6.10.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 351/3


Appel iværksat den 15. juli 2014 af Adler Modemärkte AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 14. maj 2014 i sag T-160/12 — Adler Modemärkte AG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-343/14 P)

2014/C 351/04

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Adler Modemärkte AG (ved Rechtsanwalt J.-C. Plate)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Sagen hjemvises til Retten.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er rettet mod Rettens dom af 14. maj 2014 i sag T-160/12, hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i den sag, der var blevet anlagt af Adler Modemärkte AG til prøvelse af afgørelse truffet den 3. februar 2012 af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1955/2010-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Blufin SpA og Adler Modemärkte AG.

Appellanten har fremsat følgende appelanbringender:

1.

Det gøres for det første gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordning 40/94. Idet Retten udledte ligheden mellem tegnene og risikoen for forveksling af de varemærker, der skal sammenlignes, af overensstemmelsen mellem tegnbestanddele, som svarer til et rent beskrivende fagudtryk for varernes beskaffenhed (nemlig »marineblå« som farveangivelse for de varer, der bruges for de varemærker, der skal sammenlignes), og — da der ikke foreligger fornødent iboende særpræg — af den relevante kundekreds ikke anses for at være en angivelse af varens handelsmæssige oprindelse fra en bestemt virksomhed til afgrænsning af varer fra andre virksomheder, fortolkede den denne bestemmelse og den faste retspraksis vedrørende bestemmelsen om lighed mellem tegnene og risikoen for forveksling forkert. Retten underkendte endvidere det retlige begreb beskrivende angivelse i denne sag, fordi den ikke anså »marineblå« for at være beskrivende for de varer, der bruges for varemærket, nemlig beklædningsgenstande, eller for at være en væsentlig egenskab ved varen.

2.

For det andet er den appellerede dom blevet afsagt på grundlag af fordrejede omstændigheder. Retten afviste den varebeskrivende betydning af fagudtrykket »marineblå« (på de forskellige landes sprog — navnlig på fransk og italiensk) for de omhandlede varer i klasse 18 og 25, selv om det var ubestridt mellem parterne, at de tegn, der skulle sammenlignes, inkorporerer et rent beskrivende fagudtryk — nemlig »marineblå« på de forskellige EU-sprog — og varemærket til støtte for indsigelsen fra det italienske »blu marino« og det ansøgte varemærke fra det franske »marine bleu« er blevet lidt ændret af disse fagudtryk. Desuden har indsigelsesafdelingen og appelkammeret ved Harmoniseringskontoret under tidligere administrative procedurer positivt fastslået, at »marineblå« (på de forskellige europæiske sprog) er et beskrivende fagudtryk for varer. Denne konstatering er Retten bundet af.

3.

For det tredje er afgørelsen i forhold til præmisserne i Rettens dom med hensyn til den angiveligt ikke-varebeskrivende betydning af »marineblå« selvmodsigende og behæftet med en begrundelsesmangel. Retten fastslog selv i præmis 54, at bestanddelene i de tegn, der skal sammenlignes, betyder den omhandlede farvetone. I præmis 55 fastslog Retten derudover, at denne betydning var »åbenlys«.

4.

For det fjerde er den anfægtede afgørelse blevet truffet på grundlag af bestemmelser, der ikke er anvendelige, nemlig bestemmelserne i forordning (EF) nr. 207/2009 (1). Den ret, der skal finde anvendelse, er forordning (EF) nr. 40/94 (2).


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT L 11, s. 1).