1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) opfordrer Domstolen til at tage stilling til, om det er muligt at basere den internationale kompetence for en ret i en medlemsstat alene på ansvaret for påstået ulovlige handlinger begået af tredjemand, der gøres gældende over for en sagsøgt, som indirekte har deltaget i disse handlinger i en anden medlemsstat, på samme måde som hvis denne sagsøgte også havde foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion.

2.

Dette for så vidt nye spørgsmål er for det første rejst i forbindelse med fortolkningen af kompetencereglen i artikel 93, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker ( 2 ) i forbindelse med sagsøgtes angivelige medvirken i krænkelseshandlinger begået af tredjemand.

3.

Nærværende anmodning indgår, for så vidt som den for det andet vedrører artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 3 ), i rækken af nyere sager om, hvorvidt det er muligt at tage hensyn til en tilknytning til ansvarspådragende handlinger med henblik på at fastslå kompetence i henhold til bestemmelsen ( 4 ). Analysen af dette aspekt i sagen afslører en modsætning mellem to retninger i retspraksis, hvor den ene taler for en mindre udvidet fortolkning af bestemmelsen end den anden, hvilket Domstolen må tage hensyn til.

4.

Desuden interagerer de to af den nationale ret forelagte spørgsmål, eftersom det første navnlig har til formål at fastslå, i hvilket omfang – forudsat at en udvidelse af kompetencen som den foreslåede er forenelig med artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 – denne fortolkning kan overføres på artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94. De forbindelser, der kan være imellem disse to forordninger, skal derfor også undersøges.

5.

Konkret sker denne præjudicielle forelæggelse i forlængelse af en sag, der er anlagt ved en tysk ret af et tysk selskab mod et belgisk selskab med påstand om, at det belgiske selskab havde medvirket til en krænkelse af det tyske selskabs EF-varemærke og i denne forbindelse bidraget til handlinger, der udgjorde illoyal konkurrence i forhold til dette selskab. På denne baggrund anmodes Domstolen om at tage stilling til, om de tyske retters kompetence kan støttes på den omstændighed, at sagsøgte, der har foretaget handlinger i Belgien, kan antages at have medvirket til gennemførelsen af de ulovlige handlinger, der er begået i Tyskland af en tysk erhvervsdrivende, som ikke er sagsøgt.

6.

Coty Germany GmbH ( 5 ) (herefter »Coty Germany«) producerer og forhandler parfume- og kosmetikprodukter i Tyskland. Selskabet forhandler bl.a. en dameparfume i en flakon, der er gengivet som et tredimensionalt EF-varemærke, som selskabet indehaver rettighederne til efter registrering.

7.

First Note Perfumes NV (herefter »First Note Perfumes«) driver engroshandel med parfumerivarer i Belgien. I januar 2007 solgte selskabet en af dets katalogvarer til Stefan P. Warenhandel (herefter »Stefan P.«), der havde forretningsmæssigt hjemsted i Tyskland. Den forelæggende ret har præciseret, at det er i Belgien, at leveringen af de bestilte flakoner med dameparfume fandt sted. Efterfølgende, nærmere bestemt i august 2007, videresolgte Stefan P. ifølge Coty Germany disse varer i Tyskland.

8.

Coty Germany, som var af den opfattelse, at distributionen af en parfume i en flakon, der lignede det EF-varemærke, som selskabet er indehaver af, udgjorde en krænkelse, en ulovlig sammenlignende reklame og en illoyal efterligning, anlagde sag ved en tysk ret udelukkende mod First Note Perfumes ( 6 ) med påstand om, at selskabet tilpligtedes dels at udlevere oplysninger om sin leverandør, dels at yde fuldstændig erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt og fortsat lider som følge af distributionen af dette produkt i Tyskland, samt godtgøre sagsøgerens sagsomkostninger afholdt før den retslige procedure.

9.

Idet sagsøgte blev frifundet for disse påstande i første instans, hvilket blev stadfæstet under appel med den begrundelse, at de tyske retter ikke havde international kompetence, har Coty Germany iværksat en »revisionsanke« ved Bundesgerichtshof. Selskabet har gjort gældende, at der er sket krænkelse af det omhandlede EF-varemærke og gjort brug af en praksis, der udgjorde illoyal konkurrence.

10.

For så vidt angår EF-varemærket har Bundesgerichtshof anført, at de tyske retters internationale kompetence i overensstemmelse med artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 ( 7 ) afhænger af spørgsmålet, om Coty Germany gyldigt har kunnet gøre gældende, at den eneste sagsøgte har begået en krænkelseshandling i Tyskland.

11.

First Note Perfumes kan kun have medvirket til en sådan handling i Tyskland som følge af salget foretaget i Belgien af de omtvistede parfumeflakoner til Stefan P., som dernæst har begået en varemærkekrænkelse som omhandlet i forordningens artikel 9, stk. 1, andet punktum, litra b), ( 8 ) i Tyskland. Coty Germany har i denne henseende gjort gældende, at First Note Perfumes medvirkede til den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt i Tyskland, idet First Note Perfumes nemlig ikke var uvidende om, at selskabets tyske kunde havde til hensigt at videresælge de varer, der var købt i Belgien, i Tyskland, hvilket selskabet således bidrog til, og selskabet var derfor ligeledes ansvarlig for gennemførelsen af varemærkekrænkelsen.

