RETTENS DOM (Appelafdelingen)

12. maj 2010 (*)

»Appel – personalesag – ansættelse – almindelig udvælgelsesprøve – afgørelse om en kandidats manglende beståelse af den mundtlige prøve – Kommissionens afslag på at efterkomme en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse«

I sag T-560/08 P,

angående appel af dom afsagt den 14. oktober 2008 af EU-Personaleretten (Første Afdeling), Meierhofer mod Kommissionen (sag F-74/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne dom,

Europa-Kommissionen ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede, bistået af avocat B. Wägenbaur,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Stefan Meierhofer, München (Tyskland), ved avocat H.-G. Schiessl,

sagsøger i første instans,

har

RETTEN (Appelafdelingen)

sammensat af præsidenten, M. Jaeger (refererende dommer), og dommerne A.W.H. Meij og M. Vilaras,

justitssekretær: assisterende justitssekretær B. Pastor,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2010,

afsagt følgende

Dom

1        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har med sin appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt den 14. oktober 2008 af EU-Personaleretten (Første Afdeling), Meierhofer mod Kommissionen (sag F-74/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Personaleretten annullerede afgørelsen af 19. juni 2007 truffet af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AD/26/05, hvorved det blev bekræftet, at sagsøgeren i første instans ikke havde bestået den mundtlige prøve i udvælgelsesprøven.

 Tvistens baggrund og retsforskrifter

2        Som det fremgår af den appellerede dom (præmis 8-11), deltog sagsøgeren i første instans, Stefan Meierhofer, der er tysk statsborger, i almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/26/05 (herefter »udvælgelsesprøven«), som var blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 20. juli 2005 (EUT C 178 A, s. 3). Stefan Meierhofer bestod stopprøverne og den skriftlige prøve og aflagde den mundtlige prøve den 29. marts 2007.

3        Formanden for udvælgelseskomitéen oplyste ved skrivelse af 10. maj 2007 Stefan Meierhofer om, at han havde opnået 24,5 point ved den mundtlige prøve og dermed ikke var nået over minimumstærsklen på 25 point ud af 50, hvilket dermed indebar, at han ikke kunne opføres på listen over egnede ansøgere (herefter »afgørelsen af 10. maj 2007«).

4        Stefan Meierhofer anmodede ved skrivelse af 11. maj 2007 om fornyet gennemgang af afgørelsen af 10. maj 2007, idet han med henvisning til det referat, som han selv udarbejdede efter den mundtlige prøve, mente, at han havde besvaret mindst 80% af spørgsmålene, der blev stillet under denne prøve, korrekt. Han forlangte således en kontrol af bedømmelsen af den mundtlige prøve og subsidiært en redegørelse for de karakterer, han var blevet tildelt for de enkelte spørgsmål, der blev stillet under denne prøve.

5        Efter fornyet gennemgang af ansøgningen underrettede formanden for udvælgelseskomitéen ved skrivelse af 19. juni 2007 Stefan Meierhofer om, at komitéen ikke havde fundet nogen grund til at ændre resultaterne (herefter »afgørelsen af 19. juni 2007«). I denne forbindelse påpegede formanden også over for Stefan Meierhofer, at han havde afgivet flere forkerte end rigtige svar hvad angår specialviden, og at den mundtlige prøve var tilrettelagt ud fra de kriterier, der var præciseret i meddelelsen om udvælgelsesprøve, samt at det som følge af bestemmelsen i artikel 6 i bilag III til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), hvorefter udvælgelseskomitéens arbejde er fortroligt, ikke var muligt at oplyse ansøgerne om karakterskalaen eller om fordelingen af de karakterer, de havde opnået ved den mundtlige prøve.

6        Under afsnit »B. Udvælgelsesprøvens forløb« i meddelelsen om udvælgelsesprøve fastsættes følgende regler om den mundtlige prøve og optagelse på listen over egnede ansøgere:

»3.      Mundtlig prøve – Bedømmelse

e)      Samtale med udvælgelseskomitéen på ansøgerens hovedsprog med det formål at vurdere dennes evne til at varetage de i punkt A.I nævnte arbejdsopgaver. Samtalen vil hovedsagelig fokusere på ansøgerens specialviden på området og hans/hendes viden om Den Europæiske Union, dens institutioner og politikker. Ansøgerens kendskab til andetsproget vil også blive vurderet. Samtalen skal endvidere gøre det muligt at vurdere ansøgerens evne til at tilpasse sig forholdene som EU-ansat på en multikulturel arbejdsplads.«

7        Desuden bestemmer artikel 6 i bilag III til vedtægten:

»Udvælgelseskomitéens arbejde er fortroligt.«

 Retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom

8        Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 3. juli 2007 anlagde Stefan Meierhofer sag med påstand om annullation af afgørelsen af 10. maj 2007 og af afgørelsen af 19. juni 2007 og om en række påbud til Kommissionen.

9        Personaleretten anmodede i den foreløbige retsmøderapport, der blev tilsendt parterne den 7. februar 2008, som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 55 Kommissionen om at fremlægge følgende forud for retsmødet:

»a)      en beskrivelse af den karakterskala og karakterfordeling ved sagsøgerens mundtlige prøve […], som der henvises til i afslaget af 19. juni 2007 på anmodningen om fornyet behandling

b)      eventuelle andre oplysninger om vurderingen af sagsøgerens præstation ved den mundtlige prøve

c)      en anonymiseret liste over de andre ansøgere, der blev tildelt en utilstrækkelig karakter ved den mundtlige prøve

d)      de beregninger, der resulterede i, at sagsøgeren opnåede præcis 24,5 point ud af 50 ved bedømmelsen af dennes mundtlige prøve.«

10      I den samme foreløbige retsmøderapport blev det præciseret, at Stefan Meierhofer ville få de oplysninger, der var anført i litra a)-d) i den foreløbige rapport, for så vidt som dette var foreneligt med princippet om, at udvælgelseskomitéens arbejde er fortroligt, og/eller efter udeladelse af visse oplysninger, som det ville være i strid med det nævnte princip at afsløre.

11      Kommissionen har i sit svar på disse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, indgået den 18. februar 2008 til Personalerettens Justitskontor, fremlagt en anonymiseret oversigt over de karakterer, som var tildelt de ansøgere, der ikke bestod den mundtlige prøve, som krævet i litra c) i den foreløbige retsmøderapport. Kommissionen har dog ikke fremlagt de dokumenter, der er nævnt i litra a), b) og d), i denne rapport, navnlig med henvisning til, at når der ikke forelå bevis for en tilsidesættelse af de regler, der gælder for udvælgelseskomitéens arbejde, var anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten, henset til fortroligholdelsen af komitéens arbejde, ikke tilstrækkeligt til, at det kunne kræves, at de øvrige oplysninger og dokumenter blev fremlagt.

12      I den appellerede doms præmis 16 in fine har Personaleretten bemærket følgende:

»Kommissionen har i øvrigt anført, at den ikke er forpligtet til at fremlægge sådanne oplysninger og dokumenter, uanset om det sker i forbindelse med, at [Personale‑][r]etten anordner foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse.«

13      Stefan Meierhofer indgav den 20. marts 2008 sine bemærkninger om foranstaltningerne til sagens tilrettelæggelse, der var rettet mod Kommissionen og navnlig mod dennes reaktion på disse foranstaltninger, til Personalerettens Justitskontor.

14      Ved skrivelse af 19. maj 2008 tog Kommissionen til genmæle heroverfor, idet den først under retsmødet den 23. april 2008 fik en kopi af Stefan Meierhofers bemærkninger.

15      Ved den appellerede dom fastslog Personaleretten indledningsvis, at sagen kun skulle anses at vedrøre afgørelsen af 19. juni 2007, med den begrundelse, at når en ansøger ved en udvælgelsesprøve anmoder om fornyet gennemgang af en afgørelse, som udvælgelseskomitéen har truffet, er det den afgørelse, komitéen har truffet efter den fornyede gennemgang af ansøgerens situation, der er den bebyrdende afgørelse (den appellerede doms præmis 19 og 20). Efter at have behandlet og taget Stefan Meierhofers første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten til følge (den appellerede doms præmis 30-55) annullerede Personaleretten afgørelsen af 19. juni 2007 og tilpligtede Kommissionen at betale sagens omkostninger, mens den frifandt Kommissionen for Stefan Meierhofers øvrige påstande med den begrundelse, at retsinstanserne ikke har kompetence til at udstede påbud til institutionerne.

16      Hvad angår nærværende appel skal det for det første fastslås, at Personaleretten har påpeget, at enhver afgørelse, der træffes om en bestemt person i henhold til vedtægten og indebærer et klagepunkt, skal begrundes, og at begrundelsespligtens formål dels er at gøre det muligt for retsinstanserne at efterprøve afgørelsens lovlighed, dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan fastslå, om afgørelsen er begrundet eller ej, og om der er grundlag for at anfægte den. Under henvisning til Domstolens dom af 4. juli 1996, Parlamentet mod Innamorati (sag C-254/95 P, Sml. I, s. 3423, præmis 24-28), tilføjede Personaleretten imidlertid, at hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten, hvad angår afgørelser truffet af en udvælgelseskomité, må afvejes mod hensynet til overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, jf. artikel 6 i bilag III til vedtægten, og at dette princip om fortrolighed har til formål at sikre udvælgelseskomitéen uafhængighed og objektivitet i arbejdet. Princippet er således til hinder for, dels at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsløres forhold, der angår en vurdering af de enkelte ansøgere eller disse indbyrdes, og at der ved kravet om, at en udvælgelseskomités afgørelser skal begrundes, må tages hensyn til karakteren af det pågældende arbejde, som på det stadium, hvor ansøgernes egnethed vurderes, først og fremmest er af sammenlignende karakter og derfor er omgærdet med den fortrolighed, der er forbundet med en udvælgelseskomités arbejde (den appellerede doms præmis 30 og 31).

17      Personaleretten har understreget, at det følger af retspraksis, at »en meddelelse om de for de forskellige prøver opnåede karakterer« udgør en tilstrækkelig begrundelse af komitéens afgørelser (dommen i sagen Parlamentet mod Innamorati, nævnt i præmis 16 ovenfor, præmis 31, samt Rettens dom af 21.5.1996, sag T-153/95, Kaps mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 233, og II, s. 663, præmis 81, af 2.5.2001, forenede sager T-167/99 og T-174/99, Giulietti m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 93, og II, s. 441, præmis 81, af 23.1.2003, sag T-53/00, Angioli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 13, og II, s. 73, præmis 69, og af 31.5.2005, sag T-294/03, Gibault mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 141, og II, s. 635, præmis 39) (den appellerede doms præmis 32).

18      For det andet præciserede Personaleretten rækkevidden af retspraksis på området (den appellerede doms præmis 34).

19      Personaleretten henviste desuden til den gældende retspraksis vedrørende ansøgere, der ikke har bestået den skriftlige del af en udvælgelsesprøve, hvorefter ansøgeren i praksis modtager en ret udførlig forklaring på, hvorfor han ikke er bestået, og ikke blot oplyses om de forskellige individuelle karakterer, men også om begrundelsen for den individuelle karakter, der er for lav til, at han kan fortsætte med udvælgelsesprøven, samt om andre forhold (jf. Rettens dom af 25.6.2003, sag T-72/01, Pyres mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 169, og II, s. 861, præmis 70, af 17.9.2003, sag T-233/02, Alexandratos og Panagiotou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 989, præmis 31, og af 14.7.2005, sag T-371/03, Le Voci mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 209, og II, s. 957, præmis 115-117, samt Personalerettens dom af 13.12.2007, sag F-73/06, Van Neyghem mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 72, 79 og 80, og af 4.9.2008, sag F-147/06, Dragoman mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21, 82 og 83) (den appellerede doms præmis 39).

20      I denne forbindelse fremførte Personaleretten den omstændighed, at selv om censorerne ved de skriftlige prøver i modsætning til medlemmerne af den komité, der er ansvarlig for den mundtlige prøve, skal holdes skjult for ansøgerne og således beskyttes mod indblanding eller pression – hvilket er den situation, der henvises til i den ovennævnte dom i sagen Parlamentet mod Innamorati, præmis 16 ovenfor – udgør dette ikke en objektiv årsag til, at der er stor forskel på begrundelseskravene ved manglende beståelse af den skriftlige del af prøven som beskrevet i den retspraksis, der er anført i den appellerede doms præmis 39, og de krav, som Kommissionen stiller ved manglende beståelse af den mundtlige prøve, og som i denne sag bevirker, at sagsøgeren kun meddeles den utilstrækkelige individuelle karakter.

21      Personaleretten anførte for det tredje, at ved afvejningen af hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten og hensynet til overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, navnlig hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne pligt er opfyldt, når der meddeles en samlet individuel karakter til ansøgere, der ikke består den mundtlige prøve, lægges der som regel størst vægt på princippet om den fortrolige karakter af komitéens arbejde, men der kan forekomme særlige omstændigheder, hvor det ikke er tilfældet, og ikke mindst den nyere retspraksis vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) har betydet en udvikling i retning af større åbenhed (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.12.2007, sag C-64/05 P, Sverige mod Kommissionen, Sml. I, s. 11389, og af 1.7.2008, forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. I, s. 4723) (den appellerede doms præmis 40).

22      Personaleretten redegjorde for det fjerde for de forskellige årsager til, at den foreliggende sag skal anses for at udvise sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i præmis 21 ovenfor (den appellerede doms præmis 42-48).

23      Personaleretten drog for det femte konsekvensen af forekomsten af de særlige omstændigheder og fastslog, at den utilstrækkelige individuelle karakter, som ansøgeren blev tildelt ved den mundtlige prøve, dvs. 24,5 point ud af 50, ikke blot kan betragtes som en foreløbig begrundelse, som ifølge retspraksis (Rettens dom af 6.11.1997, sag T-71/96, Berlingieri Vinzek mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 339, og II, s. 921, præmis 79) kan uddybes nærmere under sagens behandling, men at den samlede karakter under de foreliggende omstændigheder ikke er tilstrækkelig til at opfylde begrundelsespligten fuldt ud. Kommissionens afslag på at fremlægge yderligere oplysninger udgør således en tilsidesættelse af denne forpligtelse (den appellerede doms præmis 49).

24      Med hensyn hertil bemærkede Personaleretten navnlig, idet den samtidig erkendte, at det ikke tilkommer denne at bestemme, hvilke oplysninger Kommissionen skal meddele den pågældende for at opfylde sin begrundelsespligt, at man kunne have meddelt Stefan Meierhofer visse supplerende oplysninger, såsom de foreløbige karakterer, der er tildelt på grundlag af de enkelte vurderingskriterier i meddelelsen om udvælgelsesprøve og bedømmelsesskemaerne med en overstregning af de oplysninger, der ikke må videregives, fordi udvælgelseskomitéens arbejde er fortroligt, uden at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen eller afsløres forhold, der angår en vurdering af de enkelte ansøgere eller disse indbyrdes (den appellerede doms præmis 50 og 51).

25      Personaleretten anførte dernæst, at da Kommissionen end ikke har fremlagt disse oplysninger for Personaleretten, har denne ikke haft mulighed for at udøve sin prøvelsesret fuldt ud (den appellerede doms præmis 51).

26      Personaleretten understregede desuden, at hvis man støtter Kommissionens antagelse, hvorefter de i præmis 25 ovenfor nævnte oplysninger er uden relevans, vil dette indebære, at Unionens retsinstanser afskæres fuldstændigt fra at kontrollere bedømmelsen af den mundtlige prøve. Ifølge Personaleretten kan denne imidlertid reelt ikke sætte sin egen vurdering i stedet for komitémedlemmernes, men den skal med hensyn til begrundelsespligten have mulighed for at efterprøve, om de har bedømt sagsøgeren ud fra de vurderingskriterier, der er angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve, og at der ikke er sket fejl ved fastlæggelsen af den pågældendes karakter. Den skal også i en vis udstrækning have mulighed for at kontrollere, hvilken sammenhæng der er mellem komitémedlemmernes bedømmelser og de konkrete karakterer, de har givet (Domstolens dom af 16.6.1987, sag 40/86, Kolivas mod Kommissionen, Sml. s. 2643, præmis 11, samt Personalerettens dom i sagen Van Neyghem mod Kommissionen, nævnt i præmis 19 ovenfor, præmis 86, og dom af 11.9.2008, sag F-127/07, Coto Moreno mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34 og 36). Personaleretten skal derfor anordne de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som den, henset til omstændighederne i den konkrete sag, finder passende, og i givet fald gøre det klart over for den sagsøgte institution, at svarene kun vil blive tilsendt den pågældende, for så vidt som det er foreneligt med princippet om, at udvælgelseskomitéens arbejde er fortroligt (den appellerede doms præmis 52).

27      Endelig tog Personaleretten for det sjette Kommissionens afslag om at fremlægge de oplysninger, som den havde anmodet om som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, til efterretning, og idet de af Kommissionen anførte grunde til dette afslag ikke var overbevisende, fandt den, at afgørelsen af 19. juni 2007 burde annulleres, fordi den var truffet under tilsidesættelse af begrundelsespligten (den appellerede doms præmis 53-55).

 Appellen

 Retsforhandlinger og parternes påstande

28      Ved appelskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 19. december 2008 har Kommissionen iværksat nærværende appel.

29      Efter indgivelsen af Stefan Meierhofers svarskrift den 17. marts 2009 indgav Kommissionen ved skrivelse af 6. april 2009 en begæring om at måtte afgive en replik i medfør af artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement.

30      Afdelingsformanden for Rettens appelafdeling imødekom denne begæring ved afgørelse af 15. april 2009, og efter denne anden udveksling af processkrifter havde fundet sted, blev den skriftlige forhandling afsluttet den 20. juli 2009.

31      Ved skrivelse af 18. august 2009 har Kommissionen fremsat en begrundet begæring med henblik på at få lejlighed til at udtale sig under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 146 i Rettens procesreglement.

32      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Appelafdelingen) besluttet at imødekomme denne begæring og indlede den mundtlige forhandling.

33      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 13. januar 2010.

34      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Hver part bærer sine egne omkostninger.

35      Stefan Meierhofer har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen afvises.

–        Subsidiært forkastes appellen som ugrundet.

–        Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger for begge instanser.

36      Stefan Meierhofer har under retsmødet frafaldet sin formalitetsindsigelse støttet på for sen iværksættelse af den foreliggende appel, hvilket er tilført retsbogen.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

37      Da Stefan Meierhofer ikke længere har gjort gældende, at den foreliggende appel er iværksat for sent, skal det indledningsvis bemærkes, at søgsmålsfrister efter fast retspraksis er ufravigelige procesforudsætninger og ikke undergivet parternes eller retsinstansernes rådighed, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Det tilkommer således Retten ex officio at efterprøve, om søgsmålet faktisk er anlagt inden for de fastsatte frister (jf. Rettens dom af 28.1.2004, forenede sager T-142/01 og T-283/01, OPTUC mod Kommissionen, Sml. II, s. 329, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

38      Kommissionens frist på to måneder til at iværksætte en appel af den appellerede dom begyndte at løbe fra forkyndelsen heraf den 16. oktober 2008. I henhold til procesreglementets artikel 102, stk. 2, forlænges denne frist med en fast særlig frist på ti dage under hensyn til afstanden, og dermed udløb fristen ved midnat den 26. december 2008. Det må konstateres, at appelskriftet, som indgik til Rettens Justitskontor den 19. december 2008, er blevet indgivet rettidigt.

39      Stefan Meierhofer har desuden i sit svarskrift gjort gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, da Kommissionen ikke længere har søgsmålsinteresse, idet institutionen ved at meddele ham de foreløbige karakterer fra hans mundtlige prøve allerede har opfyldt de forpligtelser, som Kommissionen blev pålagt i den appellerede dom.

40      Kommissionen har i sin replik bestridt denne indsigelse med henvisning til den forpligtelse til at opfylde den appellerede dom, som følger af artikel 233 EF, samt til den omstændighed, at artikel 9, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen ikke opstiller et krav om, at der skal foreligge søgsmålsinteresse, for at en fællesskabsinstitution har mulighed for at iværksætte en appel.

41      I denne henseende bemærkes for det første, at ifølge fast retspraksis vedrørende appeller iværksat af den i første instans sagsøgte institution til prøvelse af en afgørelse, som har givet tjenestemanden medhold, er appellens antagelse til realitetsbehandling underlagt en betingelse om, at der foreligger søgsmålsinteresse, hvilket forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre nævnte part en fordel (Domstolens dom af 13.7.2000, sag C-174/99 P, Parlamentet mod Richard, Sml. I, s. 6189, præmis 33, og af 3.4.2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 28).

42      Kommissionen har således fejlagtigt henvist til retspraksis, hvorefter artikel 56, stk. 3, i statutten for Domstolen fastlægger, dels at Unionens institutioner ikke behøver at godtgøre, at de har en interesse i sagen for at kunne appellere en af Retten afsagt dom, dels at det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at prøve disse institutioners valg i så henseende. Denne samme retspraksis fremhæver nemlig klart, at den nævnte bestemmelse i statutten for Domstolen ikke finder anvendelse i sager mellem Fællesskabet og dets ansatte (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 171 og 172).

43      I den foreliggende sag skal det bemærkes, at Kommissionen har en klar søgsmålsinteresse.

44      Det bemærkes, at Personaleretten ved den appellerede dom annullerede afgørelsen af 19. juni 2007 under henvisning til tilsidesættelse af begrundelsespligten (jf. præmis 27 ovenfor). Det følger heraf, at Kommissionen for at efterkomme denne dom og opfylde den fuldt ud skulle træffe en ny afgørelse om, hvorvidt Stefan Meierhofer skulle opføres på listen over egnede ansøgere. Denne nye afgørelse ville erstatte afgørelsen af 19. juni 2007, som var blevet annulleret ved den appellerede dom.

45      Det må konstateres, at Kommissionen ikke har vedtaget en sådan afgørelse. Det er korrekt, at den efter den appellerede dom har meddelt Stefan Meierhofer de foreløbige karakterer, som han havde opnået under den mundtlige prøve. Skrivelsen, der meddelte disse karakterer, indeholdt imidlertid ikke en formel afgørelse om, hvorvidt Stefan Meierhofer skulle opføres på listen over egnede ansøgere. Såfremt den appellerede dom ikke annulleres, skal Kommissionen følgelig vedtage en sådan ny afgørelse, som Stefan Meierhofer i givet fald kan anfægte ved et nyt søgsmål. Hvis appellen derimod findes begrundet, og den appellerede dom ophæves, vil afgørelsen af 19. juni 2007 på ny have retlig virkning og vil kunne gøres til genstand for en ny undersøgelse i lyset af de klagemuligheder, som Stefan Meierhofer har til sin rådighed.

46      Da meddelelsen om de foreløbige karakterer således ikke kan omgøres, vil det ganske vist i det andet beskrevne tilfælde i præmis 45 ovenfor ikke være nødvendigt at undersøge, om der skal træffes afgørelse om en bevisoptagelse vedrørende fremlæggelsen af de nævnte karakterer. Dette ville imidlertid blot have som konsekvens, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten, som Stefan Meierhofer har gjort gældende i sit søgsmål, som gav anledning til den appellerede dom, eventuelt ville være uden genstand. De andre anbringender, som er blevet gjort gældende i samme søgsmål, men som ikke er blevet undersøgt af Personaleretten, ville derimod i dette tilfælde skulle undersøges.

47      Ophævelsen af den appellerede dom vil i øvrigt under alle omstændigheder helt klart være i Kommissionens interesse, i den udstrækning søgsmålet i første instans blev endeligt forkastet, idet dette således vil forhindre, at Kommissionen bliver mødt med erstatningskrav fra Stefan Meierhofer for tab lidt som følge af afgørelsen af 19. juni 2007 (jf. i denne retning dommen i sagen Parlamentet mod Richard, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 34, og dommen i sagen Parlamentet mod Samper, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 31).

48      I lyset af ovennævnte betragtninger må Stefan Meierhofers formalitetsindsigelse forkastes.

 Om realiteten

49      Til støtte for appellen har Kommissionen i det væsentlige fremsat tre anbringender, hvorefter der for det første er sket tilsidesættelse af begrundelsespligtens anvendelsesområde, for det andet at de vurderinger, som komitémedlemmerne har foretaget, er uforenelige med fællesskabsretten, og for det tredje at der er sket tilsidesættelse af visse processuelle regler inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse for første instans og vurderingen af prøverne.

50      Først skal det tredje anbringende undersøges.

 Parternes argumenter

51      Kommissionen har gjort gældende, at Personaleretten urigtigt fastslog, at den generelt havde afslået at fremlægge de udbedte dokumenter. Tværtimod begrænsede Kommissionen sig dels til at hævde, at dokumenterne ikke var relevante for den for Personaleretten indbragte tvist, dels til at erklære, at dokumenterne havde en særlig fortrolig karakter. Kommissionen fremsatte således såvel under retsmødet som i sine indlæg af 19. maj 2008 over for Personaleretten begæring om, at den traf afgørelse om bevisoptagelse ved kendelse i stedet for at vedtage en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i medfør af artikel 55 i Personalerettens procesreglement.

52      Kommissionen har præciseret, at selv om Personalerettens procesreglement til forskel fra Rettens procesreglement ikke indeholder mulighed for at træffe en afgørelse om bevisoptagelse, som pålægger tvistens parter at fremlægge dokumenter, giver artikel 24 i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på Personaleretten, mulighed for at afsige en sådan kendelse, idet denne bestemmelse bl.a. fastsætter, at Unionens retsinstanser kan forlange, at parterne fremlægger ethvert dokument og meddeler enhver oplysning, som de finder ønskelige.

53      Endvidere har Kommissionen tilføjet, at Personalerettens procesreglement i artikel 44, stk. 2, indeholder en bestemmelse, der i det foreliggende tilfælde kunne have gjort det muligt at afsige en kendelse, som imødekom dens bekymring vedrørende den fortrolige karakter af de udbedte dokumenter. Under retsmødet for Retten medgav Kommissionen ikke desto mindre, at den ikke udtrykkeligt påberåbte sig den pågældende bestemmelse for Personaleretten.

54      For det første har Stefan Meierhofer forklaret, at en appel for Retten alene kan støttes på anbringender om rettergangsfejl, der er begået i første instans, og som krænker den pågældende parts interesser.

55      Uanset om Personaleretten kan træffe afgørelse om bevisoptagelse som begæret af Kommissionen, har den omstændighed, at afgørelsen ikke blev truffet, ikke krænket Kommissionens interesser, idet vedtagelsen af en sådan foranstaltning og gennemførelsen deraf højst ville have medført Personalerettens konstatering af, at Stefan Meierhofers præstation var blevet bedømt korrekt. En fremlæggelse af de udbedte dokumenter ville imidlertid ikke have ændret ved den omstændighed, at afgørelsen af 19. juni 2007 ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, der kunne berettige, at Stefan Meierhofer ikke blev optaget på listen over egnede ansøgere.

56      For det andet har den procedurefejl, som Personaleretten eventuelt begik, ifølge Stefan Meierhofer ingen konsekvenser, idet Kommissionen ikke fremlagde de udbedte dokumenter under henvisning til fortrolighedspligten i artikel 6 i bilag III til vedtægten.

57      For det tredje har Stefan Meierhofer gjort gældende, at Personaleretten ikke har pligt til at træffe en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse eller at træffe afgørelse om bevisoptagelse, idet artikel 55, stk. 2, i dens procesreglement alene bestemmer, at den »kan« træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, og samme reglements artikel 58, stk. 1, bestemmer, at Personaleretten træffer bestemmelse om bevisoptagelse. Stefan Meierhofer præciserede endvidere under retsmødet som svar på adskillige spørgsmål fra Retten, at efter hans opfattelse har foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse samme formål, nemlig at give Unionens retsinstanser adgang til alle de oplysninger, der er nødvendige for sagens behandling. Den form, hvorunder foranstaltningerne sker, er derfor ikke af speciel betydning.

58      Endelig giver artikel 44, stk. 2, i Personalerettens procesreglement ingen individuel ret til parterne, idet den bestemmer, at Retten ikke må tilstille en part et dokument, som anses for fortroligt af modparten, før dens afgørelse om dokumenternes fortrolige karakter.

 Rettens bemærkninger

59      For det første bemærkes, at som anført i den appellerede doms præmis 49, er afgørelsen af 19. juni 2007 ikke helt uden begrundelse, idet den utilstrækkelige samlede karakter blev meddelt Stefan Meierhofer, men at den er utilstrækkeligt begrundet. Der kunne derfor under sagen afgives supplerende oplysninger, og anbringendet om manglende begrundelse kunne gøres uden genstand, idet Kommissionen dog ikke havde ret til at lade en helt ny begrundelse træde i stedet for den oprindelige urigtige begrundelse (jf. i denne retning Rettens dom i sagen Berlingieri Vinzek mod Kommissionen, nævnt i præmis 23 ovenfor, præmis 79, og dom af 28.4.2004, sag T-277/02, Pascall mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 137, og II, s. 621, præmis 31).

60      For det andet er det korrekt, at protokollatet af retsmødet for Personaleretten ikke indeholder oplysninger om den adfærd, som Kommissionen ville have udvist, såfremt Personaleretten havde truffet en afgørelse om bevisoptagelse, som pålagde fremlæggelse af de pågældende dokumenter. Retten er således ikke i stand til at efterprøve karakteren af de erklæringer, som Kommissionen afgav vedrørende dette spørgsmål under retsmødet. Det fremgår imidlertid klart af punkt 20-23 i Kommissionens indlæg af 19. maj 2008, at dens afslag på fremlæggelse af de pågældende dokumenter, henset til deres fortrolige karakter, alene kunne vedrøre foranstaltninger, der rent faktisk blev truffet af Personaleretten, dvs. foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, og ikke foregreb, hvorledes Kommissionen ville have handlet i tilfælde af, at Personaleretten havde anordnet bevisoptagelse.

61      For det tredje bemærkes, at bedømmelsen af muligheden for at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelsen henhører under Unionens retsinstanser og ikke under parterne, men sidstnævnte kan i givet fald anfægte førsteinstansens valg i forbindelse med en appel.

62      Denne argumentation afkræftes ikke af Rettens dom af 27. oktober 1994, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen (sag T-34/92, Sml. II, s. 905), som Kommissionen har påberåbt sig. Det er korrekt, at Retten i dommens præmis 27 fastslog, at eftersom sagsøgerne ikke havde anført omstændigheder, der kunne rejse tvivl om den formodning om gyldighed, som gælder for institutionernes retsakter, var der ikke grundlag for at træffe afgørelse om den anmodede bevisoptagelse. Derved udtalte Retten sig imidlertid om hensigtsmæssigheden af at træffe afgørelse om den af sagsøgerne begærede bevisoptagelse. Denne dom bekræfter således i det mindste indirekte, men nødvendigvis, at det er Unionens retsinstanser og ikke parterne, der vurderer, om det er nødvendigt at træffe foranstaltning om bevisoptagelse i forbindelse med den afgørelse, som retsinstansen skal træffe, hvilket Kommissionen synes at benægte i det foreliggende tilfælde. Selv om det imidlertid er korrekt, at en part ikke kan kræve, at Unionens retsinstanser anordner bevisoptagelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse retsinstanser ikke kan drage konsekvenser af, at visse oplysninger mangler i sagsakterne, så længe midlerne i deres procesreglementer til opnåelse af en fremlæggelse af oplysninger fra den pågældende parts side ikke er udtømt.

63      For det fjerde må det fastslås, således som Kommissionen bemærkede under retsmødet for Retten, at søgsmålet for førsteinstansen blev indgivet inden den 1. november 2007, som er datoen for ikrafttrædelsen af Personalerettens procesreglement i henhold til samme forordnings artikel 121. Da undersøgelsen af sagen imidlertid blev indledt med fremsendelsen til parterne af den foreløbige retsmøderapport den 7. februar 2008, er det ubestridt, at den fuldt ud forløb i henhold til det pågældende procesreglement. Følgelig må der kort redegøres for de forskelle, der er mellem Personalerettens procesreglement og Rettens procesreglement for så vidt angår foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelsen.

64      Et af de kriterier, der lægges til grund i Personalerettens procesreglement ved sondringen mellem disse to kategorier af foranstaltninger, er den omstændighed, at foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse (som omhandlet i procesreglementets artikel 55 og 56) altid er rettet mod parterne, mens bevisoptagelse (som omhandlet i procesreglementets artikel 57 og 58) desuden kan være rettet mod tredjemænd. Der er tale om et andet kriterium end det, der følger af Rettens praksis, hvorefter foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse (som omhandlet i procesreglementets artikel 64) navnlig har til formål at sikre, at den skriftlige og den mundtlige forhandling forløber bedst muligt, og at lette bevisoptagelsen samt at afklare de punkter, på hvilke parterne bør uddybe deres argumentation, eller på hvilke der er behov for bevisoptagelse, mens bevisoptagelse (som omhandlet i procesreglementets artikel 65-67) har til formål at godtgøre rigtigheden af faktiske omstændigheder, der gøres gældende af en part til støtte for sine anbringender (Rettens dom af 18.1.2005, sag T-141/01, Entorn mod Kommissionen, Sml. II, s. 95, præmis 129 og 130).

65      Hvad angår foranstaltningernes form præciserer artikel 56 i Personalerettens procesreglement, at foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse meddeles parterne af justitssekretæren. I henhold til artikel 58, stk. 2, i Personalerettens procesreglement gælder det samme for bevisoptagelse med undtagelse af de foranstaltninger, der vedrører vidneførsel, indhentelse af sagkyndige erklæringer og besigtigelse, som der træffes bestemmelse om ved kendelse.

66      Det følger heraf, at kapitel 3 i andet afsnit i Personalerettens procesreglement til forskel fra kapitel 3 i andet afsnit i Rettens procesreglement ikke indeholder hjemmel til at afsige kendelse, som pålægger en af parterne at fremlægge dokumenter som en foranstaltning med henblik på bevisoptagelsen.

67      Uden at det er fornødent at udtale sig om spørgsmålet om, hvorvidt Personaleretten dog har mulighed for at afsige en sådan kendelse i medfør af artikel 24 i statutten for Domstolen, må det fastslås, at denne mulighed i det mindste under visse omstændigheder følger af artikel 44, stk. 2, i Personalerettens procesreglementet, en bestemmelse, som artikel 56 i Personalerettens procesreglement i øvrigt tager »forbehold« for.

68      Artikel 44, stk. 2, i Personalerettens procesreglement bestemmer:

»Når [Personale‑][r]etten skal undersøge, om et dokument, der kan tænkes at være relevant for afgørelsen af en sag, er fortroligt i forhold til en eller flere parter, tilstilles dette dokument ikke parterne, før undersøgelsen er afsluttet. [Personale‑][r]etten kan ved kendelse bestemme, at det pågældende dokument skal fremlægges.«

69      En tilsvarende bestemmelse genfindes i artikel 67, stk. 3, andet afsnit, i Rettens procesreglement, når bortses fra, at foranstaltningen sker ved kendelse, hvilket er en overflødig bestemmelse, idet reglementet i artikel 66, stk. 1, andet afsnit, allerede bestemmer, at disse foranstaltninger træffes ved kendelse.

70      Det følger heraf, at Personaleretten i henhold til artikel 44, stk. 2, i sit procesreglement råder over et middel til at reagere i situationer som den i det foreliggende tilfælde, hvori en af parterne ikke ønsker, at fortrolige oplysninger, som indeholdes i de dokumenter, som vedkommende er blevet anmodet om at fremlægge, videregives til modparten i henhold til kontradiktionsprincippet.

71      Denne bestemmelse giver mulighed for ved kendelse at anmode om fremlæggelse af de angiveligt fortrolige dokumenter og forpligter Personaleretten til at efterprøve, om den part, som gør gældende, at dokumenterne er fortrolige, kan modsætte sig, at de meddeles modparten, idet den endelige afgørelse skal træffes af Personaleretten.

72      Det følger heraf, at til trods for de bestående forskelle mellem Rettens og Personalerettens procesreglementer er det muligt for Personaleretten at følge den samme procedure, som Retten følger, og hvorefter Retten, såfremt en part meddeler denne, at vedkommende ikke ser sig i stand til at efterkomme foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet visse af de udbedte dokumenter er fortrolige, kan afsige en kendelse, som pålægger parten at fremlægge de omhandlede dokumenter, idet den bestemmer, at disse ikke tilstilles modparten på dette tidspunkt (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1585, præmis 54 og 55, og af 18.3.2009, sag T-299/05, Shanghai Excell M & E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24-26).

73      I den forbindelse må det ganske vist bemærkes, at hverken statutten for Domstolen eller Personalerettens procesreglement – i øvrigt i lighed med Domstolens og Rettens procesreglementer – giver mulighed for at pålægge sanktioner i tilfælde af, at en sådan kendelse ikke opfyldes, idet den eneste mulige reaktion i forhold til en sådan nægtelse er, at retsinstansen drager konsekvenserne deraf i forbindelse med den afgørelse, hvorved sagen afsluttes (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.6.1980, sag 155/78, M mod Kommissionen, Sml. s. 1797, præmis 20 og 21), hvilket Personaleretten gjorde i den appellerede dom.

74      Det forholder sig ikke desto mindre således, at Personaleretten, inden den handlede på denne vis, havde pligt til at udtømme alle de midler, der var til rådighed, med henblik på at få fremlagt de omhandlede dokumenter. Det gælder så meget desto mere, som Kommissionen ud over argumenterne om den påståede manglende relevans af disse dokumenter klart havde begrundet sit afslag på meddelelse ved at henvise til deres fortrolige karakter.

75      Selv om det tilkommer Personaleretten og ikke Kommissionen at efterprøve, om denne fortrolige karakter virkelig er til hinder for, at de omhandlede dokumenter kan tilføres sagens akter og meddeles modparten, forholder det sig ikke desto mindre således, at Personaleretten skulle have gjort brug af den bestemmelse i sit procesreglement, som har dette formål for øje.

76      Det stod således Kommissionen frit for over for Personaleretten at insistere på den angiveligt fortrolige karakter af de dokumenter, som den blev anmodet om at udlevere. Under tilsvarende omstændigheder skulle Personaleretten have anvendt den bestemmelse i sit procesreglement, som om fornødent giver den mulighed for at tage hensyn til den fortrolige karakter af dokumenterne og for at træffe passende foranstaltninger til sikring af beskyttelsen.

77      Den omstændighed, at Kommissionen, således som den medgav under retsmødet for Retten som svar på et spørgsmål fra denne, for førsteinstansen aldrig udtrykkeligt henviste til artikel 44, stk. 2, i Personalerettens procesreglement, er uden betydning, idet Personaleretten har pligt til på eget initiativ at vælge det passende processuelle middel med henblik på en hensigtsmæssig afslutning af sagens oplysning. I den foreliggende sag giver den ovennævnte artikel i Personalerettens procesreglement, således som Kommissionen ligeledes påstod under retsmødet uden at blive modsagt af Stefan Meierhofer, mulighed for at afsige en kendelse med krav om fremlæggelse af et angiveligt fortroligt dokument.

78      På baggrund af ovenstående betragtninger må der gives medhold i appellens tredje anbringende, og den appellerede dom må på dette grundlag ophæves, uden at det er fornødent at undersøge appellens to øvrige anbringender.

 Hjemvisning af sagen til Personaleretten

79      Det følger af artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at såfremt Retten giver appellanten medhold, ophæver den den af Personaleretten trufne afgørelse og træffer selv afgørelse i sagen. Retten hjemviser sagen til Personaleretten til afgørelse, hvis den ikke er moden til påkendelse.

80      Da Personaleretten i det foreliggende tilfælde kun har truffet afgørelse om realiteten vedrørende et enkelt af de anbringender, Stefan Meierhofer har fremført, finder Retten ikke sagen moden til påkendelse. Sagen bør derfor hjemvises til Personaleretten.

81      Da sagen hjemvises til Personaleretten, bør afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Appelafdelingen):

1)      Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 14. oktober 2008, Meierhofer mod Kommissionen (sag F-74/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophæves.

2)      Sagen hjemvises til Personaleretten.

3)      Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. maj 2010.

Underskrifter

* Processprog: tysk.