27.10.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 380/2

1)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (1) fortolkes således, at den af yderen af en forbrugerkredit udviste adfærd i form af, at kreditgiveren præsenterer kontraktvilkårene for forbrugeren på en sådan måde, at det giver forbrugeren den forkerte opfattelse af, at forbrugeren frit kan vælge en accessorisk tjenesteydelse om sikkerhed for afdrag på kredit, men i realiteten udøver en utilbørlig påvirkning af forbrugeren med henblik på accept af tjenesteydelsen, udgør en urimelig handelspraksis?

2)

Skal direktivet om urimelig handelspraksis fortolkes således, at den af kreditgiveren udviste adfærd i form af, at kreditgiveren præsenterer kontraktvilkårene for forbrugeren på en sådan måde, at forbrugeren foreslås et omfang af de årlige omkostninger i procent (ÅOP), som ikke inkluderer omkostninger for den omhandlede accessoriske tjenesteydelse, udgør en urimelig handelspraksis?

3)

Skal direktivet om urimelig handelspraksis fortolkes således, at den af kreditgiveren udviste adfærd i form af, at kreditgiveren på markedet for forbrugerkreditter over for forbrugerne anvender en pris for den accessoriske tjenesteydelse, der er markant højere end de reelle omkostninger herfor, udgør en urimelig handelspraksis, og bevirker den manglende medtagelse af omkostningerne for den accessoriske tjenesteydelse i ÅOP en omgåelse af pligten til gennemsigtighed af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit?

4)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler [herefter »direktiv 93/13«] (2) fortolkes således, at tjenesteydelsen om sikkerhed for afdrag på forbrugerkredit, hvis genstand er kontantopkrævningen af forbrugerens afdrag på kreditten, repræsenterer tjenesteydelsens hovedgenstand i forbrugerkreditten?

5)

Skal Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (3), som ændret og suppleret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF (4) af 16. februar 1998, fortolkes således, at ÅOP også inkluderer vederlaget for kontantopkrævningen af afdragene på kreditten eller en del heraf, såfremt vederlaget overstiger de nødvendige omkostninger for denne accessoriske tjenesteydelse betydeligt, og skal direktivets artikel 14 fortolkes således, at retsinstituttet ÅOP omgås, såfremt vederlaget for den accessoriske tjenesteydelse overstiger omkostningerne herfor betydeligt og ikke er medtaget i ÅOP?

6)

Skal [direktiv 93/13] fortolkes således, at kravet om gennemsigtighed af en accessorisk tjenesteydelse, for hvilken administrative udgifter betales, anses for opfyldt, såfremt prisen for denne administrative tjenesteydelse er klar og forståelig (administrative udgifter), selv om genstanden for den tjenesteydelse, som svarer til denne administrative tjenesteydelse, ikke er specificeret?

7)

Skal artikel […] i [direktiv 93/13] fortolkes således, at den omstændighed alene, at de administrative udgifter er medtaget ved beregningen af ÅOP er til hinder for domstolsprøvelse heraf i henhold til dette direktiv?

8)

Skal [direktiv 93/13] fortolkes således, at beløbet af de administrative udgifter alene er til hinder for domstolsprøvelse heraf i henhold til dette direktiv?

9)

Såfremt det sjette spørgsmål besvares med, at genstanden for den administrative tjenesteydelse, for hvilken de administrative udgifter skal betales, er tilstrækkeligt gennemsigtig, repræsenterer den administrative tjenesteydelse, med alle sine potentielle byrder, da forbrugerkredittens hovedgenstand?

10)

Skal artikel 4, stk. 1, i [direktiv 93/13] fortolkes således, at i henhold til dette direktiv er bl.a. den omstændighed relevant, at forbrugeren til gengæld for udgifterne for den accessoriske tjenesteydelse modtager en tjenesteydelse, som i høj grad ikke er i hans interesse, men derimod går til fordel for kreditgiveren af forbrugerkreditten?