1.

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse er indgivet af Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien) i forbindelse med et søgsmål anlagt af Seattle Genetics Inc. (herefter »Seattle Genetics«) mod en afgørelse truffet af Österreichisches Patentamt (den østrigske patentmyndighed). Søgsmålets genstand var en berigtigelse af den dato, der i afgørelsen fastsættes for udløbet af et supplerende beskyttelsescertifikat, som er blevet udstedt til selskabet for et humanmedicinsk lægemiddel på grundlag af et patent, som selskabet er indehaver af.

2.

Anmodningen vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 469/2009 ( 2 ) og nærmere bestemt begrebet »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i nævnte artikel, hvorefter denne dato gør det muligt at fastsætte certifikatets gyldighedsperiode.

3.

Domstolen anmodes om først og fremmest at afgøre, om dette begreb skal defineres i henhold til medlemsstaternes lovgivning eller i henhold til EU-retten, og dernæst om det relevante kriterium i denne henseende, såfremt det er EU-retten, der er gældende, er datoen for udstedelsen af den første tilladelse til markedsføring eller datoen for meddelelsen af denne afgørelse til adressaten.

4.

Følgende fremgår af fjerde, ottende og niende betragtning til forordning nr. 469/2009:

[...]

5.

Artikel 3 i forordning nr. 469/2009 med overskriften »Betingelser for udstedelse af certifikat« bestemmer, at »[d]er udstedes et certifikat, når følgende betingelser er opfyldt på ansøgningstidspunktet i den medlemsstat, hvor den i artikel 7 nævnte ansøgning indleveres:

6.

Følgende fremgår af nævnte forordnings artikel 7, stk. 1: »Ansøgningen om certifikat skal indgives inden for en frist på seks måneder fra meddelelsen af den i artikel 3, litra b), nævnte tilladelse til markedsføring af produktet som lægemiddel.«

7.

Artikel 11, stk. 1, litra d) og e), i forordning nr. 469/2009 bestemmer, at meddelelse om udstedelsen af certifikatet offentliggøres af den kompetente myndighed, og at meddelelsen mindst skal indeholde følgende oplysninger og bl.a.:

8.

Samme forordnings artikel 13 med overskriften »Certifikatets gyldighedsperiode« bestemmer i stk. 1, at »[c]ertifikatet får retsvirkning ved udløbet af grundpatentets lovhjemlede gyldighedsperiode og har gyldighed i en periode svarende til det tidsrum, der er forløbet mellem datoen for indleveringen af ansøgningen om grundpatentet og datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet, minus fem år« ( 6 ). I stk. 2 tilføjes det, at »[u]anset stk. 1 kan certifikatets gyldighedsperiode ikke overstige fem år regnet fra det tidspunkt, det fik retsvirkning«.

9.

Det fremgår af sagsakterne, at Seattle Genetics, der er etableret i USA, er indehaver af et europæisk grundpatent ( 7 ), der blev ansøgt om den 31. juli 2003, og som blev udstedt den 20. juli 2011.

10.

Den 31. maj 2011 anmodede Takeda Global Research and Development Centre (Europe) Ltd (herefter »Takeda Global«), der er et selskab med hjemsted i Det Forenede Kongerige i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 726/2004 om en tilladelse til markedsføring for et nyt aktivt stof med den internationale fællesbetegnelse »Brentuximab vedotin« og handelsnavnet »Adcetris«, som var blevet udviklet på grundlag af nævnte patent.

11.

Europa-Kommissionen udstedte en tilladelse til markedsføring for lægemidlet Adcetris ( 8 ) ved afgørelse af 25. oktober 2012, som i artikel 4 præciserer, at »[m]arkedsføringstilladelsen er gyldig i et år regnet fra datoen for meddelelsen af denne afgørelse« ( 9 ). Den tilladelse til markedsføring, der således blev udstedt, blev meddelt Takeda Global den 30. oktober 2012 og offentliggjort i Den Europæiske Unions officielle Tidende (herefter »EUT«) af 30. november 2012 ( 10 ) i medfør af artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 726/2004.

