1. 

Rechtbank ’s-Gravenhage (Nederlandene), for hvilken der verserer sager, hvor der er nedlagt påstand om krænkelse af et europæisk patent begået af selskaber med hjemsted i forskellige medlemsstater, efterfulgt af en påstand om et foreløbigt retsmiddel i form af forbud mod grænseoverskridende krænkelse, har stillet Domstolen flere præjudicielle spørgsmål vedrørende anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) på tvister vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.

2. 

Den forelæggende rets meget præcise spørgsmål ( 3 ) er koncentreret om de grundlæggende problemer ( 4 ), som vedrører denne forordnings anvendelse på grænseoverskridende tvister vedrørende europæiske patenter ( 5 ), og som således giver Domstolen anledning til at præcisere de væsentligste domme på området for artikel 6, nr. 1) ( 6 ), artikel 22, nr. 4) ( 7 ), og artikel 31 ( 8 ) i forordning nr. 44/2001.

3.

I medfør af artikel 3 i forordning nr. 44/2001, som er en undtagelse fra princippet i forordningens artikel 2, kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i forordningens artikel 5-24.

4.

Artikel 6 i forordning nr. 44/2001 bestemmer, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, endvidere kan sagsøges i en anden medlemsstat:

»[…]

[…]«

5.

Artikel 22 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

[…]

[…]«

6.

Endelig bestemmer artikel 31 i forordning nr. 44/2001:

»Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.«

7.

Solvay SA, der er et selskab med hjemsted i Belgien, og som er indehaver af europæisk patent nr. EP 0 858 440, der er i kraft i flere medlemsstater ( 9 ), anlagde den 6. marts 2009 sag ved Rechtbank ’s-Gravenhage i Nederlandene med påstand om krænkelse ( 10 ) af flere nationale dele af dette patent mod navnlig tre selskaber med hjemsted i to forskellige medlemsstater, nemlig Honeywell Fluorine Products Europe BV, der har hjemsted i Nederlandene, og Honeywell Belgium NV og Honeywell Europe NV, der har hjemsted i Belgien ( 11 ), idet de markedsfører et produkt, der er fremstillet af Honeywell International Inc. (HFC-245), og som er identisk med det, der er omfattet af patentet.

8.

I forbindelse med disse retsforhandlinger nedlagde Solvay SA den 9. december 2009 en mellemkommende påstand mod de sagsøgte i hovedsagen om et foreløbigt retsmiddel vedrørende forbud mod grænseoverskridende krænkelse under hele varigheden af tvisten i hovedsagen ( 12 ).

9.

Da de sagsøgte i hovedsagen i forbindelse med den foreløbige påstand har gjort gældende, at de nationale dele af det omtvistede patent er ugyldige, uden imidlertid at have anlagt eller i det mindste at have meddelt at ville anlægge ugyldighedssager, og da de har anfægtet, at den nederlandske ret, der skal påkende både hovedpåstanden og den foreløbige påstand, er kompetent, har Rechtbank ’s-Gravenhage besluttet at udsætte sagen og at stille Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 og flere præjudicielle spørgsmål vedrørende artikel 22, nr. 4), og artikel 31 i forordning nr. 44/2001.

10.

De af Rechtbank ’s-Gravenhage stillede præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd:

11.

Sagsøgeren og de sagsøgte i hovedsagen, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien og Kommissionen har fremsat skriftlige bemærkninger. Repræsentanter for Solvay SA, Honeywell Fluorine Products Europe BV og befuldmægtigede for Kongeriget Spanien og Kommissionen fremsatte mundtlige bemærkninger under retsmødet den 30. november 2011.

12.

Indledningsvis henledes opmærksomheden på, at for så vidt som forordning nr. 44/2001 nu er trådt i stedet for konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 13 ) i forholdet mellem medlemsstaterne ( 14 ), gælder den fortolkning, som Domstolen har foretaget, også for forordningen, når bestemmelserne heri svarer til bestemmelserne i Bruxelleskonventionen ( 15 ). Det fremgår endvidere af 19. betragtning til forordning nr. 44/2001, at kontinuiteten i fortolkningen mellem Bruxelleskonventionen og den pågældende forordning må sikres.

13.

Den forelæggende ret har med det første spørgsmål i det væsentlige spurgt Domstolen, om retten kan anses for at have kompetence på grundlag af artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Retten ønsker det nærmere bestemt afklaret, om den, henset til det forhold, at den behandler sager, der er anlagt mod en virksomhed med hjemsted i Nederlandene og to virksomheder med hjemsted i Belgien, står over for en risiko for uforenelige afgørelser, hvilket begrunder rettens kompetence på grundlag af denne bestemmelse.

14.

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 giver nemlig mulighed for, at en sagsøger anlægger sag mod flere sagsøgte ved retten i den retskreds, hvor en af dem har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig ( 16 ).

15.

Domstolen fastslog betingelsen om, at der skal foreligge en sådan forbindelse mellem kravene i forbindelse med fortolkningen af Bruxelleskonventionens artikel 6, nr. 1) ( 17 ), inden den blev regelfæstet ved affattelsen af artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ( 18 ) med henblik på at undgå, at undtagelsen til princippet om, at retten i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetence, ikke kan rejse tvivl om selve eksistensen af dette princip.

16.

Domstolen har ligeledes præciseret, at det ikke er tilstrækkeligt til, at afgørelser kan opfattes som indbyrdes modstridende, at der forekommer en divergens i løsningen af tvisten. En sådan divergens skal ydermere foreligge i forhold til samme retlige og faktiske situation ( 19 ).

17.

Det tilkommer i øvrigt den nationale ret at vurdere, om der er en forbindelse mellem de forskellige krav, der gøres gældende for den, dvs. om der er risiko for uforenelige afgørelser, såfremt disse krav bliver påkendt hver for sig ( 20 ).

18.

I dommen i sagen Roche Nederland m.fl. udtalte Domstolen imidlertid, at parallelle krænkelsessager i forskellige medlemsstater, der i overensstemmelse med Münchenkonventionens artikel 64, stk. 3, skal behandles i henhold til gældende national lovgivning ( 21 ), ikke angår den samme retlige situation ( 22 ), således at eventuelle indbyrdes divergerende retsafgørelser derfor ikke kan betegnes som indbyrdes modstridende ( 23 ).

19.

Det forekommer med andre ord, at betingelserne for anvendelse af artikel 6, nr. 1), i 44/2001 i princippet ikke kan være opfyldt, når krænkelsessagerne vedrører et europæisk patent.

20.

Domstolens dom i sagen Roche Nederland m.fl. er ud fra dette synspunkt blevet voldsomt kritiseret ( 24 ), idet den mærkbart indskrænker anvendelsesområdet for artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ( 25 ) på området for industriel ejendomsret ( 26 ). Det antages generelt ( 27 ), at den svækkede beskyttelsen for indehavere af europæiske patenter ( 28 ), hvilket er uforeneligt med Münchenkonventionens artikel 69 ( 29 ).

21.

Skal det følgelig antages, at problemet i denne sag endelig skal afgøres gennem enten en opretholdelse eller en ændring af dommen i sagen Roche Nederland m.fl.?

22.

Det er ikke min opfattelse. Det forekommer mig, således som Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Kommissionen har gjort gældende, at en mere nuanceret fremgangsmåde, som omhyggeligt afgrænser rækkevidden af dommen i sagen Roche Nederland m.fl., er mulig.

23.

Den omtvistede retlige situation i hovedsagen adskiller sig fra situationen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Roche Nederland m.fl., for så vidt som de sagsøgte i hovedsagen, der har hjemsted i Nederlandene og Belgien, er anklaget for særskilt at markedsføre de samme kopiprodukter i de samme medlemsstater og dermed krænke de samme »nationale dele af det europæiske patent«, som er i kraft i disse sidstnævnte medlemsstater.

24.

Det kan ved vurderingen af relevansen af disse argumenter være hensigtsmæssigt at bedømme situationen, som den vil være, hvis artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke kan finde anvendelse. Den forelæggende nederlandske ret har kompetence for så vidt angår sagen mod den sagsøgte med hjemsted i Nederlandene, og sagsøgeren i hovedsagen skal anlægge en krænkelsessag ved en belgisk ret mod de to sagsøgte med hjemsted i Belgien i henhold til forordningens artikel 2 ( 30 ).

25.

De to retter skal hver især undersøge de påberåbte krænkelser i henhold til de forskellige nationale regler, der regulerer de forskellige »nationale dele af det europæiske patent«, hvoraf der er påstået krænkelse, i henhold til princippet lex loci protectionis ( 31 ). De skal f.eks. i henhold til de samme finske regler undersøge den skade, som de tre sagsøgte i hovedsagen forvolder på den finske del af det europæiske patent på grund af markedsføringen af et identisk kopiprodukt i Finland.

26.

Det er netop under disse omstændigheder, at de skal træffe afgørelser, der er omfattet af den samme retlige situation – krænkelsen af den samme nationale del af et patent, der med de samme ord definerer patentbeskyttelsens omfang ( 32 ) – men kan afsige diametralt modsatte afgørelser.

27.

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 finder med andre ord ikke anvendelse på en række krænkelsessager, der vedrører forskellige selskaber med hjemsted i forskellige medlemsstater, eftersom de omhandler handlinger, der er begået i forskellige medlemsstater og krænker forskellige nationale dele af et europæiske patent, der er reguleret i forskellige regelsæt ( 33 ). Den kan derimod finde anvendelse, for så vidt som betingelsen om den identiske faktiske situation er opfyldt, på en række krænkelsessager, der vedrører forskellige selskaber med hjemsted i forskellige medlemsstater, for så vidt som de særskilt omhandler handlinger, der er begået i den samme medlemsstat og krænker den samme nationale del af et europæisk patent, der er reguleret i det samme regelsæt ( 34 ).

28.

Det bemærkes imidlertid, at de specielle kompetenceregler i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes af den nationale ret ( 35 ) under overholdelse af retssikkerhedsprincippet, hvilket indebærer, at artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at »en normalt velunderrettet person med rimelighed kan forudse, ved hvilken ret ud over retten i den stat, hvor han har bopæl, han kan blive sagsøgt« ( 36 ).

29.

Under disse omstændigheder foreslår jeg Domstolen at besvare det første af de af den forelæggende ret stillede spørgsmål ved at fastslå, at artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den finder anvendelse i forbindelse med en tvist om krænkelse af et europæisk patent, som omhandler flere selskaber med hjemsted i forskellige medlemsstater, når sagerne særskilt omhandler handlinger, der er begået i den samme medlemsstat og krænker den samme nationale del af et europæisk patent, der er reguleret i det samme regelsæt.

30.

Den forelæggende ret har med den anden række spørgsmål i det væsentlige spurgt, om den omstændighed, at et patents gyldighed er blevet anfægtet i forbindelse med mellemkommende retsforhandlinger vedrørende grænseoverskridende forbud mod krænkelse parallelt med en hovedpåstand om krænkelse, er tilstrækkelig, og i bekræftende fald hvilke formelle eller processuelle betingelser, der udløser anvendelsen af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, således dels, at den ret, for hvilken sagen verserer, skal erklære, at den ikke har kompetence til at påkende hovedpåstanden på grundlag af artikel 25 i forordning nr. 44/2001, dels at den følgelig skal undersøge sin kompetence til at påkende den foreløbige påstand på grundlag af artikel 31 i forordning nr. 44/2001.

31.

Det er i lyset af præmisserne og domskonklusionen i GAT-dommen ( 37 ), at den første række spørgsmål vedrørende rækkevidden af bestemmelserne i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal undersøges.

32.

Domstolen udtalte i denne dom, at Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), henset til sit formål og sin placering i konventionens systematik ( 38 ), skulle fortolkes således, at enekompetencen i henhold til denne bestemmelse anses for at finde anvendelse på alle tvister om et patents registrering eller gyldighed, uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, at det sker i form af en indsigelse, ved sagens anlæg eller på et senere stadium af sagen.

33.

Det skal uden at behandle disse bestemmelsers begrundelse understreges, at tre rækker betragtninger sammen med grundlaget for og formålet med den med Bruxelleskonventionen indførte ordning begrunder denne løsning ( 39 ): for det første den bindende karakter af den med Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), indførte enekompetence ( 40 ), dernæst behovet for at garantere kompetencereglernes forudsigelighed og dermed retssikkerheden med henblik på at undgå en forøgelse af kompetencerne ( 41 ) og endelig behovet for at undgå en forøgelse af risikoen for de indbyrdes uforenelige afgørelser, som Bruxelleskonventionen netop har til formål at undgå ( 42 ).

34.

Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien og Kommissionen, der i denne henseende har gentaget visse af de af den forelæggende ret anførte elementer, er i det væsentlige enige om at antage, at retter, der – som i hovedsagen – skal behandle en foreløbig påstand, hverken træffer afgørelse om realiteten, om, hvorvidt der foreligger en krænkelse (hovedpåstandens genstand), eller om patentets gyldighed (forsvarsanbringende, der er gjort gældende i forbindelse med den foreløbige påstand), men derimod sædvanligvis begrænser sig til at undersøge, om betingelserne for at anordne det begærede foreløbige retsmiddel er opfyldt. Da den eventuelle undersøgelse af et patents gyldighed er prima facie og ikke fører til nogen endelig afgørelse, er der dermed ingen risiko for uforenelige afgørelser.

35.

Dette synspunkt skal imidlertid drøftes i lyset af navnlig GAT-dommens præmis 30, hvori Domstolen tog meget præcist stilling til spørgsmålet om virkningerne af afgørelser om anvendelsen af Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4). Der blev argumenteret for, at eftersom virkningerne af en afgørelse, der som en mellemafgørelse afgjorde gyldigheden af et patent, i tysk ret var begrænset til sagens parter (nemlig inter partes), kunne der ikke være risiko for uforenelige afgørelser. Domstolen forkastede argumentet i meget generelle og radikale vendinger.

36.

Domstolen antog, idet den understregede, at virkningerne af en sådan afgørelse fastlægges i henhold til national ret, og en afgørelse, hvorved et patent annulleres, i en række kontraherende stater har virkning erga omnes, at »[f]or at undgå risikoen for indbyrdes modstridende retsafgørelser ville det derfor være nødvendigt at begrænse kompetencen for retterne i en anden stat end den, hvori patentet er udstedt, til at tage stilling til gyldigheden af et udenlandsk patent på grundlag af en indsigelse til alene de tilfælde, hvor den afgørelse, der skal træffes, kun har virkning for sagens parter«. Domstolen udtalte, at dette ikke var muligt, fordi »[e]n sådan begrænsning ville […] føre til skævheder og dermed anfægte den ligelige og ensartede anvendelse af de rettigheder og forpligtelser, som konventionen medfører for de kontraherende stater og for de berørte personer« ( 43 ).

37.

Skal det dermed antages, at GAT-dommen pålægger den forelæggende ret at erklære sig inkompetent under omstændighederne i hovedsagen? Efter min opfattelse kræves der et mere nuanceret svar, som tager hensyn til den processuelle virkelighed.

38.

Det skal nemlig understreges, at der kan være tre tilfælde alt efter, om patentets gyldighed er blevet anfægtet både i forbindelse med hovedpåstanden og i forbindelse med den foreløbige påstand [tilfælde a)], eller om den kun er blevet det i forbindelse med hovedpåstanden [tilfælde b)] eller udelukkende i forbindelse med den foreløbige påstand [tilfælde c)].

39.

GAT-dommen finder anvendelse i tilfælde a) og b), og den forelæggende ret skal dermed i overensstemmelse med artikel 25 i forordning nr. 44/2001 erklære sig inkompetent til at påkende hovedpåstanden og undersøge den eventuelle anordning af det foreløbige retsmiddel, der er ønsket, på grundlag af artikel 31 i forordning nr. 44/2001.

40.

I tilfælde c) kan der indtræffe to situationer. Det kan være, at sagsøgte ikke har haft muligheden for at rejse spørgsmålet om patentets gyldighed i forbindelse med hovedpåstanden, f.eks. fordi det foreløbige retsmiddel blev truffet, inden hovedpåstanden blev nedlagt ( 44 ) [situation c1)]. Det kan ligeledes være, at sagsøgte har haft denne mulighed, men at det ikke blev anset for hensigtsmæssigt at udnytte den [situation c2), hvilket forekommer at svare til den omtvistede situation i hovedsagen, som det tilkommer den forelæggende ret at fastslå].

41.

Den forelæggende ret skal i situation c1) kunne undersøge begæringen om foreløbige, herunder sikrende retsmidler og i givet fald anordne dem, men under streng overholdelse af GAT-dommen. Dette indebærer, at et sådan foreløbigt retsmiddel kun kan anordnes, hvis den ret, for hvilken sagen verserer, inden for en rimelig frist ligeledes bliver forelagt en hovedpåstand, der er forbundet med det begærede retsmiddel – en sag med påstand om krænkelse i forbindelse med en påstand om forbud mod krænkelse – i forbindelse med hvilken overholdelsen af GAT-dommen er garanteret og dermed under overholdelse af den strenge betingelse, at den ikke har nogen endelige virkninger.

42.

I situation c2) kan argumentet i de mellemkommende retsforhandlinger om patentets ugyldighed derfor i princippet ikke føre den ret, for hvilken sagen verserer, til at erklære sig inkompetent til at påkende hovedpåstanden i henhold til artikel 25 i forordning nr. 44/2001. I dette tilfælde kan det nemlig antages, at argumentet om, at det pågældende patent er ugyldigt, har opsættende virkning, idet sagsøgte skal godtgøre, at han har anlagt sag med påstand om patentets ugyldighed ved en kompetent ret. Den ret, for hvilken sagen verserer, kan dermed, med forbehold for, at den har kompetence i realitetssagen, i overensstemmelse med national ret anordne det begærede foreløbige retsmiddel.

43.

Jeg foreslår derfor Domstolen, at den fastslår, at artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den heri opstillede enekompetence ikke finder anvendelse, når et patents gyldighed kun er anfægtet i forbindelse med foreløbige påstande, for så vidt som den afgørelse, der træffes efter afslutningen af disse retsforhandlinger, ikke har nogen endelig virkning.

44.

Påstandene under dette punkt er kun subsidiære for det tilfælde, at Domstolen måtte finde, at den forelæggende ret ikke har kompetence til at påkende tvistens realitet i henhold til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 eller ikke har kompetence til at påkende tvistens realitet i henhold til forordningens artikel 6, nr. 1).

45.

Således som det fremgår af fast retspraksis ( 45 ), har den ret, der efter en af Bruxelleskonventionens kompetenceregler og fremover efter forordning nr. 44/2001 har kompetence til at påkende en sags realitet, også kompetence til at træffe afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler, uden at der gælder andre betingelser for kompetencen hertil ( 46 ).

46.

Det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 31 i forordning nr. 44/2001, ligesom tidligere Bruxelleskonventionens artikel 24, udgør en selvstændig kompetence ( 47 ), der supplerer kompetencerne i artikel 2-24 i forordning nr. 44/2001 ( 48 ). For så vidt som denne bestemmelse er en undtagelse til den med forordning nr. 44/2001 indførte kompetenceordning, skal den fortolkes indskrænkende ( 49 ), idet udøvelsen af »foreløbig kompetence« er underlagt visse betingelser, der er opstillet i Domstolens praksis, vedrørende arten af de rettigheder, der skal beskyttes, og de begærede retsmidlers genstand ( 50 ).

47.

De foreløbige retsmidler skal først være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, der er begrænset til det civil- og handelsretlige begreb, hvorfor dette tilhørsforhold ikke skal afgøres efter deres egen art under hensyn til den store forskel mellem retsmidlerne i de forskellige medlemsstater, men efter arten af de rettigheder, hvis beskyttelse de skal sikre ( 51 ). Dette er utvivlsomt tilfældet med krænkelsessager, på hvilke de generelle regler i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse ( 52 ), og med begæringer om foreløbigt forbud mod grænseoverskridende krænkelser, såsom den i hovedsagen omhandlede ( 53 ).

48.

De retsmidler, der kan vedtages på grundlag af artikel 31 i forordning nr. 44/2001, skal i øvrigt være foreløbige, dvs. de skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formål at beskytte rettigheder, der i øvrigt påstås anerkendt ved afgørelsen af sagens realitet ( 54 ). Denne betingelse indebærer først og fremmest, at et foreløbigt retsmiddel, der er vedtaget med hjemmel i artikel 31 i forordning nr. 44/2001, er tidsmæssigt begrænset.

49.

Domstolen har i meget generelle vendinger understreget, at den ret, der skal anordne et sådant retsmiddel, skal handle med »et særligt overblik og nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, under hvilke retsmidlet skal udfolde sin virkning«, hvilket indebærer, at den skal »tidsbegrænse sin tilladelse« og mere generelt »kun give tilladelsen på betingelser, som garanterer den foreløbige, herunder sikrende karakter af det retsmiddel, den vil anordne« ( 55 ), sædvanligvis indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet.

50.

I øvrigt og netop med det formål at garantere, at det retsmiddel, der anordnes med hjemmel i artikel 31 i forordning nr. 44/2001, er foreløbigt, herunder sikrende, har Domstolen i Van Uden-dommen ( 56 ) opstillet en yderligere betingelse om en reel tilknytning mellem genstanden for de foreløbige retsmidler, der kræves anvendt, og den stedlige kompetence i den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende ( 57 ), hvilket netop er genstand for den forelæggende rets sidste præjudicielle spørgsmål.

51.

Domstolen har indtil nu ikke haft direkte anledning til at præcisere det, som disse to betingelser indebærer for så vidt angår intellektuelle ejendomsrettigheder.

52.

Da den foreløbige påstand i hovedsagen blev nedlagt, efter at hovedsagen var blevet anlagt, således at betingelsen om den tidsmæssige begrænsning af anvendelsesområdet for det anordnede retsmiddel kan anses for potentielt at være opfyldt, vil jeg især undersøge betingelsen om, at der skal foreligge en reel forbindelse.

53.

Denne betingelse, der er blevet kritiseret ( 58 ), er genstand for forskellige fortolkninger ( 59 ). For visse udgør dette krav en begrænsning med ekstraterritorial virkning for de anordnede foreløbige retsmidler. For andre indebærer denne betingelse, at det anordnede retsmiddel i det mindste delvist har sine virkninger i den medlemsstat, hvor den ret, for hvilken sagen verserer, er hjemmehørende. Betingelsen virker dermed på ingen måde som en ratione loci begrænsning af det anordnede retsmiddel, idet den derimod kan have virkninger i andre medlemsstater end den, hvor den ret, for hvilken sagen verserer, er hjemmehørende, og har dermed en ekstraterritorial rækkevidde ( 60 ). Der er snarere tale om en betingelse om, at det begærede foreløbige retsmiddel skal have et minimum af territorial tilknytning. Om der er en reel tilknytning, skal således undersøges under hensyntagen til principalt fuldbyrdelsesmulighederne i den medlemsstat, hvor den ret, for hvilken sagen verserer, er hjemmehørende ( 61 ).

54.

Det forekommer mig nemlig, at det kan anerkendes, at retten i en medlemsstat, der i teorien ikke har kompetence til at påkende tvistens realitet, kun kan erklære sig inkompetent til at anordne et foreløbigt retsmiddel på grundlag af artikel 31 i forordning nr. 44/2001, hvis det har virkning på denne medlemsstats område og kan fuldbyrdes der. Det er den samme ret, der er bedst i stand til at gøre dette, som det påhviler at bedømme, om der er en reel tilknytning.

55.

Jeg foreslår derfor Domstolen, at den fastslår, at artikel 31 i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en national ret ikke kan anordne et foreløbigt retsmiddel, der ikke har nogen virkninger på det nationale område, hvilket det tilkommer den at afgøre.

56.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare de af Rechtbank ’s-Gravenhage stillede præjudicielle spørgsmål således ved at udtale: