1.

Den foreliggende sag vedrører fortolkningen af artikel 3 og artikel 7, stk. 2, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 ( 2 ) (herefter »Romkonventionen«), tillige med Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter ( 3 ).

2.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er fremsat i hovedsagen af Hof van Cassatie, er del af en tvist mellem United Antwerp Maritime Agencies (Unamar) NV (herefter »Unamar«), der er et belgisk selskab, og Navigation Maritime Bulgare (herefter »NMB«), der er et bulgarsk selskab, om betaling af diverse erstatninger, der påstås betalt som følge af NMB’s ophævelse af den handelsagentaftale, som indtil da var indgået mellem de to selskaber. Inden for rammerne af den retssag, som fulgte deraf, opstod bl.a. spørgsmålet om de belgiske retsinstansers mulighed for at anvende ufravigelige regler i domstolslandets lov på aftalen trods tilstedeværelsen af en voldgiftsklausul, der udpeger handels- og industrikammeret i Sofia (Bulgarien) og udtrykkeligt fastsætter anvendelsen af bulgarsk ret på aftalen.

3.

Domstolen opfordres nærmere bestemt til at præcisere, under hvilke betingelser en national retsinstans ved anvendelse af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, kan fravige de relevante bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, som finder anvendelse på aftalen i henhold til parternes valg (lex contractus), til fordel for de ufravigelige regler i domstolslandets lovgivning. Den anmodes mere præcist om at give retningslinjer for afgørelsen af, om en EU-medlemsstats lovgivning – som, idet den samtidig udgør den korrekte gennemførelse af et europæisk direktiv, går videre end den beskyttelse, som sidstnævnte yder – kan foreskrive denne bredere beskyttelse i det tilfælde, hvor lex contractus er retten i en anden EU-medlemsstat, som ligeledes har gennemført dette direktiv korrekt.

4.

Denne konventions artikel 3 med overskriften »Lovvalg ved aftale« bestemmer:

»1.   En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller fremgå med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.

[…]«

5.

Nævnte konventions artikel 7, stk. 2, med overskriften »Ufravigelige regler« bestemmer, at »[d]enne konvention medfører ingen begrænsninger i anvendelsen af regler i domstolslandets lov i tilfælde, hvor disse er ufravigelige uden hensyn til, hvilket lands lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen«.

6.

Ifølge anden betragtning til direktiv 86/653 er det gennemført på grund af, at »forskellene mellem de nationale lovgivninger om handelsagentur [har] mærkbar indflydelse på konkurrencevilkårene og på de vilkår, hvorunder dette hverv udøves, og de kan have uheldig indflydelse på handelsagenters retsbeskyttelse i forhold til deres agenturgivere samt på retssikkerheden i handelssamkvemmet […]«.

7.

Samme direktivs artikel 1, stk. 2, fastslår:

»Ved handelsagent forstås i dette direktiv en selvstændig mellemmand, som er vedvarende antaget til at formidle salg eller køb af varer for en anden person, i det følgende benævnt »agenturgiveren«, eller til at formidle og afslutte sådanne forretninger i agenturgiverens navn og for dennes regning.«

8.

Dette direktivs artikel 17, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at handelsagenten ved kontraktforholdets ophør får godtgørelse i henhold til stk. 2 eller skadeserstatning i henhold til stk. 3.«

9.

Loi relative au contrat d’agence commerciale (lov om aftaler om handelsagentur) af 13. april 1995 ( 4 ) (herefter »loven af 1995«) bestemmer i artikel 1 bl.a., at »handelsagenturaftalen er den aftale, ved hvilken den ene part, handelsagenten, er vedvarende antaget og mod vederlag fra den anden part, agenturgiveren, uden at være underlagt sidstnævntes myndighed til at formidle og afslutte forretninger i agenturgiverens navn og for dennes regning«.

10.

Artikel 18, stk. 1 og 3, i lov nr. 3/1995 er affattet som følger:

»1.   Er en handelsagenturaftale indgået tidsubegrænset eller tidsbegrænset med mulighed for opsigelse før tid, kan enhver af parterne efter forudgående varsel bringe aftalen til ophør.

[…]

3.   En part, der bringer en aftale til ophør uden at angive en af de i artikel 19, stk. 1, angivne grunde eller uden at overholde det i stk. 1, andet afsnit, fastsatte opsigelsesvarsel, skal betale den anden part en kompensation svarende til det vederlag, der normalt ville være blevet erlagt i opsigelsesperioden eller i den resterende del af aftalens løbetid.«

11.

Artikel 20 i loven af 1995 fastsætter:

»Ved aftalens ophør har handelsagenten ret til en udligningsgodtgørelse, såfremt han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller i betydeligt omfang har udviklet forretningerne med den bestående kundekreds, for så vidt som denne virksomhed fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele.«

12.

Artikel 21 i loven af 1995 fastsætter:

»For så vidt som handelsagenten har ret til en udligningsgodtgørelse i henhold til artikel 20, og størrelsen af denne godtgørelse ikke fuldt ud dækker det faktisk lidte tab, kan handelsagenten, såfremt han godtgør det hævdede tabs omfang, ud over godtgørelsen også få skadeserstatning med rente med det beløb, der svarer til forskellen mellem det faktisk lidte tab og den nævnte godtgørelse.«

13.

Artikel 27 i loven af 1995 har følgende ordlyd:

»Medmindre andet følger af internationale konventioner, som Belgien er part i, er enhver aktivitet, der udøves af en handelsagent, hvis hovedsæde ligger i Belgien, omfattet af belgisk ret og de belgiske domstoles kompetence.«

14.

Unamar og NMB indgik i 2005 en handelsagenturaftale med henblik på udførsel af søtransport ved hjælp af containere tilhørende NMB. Aftalen fastsatte, at den skulle være omfattet af bulgarsk ret, og at enhver uoverensstemmelse vedrørende aftalen skulle afgøres af voldgiftsafdelingen ved det bulgarske handels- og industrikammer i Sofia.

15.

Denne handelsagenturaftale blev ved en kontrakt af 22. december 2008 forlænget en sidste gang indtil den 31. marts 2009. Unamar fandt, at aftalen var blevet uretmæssigt hævet og anlagde den 25. februar 2009 sag ved Rechtbank van Koophandel te Antwerpen med påstand om betaling af diverse erstatninger fastsat i loven af 1995.

16.

Den 13. marts 2009 anlagde NMB for sin del sag mod Unamar ved Rechtbank van Koophandel te Antwerpen med påstand om efterbetaling af fragtpenge på 327207,87 EUR.

17.

Efter at have forenet de to sager bestemte Rechtbank van Koophandel te Antwerpen ved dom af 12. maj 2009, at den ikke kunne tage NMB’s påstand om afvisning på grund af manglende kompetence, der var støttet på en voldgiftsklausul, til følge. Denne ret fandt i det væsentlige for det første, at artikel 27 i loven af 1995 er en umiddelbart anvendelig unilateral tilknytningsregel, som ophæver valget af udenlandsk lov; for det andet, at denne lov skal anvendes, uanset at den ikke henhører under belgisk international ordre public; for det tredje, at alle de tvister, der henhører under denne lovs anvendelsesområde, derfor ikke kan løses ved voldgift, medmindre belgisk ret eller en tilsvarende udenlandsk ret er erklæret anvendelig i agenturaftalen, og endelig, at eftersom den omtvistede aftale er underlagt bulgarsk ret, og det ikke fremgår, at reglerne indeholdt i direktiv 86/653 i henhold til bulgarsk ret ligeledes finder anvendelse på handelsagenter, der har indgået aftaler om levering af tjenesteydelser, kunne NMB’s afvisningspåstand ikke tages til følge.

18.

Den 24. juni 2009 iværksatte NMB appel til prøvelse af denne afgørelse til Hof van Beroep te Antwerpen. Ved dom af 23. december 2010 tilpligtede denne ret Unamar at betale fragtpenge for i alt 77207,87 EUR med tillæg af morarenter og sagsomkostninger. Hof van Beroep te Antwerpen tog desuden NMB’s afvisningspåstand til følge og erklærede sig uden kompetence til at behandle Unamars krav om skadeserstatning. Ifølge denne ret henhørte loven af 1995 ikke under ordre public og heller ikke under belgisk international ordre public. Denne ret vurderede ligeledes ved anvendelse af Romkonventionens artikel 7, at de særlige, ufravigelige regler i den nævnte lov ikke skulle lægges til grund. Ifølge den nævnte ret gav bulgarsk ret, som var valgt af parterne, ligeledes Unamar i egenskab af skibsagent for NMB den minimumsbeskyttelse, der er fastsat i direktiv 86/653. Under disse omstændigheder skulle partsautonomien have forrang for retten i en anden EU-medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Kongeriget Belgien.

19.

Den 27. maj 2011 iværksatte Unamar kassationsanke til prøvelse af denne dom ved Hof van Cassatie, der har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal Romkonventionens artikel 3 og artikel 7, stk. 2, henset til belgisk rets kvalificering af de i hovedsagen omtvistede bestemmelser i artikel 18, 20 og 21 i loven af [1995] om aftaler om handelsagentur som ufravigelige regler som omhandlet i [denne konventions] artikel 7, stk. 2, enten alene eller i sammenhæng med Rådets direktiv [86/653], fortolkes således, at de tillader, at ufravigelige regler i domstolslandets lov, som indrømmer en mere omfattende beskyttelse end det i henhold til direktiv [86/653] krævede minimum, anvendes på en aftale om et handelsagentur, selv om det fremgår, at den lov, der finder anvendelse på aftalen, er loven i en anden EU-medlemsstat, hvor minimumsbeskyttelsen i henhold til direktiv [86/653] ligeledes er gennemført?«

20.

NMB, den belgiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke anmodet om afholdelse af retsmøde.

21.

Inden prøvelsen af det præjudicielle spørgsmåls realitet ønsker jeg at foretage visse præciseringer, som forekommer mig at være nødvendige for at bringe genstanden for diskussionen i fokus og for at rydde de eventuelle usikkerheder vedrørende omfanget af den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse af vejen.

22.

Det bemærkes, at selv om man i hovedsagen ikke blot har drøftet spørgsmålet om, hvilken lov der finder anvendelse på aftalen, men ligeledes spørgsmålet om, hvorvidt de belgiske retter faktisk er kompetente til at påkende tvisten mellem Unamar og NMB, er Domstolen alene blevet forelagt spørgsmålet om afgørelsen af, hvilken lov der finder anvendelse i henhold til Romkonventionen. Denne afgrænsning af spørgsmålets genstand, hvor overraskende den end kan forekomme ved første øjekast ( 5 ), gør imidlertid ikke den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse irrelevant ( 6 ), idet problematikken om fastlæggelsen i henhold til Romkonventionen af, hvilken lov der skal anvendes på den handelsagentaftale mellem Unamar og NMB, står i centrum for tvisten i hovedsagen.

23.

I det foreliggende tilfælde er spørgsmålet om, hvilken lov der finder anvendelse, og spørgsmålet om gyldigheden af voldgiftsklausulen, der udpeger handels- og industrikammeret i Sofia, nært forbundne. Den forelæggende ret har således henvist til konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, undertegnet i New York den 10. juni 1958 ( 7 ), som i artikel 2, stk. 3 bestemmer, at »[d]omstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel, på begæring af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre de finder, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres« ( 8 ). Retten har heraf udledt, at beslutningen om afvisning af en voldgiftsklausul, der er gyldig i henhold til en udenlandsk lovgivning, kan træffes på baggrund af en retsregel i domstolslandet, hvoraf det kan udledes, at tvisten ikke kan underlægges voldgift. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at det fremgår af tilblivelseshistorien for loven af 1995, at artikel 18, 20 og 21 i den nævnte lov skal betragtes som præceptive retsregler. Det fremgår således af det ræsonnement, denne lov følger, at der er en tæt forbindelse mellem fastlæggelsen af den lov, der skal finde anvendelse på aftalen, og rettens mulighed for at tilsidesætte voldgiftsklausulen og således fastslå sin kompetence.

24.

Domstolen skal nærmere bestemt afgøre, om den lov i en EU-medlemsstat, som gennemfører et EU-direktiv, samtidig med at give mulighed for at sikre en mere omfattende beskyttelse end den, der følger af direktivet, kan yde denne mere omfattende beskyttelse ved anvendelse af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, selv når lex contractus er retten i en anden EU-medlemsstat, som ligeledes har gennemført dette direktiv korrekt.

25.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, der er blevet fremlagt for Domstolen, at Kongeriget Belgien og Republikken Bulgarien begge har gennemført direktiv 86/653 korrekt. Til forskel fra det, der blev fremført vedrørende loven af 1995, er der fremlagt meget få oplysninger vedrørende rækkevidden af gennemførelsesforanstaltningerne i Bulgarien ( 9 ). Det forekommer mig ikke desto mindre, at intervenienterne er enige om, at den beskyttelse, der følger af den belgiske lovgivning, går videre end det, der er fastsat i det nævnte direktiv, ikke kun fordi den dækker et mere omfattende anvendelsesområde, men ligeledes fordi den fastsætter, at handelsagenten i tilfælde af en kontrakts ophør har ret til såvel godtgørelse som erstatning for det lidte tab.

26.

Betingelserne for, at den bulgarske lovs bestemmelser, som udgør lex contractus, inden for rammerne af hovedsagen kan tilsidesættes til fordel for de præceptive bestemmelser i loven af 1995, skal således præciseres.

27.

Med henblik herpå mener jeg for det første, at det er hensigtsmæssigt at foretage visse præciseringer af rækkevidden af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, set i lyset af de ledetråde, som efter min opfattelse skal udledes af Domstolens retspraksis. Jeg vil for det andet undersøge, om og i hvilket omfang harmoniseringen af de nationale lovgivninger i henhold til den afledte EU-ret får konsekvenser for gennemførelsen af denne bestemmelse.

28.

Det er indledningsvis nødvendigt at erindre om, at i et tilfælde som det, der er genstand for hovedsagen, hvor parterne i aftalen har tilkendegivet deres valg med hensyn til anvendelse af en bestemt lov under de betingelser, der er fastsat i Romkonventionens artikel 3, stk. 1, bør denne principielt og i overensstemmelse med princippet om partsautonomi, der er fastsat i den nævnte artikel, finde anvendelse.

29.

I forbindelse med mekanismen til fastlæggelse af, hvilken lov der skal anvendes, således som omhandlet i Romkonventionen, kan der dog gribes ind i princippet om partsautonomi på to måder: dels ved udarbejdelsen af specifikke regler for bestemte aftaler, hvor det forekommer nødvendigt at beskytte den svageste part (forbrugeraftaler eller arbejdsaftaler) – et parameter, som ikke er relevant i den foreliggende sag – dels ved, at særlige ordninger i medfør af principper, der traditionelt anerkendes i international privatret, men ligeledes i medlemsstaternes ret, griber ind. Blandt disse ordninger, der således kan gribe ind, findes, i overensstemmelse med titlen ( 10 ) på Romkonventionens artikel 7, ufravigelige regler. Denne sidste form for indgriben fremstår forskelligt, alt efter om det drejer sig om ufravigelige regler, der er indeholdt i en udenlandsk lovgivning, som situationen står i nær forbindelse med (stk. 1), eller, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, ufravigelige regler i domstolslandets lovgivning (stk. 2).

30.

Vedrørende domstolslandets ufravigelige regler bemærker jeg, at Romkonventionens artikel 7, stk. 2, selv om den ud fra et funktionelt synspunkt indebærer, at domstolslandets ufravigelige regler skal have forrang for enhver anden bestemmelse ( 11 ), ikke giver nogen begrebsmæssig definition af, hvad der forstås ved ufravigelige regler. Denne bestemmelse begrænser sig uden andre betingelser til at angive, at der ikke kan ske begrænsninger i anvendelsen af bestemmelserne i lex fori, »hvor disse er ufravigelige uden hensyn til, hvilket lands lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen«. Guiliano Lagarde-rapporten giver ikke mange flere oplysninger om dette ( 12 ).

31.

Efter min opfattelse fremgår det af disse få oplysninger, at de nationale myndigheder, i overensstemmelse med de generelt anerkendte principper i den internationale privatret, råder over et vidt skøn ved afgørelsen af, på hvilke områder og med hvilke begrundelser en bestemmelse i domstolslandet bør anses som ufravigelig, hvilket begrunder, at der kan ses bort fra de relevante bestemmelser i loven, som parterne har valgt. Romkonventionens artikel 7, stk. 2, udelukker principielt enhver beføjelse for retten med hensyn til rimeligheden af at anvende domstolslandets ufravigelige regler, når den aftale, retten skal tage stilling til – selv om den er underlagt en anden lov – er omfattet af det anvendelsesområde, som de ufravigelige regler selv har fastsat ( 13 ).

32.

Denne konklusion ændres ikke af definitionen af ufravigelige regler, som Domstolen lagde til grund i sagen Afblade m.fl. ( 14 ) eller i sagen Kommissionen mod Luxembourg ( 15 ), hvilken definition i vidt omfang er blevet gentaget i Rom I-forordningens artikel 9 benævnt »Overordnede præceptive bestemmelser« ( 16 ), idet det præciseres, at denne sidste bestemmelse i det væsentlige svarer til Romkonventionens artikel 7.

33.

Jeg erindrer om, at Domstolen i sagen Afblade m.fl. fastslog, at udtrykket »ordens- og sikkerhedsforskrifter« skulle forstås således, at der sigtes til »nationale bestemmelser, hvis overholdelse er blevet anset for at være så afgørende for opretholdelsen af den pågældende medlemsstats politiske, sociale og økonomiske struktur, at de kræves overholdt i forhold til enhver person, der befinder sig på denne medlemsstats nationale område, eller i forbindelse med ethvert retsforhold i denne stat« ( 17 ). I samme retning bemærker jeg, at det i sagen Kommissionen mod Luxembourg var inden for rammerne af prøvelsen af ordre public-undtagelsen som en fravigelse fra det grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser, at begrebet ordens- og sikkerhedsforskrifter, der udsprang af sagen Afblade m.fl., blev fastholdt ( 18 ).

34.

Hvis det lægges til grund, at Domstolen med de ovennævnte domme havde til hensigt at fastsætte et selvstændigt europæisk begreb for ufravigelige regler, hvilket jeg – til trods for den tvivl, som vil kunne næres i denne sammenhæng ( 19 ) – mener er blevet bekræftet ved den definition af de ufravigelige regler, der nu findes Rom I-forordningen, gælder det dog ikke desto mindre, at kvalifikationen af en given national bestemmelse som en ufravigelig regel skal ske efter en konkret vurdering fra sag til sag under hensyn til de almene hensyn, som har begrundet vedtagelsen heraf.

35.

Efter min opfattelse bør det i vidt omfang overlades til den nationale lovgivers ønske, om de nationale bestemmelser skal gøres ufravigelige: det drejer sig om de regler, som staten har fastsat med det formål, hvad enten det er udtrykkeligt angivet eller ej, at beskytte de hensyn, den anser som væsentlige. Sagt på en anden måde har medlemsstaterne fortsat kompetence til konkret at afgøre, hvornår offentlige interesser er berørt i bred forstand ( 20 ), hvilket begrunder, at visse normer får karakter af ufravigelige. Den nationale ret skal med henblik på kvalifikationen af en ufravigelig, national regel skulle tage hensyn til såvel ordlyden som den generelle systematik i den retsakt, som den er del af ( 21 ).

36.

Henset til de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i henhold til princippet om EU-rettens forrang, er de nationale myndigheders mulighed for at tilsidesætte lex contractus til fordel for lex fori i overensstemmelse med Romkonventionens artikel 7, stk. 2, dog ikke uden grænser.

37.

Jeg mener, at det er absolut nødvendigt at minde om, at påberåbelsen af domstolslandets ufravigelige regler ved anvendelse af artikel 7, stk. 2, i Romkonventionen ikke kan have til resultat, at medlemsstaterne unddrager sig deres forpligtelse til at efterkomme traktatens bestemmelser, idet princippet om EU-rettens forrang og om dens ensartede anvendelse ellers bringes i fare ( 22 ). I særdeleshed må disse regler ikke føre til en ubegrundet hindring for de rettigheder og friheder, der følger af traktaterne.

38.

Således som jeg har nævnt i det foregående afsnit, råder de nationale myndigheder – med det forbehold, at princippet om EU-rettens forrang er overholdt – over et vidt skøn ved afgørelsen af, med hvilke begrundelser og på hvilke områder de ønsker at gøre bestemte regler ufravigelige, hvilket i overensstemmelse med Romkonventionens artikel 7, stk. 2, begrunder, at retten i domstolsstaten kan anvende dem, uanset hvilken lov der i øvrigt finder anvendelse på aftalen.

39.

Spørgsmålet opstår imidlertid, om harmoniseringen af lovgivningerne, der er foretaget i henhold til et EU-direktiv, kan have en betydning for effektiviteten af domstolslandets ufravigelige regler i forhold til de andre medlemsstaters regler, når der, som det er tilfældet i nærværende sag, er tale om nationale lovgivninger, der er vedtaget med henblik på gennemførelsen af det nævnte direktiv.

40.

Jeg er af den opfattelse, at besvarelsen af dette spørgsmål ikke nødvendigvis er den samme, alt efter om der er tale om minimumsharmonisering eller udtømmende harmonisering.

41.

I det tilfælde, hvor den koordinering af de nationale lovgivninger, der følger af direktivet, gennemfører en minimumsbeskyttelse, står det således medlemsstaterne frit for at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser på området ( 23 ). De nationale myndigheder kan derfor, henset til den skønsmargin, de er tillagt, udvide såvel direktivets anvendelsesområde som det af direktivet foreskrevne beskyttelsesniveau for at forsvare de interesser, de finder væsentlige. I en sådan konstellation kan der fortsat være betydelige forskelle mellem de nationale lovgivninger, der er vedtaget med henblik på at gennemføre EU-direktivet. Det bør efter min opfattelse ikke være udelukket, at de nationale bestemmelser, der udvider såvel området som det niveau for minimumsbeskyttelse, der er foreskrevet efter direktivet, skal bedømmes som ufravigelige og følgelig i medfør af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, kan træde i stedet for bestemmelserne i den af parterne valgte lov, og dette selv om denne sidstnævnte lov måtte findes i en medlemsstat, der har gennemført direktivet korrekt. Jeg vil nemlig minde om, at Romkonventionen a priori – og naturligvis med forbehold for EU-rettens forrang – overlader medlemsstaterne et vidt skøn ved afgørelsen af, hvilke bestemmelser i deres respektive retssystemer der skal kvalificeres som ufravigelige.

42.

I det tilfælde, hvor direktivet derimod gennemfører en fuldstændig harmonisering af de nationale lovgivninger, skal direktivet føre til vedtagelsen af nationale lovgivninger, der fastsætter såvel et anvendelsesområde som et beskyttelsesniveau, der er – om ikke identisk – så i det mindste tilsvarende. En sådan harmonisering indebærer efter sin art, at de situationer, som retten skal tage stilling til, udelukkende skal bedømmes ud fra de kriterier, der er fastsat af EU-lovgiver ( 24 ). I en sådan konstellation må det derfor være udelukket at tillade, at en medlemsstats ufravigelige regler i medfør af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, kan træde i stedet for bestemmelserne i en anden medlemsstats lovgivning.

43.

Det kan i øvrigt ud fra de anerkendte principper i den internationale privatret lægges til grund, at de ufravigelige reglers beskyttelsesformål er definitivt varetaget af den udtømmende harmonisering, der følger af EU-direktivet. Således som jeg understregede tidligere, er de kompetente myndigheders anvendelsesmulighed i henhold til Romkonventionens artikel 7, stk. 2, navnlig læst i lyset af sagen Arblade m.fl., og i henhold til definitionen, der er gentaget i artikel 9, stk. 1, i Rom I-forordningen, i vidt omfang betinget af den nationale lovgivers vilje til at beskytte de interesser, som denne anser for vigtige. I det tilfælde, hvor nationale lovgivninger gennemfører et direktiv om fuldstændig harmonisering, er de interesser, som er søgt beskyttet, imidlertid på sin vis dækket af den harmonisering af lovgivningerne, som følger heraf. Lex contractus bør derfor principielt ikke kunne tilsidesættes til fordel for domstolslandets lov i en sådan situation.

44.

Således som jeg vil redegøre for i det følgende, indebærer direktiv 86/653 imidlertid en minimumsharmonisering ( 25 ) af medlemsstaternes nationale lovgivninger, som bl.a. udelukker selvstændige handelsagenter, der arbejder med levering af tjenesteydelser fra sit anvendelsesområde, og som kun indrømmer handelsagenterne en minimumsbeskyttelse i tilfælde af opsigelse af agenturaftalen (a). Det følger heraf, at i det tilfælde, hvor de nationale bestemmelser, der er vedtaget af domstolsmedlemsstaten med henblik på gennemførelsen af det nævnte direktiv, går ud over anvendelsesområdet og minimumsbeskyttelsen, der er fastsat i dette direktiv – en situation, som synes at foreligge i hovedsagen – er det muligt, at disse anvendes i stedet for loven i en anden medlemsstat, som parterne har udpeget i aftalen (b).

45.

Det fremgår såvel af forelæggelsesafgørelsen som af indlæggene afgivet for Domstolen, at den handelsagenturaftale, der er genstand for hovedsagen, er en kontrakt indgået af Unamar og NMB, som vedrørte levering af søtransportydelser ved hjælp af containere tilhørende NMB, dvs. med henblik på levering af tjenesteydelser. Det fremgår ydermere af forelæggelsesafgørelsen, at tvisten i hovedsagen vedrørte ophævelse af agenturaftalen, indgået mellem disse to selskaber, og Unamars efterfølgende retsskridt med henblik på at opnå en godtgørelse som fastsat i loven af 1995.

46.

Jeg bemærker imidlertid for det første vedrørende anvendelsesområdet for den virksomhed, der er omfattet af den beskyttelse, som i henhold til direktiv 86/653 gælder for handelsagenterne, at den belgiske regering uden formelt at anfægte anvendeligheden af det nævnte direktiv i denne sag, der vedrører en situation med en agenturaftale om levering af søtransportydelser, påpegede, at loven af 1995 havde et bredere anvendelsesområde end direktiv 86/653, idet sidstnævntes artikel 1, stk. 2, kun omfatter formidling af salg eller køb af varer.

47.

I samme retning har Kommissionen anført, at den belgiske lovgiver har valgt at anvende den beskyttelsesordning, der gælder for de selvstændige handelsagenter i henhold til det nævnte direktiv, ikke kun på de uafhængige mellemmænd, som er antaget til at formidle »salg eller køb af varer« (artikel 1, stk. 2, i direktiv 86/653), men ligeledes på de selvstændige handelsagenter, som er antaget til at formidle forhandlingen og eventuelt afslutningen af forretninger (artikel 1 i loven af 1995), hvilket kan omfatte udveksling af tjenesteydelser. Den bulgarske lovgivning finder imidlertid – således som Kommissionen har præciseret – sandsynligvis ikke anvendelse på udvekslingen af tjenesteydelser. Kommissionen er dog af den opfattelse, at forelæggelsesafgørelsen ikke gør det muligt at drage den endelige konklusion med hensyn til den omhandlede aftales art, og at Kommissionen har taget udgangspunkt i den præmis, at aftalen hovedsageligt omfatter formidling af salg og køb af varer.

48.

For min del er jeg af den opfattelse, at loven af 1995 går videre end blot at gennemføre direktiv 86/653. En sammenlignende undersøgelse af direktivets bestemmelse viser efter min opfattelse klart, at den belgiske lovgiver ønskede at udvide den beskyttelse, der følger af direktivet, til alle selvstændige handelsagenter, herunder agenter, som beskæftiger sig med transaktioner vedrørende tjenesteydelser ( 26 ). Dette ønske om udvidelse af det materielle område af beskyttelsen efter direktiv 86/653 kan sandsynligvis forklares ved den omstændighed, at den belgiske lovgiver – ud over gennemførelsen af det nævnte direktiv – ønskede at definere en forholdsvis komplet status for selvstændige handelsagenter bl.a. med inspiration fra Benelux-aftalen samt de regler for lønnede handelsrepræsentanter, der fandt anvendelse på det pågældende tidspunkt ( 27 ).

49.

Efter min opfattelse er der næppe tvivl om, at direktiv 86/653 skal fortolkes således, at dets anvendelsesområde ikke omfatter mellemmænd antaget til at forhandle aftaler om tjenesteydelser. Således som Domstolen allerede har fastslået, afgrænses begrebet handelsagent præcist i artikel 1, stk. 2, i direktiv 86/653, idet det begrænses til veldefinerede situationer ( 28 ). Denne bestemmelse betegner nemlig en handelsagent som en selvstændig mellemmand, som er vedvarende antaget til at formidle salg eller køb af varer for en anden person eller til at formidle og afslutte sådanne forretninger i agenturgiverens navn og for dennes regning. Selvstændige mellemmænd, som er antaget til at forhandle aftaler om tjenesteydelser, er således ikke omfattet af det nævnte direktiv. Herudover og således som Domstolen ligeledes har påpeget ( 29 ), bemærkes, at henvisninger til de »varer«, der er genstand for agenturaftalerne, ligeledes forekommer i artikel 4, stk. 2, litra a), artikel 6, stk. 1 og artikel 20, stk. 2, litra b), i direktiv 86/653.

50.

Denne fortolkning, der følger af ordlyden af direktiv 86/653, bekræftes ved undersøgelsen af forarbejderne til dette. Kommissionens første forslag til et direktiv på dette område ( 30 ) omfattede nemlig alle »agenturforretninger«, dvs. varer og tjenesteydelser (jf. artikel 2, artikel 7, stk. 1 og 2, artikel 8 og artikel 10, stk. 2, i dette forslag). Det fremgår klart af sammenligningen af det nævnte direktivforslag og ordlyden af Rådets endeligt vedtagne direktiv 86/653, at der skete væsentlige ændringer, som bestod i at begrænse de omhandlede agenters aktiviteter til virksomhed med salg og køb af varer, idet navnlig alle henvisninger til tjenesteydelser blev fjernet ( 31 ).

51.

Udvidelsen af direktiv 86/653’s anvendelsesområde ved national lov, i det foreliggende tilfælde loven af 1995, til at omfatte agenter, der virker på området for udveksling af tjenesteydelser, har efter min opfattelse en vigtig følge. Den nationale bestemmelse kan, for så vidt som den udvider direktivets anvendelsesområde til området for tjenesteydelser, ikke længere anses for en ren gennemførelsesforanstaltning, men bliver en strengt national regel ( 32 ). Det er alene i det omfang, at direktivets anvendelsesområde stemmer overens med den nationale lovgivnings, at denne sidste kan anses for en gennemførelsesforanstaltning.

52.

For det andet vedrørende det beskyttelsesniveau, der ydes handelsagenten i tilfælde af ophør af den aftale, der forbinder ham med agenturgiveren, forpligter artikel 17 i direktiv 86/653 bl.a. medlemsstaterne til at indføre en ordning, hvorefter handelsagenten kompenseres ved kontraktens ophør. Denne bestemmelse giver medlemsstaterne en mulighed, der ligger mellem systemet med godtgørelse for kundekredsen og systemet med erstatning for tab. Denne ordning sigter kun på at sikre, at handelsagenten får ret til en minimumsgodtgørelse, og berører ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte yderligere kompensationer i deres lovgivning. Selv om Kongeriget Belgien i lighed med størstedelen af medlemsstaterne ( 33 ) ved gennemførelsen af direktiv 86/653 har haft en præference for systemet med godtgørelse for kundekreds, der er fastsat i artikel 20-23 i loven af 1995 under betegnelsen »udligningsgodtgørelse«, udelukker artikel 21 i denne lov ikke, at agenten på visse betingelser kan opnå skadeserstatning, når godtgørelsen ikke dækker hele det lidte tab.

53.

For så vidt angår en lov i domstolslandet, således som det synes at være tilfældet i hovedsagen, der ikke kun udvider anvendelsesområdet men ligeledes det niveau af beskyttelse, der tilkommer agenten i henhold til direktiv 86/653, mener jeg, at retten principielt vil kunne anvende dette direktiv ved anvendelse af Romkonventionens artikel 7, stk. 2, i stedet for den udenlandske lov, som parterne har angivet i aftalen.

54.

Selv om det er forbeholdt retten i domstolslandet endeligt at afgøre, hvilke af dets retlige bestemmelser der skal anses for ufravigelige, henset til opbygningen og ordlyden af den retsakt, de er del af, er jeg af den opfattelse, at betingelserne for at bringe ufravigelige regler i domstolslandet i anvendelse er opfyldt i et tilfælde som det, der er genstand for hovedsagen.

55.

For det første erindrer jeg vedrørende vurderingen af en retsregels ufravigelige karakter om, at denne skal vurderes i forhold til sin ordlyd og den generelle opbygning af den retsakt, den er del af ( 34 ). Retten kan således fastslå en bestemmelses ufravigelige karakter på grundlag af lovgiverens vilje ( 35 ) samt indholdet af den pågældende tekst ( 36 ).

56.

Således som det fremgår af artikel 27 i loven af 1995, har den belgiske lovgiver imidlertid ud over området for gennemførelse af bestemmelserne i direktiv 86/653, som jeg minder om, at Domstolen har anset for ufravigelige ( 37 ), udtrykkeligt anført, at »[m]edmindre andet følger af internationale konventioner, som Belgien er part i, er enhver aktivitet, der udøves af en handelsagent med hovedsæde/hjemsted i Belgien, omfattet af belgisk ret og de belgiske retters kompetence«. Bestemmelserne i loven af 1995 kan i deres helhed desuden analyseres som den belgiske lovgivers tilkendegivelse af at ville beskytte en vigtig interesse.

57.

For det andet, i et sådant tilfælde som det, der er genstand for hovedsagen, hvor domstolslandets lov udvider anvendelsesområdet og beskyttelsesniveauet for selvstændige handelsagenter fastsat i direktiv 86/653, forekommer det mig svært at påvise en restriktion eller en hindring for de rettigheder eller friheder, der følger af traktaterne, som kunne udgøre en forvanskning af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere traktatens bestemmelser. Særligt vedrørende den fastsatte godtgørelse i tilfælde af agenturaftalens ophør bemærker jeg, at Domstolen har påpeget, idet den har understreget, at den ordning, der er indført ved artikel 17 i direktiv 86/653, var ufravigelig, at denne kun indførte en minimumsbeskyttelse. Selv om de nationale lovgivninger derfor ikke kan indføre regler, der munder ud i, at handelsagenterne indrømmes en lavere godtgørelse end den, der er fastsat i denne artikel, burde det ikke forkastes, at disse fastsætter et højere godtgørelsesniveau ( 38 ). Den nationale ret kan således principielt anvende domstolslandets ufravigelige regler i stedet for de bestemmelser fra en anden medlemsstats lovgivning, som parterne har vedtaget i kontrakten.

58.

Det følger efter min opfattelse af disse overvejelser, at det i det tilfælde, hvor medlemsstaterne har besluttet at udarbejde en national lovgivning, hvis anvendelsesområde og beskyttelsesniveau er mere vidtgående end det, der er fastsat i direktiv 86/653, således som det synes at være tilfældet i hovedsagen, er muligt at anvende domstolslandets ufravigelige regler i stedet for den udenlandske lov i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i Romkonventionen.

59.

Denne konklusion forekommer mig desuden at stemme overens med den valgte løsning i Ingmar-sagen. I den henseende vil jeg minde om, at den nævnte sag vedrørte en tvist, i hvilken parterne udtrykkeligt havde valgt at underlægge den handelsagenturaftale, de havde indgået, et tredjelands lovgivning fremfor den nationale lov, der havde gennemført direktiv 86/653 ( 39 ). I denne forbindelse blev en fravigelse af princippet om partsautonomi, som principielt skal veje tungere i kontraktforhold, begrundet med nødvendigheden af at underlægge aftalen de bestemmelser til beskyttelse af handelsagenten, der følger af det nævnte direktiv. Domstolen erindrede da også om, at det var væsentligt »for Fællesskabets retsorden, at en agenturgiver, der har hjemsted i et tredjeland, mens handelsagenten udøver sin virksomhed inden for Fællesskabet, ikke kan omgå disse bestemmelser gennem en simpel lovvalgsklausul. Den funktion, de pågældende bestemmelser har, kræver, at de finder anvendelse, når der er en nær forbindelse til Fællesskabet, navnlig når handelsagenten udøver sin virksomhed på en medlemsstats område, uanset hvilken lov parterne har valgt at underlægge deres aftale« ( 40 ).

60.

Selv om de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, således som det naturligvis er blevet bemærket af Kommissionen og NMB i deres indlæg, ganske vist vedrørte en helt anden situation i den forstand, at de drejede sig om en situation, i hvilken parterne i agenturaftalen havde valgt et tredjelands ret, hvor ordningen til beskyttelse af handelsagenten, der følger af direktiv 86/653, pr. definition ikke kunne anvendes, står det alligevel fast, at det stillede spørgsmål var opstået inden for rammerne af en betydelig uoverensstemmelse med hensyn til, hvilke betingelser en retsregel skal opfylde for at kunne kvalificeres som en ufravigelig regel i den internationale privatrets forstand ( 41 ). For at besvare dette spørgsmål støttede Domstolen sig – inden for rammerne af undersøgelsen af formålene og ordlyden af den pågældende akt – på den konstatering, at de relevante bestemmelser var nødvendige for opnåelsen af traktatens formål ( 42 ), men ligeledes på det faktum, at den pågældende akt forfulgte et formål om beskyttelse af agenten ( 43 ). Det kan heraf udledes i analogi, at der med henblik på at kvalificere en regel som ufravigelig kan henses til en given regels beskyttelsesformål ikke kun med henblik på strengt offentlige interesser, men også på nødvendigheden af at tage en gruppe af personers særlige situation i betragtning.

61.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg at besvare spørgsmålet fra Hof van Cassatie på følgende måde:

»Artikel 3 og artikel 7, stk. 2, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, læst i sammenhæng med Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter, skal fortolkes således, at de tillader, at ufravigelige regler i domstolslandets lov – som giver handelsagenten en mere omfattende beskyttelse end den beskyttelse, der kræves i henhold til dette direktiv, under hensyn til den særlige interesse, som medlemsstaten tillægger disse bestemmelser – anvendes på en aftale om handelsagentur, selv om det fremgår, at den lov, der finder anvendelse på aftalen, er loven i en anden EU-medlemsstat, hvor den nævnte minimumsbeskyttelse, der følger af det nævnte direktiv, er gennemført.«