—

Rechtsanwalt M. Brogsitter, som selvmøder

—

Fabrication de Montres Normandes EURL og K. Fräβdorf ved Rechtsanwalt A. Mansouri

—

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og S. Nunes de Almeida, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet inden for rammerne af en tvist mellem på den ene side Marc Brogsitter, som har bopæl i Kempen (Tyskland), og på den anden side Fabrication de Montres Normandes EURL (herefter »Fabrication de Montres Normandes«), et selskab med hjemsted i Brionne (Frankrig), og Karsten Fräβdorf, som har bopæl i Neuchâtel (Schweiz), vedrørende forskellige søgsmål, som Marc Brogsitter har anlagt i forbindelse med skade, han angiveligt har lidt som følge af adfærd, der kan anses for at udgøre illoyal konkurrence.

3

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«

4

Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Artikel 5 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

[…]

[…]«

6

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Marc Brogsitter markedsfører eksklusive ure. I 2005 indgik han en kontrakt med urmagermester Karsten Fräβdorf, som på dette tidspunkt havde bopæl i Frankrig, i henhold til hvilken sidstnævnte forpligtede sig til at fremstille urværker til eksklusive ure, der skulle seriefremstilles for Marc Brogsitters regning. Karsten Fräβdorf drev virksomhed gennem selskabet Fabrication de Montres Normandes, i hvilket han var eneste selskabsdeltager og direktør. Karsten Fräβdorf har siden 2010 haft bopæl i Schweiz.

7

Marc Brogsitter afholdt samtlige udgifter i forbindelse med fremstillingen af de to urværker, der var omfattet af kontrakten.

8

Foruden arbejdet vedrørende de to urværker fremstillede Karsten Fräβdorf og Fabrication de Montres Normandes parallelt hermed ligeledes yderligere urværker såvel som urkasser og urskiver, som de præsenterede i eget navn på verdensmessen for ure i Basel (Schweiz) i løbet af april og maj 2009. De markedsførte produkterne i eget navn og for egen regning, idet de reklamerede for produkterne på en internetside, der var affattet på tysk og fransk.

9

Marc Brogsitter har gjort gældende, at de sagsøgte med de sidstnævnte aktiviteter har overtrådt deres kontraktmæssige forpligtelser. Ifølge Marc Brogsitter havde Karsten Fräβdorf og Fabrication de Montres Normandes forpligtet sig til udelukkende at arbejde for hans regning og kunne derfor hverken udvikle eller anvende, i eget navn og for egen regning, urværker, uanset om de var identiske med de urværker, der var omfattet af denne kontrakt.

10

Marc Brogsitter har nedlagt påstand om, at de omtvistede aktiviteter bringes til ophør, og at han tilkendes erstatning på grundlag af sine medkontrahenters ansvar uden for kontrakt under henvisning til Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (den tyske lov om bekæmpelse af illoyal konkurrence) og § 823, stk. 2, i Bürgerliches Gesetzbuch (den tyske civillovbog), idet han har gjort gældende, at de sagsøgte med deres adfærd har afsløret forretningshemmeligheder, gjort indgreb i hans virksomheds drift samt gjort sig skyldige i svig og tillidsmisbrug.

11

De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. De har ligeledes fremsat et modkrav i sagen, inden for rammerne af hvilket de har gjort gældende, at de omtvistede urværker under alle omstændigheder er af et andet design end det af kontrakten omfattede, og at de ikke er omfattet af en eksklusivrettighed. De sagsøgte har endvidere gjort gældende, at alene de franske domstole har stedlig kompetence i henhold til artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 til at behandle samtlige de af Marc Brogsitter rejste krav, idet både det sted, hvor den ydelse, som er omfattet af den omtvistede kontrakt, skal præsteres, og det sted, hvor den påståede skadevoldende begivenhed er foregået, er i Frankrig.

12

Under sagens behandling er Fabrication de Montres Normandes blevet erklæret konkurs. Kurator, som er udpeget i Frankrig, har givet de sagsøgtes advokater bemyndigelse til at fortsætte sagen.

13

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at Oberlandesgericht Düsseldorf (regional appelret i Düsseldorf, Tyskland) allerede ved dom af 5. oktober 2011 har truffet afgørelse i en appelsag vedrørende en første afgørelse afsagt af Landgericht Krefeld, som havde erklæret sig stedligt inkompetent. Oberlandesgericht Düsseldorf fandt, at førsteinstansen for så vidt angår den for denne ret verserende sag havde international kompetence i medfør af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 alene hvad angik de af Marc Brogsitter fremsatte krav vedrørende ansvar uden for kontrakt. De øvrige krav henhørte derimod under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 1), og sag herom ville skulle anlægges ved en fransk domstol.

14

Landgericht Krefeld er imidlertid i tvivl om, når henses til sagens omstændigheder og navnlig det forhold, at der foreligger en kontrakt mellem tvistens parter, hvorvidt de erstatningssøgsmål, der er anlagt for den, ikke også skal anses for at henhøre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, og snarere henhører under de franske domstoles kompetence.