12.

Seattle Genetics ansøgte den 2. november 2012 den østrigske patentmyndighed om udstedelse af et supplerende beskyttelsescertifikat på grundlag af grundpatentet ( 11 ). Den østrigske patentmyndighed imødekom ansøgningen og meddelte, at det supplerende beskyttelsescertifikat ville gælde fra udløbet af grundpatentets gyldighedsperiode og frem til den 25. oktober 2027 ( 12 ), og fastslog således, at »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 skulle være datoen for afgørelsen om tilladelse til markedsføring vedtaget af Kommissionen den 25. oktober 2012.

13.

I oktober 2013 overdrog Takeda Global den pågældende tilladelse til markedsføring til Takeda Pharma A/S, der har fået licens af Seattle Genetics.

14.

Den 22. april 2014 anlagde Seattle Genetics et søgsmål ved Oberlandesgericht Wien mod Patentamts afgørelse med påstand om, at datoen for det supplerende beskyttelsescertifikats udløb berigtiges, således at det først udløber den 30. oktober 2027, altså fem dage senere end anført i nævnte afgørelse. Til støtte for denne påstand gjorde Seattle Genetics gældende, at »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring« i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 i realiteten skulle opfattes som datoen for meddelelsen af tilladelsen for Adcetris over for adressaten, dvs. den 30. oktober 2012.

15.

Kommissionen forlængede den 22. august 2014 den pågældende tilladelse til markedsføring med en afgørelse, som i artikel 3 bestemmer, at »[d]en nye tilladelse er gyldig et år regnet fra den 30. oktober 2014« ( 13 ).

16.

Under disse omstændigheder, og henset til den tilsyneladende forskelligartede praksis, som forfølges i andre medlemsstater med hensyn til fastsættelse af varigheden af et supplerende beskyttelsescertifikat i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 ( 14 ), besluttede Oberlandesgericht Wien med kendelse af 2. oktober 2014, indgået til Domstolen den 15. oktober 2014, at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

17.

Seattle Genetics, den græske, den italienske, den lettiske og den litauiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ikke blevet afholdt mundtlige forhandlinger.

18.

Jeg skal indledningsvis fremhæve, at den ordning med supplerende beskyttelsescertifikater, der er indført på fællesskabsplan, har til formål at afhjælpe manglerne ved de nationale patentordninger med hensyn til beskyttelse af lægemiddelforskningen og at undgå en uensartet udvikling af de nationale lovgivninger, der vil kunne hindre den frie bevægelighed for lægemidler mellem medlemsstaterne og dermed påvirke det indre markeds funktion ( 15 ).

19.

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål i det væsentlige oplyst, om »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 skal defineres på grundlag af EU-retten eller på grundlag af medlemsstaternes lovgivning, særlig lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende markedsføringstilladelse har ligget til grund for opnåelsen af et supplerende beskyttelsescertifikat.

20.

Som begrundelse for sin anmodning om en præjudiciel afgørelse har Oberlandesgericht Wien gjort gældende, at det ikke fremgår klart af artikel 13, om beregningen af eneretsperioden i tilknytning til det supplerende beskyttelsescertifikat henviser supplerende til den pågældende medlemsstats procesret ( 16 ), eller om denne bestemmelse i sig selv udtømmende regulerer, hvorledes denne periode skal fastsættes. Den forelæggende ret har tilføjet, at der findes divergerende holdninger i den tysksprogede juridiske litteratur med hensyn til, hvilken dato der er afgørende i denne forbindelse, og at det ser ud til, at medlemsstaternes lovgivninger indeholder forskellige løsninger ( 17 ).

21.

Som alle de parter, der har indgivet indlæg til Domstolen, bortset fra den italienske regering, er jeg af den opfattelse, at begrebet »dato for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 udelukkende skal defineres på grundlag af EU-retten. Denne fremgangsmåde er baseret for det første på de generelle principper for fortolkning af EU-retten og for det andet på den retlige karakter og det formål, der er kendetegnende for denne forordning, og for det tredje på den afgrænsning af dette begreb, der delvist fremgår af Domstolens retspraksis, og endelig på praktiske hensyn.

22.

Det fremgår således af fast retspraksis, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, således som det er tilfældet med nævnte artikel 13, stk. 1, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, der skal søges under hensyn til den generelle sammenhæng, hvori bestemmelsen anvendes, og de mål, der forfølges med den pågældende lovgivning. Følgelig er retningslinjerne for fastsættelse af den pågældende dato i henhold til national ret uden betydning for Domstolens fortolkning af nævnte artikel ( 18 ). Jeg skal i denne forbindelse præcisere, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, for så vidt som den vedrører varigheden af det supplerende beskyttelsescertifikat som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 469/2009, rejser spørgsmål, der efter min opfattelse er af materiel karakter og ikke af formel karakter ( 19 ). I modsætning til, hvad den italienske regering har gjort gældende, er jeg således af den opfattelse, at den rejste problematik ikke henhører under medlemsstaternes procesautonomi ( 20 ).

23.

Det fremgår endvidere, at lovgiver ved at vælge et retligt instrument som en forordning til indførelse af en standardordning for supplerende beskyttelsescertifikater på EU-plan har givet udtryk for et ønske om, at de regler, der vedtages på området, skal være fælles, således at hindringerne for lægemidlers frie bevægelighed fjernes, og konkurrenceforvridning på det indre marked undgås ( 21 ), og om, at alle medlemsstaterne anvender disse bestemmelser, hvorved patentbeskyttelsesperioden udvides, samtidigt ( 22 ). Dette ønske om »en ensartet løsning« og dermed en enkelt model for et gyldigt supplerende beskyttelsescertifikat i alle medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til betingelserne for udstedelse af certifikatet og dets varighed, kom til udtryk i præamblen til forordning nr. 1768/92 og blev gentaget endnu klarere i præamblen til forordning nr. 469/2009, hvorved denne forordning blev kodificeret ( 23 ).

24.

Hvad angår nærmere bestemt begrebet »den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 har Domstolen allerede fastslået, at det skal fortolkes ensartet, uanset i hvilken af bestemmelserne i forordningen begrebet forekommer ( 24 ). Domstolen har ligeledes fastslået, at den ordning, der blev indført med forordning nr. 1768/92 med henvisning til den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet, skal hindre, at der udstedes certifikater med forskellige gyldighedsperioder fra medlemsstat til medlemsstat ( 25 ). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en tilladelse til markedsføring udstedt af Kommissionen i henhold til forordning nr. 726/2004 »gælder i hele Fællesskabet« ( 26 ).

25.

Hvis det derimod blev antaget, at datoen for ikrafttrædelsen af tilladelsen til markedsføring og dermed datoen for det supplerende beskyttelsescertifikats udløb, der følger af det første kriterium, skal fastsættes i henhold til national ret, ville såvel målene med som indholdet af forordning nr. 469/2009 og endog dets effektive virkning blive bragt i fare, eftersom dette ville resultere i, at varigheden af de supplerende beskyttelsescertifikater ville variere fra medlemsstat til medlemsstat. Kommissionen har med rette fremhævet, at forskelle i det supplerende beskyttelsescertifikats udløbsdatoer i praksis ville kunne medføre, at der opstod en uønsket parallelhandel mellem de medlemsstater, i hvilke certifikaterne allerede er udløbet, og de medlemsstater, i hvilke de endnu er gyldige. Bortset fra, at en differentiering af beskyttelsen inden for EU for ét og samme lægemiddel ville medføre en markedsopdeling, mens EU-lovgiver netop har ønsket at undgå en sådan opdeling ( 27 ), er jeg af den opfattelse, at en kvalifikation med variabel geometri desuden ville medføre en skadelig retsusikkerhed for de berørte økonomiske aktører.

26.

Jeg foreslår således, at det første spørgsmål besvares således, at der skal anlægges en ensartet og selvstændig fortolkning af begrebet »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 på grundlag af EU-retten, og at det således ikke kan afhænge af den relevante lovgivning i medlemsstaterne, navnlig i den medlemsstat, hvor denne tilladelse til markedsføring har fået virkning.

27.

Med det andet spørgsmål har den forelæggende ret i det væsentlige anmodet Domstolen om at fastslå, om den »dato for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet«, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af varigheden af det supplerende beskyttelsescertifikat, der indgår i denne bestemmelse, såfremt artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 skal fortolkes på grundlag af EU-retten, skal være den dato, hvor tilladelsen til markedsføring blev givet, eller den dato, hvor afgørelsen herom blev meddelt adressaten.

28.

Oberlandesgericht Wien har nævnt nogle af Domstolens domme ( 28 ) og mener, at det af disse kan udledes, at det ikke er datoen for meddelelsen af tilladelsen til markedsføring, der er afgørende i denne forbindelse, men datoen for udstedelse af selve tilladelsen, hvilket ifølge Oberlandesgericht Wien går i retning af en ensartet fortolkning. Mens den græske, den lettiske og den litauiske regering deler Oberlandesgericht Wiens holdning, er Seattle Genetics og Kommissionen og subsidiært den italienske regering ( 29 ) derimod af den opfattelse, at det er datoen for meddelelsen af afgørelsen om tilladelse, der bør være gældende.

29.

Jeg finder den sidstnævnte tese overbevisende. Den underbygges af de fortolkningsbidrag, der kan udledes på grundlag af en analyse af EU’s primærret, der definerer det tidspunkt, fra hvilket en afgørelse vedtaget af Kommissionen får retsvirkninger ( 30 ). Selv om EU-lovgiver efter min opfattelse kan fravige disse bestemmelser i forbindelse med individuelle afgørelser, der træffes til gennemførelse af en retsakt ( 31 ), er det dog min opfattelse, at artikel 13, stk.1, i forordning nr. 469/2009 ikke på grundlag af sædvanlige fortolkningskriterier ( 32 ) kan anses for at have et indhold, der peger i den retning. Jeg vil behandle de fortolkningsbidrag, der kan udledes på grundlag af EU’s primærret, først.

30.

Selve ordlyden af den bestemmelse, der ønskes fortolket, gør det efter min opfattelse ikke muligt umiddelbart at give en besvarelse af spørgsmålet. Udtrykket »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet«, som varierer i de forskellige sprogudgaver af forordning nr. 469/2009 ( 33 ), er ikke i sig selv tilstrækkelig utvetydigt med hensyn til, om denne dato henviser til datoen for Kommissionens afgørelse om tildeling af en tilladelse til markedsføring, som den græske, den lettiske og den litauiske regering har hævdet ( 34 ).

31.

Denne løsning ser ved første øjekast ganske vist ud til at have den fordel, at den er enkel, eftersom denne dato optræder på forsatsbladet til afgørelsen. Som Kommissionen imidlertid har fremhævet, er denne fordel dog kun minimal, fordi den dato, hvor afgørelsen meddeles adressaten inden for rammerne af den centraliserede procedure for tilladelser til markedsføring er lige så let at finde, eftersom datoen for meddelelsen, således som det faktisk var tilfældet i den foreliggende sag ( 35 ), også altid bliver offentliggjort i EUT ( 36 ). Spørgsmålet om valget mellem disse to datoer står således stadig åbent.

32.

Med hensyn til den almindelige opbygning af artikel 13, stk.1, i forordning nr. 469/2009 kan det bemærkes, at andre bestemmelser i forordningen ligeledes henviser til »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« eller til »datoen for den første tilladelse til markedsføring« ( 37 ) dog uden at udtrykke sig klarere med hensyn til definitionen af disse datoer. Visse af forordningens bestemmelser er dog lidt mere præcise, idet de angiver, at der skal tages hensyn til den dato, på hvilken tilladelsen til markedsføring eller den første tilladelse til markedsføring er blevet »meddelt« ( 38 ).

33.

Den lettiske og den litauiske regering har i denne henseende gjort nogle af Domstolens domme gældende, hvoraf det efter deres opfattelse fremgår, at datoen for »meddelelse« af den første tilladelse til markedsføring i forordning nr. 469/2009 skal opfattes som den dato, på hvilken afgørelsen om at give denne tilladelse træffes. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at disse domme ikke indeholder nogen afgørende kriterier for besvarelsen af det spørgsmål, der er stillet i den foreliggende sag. I dom Merck Sharp & Dohme henviste Domstolen ganske vist til datoen for »opnåelsen af den første markedsføringstilladelse« ved fortolkningen af artikel 13 i forordning nr. 1768/92 ( 39 ), og i dom Kirin Amgen fastslog Domstolen, at »meddelelsen af en markedsføringstilladelse finder sted på det tidspunkt, hvor den tildeles« i forbindelse med fortolkningen af samme forordnings bestemmelser ( 40 ), men det står ikke desto mindre fast, at begrebet »meddelelse«, eftersom der ikke findes nogen mere præcise angivelser i retspraksis, efter min opfattelse i lige så høj grad eller endog i endnu højere grad kan henvise til den dato, på hvilken den tildelte markedsføringstilladelse er kommet til adressatens kendskab og således har kunnet få konkrete virkninger.

34.

Med hensyn til de mål, der forfølges med den pågældende bestemmelse, står det fast, at det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler, der blev indført med forordning nr. 1768/92 og dernæst kodificeret med forordning nr. 469/2009, forlænger den eneretsperiode, som en opfinder har i henhold til grundpatentet ( 41 ), ved at forlænge virkningerne af dette ud over dets lovhjemlede gyldighedsperiode ( 42 ). Denne bestemmelse har til formål at afhjælpe den ulempe, der skyldes, at der sandsynligvis vil gå lang tid fra indgivelsen af en patentansøgning, der oftest sker, når de kliniske forsøg er gennemført, indtil tilladelsen til at markedsføre det pågældende lægemiddel foreligger ( 43 ). En sådan frist, der reducerer varigheden af den eneret, der sikres med patentet, tilsvarende, kan bringe afskrivningen af de nogle gange høje investeringer, der er nødvendige inden for lægemiddelforskningen, i fare, selv om denne bidrager til en fortsat forbedring af folkesundheden ( 44 ).

35.

Domstolen har således gentagne gange fremhævet, at det supplerende beskyttelsescertifikat »tilsigter at genindføre en periode, hvorunder beskyttelsen af grundpatentet er tilstrækkelig og effektiv, idet indehaveren heraf indrømmes en supplerende beskyttelsesperiode efter grundpatentets udløb, hvilket har til formål i hvert fald delvist at kompensere for forsinkelsen af den erhvervsmæssige udnyttelse af dennes opfindelse på grund af den tid, der hengår mellem tidspunktet for indgivelsen af patentansøgningen og tidspunktet for udstedelsen af den første markedsføringstilladelse i Unionen« ( 45 ).

36.

Domstolen har ligeledes understreget, at det supplerende beskyttelsescertifikat tilsigter at »udbedre den omstændighed, at den effektive patentbeskyttelsesperiode er for kort til, at forskningsinvesteringerne kan afskrives« ( 46 ). Dette ønske om at give indehaveren af et patent vedrørende et lægemiddel mulighed for at tjene forskningsinvesteringerne hjem igen, idet forskningen anses for at være »livsvigtig både for lægemiddelindustrien selv og for samfundet som helhed«, har tydeligvis ligget til grund for EU-lovgivers indsats på området ( 47 ).

37.

Desuden er der gentagne gange både i retsakterne ( 48 ) og i retspraksis ( 49 ), blevet lagt vægt på – via det supplerende beskyttelsescertifikat, der er omhandlet i EU-retten – at sikre en effektiv patentbeskyttelse, særlig med hensyn til varigheden af denne beskyttelse.

38.

Retten til at udnytte et nyt lægemiddel ved at markedsføre det og dermed muligheden for at påbegynde afskrivningen af de investeringer, der er knyttet til dets opfindelse, træder imidlertid først i kraft på det tidspunkt, hvor indehaveren af denne ret har fået kendskab til den omstændighed, at denne har fået tilladelse til at markedsføre lægemidlet. Derfor skal »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 efter min opfattelse anses for at være den dato, på hvilken denne afgørelse meddeles adressaten og således får virkning.

39.

Hvis Domstolen i modsætning hertil skulle anse datoen for opnåelse af tilladelsen til markedsføring for at være gældende, vil en sådan fortolkning nedbringe gyldighedsperioden for de supplerende beskyttelsescertifikater på en måde, der ikke er i overensstemmelse med nævnte forordnings grundlæggende mål. Som Kommissionen har understreget, kan det ikke tillades, at den supplerende beskyttelsesperiode, som lovgiver har indrømmet med henblik på netop at forlænge muligheden for at markedsføre det pågældende lægemiddel, forkortes som følge af proceduremæssige foranstaltninger, der finder sted i tidsrummet mellem vedtagelsen af afgørelsen om tilladelse til markedsføring og meddelelsen af denne, og hvis varighed en ansøger om et supplerende beskyttelsescertifikat ikke har nogen kontrol over.

40.

Den fortolkning af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009, som jeg foreslår, og hvorefter den afgørende dato er datoen for meddelelsen af afgørelsen om tilladelse til markedsføring, underbygges af mere generelle betragtninger end ovenstående betragtninger vedrørende dette instrument.

41.

Det skal for det første bemærkes, at tilladelsen til markedsføring af det humanmedicinske lægemiddel, der er tale om i tvisten i hovedsagen, er blevet tildelt med en afgørelse fra Kommissionen, truffet i henhold til den centraliserede procedure, der er omhandlet i forordning nr. 726/2004, i modsætning til de tilladelser til markedsføring på nationalt plan, der kan udstedes af medlemsstaternes kompetente myndigheder på grundlag af direktiv 2001/83.

42.

En afgørelse af denne art indgår i den kategori af retsakter vedtaget af EU-institutionerne, der er omhandlet i artikel 288, stk. 4, TEUF ( 50 ). Som Seattle Genetics har gjort gældende, skal der således tages hensyn til artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF, hvoraf det fremgår, at afgørelser, der angiver, hvem de er rettet til, meddeles dem, de er rettet til, og får virkning ved denne meddelelse. Denne bestemmelse stadfæster et almindeligt retsprincip, hvorefter alle individuelle retsakter, særlig af administrativ art, skal meddeles adressaten, således at de rettigheder og forpligtelser, der følger af disse retsakter, ikke kan gøres gældende, så længe retsakten ikke er blevet bragt til deres kendskab ( 51 ).

43.

Eftersom en fravigelse fra dette princip ville medføre en forkortelse af det supplerende beskyttelsescertifikats gyldighedsperiode og dermed ville være til skade for indehaveren, har Kommissionen afslutningsvis i sine indlæg gjort gældende, at det bør være datoen for meddelelsen af tilladelsen til markedsføring, der lægges til grund.

44.

Den her foreslåede fremgangsmåde er i overensstemmelse med Kommissionens praksis ikke blot i den foreliggende sag ( 52 ), men systematisk i forbindelse med supplerende beskyttelsescertifikater, der udstedes for lægemidler, der har givet anledning til en EF-markedsføringstilladelse, således som det fremgår af forskellige offentliggjorte holdninger ( 53 ). Det Europæiske Lægemiddelagentur anvender ligeledes datoen for meddelelsen af tilladelsen til markedsføring som et relevant kriterium for beregning af beskyttelsesperioden omfattet af de EU-retlige bestemmelser om markedsføring af lægemidler ( 54 ).

45.

Jeg foreslår således, at det andet spørgsmål besvares således, at »datoen for meddelelsen af den første tilladelse til markedsføring i Fællesskabet« i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 ikke er datoen for vedtagelse af afgørelsen om tilladelse til markedsføring, men datoen for meddelelsen af denne afgørelse til adressaten.

46.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Oberlandesgericht Wien således: