24.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 19/14

1)

Skal princippet om, at »forureneren betaler« i artikel 174, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fortolkes således, at det er lovligt — også helt undtagelsesvis — at pålægge en person, der ikke har haft noget at gøre med udledningen i miljøet af de stoffer, som er skyld i den miljømæssige forringelse, en forpligtelse til at indføre sikkerheds- og rensningsforanstaltninger og til at genoprette miljøskaderne på en forurenet grund (eller/og omkostninger forbundet hermed). Såfremt svaret herpå er benægtende, er princippet da til hinder for en national lovgivning og/eller for en administrativ praksis, som pålægger forpligtelser med hensyn til sikkerhedsforanstaltninger, rensningsforanstaltninger på en forurenet grund (eller/og omkostninger forbundet hermed) over for en person, der gør gældende ikke at have haft noget at gøre med udledningen af de stoffer i miljøet, som er skyld i den miljømæssige forringelse af grunden, uden at der først er påvist en årsagsforbindelse, men alene af den grund, at den pågældende udøver erhvervsvirksomhed eller er indehaver af fast ejendom på den forurenede grund, hvorfor den nationale lovgivning dermed udgør en overtrædelse og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet?

2)

Er princippet om, at »forureneren betaler« til hinder for en national lovgivning, og navnlig artikel 2050 i codice civile, hvorefter en offentlig myndighed kan pålægge et antal erhvervsvirksomheder, der opererer på en forurenet grund, at rense denne, uden først at fastlægge det individuelle ansvar for forureningen, eller hvorefter de på grund af deres ejerskab af produktionsmidler anses for at være objektivt ansvarlige for de skader de forårsager miljøet, eller hvorefter de pålægges at genoprette miljøet omkring den omfattende forurening, selv om der ikke er påvist nogen årsagsforbindelse til forureningen, og selv om foranstaltningerne er uforholdsmæssige?

3)

Er fællesskabsdirektivet om ansvar for miljøskader (direktiv 2004/35/EF af 21.4.2004 (1), navnlig artikel 7 og bilag II, hvortil denne artikel henviser) til hinder for en national lovgivning, hvorefter de offentlige myndigheder under anvendelse af »adækvate midler til genopretning af miljøskader« kan foreskrive andre foranstaltninger over for bestemte elementer i miljøet (»miljømatricer«) (i det foreliggende tilfælde i form af en »fysisk afskærmning« over for grundvandet langs kystlinjen) end dem, det tidligere er besluttet at anvende efter gennemførelsen af en adækvat kontradiktorisk undersøgelse, selv om disse allerede er godkendt, endelig projekteret og under udførelse, uden først at have vurderet de særlige forhold i det pågældende område, udgifterne til gennemførelsen i forhold til de fordele, der med rimelighed kan forventes, de mulige eller sandsynlige skadelige bivirkninger og de skadelige virkninger for den offentlige sundhed og sikkerhed samt den nødvendige tid til gennemførelsen?

4)

Er fællesskabsdirektivet om ansvar for miljøskader (direktiv 2004/35/EF af 21.4.2004, navnlig artikel 7 og bilag II, hvortil denne artikel henviser) i betragtning af de særlige forhold i Priolo-området, der er klassificeret som område af national betydning, til hinder for en national lovgivning, hvorefter de offentlige myndigheder af egen drift kan træffe sådanne foranstaltninger, hvorved der fastsættes betingelser for godkendelse af den lovlige brug af områder, som ikke er direkte berørt af rensningen, da de allerede er renset eller i hvert fald ikke er forurenet, og som er beliggende inden for det område i Priolo, der er klassificeret som område af national betydning?