1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland), vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) (herefter også »forordningen«) og navnlig fortolkningen af artikel 22, nr. 1) ( 3 ), artikel 27, stk. 1 ( 4 ), og artikel 28, stk. 1 ( 5 ), heri. Domstolen anmodes således om at tage stilling til fortolkningen af reglen om enekompetence i sager om rettigheder over fast ejendom og af reglerne om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav i denne forordning.

2.

Jeg vil indledningsvis præcisere, at det efter min opfattelse vil være hensigtsmæssigt at omgruppere de mange spørgsmål, Domstolen er blevet stillet, og opstille dem i en rækkefølge, der i højere grad afspejler tankegangen i forordning nr. 44/2001 og dens opbygning, end den rækkefølge, den forelæggende ret har valgt.

3.

Domstolen skal først tage stilling til, om forordningens artikel 22, nr. 1), hvorefter retterne i den medlemsstat, på hvis område den faste ejendom, der er genstand for de omtvistede tinglige rettigheder, er beliggende, er enekompetente, finder anvendelse i en sag, hvor der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at forkøbsretten til en fast ejendom ikke er blevet udøvet med retlig virkning ( 6 ).

4.

Der er i forbindelse hermed stillet et andet spørgsmål ( 7 ) med henblik på at afgøre, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, i tilfælde af litispendens som omhandlet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 må undlade at udsætte sagen under hensyntagen til, at den ikke finder, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har enekompetence i henhold til samme forordnings artikel 22, nr. 1), og at den afgørelse, der træffes af denne ret, ikke vil kunne anerkendes i de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 35, stk. 1 ( 8 ).

5.

Den forelæggende ret ønsker også oplyst, om to retssager, der er anlagt ved retter i forskellige medlemsstater, kan anses for at være omfattet af reglen om litispendens i artikel 27 i forordning nr. 44/2001, dels når to personer optræder som henholdsvis medsagsøgte i forhold til en tredjemand i den ene sag og modparter i den anden sag, dels når disse retssager vedrører krav, der er baseret på forskellige anbringender, men der skal tages stilling til det samme præliminære retsspørgsmål i begge sager ( 9 ).

6.

Domstolen anmodes desuden om at præcisere, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, inden for rammerne af sin afgørelse om at udsætte sagen i henhold til forordningens artikel 27, stk. 1, ikke bare skal efterprøve en parts indsigelse om, at den anden part har gjort sig skyldig i retsmisbrug ved at anlægge sag for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, men også skal sikre retten til domstolsprøvelse for den person, der har anlagt den anden sag, og hvilke konsekvenser dette i bekræftende fald har ( 10 ).

7.

Domstolen bedes i øvrigt afgøre, om den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, skal have fastslået, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, der omhandler tilfælde af litispendens, ikke finder anvendelse i det konkrete tilfælde, før den kan anvende denne forordnings artikel 28, stk. 1, der vedrører indbyrdes sammenhængende sager, som verserer for retter i forskellige medlemsstater ( 11 ).

8.

Den forelæggende ret ønsker endelig oplyst, hvilke kriterier den kan tage hensyn til ved udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er indeholdt i artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, hvoraf det fremgår, at retten selv kan vælge, om den vil udsætte sagen, når der foreligger indbyrdes sammenhængende krav ( 12 ).

9.

Hovedsagen vedrører en tvist mellem I. Weber og M. Weber, to ældre søstre, der sammen ejer henholdsvis seks tiendele og fire tiendedele af en grund, der ligger i München (Tyskland). Ved notarialdokument af 20. december 1971 blev der indføjet en forkøbsret til denne faste ejendom i tingbogen til fordel for I. Weber i overensstemmelse med § 1094, stk. 1, i Bürgerliches Gesetzbuch ( 13 ) (den borgerlige lovbog, herefter »BGB«).

10.

Ved notarialdokument af 28. oktober 2009 solgte M. Weber sin andel på fire tiendedele til det tyske selskab Z. GbR, som bl.a. ledes af hendes søn, P.F. Calmetta, der er advokat med kontor i Milano (Italien). I en bestemmelse i dette dokument forbeholdt M. Weber sig en tilbagetrædelsesret, der gjaldt indtil den 28. marts 2010 og var underlagt visse betingelser.

11.

Efter underretning fra den notar, der havde udstedt dette dokument i München, udøvede I. Weber ved skrivelse af 18. december 2009 sin forkøbsret til denne andel i henhold til BGB’s §§ 463 og 464 ( 14 ).

12.

Den 25. februar 2010 anerkendte I. og M. Weber udtrykkeligt den faktiske udøvelse af denne forkøbsret i et dokument, der blev underskrevet for den samme notar, og aftalte, at ejendomsretten skulle overgå til I. Weber til en pris, som svarede til den, der var fastsat i købsaftalen mellem M. Weber og Z. GbR. De enedes angiveligt om, at notaren først skulle foranledige ejendomsoverdragelsen indført i tingbogen, når M. Weber havde afstået fra at udøve sin ret til at træde tilbage fra aftalen af 28. oktober 2009, i overensstemmelse med BGB’s § 873, stk. 1 ( 15 ), og § 19 i Grundbuchordnung (tinglysningsloven) ( 16 ). Den 2. marts 2010 betalte I. Weber den aftalte købspris på 4 mio. EUR. Ved skrivelse af 15. marts 2010 meddelte M. Weber sin tilbagetrædelse fra aftalen.

13.

Ved stævning af 29. marts 2010, der blev forkyndt for I. Weber den 11. maj 2010, anlagde Z. GbR sag mod I. og M. Weber ved Tribunale ordinario di Milano med påstand om, at det blev fastslået, at I. Webers udøvelse af forkøbsretten var ugyldig, og at aftalen mellem M. Weber og selskabet var gyldig.

14.

Den 15. juli 2010 anlagde I. Weber sag ved Landgericht München I med påstand om, at M. Weber tilpligtes at tillade, at overdragelsen af ejendomsretten til de fire tiendedele af den faste ejendom, der ejes af sidstnævnte, indføres i tingbogen ( 17 ). M. Weber afviste dette ved indledningsvis at gøre gældende, at der foreligger litispendens som følge af den retssag, der verserer for nævnte italienske ret.

15.

Ved kendelser af 1. april 2011 og 23. august 2011 udsatte Landgericht München I den sag, der er anlagt for den, henset til den sag, der forinden var anlagt ved Tribunale ordinario di Milano (den ret, ved hvilken sagen først er anlagt), i medfør af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og subsidiært denne forordnings artikel 28, stk. 1 og 3.

16.

I. Weber har kæret disse kendelser til Oberlandesgericht München. Oberlandesgericht München har ved kendelse indleveret den 2. oktober 2012 besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, idet den har præciseret, at den tilslutter sig den anskuelse, Landgericht München I har anlagt:

17.

Det fremgår af de oplysninger, der efterfølgende er tilført sagens akter, at Tribunale ordinario di Milano ved dom af 23. maj 2013 erklærede sig inkompetent til fordel for de tyske retsinstanser, for så vidt angår de påstande, som Z. GbR har nedlagt over for I. og M. Weber.

18.

I. Weber, M. Weber, den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering, den schweiziske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der deltog kun repræsentanter for I. Weber, M. Weber og Kommissionen i retsmødet den 9. oktober 2013.

19.

Jeg vil indledningsvis bemærke, at i det omfang forordning nr. 44/2001 har erstattet konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 18 ), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af denne konventions bestemmelser også for denne forordnings bestemmelser, når disse kan sidestilles med hinanden ( 19 ). Denne betingelse er efter min opfattelse opfyldt for alle de bestemmelser, der er genstand for de foreliggende præjudicielle spørgsmål, eftersom nævnte forordnings artikel 22, nr. 1), artikel 27, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, har samme opbygning som de tilsvarende bestemmelser i Bruxelleskonventionen ( 20 ) og næsten samme ordlyd ( 21 ).

20.

Jeg finder det i øvrigt nødvendigt at omgruppere de præjudicielle spørgsmål og behandle dem i en anden rækkefølge end den, den forelæggende ret har valgt. Jeg vil først gennemgå det tredje spørgsmål, der vedrører bestemmelsen om enekompetence i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, før jeg tager fat på det fjerde spørgsmål, der skal klarlægge denne bestemmelses virkninger i forhold til reglen om litispendens i forordningens artikel 27. Denne rækkefølge er efter min opfattelse logisk, eftersom en national retsinstans, der har en sådan enekompetence i henhold til forordningen, ikke har pligt til at undersøge, om de materielle kriterier for litispendens, der er omhandlet i de to første præjudicielle spørgsmål ( 22 ), er opfyldt i en tvist, hvor det ikke er denne retsinstans, der først er anlagt sag ved. Jeg mener således ikke, at det med rette kan antages, at en retsinstans i en anden medlemsstat også kan være kompetent i dette tilfælde.

21.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den har ret i sin formodning om, at en sag, hvor der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at sagsøgte ikke med retlig virkning har udøvet sin forkøbsret til en grund, der er beliggende i en medlemsstat, i henhold til den materielle ret i denne medlemsstat, er en sag om en af de »rettigheder over fast ejendom«, der er omhandlet i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Denne sag vil i bekræftende fald henhøre under den enekompetence, der ifølge denne bestemmelse tilfalder »retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende«.

22.

Den forelæggende ret er konkret i tvivl om, hvorvidt en sag som den, som Z. GbR har anlagt ved den italienske ret, og hvor det gøres gældende, at udøvelsen af forkøbsretten til en grund, der er beliggende i Tyskland, er ugyldig, er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel, idet de tyske retsinstanser i så fald vil være enekompetente.

23.

M. Weber har hævdet, at dette præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi det krav om tvungen indførsel i tingbogen, der er fremført for de tyske domstole, ikke vedrører rettigheder over fast ejendom som omhandlet i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, og fordi det ikke er relevant for den forelæggende rets eventuelle afgørelse om at udsætte sagen i henhold til forordningens artikel 27 og 28 ( 23 ).

24.

Ifølge fast retspraksis kan Domstolen dog kun afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 24 ).

25.

Det er dog ikke tilfældet i den foreliggende sag, hvor det fremgår af de oplysninger, som Oberlandesgericht München har fremlagt, at den retssag, der er anlagt parallelt ved en italiensk ret, skal afklare, om I. Weber har udøvet forkøbsretten til en fast ejendom på gyldig vis ( 25 ), hvorimod dette spørgsmål ønskes afgjort præliminært i den verserende tyske retssag. Når den forelæggende ret på behørig vis har forklaret, hvorfor den har stillet det præjudicielle spørgsmål, og besvarelsen af dette spørgsmål er nødvendig for, at den kan bestemme udfaldet af den tvist, der er indbragt for den, må det derfor fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

26.

Det følger af gældende retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 1, litra a) ( 26 ), at kriteriet om enekompetence i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 – dvs. at der er tale om »sager om rettigheder over fast ejendom« – skal anses for at udgøre et selvstændigt begreb i EU-retten. Dette begreb skal som følge heraf fortolkes under hensyn dels til forordningens mål og opbygning, dels til de almindelige principper, der kan udledes af de nationale retsordener under ét ( 27 ). Jeg vil herved bemærke, at forum rei sitae-princippet (den faste ejendoms værneting) såvel i nationale som internationale normer er en almindeligt anerkendt kompetenceregel for grænseoverskridende tvister, der vedrører rettigheder over fast ejendom.

27.

Det skal ud fra et teleologisk synspunkt påpeges, at det vigtigste formål med at indrømme retterne i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, enekompetence ( 28 ) er at sikre en god retspleje, eftersom disse retter på grund af deres geografiske nærhed er bedst i stand til at påkende tvister om rettigheder over denne ejendom ( 29 ), hvilket Domstolen flere gange har fastslået i forbindelse med Bruxelleskonventionen ( 30 ).

28.

Ud fra et systemisk synspunkt er det også klart, at reglen om enekompetence i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke bør tillægges en meget stor rækkevidde, dvs. fortolkes videre, end dens formål kræver ( 31 ). Det skyldes det forhold, at denne bestemmelse ikke bare udgør en undtagelse fra den generelle kompetenceregel i forordningens artikel 2, stk. 1 – således at sagsøgte ikke kan indstævnes for en ret, der ligger tæt på dennes bopæl, hvis den pågældende faste ejendom ikke er beliggende i den samme medlemsstat – men også fra de særlige kompetenceregler i denne forordning – hvilket betyder, at parterne fratages muligheden for at vælge værneting i henhold til disse regler ( 32 ).

29.

I denne sammenhæng har Domstolen allerede med afsæt i retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 1, litra a), anlagt en indskrænkende fortolkning af det materielle anvendelsesområde for artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Den regel om enekompetence »i sager om rettigheder over fast ejendom«, der er fastsat i denne forordning, er blevet defineret således, at den »ikke omfatter samtlige sager over rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, hvori der inden for Bruxelleskonventionens [eller forordningens] anvendelsesområde skal tages stilling til en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen med henblik på at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret« ( 33 ).

30.

Det fremgår endvidere af fast retspraksis ( 34 ), at det ikke er tilstrækkeligt til, at Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 1, finder anvendelse, at en rettighed over fast ejendom berøres af sagen, eller at sagen har forbindelse med en fast ejendom, men den skal også være baseret på en tinglig ret og ikke på en personlig ret ( 35 ). Forskellen mellem en tinglig ret og en personlig ret er, at en tinglig ret, der påhviler en fysisk genstand, har virkninger over for enhver, mens en personlig ret kun kan gøres gældende over for skyldneren. Dette gælder også for artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

31.

Jeg mener i det foreliggende tilfælde, at en sag som den, som Z. GbR har anlagt ved den italienske ret (ved hvilken sagen først er anlagt), og hvor der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at en forkøbsret til en grund, der er indført i tingbogen, ikke er udøvet med retlig virkning, er omfattet af den sidstnævnte bestemmelses anvendelsesområde. Denne retssag vedrører således en slags fortrinsret, der er knyttet til en fast ejendom ( 36 ), og har til formål at afgøre, hvilken erga omnes-virkning udøvelsen af denne ret kan få for den berettigede med hensyn til overdragelsen af den faste ejendom og navnlig i forhold til en anden køber. Der er altså tale om en tvist om en tinglig og ikke en personlig ret vedrørende fast ejendom. Denne fortolkning understøttes efter min opfattelse af de ovenfor nævnte hensyn til god retspleje, der ligger til grund for artikel 22, nr. 1).

32.

Jeg foreslår derfor, at det tredje præjudicielle spørgsmål besvares med, at en sag som den, der blev anlagt ved den italienske ret, før den blev anlagt ved den forelæggende ret, og som vedrører den retlige virkning af udøvelsen af en forkøbsret til en fast ejendom, falder ind under begrebet »sager om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

33.

Det fjerde præjudicielle spørgsmål vedrører i det væsentlige forholdet mellem artikel 22, nr. 1), og artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt artikel 22 gør det muligt at fravige artikel 27. Domstolen bedes således oplyse, om den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, når der verserer parallelle sager i to forskellige medlemsstater, skal tage hensyn til den omstændighed, at en eventuel afgørelse truffet af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, ifølge forordningens artikel 35, stk. 1, ikke kan anerkendes i de øvrige medlemsstater, fordi reglen i artikel 22, nr. 1), om enekompetence i sager om rettigheder over fast ejendom er tilsidesat.

34.

Jeg mener, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende. Det følger efter min opfattelse først og fremmest af ordlyden af artikel 27 i forordning nr. 44/2001, der gengiver indholdet af Bruxelleskonventionens artikel 21. Det er vigtigt at tage hensyn til, at den sidstnævnte bestemmelse har gennemgået en markant udvikling. Før 1989, hvor artikel 21 blev ændret ( 37 ), var den affattet på en sådan måde, at enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først var anlagt, skulle erklære sig inkompetent og kun havde mulighed for at udsætte afgørelsen, såfremt den anden rets kompetence blev bestridt.

35.

I dag er mekanismen den omvendte, eftersom enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, i stedet skal udsætte sagen, »indtil denne rets kompetence er fastslået«. Det må dog antages, at denne kompetence aldrig vil kunne fastslås, når den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på grund af tvistens genstand råder over en enekompetence som den, der følger af forordningens artikel 22, nr. 1), og nødvendigvis må have forrang ( 38 ).

36.

Jeg mener ikke, at Domstolen har modsagt dette i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 21. Dommen i sagen Overseas Union Insurance m.fl. ( 39 ) indeholder således et obiter dictum, der modsætningsvis kan forstås således, at i det tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er enekompetent i henhold til denne konvention, særlig i henhold til artikel 16 (der svarer til artikel 22 i forordning nr. 44/2001), vil denne ret have mulighed for at tage hensyn til, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, savner kompetence. I dette tilfælde vil den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, med andre ord kun undersøge sin egen kompetence, som her er en enekompetence, hvilket generaladvokat Van Gerven gjorde opmærksom på i den samme sag ( 40 ).

37.

Denne opfattelse af den oprindelige udgave af artikel 21 må efter min mening i særdeleshed gælde for artikel 27 i forordning nr. 44/2001, hvoraf det fremgår endnu tydeligere, at det skal fastslås formelt, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, før man kan drage samtlige konsekvenser af en situation med litispendens.

38.

Det skal tilføjes, at den efterfølgende retspraksis synes at bekræfte denne vurdering. I Gasser-dommen ( 41 ), der vedrører den ændrede udgave af Bruxelleskonventionens artikel 21, fastslog Domstolen, at den processuelle regel, der er indeholdt heri, »klart og udelukkende tager udgangspunkt i den rækkefølge, hvori sagerne er anlagt ved de pågældende retter«. Den udledte heraf, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, selv om denne rets kompetence hævdes at følge af en værnetingsaftale, navnlig af hensyn til retssikkerheden skal udsætte sagen, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent ( 42 ).

39.

Sagen drejede sig imidlertid specifikt om en enekompetence, der er tillagt i henhold til en værnetingsaftale, som parterne kan undlade at anvende, eller hvis gyldighed vil kunne anfægtes ( 43 ), og ikke om en kompetence, der er direkte knyttet til tvistens genstand, som den, der gælder i sager om rettigheder over fast ejendom, jf. artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

40.

Når det kun er den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, der er enekompetent ( 44 ) ifølge den sidstnævnte bestemmelse, mener jeg dog ikke, at det er hensigtsmæssigt, at den udsætter sin afgørelse i den sag, der verserer for denne, i henhold til forordningens artikel 27, stk. 1, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har truffet sin afgørelse, eftersom denne ikke med gyldig virkning kan erklære sig kompetent og dermed påkende realiteten i den parallelle sag. Dette kunne bane vej for illoyale »torpedosøgsmål«, hvor der først anlægges sag i en medlemsstat alene for at omgå den enekompetence, der tilfalder retterne i en anden medlemsstat, dvs. den, hvor den omtvistede faste ejendom er beliggende.

41.

Det system, som artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 indgår i, understøtter den fortolkning, jeg går ind for. Det fremgår således af forordningens artikel 25, at alle retter i andre medlemsstater end den, hvor den faste ejendom, der er genstand for en tvist om tinglige rettigheder, er beliggende, har pligt til at erklære sig inkompetente ( 45 ). Ifølge forordningens artikel 35, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, er det desuden klart, at en afgørelse, der træffes af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, i strid med kompetencereglen i artikel 22, nr. 1), hverken kan anerkendes eller fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater. Hvis den ret, som sagen senere er anlagt ved, og som er enekompetent, under disse omstændigheder udsætter sagen, vil dette blot føre til tidsspilde og dermed ikke imødekomme hensynet til god retspleje.

42.

For at undgå, at mekanismen i forordningens artikel 27, stk. 1, fratages sin effektive virkning, mener jeg dog kun, at den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, bør fastslå, at den selv er enekompetent i forhold til den ret, som sagen først er anlagt ved, og som i princippet har forrang, såfremt det er muligt at komme med en pålidelig forudsigelse om anerkendelsen og fuldbyrdelsen uden risiko for modstridende afgørelser. Jeg er enig med Det Forenede Kongeriges regering og den schweiziske regering i, at en sådan forudsigelse er mulig, når tvisterne falder ind under anvendelsesområdet for artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Der gribes i netop denne sammenhæng ikke ind i formålet med forordning nr. 44/2001 og navnlig med artikel 27 heri, som er at undgå, at der anlægges parallelle retssager ved retter i forskellige medlemsstater med indbyrdes uforenelige retsafgørelser til følge ( 46 ), eftersom det er usandsynligt, at der vil forekomme sådanne afgørelser.

43.

Jeg foreslår derfor, at det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, eftersom der i et tilfælde som det foreliggende ikke er tale om to retter, der begge er kompetente, og der således ikke foreligger nogen positiv kompetencekonflikt, som skal løses ved anvendelse af bestemmelserne om litispendens i forordning nr. 44/2001.

44.

De fire andre præjudicielle spørgsmål, der vedrører artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ( 47 ), omgrupperes således, at jeg først behandler de betingelser, der skal være opfyldt, for at der foreligger litispendens i denne bestemmelses forstand (1), og dernæst konsekvenserne af en eventuel litispendens (2).

45.

Der er efter min opfattelse ikke nogen grund til at besvare disse spørgsmål, hvis Domstolen følger mit forslag og fastslår, at der ikke er tale om litispendens i denne artikels forstand i den foreliggende sag på grund af den overordnede enekompetence, der i henhold til forordningens artikel 22, nr. 1), følger af forum rei sitae. De bemærkninger, som jeg fremsætter til disse spørgsmål i det følgende, er derfor kun af subsidiær karakter.

46.

De to første præjudicielle spørgsmål vedrører betingelserne for, at der er tale om litispendens i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Domstolen skal navnlig præcisere, hvad der skal forstås ved udtrykkene »krav […] mellem de samme parter« (a) og »krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag« (b), som ikke er defineret i denne bestemmelse.

47.

Jeg vil først minde om, at de to udtryk skal defineres selvstændigt, dvs. uafhængigt af de opfattelser, der hersker i de forskellige medlemsstater ( 48 ).

48.

Efter min opfattelse bør der ved fortolkningen af bestemmelserne om litispendens i forordning nr. 44/2001 implicit tages hensyn til den tilgang, Domstolen valgte i Tatry-dommen, hvor den skulle fortolke det beslægtede begreb indbyrdes sammenhængende krav, der omfatter »alle tilfælde, hvor der er risiko for modstridende afgørelser, og dette må også gælde i tilfælde, hvor afgørelserne kan fuldbyrdes særskilt, og deres retsvirkninger ikke gensidigt udelukker hinanden« ( 49 ). Jeg udleder heraf, at litispendens vedrører situationer, hvor de afgørelser, der skal træffes, ikke vil kunne fuldbyrdes særskilt, og deres retsvirkninger gensidigt udelukker hinanden. Det er efter min opfattelse baggrunden for, at enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har pligt til at udsætte sagen, indtil den sidstnævnte rets kompetence er fastslået ( 50 ).

49.

Det skal indskydes, at der i forbindelse med denne fortolkning også skal tages fornødent hensyn til, at der ikke findes harmoniserede EU-regler for, hvilken objektiv og subjektiv rækkevidde en civilretlig afgørelses materielle retskraft (res judicata) har. Det er derfor ikke helt let at anvende bestemmelserne om litispendens, eftersom jeg mener, at litispendens i virkeligheden svarer til, at den afgørelse, som den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, skal træffe, i en vis forstand tillægges retskraft på forhånd. I forbindelse med forpligtelsen i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 til at udsætte sagen kan det heller ikke kræves, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har indgående kendskab til de civilretlige regler eller civile retsplejeregler, der finder anvendelse i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende. Den førstnævnte ret må efter min opfattelse kunne træffe sin afgørelse efter en gennemgang, der overvejende er af teknisk karakter, af de indledende processkrifter i den verserende parallelle sag.

50.

Med det første spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at oplyse, om der er tale om retssager »mellem de samme parter«, hvilket begreb er et af kriterierne for, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse, når der er anlagt to parallelle sager, hvor de personer, der er parter i begge sager, optræder som sagsøgte i den første sag, mens de optræder som henholdsvis sagsøger og sagsøgt i den anden sag.

51.

Domstolen er allerede blevet bedt om at definere dette udtryk i forbindelse med fortolkningen af Bruxelleskonventionen, hvor den fastslog, at »kravet om, at parterne skal være de samme, skal fortolkes uafhængigt af parternes stilling i hver af de to sager, således at sagsøgeren i den først anlagte sag kan være sagsøgt under den senere anlagte sag« ( 51 ) og omvendt. Parterne kan således have forskellige roller i de parallelle sager.

52.

Den har også udtalt, at der foreligger litispendens, selv om der ikke er fuldstændig, men kun delvis identitet mellem parterne, forudsat at »mindst én af sagsøgerne og mindst én af de sagsøgte i den først anlagte sag ligeledes optræder som part på sagsøgernes eller de sagsøgtes side under den senere anlagte sag, eller omvendt« ( 52 ).

53.

Domstolen fortolkede desuden dette kriterium meget udvidende i Drouot assurances-dommen, hvori den fastslog, at det til tider kan være nødvendigt at anvende bestemmelserne om litispendens, selv om parterne i de to sager ikke formelt er de samme, for så vidt som de berørte personers interesser er sammenfaldende og uadskilleligt forbundne i en sådan grad, at de må betragtes som én og samme part, eftersom »en dom afsagt over den ene har retskraft i forhold til den anden« ( 53 ).

54.

Jeg mener dog kun, at denne dom finder anvendelse i tilfælde af litis consortium necessarium (nødvendigt procesfællesskab) eller i tilsvarende situationer, hvor der ikke er nogen retlig tvivl om, at parternes interesser er uadskilleligt forbundne og sammenfaldende. En anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har som hovedregel ikke pligt til at undersøge, om disse kriterier er opfyldt, hvilket ville kræve, at den hører alle parter i den sag, der verserer ved den ret, hvor sagen først er anlagt, eller indhenter de nødvendige beviser.

55.

Hvis der ikke fandtes en sådan begrænsning, ville denne retspraksis efter min opfattelse kunne resultere i manglende adgang til domstolsprøvelse, fordi den omstændighed, at der verserede en sag mod en part i den ene medlemsstat, kunne være til hinder for at anlægge og afslutte en sag mod en anden person i en anden medlemsstat, selv om den dom, der blev afsagt i den første sag, ikke skulle fuldbyrdes over for sagsøgte i den anden sag, der var anlagt i sidstnævnte medlemsstat ( 54 ). Det skal herved påpeges, at de rettigheder, der er knæsat i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 ( 55 ), og i artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 56 ), er individuelle rettigheder, som ikke afhænger af, om den pågældende fysiske eller juridiske person har uadskilleligt forbundne eller sammenfaldende interesser i forhold til en anden person. Selv om de har fælles interesser, er der alligevel tale om forskellige retssubjekter, og et retssubjekt kan ikke med rette fratages muligheden for straks at få prøvet sin sag, fordi et andet retssubjekt optræder som sagsøgt i en tvist, der er indbragt for en ret i en anden medlemsstat.

56.

Hvad angår det foreliggende konkrete tilfælde fremgår det efter min opfattelse klart af ordlyden af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at parterne ud over at være de samme i denne bestemmelses forstand også skal være modparter i de to sager, der verserer parallelt ( 57 ). Dette krav afspejler også den klassiske tilgang i civile sager, hvor der føres sag mellem to parter, nemlig en sagsøger og en sagsøgt, der hver især har fremsat krav mod den anden.

57.

Ifølge den ovennævnte retspraksis kan parterne ganske vist skifte rolle i parallelle sager, hvor der muligvis foreligger litispendens, men det kan ikke antages ud fra denne bestemmelses ordlyd, at den skal anvendes i situationer, hvor parterne som her begge optræder som enten sagsøgere eller sagsøgte i den første retssag, men hvor den ene er sagsøger, og den anden er sagsøgt i den anden retssag.

58.

Hvis reglen om, at sagen skal udsættes, i forordningens artikel 27, stk. 1, anvendes i en sådan situation, mener jeg, at det kan være vanskeligt at sikre parterne en effektiv domstolsprøvelse og at sikre retten til forsvar for den part, der er sagsøgt i den først anlagte sag. Sagsøgte vil således ikke kunne forsvare sine interesser på en effektiv måde ved den ret, hvor sagen først er anlagt, over for en part, der også er sagsøgt og ikke modpart i denne sag.

59.

Det vil efter min opfattelse også få uheldige følger for den materielle retskraft og tvangsfuldbyrdelsen af den afgørelse, som den første ret træffer, til fordel for den ene sagsøgte, men til ulempe for den medsagsøgte. Når der er tale om en trepartskonstellation (A mod B og C) eller en topartskonstellations (B mod C), har jeg vanskeligt ved at se, hvorfor det ikke skulle være muligt at fuldbyrde de afgørelser, der træffes parallelt, særskilt, og hvordan deres retsvirkninger skulle udelukke hinanden, eftersom retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ikke har subjektiv rækkevidde erga omnes, men er begrænset til retsforholdet mellem sagsøger og sagsøgte.

60.

Den fortolkning, jeg foreslår, er forenelig med hovedformålet med artikel 27 i forordning nr. 44/2001, som er at imødegå risikoen for modstridende afgørelser, der ikke kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat ( 58 ), eftersom der ikke findes en sådan risiko under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag. En afgørelse, der træffes af en tysk ret mod M. Weber, vil således ikke have materiel retskraft, dvs. bindende virkning, over for Z. GbR i Italien, og omvendt vil en afgørelse, der træffes af den italienske ret, ved hvilken der først er anlagt sag, ikke have materiel retskraft i Tyskland. M. Weber, der er forpligtet af forkøbsretten, har desuden ikke de samme interesser som dette selskab, som er køber af den faste ejendom, der er behæftet med denne ret.

61.

Jeg må på dette grundlag og i modsætning til det af den forelæggende ret anførte tilslutte mig den anskuelse, som alle de berørte parter med undtagelse af M. Weber ( 59 ) har anlagt, nemlig at krav som dem, der er fremsat for henholdsvis den italienske og den tyske ret i den foreliggende sag, ikke kan anses for at være fremsat »mellem de samme parter« som omhandlet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Såfremt Domstolen beslutter sig for at tage stilling til det første spørgsmål, vil jeg derfor foreslå, at det besvares benægtende.

62.

Den forelæggende ret ønsker med sit andet spørgsmål oplyst, om to sager har »samme genstand« som omhandlet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, når de vedrører krav, der er baseret på forskellige påstande og anbringender, men der for at træffe afgørelse i de to parallelle sager skal tages stilling til det samme præliminære spørgsmål, eller der i den ene sag er nedlagt en subsidiær påstand om, at der træffes afgørelse vedrørende et retsforhold, der spiller en rolle som præliminært spørgsmål i den anden sag.

63.

Det skal præciseres, at problemet i det foreliggende tilfælde kun vedrører det første krav, der er fremsat for den italienske ret, hvor sagen først er anlagt, sammenholdt med det krav, der er fremsat for den tyske ret, hvor sagen efterfølgende er anlagt.

64.

Jeg vil gerne indskyde, at det ikke er nødvendigt at besvare dette spørgsmål, hvis det første spørgsmål, som jeg har anbefalet, besvares benægtende, eftersom det fremgår udtrykkeligt af artikel 27, at kriterierne heri er kumulative. Hvis et af disse kriterier ikke er opfyldt, er det derfor tilstrækkeligt til, at reglen om litispendens i det pågældende tilfælde ikke finder anvendelse. Jeg mener ikke, at det kan afgøres, om grundlaget og genstanden er sammenfaldende, uden at tage hensyn til, om parterne er de samme. Grundlaget og genstanden vedrører den objektive rækkevidde såvel af kravene som af den materielle retskraft af den afgørelse, der skal træffes. Denne objektive rækkevidde kan ikke gå ud over retssagens subjektive rækkevidde i forbindelse med tvister, der vedrører anvendelsesområdet af forordning nr. 44/2001 ( 60 ).

65.

Jeg vil derfor alene for fuldstændighedens skyld indledningsvis understrege, at Domstolen i Gubisch Maschinenfabrik-dommen ( 61 ) fastslog, at »[s]elv om den tyske version af artikel 21« i Bruxelleskonventionen, der svarer til artikel 27 i forordning nr. 44/2001, »ikke udtrykkeligt sondrer mellem begreberne »genstand« og »grundlag«, må den forstås således, at den har samme indhold som de andre sproglige versioner, som alle indeholder denne sondring« ( 62 ). Uanset formuleringen af det andet spørgsmål, der er stillet her, mener jeg som følge heraf, at det er nødvendigt ikke at begrænse svaret på dette spørgsmål til begrebet genstand, men også at se på begrebet grundlag.

66.

Det fremgår af retspraksis, at begrebet »grundlag« omfatter »de faktiske omstændigheder og den retsregel, der påberåbes til støtte for kravet«, mens der ved begrebet »genstand« forstås, »hvad kravet går ud på« ( 63 ), dvs. det ønskede udfald af sagen. Efter denne resultatorienterede tilgang har Domstolen allerede fastslået, at begrebet samme genstand ikke kan begrænses til tilfælde, hvor de krav, der er fremsat i de to parallelle sager, er formuleret ens ( 64 ). Den har også bemærket, at der med henblik på at bedømme, om to krav har samme genstand, kun skal tages hensyn til de krav, som er fremsat af de respektive sagsøgere i disse sager, og ikke til de indsigelser, en sagsøgt gør gældende ( 65 ).

67.

Med hensyn til den særlige problematik, der er rejst i den foreliggende sag, vil jeg først og fremmest bemærke, at den omstændighed, at der foreligger et præliminært spørgsmål i to parallelle sager, efter min opfattelse ikke er afgørende for, om disse tvister hviler på samme grundlag og har samme genstand ( 66 ). Jeg mener, at spørgsmålet om, hvorvidt grundlaget og genstanden er de samme, især skal undersøges ud fra de potentielle virkninger af den afgørelse, som den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, skal træffe. Det skal således klarlægges, om sagsøgte i den første sag stadig har noget at vinde i den anden sag efter enten at have vundet eller tabt den første sag. Der skal med andre ord tages hensyn til, hvilken retsvirkning der tilstræbes, og hvorfor afgørelsen i den første sag skulle have objektiv retskraft ved den ret, hvor den anden sag er anlagt.

68.

Når et spørgsmål betegnes som »præliminært«, er det i princippet tilstrækkeligt til at udelukke det pågældende retsforhold fra anvendelsesområdet for begrebet sagsgenstand som omhandlet i artikel 27 i forordning nr. 44/2001, eftersom formålet med en sag ikke udelukkende kan være at få besvaret et sådant spørgsmål, som retsinstansen bør afgøre forinden for at kunne forkaste sagsøgerens påstand eller tage den til følge. Dette gælder, uanset om det præliminære spørgsmål også spiller en rolle som præliminært spørgsmål i den anden sag eller som et krav, der er fremsat inden for rammerne af en subsidiær påstand.

69.

Det skal herved påpeges, at det i den retssag, der i det foreliggende tilfælde er anlagt ved den italienske ret, principalt gøres gældende, at I. Webers udøvelse af forkøbsretten er ugyldig og uden retsvirkninger, fordi hun ikke accepterede de bestemmelser, der var fastsat i aftalen mellem Z. GbR og M. Weber, i deres helhed, og nærmere bestemt sidstnævntes tilbagetrædelsesret. Herudover har Z. GbR subsidiært nedlagt påstand om, at det fastslås, at I. Weber var bundet af de aftalebestemmelser, der var vedtaget af dette selskab og M. Weber, herunder den nævnte tilbagetrædelsesret. Formålet med den retssag, der er anlagt ved den tyske ret, er derimod at tvinge M. Weber til at indføre I. Weber i tingbogen som ejer af førstnævntes andel på fire tiendedele af den faste ejendom.

70.

På det rent formelle plan har de to sager således ikke samme genstand, og der er ingen risiko for, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser. Der er til gengæld en overlapning mellem den subsidiære påstand, der er nedlagt i den italienske retssag, og begrundelsen for den retssag, der er anlagt i Tyskland, med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt aftalebestemmelsen om M. Webers tilbagetrædelsesret kan gøres gældende over for I. Weber. I denne henseende mener jeg i lighed med Kommissionen, at genstanden i disse to retssager er tilstrækkelig ens set ud fra de kriterier, der er opstillet i den ovenfor nævnte retspraksis, hvorefter det er muligt at tage udgangspunkt i den problematik, der er »kernen« i de to parallelle sager ( 67 ), hvilket i dette tilfælde er den faktiske udøvelse af den pågældende forkøbsret.

71.

Med hensyn til grundlaget mener jeg derimod, at de to sager ganske vist er baseret på de samme faktiske omstændigheder, men kravene er, som den tyske regering har gjort gældende, støttet på to forskellige retsakter. Den retssag, som Z. GbR har anlagt ved den italienske ret, er således baseret på den aftale, selskabet indgik med M. Weber den 28. oktober 2009, hvorimod I. Webers tyske retssag er baseret på den aftale, som hun selv indgik med M. Weber efter at have udøvet sin forkøbsret. Det er ganske vist ikke oplyst i forelæggelsesafgørelsen, hvilke lovbestemmelser Z. GbR har fremført til støtte for sine krav ved den italienske ret ( 68 ), men det fremgår, at disse krav er formuleret på en sådan måde, at de vedrører aftaleforholdet. Den indsigelse, der er rejst i den verserende tyske retssag, er til gengæld baseret på BGB’s § 464 ( 69 ) og støttet på en forkøbsret. I betragtning af Domstolens definition af begrebet»grundlag« ( 70 ), som både omfatter de faktiske omstændigheder og den retsregel, der påberåbes til støtte for kravet, finder jeg det ikke godtgjort, at de to sager hviler på samme grundlag, eftersom den retsakt, der er tale om i den anden sag, ikke har noget at gøre med den aftale, der er påberåbt i den første sag, og de retsregler, der er påberåbt i de to sager, ikke synes at være de samme.

72.

Jeg vil endelig pointere, at det, hvis det materielle anvendelsesområde for artikel 27 i forordning nr. 44/2001 fortolkes for udvidende, kan blive vanskeligt at adskille denne bestemmelse fra artikel 28 i samme forordning eller medføre, at den sidstnævnte bestemmelse mister sin effektive virkning, eftersom hensigten med artikel 28 er at supplere artikel 27 i forbindelse med sager, der ikke er helt parallelle ( 71 ). Jeg vil vende tilbage til forholdet mellem disse to bestemmelser i forbindelse med svaret på den forelæggende rets sjette spørgsmål.

73.

Jeg foreslår som følge heraf subsidiært, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende.

74.

Det femte spørgsmål og det ottende spørgsmåls første led vedrører begge virkningerne af en eventuel litispendens og navnlig de omstændigheder, som en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, skal tage hensyn til inden for rammerne af sin afgørelse i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Det ønskes oplyst, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, inden den udsætter sagen i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, for det første skal efterprøve en parts indsigelse om, at den anden part har gjort sig skyldig i retsmisbrug ved først at anlægge sag for en ret i en anden medlemsstat, og hvilke konsekvenser det i givet fald har (a), og for det andet skal tage hensyn til retten til domstolsprøvelse for sagsøgeren i den efterfølgende sag (b).

75.

Det skal præciseres, at Domstolen ikke behøver at besvare disse to spørgsmål, hvis den følger min anbefaling og ud fra svarene på de øvrige spørgsmål, den forelæggende ret har stillet, konkluderer, at artikel 27 ikke finder anvendelse under de foreliggende omstændigheder.

76.

Jeg vil indledningsvis understrege, at jeg anser det femte spørgsmål for at være hypotetisk. Det vedrører således et tilfælde, hvor sagsøgeren over for den ret, ved hvilken sagen senest er anlagt, har gjort gældende, at modpartens (»den anden parts«) anlæggelse af sagen for en anden ret udgør retsmisbrug, inden den sidstnævnte ret har taget stilling til sin egen kompetence.

77.

Som M. Weber har indvendt, er den parallelle italienske sag dog ikke anlagt af hende selv, men af Z. GbR, som ikke er part i den sag, der verserer for den forelæggende ret. Her er parterne I. Weber og M. Weber. Eftersom Domstolens besvarelse af dette spørgsmål efter fast retspraksis ( 72 ) er åbenbart uden betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen ( 73 ) og dermed ikke er nødvendig for, at den forelæggende ret kan tage stilling til, om sagen skal udsættes i henhold til artikel 27 i forordning nr. 44/2001, mener jeg ikke, at dette spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

78.

For det tilfælde, at Domstolen finder det nødvendigt at besvare dette spørgsmål, vil jeg dog fremsætte en række subsidiære bemærkninger hertil.

79.

Hvis kompetencen kun afhænger af et tidsmæssigt kriterium som det, der følger af artikel 27 i forordning nr. 44/2001, begunstiges den part, der viser sig hurtigst til at indbringe sagen for en ret i en medlemsstat, hvilket taler for at besvare spørgsmålet bekræftende ( 74 ). Man risikerer dog som bekendt, at der anlægges torpedosøgsmål, hvor parter i ond tro udøver deres søgsmålsret hurtigst muligt med det formål at omgå de almindelige kompetenceregler og navnlig reglen om, at retssager skal anlægges ved sagsøgtes hjemting, eller med det ene formål at forhale sagen ( 75 ). I. Weber hævder, at det er det, der er sket i den foreliggende sag ( 76 ).

80.

Jeg er dog enig med Kommissionen i, at et eventuelt misbrug af søgsmålsretten begået af den sagsøger, der først har anlagt sag ved retten i en anden medlemsstat, ikke er en omstændighed, som en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, kan eller skal tage hensyn til, når der foreligger litispendens som omhandlet i artikel 27 i forordning nr. 44/2001.

81.

Domstolen har således allerede med hensyn til en påstand om, at den første sagsøger havde forsøgt at forhale sagen, fastslået, at det helt åbenbart vil være i modstrid med såvel ordlyden af som opbygningen af og formålet med Bruxelleskonventionen, hvis artikel 21 heri (der svarer til artikel 27 i forordning nr. 44/2001) fortolkes således, at denne artikel ikke skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende i en kontraherende stat (eller en medlemsstat), hvor procedurerne ved retterne i forbindelse med sagernes behandling generelt set er urimeligt langvarige ( 77 ).

82.

Denne strenge fortolkning kan efter min opfattelse udvides til også at omfatte en indsigelse om misbrug af retten til at anlægge søgsmål først, henset til ordlyden af artikel 27 ( 78 ), hvorefter det kun skal undersøges, om grundlaget, genstanden og parterne er de samme, og henset til det princip om, at medlemsstaterne har gensidig tillid til hinandens retssystemer, som denne bestemmelse bl.a. er baseret på ( 79 ). Fordelen ved denne undersøgelse er, at den er objektiv og ikke kræver en kasuistisk vurdering.

83.

Jeg mener derfor subsidiært, at det femte spørgsmål eventuelt bør besvares med, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ikke ved anvendelsen af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal tage hensyn til sagsøgerens indsigelse om, at modparten har gjort sig skyldig i retsmisbrug ved først at anlægge sagen for en ret i en anden medlemsstat.