15

Landgericht Krefeld har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, nr. 1), i […] forordning [nr. 44/2001] fortolkes således, at en sagsøger, der gør gældende, at han har lidt tab som følge af en adfærd [som udgør illoyal konkurrence], der i henhold til tysk ret er retsstridig, foretaget af hans medkontrahent, der er bosiddende i en anden kontraherende stat, tillige kan gøre krav gældende mod denne i henhold til en kontrakt, for så vidt han under sagen gør deliktsansvar gældende?«

16

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om erstatningssøgsmål som de i hovedsagen omhandlede, som efter national ret er af deliktsretlig karakter, ikke desto mindre skal anses for at henhøre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning 44/2001, når henses til den kontrakt, som hovedsagens parter er bundet af.

17

Indledningsvis skal den af Marc Brogsitter fremsatte formalitetsindsigelse, hvorefter dette spørgsmål er uden relevans, eftersom den forelæggende ret under alle omstændigheder bør anses for at have stedlig kompetence i medfør af artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001, som omfatter kontrakter om salg af varer, eller samme forordnings artikel 5, nr. 3), forkastes som ubegrundet. En sådan argumentation vedrører alene fortolkningen af de i hovedsagen omhandlede EU-retlige bestemmelser og kan derfor ikke føre til afvisning af det præjudicielle spørgsmål.

18

Det bemærkes herefter, at det følger af fast retspraksis, at begreberne »sager om kontraktforhold« og »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i henholdsvis nr. 1), litra a), og nr. 3), i artikel 5 i forordning 44/2001 skal fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningens mål og opbygning for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne (jf. bl.a. dom af 18.7.2013, sag C-147/12, ÖFAB, præmis 27). De kan derfor ikke forstås således, at der henvises til den kvalificering, som i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, gives af det retsforhold, der foreligger i sagen for den nationale ret.

19

Det bemærkes endvidere, at for så vidt som forordning nr. 44/2001 i forholdet mellem medlemsstaterne erstatter konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i Bruxelleskonventionen desuden også for denne forordnings bestemmelser, når bestemmelserne i disse instrumenter kan sidestilles med hinanden (jf. ÖFAB-dommen, præmis 28). Dette gælder for denne forordnings artikel 5, nr. 1), litra a), og nr. 3), i forhold til henholdsvis Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1) og 3) (jf. i denne retning ÖFAB-dommen, præmis 29).

20

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et »kontraktforhold« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr.1), litra a) (jf. i denne retning bl.a. dom af 27.9.1988, sag 189/87, Kalfelis, Sml. s. 5565, præmis 17).

21

For at fastlægge karakteren af de erstatningsretlige krav, der er rejst for den forelæggende ret, skal det således i første omgang undersøges, om disse, uanset hvordan de kvalificeres i national ret, er af kontraktmæssig karakter (jf. i denne retning dom af 1.10.2002, sag C-167/00, Henkel, Sml. I, s. 8111, præmis 37).

22

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at parterne i hovedsagen er bundet af en kontrakt.

23

Alene den omstændighed, at den ene af kontraktparterne anlægger et erstatningssøgsmål mod den anden part, er for så vidt ikke tilstrækkelig til at fastslå, at dette søgsmål henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001.

24

Dette gælder kun, hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand.

25

Dette vil a priori være tilfældet, hvis fortolkningen af den kontrakt, som forbinder sagsøgte med sagsøger, forekommer nødvendig for at fastslå lovligheden eller, i modsætning hertil, retsstridigheden af den adfærd, som sidstnævnte foreholder førstnævnte.

26

Det tilkommer således den forelæggende ret at afgøre, om de af sagsøgeren i hovedsagen anlagte søgsmål er anlagt med henblik på at opnå erstatning, og om en misligholdelse af rettighederne og forpligtelserne i den kontrakt, som hovedsagens parter er bundet af, rimeligvis kan anses for grundlaget for denne erstatning, hvilket vil gøre det nødvendigt at tage denne kontrakt i betragtning for at træffe afgørelse i sagen.

27

Hvis dette er tilfældet, er disse søgsmål omfattet af »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001. Hvis dette ikke er tilfældet, skal de anses for at være omfattet af »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

28

Det skal ligeledes bemærkes, at i det første tilfælde vil den stedlige kompetence i sager om kontraktforhold skulle fastlægges i overensstemmelse med de tilknytningskriterier, der er defineret i artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001, såfremt den i hovedsagen omhandlede kontrakt udgør en kontrakt om salg af varer eller om levering af tjenesteydelser i denne bestemmelses forstand. Som det er bestemt i artikel 5, nr. 1), litra c), i forordning nr. 44/2001, er det faktisk kun i det tilfælde, hvor en kontrakt ikke falder ind under nogen af de to kategorier, at værnetinget skal fastlægges i overensstemmelse med det tilknytningskriterium, der er fastsat i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, sag C-533/07, Falco Privatstiftung og Rabitsch, Sml. I, s. 3327, præmis 40, og af 19.12.2013, sag C-9/12, Corman-Collins, præmis 42).

29

Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at erstatningssøgsmål som de i hovedsagen omhandlede, som efter national ret er af deliktsretlig karakter, ikke desto mindre skal anses for at henhøre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning 44/2001, hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand.

30

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Erstatningssøgsmål som de i hovedsagen omhandlede, som efter national ret er af deliktsretlig karakter, skal ikke desto mindre anses for at henhøre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand.