Sag C-137/12

Europa-Kommissionen

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål — Rådets afgørelse 2011/853/EU — den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester — direktiv 98/84/EF — hjemmel — artikel 207 TEUF — fælles handelspolitik — artikel 114 TEUF — det indre marked«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. oktober 2013

1. Institutionernes retsakter – valg af hjemmel – kriterier – EU-retsakt, der har et dobbelt formål eller består af to led – henvisning til det primære eller fremherskende formål eller led – afgørelse 2011/853 om undertegnelse på Unionens vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester – formål, der har en særskilt tilknytning til den fælles handelspolitik – underordnet formål om forbedring af det indre markeds funktion – vedtagelse alene på grundlag af artikel 207, stk. 4, TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, TEUF

   (Art. 114 TEUF, art. 207, stk. 4, TEUF, og art. 218, stk. 5, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84; Rådets afgørelse 2011/853)

2. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – opretholdelse af den anfægtede retsakts virkninger indtil erstatningen af denne inden for en rimelig frist – begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn

   (Art. 264, stk. 2, TEUF)

1.  Inden for rammerne af kompetencefordelingen inden for Unionen skal valget af hjemmel for en retsakt foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder bl.a. denne retsakts formål og indhold. Hvis en gennemgang af den pågældende retsakt viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det vigtigste eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det vigtigste eller fremherskende formål eller led.

   I denne forbindelse forfølger afgørelse 2011/853 om undertegnelse på Unionens vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester først og fremmest et formål, der har en særskilt tilknytning til den fælles handelspolitik, som med henblik på dens vedtagelse kræver, at artikel 207, stk. 4, TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, TEUF, bruges som hjemmel, og som i øvrigt betyder, at undertegnelsen af konventionen på Unionens vegne i medfør af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, henhører under Unionens eksterne enekompetence. Forbedringen af betingelserne for det indre markeds funktion synes derimod at være et underordnet formål med den nævnte afgørelse, som ikke begrunder, at denne støttes på artikel 114 TEUF.

   En EU-retsakt henhører nemlig under den fælles handelspolitik, hvis den særskilt vedrører den internationale samhandel derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne. Det følger heraf, at det kun er de EU-retsakter, der har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, der kan være omfattet af området for den fælles handelspolitik. Mens direktiv 98/84 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester i denne forbindelse har til formål at sikre en passende retlig beskyttelse af de pågældende tjenester på EU-plan for at fremme handelen med disse på det indre marked, tilsigter afgørelse 2011/853 for sit vedkommende – idet den giver bemyndigelse til undertegnelse af den nævnte konvention på Unionens vegne – at indføre en tilsvarende beskyttelse på området for de europæiske stater, der ikke er medlemmer af Unionen, for i disse stater at fremme levering af de nævnte tjenester fra udbydere i Unionen. Det således forfulgte formål, som i lyset af den nævnte afgørelses betragtninger, sammenholdt med konventionen, fremstår som dennes hovedformål, har således en særskilt tilknytning til den internationale samhandel med de nævnte tjenester, som kan begrunde, at denne afgørelse knyttes sammen med den fælles handelspolitik.

   (jf. præmis 52, 53, 57, 58, 64, 65 og 76)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 78-81)

Sag C-137/12

Europa-Kommissionen

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål — Rådets afgørelse 2011/853/EU — den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester — direktiv 98/84/EF — hjemmel — artikel 207 TEUF — fælles handelspolitik — artikel 114 TEUF — det indre marked«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. oktober 2013

1. Institutionernes retsakter — valg af hjemmel — kriterier — EU-retsakt, der har et dobbelt formål eller består af to led — henvisning til det primære eller fremherskende formål eller led — afgørelse 2011/853 om undertegnelse på Unionens vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester — formål, der har en særskilt tilknytning til den fælles handelspolitik — underordnet formål om forbedring af det indre markeds funktion — vedtagelse alene på grundlag af artikel 207, stk. 4, TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, TEUF

   (Art. 114 TEUF, art. 207, stk. 4, TEUF, og art. 218, stk. 5, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84; Rådets afgørelse 2011/853)

2. Annullationssøgsmål — dom om annullation — retsvirkninger — Domstolens begrænsning heraf — opretholdelse af den anfægtede retsakts virkninger indtil erstatningen af denne inden for en rimelig frist — begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn

   (Art. 264, stk. 2, TEUF)

1.  Inden for rammerne af kompetencefordelingen inden for Unionen skal valget af hjemmel for en retsakt foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder bl.a. denne retsakts formål og indhold. Hvis en gennemgang af den pågældende retsakt viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det vigtigste eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det vigtigste eller fremherskende formål eller led.

   I denne forbindelse forfølger afgørelse 2011/853 om undertegnelse på Unionens vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester først og fremmest et formål, der har en særskilt tilknytning til den fælles handelspolitik, som med henblik på dens vedtagelse kræver, at artikel 207, stk. 4, TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, TEUF, bruges som hjemmel, og som i øvrigt betyder, at undertegnelsen af konventionen på Unionens vegne i medfør af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, henhører under Unionens eksterne enekompetence. Forbedringen af betingelserne for det indre markeds funktion synes derimod at være et underordnet formål med den nævnte afgørelse, som ikke begrunder, at denne støttes på artikel 114 TEUF.

   En EU-retsakt henhører nemlig under den fælles handelspolitik, hvis den særskilt vedrører den internationale samhandel derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne. Det følger heraf, at det kun er de EU-retsakter, der har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, der kan være omfattet af området for den fælles handelspolitik. Mens direktiv 98/84 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester i denne forbindelse har til formål at sikre en passende retlig beskyttelse af de pågældende tjenester på EU-plan for at fremme handelen med disse på det indre marked, tilsigter afgørelse 2011/853 for sit vedkommende – idet den giver bemyndigelse til undertegnelse af den nævnte konvention på Unionens vegne – at indføre en tilsvarende beskyttelse på området for de europæiske stater, der ikke er medlemmer af Unionen, for i disse stater at fremme levering af de nævnte tjenester fra udbydere i Unionen. Det således forfulgte formål, som i lyset af den nævnte afgørelses betragtninger, sammenholdt med konventionen, fremstår som dennes hovedformål, har således en særskilt tilknytning til den internationale samhandel med de nævnte tjenester, som kan begrunde, at denne afgørelse knyttes sammen med den fælles handelspolitik.

   (jf. præmis 52, 53, 57, 58, 64, 65 og 76)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 78-81)