30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/50


Sag anlagt den 19. juni 2008 — Kommissionen mod Commune de Valbonne

(Sag T-238/08)

(2008/C 223/88)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved L. Escobar Guerrero, som befuldmægtiget, og avocat E. Bouttier)

Sagsøgt: Commune de Valbonne

Sagsøgerens påstande

Commune de Valbonne, ved sin fungerende borgmester, tilpligtes at betale Kommissionen 18 619,38 EUR svarende til hovedstolen på 14 261,29 EUR og 4 358,09 EUR i morarenter opgjort den 31. maj 2008.

Commune de Valbonne tilpligtes at betale 5 000 EUR til dækning af de udgifter, som inddrivelsen af Kommissionens udestående fordring har givet anledning til.

Commune de Valbonne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har indgået en kontrakt med commune de Valbonne i Frankrig, commune de Fermo i Italien og den europæiske økonomiske firmagruppe ARCHI-MED om forskning og uddannelse i 1998 og 1999 i form af et projekt kaldet »VALASPI MM 1027« mellem byen Valbonne og provincia Di Ascoli Piceno om indbyrdes undervisning.

Kommunerne og ARCHI-MED har blandt andet forpligtet sig til at fremlægge en endelig regnskabsaflæggelse for Kommissionen. Idet de ikke har fremlagt denne beretning, efter at Kommissionen er kommet med en henstilling, har Kommissionen konkluderet, at kontrahenterne ikke har overholdt deres forpligtelser i henhold til kontrakten, og Kommissionen har hævet kontrakten og krævet tilbagebetaling af en del af det forskud, Kommissionen har betalt, med renter.

Idet Kommissionen har erfaret, at ARCHI-MED er insolvent, kræver Kommissionen, at sagsøgte dømmes til at betale det skyldige beløb, for så vidt som kontrahenterne hæfter solidarisk for kontraktens opfyldelse.