Appel iværksat den 27. maj 2009 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 10. marts 2009 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-249/06, Interpipe Nikopolsky Seamless Tubes Plant Niko Tube ZAT (Interpipe Niko Tube ZAT), tidligere Nikopolsky Seamless Tubes Plant »Niko Tube« ZAT, og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant VAT (Interpipe NTRP VAT), tidligere Nizhnedneprovsky Tube-Rolling Plant VAT mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-200/09 P)

2009/C 193/13

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved H. van Vliet og C. Clyne, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Interpipe Nikopolsky Seamless Tubes Plant Niko Tube ZAT (Interpipe Niko Tube ZAT), tidligere Nikopolsky Seamless Tubes Plant »Niko Tube« ZAT, Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant VAT (Interpipe NTRP VAT), tidligere Nizhnedneprovsky Tube-Rolling Plant VAT, og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

FØRSTE APPELANBRINGENDE — anvendelse af princippet om en enkelt økonomisk enhed ved fastlæggelsen af eksportprisen

Kommissionen er af den opfattelse, at Retten i Første Instans har begået to retlige fejl ved at anføre, at »Ifølge fast retspraksis vedrørende beregningen af den normale værdi, der finder analog anvendelse på beregningen af eksportprisen, er den omstændighed, at der sker en arbejdsfordeling med hensyn til fremstilling og salg inden for en gruppe af virksomheder bestående af selskaber, som er selvstændige juridiske personer, ikke til hinder for, at der er tale om en enkelt økonomisk enhed, som på denne måde udøver en samlet erhvervsmæssig virksomhed, der i andre tilfælde udøves af en enhed, som også set fra et retligt synspunkt er en enkelt juridisk person«.

For det første har Retten ikke angivet nogen begrundelse for, at princippet om en enkelt økonomisk enhed (SEE-princippet) også skulle finde analog anvendelse ved fastsættelsen af eksportpriserne ved dumpingberegningerne.

For det andet begik Retten en fejl ved ikke at følge Domstolens faste tidligere praksis med hensyn til SEE-princippet, herunder bl.a. dommene i sagerne Sharp Corporation, Minolta Camera, Ricoh og Canon-II, hvor Domstolen nåede frem til det modsatte resultat.

ANDET APPELANBRINGENDE — bevisbyrde og kriterierne for domstolsprøvelse

Dette appelanbringende vedrører bevisbyrden og kriterierne for domstolsprøvelsen. Kommissionen finder, at Retten i Første Instans på dette punkt, i præmis 180-190, har gået flere retlige fejl ved ikke at anvende de relevante kriterier for domstolsprøvelsen. Retten undlod ved henvisningen til Kundan og Tata-dommen at tage den omstændighed i betragtning, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), efter denne dom blev ændret netop for at tage højde for situationer som i den foreliggende sag. Det er åbenbart, at dette overlader en vis skønsbeføjelse til institutionerne. Retten anvendte dermed et urigtigt juridisk kriterium ved at pålægge institutionerne en særlig tung bevisbyrde på et område, hvor de råder over den sædvanlige brede skønsbeføjelse. Retten har derfor ikke opfyldt sin forpligtelse til at godtgøre, at institutionerne har foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder.

DET TREDJE APPELANBRINGENDE — grundforordningens artikel 2, stk. 10, første afsnit

Med det tredje appelanbringende anfægtes den appellerede doms præmis 193-197. Såfremt det første eller andet appelanbringende tages til følge, følger det som en konsekvens af Rettens egen argumentation, at dens konklusion om, at artikel 2, stk. 10, første afsnit, er tilsidesat, er retlig ukorrekt.

DET FJERDE APPELANBRINGENDE — RETTEN TIL FORSVAR

Dette appelanbringende er rettet mod den appellerede doms præmis 200-211. Kommissionen finder, at Retten i disse præmisser har anvendt et uforholdsmæssigt strengt og dermed uberettiget kriterium i forbindelse med sagsøgernes ret til forsvar. Korrektionens omfang og de transaktioner, som den vedrørte, havde sagsøgerne allerede været bekendte med i nogen tid (siden det første dokument, indeholdende de endelige oplysninger). Hertil kommer, at det andet dokument, indeholdende de endelige oplysninger, indeholdt en præcisering som svar på en bemærkning, som sagsøgerne var fremkommet med efter modtagelsen af det første dokument. Kommissionen præciserede således, at den tidligere henvisning til artikel 2, stk. 9, som hjemmelsgrundlag var en fejl. Sagsøgerne var derfor fuldt informeret om den præcise begrundelse for, at Kommissionen agtede at foretage en korrektion, nemlig at Kommissionen fandt, at Sepco handler som en erhvervsdrivende, der på sagsøgernes vegne udøver lignende funktioner som en agent, der arbejder på kommissionsbasis.

Kommissionen finder, at den ved at give disse oplysninger gav sagsøgerne tilstrækkelige oplysninger til, at de kunne udøve deres ret til forsvar. Retten i Første Instans har derfor begået en retlig fejl ved i præmis 201 at angive, at der burde være anført yderligere oplysninger til dette punkt i dokumentet med de endelige oplysninger. I modsætning til det af Retten anførte, var sagsøgerne bekendte med grunden til, at Kommissionen agtede at inkludere denne korrektion i sit forslag til Rådet, nemlig at Sepcos forbindelse til sagsøgerne var omfattet af artikel 2, stk. 10, litra i), andet punktum. Kommissionen finder endvidere, at dette synspunkt støttes af tidligere domme afsagt af Domstolen (f.eks. i EFMA-sagen).

Endelig finder Kommissionen, at Retten i Første Instans har begået en retlig fejl i præmis 209, når den »blander« det centrale spørgsmål om, hvorvidt det var lovligt at foretage korrektionen, sammen med spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgernes ret til forsvar var respekteret. Retten har anført, at »Det er påvist […] ovenfor, at [institutionerne handlede ulovligt ved at foretage korrektionen]. Det må derfor konkluderes«, at institutionerne tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved ikke at fremlægge deres endelige begrundelse allerede i forbindelse med det andet dokument med endelige oplysninger. I modsætning til det af Retten anførte, er der imidlertid ingen årsagsforbindelse med disse to faktorer. Den blotte omstændighed, at det efter Rettens opfattelse var ulovligt at foretage en korrektion, indebærer ikke, at sagsøgernes ret til forsvar blev tilsidesat. Det afgørende er, om institutionerne under den administrative procedure gav sagsøgerne de nødvendige oplysninger, således at sagsøgerne på deres side kunne fremlægge oplysninger. Den omstændighed, at Retten anser korrektionen for ulovlig, indebærer ikke, at sagsøgernes ret til forsvar under den administrative procedure »derfor« blev tilsidesat.

OM DOMSTOLEN SELV KAN TRÆFFE AFGØRELSE VEDRØRENDE DE NEDLAGTE PÅSTANDE (eller om sagen skal hjemvises til Retten i Første Instans)

Kommissionen finder, at såfremt Domstolen tager de ovennævnte påstande til følge og ophæver punkt 1 i den appellerede doms konklusion, vil den have tilstrækkeligt fyldestgørende sagsakter til sin rådighed med henblik på selv at tage stilling til de relevante påstande (og frifinde Rådet). Det tilkommer imidlertid Domstolen at tage stilling hertil, og Kommissionen vil ikke fremsætte yderligere bemærkninger i den forbindelse.