlede sprog, ligesom det ikke tilkommer dem at vurdere, hvorvidt adressatens nægtelse af at modtage dokumentet er begrundet eller ej (jf. i denne retning, dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 37).

56

Tværtimod påhviler det alene den nationale retsinstans i afsenderstaten, for hvilken søgsmålet er indbragt, at træffe afgørelse om spørgsmål af denne art, eftersom de stiller sagsøgeren og sagsøgte mod hinanden (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 41).

57

I denne henseende skal denne retsinstans efter at have indledt forkyndelsesproceduren ved at fastlægge, hvilket eller hvilke dokumenter der er relevante i denne forbindelse, kun træffe afgørelse efter, at et dokuments adressat faktisk har nægtet at modtage det med den begrundelse, at det ikke var affattet på et sprog, som den pågældende forstår eller må antages at forstå. Nævnte retsinstans skal således på sagsøgerens anmodning efterprøve, om en sådan nægtelse var begrundet. Retsinstansen skal i denne forbindelse tage behørigt hensyn til alle omstændighederne i sagen for dels at vurdere dokumentets adressats sprogkundskaber, dels afgøre, om en oversættelse af dokumentet er påkrævet under hensyntagen til arten af det dokument, som det drejer sig om (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

58

Endelig skal nævnte retsinstans i den enkelte sag sikre, at de omhandlede parters respektive rettigheder beskyttes på en afbalanceret måde, idet formålet om effektivitet og hurtighed med hensyn til forkyndelsen i sagsøgerens interesse afvejes over for formålet om den effektive beskyttelse af adressatens ret til forsvar (jf. dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 43).

59

Det skal vedrørende den ordning, som er indført ved forordning nr. 1393/2007, tilføjes, at sidstnævnte ligeledes fastsætter anvendelsen af to standardformularer, der findes i henholdsvis bilag I og II hertil, og at forordningen ikke indeholder nogen undtagelse til anvendelsen af disse formularer. Derimod fremgår det af 11. betragtning til samme forordning, at de standardformularer, der er fastlagt heri, »bør […] anvendes«, da de under overholdelse af de omhandlede parters respektive rettigheder, og som det fremgår af 7. betragtning til forordning nr. 1393/2007, bidrager til at forenkle og øge gennemsigtigheden af dokumentfremsendelse og dermed sikrer både deres læsbarhed og sikkerheden i forbindelse med deres fremsendelse (jf. dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 44-46).

60

Endvidere udgør nævnte formularer, som anført i 12. betragtning til denne forordning, instrumenter, hvorved adressaterne oplyses om deres mulighed for at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 47).

61

For så vidt angår den nøjagtige rækkevidde, der skal tillægges standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 og dermed også artikel 8, stk. 1, heri, som vedrører meddelelsen af nævnte formular til dokumentets adressat, har Domstolen allerede fremhævet, at muligheden for at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, som fastsat i nævnte artikel 8, stk. 1, betegnes som en »ret« for dette dokuments adressat, således som det fremgår af selve ordlyden af overskriften på og indholdet af nævnte formular (jf. i denne retning dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 49).

62

For at denne af EU-lovgiver tillagte ret kan få reel virkning, bør dokumentets adressat imidlertid skriftligt underrettes herom. I den ordning, som gennemføres ved forordning nr. 1393/2007, oplyses adressaten herom ved hjælp af standardformularen i bilag II til forordningen, ligesom sagsøgeren fra procedurens begyndelse under anvendelse af standardformularen i bilag I til denne forordning oplyses om, at dokumentets adressat har denne ret (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 50).

63

I denne henseende udgør standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 en af de væsentlige nyskabelser, der blev indført ved sidstnævnte, netop med henblik på at forbedre fremsendelsen af dokumenter og sikre en bedre beskyttelse af adressaten, idet denne formular giver dokumentets adressat mulighed for at angive det eller de sprog, som den pågældende forstår, såfremt vedkommende nægter at modtage dokumentet, fordi det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som vedkommende forstår, eller til det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet.

64

Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 omfatter to ganske vist forbundne, men alligevel adskilte elementer, nemlig dels adressaten for et dokuments materielle ret til at nægte at modtage dette dokument alene med den begrundelse, at det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som den pågældende antages at kunne forstå, dels den formelle underretning om nævnte ret, som den modtagende instans skal foretage. Med andre ord henviser betingelsen om dokumentets sprog ikke til den modtagende instans’ underretning af adressaten, men udelukkende til retten til at nægte, som er forbeholdt sidstnævnte. Standardformularen i bilag I til nævnte forordning opererer desuden med en klar sondring mellem disse to aspekter, idet der i særskilte rubrikker henvises til skriftlig underretning af adressaten om dennes ret til at nægte at modtage dokumentet og til den effektive udøvelse af denne ret (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 51 og 52).

65

Under disse betingelser er selve nægtelsen ganske vist klart betinget, for så vidt som dokumentets adressat kun kan gøre gyldigt brug heraf, hvis det omhandlede dokument ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som den pågældende forstår, eller på det officielle sprog i modtagerstaten eller, såfremt der er flere officielle sprog i denne stat, et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted. Som det således fremgår af nærværende kendelses præmis 57, påhviler det i sidste ende den retsinstans, for hvilken søgsmålet er indbragt, at afgøre, om denne betingelse er opfyldt, ved at vurdere, om dokumentets adressats nægtelse er begrundet (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 53).

66

Udøvelsen af denne ret til nægtelse forudsætter dog, at dokumentets adressat er blevet behørigt underrettet, forudgående og skriftligt, om, at vedkommende har denne ret. Den modtagende instans er dermed i alle tilfælde, når den forkynder dokumentet over for adressaten, forpligtet til at lade det omhandlede dokument ledsage af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, der oplyser adressaten om dennes ret til at nægte at modtage dette dokument, idet en sådan forpligtelse ikke medfører særlige vanskeligheder for den modtagende instans, eftersom det er tilstrækkeligt, at denne instans lader det dokument, der skal forkyndes, ledsage af den fortrykte tekst, som er fastsat i nævnte forordning på alle Unionens officielle sprog (jf. i denne retning dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 54-56).

67

Ovenstående fortolkning skal således både sikre gennemsigtighed ved at sætte dokumentets adressat i stand til at kende omfanget af sine rettigheder og muliggøre en ensartet anvendelse af forordning nr. 1393/2007 uden at medføre forsinkelse, men derimod bidrage til at forenkle og forbedre fremsendelsen af dette dokument (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 57).

68

Domstolen fastslog, at den modtagende instans under alle omstændigheder, og uden at den i denne henseende har en skønsmargin, er forpligtet til at underrette et dokuments adressat om den pågældendes ret til at nægte at modtage dette dokument ved konsekvent at anvende standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 til dette formål (dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 58).

69

Af ovenstående betragtninger følger for det første, at i et tilfælde som i hovedsagen, hvor det dokument, der skal forkyndes, ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af de sprog, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, dvs. et sprog, som adressaten forstår, eller det officielle sprog i modtagerstaten eller, i givet fald, et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet – sprog, som den pågældende må antages at kunne forstå – skal den modtagende instans altid ved hjælp af standardformularen i bilag II til forordningen oplyse adressaten om dennes ret til at nægte at modtage dokumentet (jf. præmis 59 og 68 i nærværende kendelse).

70

Dette gælder, uanset om adressaten har nægtet at modtage dokumentet. Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen i dom Alpha Bank Cyprus (C-519/13, EU:C:2015:603) fastslog, at anvendelsen af nævnte standardformular var obligatorisk i en sag, hvor adressaten for et dokument, der skulle forkyndes, faktisk havde gjort brug af sin ret til at nægte at modtage dokumentet, selv om adressaten ikke havde modtaget forudgående oplysning om eksistensen af en sådan ret.

71

Såfremt den modtagende instans, når den foretager forkyndelsen af et dokument til dets adressat, ikke har vedlagt standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, skal denne undladelse afhjælpes i henhold til bestemmelserne i denne forordning (jf. i denne retning dom Alpha Bank Cyprus, C-519/13, EU:C:2015:603, præmis 59-76).

72

Det tilkommer således den ret, hvor sagen er anlagt i afsenderstaten, at påse, at disse regler overholdes.

73

For det andet skal det understreges, at retten til at nægte at modtage et dokument, der skal forkyndes, som er udtrykkeligt fastsat i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, følger af nødvendigheden af at beskytte adressatens ret til forsvar i overensstemmelse med kravet om en retfærdig rettergang, jf. præmis 49 og 50 i nærværende kendelse.

74

Det følger heraf, at hverken de nationale fremsendende myndigheder eller den ret, ved hvilken sagen er anlagt i afsenderstaten, på nogen måde kan hindre, at den pågældende gør brug af en sådan ret.

75

Selv om den retsinstans, hvor sagen er anlagt, inden proceduren for forkyndelse af dokumentet indledes, skal foretage en første midlertidig vurdering af adressatens sprogkundskaber med henblik på sammen med rekvirenten at afgøre, om dokumentet skal oversættes, påvirker beslutningen om ikke at iværksætte en sådan oversættelse nærmere bestemt på ingen måde adressatens ret til at nægte at modtage nævnte dokument eller til at gøre brug af denne ret. Selv om den pågældende retsinstans allerede på dette trin er overbevist om, at den pågældende adressat forstår det sprog, som dokumentet er affattet på, og derfor finder, at en oversættelse er unødvendig, kan den med andre ord ikke heraf udlede, at adressaten ikke gyldigt kan modsætte sig forkyndelsesproceduren og dermed fratage adressaten retten til at gøre brug af retten til at nægte at modtage dokumentet, som er fastsat i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, hvilket i modsat fald ville udgøre et indgreb i adressatens ret til forsvar.

76

Det er derimod først, når adressaten har gjort brug af en sådan ret, at den ret, hvor sagen er anlagt, gyldigt kan tage stilling til, om nægtelsen er begrundet.

77

Med henblik herpå skal samme retsinstans, således som det fremgår af præmis 57 i denne kendelse, tage behørigt hensyn til alle relevante omstændigheder i sagens akter for at vurdere, om adressaten, der har nægtet at modtage dokumentet, alligevel var i stand til at forstå sine rettigheder og gøre dem gældende, eller om en oversættelse af dokumentet er påkrævet, henset til arten af det pågældende dokument.

78

For at dokumentets adressat faktisk kan udøve sin ret til forsvar, er det på den ene side vigtigt, at det pågældende dokument er affattet på et sprog, som vedkommende forstår, hvilket sikrer, at den pågældende har tilstrækkelig tid til i det mindste at fastlægge sagens genstand og årsagen til kravet samt anmodningen om at give møde for en domstol eller, i givet fald, mulighed for at foretage en anfægtelse ved en domstol (jf. i denne retning dom Weiss und Partner, C-14/07, EU:C:2008:264, præmis 64 og 73). På den anden side skal sagsøgeren ikke tåle de negative virkninger af en nægtelse af at modtage et ikke-oversat dokument, som er udtryk for ren forhaling og klart misbrug, når det kan bevises, at dokumentets adressat forstår det sprog, som dokumentet er affattet på (dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 52).

79

Det påhviler således den ret, for hvilken sagen verserer i afsenderstaten, på bedst mulig vis at varetage hver af parternes interesser, herunder navnlig ved at prøve samtlige faktiske omstændigheder og beviser, som konkret påviser adressatens sprogkundskaber, idet der ikke kan lægges vægt på formodninger i denne henseende (jf. i denne retning dom Weiss und Partner, C-14/07, EU:C:2008:264, præmis 85).

80

Såfremt den retsinstans, ved hvilken sagen er anlagt, efter denne prøvelse når frem til, at adressatens nægtelse af at modtage det dokument, der skulle forkyndes, var berettiget, idet dokumentet var affattet på et sprog, der ikke opfylder betingelserne i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, fremgår det af forordningens artikel 8, stk. 3, at nævnte dokument skal forkyndes for adressaten ledsaget af en oversættelse til et af de i artikel 8, stk. 1, omhandlede sprog.

81

Omvendt er der i det modsatte tilfælde i princippet intet til hinder for, at den nationale ret anvender de konsekvenser, der er fastsat i de nationale procesregler, på adressatens uberettigede nægtelse af at modtage dokumentet, forudsat at forordningens fulde virkning sikres under overholdelse af dens formål (jf. i denne retning dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 69).

82

De konsekvenser, der skal drages af en uberettiget nægtelse af at modtage et dokument, fastsættes nemlig ikke i selve forordning nr. 1393/2007.

83

Som det imidlertid følger af Domstolens faste praksis, tilkommer det i mangel af EU-retlige bestemmelser hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte procedurereglerne for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-rettens direkte virkning medfører for borgerne (dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 49).

84

Disse procedureregler må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 50).

85

Effektivitetsprincippet skal i denne forbindelse føre til, at den nationale ret kun anvender processuelle bestemmelser, der er fastsat i dens nationale retsorden, i det omfang disse bestemmelser ikke bringer begrundelsen for, formålet med og den fulde virkning af forordning nr. 1393/2007 i fare (jf. dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 50 og 51).

86

I et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, hvor sagsøgte ikke har givet møde, er det i henhold til forordning nr. 1393/2007 et krav, således som det nærmere bestemt fremgår af forordningens artikel 19, stk. 1, at sikre, at sagsøgte reelt og faktisk har modtaget stævningen (jf. i denne retning dom Alder, C-325/11, EU:C:2012:824, præmis 36 og 41), således at den pågældende har haft mulighed for at få kendskab til den retssag, der er anlagt mod vedkommende, samt at fastlægge genstanden og årsagen til kravet (jf. i denne retning dom Weiss und Partner, C-14/07, EU:C:2008:264, præmis 73 og 75), og at den pågældende har haft tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser (jf. i denne retning dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 52). En sådan forpligtelse er ligeledes i overensstemmelse med kravene i artikel 34, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning dom Leffler, C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 68, og Weiss und Partner, C-14/07, EU:C:2008:264, præmis 51).

87

Under alle omstændigheder, og således som det følger af denne kendelses præmisser, er anvendelsen af nationale bestemmelser som dem, der er beskrevet i denne kendelses præmis 37, kun tilladt i henhold til forordning nr. 1393/2007, efter at de trin, der er fastsat i denne forordning, er gennemført, dvs. efter at adressaten ved hjælp af standardformularen i bilag II til forordningen er blevet oplyst om, at den pågældende har mulighed for at nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, og i tilfælde af en nægtelse, efter at der er truffet en endelig domstolsafgørelse, som fastslår, at nægtelsen var ubegrundet.

88

Det påhviler således den forelæggende ret at vurdere, om de konkrete betingelser, som vedrører anvendelsen af de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, opfylder kravene i og målene for forordning nr. 1393/2007.

89

På baggrund af det ovenstående skal de tre forelagte spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at i forbindelse med forkyndelsen af et dokument for en adressat, der bor på en anden medlemsstats område, i et tilfælde, hvor dokumentet ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten et sprog, som adressaten forstår, eller modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted:

90

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at i forbindelse med forkyndelsen af et dokument for en adressat, der bor på en anden medlemsstats område, i et tilfælde, hvor dokumentet ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten et sprog, som adressaten forstår, eller modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted: