Sag C-399/08 P

Europa-Kommissionen

mod

Deutsche Post AG

»Appel – artikel 87 EF – støtte ydet af medlemsstaterne – Forbundsrepublikken Tysklands foranstaltninger til fordel for Deutsche Post AG – artikel 86 EF – tjenesteydelser af almen økonomisk interesse – kompensation for meromkostninger som følge af salg med tab på dør til dør-pakketjenesteområdet – tilstedeværelse af en fordel – kontrolmetode anvendt af Kommissionen – bevisbyrde – artikel 230 EF – omfanget af Rettens prøvelsesret«

Sammendrag af dom

1. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelserne i henhold til dommen af 24. juli 2003, sag C-280/00

(art. 87, stk. 1, EF)

2. Appel – anbringender – Domstolens kontrol med vurderingen af fakta og beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

3. Appel – anbringender – anbringende vedrørende en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen – anbringende uden betydning

(art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58)

4. Annullationssøgsmål – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte – domstolskontrol – grænser

(art. 230 EF)

5. Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelserne i henhold til dommen af 24. juli 2003, sag C-280/00

(art. 87, stk. 1, EF og 230 EF)

1. Foranstaltninger anses – uanset hvilken form de end måtte have – for statsstøtte, for så vidt som de øvrige betingelser ifølge artikel 87, stk. 1, EF er opfyldt, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår. Domstolen har i denne sammenhæng med hensyn til virksomheder, der er pålagt at udføre en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, præciseret, at i den udstrækning en statslig foranstaltning skal betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har til virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de konkurrerende virksomheder, henhører nævnte foranstaltning ikke under artikel 87, stk. 1, EF.

For at en kompensation i det enkelte tilfælde således alligevel kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser, som er opstillet i dommen af 24. juli 2003, sag C-280/00, Altmark, være opfyldt. Kompensationen må navnlig ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Det følger heraf, at når Kommissionen skal undersøge, om en finansieringsordning for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er gyldig efter artikel 87 EF, er den bl.a. forpligtet til at undersøge, om denne betingelse er opfyldt. Kommissionen er således forpligtet til at undersøge de beviser, som parterne i den administrative procedure fremlægger for den, der kan vise sig at være relevante i forbindelse med undersøgelsen vedrørende tilstedeværelsen af en »fordel« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF. Kommissionen kan anvende en anden metode end den, der følger af anvendelse af kriterierne i Altmark-dommen, hvis den af objektive grunde var forhindret i at foretage en undersøgelse af parternes oplysninger.

I tilfælde af overførsel af statsmidler til en virksomhed, der har fået overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, kan Kommissionen ikke antage, at disse overførsler udgør en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, hvis den har undladt at undersøge, dels om det samlede beløb, der blev overført, oversteg det samlede beløb for den begunstigede virksomheds meromkostninger, dels om denne ikke havde opvist andre nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, for hvilke den ville have haft krav på kompensation ved hjælp af de samlede overførsler under de betingelser, der er fastsat i Altmark-dommen.

(jf. præmis 38, 40-44, 46, 47, 54 og 57)

2. Det følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, at Domstolen ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt. En urigtig gengivelse af omstændighederne skal endvidere fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.

(jf. præmis 63 og 64)

3. I en appelsag kan klagepunkter, der er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld, i en dom afsagt af Retten, ikke føre til dens ophævelse og er derfor uvirksomme.

(jf. præmis 75)

4. Det følger af artikel 230 EF, at genstanden for annullationssøgsmålet er legalitetskontrollen med de retsakter, som vedtages af de fællesskabsinstitutioner, der er opregnet heri. Undersøgelsen af anbringender rejst i forbindelse med et sådant søgsmål har hverken til formål eller til følge at træde i stedet for en fuldstændig undersøgelse af sagen under en administrativ procedure.

I tilfælde af overførsel af statsmidler til en virksomhed, der har fået overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, når Retten har foretaget en undersøgelse af den af Kommissionen anvendte metode i den anfægtede beslutning med henblik på at efterprøve, om overførslerne kunne have udgjort en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, kan Retten ikke kritiseres for at have overskredet sine kompetencer i strid med artikel 230 EF, hvis dens undersøgelse har begrænset sig til en retslig prøvelse af den anfægtede beslutnings lovlighed, uden at sætte sin egen metode i stedet for Kommissionens.

(jf. præmis 84, 85 og 87-89)

5. Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver vedrørende komplicerede økonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, må nødvendigvis begrænse sig til en efterprøvelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger en åbenbar vildfarelse eller magtfordrejning.

Sådanne komplicerede økonomiske vurderinger foretages, når Kommissionen skal undersøge, om en finansieringsordning for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er gyldig efter artikel 87 EF, hvilket betyder, at den skal undersøge, om de betingelser, som er opstillet i dommen af 24. juli 2003, sag C-280/00, Altmark, er opfyldt. Retten er ikke forpligtet til at undersøge alle de kriterier, der er opstillet af Domstolen i Altmark-dommen, når kommissionsbeslutningens ulovlighed en gang er blevet fastslået på baggrund af en af disse betingelser.

(jf. præmis 97 og 98)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

2. september 2010 (*)

I sag C-399/08 P,

angående en appel i henhold til artikel 56 i statutten for Domstolen, iværksat den 15. september 2008,

Europa-Kommissionen ved V. Kreuschitz, J. Flett og B. Martenczuk, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Deutsche Post AG, Bonn (Tyskland), ved Rechtsanwalt J. Sedemund,

sagsøger i første instans,

Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV, Frankfurt am Main (Tyskland), ved Rechtsanwalt R. Wojtek,

UPS Europe SA, Bruxelles (Belgien), ved advocaat E. Henny,

Forbundsrepublikken Tyskland ved M. Lumma og B. Klein, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenienter i første instans,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano (refererende dommer), og dommerne A. Borg Barthet, M. Ilešič, M. Safjan og M. Berger,

generaladvokat: N. Jääskinen

justitssekretær: R. Grass,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. marts 2010,

afsagt følgende

Dom

1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 1. juli 2008, Deutsche Post mod Kommissionen (sag T-266/02, Sml. II, s. 1233, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning 2002/753/EF af 19. juni 2002 om Forbundsrepublikken Tysklands foranstaltninger til fordel for Deutsche Post AG (EFT L 247, s. 27, herefter »den anfægtede beslutning«).

Retsforskrifter

2 Deutsche Bundespost (det tyske postvæsen) blev, således som det fremgår af de nationale retsforskrifter, der er beskrevet i den appellerede dom, i henhold til § 1, stk. 2, i Postverfassungsgesetz (lov om organisering af postvæsenet) af 8. juni 1989 (BGB1. 1989 I, s. 1026, herefter »PostVerfG«) opdelt i tre forskellige juridiske enheder, nemlig Deutsche Bundespost Postdienst (herefter »DB-Postdienst«), Deutsche Bundespost Telekom (herefter »DB-Telekom«) og Deutsche Bundespost Postbank. Da § 65, stk. 2, i PostVerfG bestemmer, at nævnte enheder var forpligtede til at varetage de tjenesteydelser, som Deutsche Bundespost leverede, overtog DB-Postdienst Deutsche Bundesposts aktiviteter i postsektoren.

3 I henhold til § 37, stk. 3, i PostVerfG skulle der ske en økonomisk kompensation mellem disse tre juridiske enheder, såfremt en af dem ikke var i stand til at være selvfinansierende ved hjælp af egne indtægter. Deutsche Bundespost var i øvrigt i henhold til § 63, stk. 1, PostVerfG trods opdelingen fortsat forpligtet til at overføre tilbageførslerne til staten svarende til en procentdel af virksomhedens driftsindtægter, og dette indtil 1995.

4 Ifølge § 1, stk. 1, i Postdienst-Pflichtleistungsverordnung (forordning om obligatoriske ydelser) af 12. januar 1994 (BGB1. 1994 I, s. 86, herefter »PPfLV«) skulle DB-Postdienst tilbyde sine »obligatoriske ydelser« på hele det nationale område under overholdelse af et princip om ensartede takster. Hvad nærmere angår pakkeforsendelser foreskrev § 2, stk. 1, i PPfLV, at DB-Postdienst skulle sikre indsamling, transport og udbringning af pakker på maksimalt 20 kg, som ikke oversteg visse maksimale mål, på hele dette område. Desuden gav § 2, stk. 2, nr. 3), i PPfLV DB-Postdienst bemyndigelse til at fastsætte en takst, der var lavere end den ensartede takst for kunder, der selv foretog sortering af pakkerne, eller som indleverede et vist minimum af pakker.

5 I overensstemmelse med §§ 1 og 2 i Postumwandlungsgesetz (lov om reorganisering af postvæsenet) af 14. september 1994 (BGB1. 1994 I, s. 2339) blev de tre juridiske enheder, der opstod som følge af delingen af Deutsche Bundespost, omdannet til aktieselskaber (»Aktiengesellschaft« (AG)) fra den 1. januar 1995, nemlig Deutsche Post AG (herefter »DP AG«), Deutsche Telekom AG og Deutsche Postbank AG.

6 Endelig følger det af § 4, stk. 1, i Postgesetz (postloven) af 22. december 1997 (BGB1. 1997 I, s. 3294), at pakkeforsendelser, hvis vægt ikke oversteg 20 kg, udgjorde en befordringspligt.

Tvistens baggrund og den anfægtede beslutning

7 DP AG er beskæftiget både inden for sektoren for befordring af brevpost, inden for hvilken selskabet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder havde monopol, og inden for to andre postsektorer, nemlig pakketransport og transport af tidsskrifter og aviser, og disse to sidstnævnte sektorer er derimod åbne for konkurrence.

8 I sektoren for pakketransport sikrer DP AG bl.a. transporttjenester for store mængder pakker, der ikke afvikles direkte på posthuset (herefter »dør til dør-pakketjenesteområdet«). Dette område er selv inddelt i to vigtige segmenter, nemlig dels dør til dør-pakketransport mellem erhvervskunder, der foretager en forudgående sortering eller indleverer et minimumsantal pakker, dels pakketransport til postordresektoren, som sender varer, der er bestilt via katalog eller elektronisk.

9 I 1994 indgav den private pakkeudbringningsvirksomhed UPS Europe SA (herefter »UPS«) og Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV (herefter »BIEK«) en klage til Kommissionen. UPS og BIEK gjorde nærmere bestemt gældende, dels at DB-Postdienst på dør til dør-pakkeudbringningsområdet solgte med tab, hvilket er et misbrug af dominerende stilling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 82 EF, dels at virksomheden dækkede sine tab på nævnte område enten ved midler fra den sektor, der er forbeholdt bestemte virksomheder, eller ved offentlige midler, som blev tildelt virksomheden i strid med artikel 87 EF.

10 Den 20. marts 2001 vedtog Kommissionen beslutning 2001/354/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 82 (sag COMP/35.141 – Deutsche Post AG) (EFT L 125, s. 27), i hvilken den i det væsentlige fandt, at DB-Postdienst og siden DP AG havde overtrådt artikel 82 EF, idet virksomheden havde misbrugt sin dominerende stilling i segmentet for pakketransport til postordresektoren, som sender varer, der er bestilt via katalog eller elektronisk, bl.a. ved fra 1990 til 1995 at have foretaget salg med tab ved at tilbyde priser, der lå under de omkostninger, som var forbundet med den pågældende ydelses art.

11 Den 19. juni 2002 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning, i hvilken den fandt, at beløbet for overførsler – i henhold til § 37, stk. 3, i PostVerfG – fra DB-Telekom og siden fra Deutsche Telekom AG til fordel for DB-Postdienst og siden for DP AG som kompensation for at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (herefter »SIEG«) oversteg det, der var nødvendigt for at kompensere de specifikke nettomeromkostninger, som opstår for disse to sidstnævnte virksomheder ved udførelsen af nævnte tjenester. Kommissionen udledte heraf, at det beløb, der svarer til denne overkompensation, var blevet anvendt til at dække underskuddet i segmentet for dør til dør-pakketjenesteområdet, der er åbnet for konkurrence. I henhold til denne beslutning var disse underskud på i alt 1 118,7 mio. DEM og var en følge af DB-Postdiensts og derefter DP AG’s salg med tab i perioden mellem 1994 og 1999, som blev fastslået ved beslutning 2001/354.

12 Kommissionen konkluderede derefter, at denne overkompensation udgjorde statsstøtte, som var uforenelig med EF-traktaten, og pålagde Forbundsrepublikken Tyskland at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge nævnte støtte fra DP AG.

Sagen for Retten og den appellerede dom

13 DP AG anlagde annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af den anfægtede beslutning og påberåbte sig bl.a. Kommissionens tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og artikel 86, stk. 2, EF, idet sidstnævnte ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel for DP AG.

14 DP AG anførte særligt med et første klagepunkt, at Kommissionen ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at undersøge, om det samlede beløb, der blev overført fra DB-Telekom, havde oversteget det samlede beløb for de nettomeromkostninger, som DP AG havde måttet afholde ved opfyldelsen af sine forpligtelser til SIEG. I et andet klagepunkt anførte DP AG, at Kommissionen under alle omstændigheder fejlagtigt havde fastslået, at overførslerne fra DB-Telekom havde gjort det muligt for sagsøgeren at dække de meromkostninger, som var forbundet med selskabets salg med tab.

15 For så vidt angår det første klagepunkt beskrev Retten for det første den metode, som Kommissionen havde fulgt for at nå til konklusionen om, at DP AG havde opnået en fordel.

16 Retten anførte i den forbindelse i den appellerede doms præmis 78, at Kommissionen for det første havde konstateret, at DP AG fra 1990 til 1995 havde modtaget overførsler fra DB-Telekom på 11 081 mio. DEM, de eneste statsmidler, der anses for relevante inden for rammerne af den anfægtede beslutning. Kommissionen havde for det andet konstateret, at DP AG havde opvist nettomeromkostninger til et beløb på 1 118,7 mio. DEM, der fulgte af selskabets salg med tab, som fandt sted fra 1994 til 1999 i segmenterne for dør til dør-pakketjenesteområdet, der er åbne for konkurrence, og at disse meromkostninger ikke var forbundet med opfyldelsen af en SIEG. Kommissionen havde for det tredje konstateret, at DP AG fra 1990 til 1998 opviste et samlet tab på alle aktivitetsområder sammenholdt på 2 289 mio. DEM, hvorfor selskabet ikke havde kunnet dække nævnte nettomeromkostninger ved hjælp af sine egne midler. Kommissionen udledte af disse tre forudsætninger, og da DP AG ikke havde godtgjort, at selskabet kunne have dækket de pågældende nettomeromkostninger ved hjælp af andre midler end overførslerne fra DB-Telekom, at DP AG nødvendigvis havde kompenseret nævnte meromkostninger ved hjælp af disse overførsler, hvorfor selskabet havde opnået statsstøtte på et tilsvarende beløb.

17 Retten bemærkede derefter i den appellerede doms præmis 80-82 med henblik på at undersøge, om en sådan metode var korrekt, at Kommissionen – uden at undersøge de oplysninger, der var meddelt af Forbundsrepublikken Tyskland i den forbindelse – ikke havde udtalt sig om, hvorvidt dør til dør-pakketjenesteområdet udgjorde en SIEG, men i det mindste indirekte havde anerkendt, at DP AG også ud over de nettomeromkostninger, der fulgte af selskabets salg med tab, havde opvist nettomeromkostninger, som var forbundet med opfyldelsen af en SIEG.

18 Retten fastslog ligeledes i den appellerede doms præmis 84, at Forbundsrepublikken Tyskland ifølge den anfægtede beslutning havde tilsendt Kommissionen oplysninger vedrørende de forpligtelser, der var forbundet med de SIEG-opgaver, der var tildelt DP AG, som udgjorde et beløb på 20 426 mio. DEM, hvilket er væsentlig mere end de 11 081 mio. DEM, som svarer til overførslerne fra DB-Telekom til fordel for DP AG.

19 Retten bemærkede endelig i den appellerede doms præmis 85, at Kommissionen havde afholdt sig fra at efterprøve, om det samlede beløb for disse overførsler var lavere end det samlede beløb for DP AG’s nettomeromkostninger vedrørende selskabets SIEG-opgaver, i hvilket tilfælde nævnte overførsler ikke bibragte det nogen fordel.

20 Retten fastslog som følge heraf i den appellerede doms præmis 88, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at DB-Telekoms overførsler til fordel for DP AG havde gjort det muligt for sidstnævnte at opnå en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF.

21 Retten præciserede i den forbindelse i den appellerede doms præmis 91 som svar på Kommissionens argumenter, at det skøn, som denne institution råder over, ikke er så omfattende, at det gør det muligt for institutionen at antage, at DB-Telekoms overførsler havde givet DP AG en fordel, uden forinden at have undersøgt, om summen af disse overførsler oversteg summen af meromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG, når de tyske myndigheder havde givet oplysninger i den retning.

22 Retten fastslog i den appellerede doms præmis 93 og 94, at Kommissionen var forpligtet til at gennemføre en sådan undersøgelse selv i de tilfælde, hvor – som sidstnævnte gjorde gældende i den foreliggende sag – betingelserne i henhold til dommen af 22. november 2001, Ferring (sag C-53/00, Sml. I, s. 9067), og af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (sag C-280/00, Sml. I, s. 7747), ikke var opfyldt. Kommissionen fandt det imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at de nettomeromkostninger, der fulgte af DP AG’s salg med tab, ikke kunne være genstand for en kompensation, henset til den omstændighed, at de ikke var forbundet med opfyldelsen af en SIEG, men den afstod fra at undersøge, om DP AG ikke havde opvist andre nettomeromkostninger, der hvad dem angår var forbundet med opfyldelsen af en SIEG, for hvilke selskabet havde krav på kompensation ved hjælp af DB-Telekoms samlede overførsler.

23 Retten gav, henset til disse betragtninger, i den appellerede doms præmis 96 DP AG medhold i det første klagepunkt, selskabet havde fremført.

24 Retten undersøgte derefter for fuldstændighedens skyld det andet klagepunkt, der var fremsat af DP AG. Den undersøgte navnlig i den appellerede doms præmis 102-107 på baggrund af de oplysninger, der er indeholdt i den anfægtede beslutning, og de oplysninger, der var fremlagt af Forbundsrepublikken Tyskland, om DB-Telekoms overførsler mellem 1990 og 1995 af et beløb på 11 081 mio. DEM havde gjort det muligt for DP AG at dække de nettomeromkostninger på 1 118,7 mio. DEM, der fulgte af selskabets salg med tab. Retten fastslog i samme doms præmis 108, at dette ikke var tilfældet, henset til de tab, som DP AG led i den samme periode, der udgjorde et beløb på 16 363 mio. DEM.

25 Retten konkluderede på denne baggrund i den appellerede doms præmis 109, at Kommissionens argumentation om, at DP AG havde opnået en fordel på 1 118,7 mio. DEM, afkræftedes ved konklusionen om, at dette selskabs endelige tab mellem 1990 og 1995 var af en sådan størrelse, at DB-Telekoms overførsler til fordel for DP AG var utilstrækkelige til at dække de nettomeromkostninger, der fulgte af sidstnævntes salg med tab fra 1994 til 1999.

26 Efter at have givet medhold i disse to klagepunkter annullerede Retten den anfægtede beslutning uden at behandle de øvrige klagepunkter, der var fremført af DP AG.

Parternes påstande

27 Kommissionen har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom i sin helhed, og derefter principalt om frifindelse for DP AG’s annullationssøgsmål eller subsidiært, at sagen hjemvises til Retten, og at DP AG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28 BIEK og UPS har iværksat en kontraappel, i hvilken de har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom i sin helhed, og at DP AG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 DP AG har nedlagt påstand om, at Kommissionens appel forkastes i sin helhed, og at denne tilpligtes at betale appelsagens omkostninger. Selskabet har desuden fastholdt sine påstande i første instans, der tog sigte på en annullation af den anfægtede beslutning, og på at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten. DP AG har ligeledes nedlagt påstand om frifindelse for de anbringender, der er fremført i forbindelse med kontraappellerne.

30 Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagen omkostninger.

Om hovedappellen

31 Kommissionen har til støtte for sin appel fremført to anbringender. Det første vedrører tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og artikel 86, stk. 2, EF, idet Retten har anset den metode, der blev anvendt for at fastslå, at der forelå statsstøtte, for ulovlig, og det andet vedrører tilsidesættelse af artikel 230 EF med den begrundelse, at Retten har overskredet sin kompetence ved at have sat sin egen metode til beregning af meromkostninger forbundet med opfyldelsen af SIEG i stedet for den, der er anvendt af Kommissionen.

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og artikel 86, stk. 2, EF

Om det første led

– Parternes argumenter

32 Ifølge Kommissionen, BIEK og UPS har Retten tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF og artikel 86, stk. 2, EF, for så vidt som den – uden at forklare årsagerne til, at den metode, der er anvendt af Kommissionen med henblik på at fastslå tilstedeværelsen af en fordel, ikke var korrekt – fastslog, at en anden undersøgelsesmetode skulle have været anvendt til at undersøge, om en sådan fordel forelå i den foreliggende sag.

33 Kommissionen er af den opfattelse, at den metode, der blev anvendt i den anfægtede beslutning, var rimelig, for så vidt som den hvilede på forudsætningen om, at »pengene skal komme et sted fra, i det mindste på mellemlang eller lang sigt, og at de ikke bare dukker op af det rene intet«. Konklusionen om, at DP AG’s salg med tab blev finansieret af statsstøtte modtaget af selskabet, trængte sig så meget desto mere på, som aktiviteten på dør til dør-pakketjenesteområdet, som det fremgår af omstændighederne, blev udøvet med tab på grund af en aggressiv priskampagne, der ikke gjorde det muligt at dække omkostningerne til udførte tjenesteydelser, og at DP AG ikke havde overskud på de øvrige aktiviteter, som selskabet ville have kunnet overføre til nævnte sektor.

34 Under disse omstændigheder følger det »nødvendigvis« af den ubestridte konstatering af underskuddet på mellemlang og lang sigt på dør til dør-pakketjenesteområdet samt af manglen på egne midler, at DP AG på dette område var afhængig af økonomisk kompensation for selskabets øvrige aktivitetsområder, som opnåede statsstøtte. Forholdet mellem den statslige finansiering og salget med tab gør sig klart bemærket, således at intet yderligere bevis er nødvendigt.

35 DP AG har anført, at Retten ikke var forpligtet til at angive årsagerne til, at den metode, der er valgt af Kommissionen, ikke var korrekt, idet statsstøttebegrebet er et objektivt begreb. Domstolen har i den forbindelse allerede i præmis 92 i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg fastslået, at den kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, for at kunne falde uden for begrebet statsstøtte ikke må overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af disse forpligtelser. En sådan beregning er imidlertid obligatorisk, og enhver metode, der – som den, der er anvendt af Kommissionen i den foreliggende sag – anvendes uafhængigt heraf, er nødvendigvis forkert.

36 Ifølge DP AG er den metode, der er anvendt af Kommissionen, under alle omstændigheder ikke egnet til at godtgøre, at det påståede underskud på dør til dør-pakketjenesteområdet »nødvendigvis« er finansieret af DB-Telekoms overførsler til fordel for DP AG. En sådan metode tager nemlig ikke hensyn til den omstændighed, at når tab i den økonomiske virkelighed fra ét år ikke kan dækkes ved egne indtægter, bliver disse tab registreret som overførte tab i regnskabet for det efterfølgende år. Den blotte omstændighed, at et tab ikke kan dækkes ved egne indtægter for det år, i løbet af hvilket tabet er opstået, betyder således ikke nødvendigvis, at tabet er blevet dækket af eksterne midler.

37 Den foreliggende sag vedrører efter Forbundsrepublikken Tysklands opfattelse ikke blot et spørgsmål om den metode, der finder anvendelse i sagen, men angår omfanget af den bevisbyrde for den omstændighed, at DP AG havde opnået en fordel, som påhviler Kommissionen. Ifølge denne medlemsstat pålægger dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg at angive de nettomeromkostninger, der er forårsaget af forpligtelsen til levering af SIEG, og at sammenligne dem med de midler, der er overført som kompensation for disse samme forpligtelser. Det er alene på baggrund af resultatet af denne sammenligning, at tilstedeværelsen af en mulig overkompensation kan blive fastslået.

– Domstolens bemærkninger

38 Det skal indledningsvis bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal alle betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF være opfyldt, for at der kan være tale om »støtte« i denne bestemmelses forstand (dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, »Tubemeuse«, Sml. I, s. 959, præmis 25, af 1.7.2008, forenede sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost og La Poste mod Ufex m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 125, og af 17.7.2008, sag C-206/06, Essent Netwerk Noord m.fl., Sml. I, s. 5497, præmis 63).

39 For at en national foranstaltning kan kvalificeres som statsstøtte, skal der således for det første være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, for det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, for det tredje skal den give modtageren en fordel, og for det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencen (jf. i denne retning bl.a. dom af 23.3.2006, sag C-237/04, Enirisorse, Sml. I, s. 2843, præmis 38 og 39, af 30.3.2006, sag C-451/03, Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, Sml. I, s. 2941, præmis 56, og af 17.11.2009, sag C-169/08, Presidente del Consiglio dei Ministri, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52).

40 Da det foreliggende anbringende udelukkende vedrører den tredje af disse betingelser, skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis anses foranstaltninger – uanset hvilken form de end måtte have – for statsstøtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår (Enirisorse-dommen, præmis 30, samt dommen i sagen Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, præmis 59, og i sagen Essent Netwerk Noord m.fl., præmis 79).

41 Domstolen har i denne sammenhæng med hensyn til virksomheder, der er pålagt at udføre en SIEG, præciseret, at i den udstrækning en statslig foranstaltning skal betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har til virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de konkurrerende virksomheder, henhører nævnte foranstaltning ikke under artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning Ferring-dommen, præmis 27, dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, præmis 87, Enirisorse-dommen, præmis 31, og dommen i sagen Essent Netwerk Noord m.fl., præmis 80).

42 For at en kompensation i det enkelte tilfælde således alligevel kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser imidlertid være opfyldt (dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, præmis 88, i sagen Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, præmis 61, og i sagen Essent Netwerk Noord m.fl., præmis 81).

43 Kompensationen må navnlig ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne (jf. i denne retning Ferring-dommen, præmis 32, samt dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, præmis 92, i sagen Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, præmis 66, og i sagen Essent Netwerk Noord-sagen m.fl., præmis 84).

44 Det følger heraf, at når Kommissionen skal undersøge, om en finansieringsordning for en SIEG er gyldig efter artikel 87 EF, er den bl.a. forpligtet til at undersøge, om denne betingelse er opfyldt.

45 Det skal i denne forbindelse påpeges for så vidt angår klagepunktet om, at den appellerede dom ikke nævner manglerne ved den metode, der er anvendt af Kommissionen, at Retten først og fremmest i præmis 85 i nævnte dom har fastslået, at Kommissionen havde afholdt sig fra at efterprøve, om det samlede beløb for DB-Telekoms overførsler oversteg det samlede beløb for de nettomeromkostninger for SIEG, der var afholdt af DP AG.

46 Det følger endvidere bl.a. af den appellerede doms præmis 91 og 94, at Retten har fastslået, at Kommissionen ikke kunne antage, at nævnte overførsler udgjorde en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, netop fordi den havde undladt at undersøge, dels om summen af DB-Telekoms overførsler oversteg summen af de ikke-anfægtede meromkostninger, der var afholdt af DP AG, dels om selskabet ikke havde opvist andre nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG, for hvilke det ville have haft krav på kompensation ved hjælp af de nævnte samlede overførsler under de betingelser, der er fastsat i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg.

47 Under disse omstændigheder kan Retten ikke med føje kritiseres for ikke at have henvist til manglerne ved den metode, der er anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning. Det følger nemlig af det ovenstående, at disse mangler er blevet konstateret af Retten i forbindelse med dennes undersøgelse af nævnte metodes lovlighed i relation til artikel 87, stk. 1, EF.

48 Eftersom Retten med rette fastslog, at den metode, der er anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning, var fejlagtig, skal det første anbringendes første led forkastes som ugrundet.

Om det andet led

– Parternes argumenter

49 I forbindelse med det foreliggende anbringendes andet led har Kommissionen, støttet af BIEK og UPS, gjort gældende, at Retten fejlagtigt har kritiseret den for ikke at have undersøgt alle beviserne, heraf de af Forbundsrepublikken Tyskland fremlagte, og at Retten ved at gøre dette har tilsidesat bevisbyrdereglerne.

50 Den omstændighed, at DP AG ikke rådede over egne midler, har nemlig i sig selv været tilstrækkelig til at fastslå, at selskabet havde anvendt de statsmidler, som det havde modtaget, til at finansiere nettomeromkostningerne fra sit salg med tab på dør til dør-pakketjenesteområdet. Kommissionen og UPS er desuden af den opfattelse, at selv hvis Kommissionen havde fået og undersøgt samtlige de oplysninger og beviser, som Retten henviser til i den appellerede dom, ville den logisk set ikke kunne være nået til en anden konklusion.

51 Kommissionen har ligeledes anført, at det påhvilede DP AG at godtgøre, at den metode, der er anvendt i den anfægtede beslutning, var ulovlig, og ikke, at der fandtes en anden metode, der ligeledes kunne have været overvejet. Under alle omstændigheder påhviler det ikke, i modsætning til hvad Retten har fastslået i den appellerede doms præmis 87, Kommissionen at godtgøre, at det ikke var muligt at anvende den af Retten valgte metode.

52 Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at Kommissionens og UPS’ påstand om, at de af DP AG og Forbundsrepublikken selv fremlagte oplysninger for så vidt angår størrelsen af de nettomeromkostninger, der er forbundet med de forpligtelser til offentlig tjeneste, som vedrører posttjenesterne, under alle omstændigheder ikke ville have gjort det muligt for Kommissionen at nå til et andet resultat for så vidt angår tilstedeværelsen af en fordel, ikke er begrundet og modsiger de af DP AG og nævnte medlemsstat fremlagte tal.

– Domstolens bemærkninger

53 Hvad for det første angår argumentet om, at Retten har tilsidesat bevisbyrdereglerne ved at kritisere Kommissionen for ikke at have undersøgt alle beviserne, skal det påpeges, at Retten dels i den appellerede doms præmis 85 har fastslået, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke havde taget hensyn til Forbundsrepublikken Tysklands oplysninger vedrørende bestemte meromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG. Dels har Retten i den samme doms præmis 86 ligeledes konstateret, at Kommissionen ikke havde anført eller godtgjort, at denne medlemsstat og DP AG ikke havde afgivet de oplysninger, der var nødvendige for, at Kommissionen kunne efterprøve, at beløbet for DB-Telekoms overførsler ikke oversteg de ikke-anfægtede nettomeromkostninger.

54 Det skal imidlertid bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 85–88 har kritiseret Kommissionen for at have undladt at undersøge de beviser, som parterne i den administrative procedure havde fremlagt for den – beviser, der ville have kunnet vise sig at være relevante i forbindelse med undersøgelsen vedrørende tilstedeværelsen af en »fordel« for DP AG i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, hvilket Kommissionen hævdede. Det skal under disse omstændigheder bemærkes, at Retten på ingen måde har tilsidesat bevisbyrdereglerne.

55 For så vidt angår argumentet om, at Kommissionen, selv hvis den havde undersøgt samtlige de oplysninger og beviser, som Retten henviser til i den appellerede dom, logisk set ikke ville kunne være nået til en anden konklusion, er det tilstrækkeligt at fastslå, at det netop er ved at tage nævnte oplysninger i betragtning, at Retten i den appellerede doms præmis 108 og 109 er kommet til en anden konklusion end den, som den anfægtede beslutning er nået til. Det følger heraf, at dette argument må forkastes som grundløst.

56 Hvad for det andet angår påstanden om, at Retten uretmæssigt i den appellerede doms præmis 87 har pålagt Kommissionen at bevise »umuligheden« af at anvende den af Retten selv valgte metode, skal det bemærkes, at denne påstand følger af en fejlagtig udlægning af nævnte dom.

57 Retten har nemlig blot i nævnte præmis konstateret, at den som begrundelse for anvendelsen af en anden metode end den, der følger af anvendelse af kriterierne i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, har anerkendt den omstændighed, at Kommissionen af objektive grunde har været forhindret i at foretage en undersøgelse af DP AG’s og Forbundsrepublikken Tysklands oplysninger.

58 Retten har dog i nævnte præmis 87 begrænset sig til at bemærke, at Kommissionen ikke havde påberåbt sig noget forhold, der gjorde det muligt at fastslå nogen som helst forhindring for at foretage denne undersøgelse. Under disse omstændigheder kan dette argument heller ikke tiltrædes.

59 Henset til ovenstående bemærkninger skal det første anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

Om det tredje led

– Parternes argumenter

60 Kommissionen, støttet af BIEK og UPS, har kritiseret Retten for at have foretaget en urigtig gengivelse af sagsakterne, da den i den appellerede doms præmis 82 fastslog, dels at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke havde konstateret, at Forbundsrepublikken Tysklands oplysninger til den om, at dør til dør-pakketjenesteområdet udgjorde en SIEG, ikke var begrundet, dels at Kommissionen i det mindste indirekte havde anerkendt, at DP AG også ud over de nettomeromkostninger, der fulgte af selskabets salg med tab, havde opvist nettomeromkostninger, som var forbundet med opfyldelsen af en SIEG. Ifølge Kommissionen fastslås det imidlertid i betragtning 76 til den anfægtede beslutning, at det pågældende område ikke udgør en SIEG, og at spørgsmålet om tilstedeværelsen af nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG under alle omstændigheder ikke var relevant i forbindelse med den undersøgelsesmetode, som Kommissionen havde valgt.

61 DP AG mener, at dette led er åbenbart ugrundet, dels for så vidt som Retten hvad angår nævnte nettomeromkostninger har lagt betragtning 43 til den anfægtede beslutning til grund, som omhandler de samlede pakketjenester, hvoraf dør til dør-pakketjenesteområdet blot udgør en del. Dels udspringer Kommissionens klagepunkt af en fejlagtig udlægning af den appellerede dom, henset til at Retten ville have annulleret den anfægtede beslutning med den begrundelse, at Kommissionen under alle omstændigheder havde undladt at undersøge, om DB-Telekoms overførsler var begrundet i disse nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG.

62 Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at Kommissionen i den anfægtede beslutning alene har udtalt sig om visse særlige tjenester på området for pakketransport, henset til deres karakter af SIEG, men ikke om pakketransporttjenesten i sin helhed. Kommissionen har desuden i betragtning 72 til denne beslutning utvetydigt henvist til »DP AG’s præcist definerede forpligtelse« og »opfyldelsen af forpligtelsen til offentlig tjeneste«. Retten har derefter med rette fastslået en stiltiende anerkendelse fra Kommissionen for så vidt angår den omstændighed, at der ligeledes på dør til dør-pakketjenesteområdet findes forpligtelser til offentlig tjeneste i form af en befordringspligt under overholdelse af en overkommelig enhedstakst.

– Domstolens bemærkninger

63 Det skal indledningsvis bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, at Domstolen ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt (jf. bl.a. dom af 18.3.2010, sag C-419/08 P, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

64 Det skal endvidere bemærkes, at en urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dommen i sagen Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

65 Kommissionen har i forbindelse med det foreliggende led med sit første klagepunkt bestridt den påstand, der fremgår af den appellerede doms præmis 82, om, at den ikke har udtalt sig om de oplysninger, der er meddelt af Forbundsrepublikken Tyskland, for så vidt angår den omstændighed, at dør til dør-pakketjenesteområdet udgjorde en SIEG, skønt Kommissionen i den anfægtede beslutning har fastslået, at dette område ikke udgjorde en SIEG.

66 Det skal i den forbindelse påpeges, at Kommissionen i betragtning 76 til den anfægtede beslutning henviser til forarbejderne til PPfLV, hvorefter § 2, stk. 2, nr. 3), fra den almindelige befordringspligt for småpakkeforsendelser udelukker dem, for hvilke der er indgået særlige ordninger med visse kunder – f.eks. dem, der undergiver deres forsendelser en første behandling, eller dem, der opretter samarbejdskontrakter – og at disse erhvervskunder kan være omfattet af en fritagelse for befordringspligten, henset til at konkurrencen på dette område gør denne forpligtelse overflødig.

67 Det skal imidlertid fastslås, således som Forbundsrepublikken Tyskland har anført, at Kommissionen i nævnte betragtning har henvist til visse særlige tjenester på området for pakketransport, henset til deres karakter af SIEG, men ikke til pakketransporttjenesten i sin helhed. Det skal desuden ligeledes – i lighed med DP AG – fremhæves, at Retten ikke har annulleret den anfægtede beslutning på grund af Kommissionens tilgang for så vidt angår kvalifikationen af de pågældende tjenester som SIEG, men med den begrundelse, at Kommissionen havde undladt at undersøge, om DB-Telekoms overførsler udgjorde en overkompensation i forhold til de ikke-anfægtede nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG.

68 Under disse omstændigheder kan Retten ikke med føje kritiseres for at have foretaget en urigtig gengivelse af sagens faktiske omstændigheder.

69 Det første klagepunkt, der er fremført af Kommissionen, kan følgelig ikke tiltrædes.

70 For så vidt angår det andet klagepunkt, der vedrører Kommissionens indirekte anerkendelse af den omstændighed, at DP AG havde opvist nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG, er det tilstrækkeligt at fastslå, at Kommissionen i betragtning 73 til den anfægtede beslutning har anført, at »[e]t vist minimum af DP AG’s nettomeromkostninger [derfor er] uden sammenhæng med opfyldelsen af forpligtelsen til offentlig tjeneste«. Retten har af denne formulering – uden at foretage en urigtig gengivelse – kunnet udlede, at Kommissionen i det mindste indirekte havde anerkendt, at DP AG ligeledes afholdt omkostninger forbundet med en SIEG.

71 Eftersom det følger af de foregående betragtninger, at Retten ikke har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, den skulle bedømme, skal det første anbringendes tredje led ligeledes forkastes som ubegrundet.

Om det fjerde led

– Parternes argumenter

72 Kommissionen, støttet af BIEK og UPS, har bestridt den begrundelse, der for fuldstændighedens skyld er angivet i den appellerede doms præmis 101-109, hvori Retten foruden de oplysninger, der er indeholdt i den anfægtede beslutning, har undersøgt dem, der er fremlagt af Forbundsrepublikken Tyskland. Nævnte parter er af den opfattelse, at disse oplysninger, heriblandt bl.a. dem, der omhandler de overførsler, som er overført fra DP AG til den tyske stat, samt overførslerne fra DB-Telekom, er uden relevans for anvendelsen af den metode, der er anvendt af Kommissionen, hvilket begrunder, at denne ikke har bestridt rigtigheden heraf. Rettens vurdering er under alle omstændigheder utilstrækkelig og fejlagtig, for så vidt som det dels navnlig ikke følger heraf, at DP AG ville have kunnet overleve økonomisk uden kompensationen fra DB-Telekom, og den dels ikke vedrører spørgsmålet, om DP AG besad tilstrækkelige midler til at dække de nettomeromkostninger, der er afholdt på grund af selskabets salg med tab, og dette selv i betragtning af det samlede underskud, der er opvist af dette selskab.

73 DP AG har i denne forbindelse gjort gældende, at det er uden relevans, at Kommissionen har kritiseret Retten for ikke at have fastslået, at DP AG ville have kunnet overleve uden økonomisk kompensation. Retten kunne nemlig begrænse sig til at udelukke, at de midler, der hidrører fra DB-Telekoms overførsler i årene 1990 til 1994, var blevet anvendt til at dække de nettomeromkostninger, der er afholdt grundet salget med tab mellem 1995 og 1999, med den begrundelse, at de nu var opbrugt.

74 Forbundsrepublikken Tyskland har tilføjet, at Kommissionen under alle omstændigheder var forpligtet til at godtgøre, at den pågældende statsstøtte udgjorde en overkompensation af de nettomeromkostninger, der er afholdt til udførelsen af en SIEG. Ingen udgift kan desuden isoleret set dækkes af DP AG’s øvrige egne midler, henset til at selskabet har lidt tab i den pågældende periode. Kommissionens tilgang fører i virkeligheden til det absurde resultat, at enhver udgift skal finansieres af offentlige midler.

– Domstolens bemærkninger

75 Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan klagepunkter, der er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld, i en dom afsagt af Retten, ikke føre til dens ophævelse og er derfor uvirksomme (dom af 7.11.2002, sag C-184/01 P, Hirschfeldt mod AEE, Sml. I, s. 10173, præmis 48, og af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 148, samt kendelse af 9.3.2007, sag C-188/06 P, Schneider Electric mod Kommissionen, Sml. I, s. 35*, summarisk offentliggørelse, præmis 64).

76 Det følger i denne forbindelse af undersøgelsen af de tre første led af det foreliggende anbringende, at Retten uden at begå en retlig fejl har tiltrådt det første klagepunkt, der er fremsat af DP AG i forbindelse med selskabets annullationssøgsmål, hvorefter Kommissionen havde tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF ved at finde, at DB-Telekoms overførsler havde givet DP AG en fordel.

77 Det skal følgelig fremhæves, selv hvis det antages, at den begrundelse, der er angivet i den appellerede doms præmis 101-109, er behæftet med retlige fejl, at en sådan konstatering ikke har nogen betydning for, om vurderingen af klagepunktet vedrørende den anfægtede beslutnings ulovlighed i forhold til artikel 87, stk. 1, EF er velbegrundet.

78 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det foreliggende anbringendes fjerde led er uden betydning for sagens afgørelse.

79 På baggrund af de ovenstående betragtninger skal det første anbringende, der er rejst af Kommissionen, forkastes i sin helhed.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 230 EF

Parternes argumenter

80 Kommissionen har med sit andet anbringende kritiseret Retten for at have tilsidesat grænserne for sin kompetence, sådan som de følger af artikel 230 EF, idet den har sat sin egen metode til beregning af meromkostninger forbundet med opfyldelsen af SIEG i stedet for den, der er anvendt af Kommissionen. Når denne i forbindelse med en god intern administrativ praksis prioriterer en metode, der gør det muligt hurtigt og effektivt at behandle indsigelser fra klagerne, tilkommer det, ifølge Kommissionen, ikke Retten i Kommissionens sted at vælge metoden.

81 Kommissionen, støttet af BIEK og UPS, har desuden gjort gældende, at Retten i den begrundelse, der er angivet i den appellerede doms præmis 101-109, har sat sig i Kommissionens sted ved at undersøge oplysninger, der ikke har været genstand for nogen undersøgelse i forbindelse med den anfægtede beslutning.

82 DP AG er derimod af den opfattelse, at Retten har begrænset sig til at anvende den metode, som nødvendigvis skal være i overensstemmelse med Domstolens praksis. Konstateringen af en fordel i tilfælde af statsstøtte på grund af overførsler af statsmidler som kompensation for udførelsen af forpligtelsen til offentlig tjeneste forudsætter nemlig ifølge Domstolen og Kommissionens administrative praksis, at de omkostninger, der er afholdt ved udførelsen af disse forpligtelser til offentlig tjeneste, først og fremmest er opgjort.

83 Forbundsrepublikken Tyskland har anført, at Retten ikke ulovligt har sat sin vurdering i stedet for Kommissionens. Den har i den appellerede doms præmisser, som det foreliggende anbringende tager sigte på, begrænset sig til en undersøgelse under en regnskabsmæssig synsvinkel efter i samme doms præmis 78-96 at have foretaget en undersøgelse af den anfægtede beslutning under en retlig synsvinkel. Idet tilsidesættelsen af artikel 87, stk. 1, EF er blevet fastslået, er nævnte anbringende under alle omstændigheder uden betydning for sagens afgørelse.

Domstolens bemærkninger

84 Det skal bemærkes, således som det følger af artikel 230 EF, at genstanden for annullationssøgsmålet er legalitetskontrollen med de retsakter, som vedtages af de fællesskabsinstitutioner, der er opregnet heri, idet undersøgelsen af anbringender rejst i forbindelse med et sådan søgsmål hverken har til formål eller til følge at træde i stedet for en fuldstændig undersøgelse af sagen under en administrativ procedure (jf. i denne retning dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 103).

85 Det skal i den forbindelse påpeges, at Retten i den appellerede doms præmis 68-88 foretog en undersøgelse af den af Kommissionen anvendte metode i den anfægtede beslutning i relation til artikel 87, stk. 1, EF, særligt med henblik på at efterprøve, om de overførsler, som DP AG nød godt af fra DB-Telekom, havde kunnet udgøre en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte bestemmelse samt i den relevante retspraksis.

86 Retten har i forbindelse med denne undersøgelse i den appellerede doms præmis 80–88 anført de fejlagtige forhold ved den beregning, der er foretaget af Kommissionen i forbindelse med den anfægtede beslutning, hvorefter det fremgik, at den ikke havde bevist, at nævnte overførsler havde givet DP AG en sådan fordel.

87 Under disse omstændigheder må det fastslås, at Retten ikke har sat sin egen metode i stedet for Kommissionens, men at dens undersøgelse har begrænset sig til en retslig prøvelse af den anfægtede beslutnings lovlighed.

88 For så vidt angår klagepunktet vedrørende den omstændighed, at Retten ved at foretage undersøgelsen af oplysninger, der ikke havde været genstand for nogen undersøgelse i forbindelse med den anfægtede beslutning, har sat sig i Kommissionens sted, skal det fastslås, at henset til dels de betragtninger, der er indeholdt i denne doms præmis 76-78 for så vidt angår den overskydende karakter af de af Retten foretagne vurderinger i den appellerede doms præmis 101-109, dels til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 75, skal det fastslås, at dette andet klagepunkt er uden betydning for sagens afgørelse.

89 På baggrund af de ovenstående betragtninger kan Retten ikke med føje kritiseres for at have overskredet sine kompetencer i strid med artikel 230 EF. Det andet anbringende skal følgelig forkastes som ubegrundet.

90 Da ingen af de af Kommissionen påberåbte to anbringender til støtte for dens appel er blevet tiltrådt, skal denne forkastes i sin helhed.

Om kontraappellerne

Parternes argumenter

91 BIEK og UPS har med deres kontraappeller anført, at Retten har tilsidesat dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, for så vidt som den har undladt at fastslå, at ingen af de krav, der stilles i denne dom for at unddrage kompensationerne for udførelsen af SIEG reglerne på området for statsstøtte, var opfyldt i den foreliggende sag. For det første svarer den praksis, der er gennemført af DP AG, og som består i anvendelsen af priser under den lovbestemte ensartede takst for så vidt angår dør til dør-pakketjenesteområdet, ikke til en offentlig tjenesteydelse. For det andet er betingelserne for DB-Telekoms overførsler ikke blevet fastsat på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. For det tredje har det i mangel af en bestemt anvendelse ikke været muligt at fastslå, om disse overførsler har givet anledning til en overkompensation. Endelig har den kompensation, der blev anset for gennemført ved hjælp af nævnte overførsler, fundet sted uafhængigt af enhver undersøgelse af omkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG.

92 DP AG har besvaret disse argumenter med, at Retten ikke var forpligtet til at foretage en undersøgelse af overholdelsen af de krav, der stilles i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg. Den konstatering, at Kommissionen havde afholdt sig fra at efterprøve, om DP AG skulle afholde nettomeromkostningerne forbundet med opfyldelsen af SIEG-forpligtelserne, har været tilstrækkelig til at annullere den anfægtede beslutning.

Domstolens bemærkninger

93 Efter først at have udtalt, at Kommissionen i det mindste indirekte havde anerkendt, at DP AG afholdt omkostninger delvist forbundet med opfyldelsen af SIEG, således som det fremgår af denne doms præmis 66-73, er det med rette, at Retten i forbindelse med en undersøgelse af lovligheden derefter har undersøgt det af DP AG rejste klagepunkt vedrørende den metode, Kommissionen har fulgt, for så vidt angår beregningen af en mulig overkompensation i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den tredje betingelse i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, som anført i nærværende doms præmis 41-43.

94 Retten har i forbindelse med denne undersøgelse, bl.a. i den appellerede doms præmis 94, fastslået, at nævnte metode, eftersom den undlod at undersøge, om DP AG ikke havde opvist andre nettomeromkostninger forbundet med opfyldelsen af en SIEG, ikke gjorde det muligt i tilstrækkelig grad at fastlægge disse meromkostninger, og har følgelig under hensyn til dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg fastslået, at den anfægtede beslutning skulle annulleres.

95 Det skal i denne sammenhæng fastslås, således som generaladvokaten har anført i punkt 125-128 i forslaget til afgørelse, at Retten har foretaget en undersøgelse af den anfægtede beslutnings lovlighed inden for grænserne af den kompetence, som artikel 230 EF tildeler den, og på baggrund af den relevante retspraksis om kvalifikationen som statsstøtte samt retspraksis vedrørende kompensationerne for forpligtelserne til SIEG, som dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg er en del af.

96 Det skal ligeledes bemærkes, at det netop er, hvis den havde undersøgt den anfægtede beslutning i forhold til de øvrige kriterier, der er opstillet i denne dom, som BIEK og UPS påstår, at den burde have gjort, at Retten ville have sat sig i Kommissionens sted ved at foretage en undersøgelse i dennes sted, således som den selv med rette har påpeget i den appellerede doms præmis 95.

97 Det skal imidlertid fastslås, at ifølge fast retspraksis må den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver vedrørende komplicerede økonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen, som dem, der er fortaget i den foreliggende sag, nødvendigvis begrænse sig til en efterprøvelse af, om procedureregler er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger en åbenbar vildfarelse eller magtfordrejning (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, præmis 279, og dom af 6.10.2009, forenede sager C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, GlaxoSmithKline m.fl. mod Kommissionen m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 85).

98 Det følger heraf, at Retten ikke skulle undersøge alle de kriterier, der er opstillet af Domstolen i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, når den anfægtede beslutnings ulovlighed en gang er blevet fastslået på baggrund af en af disse betingelser.

99 Henset til ovenstående bemærkninger bør kontraappellerne forkastes som ubegrundede.

Sagens omkostninger

100 I henhold til artikel 69, stk. 2, første afsnit, i Domstolens procesreglement, der i henhold til dette reglements artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge samme reglements artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.

101 Da Kommissionen har tabt sagen, bør den pålægges at betale sagens omkostninger i forbindelse med hovedappellen i overensstemmelse med DP AG’s påstande.

102 Hvad angår kontraappellerne skal det fastslås, selv om BIEK og UPS har tabt sagen, at DP AG ikke i sit svarskrift på disse appeller har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med disse. Det følger heraf, at hver af disse parter bør bære sine egne omkostninger i forbindelse med kontraappellerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

1) Hovedappellen og kontraappellerne forkastes.

2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Deutsche Post AG i forbindelse med hovedappellen.

3) Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV og UPS Europe SA bærer deres egne omkostninger i forbindelse med hovedappellen.

4) Deutsche Post AG, Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV og UPS Europe SA bærer deres egne omkostninger i forbindelse med kontraappellerne.

5) Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

* Processprog: tysk.