84.

Det ottende spørgsmåls første led går i det væsentlige ud på at afklare, om artikel 27 i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ved anvendelsen af denne artikel ikke bare skal tage hensyn til formålet om at undgå indbyrdes uforenelige eller modstridende afgørelser ( 80 ), men også til »retten til domstolsprøvelse« eller »adgangen til domstolsprøvelse« ( 81 ) for den sagsøger, der efterfølgende har anlagt sag.

85.

Svaret bør efter min opfattelse begrænses til en fortolkning af artikel 27, stk. 1, selv om dette ikke præciseres i spørgsmålet. Den foreliggende sag vedrører således det tilfælde, hvor en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætter sagen, indtil den sidstnævnte rets kompetence er fastslået ( 82 ), hvorimod artikel 27, stk. 2, vedrører det tilfælde, hvor den anden ret erklærer sig inkompetent, når denne kompetence allerede er fastslået.

86.

Den forelæggende ret har bemærket, at det af hensyn til adgangen til domstolsprøvelse ikke er muligt at fravige den regel, der finder anvendelse i tilfælde af litispendens. Den har anført, at dette ville være i strid med det princip, der ligger til grund for forordning nr. 44/2001 ( 83 ), dvs. princippet om, at borgerne skal sikres den samme beskyttelse i alle medlemsstater ( 84 ), medmindre der foreligger særlige omstændigheder ( 85 ), hvilket der ikke er tale om i denne sag.

87.

Når det tillades en ret i en medlemsstat at tage konkret hensyn til en sagsøgers adgang til domstolsprøvelse, mener jeg, at det i sig selv er foreneligt med retten til en effektiv domstolsprøvelse ( 86 ), der sikres ved EMRK’s artikel 6 og 13 og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2 ( 87 ). Det skal præciseres, at Domstolen allerede har fastslået, at de grundlæggende rettigheder til »effektive retsmidler« og til »en upartisk domstol« som omhandlet i denne artikel i chartret, skal beskyttes, bl.a. i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 44/2001 ( 88 ).

88.

Jeg mener imidlertid ikke, at en fortolkning af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, selv om den sker på grundlag af chartret, må føre til ændring af denne artikels rækkevidde. Der er tale om en rent teknisk bestemmelse ( 89 ), som det efter min opfattelse ikke bør være vanskeligt at anvende set i forhold til chartrets artikel 47, eftersom det må antages, at parterne i den tvist, der er indbragt for en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, inden for medlemsstaternes retssystemer har adgang til domstolsprøvelse og ret til en retfærdig rettergang ved den ret, hvor sagen først er anlagt.

89.

Kommissionen har fremhævet, at når de vilkår, der er indeholdt i nævnte artikel 27, er opfyldt, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen er anlagt – eventuelt på embeds vegne – udsætte sagen uden at tage hensyn til andre forhold såsom sagsøgerens effektive adgang til domstolsprøvelse. Retten råder ikke over noget skøn svarende til det, den indrømmes i forordningens artikel 28, stk. 1.

90.

Jeg foreslår som følge heraf, at det ottende spørgsmåls første led besvares benægtende.

91.

De tre præjudicielle spørgsmål, der vedrører artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ( 90 ), omgrupperes, således at jeg først undersøger spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse kun finder anvendelse, hvis betingelserne for anvendelsen af forordningens artikel 27, stk. 1, ikke er opfyldt (1), og dernæst undersøger, hvilke omstændigheder der kan tages i betragtning af den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, når den udøver sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 28, stk. 2, ved afgørelsen af, om det er hensigtsmæssigt at udsætte sagen, i forbindelse med indbyrdes sammenhængende krav (2).

92.

Formålet med det sjette spørgsmål er i det væsentlige at afgøre, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, før den kan anvende artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 – vedrørende sagens udsættelse i forbindelse med indbyrdes sammenhængende krav – skal sikre sig, at forordningens artikel 27, stk. 1 – vedrørende sagens udsættelse i forbindelse med litispendens – ikke finder anvendelse på den sag, der verserer for denne, eller om den uden videre kan vælge at anvende forordningens artikel 28 uden at undersøge, om artikel 27 eventuelt finder anvendelse ( 91 ).

93.

Det er efter min opfattelse kun nødvendigt at besvare det sjette spørgsmål, hvis Domstolen i modsætning til, hvad jeg har foreslået, besvarer de fire første præjudicielle spørgsmål med, at bestemmelserne i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse i den foreliggende sag som følge af identitet både hvad angår genstand, grundlag og parter, uanset en eventuel enekompetence for en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, og at disse bestemmelser derfor kan komme i konflikt med bestemmelserne i forordningens artikel 28.

94.

Der bør efter min opfattelse være et logisk eller ligefrem hierarkisk forhold mellem disse bestemmelser, således at artikel 27 anvendes frem for artikel 28 under hensyntagen til de forskelle, der er mellem dem ( 92 ).

95.

For det første er formålet med disse artikler ikke fuldstændig ens. De indeholder begge regler, der i videst muligt omfang skal undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige afgørelser vedrørende samme tvist i forskellige stater ( 93 ). Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at den indbyrdes uforenelighed fortolkes mere fleksibelt i forhold til artikel 28 i forordning nr. 44/2001 ( 94 ) end i forhold til samme forordnings artikel 27, eftersom artikel 28 kun har til formål at sikre en bedre koordinering af domstolenes virksomhed i de forskellige medlemsstater ( 95 ).

96.

For det andet anvendes disse bestemmelser på forskellige måder. Anvendelsen af artikel 27 kræver bl.a., at alle de nævnte faktorer vedrørende identiteten er til stede, hvorimod kravene til anvendelsen af artikel 28 er mindre strenge. Selv om det ikke efterprøves, om betingelserne for litispendens er opfyldt som omhandlet i artikel 27, kan to sager, der er tilstrækkeligt snævert forbundne, således falde ind under bestemmelserne om indbyrdes sammenhængende krav, hvis kriterierne i artikel 28, stk. 3, i øvrigt er opfyldt ( 96 ).

97.

For det tredje har artikel 27, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 meget forskellige virkninger, selv om de begge omhandler sagens udsættelse ( 97 ). Den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, råder således over et skøn i forbindelse med indbyrdes sammenhængende krav ( 98 ), i hvilken denne situation den frit kan vælge ikke at handle på embeds vegne og ikke at udsætte sagen, hvilket den ikke kan gøre i tilfælde af litispendens, hvor den er nødt til at udsætte sagen, selv om ingen af parterne har påberåbt sig denne mulighed.

98.

Det skal endvidere understreges, at Domstolen i Tatry-dommen fandt det klart, at det forelagte spørgsmål om anvendelsesområdet for Bruxelleskonventionens artikel 22 (der svarer til artikel 28 i forordning nr. 44/2001) »kun kan opstå i tilfælde, hvor betingelserne for at anvende konventionens artikel 21[, der svarer til forordningens artikel 27,] ikke er opfyldt« ( 99 ). Jeg må heraf slutte, at der findes en rangorden mellem disse bestemmelser, således at artikel 28 kun finder anvendelse, hvis artikel 27 ikke finder anvendelse ( 100 ).

99.

Jeg foreslår som følge heraf, at det sjette spørgsmål besvares med, at det er en forudsætning for anvendelsen af artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, forinden har undersøgt og konkluderet, at kriterierne for at anvende denne forordnings artikel 27, stk. 1, ikke er opfyldt i forbindelse med den sag, der verserer for den.

100.

Henset til dette spørgsmåls ordlyd ( 101 ) vil jeg dog præcisere, at jeg ikke finder det nødvendigt, at den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, formelt afgør – ved udtrykkeligt at fastslå det – at artikel 27 i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse i den konkrete sag. Det er tilstrækkeligt, at denne ret systematisk efterprøver på forhånd, om forordningens artikel 27 finder anvendelse, når den agter at udsætte sagen i henhold til forordningens artikel 28.

101.

Med det syvende spørgsmål og det ottende spørgsmåls andet led anmodes Domstolen om at oplyse, hvilke kriterier en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har mulighed for at tage hensyn til, når den benytter sig af muligheden for at udsætte sagen i henhold til artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og der allerede er anlagt en konneks sag ved en anden ret. I det ene af disse spørgsmål nævnes en række konjunkturbestemte faktorer (a), og det andet vedrører retten til domstolsprøvelse for den sagsøger, der har anlagt sag sidst (b).

102.

Den forelæggende ret har i sit syvende spørgsmål opstillet fire faktorer og spurgt, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, kan (men ikke skal) tage hensyn til disse faktorer, når den skønner, om det i forbindelse med indbyrdes sammenhængende krav er hensigtsmæssigt at udsætte sagen eller at påkende den, i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ( 102 ).

103.

Svaret kan ikke findes i ordlyden af artikel 28, stk. 1. Kommissionen har anført, at lovgiver ikke ønskede at opstille en sådan liste. Jeg mener derfor, at retten råder over en skønsbeføjelse, men at den under alle omstændigheder skal overholde forordningens artikel 28, som af hensyn til en ordnet retspleje inden for Unionen har til formål at undgå, at der verserer parallelle sager i forskellige medlemsstater, og at der eventuelt træffes uforenelige afgørelser ( 103 ).

104.

Den anden ret end den, ved hvilken sagen først anlægges, bør efter min opfattelse kunne tage hensyn til alle konkrete omstændigheder, der gør det muligt for den at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at udsætte den sag, der er indbragt for den ( 104 ). Der kan her ikke være tale om uden en konkret sammenhæng at tage stilling til, om det ene eller det andet kriterium skal lægges til grund, eftersom et forhold sagtens kan være relevant i én sag uden at være det i en anden sag.

105.

Den forelæggende ret har desuden ikke præciseret, om den mener, at de kriterier, som den har spurgt Domstolen om, kan tages i betragtning hver for sig og dermed er tilstrækkelige i sig selv. Jeg mener dog ikke, at nogen af dem i sig selv kan være afgørende. Den anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, bør snarere foretage en afvejning mellem de forhold, der taler for og imod, at den pågældende sag udsættes.

106.

Uanset hvordan Domstolen forholder sig til de fire kriterier, der er opstillet i det syvende spørgsmål, kan den forelæggende rets liste ikke anses for at være udtømmende. Der findes også andre faktorer, som det kan være relevant at tage i betragtning ved det skøn, der udøves i henhold til artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Der kan f.eks. tages hensyn til de forhold, der er nævnt i den tyske retslitteratur, som I. Weber har henvist til ( 105 ), eller til de ikke-udtømmende anvisninger, som generaladvokat Lenz har givet ( 106 ).

107.

Det første af de kriterier, der er opstillet i forelæggelsesafgørelsen, vedrører den omstændighed, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har sæde i en medlemsstat, hvor det statistisk set tager meget længere tid at få behandlet en sag end i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen senest er anlagt, har sæde. En sådan generel vurdering af retssystemet i en anden medlemsstat gør det efter min opfattelse ikke muligt at undlade at anvende artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ( 107 ), som bygger på princippet om lighed mellem medlemsstaternes systemer.

108.

Såfremt en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, i en konkret situation finder det åbenbart, at den sag, der først er anlagt i en anden medlemsstat, har varet for længe, kan den førstnævnte ret dog med rimelighed udlede heraf, at det i dette tilfælde ikke er hensigtsmæssigt at udsætte sagen, fordi kravene er indbyrdes sammenhængende. Det skal analogt påpeges, at Domstolen i forbindelse med forordning nr. 2201/2003 allerede har medgivet, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, kan fortsætte behandlingen af den sag, der er anlagt for den, efter udløbet af en rimelig frist for besvarelse af de spørgsmål, den har forelagt ( 108 ).

109.

Det andet kriterium vedrører det tilfælde, hvor en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, fastslår, at det er lovgivningen i den medlemsstat, hvor den selv er beliggende, der finder anvendelse. Jeg mener dog ikke, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har ret til at udtale sig om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på realiteten i den sag, der verserer for den sidstnævnte ret, eller om, hvorvidt den sidstnævnte ret har kompetence til at bringe de pågældende materielle retsregler i anvendelse ( 109 ).

110.

Det tredje kriterium, der tydeligvis er foranlediget af den høje alder hos de to parter i hovedsagen, vedrører den ene parts alder. Det er efter min opfattelse klart, at dette individuelle forhold ikke kan tages i betragtning, eftersom stort set ingen af de rettigheder og forpligtelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, er af personlig karakter ( 110 ).

111.

Det fjerde og sidste kriterium, der er nævnt i det syvende spørgsmål, vedrører udsigten til, at sagsøgeren i den først anlagte sag får medhold. Jeg mener ikke, at den ret, hvor der senest er anlagt sag, på forhånd kan udtale sig om udfaldet af en sag, der verserer for en anden ret. Når nævnte ret hverken har hørt samtlige parter vedrørende deres påstande i den første sag og heller ikke er blevet underrettet om, hvilke beviser de støtter sig på, vil denne fremgangsmåde ikke være forenelig med princippet om god retspleje og den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang.

112.

Med det ottende spørgsmåls andet led anmodes Domstolen om at afgøre, om en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, kan eller skal tage hensyn til retten til domstolsprøvelse for den sagsøger, der har anlagt sag sidst, ved anvendelsen af artikel 28 i forordning nr. 44/2001, dvs. når der er indbyrdes sammenhæng mellem den retssag, der verserer for denne ret, og en retssag, der verserer for en ret i en anden medlemsstat.

113.

Som jeg også påpegede i forbindelse med dette spørgsmåls første led, bør svaret, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, begrænses til fortolkningen af forordningens artikel 28, stk. 1, selv om den forelæggende ret ikke har præciseret genstanden for sit spørgsmål. Jeg vil derfor kun se på den situation, hvor en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, agter at udsætte sagen og ikke at erklære sig inkompetent ( 111 ).

114.

Beskyttelsen af den nævnte grundlæggende rettighed kan efter min opfattelse have stor betydning for anvendelsen af forordningens artikel 28, stk. 1. I modsætning til forordningens artikel 27, stk. 1, indrømmer artikel 28, stk. 1, enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, en skønsbeføjelse, som gør det muligt for den at sikre sig, at den sagsøger, der har anlagt sag sidst, ikke udsættes for alvorlige begrænsninger af sin adgang til domstolsprøvelse i henhold til chartrets artikel 47 ( 112 ), såfremt retten beslutter at udsætte sagen. Jeg mener som følge heraf, at det ottende spørgsmåls andet led bør besvares bekræftende.

115.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Oberlandesgericht München har forelagt, således: