Sag C-441/14

Dansk Industri (DI)

mod

Boet efter Karsten Eigil Rasmussen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret)

»Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — direktiv 2000/78/EF — princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder — national lovgivning, som er i strid med et direktiv — en privatpersons mulighed for at stille staten til ansvar for tilsidesættelse af EU-retten — tvist mellem private — afvejning af forskellige rettigheder og principper — retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning — den nationale domstols rolle«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. april 2016

1. EU-ret – principper – ligebehandling – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – forhold til direktiv 2000/78 – national lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der har ret til pension udbetalt af deres arbejdsgiver, og som er indtrådt i deres pensionsordning før det fyldte 50. år, er udelukket fra fratrædelsesgodtgørelse – ikke tilladt – arbejdstageren fortsætter på arbejdsmarkedet – ingen betydning

   (Rådets direktiv 2000/78, art. 2 og art. 6, stk. 1)

2. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – national lovgivning, som er fastslået at være i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – forpligtelser for en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private – undladelse af at anvende de modstridende nationale bestemmelser – fortolkningen af EU-retten har forrang for retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – ingen betydning for en privatpersons mulighed for at drage medlemsstaten til ansvar

   (Art. 267 TEUF; Rådets direktiv 2000/78)

1.  Det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv er et konkret udtryk for, skal fortolkes således, at det også i en tvist mellem private er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvis de har ret til en arbejdsgiverbetalt alderspension i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år, og hvor dette gælder, uanset om de vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet eller vælger at gå på pension.

   For så vidt som direktiv 2000/78 ikke selv fastsætter det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, men alene er et konkret udtryk for dette princip på området for beskæftigelse og erhverv, er rækkevidden af den ved direktivet sikrede beskyttelse i denne henseende ikke videre end den, der indrømmes i henhold til dette princip.

   Henset til den omstændighed, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere – alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år – ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden, gør det samme sig desuden gældende for det grundlæggende princip om ligebehandling, som det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder blot er et særligt udtryk for.

   (jf. præmis 23, 26 og 27 samt domskonkl. 1)

2.  EU-retten skal fortolkes således, at når en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, anvender bestemmelserne i national ret, påhviler det den at fortolke disse således, at de kan anvendes i overensstemmelse med dette direktiv, eller, såfremt en sådan overensstemmende fortolkning er umulig, om nødvendigt at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, som er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Denne forpligtelse kan hverken drages i tvivl af retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller af den mulighed, som en privatperson, der anser sine rettigheder for krænket på grund af anvendelsen af en national bestemmelse, som er i strid med EU-retten, har for at drage den pågældende medlemsstat til ansvar for tilsidesættelse af EU-retten.

   I denne henseende omfatter kravet om overensstemmende fortolkning for det første forpligtelsen for de nationale domstole til i givet fald at ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med et direktiv. Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder tillægger desuden private en subjektiv ret, der som sådan kan påberåbes, og som – selv i tvister mellem private – forpligter de nationale domstole til at undlade at anvende de nationale bestemmelser, der ikke er i overensstemmelse med det nævnte princip.

   For det andet kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke tjene som grundlag for en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, med henblik på fortsat at anvende en national retsregel, som Domstolen har fastslået er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som direktiv 2000/78 er et konkret udtryk for. Anvendelsen af dette princip med henblik på fortsat at anvende en sådan national retsregel ville nemlig i realiteten svare til at begrænse de tidsmæssige virkninger af den af Domstolen anlagte fortolkning, for så vidt som denne fortolkning herved ikke ville kunne finde anvendelse på den sag, der er blevet indbragt for den nationale domstol. Bortset fra tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder, skal den nationale domstol imidlertid anvende den fortolkning, som Domstolen anlægger af EU-retten, selv på retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen.

   Under alle omstændigheder kan beskyttelsen af den berettigede forventning ikke påberåbes med henblik på at nægte den privatperson, der har anlagt det søgsmål, som har ført Domstolen til at fortolke EU-retten således, at den er til hinder for den pågældende nationale retsregel, at gøre denne fortolkning gældende.

   (jf. præmis 33, 36-41 og 43 samt domskonkl. 2)