1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43), idet det har opretholdt undtagelser til bestemmelserne med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen.

2

Ifølge artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den i bilaget indeholdte rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

3

Følgende anføres i punkt 6-8 og punkt 10 i de generelle betragtninger til rammeaftalen:

[...]

4

I henhold til rammeaftalens § 1, er et af dennes formål at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

5

I rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« er følgende fastsat:

6

Artikel L. 121-2 i code du travail, der indgår i kapitel I, sektion 1, i den nævnte lovs afsnit II, med overskriften »Generelle bestemmelser«, fastsætter:

»Ansættelseskontrakten indgås uden fastsættelse af varigheden.

Ansættelseskontrakten kan imidlertid i de tilfælde og under de betingelser, der er omhandlet i nærværende afsnits kapitel 3, indeholde en nøjagtig dato for dens udløb, der fastsættes allerede ved indgåelsen, eller som er et resultat af udførelsen af det arbejde, der er formålet med indgåelsen af kontrakten.«

7

Den nævnte lovs artikel L. 122-1, der indgår i kapitel II, sektion 1, i lovens afsnit II, med overskriften »Anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter«, bestemmer:

»(1)   Den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt kan indgås med henblik på udførelse af en præcis og ikke-vedvarende opgave. Den kan ikke have til formål varigt at omfatte en beskæftigelse, der er knyttet til en normal og vedvarende aktivitet i virksomheden.

(2)   Følgende opgaver anses bl.a. for at være præcise og ikke-vedvarende som omhandlet i bestemmelserne i stk. (1):

[...]

(3)   Med forbehold for stk. (1) og (2) ovenfor kan følgende udgøre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter:

[...]

[...]«

8

Den nævnte lovs artikel L. 122-3, der indgår i dennes kapitel II, sektion 3, i afsnit II, med overskriften »Tidsbegrænsede kontrakters varighed«, fastsætter:

»(1)   En kontrakt, der indgås for en tidsbegrænset varighed, skal fra indgåelsen af aftalen indeholde en præcist afgrænset periode.

Aftalen kan imidlertid undlade at fastsætte en præcist afgrænset periode, når den indgås i følgende tilfælde:

Når kontrakten i disse tilfælde ikke indeholder en præcist afgrænset periode, skal den indgås for en minimumsperiode, og den udløber, når den fraværende ansatte ikke længere er forhindret, eller når det formål, med henblik på hvilket kontrakten er indgået, er udført.

[...]«

9

Samme lovs artikel L. 122-4, der indgår i sektion 3, har følgende ordlyd:

»(1)   Bortset fra den sæsonbetonede kontrakt kan varigheden af en kontrakt, der er indgået med tidsbegrænset varighed på grundlag af artikel L. 122-1, ikke for en og samme ansatte overstige 24 måneder, inklusive fornyelser.

[...]«

10

Artikel L. 122-5 i code du travail, der indgår i dennes kapitel II, sektion 4, i afsnit II, med overskriften »Fornyelse af den tidsbegrænsede kontrakt«, fastsætter:

»(1)   Den tidsbegrænsede kontrakt kan fornys to gange for en tidsbegrænset periode.

Princippet om fornyelse og/eller betingelserne for fornyelse skal indgå som et vilkår i den første ansættelseskontrakt eller som et senere tillæg til denne kontrakt.

Hvis der ikke foreligger noget skriftligt i overensstemmelse med denne bestemmelse, anses den fornyede kontrakt for at være indgået tidsubegrænset, idet der ikke kan føres bevis herimod.

[…]

(3)   Med forbehold for bestemmelserne i nærværende artikel kan tidsbegrænsede ansættelseskontrakter fornys mere end to gange, endog for en samlet varighed på over 24 måneder, uden at denne kontrakt anses for at være en tidsubegrænset kontrakt, når disse kontrakter er indgået med:

[...]

[...]«

11

I henhold til denne lovs artikel L. 122-6, der indgår i kapitel II, sektion 5, i dennes afsnit II, med overskriften »På hinanden følgende kontrakter«:

»Hvis ansættelsesforholdet fortsættes efter udløbet af den tidsbegrænsede kontrakt, bliver kontrakten en tidsubegrænset kontrakt.«

12

Artikel 3 i den ændrede lov af 30. juli 1999 med overskriften »Godkendelse af status som selvstændig erhvervsudøvende kunstner« fastsætter:

»Godkendelsen af status som selvstændig erhvervsudøvende kunstner kan opnås efter skriftlig ansøgning herom, rettet til kulturministeren (herefter »ministeren«). Til denne ansøgning knyttes en række sagsakter, der bestemmes ved storhertugdømmeregulativ.

Ministeren tildeler en sådan status til de personer, der har opfyldt de i denne lov fastsatte kriterier i mindst tre år umiddelbart forud for deres ansøgning, idet det rådgivende udvalg, der er nedsat ved nærværende lov, høres om sagen.

Minimumsperioden på tre år, der ligger umiddelbart forud for ansøgningen, nedbringes til 12 måneder for personer, der er i besiddelse af en officiel titel på grundlag af specialiserede studier i en af de discipliner, der er omfattet af denne lov.

Godkendelsen er gyldig i [24] måneder. Efter udløbet kan den fornys efter skriftlig ansøgning herom rettet til ministeren. Efter udtalelse fra det rådgivende udvalg fornyer ministeren godkendelsen for de personer, der har opfyldt kriterierne i nærværende lov efter deres godkendelse som selvstændig erhvervsudøvende kunstner, henholdsvis efter fornyelsen af godkendelsen. Inden ministeren træffer denne afgørelse, kan denne efter udtalelse fra det rådgivende udvalg beslutte, at den berørte skal fremlægge nye akter til sagen, samtlige sagsakter eller kun visse af dem, som anført i denne artikels første afsnit.

Ministerens afgørelser kan påklages med henblik på annullation.«

13

Artikel 4 i den ændrede lov af 30. juli 1999 med overskriften »Definition af midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen« har følgende ordlyd:

»Midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen er: kunstnere eller scenepersonale, der udøver deres erhverv principalt enten for en forlystelsesvirksomhed eller i forbindelse med en filmproduktion, audiovisuel produktion, eller en teater- eller musikproduktion, og som tilbyder deres tjenester mod løn eller honorarer på grundlag af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller en entreprisekontrakt.«

14

Den 12. marts 2009 sendte Kommissionen et brev til Storhertugdømmet Luxembourg, hvori den opfordrede medlemsstaten til hvad angår dennes code du travail i forhold til rammeaftalen at afklare visse dele af luxembourgsk ret vedrørende, for det første, den manglende definition af begrebet »en sammenlignelig fastansat«, for det andet, det forhold, at der foreligger undtagelser til bestemmelserne med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og, for det tredje, det forhold, at der ikke er en forpligtelse for arbejdsgivere til at give arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse oplysninger om mulighederne for beskæftigelse.

15

Da dette brev ikke blev besvaret, sendte Kommissionen den 1. oktober 2010 en åbningsskrivelse til Storhertugdømmet Luxembourg. Ved skrivelse af 20. december 2010 besvarede den pågældende medlemsstat åbningsskrivelsen.

16

Kommissionen var kun delvist tilfreds med Storhertugdømmet Luxembourgs besvarelse og fremsendte derfor en supplerende åbningsskrivelse, dateret den 1. oktober 2012, hvori Kommissionen oplyste, at den fandt, at det første klagepunkt måtte frafaldes. For så vidt angår det andet klagepunkt fandt denne institution derimod, at de luxembourgske myndigheders besvarelse ikke nævnte, hvorledes ansættelseskontrakter vedrørende to kategorier af arbejdstagere, nemlig undervisnings- og forskningspersonale ved Luxembourgs universitet og midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen, var underlagt begrænsninger i muligheden for fornyelse, med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Kommissionen gentog ligeledes det tredje klagepunkt vedrørende den manglende forpligtelse for arbejdsgivere til at give arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse oplysninger om mulighederne for beskæftigelse.

17

Da denne supplerende åbningsskrivelse forblev ubesvaret, sendte Kommissionen den 26. april 2013 en begrundet udtalelse til Storhertugdømmet Luxembourg, hvori Kommissionen opretholdt sit andet og tredje klagepunkt. Storhertugdømmet Luxembourg besvarede den begrundede udtalelse den 10. juli 2013.

18

Da Kommissionen ikke var tilfreds med medlemsstatens svar, besluttede den at anlægge nærværende søgsmål.

19

Kommissionen har indledningsvis henledt Domstolens opmærksomhed på begrænsningen af genstanden for søgsmålet i forhold til indholdet af den begrundede udtalelse, idet Kommissionen har frafaldet klagepunkterne vedrørende dels undervisnings- og forskningspersonale ved Luxembourgs universitet, dels den manglende forpligtelse for arbejdsgivere til at give arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse oplysninger om mulighederne for beskæftigelse i deres virksomhed, idet de luxembourgske myndigheder har godtgjort, at det omhandlede personale er beskyttet mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og har meddelt Kommissionen de lovgivningsbestemmelser, der bringer det anførte traktatbrud til ophør for så vidt angår oplysningsforpligtelsen.

20

Nærværende sag vedrører således udelukkende Storhertugdømmet Luxembourgs tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold til rammeaftalens § 5, i det omfang denne medlemsstat har opretholdt undtagelser til bestemmelserne med hensyn til at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, der indgås med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen.

21

Kommissionen har gjort gældende, at rammeaftalens § 5, der forpligter medlemsstaterne til at vedtage bestemmelser med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, er blevet gennemført i luxembourgsk ret ved artikel L. 122-4 i code du travail, som i stk. 1 bestemmer, at »[b]ortset fra den sæsonbetonede kontrakt kan varigheden af en kontrakt, der er indgået med tidsbegrænset varighed på grundlag af artikel L. 122-1, ikke for en og samme ansatte overstige 24 måneder, inklusive fornyelser«. Denne lovs artikel L. 122-5 bestemmer imidlertid i dennes stk. 3, at »[m]ed forbehold for bestemmelserne i nærværende artikel, kan tidsbegrænsede ansættelseskontrakter fornys mere end to gange, endog for en samlet varighed på over 24 måneder, uden at denne kontrakt anses for at være en tidsubegrænset kontrakt, når disse kontrakter er indgået med: […] midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen som defineret i artikel 4 i [den ændrede lov af 30. juli 1999]«.

22

Kommissionen har understreget, at luxembourgsk ret dermed for så vidt angår midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen ikke fastsætter nogen objektiv begrundelse, der gør det muligt at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. I besvarelsen af åbningsskrivelsen begrænsede Storhertugdømmet Luxembourg sig til at gøre gældende, at de kontrakter, der indgås med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen i henhold til artikel L. 122-5 i code du travail »under alle omstændigheder er underlagt begrænsningerne i artikel L. 122-1, stk. (1) og (2)«. Kommissionen har imidlertid anført, at disse bestemmelser tværtimod udelukker midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen fra enhver beskyttelse. For så vidt angår disse arbejdstagere er deres kontrakter nemlig ifølge ordlyden af de ovennævnte bestemmelser hverken underlagt et krav om en objektiv begrundelse for fornyelsen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, en begrænsning i antallet af fornyelser af disse kontrakter eller en begrænsning af den kumulerede varighed af kontrakterne.

23

Storhertugdømmet Luxembourg har endvidere ændret sin argumentation i besvarelsen af den begrundede udtalelse, idet det har gjort gældende, at »det må konstateres for så vidt angår de midlertidige ansatte i forlystelsesbranchen, at der er tale om en erhvervssektor, hvor der er fast praksis for ikke at anvende tidsubegrænsede ansættelseskontrakter på grund af arten af den udøvede aktivitet og beskæftigelsens midlertidige karakter«. Kommissionen har imidlertid anfægtet denne analyse, henset til selve ordlyden af den luxembourgske lovgivning.

24

For det første har Kommissionen anført, at ordlyden af kapitel II i afsnit II i code du travail vedrørende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter understreger, at det arbejde, som midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen udfører, anses for ikke nødvendigvis at indebære udførelsen af præcise og ikke-vedvarende opgaver. Artikel L. 122-1, stk. 1, i code du travail fastsætter nemlig en regel om, at tidsbegrænsede kontrakter undtagelsesvis kan indgås med henblik på udførelse af præcise og ikke-vedvarende opgaver, mens der i den nævnte artikels stk. 2 nævnes flere eksempler på anvendelse af denne regel. Derimod fastsætter den nævnte artikels stk. 3, at de tidsbegrænsede kontrakter ligeledes kan indgås med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen »med forbehold for stk. (1) og (2) ovenfor«. Det er Kommissionens opfattelse, at det er en logisk følge heraf, at artikel L. 122-1, stk. 3, i code du travail gør det muligt at indgå tidsbegrænsede kontrakter med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen med henblik på udførelse af mere generelle og/eller varige eller vedvarende opgaver.

25

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at artikel 4 i den ændrede lov af 30. juli 1999 som eneste kriterium for definitionen af »midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen« indeholder en henvisning til typen af ansættelsesforholdet, uden at tage hensyn til de udøvede aktiviteters reelle karakter. Denne definition gør det således muligt at ansætte midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen i situationer, der ikke har midlertidig karakter.

26

I denne henseende er det Kommissionens opfattelse, at selv om ansættelsen af en stor del af de midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter kan begrundes i objektive omstændigheder, nemlig det forhold, at disse kontrakter indgås i forbindelse med et bestemt projekt i forlystelsesbranchen, ansætter arbejdsgiveren et stort antal arbejdstagere, som f.eks. de permanente medlemmer af et orkester eller medlemmerne af den centrale gruppe i en teatertrup eller i en tv-station, på et fast grundlag. De sidstnævnte arbejdstagere er ligeledes »midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen« ifølge definitionen i luxembourgsk ret, i det omfang det kontraktlige forhold til deres arbejdsgiver opfylder kriterierne i den ændrede lov af 30. juli 1999.

27

Følgelig er det Kommissionens opfattelse, at definitionen i luxembourgsk ret af en midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen ikke kræver, at der foreligger objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af tidsbegrænsede kontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), og at der i øvrigt ikke er noget element, der gør det muligt at sondre mellem midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen, der er ansat på et fast grundlag, og arbejdstagere, der udøver deres aktivitet i andre erhvervssektorer, hvor der ligeledes er store ændringer i arbejdsbyrden.

28

Storhertugdømmet Luxembourg har bestridt, at der foreligger traktatbrud.

29

Hvad for det første angår anvendelsesområdet for artikel L. 122-5, stk. 3, i code du travail har den pågældende medlemsstat anfægtet Kommissionens argument om, at de arbejdstagere, der er ansat på et fast grundlag i forlystelsessektoren, kan betegnes som »midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen« som omhandlet i luxembourgsk ret, i det omfang de opfylder kriterierne i den ændrede lov af 30. juli 1999. Storhertugdømmet Luxembourg har gjort gældende, at en arbejdstager for at opnå en sådan betegnelse nødvendigvis skal udøve sin aktivitet inden for forlystelsessektoren i intervaller. Selve udtrykket »midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen« indebærer, at perioderne med arbejde afbrydes af perioder med inaktivitet. Denne medlemsstat finder således, at midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen i praksis deltager i enkeltstående projekter, der er afgrænset i tid, såsom optagelsen af et filmværk eller opførelsen af et teaterstykke.

30

Denne vurdering underbygges af den omstændighed, at den støtte, der i henhold til den nævnte lovs artikel 7 tildeles midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen i tilfælde af ufrivillig inaktivitet, beregnes på grundlag af en dagsbasis, der afhænger af antallet af dage med inaktivitet mellem to projekter, samt af den omstændighed, at dokumentationen for at være midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen, som fastsat i den nævnte lovs artikel 8, har til formål at angive de aktiviteter, som arbejdstageren udfører på dagsbasis. På det grundlag giver en læsning af samme lovs artikel 4, hvorefter en fastansat arbejdstager i forlystelsessektoren ligeledes kan betegnes som »midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen«, ingen mening.

31

Desuden opregner artikel 2 i storhertugdømmeregulativet af 11. juli 1989 om anvendelse af artikel L. 122-1, L. 122-4, L. 121-5 og L. 125-8 i code du travail udtrykkeligt de erhvervssektorer, herunder de udøvende kunstneres, hvor der kan indgås tidsbegrænsede kontrakter for de ansættelser, hvor der efter fast praksis ikke anvendes tidsubegrænsede kontrakter på grund af den udøvede aktivitets art og beskæftigelsens midlertidige karakter.

32

Dernæst har Storhertugdømmet Luxembourg fremhævet, at artikel L. 122-5, stk. 3, i code du travail er inspireret af overvejelser af social karakter. Det følger nemlig af de forberedende arbejder til lov af 26. maj 2004, der ændrer lov af 30. juli 1999 om a) status som uafhængig erhvervsudøvende kunstner og midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen og b) fremme af kunstnerisk virksomhed, at denne bestemmelse i code du travail – eftersom indgåelsen af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter kan være vanskelig for midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen, og eftersom status som uafhængig »freelance«-arbejder, som et stort antal kunstnere og teknisk personale gør brug af, ofte medfører usikre og juridisk uklare situationer – er blevet indsat for at give denne særlige sektor mulighed for gentagne gange at indgå tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der yder den ansatte garantier og fordele, herunder på sygesikringsområdet, som den uafhængige »freelance«-arbejder ikke er berettiget til.

33

Endelig har Storhertugdømmet Luxembourg anerkendt, at der i luxembourgsk ret ikke findes en maksimal samlet varighed som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra b), af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen således som omhandlet i artikel 4 i den ændrede lov af 30. juli 1999, og heller ikke en begrænsning i antallet af fornyelser af disse kontrakter, jf. rammeaftalens § 5, stk. 1, litra c). Derimod er disse ansattes situation ifølge denne medlemsstat, der har henvist til dom Márquez Somohano (C-190/13, EU:C:2014:146, præmis 45), karakteriseret ved, at der foreligger »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), og i Domstolens praksis. Nærmere bestemt deltager de nævnte ansatte i enkeltstående projekter, der er begrænset i tid, og en vis fleksibilitet og sociale fordele følger af arbejdsgiverens mulighed for at forny de tidsbegrænsede kontrakter med de samme ansatte. Kommissionen har endvidere medgivet, at det forhold at arbejde på grundlag af enkeltstående projekter udgør en objektiv omstændighed, der kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. I denne henseende har Storhertugdømmet Luxembourg mindet om, at Domstolen i dom Kücük (C-586/10, EU:C:2012:39, præmis 56) har fastslået, at når en objektiv omstændighed følger af den særlige art af de opgaver, der skal udføres, og arbejdsgiveren er nødt til at gøre brug af tilbagevendende ansættelser ved tidsbegrænsede kontrakter, indebærer dette ikke, at der ikke foreligger en objektiv omstændighed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalens § 5, og heller ikke, at der foreligger misbrug i henhold til denne bestemmelse.

34

Kommissionen har gjort gældende, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til rammeaftalens § 5, idet der ikke i luxembourgsk ret eksisterer bestemmelser, der kan forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for så vidt angår midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen.

35

Det bemærkes, at rammeaftalens § 5, stk. 1, har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med denne rammeaftale, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (jf. dom Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

36

Som det fremgår af andet afsnit i præamblen og punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til rammeaftalen, udgør sikkerhed i ansættelsen nemlig et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

37

Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne derfor med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre foranstaltninger, der opregnes i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af disse på hinanden følgende kontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, de kan fornys (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

38

Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

39

Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

40

Som det fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1, og i overensstemmelse med tredje afsnit i rammeaftalens præambel og punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger hertil, er det i øvrigt i forbindelse med rammeaftalens gennemførelse, at medlemsstaterne, for så vidt som det er objektivt begrundet, kan tage hensyn til særlige behov inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (jf. i denne retning dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

41

I nærværende sag er det ubestridt, at den omhandlede nationale lovgivning gør det muligt at ansætte midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter uden at fastsætte nogen bestemmelse, der begrænser den maksimale samlede varighed af disse kontrakter eller antallet af gange, de kan fornys, i overensstemmelse med rammeaftalens § 5, stk. 1, litra b) og c). Nærmere bestemt gælder, som det fremgår af selve ordlyden af artikel L. 122-5, stk. 3, i code du travail, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen, således som disse er defineret i artikel 4 i den ændrede lov af 30. juli 1999, kan fornys mere end to gange, endog for en samlet varighed på over 24 måneder, uden at de anses for at være tidsubegrænsede kontrakter. Det er endvidere ubestridt, at denne lovgivning for så vidt angår midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen ikke indeholder lovbestemmelser svarende til dem, der fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1.

42

Under disse omstændigheder er det vigtigt, at fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med disse ansatte, er begrundet i en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

43

Som det fremgår af punkt 7 i de generelle betragtninger til rammeaftalen og af nærværende doms præmis 37, var de parter, der har underskrevet rammeaftalen, af den opfattelse, at anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter begrundet i objektive omstændigheder er en måde, hvorpå man kan forhindre misbrug (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

44

For så vidt angår begrebet »objektive omstændigheder« har Domstolen allerede fastslået, at dette skal forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

45

Derimod er en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i overensstemmelse med de krav, der fremgår af ovenstående præmis. En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor. En sådan bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (dom Mascolo m.fl., EU:C:2014:2401, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

46

I det foreliggende tilfælde bemærkes for så vidt angår Storhertugdømmet Luxembourgs argument om, at de midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen efter luxembourgsk ret reelt deltager i enkeltstående projekter, der er begrænset i tid, at denne medlemsstat, såfremt det antages, at sådanne projekter for arbejdsgiveren indebærer midlertidige behov for ansættelser, og at disse behov kan udgøre »objektive omstændigheder«, der kan begrunde en fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), ikke har forklaret, hvorledes den nationale lovgivning kræver, at de midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen efter luxembourgsk ret udøver deres aktivitet inden for rammerne af sådanne projekter. Det fremgår derimod som påpeget af Kommissionen af selve ordlyden af definitionen af begrebet »midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen«, der fremgår af artikel 4 i den ændrede lov af 30. juli 1999, at denne definition ikke vedrører spørgsmålet, om disse ansattes aktivitet er midlertidig eller ej.

47

Som Kommissionen har gjort gældende modsiges argumentet om, at en midlertidigt ansat i forlystelsesbranchen som omhandlet i luxembourgsk ret ansættes med henblik på udførelsen af projekter af midlertidig karakter, i øvrigt af selve ordlyden af artikel L. 122-1 i code du travail. Som det fremgår af denne doms præmis 7 og 24, fastsætter denne artikels stk. 1 nemlig en regel om, at tidsbegrænsede kontrakter undtagelsesvis kan indgås med henblik på udførelse af præcise og ikke-vedvarende opgaver. I den nævnte artikels stk. 2 nævnes flere eksempler på anvendelse af denne regel, herunder »beskæftigelser, for hvilke der i visse aktivitetssektorer efter fast praksis ikke anvendes tidsubegrænsede kontrakter på grund af arten af den udøvede aktivitet eller på grund af disse beskæftigelsers midlertidige karakter, idet listen over disse sektorer og beskæftigelser fastsættes ved et storhertugdømmeregulativ«. Derimod bestemmer samme artikels stk. 3, at tidsbegrænsede kontrakter for midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchens vedkommende ligeledes kan indgås »med forbehold for stk. (1) og (2) ovenfor«.

48

Det følger heraf, at de opgaver, som midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen udfører, ikke nødvendigvis skal opfylde de kriterier om præcision og ikke-vedvarenhed, der er anført i artikel L. 122-1 i code du travail, og at arten af den af disse arbejdstagere udførte aktivitet dermed ikke nødvendigvis har midlertidig karakter. Det må således konstateres, at den omhandlede luxembourgske lovgivning ikke forhindrer arbejdsgiverne i at indgå flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen med henblik på at opfylde permanente og vedvarende behov på personaleområdet.

49

Denne konklusion drages ikke i tvivl af det argument, der er anført i denne doms præmis 31, vedrørende bestemmelserne i storhertugdømmeregulativet af 11. juli 1989. Med dette argument har Storhertugdømmet Luxembourg nemlig begrænset sig til at gøre gældende, at dette regulativ gør det muligt at indgå tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i sektoren for udøvende kunstnere for at besætte stillinger, med hensyn til hvilke der efter fast praksis ikke anvendes tidsubegrænsede ansættelseskontrakter på grund af disse stillingers midlertidige karakter. Denne medlemsstat har imidlertid ikke forklaret, hvorledes dette regulativ berører det anvendelsesområde eller den fortolkning, der skal gives den undtagelse, der er fastsat i artikel L. 122-1, stk. 3, i code du travail, som, således som det fremgår af denne doms præmis 7, 47 og 48, tillader arbejdsgivere at ansætte midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen på grundlag af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter også med henblik på opgaver, der ikke har midlertidig karakter. De midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchens retlige stilling, der følger af bestemmelserne i den omhandlede nationale lovgivning som fremlagt for Domstolen, opfylder således ikke de krav til klarhed og præcision, der må stilles til nationale gennemførelsesforanstaltninger (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Spanien, C-151/12, EU:C:2013:690, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

50

Under disse omstændigheder gælder, at selv om det antages, at den omhandlede nationale lovgivning forfølger det formål, der er blevet påberåbt af Storhertugdømmet Luxembourg, nemlig at yde de midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen en vis fleksibilitet og sociale fordele ved at give disses arbejdsgivere mulighed for at ansætte disse arbejdstagere ved gentagen brug af tidsbegrænsede kontrakter, kan et sådant formål ikke medføre, at denne lovgivning bliver forenelig med rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), idet det ikke gør det muligt at godtgøre, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, som karakteriserer den omhandlede aktivitet, og som følgelig i denne særlige sammenhæng begrunder anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i overensstemmelse med den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 44.

51

Selv om en medlemsstat som anført i denne doms præmis 40 ganske vist har ret til i forbindelse med gennemførelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, at tage hensyn til behovene inden for en bestemt sektor, skal denne ret ikke forstås som en ret, der gør det muligt i forhold til denne sektor at undlade at overholde forpligtelsen til at fastsætte passende bestemmelser for at forhindre og, i givet fald, sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Det forhold, at en medlemsstat kan påberåbe sig et formål såsom den fleksibilitet, der følger af anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, med henblik på at fritage sig fra denne forpligtelse, er nemlig uforeneligt med et af de formål, der forfølges med rammeaftalen, som anført i denne doms præmis 35 og 36, nemlig sikkerheden i ansættelsen, der er et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, og ville ligeledes i betydeligt omfang kunne begrænse de personkategorier, der kan nyde godt af de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i rammeaftalens § 5.

52

Det må derfor konstateres, at det fremgår af de forhold, der er fremlagt for Domstolen i forbindelse med nærværende sag, at den omhandlede luxembourgske lovgivning i strid med den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 37, ikke indeholder bestemmelser, der kan forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, for så vidt angår de midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen. Følgelig må der gives medhold i det af Kommissionen anlagte søgsmål.

53

Under hensyn til de ovenstående betragtninger må det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til rammeaftalens § 5, idet det har opretholdt undtagelser til bestemmelserne med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der indgås med midlertidigt ansatte i forlystelsesbranchen.

54

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Storhertugdømmet Luxembourg har tabt sagen, bør det pålægges dette at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):