12.

Hvad endvidere angår Coty Germanys påstande vedrørende en tilsidesættelse af de tyske bestemmelser om illoyal konkurrence ( 9 ), kan artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ( 10 ) udgøre grundlag for de tyske retters kompetence til at påkende sagen anlagt mod First Note Perfumes som det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. De spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet vedrørende forordning nr. 40/94, er således også, mutatis mutandis, relevante i denne sammenhæng.

13.

Ved kendelse af 31. juli 2012 har Bundesgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

14.

Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af Coty Germany, First Note Perfumes, Det Forenede Kongeriges regering og den schweiziske regering samt af Europa-Kommissionen. Parterne i hovedsagen, den tyske regering og Kommissionen var repræsenteret under retsmødet den 19. september 2013.

15.

Jeg skal indledningsvis præcisere, at da datoen for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, ligger tilbage i 2007, er det alene bestemmelserne i forordning nr. 40/94 og i forordning nr. 44/2001, som omhandlet i den præjudicielle anmodning, der finder anvendelse ratione temporis, og ikke de tilsvarende bestemmelser i henholdsvis forordning (EF) nr. 207/2009 ( 11 ) og forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 12 ), hvorved de to første forordninger er ændret. De bestemmelser, der er relevante i den foreliggende sag, er i øvrigt ikke blevet ændret med hensyn til indhold.

16.

Jeg skal tilføje, at kernen i de to spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, skal findes i Domstolens faste retspraksis, som bygger på Bier-dommen, benævnt »Mines de Potasse d’Alsace« ( 13 ). Det følger heraf, at hvad angår kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt omfatter udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« i artikel 5, nr. 3), i Bruxelleskonventionen ( 14 ) både stedet for den skadevoldende begivenhed, der er årsag til skaden, og stedet for skadens indtræden, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder.

17.

Selv om det står klart, at denne valgmulighed også gælder i forhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, der har erstattet Bruxelleskonventionen ( 15 ), er det fortsat tvivlsomt, hvilket afspejles af det andet spørgsmål, om denne valgmulighed kan udvides, således at den omfatter en tilknytning til handlinger begået af en person, der ikke er sagsøgt, særligt ud fra perspektivet om det sted, hvor skaden er indtrådt. Med det første spørgsmål anmodes Domstolen først om at tage stilling til, om nævnte retspraksis kan anvendes analogt i forhold til artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, eller om denne bestemmelse skal fortolkes selvstændigt, og under alle omstændigheder, om der af denne bestemmelse kan udledes en kompetence for enhver ret, der er forelagt en sag om rettighedskrænkelse i en situation, som den i hovedsagen foreliggende.

18.

Med sit første spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 skal fortolkes således, at bestemmelsen ud fra det sted, hvor en krænkelseshandling i forhold til et EF-varemærke, der tilregnes en af de formodede ophavsmænd til denne krænkelse, som ikke er part i tvisten, gør det muligt at etablere en stedlig kompetence i forhold til en anden formodet ophavsmand til krænkelsen, som ikke selv har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion.

19.

Mere konkret spørger Bundesgerichtshof, om der i det foreliggende tilfælde er blevet begået en krænkelseshandling i denne bestemmelses forstand i Tyskland, for så vidt som First Note Perfumes’ salg af de omtvistede parfumeflakoner til Stefan P., selv om salget er sket i Belgien, har medvirket til den krænkelse af EF-varemærket indehavet af Coty Germany, der er begået af Stefan P. i Tyskland, således at de tyske domstole har kompetence i forhold til First Note Perfumes.

20.

Den forelæggende ret og Coty Germany er af den opfattelse, at spørgsmålet skal besvares bekræftende, i modsætning til First Note Perfumes og Kommission. Den tyske regering har gjort gældende, at artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 ikke giver kompetence til retterne, som er støttet på det sted, hvor følgerne af krænkelsen indtræder, men bestemmelsen kan gøre det muligt at tillægge kompetence, når flere personer bevidst har medvirket i en grænseoverskridende krænkelse af et EF-varemærke. Det Forenede Kongeriges regering og den schweiziske regering har ikke fremsat bemærkninger i denne henseende.

21.

Til støtte for sin analyse har den forelæggende ret taget udgangspunkt i princippet om, at bestemmelsen af det sted, hvor krænkelsen er begået, som omhandlet i artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, med henblik på at afgøre, om en ret i en medlemsstat har kompetence, skal afgøres efter samme målestok som den, der anvendes til at bestemme det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

22.

Det er imidlertid af de grunde, der er redegøres for i det følgende, min opfattelse, at en sådan analogislutning ikke kan lægges til grund. Den første af disse bestemmelser skal følgelig efter min opfattelse fortolkes som en norm, der er forskellig fra den anden bestemmelse.

23.

Den forelæggende ret har anført, at besvarelsen af spørgsmålet om, i hvilken medlemsstat en formodet krænkelse som omhandlet i artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 er begået, både skal vurderes ud fra det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget ( 16 ), og det sted, hvor skaden er indtrådt ( 17 ), i overensstemmelse med den retspraksis, der udspringer af dommen i sagen Mines de Potasse d’Alsace. Den forelæggende ret har gjort gældende, at denne fortolkning analogt med den valgmulighed, der er gældende for så vidt angår artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, i de fleste tilfælde lægges til grund i retslitteraturen ( 18 ) og også er i overensstemmelse med betydningen af og formålet med disse to bestemmelser.

24.

Forudsat at disse to tilknytningspunkter ifølge Domstolen faktisk anses for relevante i forhold til anvendelsen af nævnte bestemmelse, skal det dernæst undersøges, om et af disse to punkter i det konkrete tilfælde kan anses for godtgjort i relation til First Note Perfumes, hvilket forudsætter, at krænkelseshandlingerne begået i Tyskland af den formodede ansvarlige for hovedkrænkelsen, nemlig Stefan P., kan tilregnes First Note Perfumes, for så vidt som selskabet indirekte har medvirket heri. Det ville følge heraf, at de tyske retter har kompetence til at træffe afgørelse i forhold til First Note Perfumes, selv om Stefan P. ikke er blevet sagsøgt.

25.

Der er imidlertid efter min opfattelse flere argumenter, der taler imod muligheden for at fortolke artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 i lyset af retspraksis vedrørende artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

26.

For det første henvises til, at koblingen mellem disse to instrumenter udtrykkeligt fremgår af forordning nr. 40/94, idet forordningens artikel 90, stk. 1, hvis indhold er gengivet mere kortfattet i 15. betragtning til forordningen, opstiller det princip, at Bruxelleskonventionen skal anvendes i tilfælde af en retssag vedrørende et EF-varemærke, hvilket ligeledes gælder for forordning nr. 44/2001 ( 19 ).

27.

Der er imidlertid undtagelser til dette princip. Navnlig udelukker artikel 90, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 i sager, der er et resultat af de i førstnævnte forordnings artikel 92 ( 20 ) omhandlede søgsmål og modkrav, dvs. bl.a. »alle søgsmål vedrørende krænkelse« ( 21 ). Henset til denne udelukkelse indeholder artikel 93 forordning nr. 40/94 flere værnetingsgrundlag, som finder »trinvis« anvendelse, som er specifikke for det materielle indhold omhandlet i bestemmelsen, og som undertiden adskiller sig mærkbart fra dem, der er fastsat i forordning nr. 44/2001 ( 22 ), navnlig bestemmelsens stk. 5 ( 23 ). Jeg skal allerede på dette sted understrege, at den udtrykkelige erklæring ( 24 ) om, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på søgsmål vedrørende krænkelse, hvor det i stedet er artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, der finder anvendelse, idet der herved er fastsat en speciel kompetenceregel på området, efter min opfattelse er til hinder for en fortolkning under ét af disse to bestemmelser.

28.

I modsætning til det synspunkt, som den forelæggende ret har gjort gældende, er jeg af den opfattelse, at der ikke kan ses bort fra den specifikke karakter af denne sidstnævnte bestemmelse, særligt når der for det andet henses til bestemmelsens tilblivelseshistorie. I denne henseende fremgår det af forarbejderne, at der allerede inden den egentlige lovgivningsmæssige fase i forbindelse med processen for udarbejdelse af forslaget til forordning nr. 40/94 blev taget hensyn til kompetencereglerne i Bruxelleskonventionen og Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af dem ( 25 ). Kommissionens arbejdsgruppe for EF-varemærket anførte, at disse regler forekom utilstrækkelige til at regulere de særlige problemer, der kunne opstå ved krænkelse af rettigheder hidrørende fra en sådan eneret, som er gældende i flere medlemsstater. Navnlig fandt arbejdsgruppen, at det, henset til EF-varemærkets særlige karakter, var nødvendigt at ændre reglen i konventionens artikel 5, nr. 3) ( 26 ). Jeg skal tilføje, at det indhold, der er særegent for den specielle kompetenceregel i artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 ( 27 ), aldrig er draget i tvivl på trods af den række ændringer, som denne forordning har været genstand for ( 28 ).

29.

For det tredje understøtter forhold vedrørende sammenhængen tesen om, at ophavsmændene til forordning 40/94 havde et ønske om at markere en forskel mellem denne bestemmelse og dem, der fandtes i Bruxelleskonventionen. En sammenligning med instrumenter vedtaget inden for beslægtede områder viser således, at fællesskabslovgiver bevidst valgte at se bort fra kompetencereglen i konventionens artikel 5, nr. 3), dvs. en vej som fællesskabslovgiver også valgte at gå i andre tekster vedrørende intellektuel ejendomsret ( 29 ), og som lovgiver derimod gik væk fra i forordning (EF) nr. 2100/94 om sortsbeskyttelse ( 30 ). Denne kontrast kan ikke reduceres til en skrivefejl, som den forelæggende ret synes at antyde. Efter min opfattelse er det så meget desto mere oplysende, at denne sidstnævnte forordning er forfattet og vedtaget på samme tid som forordning nr. 40/94.

30.

For det fjerde er jeg af den opfattelse, at den række grunde, som har ført Domstolen til at anlægge en sondring mellem stedet for den skadevoldende begivenhed og det sted, hvor skaden er indtrådt, som gælder i relation til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, ikke kan overføres på artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, henset til de mange forskelligheder, der er med hensyn til indholdet af hver af de to bestemmelser.

31.

For det første er begrebet »det sted, hvor krænkelsen er begået«, faktisk snævrere end begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« ( 31 ). For det andet synes det ordvalg, der er anvendt i artikel 93, stk. 5, at hentyde til en aktiv handling, hvilket får større betydning, når bestemmelsen anvendes i forhold til stedet for den skadevoldende begivenhed, end det ville være tilfældet, hvis bestemmelsen fandt anvendelse i forhold det sted, hvor skaden er indtrådt, mens den udvidede fortolkning af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 er muliggjort ved det mere neutrale ordvalg, der er anvendt i denne bestemmelse ( 32 ). Endelig skal jeg understrege, at den kompetence, der tildeles i medfør af den ene eller den anden af disse bestemmelser, er forskellig i flere henseender ( 33 ), hvilket gør det så meget desto mindre relevant at ligestille dem.

32.

Det er efter min opfattelse muligt at udlede af den specifikke ordlyd af artikel 93, stk. 5 ( 34 ), i betragtning af den kontekst, hvori denne bestemmelse er affattet, at bestemmelsen ikke giver kompetence i forhold til det sted, hvor skaden er indtrådt. Det må derfor være udelukket at anvende den retspraksis, som tager udgangspunkt i dommen i sagen Mines de Potasse d’Alsace, analogt i forhold til denne bestemmelse.

33.

Ikke desto mindre er det den forelæggende rets opfattelse, at artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, der med undtagelse af artikel 93, stk. 1-4, indfører en kompetence på det sted, hvor krænkelsen er begået, bygger på de samme hensyn som artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. I denne henseende har retten henvist til, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og at denne sammenhæng begrunder, at det er denne ret, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen.

34.

Henset til dette argument er der et sidste spørgsmål, der stadig står åbent. Det består i at afklare, om de vejledende principper for fortolkningen af forordning nr. 44/2001, selv om en analog fortolkning ikke er mulig, ikke desto mindre skal anvendes ved fortolkningen af artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, selv om der ikke er henvist dertil i sidstnævnte forordning. Blandt disse principper er kravene til en snæver forbindelse mellem tvisten og den ret, som sagen anlægges ved, til retsplejehensyn og til hensynet til tilrettelæggelsen af retssagen, men også til kravet om forudsigelighed i kompetencereglerne og retssikkerhedshensyn.

35.

I denne forbindelse skal jeg bemærke, at disse forskellige krav frem for alt følger af de fortolkningsprincipper, der er blevet anvendt af Domstolen i forbindelse med dens praksis vedrørende Bruxelleskonventionen og senere forordning nr. 44/2001, hvori der udtrykkeligt er henvist til visse af dem ( 35 ). Principperne følger såvel indirekte af de forudsætninger, der ligger til grund for de bestemmelser, som Domstolen har behandlet, som af almene betragtninger og sund fornuft. Disse universelle principper kan således anvendes i forbindelse med et andet instrument, forudsat at indholdet af eller formålet med den omhandlede kompetenceregel ikke forbyder det.

36.

Jeg skal præcisere, at der ikke kan argumenteres med, at en uoverensstemmende fortolkning af bestemmelserne i de to forordninger ville kunne føre til mangel på forudsigelighed og retssikkerhed. At sammensmelte de to bestemmelser ville således være det samme som at nægte, at de kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 40/94, på sin vis udgør lex specialis i forhold til kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001. De valg, der er truffet af fællesskabslovgiver i denne anden retlige sammenhæng, må respekteres.

37.

Følgelig foreslår jeg Domstolen med henblik på at besvare det første præjudicielle spørgsmål at foretage en selvstændig fortolkning af artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 under hensyntagen til ovennævnte krav, for så vidt som dette er muligt i henhold til denne forordning.

38.

Domstolen opfordres til at tage stilling til den eventuelle mulighed for at fastsætte en kompetence ved tilknytning, hvorefter artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94 skulle gøre det muligt at stævne en sagsøgt alene på det grundlag, at den pågældende sagsøgte i en medlemsstat indirekte har medvirket til en påstået krænkelseshandling, der hovedsagligt er begået i en anden medlemsstat af en tredjemand, som ikke er sagsøgt i det søgsmål, der er anlagt ved retterne i denne anden medlemsstat.

39.

Det følger imidlertid efter min opfattelse af artikel 94, stk. 2, i forordning nr. 40/94, at kompetencereglen i forordningens artikel 93, stk. 5, hviler på et territorialprincip, som her er udformet i snæver forstand ( 36 ). Det er således fastsat, at en ret, der har kompetence til at træffe afgørelse i denne henseende, »kun [er] kompetent med hensyn til handlinger, der er begået, eller som der er risiko for i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende«, mens de retter, hvis kompetence er støttet på et af de øvrige fire stk. i artikel 93, også er kompetente med hensyn til krænkelser, der er begået uden for medlemsstatens område.

40.

Forarbejderne til forordning nr. 40/94 giver desuden anledning til at antage, at den specielle kompetence, som følger af forordningens artikel 93, stk. 5, skal fortolkes strengt. Denne tilgang skyldes grunde, der er særegne for dette instrument, som vedrører vanskeligheden ved at forene den enhedsretlige karakter af den beskyttelse, der gives ved EF-varemærket ( 37 ), og risikoen for krænkelser på flere steder inden for Unionen ( 38 ). First Note Perfumes, den tyske regering og Kommissionen har med rette lagt vægt på den omstændighed, at enhver medlemsstat i tilfælde af en krænkelse af et EF-varemærke i praksis kan siges at være det sted, hvor skaden er indtrådt, eftersom den beskyttede rettighed har virkninger på hele Unionens område.

41.

Det skal tilføjes, at lovgiver oprindeligt havde forudset en fælles domstol ( 39 ), og at den kompetence, som i sidste ende blev tildelt de nationale retter, forekommer at være et kompromis. Dette taler for en fortolkning, der begrænser opsplitningen af tvister vedrørende den ensartede intellektuelle ejendomsrettighed. Formålet om at undgå, at der afsiges modstridende afgørelser, er i øvrigt udtrykkeligt nævnt i præamblen til forordning nr. 40/94 ( 40 ).

42.

Et andet formål med denne forordning, som fremgår af forarbejderne ( 41 ), består i at bekæmpe »forum shopping«. Dette taler også imod en udvidet fortolkning, hvorefter det skulle være muligt at anlægge sag imod en person, som mistænkes for at medvirket til gennemførelsen af en krænkelseshandling på et hvilket som helst tilknytningssted, der er forbundet med en ulovlig handling foretaget af en anden person, som ikke selv er sagsøgt.

43.

Endelig kan man spørge, om de vejledende principper, som Domstolen har defineret i forbindelse med fortolkningen af forordning nr. 44/2001 ( 42 ), kan begrunde en modsatrettet fortolkning af artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94. Efter min opfattelse bør dette ikke være tilfældet i det foreliggende tilfælde, henset til særegenhederne ved denne kompetenceregel, som beskrevet ovenfor. Det forekommer mig, at lovgiver i forbindelse med beskyttelsen af den enhedsretlige intellektuelle ejendomsrettighed, som EF-varemærket udgør, har identificeret prioriteter, som først og fremmest er forbundet med koncentrationen af tvisten ved retterne i en enkelt medlemsstat, dvs. i den medlemsstat, hvor krænkelsen er begået eller hvor der er risiko for krænkelse.

44.

Jeg er derfor af den opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at det, for at en påstået krænkelse kan anses for at være begået i en medlemsstat som omhandlet i artikel 93, stk. 5, i forordning nr. 40/94, og dermed kan udgøre grundlag for kompetence for retterne i denne medlemsstat, ikke er tilstrækkeligt, at sagsøgte ved en handling, som er foretaget i en anden medlemsstat, indirekte har medvirket til en krænkelse af rettighederne til et EF-varemærke, som er begået i førstnævnte medlemsstat af en tredjemand, der er ikke er sagsøgt i sagen.

45.

Det andet spørgsmål vedrører problemet, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at der kan etableres en stedlig kompetence i forhold til en af de formodede ophavsmænd til den påståede krænkelse, selv om denne sagsøgte ikke har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion, når den skadevoldende handling, som er gjort gældende over for den pågældende, er begået i en anden medlemsstat og består i medvirken til en »hovedkrænkelse« ( 43 ), der er begået i den medlemsstat, hvor retten har sit sæde, af en anden formodet ophavsmand.

46.

I denne henseende har den forelæggende ret, Coty Germany og den tyske og schweiziske regering stillet sig positive over for anerkendelsen af en sådan kompetence støttet på en tilknytning til tredjemands handlinger. Det Forenede Kongeriges regering er mere nuanceret, idet den har foreslået at gøre denne mulighed betinget af detaljerede krav, dvs. at den udelukkende tillades, såfremt der foreligger en tilstrækkelig klar og direkte forbindelse mellem den påståede ulovlige handling begået i den medlemsstat, hvor den ret, som sagen er forelagt, har sit sæde, og sagsøgtes handlinger i en anden medlemsstat. First Note Perfumes og Kommissionen har derimod udtalt sig imod denne mulighed.

47.

Det skal indledningsvis bemærkes, at alle bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes selvstændigt ud fra forordningens mål og opbygning ( 44 ).

48.

11. betragtning til denne forordning har følgende ordlyd: »Kompetencereglerne [i nævnte forordning] bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund.«

49.

Det er således kun som undtagelse til det grundlæggende princip, der er indeholdt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og som tildeler retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, en generel kompetence, at kapitel II, afdeling 2, i denne forordning fastsætter et vist antal specielle kompetencer, herunder den, der er fastsat i forordningens artikel 5, nr. 3) ( 45 ).

50.

Hvad særligt angår den kompetenceregel, der er fastsat i nævnte artikel 5, nr. 3), har Domstolen allerede fastslået, at den er støttet på, at der foreligger en særlig snæver tilknytning mellem tvisten og retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, og at denne tilknytning begrunder, at det er disse retter, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen ( 46 ), i overensstemmelse med den retning, der er fastlagt i 12. betragtning til forordning nr. 44/2001. Identifikationen af stedet for den skadevoldende begivenhed skal således gøre det muligt at etablere kompetence for den ret, der objektivt set er bedst egnet til at bedømme, om betingelserne for statuering af ansvar for den sagsøgte person er opfyldt ( 47 ).

51.

Som en speciel kompetenceregel, der således har karakter af en undtagelse, skal denne bestemmelse fortolkes strengt, og der må følgelig ikke anlægges en fortolkning af den, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ( 48 ), idet en omgåelse af den generelle regel om kompetence for retterne på sagsøgtes bopæl ikke kan tillades.

52.

I overensstemmelse med den faste retspraksis med støtte i dommen i sagen Mines de Potasse d’Alsace, omfatter udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«, som er indeholdt i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, ikke desto mindre både stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade ( 49 ).

53.

Domstolen har imidlertid allerede besvaret det andet spørgsmål, der er forelagt i nærværende sag, delvist benægtende for så vidt angår den ene af disse to tilknytningsfaktorer, nemlig stedet for den skadevoldende begivenhed, i forhold til hvilken muligheden for en kompetence støttet udelukkende på et ansvar for medvirken er blevet udelukket. Det følger således af Melzer-dommen, at »artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ikke gør det muligt ud fra det sted, hvor den skadevoldende handling, der tilregnes en af de formodede skadevoldere, der ikke er part i tvisten, foretages, at etablere en stedlig kompetence i forhold til en anden formodet forvolder af den nævnte skade, som ikke har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion«.

54.

Med sit andet spørgsmål synes den forelæggende ret ganske vist ved at henvise til begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« at mene både stedet for den skadevoldende begivenhed og stedet for skadens indtræden. Det er således, henset til de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, muligt at basere de tyske retters kompetence på begge disse kriterier, forudsat at de handlinger, der er begået i Tyskland af Stefan P., kan gøres gældende over for First Note Perfumes.

55.

Det skal imidlertid bemærkes, at den forelæggende ret ikke har haft lejlighed til at tage bidragene fra Melzer-dommen i betragtning, eftersom dommen blev afsagt efter datoen for indlevering af den præjudicielle anmodning. Mine betragtninger nedenfor vil også på trods af den generelle formulering af det forelagte spørgsmål være begrænset til kompetencen i forbindelse med det sted, hvor skaden er indtrådt ( 50 ), for så vidt som det andet aspekt af det problem, der rejses i nærværende sag, allerede er behandlet af Domstolen i Melzer-sagen.

56.

Domstolen har også udtalt sig i forhold til den tilknytning, der har forbindelse til det sted, hvor skaden er indtrådt, i en endnu nyere dom, som vedrører et specifikt område, nemlig en overtrædelse, der bestod i en krænkelse af ophavsretten. Det følger således af Pinckney-dommen, at »artikel 5, nr. 3), i [forordning nr. 44/2001] skal fortolkes således, at i tilfælde af en påberåbt krænkelse af de ophavsrettigheder, der er sikret i den medlemsstat, hvor den ret, hvorved sagen er anlagt, er beliggende, er denne ret kompetent til at træffe afgørelse i en erstatningssag, der er anlagt af ophavsmanden til et værk mod et selskab, der har hjemsted i en anden medlemsstat, og som dér har gengivet det pågældende værk på et fysisk medium, der efterfølgende sælges af selskaber med hjemsted i en tredje medlemsstat på et websted, hvortil der ligeledes er adgang fra retskredsen for den ret, hvor sagen er anlagt. Denne ret er kun kompetent til at træffe afgørelse om den skade, der er indtrådt på den medlemsstats område, hvor retten er beliggende«. Konklusionerne i den afgørelse skal ligeledes tages i betragtning, for så vidt det er muligt at overføre denne løsning på den foreliggende sag.

57.

Med det andet præjudicielle spørgsmål som omformuleret, henset til ovenævnte udvikling i retspraksis, opfordres Domstolen nærmere bestemt til at udtale sig om, hvorvidt artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ud fra stedet for en skades indtræden, hvor den skadevoldende handling tilregnes en af de formodede skadevoldere, gør det muligt at etablere en stedlig kompetence i forhold til en anden formodet forvolder af den nævnte skade, som ikke selv har foretaget handlinger i den påkendende rets jurisdiktion.

58.

Det skal understreges, at, henset til princippet om en selvstændig fortolkning, som bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal gøres til genstand for, skal der foretages en klar sondring mellem på den ene side betingelserne for ansvaret uden for kontrakt, som er omfattet af bedømmelsen af sagens realitet, jf. den lov, der finder anvendelse på tvisten, og på den anden side den geografiske tilknytning, der er relevant på stadiet for fastlæggelsen af den stedlige kompetence, i overensstemmelse med de begreber, som fremgår af nævnte forordning. I henhold til Domstolens praksis ( 51 ) findes der ikke nogen systematisk ækvivalens mellem disse to grupper af bestemmelser, hvorfor det efter min mening ikke er tilstrækkeligt til, at en ret kan erklære sig for kompetent på grundlag af forordningens artikel 5, nr. 3), navnlig ud fra det sted, hvor skaden er indtrådt, at den lov, der finder anvendelse, eller domstolslandets lov tillader erstatning for en skade af en bestemt type eller efter særlige regler, såsom at gøre sagsøgte ansvarlig for handlinger begået af en tredjemand, hvortil sagsøgte har været medvirkende, som den forelæggende ret har foreslået.

59.

Hvis en sådan tilgang skulle tillades for så vidt angår stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, ville det blive nødvendigt for Domstolen at opstille en kvantitativ og/eller kvalitativ »tærskel« for at tilregne ansvar, ud fra hvilken en af de medvirkende – i tilfælde af flere medvirkende i en skadevoldende handling – kunne eller ikke kunne sagsøges på det sted, hvor den skade, som bl.a. er en følge af den pågældende medvirkendes handling, er indtrådt. Denne specifikke problemstilling opstod ikke i Melzer-sagen, fordi det, når der er tale om stedet for den skadevoldende begivenhed, er lettere geografisk at stedfæste den handling, der er foretaget af den enkelte skadevolder, som har handlet i forskellige medlemsstater, end når der er tale om stedet for skadens indtræden. I denne henseende skal det ikke glemmes, at selv om de faktuelle oplysninger i hovedsagen gør det muligt at foretage en klar sondring mellem det primære ansvar og det accessoriske ansvar ( 52 ), kan andre sammensætninger vise sig at være mere komplekse såvel på det kvantitative ( 53 ) som på det kvalitative plan ( 54 ).

60.

Vedrørende dette sidste punkt skal jeg bemærke, at Det Forenede Kongeriges regering har foreslået at gøre den omhandlede kompetence betinget af et kriterium, hvorefter der skal foreligge »en tilstrækkelig klar og direkte forbindelse« mellem sagsøgtes handlinger i én medlemsstat og den påståede ulovlige handling begået af en tredjemand i den medlemsstat, hvor den påkendende ret har sit sæde, og regeringen foreslår dernæst en konkret anvendelse i forhold til omstændighederne i tvisten i hovedsagen ( 55 ). Behandlingen af spørgsmålet fra en sådan vinkel forudsætter imidlertid, at der opstilles materielle kriterier, som kan være vanskelige at afgrænse ( 56 ), og der er her en risiko for i hvert enkelt tilfælde at skulle foretage en kompleks og langvarig faktuel bedømmelse, som nærmer sig en realitetsbehandling af tvisten. Efter min opfattelse ville dette være i strid med formålet med forordning nr. 44/2001, som er at definere kompetenceregler, der på én gang er fælles for alle medlemsstater og forudsigelige for parterne i en tvist ( 57 ), og som dermed kan anvendes både sikkert og hurtigt.

61.

Desuden forekommer det mig legitimt at frygte, at en så udvidet fortolkning af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, som er gjort gældende af Coty Germany, kan bidrage til at generalisere forum actoris og således tilskynde til forum shopping. Som Domstolen har understreget ( 58 ), har unionslovgiver ved at lægge den almindelige kompetence hos retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, og ved tydeligt at udelukke kompetence hos retterne på det sted, hvor sagsøger har bopæl, valgt et princip, hvorfra der skal gøres så få undtagelser som muligt. Desuden har en flerhed af kompetente retsinstanser den ulempe, at den øger risikoen for indbyrdes uforenelige retsafgørelser, hvilket forordning nr. 44/2001 netop har til formål at undgå ( 59 ), idet der henvises til, at en gensidig anerkendelse af retsafgørelser ikke vil være mulig i et sådant tilfælde ( 60 ).

62.

I det foreliggende tilfælde mangler der efter min opfattelse en begrundelse for denne undtagelse, som er baseret på, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Såfremt de tyske retter skulle tildeles kompetence alene på grundlag af en tilknytning til handlinger begået i Tyskland af en tredjemand, som formodes at være ophavsmand til den påståede hovedkrænkelse, ville det føre til et resultat, som ikke stemmer overens med denne begrundelse. Konkret ville retterne skulle bedømme ansvaret hos en sagsøgt, som angiveligt havde medvirket til denne overtrædelse ved handlinger, som udelukkende er begået i en anden medlemsstat.

63.

Man kan frygte, at en sådan udvidet fortolkning tilskynder til processtrategier, som består i, at en formodet skadelidt vil nøjes med at sagsøge den mest solvente modpart ved en ret, inden for hvis retskreds der findes et tilknytningspunkt, som har forbindelse til en handling foretaget af en anden person, som har medvirket til gennemførelsen af den påståede skade. På denne måde ville en sagsøger imidlertid med lethed kunne omgå den særlige ordning, der er indført ved artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ( 61 ), med henblik på at forene tvister med flere parter og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i dette tilfælde ( 62 ). Der kan ikke ses bort fra den generelle risiko for den slags manøvrer, selv om det i det foreliggende tilfælde fremgår, at grunden til, at sagsøgeren ikke har anlagt sag mod den tredjemand, der formodes at være ophavsmand til hovedkrænkelsen, skyldes indgåelsen af et udenretligt forlig med vedkommende ( 63 ).

64.

Det er således min opfattelse, at stedet for indtræden af en skade, der er forårsaget af bevidste handlinger begået af andre personer end sagsøgte i en påstået kæde af kausale begivenheder, ikke i sig selv skal skabe en kompetence over for denne sagsøgte, og dette så meget desto mere som længden af denne kæde ikke er klart afgrænset og derfor kan være uendelig. Med andre ord gør artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 det efter min opfattelse ikke muligt at stævne den formodede ansvarlige for en påstået krænkelseshandling ved en domstol, som har sæde i en medlemsstat, hvori den pågældende ikke har hjemsted, alene med den begrundelse, at en anden påstået krænkelseshandling begået af en tredjemand, som ikke er sagsøgt, har haft sin skadegørende virkning i denne medlemsstat, og at sagsøgtes handling har muliggjort de handlinger, som nævnte tredjemand efterfølgende har besluttet at begå.

65.

Dette standpunkt forekommer mig at være helt på linje med den fortolkning, som Domstolen lagde til grund i Melzer-dommen, hvis indhold efter min opfattelse kan anvendes generelt, således at en udvidelse af den stedlige kompetence til at omfatte en af de formodede ophavsmænd til en skade, som ikke har foretaget krænkelseshandlingen i den påkendende rets jurisdiktion, hverken kan tillades i forhold til stedet for den skadevoldende begivenhed, der tilregnes en anden formodet skadevolder, som ikke selv er blevet sagsøgt, eller i forhold til det sted, hvor den skade, der følger af den skadevoldende begivenhed, er indtrådt. Det vil således efter min opfattelse være at foretrække, at det fastholdes, at der skal være en tilstrækkelig årsagsforbindelse i forhold til den enkelte sagsøgte mod hvem, der er anlagt sag, for at en domstol kan erklære sig for kompetent.

66.

På trods af disse betragtninger kan jeg ikke undlade at konstatere, at medmindre det antages, at det standpunkt, som Domstolen for nyligt indtog i Pinckney-dommen ( 64 ), kun gælder for det særlige tilfælde, der var omhandlet ( 65 ), kan den begrundelse, der fremgår deraf, føre til en anden løsning i den foreliggende sag end den, som synes at kunne udledes af Melzer-dommen.

67.

I Pinckney-dommen fastslog Domstolen således, at »for så vidt angår den påståede krænkelse af en ophavsret er kompetencen til at påkende en sag om erstatning uden for kontrakt allerede fastsat til fordel for den ret, hvorved sagen er anlagt, når den medlemsstat, på hvis område denne ret befinder sig, beskytter den ophavsret, som sagsøgeren har påberåbt sig, og når den påståede skade vil kunne indtræde i den påkendende rets retskreds« ( 66 ).

68.

Såfremt en ekstrapolering til andre typer overtrædelser skal tillades ( 67 ), kan denne logik efter min opfattelse føre til det resultat, at en ret har kompetence på grundlag af stedet for skadens indtræden, når denne skade, som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen, følger af den omstændighed, at den suspekte vare »vil kunne« blive stillet til rådighed for forbrugerne i den medlemsstat, hvor denne ret har sit sæde, og at en sådan handling medfører et civilretligt erstatningsansvar i henhold til domstolslandets lov. I lyset af Pinckney-dommen synes den omstændighed, at den påståede ulovlige handling har haft virkninger – ganske vist på den påkendende rets område – men som følge af handlinger foretaget af en uafhængig tredjemand, som har handlet uden for såvel domstolsmedlemsstaten som sagsøgerens medlemsstat, og som ikke er sagsøgt, at være helt uden betydning.

69.

Eftersom de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nærværende sag, har visse lighedspunkter med omstændighederne i Pinckney-sagen ( 68 ), mens de forskelle, der er mellem sagerne, ikke forekommer mig at være afgørende ( 69 ), er det vanskeligt for mig at finde argumenter, der gør det muligt at afvige fra den deri angivne retning i forhold til identifikationen af stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

70.

Følgelig er jeg af den opfattelse, at såfremt Domstolen har til hensigt at følge den udvidede tilgang, der er valgt i Pinckney-dommen, skal den besvare det andet præjudicielle spørgsmål bekræftende, som angivet nedenfor. Dog vil jeg for fuldstændighedens skyld også subsidiært formulere et benægtende svar i tilfælde af, at Domstolen i modsat fald er af den opfattelse, at det standpunkt, den indtog i nævnte dom, var specifik for den situation, der blev bedømt i forbindelse med den sag, der gav anledning til dommen.

71.

Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de af Bundesgerichtshof (Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde: