Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – arbejdstagere – anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser – national lovgivning, der udelukker delvis adgang til et lovreguleret erhverv i værtsmedlemsstaten – restriktion – berettigelse – folkesundheds- og forbrugerbeskyttelsesformål – hensyntagen til størrelsen af forskellen mellem aktivitetsområderne
(Art. 49 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36, art. 4, stk. 2, og art. 14, stk. 1)
Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der udelukker delvis adgang til det i værtsmedlemsstaten lovregulerede erhverv som fysioterapeut for en statsborger i denne medlemsstat, der i en anden medlemsstat har opnået et kvalifikationsbevis, som f.eks. massør/medicinsk bademester, der giver ham ret til i denne anden medlemsstat at udøve en del af den virksomhed, som er omfattet af fysioterapeuterhvervet, når forskellen mellem aktivitetsområderne er så stor, at det reelt er nødvendigt at gennemføre en samlet uddannelse for at få adgang til fysioterapeuterhvervet.
En sådan national lovgivning kan således gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve den frie etableringsret og kan ikke begrundes i tvingende almene hensyn. Selv om erhvervet som fysioterapeut, og følgelig erhvervet som massør, uanset hvilken type, ikke henhører under sektoren for egentlige lægelige erhverv, men under det paramedicinske område, kan dette område, som dækker en bred vifte af virksomhed af forskelligartet karakter, for det første ikke pr. definition unddrages ordningen for gensidig anerkendelse af lovregulerede erhverv, som fastlagt i EU-retten. For det andet tildeles modtageren af ydelser, leveret af en massør/medicinsk bademester, rent faktisk den særlige årvågenhed, som må kræves af hensyn til sundhedsbeskyttelsen. Derfor går det ikke blot ud over, hvad der er nødvendigt for opnå formålet om beskyttelse af forbrugerne, men også ud over, hvad der er påkrævet af hensyn til sundhedsbeskyttelsen, at udelukke selv en delvis adgang til fysioterapeuterhvervet i de tilfælde, hvor lighedsgraden af de to erhverv i hjemlandet og værtsmedlemsstaten er sådan, at de kan kvalificeres som »sammenlignelige« og dermed som »det samme erhverv« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2005/36 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I sådanne sager kan lakuner i ansøgerens uddannelse i forhold til uddannelsen i værtsmedlemsstaten reelt afhjælpes ved anvendelse af udligningsforanstaltningerne i direktivets artikel 4, stk. 1, der sikrer en fuldstændig indslusning af vedkommende i værtsmedlemsstatens erhvervssystem.
I de sager, som ikke er omfattet af direktiv 2005/36, idet forskellen mellem aktivitetsområderne er så stor, at det reelt er nødvendigt, at ansøgeren gennemfører en samlet uddannelse for i en anden medlemsstat at kunne udøve den virksomhed, som han ellers er kvalificeret til at udføre, udgør et sådant krav derimod et forhold, som objektivt set kan afskrække en ansøger fra at udøve denne virksomhed i værtsmedlemsstaten.
(jf. præmis 28-33 og 35 samt domskonkl.)
Sag C-575/11
Eleftherios-Themistoklis Nasiopoulos
mod
Ypourgos Ygeias kai Pronoias
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias)
»Anerkendelse af eksamens- og kvalifikationsbeviser — direktiv 2005/36/EF — fysioterapeuterhvervet — delvis og begrænset anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer — artikel 49 TEUF«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. juni 2013
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – arbejdstagere – anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser – national lovgivning, der udelukker delvis adgang til et lovreguleret erhverv i værtsmedlemsstaten – restriktion – berettigelse – folkesundheds- og forbrugerbeskyttelsesformål – hensyntagen til størrelsen af forskellen mellem aktivitetsområderne
(Art. 49 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36, art. 4, stk. 2, og art. 14, stk. 1)
Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der udelukker delvis adgang til det i værtsmedlemsstaten lovregulerede erhverv som fysioterapeut for en statsborger i denne medlemsstat, der i en anden medlemsstat har opnået et kvalifikationsbevis, som f.eks. massør/medicinsk bademester, der giver ham ret til i denne anden medlemsstat at udøve en del af den virksomhed, som er omfattet af fysioterapeuterhvervet, når forskellen mellem aktivitetsområderne er så stor, at det reelt er nødvendigt at gennemføre en samlet uddannelse for at få adgang til fysioterapeuterhvervet.
En sådan national lovgivning kan således gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve den frie etableringsret og kan ikke begrundes i tvingende almene hensyn. Selv om erhvervet som fysioterapeut, og følgelig erhvervet som massør, uanset hvilken type, ikke henhører under sektoren for egentlige lægelige erhverv, men under det paramedicinske område, kan dette område, som dækker en bred vifte af virksomhed af forskelligartet karakter, for det første ikke pr. definition unddrages ordningen for gensidig anerkendelse af lovregulerede erhverv, som fastlagt i EU-retten. For det andet tildeles modtageren af ydelser, leveret af en massør/medicinsk bademester, rent faktisk den særlige årvågenhed, som må kræves af hensyn til sundhedsbeskyttelsen. Derfor går det ikke blot ud over, hvad der er nødvendigt for opnå formålet om beskyttelse af forbrugerne, men også ud over, hvad der er påkrævet af hensyn til sundhedsbeskyttelsen, at udelukke selv en delvis adgang til fysioterapeuterhvervet i de tilfælde, hvor lighedsgraden af de to erhverv i hjemlandet og værtsmedlemsstaten er sådan, at de kan kvalificeres som »sammenlignelige« og dermed som »det samme erhverv« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2005/36 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I sådanne sager kan lakuner i ansøgerens uddannelse i forhold til uddannelsen i værtsmedlemsstaten reelt afhjælpes ved anvendelse af udligningsforanstaltningerne i direktivets artikel 4, stk. 1, der sikrer en fuldstændig indslusning af vedkommende i værtsmedlemsstatens erhvervssystem.
I de sager, som ikke er omfattet af direktiv 2005/36, idet forskellen mellem aktivitetsområderne er så stor, at det reelt er nødvendigt, at ansøgeren gennemfører en samlet uddannelse for i en anden medlemsstat at kunne udøve den virksomhed, som han ellers er kvalificeret til at udføre, udgør et sådant krav derimod et forhold, som objektivt set kan afskrække en ansøger fra at udøve denne virksomhed i værtsmedlemsstaten.
(jf. præmis 28-33 og 35 samt domskonkl.)