Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I – Indledning

1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse fra cour administrative d’appel de Lyon (forvaltningsappelretten i Lyon) (Frankrig) vedrører princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere. I betragtning af det tidspunkt, der omhandlet i hovedsagen, må det antages, at der ønskes en fortolkning af artikel 141 EF og ikke af artikel 157 TEUF, som den forelæggende ret har nævnt, men som først fandt anvendelse fra den 1. december 2009. De to bestemmelser er i øvrigt formuleret næsten ens.

2. Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en sag, som ægteparret Leone har anlagt mod den franske stat med påstand om erstatning for en påstået tilsidesættelse af EU-retten. Sagen vedrører et afslag fra Caisse nationale de retraites des agents des collectivités locales (den nationale pensionskasse for ansatte ved lokale myndigheder, herefter »CNRACL«) på at anvende bestemmelserne i fransk ret om indrømmelse af pensionsfordele på Maurice Leone, selv om han ikke har afbrudt karrieren for at opdrage sine børn. Ægteparret har bl.a. gjort gældende, at Maurice Leone har været udsat for indirekte forskelsbehandling, fordi betingelserne for indrømmelse af disse fordele efter deres opfattelse er mere gunstige for kvindelige tjenestemænd, selv om de tilsyneladende er neutrale.

3. De to fordele, der er omhandlet i den præjudicielle forelæggelse, dvs. muligheden for at opnå øjeblikkelig førtidspension – der er genstand for det første spørgsmål – og retten til godskrivning af anciennitet i forbindelse med pension – der er genstand for det andet spørgsmål – er underlagt tilsvarende betingelser. Det er i begge tilfælde et krav, at den pensionsberettigede har afbrudt sin erhvervsaktivitet i en sammenhængende periode på mindst to måneder som led i en af de orlovsformer, der er opregnet i de omhandlede nationale bestemmelser, med henblik på pasning af børn. Den overordnede problematik er, om disse bestemmelser, der finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af køn, alligevel er indirekte diskriminerende for mandlige arbejdstagere, for så vidt som de indeholder en betingelse om, at de skal have været væk fra arbejdet i en periode, der svarer til den obligatoriske barselsorlov.

4. Domstolen har behandlet en lignende problematik for nylig. En godskrivningsregel svarende til den i det andet spørgsmål omhandlede gav således anledning til en præjudiciel forelæggelse i Amédée-sagen, hvor jeg fremsatte forslaget til afgørelse (2), inden sagen blev slettet (3) . De synspunkter og argumenter, jeg har fremført i denne sag, er med de nødvendige tilpasninger også relevante for efterprøvelsen af den foreliggende sag. Jeg mener derfor, at det er hensigtsmæssigt at behandle dette spørgsmål først og at opfordre læseren til at sætte sig ind i det andet forslag til afgørelse på forhånd.

5. Det tredje spørgsmål stilles kun subsidiært i tilfælde af, at der foreligger indirekte forskelsbehandling som omhandlet i de to foregående spørgsmål. Domstolen anmodes nærmere bestemt om at oplyse, om de diskriminerende forhold kan være begrundet i henhold til artikel 141, stk. 4, EF (4), fordi der er tale om foranstaltninger, som skal opveje de ulemper, kvinder udsættes for i deres erhvervsmæssige karriere.

II – Nationale retsforskrifter

A – De relevante bestemmelser om førtidspension

6. Det følger af code des pensions civiles et militaires de retraite (lov om pension til civile og militære tjenestemænd, herefter »pensionsloven«), at civile tjenestemænd kan opnå pension øjeblikkeligt, selv om de ikke har nået den lovbestemte pensionsalder, forudsat at de opfylder visse betingelser.

7. Pensionslovens artikel L. 24, som affattet ved artikel 136 i loi n° 2004-1485 du 30 décembre 2004 (5) (lov nr. 2004-1485 af 30.12.2004, herefter »lov nr. 2004-1485«) bestemmer:

»I – Pensionen udbetales: […]

3) når tjenestemanden er forælder til tre børn, der er levende eller afgået ved døden som følge af krigshandlinger, eller forælder til et levende barn, der er mere end et år, og som har en invaliditetsgrad på 80% eller derover, såfremt tjenestemanden har afbrudt sin erhvervsaktivitet på grund af hvert enkelt barn under de betingelser, som Conseil d’État fastsætter ved dekret.

Ved den afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der er nævnt i første afsnit, forstås perioder, hvor der ikke er indbetalt obligatoriske bidrag til en grundlæggende pensionsordning, under de betingelser, som Conseil d’État fastsætter ved dekret.

Ved de børn, der er nævnt i første afsnit, forstås de børn, som er opregnet i punkt II i artikel L. 18, og som tjenestemanden har opdraget under de betingelser, der er fastsat i denne artikels punkt III […]«

8. Artikel 18 L. 18, punkt II, i den nævne lov, som ændret ved loi n° 91-715 du 26 juillet 1991 (lov nr. 91-715 af 26) (6), definerer, hvilke kategorier af børn der giver ret til et sådant tillæg, heriblandt navnlig »[d]en pensionsberettigedes børn født i ægteskab, børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, og adoptivbørn«. I punkt II tilføjes det bl.a., at »[m]ed undtagelse af børn, der er afgået ved døden som følge af krigshandlinger, skal børnenes opdragelse være blevet varetaget i mindst ni år inden deres 16. år, eller inden de ophører med at være mindreårige, som omhandlet i artikel L. 512-3 og R. 512-2 – R.-512-3 i code de la sécurité sociale [lov om social sikring]«.

9. Pensionslovens artikel R. 37, som affattet ved décret n° 2005-449 du 10 mai 2005 (dekret nr. 2005-449 af 10.5.2005, herefter »dekret nr. 2005-449«) (7), bestemmer, at:

»I – Den afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der er fastsat i artikel 24, punkt I, nr. 3), første afsnit, skal have været på en sammenhængende periode på mindst to måneder og have fundet sted på et tidspunkt, hvor tjenestemanden var tilknyttet en obligatorisk pensionsordning. […]

Afbrydelsen af erhvervsaktiviteten skal have fundet sted i perioden fra den første dag i den fjerde uge før fødslen eller adoptionen til den sidste dag i den sekstende uge efter fødslen eller adoptionen.

[…] [ (8) ]

II – Ved beregningen af den periode, hvor erhvervsaktiviteten har været afbrudt, tages hensyn til perioder, hvor gennemførelsen af ansættelseskontrakten har været udsat, eller hvor den faktiske tjeneste har været afbrudt i forbindelse med:

a) barselsorlov […]

b) fædreorlov […]

c) adoptionsorlov […],

d) forældreorlov […]

e) børnepasningsorlov […]

f) orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år

[…]

III – De perioder, der er nævnt i artikel L. 24, punkt I, nr. 3), andet afsnit, er perioder, hvor tjenestemanden ikke har ydet bidrag, og hvor den pågældende ikke har udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse.«

B – De relevante bestemmelser om godskrivning af anciennitet

10. Artikel 15 i décret n° 2003-1306 du 26 décembre 2003, relatif au régime de retraite des fonctionnaires affiliés à la Caisse nationale de retraites des agents des collectivités locales (dekret nr. 2003-1306 af 26.12.2003 om pensionsordningen for tjenestemænd, der er tilknyttet CNRACL, herefter »dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder«) (9) har følgende ordlyd:

»I – Ud over den faktiske tjeneste foretages under betingelser, der fastsættes for civile statstjenestemænd, følgende godskrivninger: […]

2) en godskrivning af fire kvartaler, der tildeles tjenestemænd for hvert af deres børn født i ægteskab og for hvert af deres børn født uden for ægteskab før den 1. januar 2004, for hvert af deres børn, der er blevet adopteret før den 1. januar 2004, og, under forbehold af, at børnenes opdragelse er blevet varetaget i mindst ni år inden deres 21. år, for hvert af de andre børn, der er opregnet i artikel L. 24, punkt II, og som de har påtaget sig ansvaret for inden den 1. januar 2004, såfremt de har afbrudt deres erhvervsaktivitet.

Erhvervsaktiviteten skal afbrydes i en sammenhængende periode på mindst to måneder i forbindelse med barselsorlov, adoptionsorlov, forældreorlov eller børnepasningsorlov […] eller i forbindelse med orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år […]

Bestemmelserne i dette nr. 2) finder anvendelse på pensioner, der udbetales fra og med den 28. maj 2003

3) godskrivningen i henhold til nr. 2 tildeles kvindelige tjenestemænd, der har født i løbet af deres studieår inden den 1. april 2004 og inden deres ansættelse i det offentlige, når ansættelsen er sket senest to år efter, at de har opnået det nødvendige eksamensbevis, som kræves for at deltage i udvælgelsesprøven for tjenestemænd, uden at en afbrydelse af erhvervsaktiviteten kan gøres gældende over for hende […]«

III – Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

11. Maurice Leone havde siden 1984 arbejdet som sygeplejerske på civile sygehuse i Lyon, hvor han var ansat som tjenestemand i det offentlige sygehusvæsen.

12. Den 4. april 2005 ansøgte han om øjeblikkelig førtidspension i henhold til pensionslovens artikel L. 24 med henvisning til, at han var far til tre børn, der var født henholdsvis den 8. oktober 1990, den 31. august 1993 og den 27. november 1996.

13. CNRACL afslog hans ansøgning ved afgørelse af 18. april 2005 med den begrundelse, at Maurice Leone ikke havde afbrudt sin erhvervsaktivitet for hvert af sine børn i overensstemmelse med pensionslovens artikel L. 24, punkt I, nr. 3). Maurice Leone indbragte denne afgørelse for tribunal administratif de Lyon (forvaltningsretten i Lyon), der afviste sagen ved kendelse af 18. maj 2006.

14. Ved stævning registreret den 31. december 2008 anlagde Maurice Leone og hans hustru (10) retssag med principal påstand om erstatning for det tab (11), de har lidt, fordi anvendelsen af den nye affattelse af bestemmelserne i pensionslovens artikel L. 24 og R. 37 vedrørende førtidspension og bestemmelserne i artikel L. 12 og R. 13 i samme lov vedrørende godskrivning af anciennitet indebærer indirekte forskelsbehandling af Maurice Leone (12) .

15. Ægteparret Leone gjorde gældende, at betingelserne for indrømmelse af de fordele i forbindelse med opdragelse af børn, der er fastsat i disse bestemmelser, er i strid med ligelønsprincippet i artikel 141 EF. De anførte i det væsentlige, at kvindelige arbejdstagere uden videre opfylder betingelsen i disse bestemmelser om, at erhvervsaktiviteten skal afbrydes, fordi deres barselsorlov er automatisk og obligatorisk, hvorimod de fleste mandlige tjenestemænd i praksis går glip af de fordele, der følger af disse bestemmelser, fordi der ikke findes en regel, der giver dem adgang til at holde orlov med løn svarende til barselsorloven.

16. Den 17. juli 2012 blev ægteparret Leones påstand forkastet af tribunal administratif de Lyon, hvorefter de appellerede denne dom til cour administrative d’appel de Lyon.

17. Cour administrative d’appel de Lyon har ved afgørelse af 3. april 2013, indleveret den 9. april 2013, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal [pensionslovens] artikel L. 24, sammenholdt med artikel R. 37 […], således som dette følger af anvendelsen af [lov] nr. 2004-1485 […] og dekret nr. 2005-449 […], anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 157 [TEUF]?

2) Skal artikel 15 i [dekretet om tjenestemænd ved loka le myndigheder] anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling mellem mænd og kvinder som omhandlet i artikel 157 [TEUF]?

3) Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er en sådan forskelsbehandling da berettiget i henhold til artikel 157, stk. 4, [TEUF]?«

18. Ægteparret Leone, CNRACL (13), den franske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der har ikke været afholdt retsmøde i sagen.

IV – Bedømmelse

A – Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse

19. Den franske regering har rejst formalitetsindsigelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse og principalt nedlagt påstand om, at anmodningen afvises af denne grund. Den har gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har forklaret, hvorfor den er usikker på, om de omtvistede nationale bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten, eller hvilken sammenhæng der er mellem disse bestemmelsers indhold og artikel 157 TEUF, som den ønsker en fortolkning af (14) . Den har videre anført, at cour administrative d’appel de Lyon burde have oplyst, hvorfor den fandt det nødvendigt at stille spørgsmål til Domstolen, når Conseil d’État, der er den højeste forvaltningsretlige instans i Frankrig, flere gange har fastslået, at der ikke foreligger en sådan forskelsbehandling, uden at fremsætte nogen præjudiciel anmodning (15) . Uden disse forklaringer er det ikke muligt for de berørte parter at fremsætte bemærkninger på et kvalificeret grundlag (16) og for Domstolen at give et svar, der er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

20. Jeg er enig i, at forelæggelsesafgørelsens begrundelse er noget kryptisk. Cour administrative d’appel de Lyon har bl.a. ikke præciseret, om og i hvilket omfang den finder, at det er objektivt vanskeligere for mandlige tjenestemænd end for kvindelige tjenestemænd at opfylde betingelserne i de to omtvistede regelsæt, eventuelt ved hjælp af statistiske data.

21. Jeg mener dog alligevel, at afgørelsen indeholder tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger til at indkredse de vigtigste aspekter i sagen og til at sætte Domstolen i stand til at tage stilling til de forelagte spørgsmål i overensstemmelse med de krav, der følger af artikel 94 i Domstolens procesreglement og af dennes praksis (17) .

22. Den forelæggende ret har således angivet sagens genstand, beskrevet de relevante faktiske omstændigheder, gennemgået de nationale bestemmelser, der har betydning for den foreliggende sag, anført begrundelsen – som led i de anbringender, der er fremført af parterne i hovedsagen – for, at den har anmodet om en fortolkning af de pågældende EU-retlige bestemmelser, og i korte træk gjort rede for sammenhængen mellem disse bestemmelser og de nationale bestemmelser. Det kan endelig ikke nægtes, at svaret på de forelagte spørgsmål vil være relevant for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den forelæggende ret. Jeg mener som følge heraf, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

B – Indledende bemærkninger

23. Jeg vil med det samme præcisere, at de omhandlede nationale foranstaltninger falder ind under det materielle anvendelsesområde for artikel 141 EF. Denne bestemmelse omfatter således pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, som i henhold til Domstolens praksis er knyttet til en løn, der udbetales på grundlag af en beskæftigelse (18), hvilket er det afgørende kriterium (19) .

24. Det skal endelig påpeges, at EU-retten (20) er til hinder for indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der følger af en bestemmelse, et kriterium eller en praksis af national oprindelse, som i modsætning til direkte forskelsbehandling finder anvendelse uden forskel på kvinder og mænd, men i praksis stiller en af disse kategorier af personer særlig ufordelagtigt i forhold til den anden. En sådan forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere strider mod artikel 141 EF, medmindre parterne ikke befinder sig i sammenlignelige situationer, eller medmindre forskellen er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det forfulgte mål er hensigtsmæssige og afstemt efter dette (21) .

25. Der er efter min opfattelse en principiel forskel mellem den sidstnævnte begrundelse, der bl.a. gør det muligt for en arbejdsgiver at udøve indirekte forskelsbehandling, og den positive særbehandling, som det udtrykkeligt fremgår af EU-retten og navnlig af artikel 141, stk. 4, EF (22), at medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage.

C – Reglen om godskrivning af anciennitet som følge af opdragelse af børn

26. Det andet spørgsmål sigter nærmere bestemt mod at afgøre, om princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er nedfældet i artikel 141 EF, skal fortolkes således, at en bestemmelse som artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder indebærer en indirekte forskelsbehandling, der strider mod dette princip, på grund af de betingelser – herunder betingelsen om, at erhvervsaktiviteten skal afbrydes i en sammenhængende periode på mindst to måneder i forbindelse med en af de fem nævnte orlovstyper – der ifølge denne bestemmelse skal være opfyldt for at opnå ret til godskrivning af anciennitet svarende til fire kvartaler som følge af opdragelse af et eller flere børn.

27. Ægteparret Leone og Kommissionen mener, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende. De har til støtte for deres påstand om, at det følger af EU-retten, at en bestemmelse som denne ikke bør anvendes, gjort gældende, at der er tale om indirekte forskelsbehandling, når der ikke findes retsregler, som ved fødsel af et barn giver mandlige tjenestemænd mulighed for at holde orlov med løn i to måneder, svarende til den barselsorlov, der kan tilkomme kvindelige tjenestemænd. Den franske regering er af den modsatte opfattelse.

28. Jeg vil gerne understrege, at det, såfremt Domstolen tilslutter sig ægteparret Leones antagelse, der støttes af Kommissionen, i praksis vil betyde, at en tjenestemand får adgang til den godskrivning, der er fastsat ved den omtvistede bestemmelse, udelukkende fordi han er far, således som Maurice Leone har gjort gældende.

29. Jeg mener dog ikke, at denne tilgang er på linje med det standpunkt, Domstolen indtog i Griesmar-dommen. Det er ifølge Domstolens ræsonnement foreneligt med ligelønsprincippet, at tildelingen af et anciennitetstillæg knyttet til opdragelse af børn, svarende til det, der er tale om her, betinges af, at den pågældende tjenestemand har udvist et særligt engagement i forbindelse med opdragelsen af sine børn og ikke bare har været med til at undfange dem. Domstolen fastslog således, at der kun foreligger direkte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse indebærer, at tillægget er forbeholdt kvindelige arbejdstagere, der er mødre, og dermed udelukker alle mandlige arbejdstagere, heriblandt dem, der kan bevise, at de faktisk har indstillet deres erhvervsaktivitet for at varetage opdragelsen af deres børn og som følge heraf har befundet sig i en situation, der var til skade for deres karriere (23) .

30. I kølvandet på denne dom ændrede den franske lovgiver de omtvistede bestemmelser, dvs. bestemmelserne i pensionslovens artikel L. 12 (24), og en række andre bestemmelser, der begrænsede retten til godskrivning af anciennitet tilsvarende. Det var også årsagen til, at man på dette tidspunkt vedtog den her omtvistede artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder (25), der har næsten samme ordlyd. Der er en tydelig normativ sammenhæng mellem godskrivningsreglen i den således ændrede pensionslov og den regel, der er omhandlet i det andet præjudicielle spørgsmål (26), og denne sammenhæng blev forstærket i forbindelse med en reform, der fandt sted, efter at tvisten i hovedsagen var opstået (27) .

31. Ud over denne sammenhæng er der en tæt forbindelse mellem det anciennitetstillæg, der var fastsat i pensionslovens artikel L. 12 og R. 13 i den affattelse, der var genstand for Amédée-sagen, og den godskrivning, der er fastsat i det nævnte dekrets artikel 15, der er omhandlet i den foreliggende sag. Selv om de fordele, der er fastsat i disse to regelsæt, har forskellige virkninger, er betingelserne for at få adgang til dem ens, navnlig med hensyn til varigheden af den krævede afbrydelse af erhvervsaktiviteten og listen over de orlovsformer, der giver ret til den pågældende godskrivning.

32. I betragtning af at det kun er disse betingelser, der er omhandlet i den foreliggende sag, og henset til den lighed, der i den forbindelse er mellem artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder og de betingelser, der var tale om i Amédée-sagen, vil jeg derfor – med de nødvendige tilpasninger – henvise til den bedømmelse, jeg anlagde i mit forslag til afgørelse i denne sag, der er blevet slettet.

33. Det fremgår herved af Domstolens faste praksis (28), at det er en forudsætning for, at der foreligger indirekte forskelsbehandling i henhold til EU-retten, at de berørte grupper befinder sig i sammenlignelige situationer. Det er kun, hvis kvindelige arbejdstageres situation kan sammenlignes med mandlige arbejdstageres, at artikel 141 EF ifølge Domstolen er til hinder for en national foranstaltning, der ganske vist er affattet neutralt – hvilket er tilfældet med den her omhandlede bestemmelse – men faktisk forfordeler en betydeligt større procentdel af personer af det ene køn end personer af det andet køn, uden at den heraf følgende forskelsbehandling skyldes faktorer, som er objektivt begrundede (29) .

34. Som jeg også forklarede i Amédée-sagen (30), mener jeg dog stadig ikke, at situationen for kvindelige arbejdstagere, der har varetaget opdragelsen af deres børn i forbindelse med den obligatoriske barselsorlov, kan sidestilles med situationen for mandlige tjenestemænd, der ligesom Maurice Leone ikke har bevist, at de har varetaget denne opdragelse, hvad angår betingelserne for adgang til den ordning med anciennitetstillæg, der er indført ved den pågældende bestemmelse. Det er heller ikke muligt at sidestille situation for en far eller mor, der har afbrudt deres erhvervsaktivitet, med situationen for en far eller mor, der ikke har gjort det. Det er rigtigt, at en far såvel økonomisk som følelsesmæssigt kan engagere sig lige så meget i sine børn, som moren kan. Det er imidlertid ikke dér, problemet ligger, eftersom det afgørende kriterium – som Domstolen flere gange har fastslået – er det karrieremæssige offer, der ydes for at varetage børnenes opdragelse, hvilket gør det rimeligt at yde kompensation i forbindelse med pensionen (31) . Når situationerne ikke er sammenlignelige, kan artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder ikke indebære en forskelsbehandling af mandlige tjenestemænd og dermed en indirekte forskelsbehandling, der strider mod artikel 141 EF.

35. Det fremgår endvidere af en række statistiske data, heriblandt dem, ægteparret Leone har nævnt i deres indlæg (32), men også af nyere data af officiel karakter (33), at kvindelige arbejdstagere i Frankrig langt oftere afbryder deres arbejde eller arbejder på nedsat tid for at tage sig af deres børn, uanset om det kan have negative følger for dem, og om de modtager økonomisk kompensation herfor. Det kan under disse omstændigheder ikke undgås, at en national foranstaltning som denne, som kræver, at der afholdes en sådan orlov af familiemæssige årsager, oftere udnyttes af kvinder end af mænd (34) . Selv om barselsorloven ikke var nævnt på listen over de former for orlov, der giver ret til den omtvistede godskrivning, og de andre betingelser stadig gjaldt, ville kvindelige arbejdstagere således være næsten ene om at gøre brug af denne foranstaltning, eftersom det i praksis stadig er sjældent, at mandlige arbejdstagere vælger at engagere sig i opdragelsen af deres børn i det krævede omfang.

36. For at kunne antage, at der i et sådant tilfælde ikke foreligger indirekte forskelsbehandling, skal der med andre ord ses bort fra kravet i Griesmar-dommen om, at det bevises, at den pensionsberettigede har udvist et særligt engagement i forbindelse med opdragelsen af sine børn. Det var imidlertid ikke Domstolens hensigt, at alle fædre skulle indrømmes en fordel som den, der er tale om her. Ser man på den faktiske situation, viser det sig, at der både i Frankrig og i andre medlemsstater er forskel på kvinders og mænds faktiske involvering (35) . Jeg mener derfor ikke, at det er muligt at anse de betingelser, som lovgiver har fastsat for den omtvistede godskrivning, for at være diskriminerende, uden også at sige, at det krav, der er formuleret i denne dom, i sig selv medfører indirekte forskelsbehandling af mandlige tjenestemænd.

37. Jeg foreslår som følge heraf, at det andet spørgsmål besvares med, at princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er nedfældet i artikel 141, stk. 1, EF, ikke tilsidesættes ved nationale foranstaltninger, hvorefter godskrivning af anciennitet som følge af opdragelse af børn er underlagt betingelser som dem, der er fastsat i artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder.

D – Reglen om øjeblikkelig førtidspension som følge af opdragelse af børn

38. Det første spørgsmål sigter nærmere bestemt mod at afgøre, om artikel 141 EF skal fortolkes således, at bestemmelser som pensionslovens artikel L. 24 og R. 37 indebærer en indirekte forskelsbehandling, som strider mod princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er fastsat i denne artikel, på grund af de betingelser, som en pensionsberettiget, der har opdraget mindst tre børn, skal opfylde for at opnå førtidspension uanset alder.

39. Ægteparret Leone og Kommissionen mener, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende, hvorimod den franske regering, der foreslår, at de to første spørgsmål behandles under ét, ikke mener, at disse artikler i pensionsloven medfører indirekte forskelsbehandling.

40. Jeg er af de årsager, jeg har anført i forbindelse med den i det andet spørgsmål omhandlede regel, enig med den franske regering heri, selv om denne regel på visse punkter adskiller sig fra reglen i pensionslovens artikel L. 24 og R. 37 (36) . Jeg mener således ikke, at disse forskelle er afgørende, eftersom de berører kvindelige og mandlige arbejdstagere i samme omfang.

41. Domstolen tog allerede i Mouflin-dommen stilling til, om ligelønsprincippet i artikel 119 EF (nu artikel 141 EF, der ikke indeholder væsentlige ændringer) var til hinder for de betingelser for adgang til førtidspension, der er fastsat i pensionslovens artikel L. 24, punkt I, nr. 3). Denne dom er dog ikke særlig relevant for den foreliggende sag, eftersom den for det første vedrører den affattelse, der var gældende på tidspunktet for tvisten i hovedsagen, dvs. før den reform, som denne dom gav anledning til, og som netop resulterede i de bestemmelser, der er tale om her, og for det andet vedrører et kriterium, der adskiller sig væsentligt fra de her omhandlede betingelser vedrørende opdragelse af børn (37) .

42. Ægteparret Leone og Kommissionen har anført, at der er tale om indirekte forskelsbehandling i den foreliggende sag, fordi den berørte person forpligtes til at afbryde sin erhvervsaktivitet i en sammenhængende periode på mindst to måneder i nær tilknytning til fødslen af hvert af de pågældende børn (38) og som led i en af seks mulige typer af orlov (39) . De har gjort gældende, at disse betingelser uden videre er opfyldt for kvindelige arbejdstagere, der har pligt til at holde barselsorlov med løn, og at de er langt vanskeligere at opfylde for mandlige arbejdstagere, der kan vælge ikke at afbryde deres erhvervsaktivitet og ikke altid har ret til løn under orlov.

43. Jeg mener ikke, at pensionslovens artikel L. 24 og R. 37 indebærer en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 141 EF. Det er der to vigtige grunde til, som understøtter det, jeg har anført i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen.

44. Hvad for det første angår pensionsberettigede, der er forældre til biologiske børn, er det rigtigt, at flere kvinder end mænd vil have mulighed for at opfylde betingelserne i disse bestemmelser, og at der for kvinders vedkommende foreligger en slags formodning om, at de har afbrudt deres erhvervsaktivitet for at holde barselsorlov (40) . En sådan forskellig behandling kan dog ikke betragtes som indirekte forskelsbehandling, eftersom den blot er en nødvendig følge af, at kvindelige og mandlige arbejdstagere navnlig med hensyn til barselsorlov (41) befinder sig i forskellige og ikke i sammenlignelige situationer.

45. Forskellen er baseret på og begrundet i det legitime mål – der i øvrigt er fastsat i internationale bestemmelser (42) – om at kompensere kvindelige arbejdstagere for de faglige ulemper, som de systematisk udsættes for som biologiske mødre, der ifølge loven skal være væk fra arbejdet i otte sammenhængende uger, og i det konkrete tilfælde i princippet skal være det tre gange (43) . En mandlig arbejdstager kan derimod frit bestemme, om han vil holde orlov af familiemæssige årsager, og om denne orlov skal være kortere end barselsorloven. Det er derfor rimeligt at kræve, at en biologisk far godtgør, at han faktisk har valgt at afbryde sin erhvervsaktivitet for at tage sig af sine børn i lige så lang tid som en biologisk mor, for at der kan være tale om samme erhvervsmæssige skade som for kvindelige arbejdstagere, og for at der kan være behov for at opveje denne skade på samme måde.

46. Hvad for det andet angår pensionsberettigede, der er forældre til ikke-biologiske børn, vil kvindelige arbejdstagere ikke have lettere end mandlige arbejdstagere ved at opfylde de betingelser, der er fastsat i pensionslovens artikel L. 24 og R. 37. Tjenestemænd af begge køn har fri og lige adgang til de fire former for orlov, der er relevante i dette tilfælde (44), selv om det stadig er flest kvinder, der benytter sig af denne mulighed. Som den franske regering har understreget, vil enhver, der afholder en sådan orlov, desuden automatisk opfylde betingelsen om den korteste afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der kræves i disse bestemmelser.

47. Jeg mener som følge heraf, at det første spørgsmål bør besvares med, at princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, der er nedfældet i artikel 141, stk. 1, EF, ikke tilsidesættes af nationale bestemmelser, der giver ret til øjeblikkelig førtidspension på betingelser som dem, der følger af anvendelsen af pensionslovens artikel L. 24, sammenholdt med artikel R. 37.

E – Begrundelsen for en eventuel indirekte forskelsbehandling, der skyldes de omtvistede regler

48. Da jeg foreslår, at de to første spørgsmål besvares benægtende, finder jeg det ikke fornødent at besvare det tredje spørgsmål, som den forelæggende ret udtrykkeligt har betegnet som subsidiært.

49. Med dette spørgsmål anmodes Domstolen om at afgøre, om den indirekte forskelsbehandling, der måtte konstateres ved behandlingen af det første og andet spørgsmål, kan være begrundet i henhold til artikel 141, stk. 4, EF. Ægteparret Leone og Kommissionen mener, at dette spørgsmål skal besvares benægtende.

50. Denne bestemmelses stk. 4 giver medlemsstaterne ret til at fravige princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere ved at opretholde eller vedtage foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at kompensere visse arbejdstagere for ulemper i den erhvervsmæssige karriere (45) .

51. Domstolen har desuden præciseret i sin praksis (46), at det kun er begrundet at fravige dette princip, hvis de pågældende foranstaltninger forfølger et objektivt og legitimt mål, og de midler, der anvendes for at nå dette mål, er forholdsmæssige, dvs. både egnede og nødvendige.

52. Det er i det foreliggende tilfælde uklart, om de omtvistede to typer foranstaltninger hver især kan anses for positiv særbehandling af kvindelige tjenestemænd med et eller flere børn, som kan opveje de erhvervsmæssige ulemper, de støder på, fordi de har været væk fra deres arbejde i forbindelse med fødslen eller opdragelsen af deres børn.

53. Det skal påpeges, at artikel 141, stk. 4, EF vedrører »foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål […] at forebygge eller opveje ulemper« (min fremhævelse). Det er næppe relevant i et tilfælde som her, hvor foranstaltninger mistænkes for at være indirekte diskriminerende. Der er i dette tilfælde ingen grund til at undersøge, om lovgiver havde til hensigt at opretholde eller vedtage positive foranstaltninger for at hjælpe det køn, der stilles ringere i erhvervsmæssig henseende, eftersom der ikke kræves en sådan hensigt. Det er således tilstrækkeligt at fastslå, at der foreligger en konkret virkning, som påvirker ligelønnen negativt. Det fremgår både af denne bestemmelses ordlyd og af forarbejderne til den, at den først og fremmest finder anvendelse på direkte forskelsbehandling. Så vidt jeg ved, har Domstolen dog ikke udtrykkeligt udelukket, at denne bestemmelse kan anvendes i forbindelse med indirekte forskelsbehandling.

54. Såfremt Domstolen vælger ikke at følge mit forslag til afgørelse vedrørende de to første spørgsmål, vil jeg påpege, at jeg i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen allerede har taget stilling til den regel om anciennitetstillægget knyttet til opdragelse af børn, der følger af anvendelsen af pensionslovens artikel L. 12, litra b), sammenholdt med artikel R. 13, der var omhandlet i denne sag (47) .

55. Jeg angav i den forbindelse, at hvis Domstolen fandt det nødvendigt at besvare det andet spørgsmål, der var stillet i denne sag, og som i det væsentlige svarer til det tredje spørgsmål, der behandles her, burde den følge den negative tilgang, der blev anlagt i Griesmar-dommen (48) . Da der er tilstrækkelige lighedspunkter mellem den regel, der er indeholdt i pensionsloven, og reglen i artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder (49), som er genstand for den foreliggende sag, vil jeg anskue den sidstnævnte regel på samme måde.

56. Dette må efter min opfattelse gælde tilsvarende for de øvrige foranstaltninger, der er omhandlet i den foreliggende sag, dvs. de foranstaltninger vedrørende øjeblikkelig førtidspension, der er fastsat i pensionslovens artikel L. 24 og R. 37. Disse foranstaltninger vil heller ikke kunne afhjælpe (50) de problemer, som kvindelige arbejdstagere kan møde i løbet af deres erhvervsmæssige karriere, fordi de har holdt orlov af familiemæssige årsager, i henhold til artikel 141, stk. 4, EF, som fortolket i Griesmar-dommen (51) .

57. Som jeg også påpegede i forbindelse med min bedømmelse i Amédée-sagen (52), er det imidlertid uheldigt, at Domstolen i Griesmar-dommen så bort fra det forhold, at man ved at indrømme fordele i form af supplerende rettigheder, der kommer til udbetaling ved pensionering, kan undgå at cementere lønforskelle, der jo oftest går ud over kvindelige arbejdstagere, navnlig når de har afbrudt deres karriere for at varetage opdragelsen af børn. Henset til Domstolens sammensætning ved afsigelsen af denne dom mener jeg desuden, at en eventuel ændring af den heraf følgende retspraksis skal foretages af Store Afdeling (53) .

58. Jeg vil endelig præcisere, at de omtvistede to typer foranstaltninger, hvis det fastslås, at de tilgodeser det legitime mål om at opveje en ulempe på grund af køn som omhandlet i retspraksis vedrørende indirekte forskelsbehandling, efter min opfattelse er både egnede og hensigtsmæssige. Jeg vil herved bemærke, at det i praksis stadig er flest kvinder, der lider erhvervsmæssig skade som følge af opdragelsen af børn (54), og at dette vil fortsætte, så længe der er en skævhed i den måde, hvorpå mænd og kvinder fordeler opgaverne mellem sig, eller så længe der ikke træffes andre foranstaltninger, f.eks. ved at indføre en obligatorisk fædreorlov eller en særlig forældreorlov, der kan tilskynde parret til at vælge at lade faderen holde orlov, eller ved at vedtage mekanismer, der kan sikre en mere jævn fordeling af omkostningerne til familieorlov mellem arbejdsgivere, der primært benytter kvindelig arbejdskraft, og arbejdsgivere, der primært benytter mandlig arbejdskraft.

V – Forslag til afgørelse

59. Jeg foreslår på grundlag af det anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af cour administrative d’appel de Lyon, således:

»1) Artikel 141 EF skal fortolkes således, at princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke er til hinder for nationale foranstaltninger som dem, der følger af anvendelsen af artikel L. 24, sammenholdt med artikel R. 37 i code des pensions civiles et militaires de retraite.

2) Artikel 141 EF skal fortolkes således, at princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke er til hinder for nationale foranstaltninger som dem, der følger af bestemmelserne i artikel 15 i décret n° 2003-1306 du 26 décembre 2003 relatif au régime de retraite des fonctionnaires affiliés à la Caisse nationale de retraites des agents des collectivités locales.

3) Under hensyn til den benægtende besvarelse af det første og andet præjudicielle spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål.«

(1) .

(2) – Forslag til afgørelse af 15.12.2011 i sag C-572/10, Amédée.

(3) – Denne sag blev slettet ved kendelse af 28.3.2012, fordi den forelæggende ret havde ophævet sin forelæggelsesafgørelse, der var blevet appelleret, og trukket anmodningen tilbage.

(4) – Den forelæggende ret har henvist til artikel 157, stk. 4, TEUF, men denne bestemmelse finder ikke tidsmæssig anvendelse (jf. punkt 1 i dette forslag til afgørelse).

(5) – Lov om tillægsbevillinger for 2004 (JORF af 31.12.2004, s. 22522).

(6) – Lov om visse bestemmelser vedrørende offentligt ansatte (JORF af 27.7.1991, s. 9952).

(7) – Dekret om anvendelse af artikel 126 i lov nr. 2004-1485 og om ændring af lov om pension til civile og militære tjenestemænd (JORF af 11.5.2005, s. 8174).

(8) – Uanset bestemmelserne i andet afsnit skal erhvervsaktiviteten for nogle af de børn, der er opregnet i pensionslovens artikel L. 18, punkt II, og som tjenestemanden har opdraget under de betingelser, der er fastsat i denne artikels punkt III – hvilket ikke omfatter biologiske børn som dem, der er tale om i den foreliggende sag – afbrydes inden deres 16. år, eller inden de ophører med at være mindreårige.

(9) – JORF af 30.12.2003, s. 22477.

(10) – Maurice og Blandine Leone har i deres indlæg anført, at de begge klager over det tab, de har lidt, fordi sagen blev afvist, eftersom dette vil indebære, at hustruen i tilfælde af ægtemandens død modtager en lavere efterladtepension som følge af den manglende godskrivning, der er knyttet til opdragelse af børn.

(11) – Ægteparret Leone har nærmere bestemt nedlagt påstand om, at den franske stat holdes erstatningsansvarlig og tilpligtes at betale dem en erstatning på i alt 86 595 EUR med tillæg af lovpligtige renter.

(12) – Pensionslovens artikel L. 12 og R. 13, der ikke som sådan er genstand for denne præjudicielle forelæggelse, er citeret i punkt 7 ff. i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen.

(13) – CNRACL har dog ikke udtalt sig om besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål.

(14) – Den franske regering har understreget, at den forelæggende ret blot har nævnt, hvilke argumenter parterne i hovedsagen har fremført, og hvilke nationale bestemmelser der påberåbes, og at den i det mindste burde have præciseret, hvordan disse bestemmelser efter dens opfattelse kan medføre indirekte forskelsbehandling, henset til de kriterier, der er fastsat i Domstolens praksis.

(15) – Regeringen har henvist til Conseil d’États dom af 29.12.2004, sag 265097, D’Amato, af 6.12.2006, sag nr. 280681, Delin, og af 6.7.2007, forenede sager 281147 og 282169, Fédération générale des fonctionnaires Force Ouvrière m.fl.

(16) – Det er som bekendt kun forelæggelsesafgørelsen, der meddeles parterne i hovedsagen og de øvrige berørte parter, der er nævnt i artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og navnlig medlemsstaterne, således at de kan fremsætte skriftlige indlæg.

(17) – Jf. bl.a. dom af 23.3.2006, sag C-237/04, Enirisorse, Sml. I, s. 2843, præmis 17-19, af 8.9.2009, sag C-42/07, Liga Portuguesa de Futebol Profissional og Bwin International, Sml. I, s. 7633, præmis 41, og af 1.12.2011, sag C-145/10, Painer, Sml. I, s. 12533, præmis 46 ff. og den deri nævnte retspraksis. Disse domme er stadig relevante, selv om de vedrører en tidligere udgave af forordningen end den, der finder anvendelse her (EUT 2012 L 265, s. 24).

(18) – Jf. vedrørende det anciennitetstillæg, der på daværende tidspunkt var fastsat i pensionslovens artikel L. 12, litra b), dom af 29.11.2001, sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383, præmis 25 ff., og vedrørende den daværende ret til førtidspension i henhold til pensionslovens artikel L. 24, punkt I, nr. 3), litra b), dom af 13.12.2001, sag C-206/00, Mouflin, Sml. I, s. 10201, præmis 20 ff.

(19) – Jf. bl.a. dom af 26.3.2009, sag C-559/07, Kommissionen mod Grækenland, præmis 42 og 47 ff. og den deri nævnte retspraksis, og af 22.11.2012, sag C-385/11, Elbal Moreno, præmis 19-26.

(20) – I henhold til definitionerne i bl.a. artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5.7.2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204, s. 23).

(21) – Jf. bl.a. dom af 27.5.2004, sag C-285/02, Elsner-Lakeberg, Sml. I, s. 5861, præmis 12, af 10.3.2005, sag C-196/02, Nikoloudi, Sml. I, s. 1789, præmis 44 og 57, og af 20.10.2011, sag C-123/10, Brachner, Sml. I, s. 10003, præmis 55 og 56.

(22) – Undtagelsesmuligheden for »positive foranstaltninger« findes også i den afledte ret (jf. bl.a. 22. betragtning til og artikel 3 i direktiv 2006/54).

(23) – Jf. dommens præmis 52 ff., navnlig præmis 57, hvori Domstolen bemærkede, at pensionslovens artikel L. 12, litra b), i den dagældende affattelse ikke gav en mandlig tjenestemand, der var berørt af faglige ulemper, fordi han havde opdraget sine børn, mulighed for at gøre krav på det tillæg, der var omtvistet i hovedsagen, selv om han kunne bevise, at han reelt havde varetaget denne opdragelse.

(24) – Denne ændring skete ved loi n° 2003-775, du 21 août 2003, portant réforme des retraites (lov nr. 2003-775 af 21.8.2003 om pensionsreform) (JORF af 22.8.2003, s. 14310) og ved décret n° 2003-1305, du 26 décembre 2003, pris pour l’application de la loi 2003-775 et modifiant le code des pensions civiles et militaires de retraite (dekret nr. 2003-1305 af 26.12.2005 om gennemførelse af lov 2003-775 og om ændring af lov om pension til civile og militære tjenestemænd) (JORF af 30.12.2003, s. 22473), hvorved der blev indsat en ny artikel R. 13 i pensionsloven med det formål at fastsætte betingelser for tildeling af den godskrivning, der er omhandlet i artikel L. 12.

(25) – Det pågældende dekret – dekret nr. 2003-1306 – blev også udstedt den 26.12.2003.

(26) – Det præciseres således i dette dekrets artikel 15, in initio, at de godskrivninger, der er nævnt i denne artikel, »foretages under betingelser, der fastsættes for civile statstjenestemænd«. Det bestemmes endvidere i dekretets artikel 25, punkt I, at »[p]unkt I i [pensionslovens] artikel L. 24 […] finder anvendelse på de tjenestemænd, der er nævnt i dette dekrets artikel 1«.

(27) – Der blev således indsat en udtrykkelig henvisning til »betingelserne i pensionslovens artikel R. 13« i artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder med virkning fra den 1.7.2011 ved décret n° 2010-1740 du 30 décembre 2010 portant application de diverses dispositions de la loi n° 2010-1330 du 9 novembre 2010 portant réforme des retraites aux fonctionnaires, aux militaires et aux ouvriers des établissements industriels de l’État (dekret nr. 2010-1740 af 30.12.2010 om anvendelsen af diverse bestemmelser i lov nr. 201-1330 af 9.11.2019 om pensionsreformen for tjenestemænd, militæransatte og arbejdere ved statens industrielle foretagender) (JORF af 31.12.2010, tekst nr. 93), samtidig med at denne lov blev ændret (jf. fodnote 41 i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen).

(28) – Jf. bl.a. dom af 16.9.1999, sag C-218/98, Abdoulaye m.fl., Sml. I, s. 5723, præmis 16, og af 28.2.2013, sag C-427/11, Kenny m.fl., præmis 19 ff.

(29) – Bl.a. Nikoloudi-dommen, præmis 44 og 47.

(30) – Jf. punkt 31 ff. i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen.

(31) – Jf. vedrørende de ulemper, det har for kvinders arbejdsliv at få børn, og de modydelser, der gives på grund af disse ulemper, bl.a. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047, præmis 27, og af 17.10.1995, sag C-450/93, Kalanke, Sml. I, s. 3051, præmis 18 ff., samt dommen i sagen Abdoulaye m.fl., præmis 19.

(32) – Ægteparret Leone har nævnt, at det fremgår af data for 2007, at 94% af dem, der holdt forældreorlov, var kvinder, og kun 6% var mænd, og at mænd samlet set stod for 0-2% af det samlede fravær af familiemæssige årsager, mens kvinder stod for 98-100%, i perioden fra 2007 til 2011.

(33) – Institut national de la statistique et des études économiques (det nationale institut for statistik og økonomiske studier – INSEE) har pointeret, at »[p]å trods af […] de familierettigheder, der er knyttet til børn [som mindsker forskellen i den gyldige bidragsperiodes varighed], er niveauet for kvinders pensioner [når der ses bort fra efterladtepensioner] meget lavere end for mænd. Selv om forskellen gradvis bliver mindre, vil den stadig gøre sig gældende for de generationer af kvinder, der er erhvervsaktive i dag«. INSEE har præciseret, at »det stadig er almindeligt, at kvinder midlertidigt ophører med at arbejde efter en fødsel«, og at 31% af alle kvinder, men kun 7% af alle mænd i 2010 arbejdede på deltid, fordi de havde børn. For kvinder, der havde mindst tre børn, nåede tallet helt op på 47% (jf. Femmes et hommes - Regards sur la parité - Édition 2012, Insee Références, Paris, 2012, navnlig s. 39 ff. og s. 112).

(34) – Det er alene disse omstændigheder, der er skyld i, at kvinder ifølge de statistikker, ægteparret Leone har henvist til, siden dekretets artikel 15 trådte i kraft, i gennemsnit har fået godskrevet 6,9 kvartaler knyttet til opdragelse af børn, hvorimod mænd inden for det offentlige sygehusvæsen ikke har fået godskrevet noget.

(35) – INSEE har angivet i en rapport, at »[é]n ud af ni mænd nedsætter arbejdstiden eller afbryder deres arbejde midlertidigt efter en fødsel mod én ud af to kvinder« i Frankrig, og at den sidstnævnte andel er endnu større i Tyskland, Sverige og Det Forenede Kongerige (jf. Insee Première, nr. 1454, juni 2013, http://www.insee.fr/fr/ffc/ipweb/i p1454/ip1454.pdf). Kommissionen har i sin meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015« (KOM(2010) 491 endelig, s. 6) understreget, at »[m]ange kvinder arbejder på deltid eller under atypiske kontrakter: Om end dette gør det muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet, samtidig med at de varetager familiemæssige forpligtelser, kan det have en negativ indflydelse på deres løn, karriereforløb, forfremmelsesmuligheder og pension«.

(36) – De betingelser for adgang til godskrivning, der er fastsat i artikel 15 i dekretet om tjenestemænd ved lokale myndigheder, svarer i det væsentlige til dem, der er fastsat for førtidspension ved artikel L. 24 og R. 37, men der er tre vigtige forskelle. Den første forskel er, at der ydes godskrivning, hvis tjenestemanden har opdraget mindst et barn mod tre børn hvad angår førtidspension. Den anden forskel er, at den afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der kræves for at opnå førtidspension, skal finde sted i et bestemt tidsrum og være direkte knyttet til barnets fødsel eller til dets optagelse i husstanden, såfremt det adopteres, hvilket ikke er tilfældet med godskrivningen. Den tredje forskel er, at perioder, hvor der ikke er indbetalt obligatoriske bidrag, indgår i den krævede afbrydelse af erhvervsaktiviteten og giver ret til førtidspension, hvilket ikke er tilfældet med godskrivningen.

(37) – I denne dom fastslog Domstolen således, at ligelønsprincippet blev tilsidesat af den dagældende pensionslovs artikel L. 24, for så vidt som den kun gav ret til førtidspension for kvindelige tjenestemænd, hvis mand var blevet uarbejdsdygtig eller var ramt af en uhelbredelig sygdom, således at han ikke kunne udøve noget erhverv overhovedet, og dermed udelukkede mandlige tjenestemænd, der befandt sig i samme situation, fra denne ret.

(38) – Dvs. en periode i tidsrummet fra fire uger før fødslen (eller adoptionen) til seksten måneder efter denne.

(39) – Dvs. barselsorlov, fædreorlov, adoptionsorlov, forældreorlov, børnepasningsorlov eller orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år.

(40) – Jf. herved punkt 44 i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen.

(41) – Domstolen har bl.a. beskrevet denne orlov og dens formål i dom af 19.9.2013, sag C-5/12, Betriu Montull, præmis 49 ff. og den deri nævnte retspraksis.

(42) – Retten til obligatorisk lønnet barselsorlov er både fastsat i EU-retten og i Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner (jf. punkt 33 ff. i mit forslag til afgørelse i Amédée-sagen).

(43) – Eftersom tjenestemanden kun har ret til den omtvistede førtidspension efter at have opfostret mindst tre børn.

(44) – Denne forældregruppe kan ikke holde barselsorlov eller fædreorlov.

(45) – Artikel 141, stk. 4, EF gentager og udvider den undtagelsesmulighed, der var fastsat – men kun for kvinder – i artikel 6, stk. 3, i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken indgået mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (EFT 1992 C 191, s. 91, herefter »aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken«), indtil den 1.5.1999, hvor Amsterdamtraktaten trådte i kraft. Det fremgår også af artikel 23, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at »[p]rincippet om ligestilling [mellem kvinder og mænd] […] ikke [er] til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele«.

(46) – Jf. bl.a. dommen i sagen Kenny m.fl., præmis 36 og 37 og den deri nævnte retspraksis.

(47) – Jf. punkt 52 ff. i dette forslag til afgørelse.

(48) – Domstolen fastslog i dommens præmis 52 og 60-67, at en foranstaltning som den, der var fastsat i pensionslovens artikel L. 12 i den affattelse, der fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen, ikke kunne betragtes som en foranstaltning, der kunne opveje de ulemper, som kvindelige tjenestemænd udsættes for i deres karriere, som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken (der svarer til artikel 141, stk. 4, EF), eftersom den indskrænkede sig til at tildele mødre et anciennitetstillæg på det tidspunkt, hvor de går på pension, uden at hjælpe dem med at overvinde de vanskeligheder, som de kunne støde på i deres arbejdsliv.

(49) – Jf. punkt 40 i dette forslag til afgørelse i denne henseende.

(50) – Kommissionen mener, at denne førtidspensionsordning ligefrem kan resultere i, at kvindelige tjenestemænd holdes uden for arbejdsmarkedet og forhindres i at forfølge en egentlig karriere.

(51) – Jf. analogt vedrørende forskellige betingelser om den lovbestemte pensionsalder for de to køn, dom af 13.11.2008, sag C-46/07, Kommissionen mod Italien, præmis 57 og 58.

(52) – Jf. punkt 58 og 59 i mit forslag til afgørelse i denne sag.

(53) – Ibidem, punkt 57.

(54) – Med hensyn til positive foranstaltninger fremgår det således af 22. betragtning til direktiv 2006/54, at »[i] betragtning af den nuværende situation […] bør medlemsstaterne i første række bestræbe sig på at forbedre kvindernes stilling på arbejdsmarkedet«.