4.8.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 235/10


Appel iværksat den 6. juni 2012 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 21. marts 2012 i de forenede sager T-439/10 og T-440/10, Fulmen mod Rådet

(Sag C-280/12 P)

2012/C 235/19

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bishop og R. Liudvinaviciute, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Fulmen, Fereydoun Mahmoudian og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den af Retten (Fjerde Afdeling) den 21. marts 2012 i de forenede sager T-439/10 og T-440/10 afsagte dom ophæves.

Domstolen træffer endelig afgørelse vedrørende tvisten og frifinder Rådet i de af Fulmen og Fereydoun Mahmoudian anlagte søgsmål til prøvelse af de omhandlede retsakter fra Rådet.

Fulmen og Fereydoun Mahmoudian tilpligtes at betale Rådets omkostninger i første instans samt i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Rådet er af den opfattelse, at Rettens dom i nævnte sager er behæftet med retlige fejl, og at denne dom følgelig skal ophæves af Domstolen.

Rådet har gjort gældende, at Retten begik retlige fejl, idet den fastslog, at appellanten skulle føre bevis for sin begrundelse for, at selskabet Fulmen skulle pålægges restriktive foranstaltninger, nemlig at dette selskab var involveret i installation af eludstyr på det nukleare anlæg i Qom-/Fordoo (Iran).

I denne henseende er Rådet af den opfattelse, at Retten for det første begik en retlig fejl, idet den fandt, at det af den medlemsstat, som foreslog at udpege Fulmen, skulle kræve, at der blev fremlagt beviser og oplysninger, skønt disse hidrører fra fortrolige kilder. For det andet har Rådet gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fandt, at den kunne tage hensyn til fortrolige oplysninger, der ikke var blevet meddelt de berørte parters advokater, skønt en sådan mulighed ikke er fastsat i artikel 67, stk. 3, i Rettens procesreglement.