Sag anlagt den 25. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien

(Sag C-41/10)

2010/C 80/34

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Rozet og N. Yerrell, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen gør med dette søgsmål gældende, at de belgiske gensidige forsikringsselskabers virksomhed med hensyn til supplerende sygeforsikring, som ikke er en del af den lovbestemte sociale sikringsordning, ikke er i overensstemmelse med første og tredje direktiv om forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring. I det omfang de gensidige forsikringsselskaber faktisk er i direkte konkurrence med de direkte forsikringsselskaber på markedet for supplerende sygeforsikring, bør de være undergivet samme regler som disse. Sagsøgeren bestrider i denne henseende sagsøgtes påstand om, at den supplerende sygeforsikring, der udbydes af de gensidige forsikringsselskaber, henhører under undtagelsen, der er fastsat i første direktivs artikel 2, stk. 1, litra d), og gør gældende, at dækningen i henhold til den supplerende sygeforsikring ikke kan sidestilles med »forsikringer, der er omfattet af en lovbestemt social sikringsordning«.

Kommissionen anfører for det første, at der for at få adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed i henhold til første direktivs artikel 6 kræves en forudgående administrativ tilladelse, som der ansøges om hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted. De belgiske gensidige forsikringsselskaber skal imidlertid ikke ansøge om tilladelse i henhold til denne bestemmelse for så vidt angår deres virksomhed med hensyn til supplerende sygeforsikring.

Sagsøgeren gør for det andet gældende, at sagsøgte har tilsidesat første direktivs artikel 8, stk. 1, litra a), idet de gensidige forsikringsselskaber ikke er blandt de lovbestemte juridiske selskabsformer, som de belgiske forsikringsselskaber skal antage. For de gensidige forsikringsselskaber er det tilladt at udøve en bred vifte af aktiviteter, der ikke har direkte forbindelse med deres forsikringsvirksomhed, skønt det i første direktivs artikel 8, stk. 1, litra b), er bestemt, at virksomheden skal begrænse sit formål til forsikringsvirksomhed og dermed direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den belgiske lovgivning giver også anledning til problemer med hensyn til artikel 8, stk. 1, litra c), som bestemmer, at virksomheden skal fremlægge en driftsplan i overensstemmelse med direktivets artikel 9. En sådan plan er imidlertid ikke blevet fremlagt af de gensidige forsikringsselskaber for så vidt angår deres virksomhed med hensyn til supplerende sygeforsikring. De belgiske gensidige forsikringsselskaber har endelig ikke pligt til at råde over en minimumsgarantifond i modsætning til, hvad der kræves i første direktivs artikel 8, stk. 1, litra d).

Kommissionen gør for det tredje gældende, at de gensidige forsikringsselskaber i henhold til første direktivs artikel 13 ff. (navnlig artikel 16, 16a og 17) og tredje direktivs artikel 15 og 20-22 skal afsætte tilstrækkelige tekniske reserver for så vidt angår deres virksomhed med hensyn til supplerende sygeforsikring og oprette en i forhold til deres samlede virksomhed tilstrækkelig solvensmargin. I Belgien blev den tilstrækkelige solvensmargin for de gensidige forsikringsselskabers supplerende forsikringer først indført i 2002, og beregningen af denne margin er forskellig fra den, der er fastsat i første direktiv.

(1)  Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24.7.1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 228, s. 3).

(2)  Rådets direktiv 92/49/EØF af 18.6.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT L 228, s. 1).