30.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 202/13


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Helsingin hovioikeus (Finland) den 22. april 2014 — Valev Visnapuu mod Kihlakunnansyyttäjä (Helsinki) og Suomen valtio — Tullihallitus

(Sag C-198/14)

2014/C 202/15

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Helsingin hovioikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Valev Visnapuu

Sagsøgt: Kihlakunnansyyttäjä (Helsinki) og Suomen valtio — Tullihallitus

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal lovligheden af den finske ordning vedrørende afgiften på drikkevareemballage, hvorefter denne afgift opkræves, såfremt emballagen ikke er omfattet af et retursystem, undersøges på grundlag af artikel 110 TEUF i stedet for på grundlag af artikel 34 TEUF? Det pågældende retursystem skal være et pantsystem, ved hvilket den, som emballerer eller indfører drikkevarerne, alene eller på den måde, der er fastsat i affaldsloven eller den tilsvarende for provinsen Åland gældende lovgivning, sørger for genbrug eller genanvendelse af drikkevareemballagen på en sådan måde, at emballagen enten genbruges eller genanvendes som råmateriale.

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er den nævnte ordning i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, artikel 7 og artikel 15 i direktiv 94/62/EF (1), også henset til artikel 110 TEUF?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er den nævnte ordning i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, artikel 7 og artikel 15 i direktiv 94/62/EF, også henset til artikel 34 TEUF?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende: Skal den finske ordning for drikkevareemballage anses for tilladt i medfør af artikel 36 TEUF?

5)

Kan kravet om, at den, som anvender alkoholholdige drikkevarer i kommercielt øjemed eller for udøvelsen af anden erhvervsmæssig virksomhed, skal have en særlig detailhandelstilladelse for at indføre alkoholholdige drikkevarer — når en finsk køber via internettet eller på anden måde pr. postordre af en sælger, der driver virksomhed i en anden medlemsstat, har købt alkoholholdige drikkevarer, som sælgeren indfører til Finland — anses for at vedrøre et monopol eller for en del af et monopols funktion, således at bestemmelserne i artikel 34 TEUF ikke er til hinder herfor, men at kravet i stedet skal vurderes i lyset af artikel 37 TEUF?

6)

Såfremt det femte spørgsmål besvares bekræftende: Er kravet om tilladelse foreneligt med betingelserne for statslige handelsmonopoler i henhold til artikel 37 TEUF?

7)

Såfremt det femte spørgsmål besvares benægtende og artikel 34 TEUF finder anvendelse på det foreliggende tilfælde: Er den finske ordning, hvorefter indførslen af alkoholholdige drikkevarer til eget brug — når disse drikkevarer bestilles fra udlandet via internettet eller på anden måde pr. postordre — kun er tilladt, såfremt ordregiveren selv eller en af sælgeren uafhængig tredjemand har indført de alkoholholdige drikkevarer, og hvorefter der i modsat fald kræves tilladelse til importen i henhold til alkoholloven, en kvantitativ restriktion eller foranstaltning med tilsvarende virkning, som er i strid med artikel 34?

8)

Såfremt det syvende spørgsmål besvares bekræftende: Kan ordningen anses for begrundet og forholdsmæssig med henvisning til beskyttelsen af menneskers liv og sundhed?


(1)  Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20.12.1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10).