Udtalelse 1/09
Udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF
»Udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF – udkast til aftale – indførelse af en fælles patentdomstolsordning – Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter – udkastets forenelighed med traktaterne«
Sammendrag af udtalelsen
1. Internationale aftaler – aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning – forudgående udtalelse fra Domstolen – anmodning om udtalelse indgivet under den indledende fase i forhandlingerne eller før disses indledning – Rådet har anmodet om udtalelse uden at have hørt Parlamentet – formaliteten – betingelser
(Art. 218, stk. 11, TEUF)
2. Internationale aftaler – aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning – oprettelse af en Domstol for Europæiske Patenter og EF-Patenter – forenelighed med traktatens bestemmelser
(Art. 262 TEUF og 344 TEUF)
3. Internationale aftaler – aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning – oprettelse af en Domstol for Europæiske Patenter og EF-Patenter – denne domstols enekompetence til at træffe afgørelse i private søgsmål samt til at fortolke og anvende EU-retten på området for EF-patenter – uforenelighed med Unionens institutionelle og domstolsmæssige rammer
(Art. 4, stk. 3, TEU og art. 19, stk. 1, TEU; art. 258 TEUF – 260 TEUF og 267 TEUF)
1. I henhold til artikel 218, stk. 11, EF kan Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller en medlemsstat indhente udtalelse fra Domstolen om en påtænkt aftales forenelighed med traktaterne. Denne bestemmelse har til formål at forhindre forviklinger, der ville opstå, hvis det ad rettens vej blev gjort gældende, at Unionens bindende internationale aftaler var uforenelige med traktaterne. En retsafgørelse, der eventuelt efter indgåelsen af en international aftale, som binder Unionen, fastslår, at denne aftale er uforenelig med traktaternes bestemmelser, enten på grund af dens indhold eller på grund af den ved dens indgåelse fulgte fremgangsmåde, vil uundgåeligt skabe alvorlige vanskeligheder ikke alene internt i Unionen, men også for internationale relationer, og fremkalde fare for, at alle berørte parter, herunder tredjelande, bliver skadet.
Den omstændighed, at en international aftale først kan indgås efter høring af eller godkendelse fra Parlamentet, og at vedtagelsen af eventuelle relaterede lovgivningsforanstaltninger i Unionen er underlagt en lovgivningsprocedure, der involverer denne institution, er uden relevans for muligheden for at tillade Rådet at indhente Domstolens udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF.
Muligheden for at indgive begæring om udtalelse i henhold til nævnte artikel kræver ikke som forudsætning en endelig aftale mellem de berørte institutioner. Den ret, som Rådet, Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne har fået til at begære udtalelse fra Domstolen, kan nemlig udøves individuelt uden nogen form for samordning og uden at afvente det endelige resultat af en sammenhængende lovgivningsprocedure. Under alle omstændigheder bevarer Parlamentet retten til selv at indgive en begæring om udtalelse.
Desuden kan Domstolen forelægges en begæring om udtalelse, før der indledes forhandlinger på internationalt plan, når formålet med den påtænkte aftale er kendt – selv når der endnu kan komme flere mulige løsninger på tale, og der endnu er visse uoverensstemmelser vedrørende formuleringen af de omhandlede tekster – hvis de for Domstolen indgivne dokumenter giver den mulighed for at afgive en bedømmelse af det af Rådet rejste spørgsmål med tilstrækkelig sikkerhed. Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved, om en begæring om udtalelse kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at Rådet endnu ikke har vedtaget en afgørelse om at indlede forhandlinger på internationalt plan.
(jf. præmis 47, 48, 53, 55 og 56)
2. Artikel 262 TEUF kan ikke være til hinder for oprettelsen af en Domstol for Europæiske Patenter og EF-Patenter. Uanset at denne artikel gør det muligt at tildele Domstolen visse af de kompetencer, som denne ret påtænkes overdraget, er den i denne artikel anførte fremgangsmåde ikke den eneste tænkelige til indførelsen af en fælles patentdomstol. Denne bestemmelse fastsætter således muligheden for at udvide Unionens retsinstansers kompetencer til tvister vedrørende anvendelsen af Unionens retsakter, hvorved der indføres europæiske intellektuelle ejendomsrettigheder. Følgelig indfører artikel 262 TEUF ikke noget monopol for Domstolen på det pågældende område, og den påvirker ikke valget af den retslige ramme, som kan indføres for tvister mellem private vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.
Oprettelsen af en Domstol for Europæiske Patenter og EF-Patenter kan heller ikke være i strid med artikel 344 TEUF, eftersom denne artikel begrænser sig til at forbyde medlemsstaterne at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af traktaterne afgjort på anden måde end fastsat heri. De kompetencer, som udkastet til aftalen om indførelse af en fælles patentdomstolsordning tilsigter at overdrage Domstolen for Europæiske Patenter og EF-Patenter, vedrører dog kun tvister mellem private på dette område.
(jf. præmis 61-63)
3. Den i udkastet til aftalen om indførelse af en fælles patentdomstolsordning påtænkte internationale domstol, der for nærværende benævnes Domstolen for Europæiske Patenter og EF-Patenter, skal ikke blot fortolke og anvende bestemmelserne i denne aftale, men også den fremtidige forordning om EF-patentet samt andre EU-retlige instrumenter, navnlig forordninger og direktiver, som den nævnte forordning eventuelt vil skulle sammenholdes med, nemlig bestemmelser vedrørende andre intellektuelle ejendomsrettighedsordninger samt bestemmelser i EUF-traktaten om det indre marked og konkurrenceretten. Denne domstol kan tilsvarende i en for denne verserende tvist skulle tage stilling til grundlæggende rettigheder og almindelige principper i EU-retten og efterprøve gyldigheden af en EU-retsakt.
Selv om det er rigtigt, at Domstolen ikke er blevet tillagt kompetence til at træffe afgørelse i direkte søgsmål mellem private på patentområdet, fordi denne kompetence henhører under medlemsstaternes domstole, kan kompetencen til at løse sådanne tvister imidlertid ikke af medlemsstaterne tildeles en domstol, som er oprettet ved en international aftale, som ville fratage medlemsstaternes domstole deres opgave at gennemføre EU-retten i deres egenskab af »almindelige« domstole i Unionens retsorden og på denne måde fratage dem muligheden for eller eventuelt pligten til præjudiciel forelæggelse på det pågældende område som fastsat i artikel 267 TEUF. Den ved denne bestemmelse indførte ordning, som er nødvendig for at bevare fællesskabskarakteren af den retsorden, som er indført ved traktaterne, har til formål at sikre, at denne retsorden under alle omstændigheder får den samme virkning i alle medlemsstaterne, og fastslår således et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, inden for rammerne af hvilket de sidstnævnte retter aktivt deltager i den korrekte anvendelse og ensartede fortolkning af EU-retten samt i beskyttelsen af de rettigheder, som denne retsorden giver borgerne.
Udkastet til aftalen fastsætter dog en præjudiciel mekanisme, som inden for aftalens anvendelsesområde forbeholder Domstolen for Europæiske Patenter og EF-Patenter muligheden for præjudiciel forelæggelse, samtidigt med at de nationale domstole fratages denne mulighed. En afgørelse fra Domstolen for Europæiske Patenter og EF-Patenter, som måtte tilsidesætte EU-retten, kan ikke være genstand for et traktatbrudssøgsmål og kan heller ikke være genstand for nogen form for erstatningsansvar for en eller flere medlemsstater for tab på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes dem.
Ved at tillægge en international domstol, der befinder sig uden for Unionens institutionelle og domstolsmæssige ramme, en enekompetence til at træffe afgørelse i en lang række private søgsmål på patentområdet samt til at fortolke og anvende EU-retten på dette område, vil den påtænkte aftale følgelig fratage medlemsstaternes domstole deres kompetence til at fortolke og anvende EU-retten og fratage Domstolen dennes kompetence til at tage stilling til præjudicielle spørgsmål, som disse domstole forelægger den, og af denne grund vil aftalen ændre karakteren af de kompetencer, som traktaterne tillægger Unionens institutioner og medlemsstaterne, og som er nødvendige til bevarelsen af selve EU-rettens beskaffenhed.
(jf. præmis 71, 78, 80, 81, 83, 84, 86, 88 og 89)
DOMSTOLENS UDTALELSE 1/09 (plenum)
8. marts 2011
»Udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF – udkast til aftale – indførelsen af en fælles patentdomstolsordning – Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter – udkastets forenelighed med traktaterne«
Indhold
Begæringen om udtalelse
Udkastet til aftale om Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter
Bestemmelser i udkastet til aftalen
Rådets vurderinger i dets begæring om udtalelse
Sammenfatning af de for Domstolen afgivne indlæg
Indlæg vedrørende formaliteten angående begæringen om udtalelse
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen ikke er foreneligt med traktaterne
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne på betingelse af, at der indføjes ændringer i dette udkast
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne
Domstolens stillingtagen
Spørgsmålet om, hvorvidt begæringen om udtalelse kan antages til realitetsbehandling
Realiteten
– Indledende bemærkninger
– Spørgsmålet om udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne
I udtalelsessag 1/09,
angående en begæring om udtalelse, som Rådet for Den Europæiske Union den 6. juli 2009 har indgivet for Domstolen i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF,
afgiver
DOMSTOLEN (plenum)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene J.N. Cunha Rodrigues, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot, K. Schiemann, A. Arabadjiev, J.-J. Kasel og D. Šváby og dommerne A. Rosas, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), E. Juhász, G. Arestis, A. Borg Barthet, M. Ilešič, U. Lõhmus, E. Levits, A. Ó Caoimh, L. Bay Larsen, P. Lindh, T. von Danwitz, C. Toader, M. Safjan og M. Berger,
justitssekretær: kontorchef M.-A. Gaudissart,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. maj 2010,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Rådet for Den Europæiske Union ved J.-C. Piris, F. Florendino Gijón, L. Karamountzos og G. Kimberley, som befuldmægtigede
– Kongeriget Belgien ved C. Pochet, J.-C. Halleux og T. Materne, som befuldmægtigede
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget
– den danske regering ved V. Pasternak Jørgensen, R. Holdgaard og C. Vang, som befuldmægtigede
– den tyske regering ved M. Lumma og J. Kemper, som befuldmægtigede
– den estiske regering ved L. Uibo, som befuldmægtiget
– Irland ved D.J. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af E. Fitzsimons, SC, og N. Travers, BL
– den græske regering ved K. Samoni, G. Alexaki og K. Boskovits, som befuldmægtigede
– den spanske regering ved N. Diaz Abad, som befuldmægtiget
– den franske regering ved E. Belliard, B. Beaupère-Manokha, G. de Bergues og A. Adam, som befuldmægtigede
– den italienske regering ved G. Palmieri og M. Fiorilli, som befuldmægtigede, bistået af vice-avvocato generale dello Stato G. Nori
– den cypriotiske regering ved V. Christoforou og M. Chatzigeorgiou, som befuldmægtigede
– den litauiske regering ved I. Jarukaitis, som befuldmægtiget
– den luxembourgske regering ved C. Schiltz, som befuldmægtiget, bistået af avocat P.-E. Partsch
– den nederlandske regering ved C. Wissels og Y. de Vries, som befuldmægtigede
– den polske regering ved M. Dowgielewicz og M. Szpunar, som befuldmægtigede
– den portugisiske regering ved L. Fernandez, J. Negrão og M.L. Duarte, som befuldmægtigede
– den rumænske regering ved A. Popescu og M.-L. Colonescu, som befuldmægtigede, bistået af rådgiverne E. Gane og A. Stoia
– den slovenske regering ved V. Klemenc og T. Mihelič Žitko, som befuldmægtigede
– den finske regering ved A. Guimaraes-Purokoski og J. Heliskoski, som befuldmægtigede
– den svenske regering ved A. Falk og A. Engman, som befuldmægtigede
– Det Forenede Kongeriges regering ved I. Rao og F. Penlington, som befuldmægtigede, bistået af barrister A. Dashwood
– Europa-Parlamentet ved E. Perillo, K. Bradley og M. Dean, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved L. Romro Requeña, J.-P. Keppenne og H. Krämer, som befuldmægtigede,
og efter at have hørt førstegeneraladvokat P. Mengozzi og generaladvokaterne J. Kokott, E. Sharpston, Y. Bot, J. Mazák, V. Trstenjak, N. Jääskinen og P. Cruz Villalón i lukket møde den 2. juli 2010,
følgende
Udtalelse
Begæringen om udtalelse
1. Den begæring om udtalelse, som Rådet for Den Europæiske Union har indgivet for Domstolen, er affattet som følger:
»Er den påtænkte aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning (i øjeblikket benævnt »Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter«) forenelig med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber?«
2. Til Domstolen har Rådet som bilag til sin begæring indsendt
– rådsdokument nr. 8588/09 af 7. april 2009 til Gruppen vedrørende Intellektuel Ejendomsret (patenter) om et revideret forslag til Rådets forordning om EF-patentet
– rådsdokument nr. 7928/09 af 23. marts 2009 om en revideret tekst fra formandskabet om udkastet til aftale om Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter og udkast til denne domstols statut
– rådsdokument nr. 7927/09 af 23. marts 2009 vedrørende en henstilling fra Kommissionen til Rådet om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med henblik på vedtagelse af en international aftale »om indførelse af en fælles patentdomstolsordning« vedrørende Europæiske Patenter og EF-patenter.
Udkastet til aftale om Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter
3. Den europæiske patentkonvention (herefter »EPK«), undertegnet i München den 5. oktober 1973, er en traktat, der i dag har 36 kontraherende parter, heriblandt alle medlemsstaterne af Den Europæiske Union. Den Europæiske Union er ikke part til EPK. Denne konvention fastlægger én fælles fremgangsmåde for Den Europæiske Patentmyndigheds meddelelse af europæiske patenter. Uanset at denne fremgangsmåde er fælles, består de europæiske patenter af et bundt af nationale patenter, der hver især er underlagt den nationale ret i stater, som indehaveren har udpeget.
4. I 2000 genåbnede Det Europæiske Råd drøftelserne om et fremtidigt EF-patent. Den 5. juli 2000 forelagde Kommissionen et forslag til Rådets forordning om EF-patentet (KOM(2000) 412 endelig), som fastsatte Fællesskabets tiltrædelse til EPK, indførelsen af et enhedsdokument for den industrielle ejendomsrettighed, som var gyldig i hele Fællesskabet, samt at enhedsdokumentet skulle meddeles af Den Europæiske Patentmyndighed.
5. Som følge af Rådets konklusioner »Konkurrence« af 4. december 2006 og af Det Europæiske Råds konklusioner af 8. og 9. marts 2007 forelagde Kommissionen den 3. april 2007 Europa-Parlamentet og Rådet en meddelelse med titlen »Forbedring af patentsystemet i Europa« (KOM(2007) 165 endelig).
6. Kommissionen foreslog bl.a. indførelsen af en integreret ordning for det europæiske patent og det fremtidige EF-patent. EF-patentet meddeles af Den Europæiske Patentmyndighed i henhold til bestemmelserne i EPK. Patentet skal have enhedskarakter og en autonom karakter, idet det skal have samme virkning på hele Unionens område og kun kan meddeles, overføres, erklæres ugyldigt eller ophøre for hele dette område. Bestemmelserne i EPK skal finde anvendelse på EF-patentet, i det omfang forordningen om EF-patentet ikke fastsætter specifikke bestemmelser.
7. I forbindelse med Rådets arbejde er der også blevet udarbejdet et udkast til en international aftale (herefter »udkastet til aftalen«), der skal indgås mellem medlemsstaterne, Den Europæiske Union og tredjelande, der er parter til EPK, og hvorved der oprettes en kompetent domstol for tvister om europæiske patenter og EF-patenter.
8. Den tilsigtede aftale vil oprette Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter (European and Community Patents Court) (herefter »ECPC«), som består af en førsteinstansdomstol, der omfatter en central afdeling samt lokale og regionale afdelinger, og en appeldomstol, idet appeldomstolen har kompetence til at træffe afgørelse i appelsager til prøvelse af førsteinstansdomstolens afgørelser. Det tredje organ er et fælles justitskontor.
Bestemmelser i udkastet til aftalen
9. Udkastets artikel 14a bestemmer:
»Lovvalg
1) Ved behandling af en sag, der forelægges i henhold til denne aftale, overholder domstolen fællesskabsretten og bygger sine afgørelser på:
a) denne aftale
b) umiddelbart anvendelig fællesskabslovgivning, navnlig Rådets forordning […] om EF-patentet og de kontraherende staters nationale lovgivning til gennemførelse af fællesskabslovgivningen
c) den europæiske patentkonvention og national lovgivning, der er vedtaget af de kontraherende stater i overensstemmelse med den europæiske patentkonvention, og
d) enhver bestemmelse i internationale aftaler, der finder anvendelse på patenter og er bindende for alle kontraherende parter.
2) I det omfang, domstolen bygger sine afgørelser på de kontraherende staters nationale lovgivning, bestemmes lovvalget:
a) af umiddelbart anvendelige bestemmelser i fællesskabslovgivningen, eller
b) i mangel af umiddelbart anvendelige bestemmelser i fællesskabslovgivningen, af internationalprivatretlige internationale instrumenter, som alle kontraherende parter er part i, eller
c) i mangel af de i litra a) og b) omhandlede bestemmelser, af internationalprivatretlige nationale bestemmelser efter domstolens bestemmelse.
3) En kontraherende stat, der ikke er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme fællesskabslovgivningen om materiel patentret.«
10. Artikel 15 i udkastet til aftale er affattet som følger:
»Kompetence
1) Domstolen har enekompetence med hensyn til:
a) søgsmål om faktisk krænkelse eller trussel om krænkelse af patenter og supplerende beskyttelsescertifikater og svarskrifter i relation hertil, herunder modkrav om licenser
a 1) søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse
b) søgsmål om foreløbige, herunder sikrende retsmidler, og påbud eller forbud
c) søgsmål eller modkrav om tilbagekaldelse af patenter
d) søgsmål om erstatning eller kompensation som følge af den midlertidige beskyttelse, der er knyttet til en offentliggjort patentansøgning
e) søgsmål vedrørende udnyttelse af opfindelsen forud for meddelelsen af patentet eller vedrørende den ret, der er baseret på tidligere udnyttelse af patentet
f) søgsmål om meddelelse eller tilbagekaldelse af tvangslicenser for EF-patenter, og
g) søgsmål om kompensation for licenser […].
2) De kontraherende staters nationale retter har kompetence i søgsmål vedrørende EF-patenter og europæiske patenter, der ikke falder ind under domstolens enekompetence.«
11. ECPC’s Førsteinstansdomstols afdelingers forskellige territoriale kompetencer er i artikel 15a, stk. 1, i udkastet til aftalen afgrænset som følger:
»De i artikel 15, stk. 1, litra a), b), d) og e), omhandlede søgsmål anlægges ved:
a) den lokale afdeling i den kontraherende stat, hvor den faktiske krænkelse eller truslen om krænkelse har fundet sted eller kan finde sted, eller den regionale afdeling, som denne kontraherende stat deltager i, eller
b) den lokale afdeling i den kontraherende stat, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller den regionale afdeling, som denne kontraherende stat deltager i.
Søgsmål mod sagsøgte, der har deres bopæl uden for de kontraherende staters område, anlægges ved den lokale eller regionale afdeling i overensstemmelse med litra a).
Hvis den pågældende kontraherende stat ikke har en lokal afdeling og ikke deltager i en regional afdeling, anlægges søgsmål ved den centrale afdeling.«
12. Af udkastets artikel 48 følger:
»1) Når et spørgsmål om fortolkning af [EF-]traktaten […] eller om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Det Europæiske Fællesskabs institutioner forelægges for Førsteinstansdomstolen, kan den, hvis den finder det nødvendigt, for at den kan træffe afgørelse, anmode […] Domstol[en] om at afgøre spørgsmålet. Når et sådant spørgsmål forelægges for Appeldomstolen, skal den anmode […] Domstol[en] om at afgøre spørgsmålet.
2) Afgørelsen fra […] Domstol[en] om fortolkningen af [EF-]traktaten […] eller om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Det Europæiske Fællesskabs institutioner er bindende for Førsteinstansdomstolen og Appeldomstolen.«
Rådets vurderinger i dets begæring om udtalelse
13. Rådet har anført, at »[e]t flertal blandt [dets] medlemmer finder, at den påtænkte aftale er en lovmedholdelig måde at nå de opstillede mål på. Rådet har imidlertid givet udtryk for og drøftet nogle retlige betænkeligheder«. Rådet har præciseret, at »det er hensigten, at fremlæggelsen af de forskellige spørgsmål skal være neutral og ikke nævne, hvilken støtte der har været til de forskellige løsningsmodeller, og at Rådet hverken tager parti for det ene eller det andet svar«.
14. Rådet mener ikke, at den påtænkte aftale vil ændre karakteren af Domstolens kompetencer. Medlemsstaterne bør kunne tilrettelægge domstolssystemets struktur, sådan som de finder det hensigtsmæssigt, herunder ved at oprette en international domstol.
15. Rådet har bemærket, at ECPC’s forpligtelse til at overholde EU-retten skal være meget bred, så den ikke kun vedrører traktaten og retsakter udstedt af institutionerne, men også de almindeligt gældende principper i EU-retten og Domstolens retspraksis.
Sammenfatning af de for Domstolen afgivne indlæg
16. I de afgivne indlæg gøres det enten gældende, at begæringen om udtalelse ikke kan antages til realitetsbehandling, at udkastet til aftalen ikke er foreneligt med traktaten, at det er nødvendigt at indføje ændringer i dette udkast med henblik på at gøre aftalen traktatkonform, eller at den påtænkte aftale er forenelig med traktaterne.
Indlæg vedrørende formaliteten angående begæringen om udtalelse
17. Parlamentet og den spanske regering gør nærmere bestemt gældende, at begæringen om udtalelse er indgivet for tidligt og hviler på ufuldstændige og utilstrækkelige oplysninger, når henses til formålet med den påtænkte aftale, til status over det forberedende arbejde samt til den institutionelle og retlige kontekst. Parlamentet mener på sin side også, at princippet om balance mellem institutionerne er blevet draget i tvivl, i det omfang Parlamentet ikke er blevet hørt af Rådet vedrørende udkastet til forordningen om EF-patentet.
18. Irland har erklæret, at det støtter begæringen om udtalelse, men at det mener, at Domstolen bør sikre sig, at den har kompetence til at tage stilling til denne begæring, navnlig når henses til, hvor langt forhandlingerne er fremskredet. Den tekst, som Domstolen skal afgive udtalelse om, er nemlig i det store hele endnu kun et arbejdsdokument, som ikke er blevet godkendt af alle Rådets medlemmer.
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen ikke er foreneligt med traktaterne
19. Irland samt den græske, spanske (subsidiært), italienske, cypriotiske, litauiske og luxembourgske regering mener ikke, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne.
20. Irland gør gældende, at udkastet til aftalen ikke sikrer, at forrangen for de EU-retlige bestemmelser, som vil kunne gøres gældende i de for ECPC indbragte sager, vil blive overholdt. Der findes heller ingen garanti for, at denne domstol er underlagt en pligt til at anlægge en fortolkning med henblik på i videst muligt omfang at undgå konflikter mellem de bestemmelser i EU-retten, den skal anvende, og andre nationale eller internationale retsforskrifter, som den måtte skulle anvende.
21. Den græske regering bemærker, at bestemmelserne i udkastet til aftalen vedrørende oprettelsen af og funktionsmåden for de af ECPC’s Førsteinstansdomstols afdelinger, der har deres sæde i tredjelande og er kompetente i sager om EF-patenter, rejser spørgsmål om sikringen af Unionens retsordens og domstolsordnings autonomi. Traktaterne har nemlig fastlagt en bindende ramme, inden for hvilken Unionens institutioner og medlemsstaterne skal holde sig, både når de vælger den generelle metode og de konkrete bestemmelser for afgørelsen af tvister vedrørende industrielle ejendomsrettigheder.
22. Den spanske regering har subsidiært bemærket, at udkastet til aftalen er uforeneligt med traktaterne, eftersom det bl.a. er til fare for artikel 19 TEU og artikel 344 TEUF, i det omfang det domstolsmonopol, som Domstolen har i afgørelsen af tvister på det EU-retlige område, drages i tvivl. Desuden garanterer den påtænkte ordning ikke EU-rettens forrang, eftersom ECPC ikke vil henhøre under nogen medlemsstats domstolsopbygning, idet en sådan domstols tilsidesættelse af EU-retten således ikke vil være underlagt nogen form for prøvelse.
23. Den italienske regering understreger, at udkastet til aftalen antager formen af en international retsakt, hvorved medlemsstaterne og de stater, der er parter til EPK, overdrager deres forfatningsmæssige dømmende kompetence til en international domstol. Da der på nuværende tidspunkt hverken findes noget patent, der dækker alle medlemsstaternes område, eller nogen ensartet ordning til afgørelse af tvister på dette område, er Unionen ikke kompetent til at overdrage sin dømmende kompetence til et internationalt organ. Unionens tiltrædelse til EPK vil ikke være af nogen relevans for denne vurdering, da den internationale domstol, den påtænker at indføre, ikke er et organ henhørende under EPK. I mangel på hjemmel er den påtænkte aftale følgelig ikke forenelig med traktaternes bestemmelser.
24. Den cypriotiske regering mener, at indførelsen af ECPC er i strid med den enekompetence, som Domstolen og Retten er blevet tildelt, sådan som det fremgår af de forskellige klageadgange og retsmidler, der er fastsat i traktaterne.
25. Den litauiske regering mener, at den påtænkte aftale, når henses til den omstændighed, at den ikke vil kunne indgås med hjemmel i traktaternes bestemmelser, er uforenelig med disse traktater. Udkastet til aftalen vil ikke garantere EU-rettens autonomi, eller at den centrale karakter af de beføjelser, som Unionens institutioner er blevet tildelt ved traktaterne, bevares.
26. Den luxembourgske regering gør gældende, at traktaterne ikke giver nogen hjemmel til at overdrage kompetencer som de i udkastet til aftalen omhandlede til en domstol som ECPC. EU-rettens bestemmelser og Domstolens retspraksis, der fastlægger Unionens retsordens og domstolsordnings autonomi og ensartethed, er til hinder for indførelsen af en sådan domstol. Det følger af traktaterne og Domstolens retspraksis, at de kompetencer, som den påtænkte aftale bestemmer skal overdrages til ECPC, kun kan udøves af Domstolen selv.
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne på betingelse af, at der indføjes ændringer i dette udkast
27. Parlamentet, subsidiært den belgiske og den franske regering samt Kommissionen, mener, at udkastet til aftalen i princippet er foreneligt med traktaterne, men de anbefaler stærkt et vist antal ændringer til dette udkast.
28. Hvis Domstolen fastslår, at Rådets begæring kan antages til realitetsbehandling, mener Parlamentet, at det ville være formålstjenligt i selve aftaleteksten at henvise til det meget vidtrækkende anvendelsesområde af den pligt, der påhviler ECPC til at overholde EU-retten og Domstolens retspraksis, herunder også dennes fremtidige domme. Det bør også præciseres, at ECPC skal sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder.
29. Hvad angår den påtænkte procedure til præjudiciel forelæggelse har Parlamentet bemærket, at det ville være hensigtsmæssigt at indføre en ordning, hvorved Kommissionen ville kunne intervenere i de for ECPC anlagte sager. Det kunne også vise sig formålstjenligt at underkaste ECPC en udtrykkelig pligt til at forelægge Domstolen alle spørgsmål vedrørende gyldigheden af en bestemmelse i EU-retten.
30. Den belgiske regering foreslår, at Domstolen besvarer Rådets begæring om udtalelse med, at den påtænkte aftale er forenelig med traktaterne, for så vidt som Domstolens præjudicielle kompetence udvides med mekanismer, der gør det muligt at sikre overholdelsen af EU-rettens forrang og virkning.
31. Den franske regering gør gældende, at udkastet til aftalen i princippet er foreneligt med traktaterne. Imidlertid mener den, at den præjudicielle forelæggelsesprocedure skal udvides med en mekanisme, som kan benyttes af parterne og/eller i givet fald medlemsstaterne samt Kommissionen, med henblik på at sikre ECPC’s overholdelse af EU-retten og dennes forrang. Man kunne også forestille sig indførelsen af en appeladgang i lovens interesse på Kommissionens eller en medlemsstats initiativ eller en procedure, hvorved Domstolen ville have adgang til fornyet prøvelse i forhold til ECPC’s appeldomstols domme, hvis der var alvorlig risiko for, at der ville ske indgreb i EU-rettens enhed og sammenhæng.
32. Kommissionen mener, at den påtænkte aftale er forenelig med bestemmelserne i traktaterne under forudsætning af, at ikke blot tredjelandes, men ligeledes Unionens og medlemsstaternes adgang til på et hvilket som helst tidspunkt at opsige denne aftale udtrykkeligt fastsættes.
Indlæg, hvori det gøres gældende, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne
33. Den tjekkiske, danske, tyske, estiske, nederlandske, polske, portugisiske, rumænske, slovenske, finske og svenske regering samt Det Forenede Kongeriges regering gør gældende, at udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne.
34. Den tjekkiske regering mener, at dette udkast til aftalen er foreneligt med traktaterne, i det omfang det respekterer kravene vedrørende beskyttelsen af EU-rettens autonomi og forrang, eftersom ECPC bl.a. kan forelægge Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse.
35. Den danske regering bemærker, at udkastet til aftalen ikke er i strid med traktaternes institutionelle regler, og at aftalen i henhold til artikel 81 TEUF og artikel 114 TEUF bør indgås af såvel Unionen som af dets medlemsstater.
36. Den tyske regering mener, at domstolskontrolordningen, som er fastsat i udkastet til aftalen, er traktatkonform. Navnlig er artikel 262 TEUF ikke til hinder for denne ordning. Desuden bevares EU-rettens forrang og autonomi. Den påtænkte domstolsordning indebærer ikke nogen »ændret karakter« af Domstolens kompetencer og underlægger ikke Unionen en bestemt fortolkning af retten vedrørende udøvelsen af dens interne kompetencer.
37. Den estiske regering bemærker, at udkastet til aftalen ikke blot vedrører Unionens kompetencer, men også medlemsstaternes kompetencer, således at artikel 352 TEUF udgør den hensigtsmæssige hjemmel for indgåelsen af den påtænkte aftale. Hverken EU-rettens forrang og autonomi eller Domstolens kompetencer drages i tvivl af udkastet til aftalen.
38. Den nederlandske regering understreger, at artikel 262 TEUF ikke er til hinder for udkastet til aftalen. Dette udkast griber i øvrigt heller ikke ind i EU-rettens enhed og integritet. Konsekvensen af den påtænkte aftale er heller ikke, at den ordning for retsbeskyttelse og domstolskontrol, som varetages af de nationale domstole og Unionens retsinstanser sådan som fastsat i traktaten, ændres eller skades.
39. Den polske regering gør gældende, at overdragelsen af de påtænkte kompetencer til ECPC i princippet er forenelig med traktaterne, og at artikel 262 TEUF ikke er til hinder herfor. Henset til manglen på en EU-retsakt, som henviser til patentområdet, er Domstolen ikke blevet tildelt nogen enekompetence på dette område. Desuden skader udkastet til aftalen ikke EU-rettens forrang. Proceduren til præjudiciel forelæggelse garanterer EU-rettens enhed og sammenhæng på det pågældende område.
40. Den portugisiske regering gør gældende, at overdragelsen af de påtænkte kompetencer til ECPC er forenelig med traktaterne. De indsigelser, der er rejst vedrørende risici for EU-rettens forrang og autonomi, er ubegrundede. Henset til områdets kompleksitet og til formålet at indføre en ensartet ordning til beskyttelse af den industrielle ejendomsrettighed i Europa, bør der søges »fleksible løsninger«, der kan leve op til dette formål. Udkastet til aftalen står mål med denne udfordring.
41. Den rumænske regering bemærker, at EU-rettens autonomi garanteres gennem ECPC’s pligt til at overholde EU-retten, gennem ECPC’s mulighed og i visse tilfælde pligt til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål samt gennem den bindende virkning, som de af Domstolen afsagte domme inden for rammerne af denne procedure vil have. Desuden er ingen bestemmelser i traktaterne til hinder for, at en international aftale tildeler Domstolen kompetence til at fortolke bestemmelser i en sådan aftale med henblik på den eventuelle anvendelse i tredjelande.
42. Den slovenske regering mener, at det er foreneligt med traktaterne at overdrage ECPC en enekompetence vedrørende tvister om gyldigheden og/eller virkningerne af et EF-patent. Hverken artikel 257 TEUF eller artikel 262 TEUF påvirker valget af den retslige ramme på området. Artikel 14a og 48 i udkastet til aftalen garanterer EU-rettens autonomi og overholdelse.
43. Den finske regering gør gældende, at i det omfang formålet med og indholdet af den påtænkte aftale er at indføre en international domstolsordning på patentområdet, bør indgåelsen af denne aftale på Unionens vegne ske med hjemmel i både artikel 262 TEUF og i artikel 352 TEUF. I øvrigt rejser udkastet til aftalen ingen problemer i forhold til forenelighed med traktaterne.
44. Den svenske regering understreger, at udkastet til aftalen garanterer en ensartet anvendelse af EU-retten. Domstolens kompetencer vil ikke ændre karakter, og dens eneret til at kontrollere lovligheden af Unionens retsakter drages ikke i tvivl.
45. Det Forenede Kongeriges regering mener, at den påtænkte aftale bør indgås som en blandet aftale. Det væsentlige indhold af Domstolens kompetencer bevares inden for rammerne af den påtænkte aftales domstolsordning, eftersom hverken Domstolens enekompetence eller dens afgørelsers bindende virkning drages i tvivl. Det er foreneligt med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at overdrage ECPC kompetence i forhold til sager vedrørende gyldigheden og/eller anvendelsen af EF-patenter. Inden for rammerne af den påtænkte aftales domstolsordning garanteres EU-rettens forrang. Proceduren til præjudiciel forelæggelse, som er fastsat i artikel 48 i udkastet til aftalen, og hvorved ECPC kan forelægge Domstolen spørgsmål, er forenelig med traktaterne.
Domstolens stillingtagen
Spørgsmålet om, hvorvidt begæringen om udtalelse kan antages til realitetsbehandling
46. De bemærkninger, der er fremsat angående antagelsen af begæringen om udtalelse til realitetsbehandling, vedrører nærmere bestemt tre spørgsmål, nemlig for det første graden af præcision i indholdet af den påtænkte aftale, for det andet de forberedende arbejders status og for det tredje respekten for balance mellem institutionerne.
47. Inden disse tre spørgsmål besvares, skal det påpeges, at det af ordlyden af artikel 218, stk. 11, TEUF følger, at Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller en medlemsstat kan indhente udtalelse fra Domstolen om en påtænkt aftales forenelighed med traktaterne. Denne bestemmelse har til formål at forhindre forviklinger, der ville opstå, hvis det ad rettens vej blev gjort gældende, at Unionens bindende internationale aftaler var uforenelige med traktaterne (jf. udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, præmis 3, og 1/08 af 30.11.2009, Sml. I, s. 11129, præmis 107).
48. En retsafgørelse, der eventuelt efter indgåelsen af en international aftale, som binder Unionen, fastslår, at denne aftale er uforenelig med traktaternes bestemmelser, enten på grund af dens indhold eller på grund af den ved dens indgåelse fulgte fremgangsmåde, vil uundgåeligt skabe alvorlige vanskeligheder ikke alene internt i Unionen, men også for internationale relationer, og fremkalde fare for, at alle berørte parter, herunder tredjelande, bliver skadet (jf. udtalelse 3/94 af 13.12.1995, Sml. I, s. 4577, præmis 17).
49. Hvad for det første angår spørgsmålet om graden af præcision i udkastet til aftalen bemærkes, at når Domstolen skal tage stilling til, om bestemmelserne i en påtænkt aftale er forenelige med traktatens bestemmelser, må den have tilstrækkelige oplysninger om selve aftalens indhold (jf. udtalelse 2/94, præmis 20-22).
50. I det foreliggende tilfælde har Rådet for Domstolen fremlagt den fulde tekst fra udkastet til aftalen, som bl.a. indeholder bestemmelser om ECPC’s organisation og funktionsmåde, dens kompetencer og de forskellige søgsmålstyper samt om den anvendelige ret og virkningerne af denne domstols afgørelser.
51. Det skal desuden fastslås, at der i begæringen om udtalelse henvises til den kontekst, som udkastet til aftalen indgår i. Dette udkast udgør nemlig en del af en helhed af foranstaltninger, som for tiden undersøges i Unionens forskellige instanser, såsom indførelsen af et EF-patent som en ny intellektuel ejendomsrettighed og Unionens tiltrædelse til EPK.
52. Under disse omstændigheder mener Domstolen, at den råder over tilstrækkelige oplysninger angående den påtænkte aftales indhold og kontekst.
53. Hvad for det andet angår spørgsmålet, om beslutningsproceduren i forhold til udkastet til aftalen har nået et tilstrækkeligt fremskredent stadium, som gør det muligt for Domstolen at tage stilling til dette udkasts forenelighed med traktaterne, skal det påpeges, at Domstolen kan forelægges en begæring om udtalelse, før der indledes forhandlinger på internationalt plan, når formålet med den påtænkte aftale er kendt – selv når der endnu kan komme flere mulige løsninger på tale, og der endnu er visse uoverensstemmelser vedrørende formuleringen af de omhandlede tekster – hvis de for Domstolen indgivne dokumenter giver den mulighed for at afgive en bedømmelse af det af Rådet rejste spørgsmål med tilstrækkelig sikkerhed (jf. i denne retning udtalelse 1/78 af 4.10.1979, Sml. s. 2871, præmis 34), og at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, om en begæring om udtalelse kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at Rådet endnu ikke har vedtaget en afgørelse om at indlede forhandlinger på internationalt plan (jf. udtalelse 2/94, præmis 13).
54. Hvad angår nærværende begæring skal det bemærkes, at udkastet til indførelsen af en fælles patentdomstolsordning i Rådet var ved at blive undersøgt på tidspunktet, da begæringen blev indgivet for Domstolen. Den omstændighed, at udkastet til aftalen eller visse udkast til lovgivningsforanstaltninger, som er nært knyttet til aftalen, såsom forslag til forordning om EF-patentet, ikke i øjeblikket har enstemmig opbakning i Rådet, kan ikke få indflydelse på spørgsmålet om realitetsbehandlingen af nærværende begæring om udtalelse.
55. Hvad for det tredje angår spørgsmålet om balancen mellem institutionerne skal det bemærkes, at muligheden for at indgive begæring om udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF ikke som forudsætning kræver en endelig aftale mellem de berørte institutioner. Den ret, som Rådet, Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne har fået til at begære udtalelse fra Domstolen, kan nemlig udøves individuelt uden nogen form for samordning og uden at afvente det endelige resultat af en sammenhængende lovgivningsprocedure. Under alle omstændigheder bevarer Parlamentet retten til selv at indgive en begæring om udtalelse.
56. Den omstændighed, at den omhandlede aftale først kan indgås efter høring af eller godkendelse fra Parlamentet, og at vedtagelsen af eventuelle relaterede lovgivningsforanstaltninger i Unionen, såsom den fremtidige forordning om EF-patentet, er underlagt en lovgivningsprocedure, der involverer denne institution, er uden relevans for muligheden for at tillade Rådet at indhente Domstolens udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF.
57. Rådets foreliggende begæring om udtalelse kan derfor antages til realitetsbehandling.
Realiteten
– Indledende bemærkninger
58. Da den foreliggende begæring om udtalelse og de for Domstolen afgivne indlæg henviser til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union og EF-traktaten, skal de rejste spørgsmål dog vurderes på grundlag af bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som trådte i kraft den 1. december 2009, nemlig efter at Rådet den 6. juli 2009 havde indgivet sin begæring.
59. Det skal også præciseres, at spørgsmålet, som danner kernen i den foreliggende begæring om udtalelse, ikke vedrører ECPC’s kompetencer i forhold til det Europæiske Patent, men i forhold til det fremtidige EF-patent.
– Spørgsmålet, om udkastet til aftalen er foreneligt med traktaterne
60. Domstolen anser det indledningsvis for formålstjeneligt at tage stilling til de overvejelser, som et vist antal medlemsstater har fremført, hvorefter artikel 262 TEUF og artikel 344 TEUF kunne være til hinder for overdragelsen af de påtænkte kompetencer.
61. Hvad angår artikel 262 TEUF kan denne ikke være til hinder for indførelsen af ECPC. Uanset at denne artikel gør det muligt at tildele Domstolen visse af de kompetencer, som ECPC påtænkes overdraget, er den i denne artikel anførte fremgangsmåde ikke den eneste tænkelige til indførelsen af en fælles patentdomstol.
62. Artikel 262 TEUF fastsætter nemlig muligheden for at udvide Unionens retsinstansers kompetencer til tvister vedrørende anvendelsen af Unionens retsakter, hvorved der indføres europæiske intellektuelle ejendomsrettigheder. Følgelig indfører artiklen ikke noget monopol for Domstolen på det pågældende område, og den påvirker ikke valget af den retslige ramme, som kan indføres for tvister mellem private vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.
63. Indførelsen af ECPC kan heller ikke være i strid med artikel 344 TEUF, eftersom denne artikel begrænser sig til at forbyde medlemsstaterne at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af traktaterne afgjort på anden måde end fastsat heri. De kompetencer, som udkastet til aftalen tilsigter at overdrage ECPC, vedrører dog kun tvister mellem private på patentområdet.
64. Da udkastet nærmere bestemt fastsætter en ny domstolsstruktur, skal opmærksomheden for det første henledes på de fundamentale bestanddele i Unionens retsorden og domstolsordning, sådan som de er blevet affattet i de grundlæggende traktater og udviklet i Domstolens retspraksis, med henblik på at vurdere, om indførelsen af ECPC er forenelig med disse bestanddele.
65. Det følger af Domstolens faste praksis, at Unionens grundlæggende traktater til forskel fra de almindelige internationale traktater har indført en ny retsorden, der har egne institutioner, til hvis fordel medlemsstaterne på flere og flere områder har begrænset deres suverænitet, og hvis subjekter ikke kun er medlemsstaterne, men også deres statsborgere (jf. bl.a. dom af 5.2.1963, sag 26/62, van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org.ref.: Rec. s. 1, præmis 3, og af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531 ff., org.ref.: Rec. s. 1141). De væsentligste kendetegn ved Unionens retsorden, som skabtes herved, er først og fremmest dens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer samt den direkte virkning af en række bestemmelser, der gælder for medlemsstaternes borgere og for staterne selv (jf. udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 21).
66. Det fremgår således af artikel 19, stk. 1, TEU, at Domstolen og medlemsstaternes domstole tilser overholdelsen af Unionens retsorden og domstolsordning.
67. Desuden tilkommer det Domstolen at sikre overholdelsen af Unionens retsordens autonomi, der således er blevet skabt ved traktaterne (jf. udtalelse 1/91, præmis 35).
68. Det skal også påpeges, at det bl.a. i medfør af princippet om loyalt samarbejde som fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU påhviler medlemsstaterne at sikre, at EU-retten anvendes og overholdes på deres område (jf. i denne retning dom af 16.7.1998, sag C-298/96, Oelmühle og Schmidt Söhne, Sml. I, s. 4767, præmis 23). Endvidere følger det af andet afsnit i samme bestemmelse, at medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne. I denne forbindelse påhviler det de nationale domstole og Domstolen at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at garantere retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
69. Den nationale retsinstans udøver nemlig i samarbejde med Domstolen en virksomhed, der er tillagt dem i fællesskab med henblik på at værne om lov og ret ved anvendelsen og fortolkningen af traktaterne (jf. dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia, Sml. s. 3045, præmis 16, og af 15.6.1995, forenede sager C-422/93 – C-424/93, Zabala Erasun m.fl., Sml. I, s. 1567, præmis 15).
70. Unionens retsorden udgøres desuden af et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter (jf. bl.a. dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores, Sml. I, s. 6677, præmis 40).
71. Hvad angår ECPC’s kendetegn skal det indledningsvis bemærkes, at denne domstol befinder sig uden for Unionens institutionelle og domstolsmæssige ramme. ECPC udgør nemlig ikke en del af den i artikel 19, stk. 1, TEU fastsatte domstolsordning. ECPC er en organisation, der har status som selvstændig juridisk person i henhold til folkeretten.
72. Det følger af bestemmelserne i artikel 15 i udkastet til aftalen, at ECPC har enekompetence med hensyn til en lang række private søgsmål på patentområdet. Denne kompetence vedrører bl.a. søgsmål om faktisk krænkelse eller trussel om krænkelse af patenter, modkrav om licenser, søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse, søgsmål om foreløbige, herunder sikrende retsmidler, søgsmål eller modkrav om tilbagekaldelse af patenter, søgsmål om erstatning eller kompensation som følge af den midlertidige beskyttelse, der er knyttet til en offentliggjort patentansøgning, søgsmål vedrørende udnyttelse af opfindelsen forud for meddelelsen af patentet eller vedrørende den ret, der er baseret på tidligere udnyttelse af patentet, søgsmål om meddelelse eller tilbagekaldelse af tvangslicenser for EF-patenter samt søgsmål om kompensation for licenser. I dette omfang fratages de kontraherende staters, herunder medlemsstaternes, retter disse kompetencer, og de beholder således kun de kompetencer, der ikke falder ind under ECPC’s enekompetence.
73. Det skal tilføjes, at i overensstemmelse med artikel 14a i udkastet til aftalen er ECPC i udøvelsen af sit hverv ansvarlig for at fortolke og anvende EU-retten. Kernen i de materielle kompetencer, som normalt henhører under nationale domstole, til at afgøre tvister på EF-patentområdet og på dette område sikre, at EU-retten anvendes fuldt ud, samt sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, tillægges denne domstol.
74. Hvad angår en international aftale, der fastsætter oprettelsen af en domstol med ansvar for at fortolke aftalens bestemmelser, har Domstolen ganske vist fastslået, at en sådan aftale i princippet ikke er uforenelig med EU-retten. Unionens kompetence i internationale forhold og dens kompetence til at indgå internationale aftaler omfatter nemlig nødvendigvis en adgang til, at Unionen kan forpligte sig til at respektere afgørelser fra en retsinstans, der oprettes eller udpeges ved sådanne aftaler, for så vidt angår fortolkningen og anvendelsen af deres bestemmelser (jf. udtalelse 1/91, præmis 40 og 70).
75. Desuden har Domstolen understreget, at en international aftale, som er indgået med tredjelande, kan tillægge Domstolen nye beføjelser på betingelse af, at dette ikke bevirker, at Domstolens rolle i henhold til traktaten om Den Europæiske Union og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ændrer karakter (jf. analogt udtalelse 1/92 af 10.4.1992, Sml. I, s. 2821, præmis 32).
76. Domstolen har også præciseret, at en international aftale kan påvirke dens egen kompetence, hvis ikke de vigtigste betingelser med hensyn til bevarelsen af karakteren af denne kompetence opfyldes, og at der følgelig ikke gribes ind i Unionens retsordens autonomi (jf. udtalelse 1/00 af 18.4.2002, Sml. I, s. 3493, præmis 21, 23 og 26).
77. De domstolsordninger, der har været genstand for de ovennævnte udtalelser, tilsigtede imidlertid nærmere bestemt at afgøre tvister om fortolkningen eller anvendelsen af selve bestemmelserne i de omhandlede internationale aftaler. Mens disse ordninger desuden fastsatte særlige kompetencer for tredjelandes domstole til at forelægge Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse, påvirkede disse ordninger ikke medlemsstaternes domstoles kompetencer vedrørende fortolkningen og anvendelsen af EU-retten og heller ikke sidstnævntes mulighed eller pligt til at forelægge Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse, ligesom Domstolens kompetence til at tage stilling til sådanne spørgsmål heller ikke var påvirket.
78. Den i nærværende udkast til aftale påtænkte internationale domstol skal ikke blot fortolke og anvende bestemmelserne i denne aftale, men også den fremtidige forordning om EF-patentet samt andre EU-retlige instrumenter, navnlig forordninger og direktiver, som forordningen om EF-patentet eventuelt vil skulle sammenholdes med, nemlig bestemmelser vedrørende andre intellektuelle ejendomsrettighedsordninger samt bestemmelser i EUF-traktaten om det indre marked og konkurrenceretten. ECPC kan tilsvarende i en for denne verserende tvist skulle tage stilling til grundlæggende rettigheder og almindelige principper i EU-retten og efterprøve gyldigheden af en EU-retsakt.
79. Hvad angår det udkast til aftalen, som Domstolen er blevet forelagt, skal det bemærkes, at ECPC:
– erstatter de nationale domstole på området for deres enekompetencer som nævnt i artikel 15 i dette udkast til aftale
– dermed fratager disse domstoles mulighed for at forelægge Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse på dette område
– på området for dets enekompetencer bliver den eneste domstol, som inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelsesprocedure kan interagere med Domstolen vedrørende fortolkningen og anvendelsen af EU-retten, og
– inden for rammerne af disse kompetencer i overensstemmelse med artikel 14a i udkastet til aftalen er ansvarlig for at fortolke og anvende EU-retten.
80. Selv om det er rigtigt, at Domstolen ikke er blevet tillagt kompetence til at træffe afgørelse i direkte søgsmål mellem private på patentområdet, fordi denne kompetence henhører under medlemsstaternes domstole, kan kompetencen til at løse sådanne tvister imidlertid ikke af medlemsstaterne tildeles en domstol, som er skabt ved en international aftale, som ville fratage medlemsstaternes domstole deres opgave at gennemføre EU-retten i deres egenskab af »almindelige« domstole i Unionens retsorden og på denne måde fratage dem muligheden for eller eventuelt pligten til præjudiciel forelæggelse på det pågældende område som fastsat i artikel 267 TEUF.
81. Udkastet til aftalen fastsætter dog en præjudiciel mekanisme, som inden for aftalens anvendelsesområde forbeholder ECPC muligheden for præjudiciel forelæggelse, samtidigt med at de nationale domstole fratages denne mulighed.
82. Det skal understreges, at den i udkastet til aftalen påtænkte situation for ECPC er forskellig fra den for Benelux-Domstolen gældende situation, der var genstand for dom af 4. november 1997, Parfums Christian Dior (sag C-337/95, Sml. I, s. 6013, præmis 21-23). Eftersom Benelux-Domstolen er en domstol, der er fælles for flere medlemsstater og følgelig indgår i Unionens retsorden, er dens afgørelser underlagt mekanismer, der sikrer EU-rettens fulde virkning.
83. Det skal også påpeges, at artikel 267 TEUF, som er nødvendig for at bevare fællesskabskarakteren af den retsorden, som er indført ved traktaterne, har til formål at sikre, at denne retsorden under alle omstændigheder får den samme virkning i alle medlemsstaterne. Formålet med den således oprettede mekanisme til præjudiciel forelæggelse er at forebygge forskelle i fortolkningen af den EU-ret, som de nationale retter skal anvende, og mekanismen skal sikre denne anvendelse ved at give den nationale dommer et middel til at eliminere de vanskeligheder, som kravet om, at der gives EU-retten fuld virkning inden for medlemsstaternes retter, kunne rejse. Desuden kan eller skal de nationale retter i videst muligt omfang kunne forelægge sager for Domstolen, såfremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af EU-retten, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag (jf. i denne retning dom af 16.1.1974, sag 166/73, Rheinmühlen-Düsseldorf, Sml. s. 33, præmis 2 og 3, og af 12.6.2008, sag C-458/06, Gourmet Classic, Sml. I, s. 4207, præmis 20).
84. Den ved artikel 267 TEUF indførte ordning fastslår således et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, inden for rammerne af hvilket de sidstnævnte retter aktivt deltager i den korrekte anvendelse og ensartede fortolkning af EU-retten samt i beskyttelsen af de rettigheder, som denne retsorden giver borgerne.
85. Det følger af alle disse forhold, at de funktioner, som er tillagt henholdsvis nationale domstole og Domstolen, er nødvendige for bevarelsen af selve beskaffenheden af den ret, som er indført ved traktaterne.
86. Domstolen har i denne henseende præciseret, at princippet om, at en medlemsstat er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, gælder i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt fællesskabsretten, uanset hvilket organ i medlemsstaten der ved sin handling eller undladelse har været årsag til overtrædelsen, idet dette princip under visse særlige betingelser også gælder for domstolsorganer (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, sag C-224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, præmis 31 og 33-36, af 13.6.2006, sag C-173703, Traghetti del Mediterraneo, Sml. I, s. 5177, præmis 30 og 31, og af 12.11.2009, sag C-154/08, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 187, præmis 125).
87. Det skal tilføjes, at når en overtrædelse af EU-retten begås af en national domstol, bestemmer artikel 258 TEUF – 260 TEUF, at det er muligt at indbringe sagen for Domstolen med henblik på, at et sådant traktatbrud fastslås i forhold til den pågældende medlemsstat (jf. dom af 9.12.2003, sag C-129/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 14637, præmis 29, 30 og 32).
88. Det skal fastslås, at en afgørelse fra ECPC, som måtte tilsidesætte EU-retten, ikke kan være genstand for et traktatbrudssøgsmål og heller ikke kan være genstand for nogen form for erstatningsansvar for en eller flere medlemsstater.
89. Ved at tillægge en international domstol, der befinder sig uden for Unionens institutionelle og domstolsmæssige ramme, en enekompetence til at træffe afgørelse i en lang række private søgsmål på patentområdet samt til at fortolke og anvende EU-retten på dette område vil den påtænkte aftale følgelig fratage medlemsstaternes domstole deres kompetence til at fortolke og anvende EU-retten og fratage Domstolens dennes kompetence til at tage stilling til præjudicielle spørgsmål, som disse domstole forelægger den, og af denne grund vil aftalen ændre karakteren af de kompetencer, som traktaterne tillægger Unionens institutioner og medlemsstaterne, og som er nødvendige til bevarelsen af selve EU-rettens beskaffenhed.
Domstolen (plenum) afgiver herefter følgende udtalelse:
Den påtænkte aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning (i øjeblikket benævnt »Domstolen for Europæiske Patenter og EF-patenter«) er ikke forenelig med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Underskrifter