PERSONALERETTENS DOM
(Anden Afdeling)
10. september 2009
Sag F-124/07
Joachim Behmer
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2006 – lovligheden af de instrukser, der gælder for forfremmelsesproceduren – høring af Vedtægtsudvalget – proceduren for tildeling af point for fortjeneste i Parlamentet – sammenligning af fortjenester – forskelsbehandling af personalerepræsentanter«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Joachim Behmer har nedlagt påstand om annullation af Parlamentets afgørelse om at tildele ham to fortjenestepoint for 2005 og om annullation af afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse AD 13 i forfremmelsesåret 2006.
Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udfærdigelse – tjenestemænd, som varetager personalerepræsentative funktioner
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43; bilag II, art. 1, stk. 6)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – afgørelse om tildeling af point for fortjeneste – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – tildeling af point for fortjeneste udelukkende af det generaldirektorat, som tjenestemanden er tilknyttet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
4. Tjenestemænd – vedtægt – almindelige gennemførelsesbestemmelser – forpligtelse til at vedtage sådanne bestemmelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45 og art. 110, stk. 1)
5. Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – anfægtelige retsakter – foranstaltninger, der er ophævet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder – ikke omfattet
(Art. 241 EF)
6. Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til anciennitet – subsidiær karakter
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
7. Tjenestemænd – forfremmelse – fremgangsmåde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
8. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – forpligtelse til at foretage en sammenligning af alle forfremmelsesværdige tjenestemænd – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. Selv om det i henhold til artikel 1, stk. 6, første punktum, i bilag II til vedtægten er fastsat, at personalerepræsentative funktioner skal betragtes som en del af det arbejde, en tjenestemand skal udføre, berettiger udførelsen af sådanne funktioner imidlertid ikke i sig selv en forbedring af det antal point for fortjeneste, der skal tildeles en tjenestemand. I øvrigt kan en manglende hensyntagen til personalerepræsentative funktioner ikke i sig selv karakteriseres som en forskelsbehandling, og det kan ikke heraf formodes, at der foreligger en sådan.
(jf. præmis 50, 51 og 165)
Henvisning til:
Personaleretten: 13. december 2007, sag F-108/06, Diomede Basili mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37.
2. Det er kun i det tilfælde, hvor udtalelsen fra Bedømmelsesudvalget noterer sig specielle omstændigheder, som er egnede til at så tvivl om gyldigheden eller rigtigheden af forslagene om tildeling af point for fortjeneste, at en afgørelse om tildeling af point for fortjeneste, som afviger fra udtalelsen fra Bedømmelsesudvalget, uden at præcisere grundene hertil, skal annulleres.
(jf. præmis 60)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 16. maj 2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 54.
3. Inden for rammerne af den ordning for tildeling af point for fortjeneste, som Europa-Parlamentet har indført, kan sammenligningen af fortjenester for en tjenestemand med henblik på tildeling af point for fortjeneste kun finde sted inden for det generaldirektorat, som tjenestemanden er tilknyttet, og følgelig konkurrerer en forfremmelsesværdig tjenestemand i et direktorat eller i en tjenestegren med alle de øvrige tjenestemænd i hans direktorat eller tjenestegren om et begrænset antal point for fortjeneste, alle lønklasser og ansættelsesgrupper imellem i direktoratet eller tjenestegrenen.
(jf. præmis 64)
Henvisning til:
Personaleretten: 8. oktober 2008, sag F-44/07, Barbin mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og 44.
4. En fællesskabsinstitution er kun forpligtet til at træffe gennemførelsesforanstaltninger, som i medfør af vedtægtens artikel 110, stk. 1, er underlagt udtalelse fra Vedtægtsudvalget og ligeledes høring af Personaleudvalget, i tilfælde af præceptive bestemmelser, eller når bestemmelserne i vedtægten er uklare og upræcise på en sådan måde, at anvendelsen heraf er vilkårlig.
Hvad angå vedtagelsen af instrukser for forfremmelsesproceduren må det konstateres, at vedtægtens artikel 45 ikke kræver, at der vedtages gennemførelsesbestemmelser som omhandlet i vedtægtens artikel 110, stk. 1, og det er heller ikke godtgjort, at samme artikel 45 er uklar og upræcis i en sådan grad, at vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser har været nødvendig for at undgå, at bestemmelsen anvendes vilkårligt.
(jf. præmis 91 og 92)
Henvisning til:
Domstolen: 31. marts 1965, sag 16/64, Rauch mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 39, org.ref.: Rec. s. 179, på s. 193, 31. marts 1965, sag 23/64, Vandevyvere mod Parlamentet, Sml. 1954-1964, s. 41, org.ref.: Rec. s. 205, på s. 215, 8. juli 1965, forenede sager 19/63 og 65/63, Prakash mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 101, org.ref.: Rec. s. 677, på s. 695.
Retten i Første Instans: 9. juli 1997, sag T-156/95, Echauz Brigaldi m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers.I-A, s. 171, og II, s. 509, præmis 53.
5. Rækkevidden af en ulovlighedsindsigelse skal begrænses til det, som er nødvendigt for løsningen af tvisten, dels derved, at den generelle retsakt, hvis lovlighed anfægtes, direkte eller indirekte skal finde anvendelse på det tilfælde, som er genstand for sagen, dels derved, at der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den individuelle afgørelse og den pågældende generelle retsakt.
En sagsøger kan ikke drage fordel af en annullation af foranstaltninger, som ikke længere fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder. Herefter skal en ulovlighedsindsigelse mod gennemførelsesforanstaltninger, som blev ophævet før sagens anlæg, afvises.
(jf. præmis 95 og 96)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 57, 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 483, og II, s. 1413, præmis 54.
6. Vedtægtens artikel 45 indeholder ikke blandt de nævnte kriterier, som er afgørende for en forfremmelse, kriteriet om anciennitet, idet et sådant kriterium kun er subsidiært. Følgelig skal interne regler i Europa-Parlamentet, hvorefter sammenligningen af fortjenester indbefatter en analyse af den varige karakter af tjenestemændenes fortjenester siden deres sidste forfremmelse, fortolkes inden for de grænser, der er fastsat i vedtægtens artikel 45 og i de øvrige interne regler, som gælder i Parlamentet. Følgelig udgør anciennitet ikke det vigtigste kriterium ved forfremmelse, og administrationen kan kun subsidiært vælge at tage hensyn hertil i sit valg mellem ansøgerne. Der tages imidlertid hensyn hertil via andre elementer, som er fastsat i gennemførelsesforanstaltningerne, som ikke forpligter administrationen til at tage hensyn til en tjenestemands samlede karriere.
(jf. præmis 106, 110, 141 og 142)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 9. april 2003, sag T-134/02, Tejada Fernández mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 125, og II, s. 609, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.
7. I forbindelse med den forfremmelsesordning, der er vedtaget af ansættelsesmyndigheden, udgør anbefalingerne fra Det Rådgivende Forfremmelsesudvalg kun en etape i forbindelse med et forfremmelsesår og er ikke bindende for administrationen. For så vidt angår et forfremmelsesår, som ender med en afgørelse om ikke at forfremme en tjenestemand, er den omstændighed, at udvalget på tidspunktet for udsendelsen af sine anbefalinger ikke råder over den endelige afgørelse om tildeling af point for forfremmelse til nævnte tjenestemand, følgelig ikke relevant, hvis nævnte ansættelsesmyndighed på tidspunktet for vedtagelsen af sine afgørelser om forfremmelse har kendskab til denne endelige afgørelse.
(jf. præmis 132 og 133)
8. Hverken bestemmelserne i vedtægtens artikel 45 eller de af Europa-Parlamentet vedtagne interne foranstaltninger kræver, at Det Rådgivende Forfremmelsesudvalg foretager en sammenligning af fortjenesterne for alle forfremmelsesværdige tjenestemænd. Følgelig er nævnte udvalg ikke forpligtet til at undersøge bedømmelsesrapporterne og de sammenfattende udtalelser for alle tjenestemænd, men skal udelukkende råde over nævnte dokumenter i tilfælde af, at udvalget finder det hensigtsmæssigt at henvise hertil.
Eftersom forfremmelsesudvalget ikke er forpligtet til at foretage en sammenligning af alle tjenestemænd, kan udvalget i øvrigt alene basere sit arbejde på de lister med anbefalinger af tjenestemænd, som udarbejdes af generaldirektoraterne. Dette gælder så meget desto mere, som udvalget, når generaldirektoraterne har foretaget en sammenligning af fortjenesterne med henblik på at udarbejde deres anbefalinger, kan henholde sig til disse med henblik på at danne sig et indtryk af de sammenlignede fortjenester for tjenestemændene.
(jf. præmis 140 og 146)