26.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 26/13


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 10. november 2014 — Buzzi Unicem SpA m.fl. mod Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE m.fl.

(Sag C-502/14)

(2015/C 026/17)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Buzzi Unicem SpA, Colacem SpA, Cogne Acciai Speciali SpA, Olon SpA og Laterlite SpA

Sagsøgt: Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE, Ministero dell’Ambiente e della Tutela del Territorio e del Mare og Ministero dello Sviluppo economico

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig, fordi der ved beregningen af de gratistildelte kvoter ikke er blevet taget hensyn til andelen af emissioner med forbindelse til forbrænding af affaldsgasser — eller gasser fra stålproduktionsprocesser — eller emissioner med forbindelse til varme produceret ved kraftvarmeproduktion, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF og artikel 10a, stk. 1, 4 og 5, i direktiv 2003/87/EF (1) og dermed en overskridelse af begrænsningerne i bemyndigelsen i henhold til direktivet, hvilket således er i strid med formålene med direktivet (fremme anvendelsen af mere energieffektive teknologier og bidrage til den økonomiske udvikling og beskæftigelsessituationen)?

2)

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig i lyset af det fællesskabsretlige effektivitetsprincip og proportionalitetsprincippet i artikel 5 TEU, fordi den uretmæssigt har medført en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af de sagsøgende selskabers berettigede forventning om at opretholde godet bestående i den kvotemængde, som foreløbigt blev tildelt dem, og hvortil de havde ret på grundlag af direktivets bestemmelser, og således bevirket en berøvelse af det nævnte godes økonomiske nytteværdi?

3)

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig, fordi der ved beregningen af de gratistildelte kvoter ikke er blevet taget hensyn til emissionerne fra de anlæg, som først blev omfattet af direktivets anvendelsesområde fra og med 2013, når disse emissioner blev omfattet af emissionshandelsordningen ved direktiv 2009/29/EF?

4)

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, henset til, at afgørelsen er i strid med artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41 i Nicechartret, fordi den mangler en passende begrundelse?

5)

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, henset til, at afgørelsen er i strid med de processuelle bestemmelser i artikel 10a, stk. 1, og artikel 23, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32).