9.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 37/8


Sag anlagt den 22. november 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-518/07)

(2008/C 37/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved C. Docksey og C. Ladenburger, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28, stk. 1, andet punktum, i direktiv nr. 95/46/EF (1), idet den har underlagt de tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn med behandlingen af personoplysninger uden for den offentlige sektor i delstaterne Baden-Württemberg, Bayern, Berlin, Brandenburg, Bremen, Hamburg, Hessen, Mecklenburg-Vorpommern, Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen, Rheinland-Pfalz, Saarland, Sachsen, Sachsen-Anhalt, Schleswig-Holstein og Thüringen, et statsligt tilsyn, og dermed foretaget en fejlagtig gennemførelse af forpligtelsen til at sikre databeskyttelsesmyndighedernes fulde uafhængighed.

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Medlemsstaterne er i medfør af artikel 28, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF forpligtet til at udpege »en eller flere offentlige myndigheder«, der »har til opgave […] at påse overholdelsen af de bestemmelser, medlemsstaten vedtager til gennemførelse af dette direktiv«, altså overholdelsen af forskrifter om databeskyttelse. I artikel 28, stk. 1, andet punktum, stilles der krav om, at de udpegede tilsynsmyndigheder udøver deres funktioner »i fuld uafhængighed«. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at tilsynsmyndighederne skal være unddraget indflydelse fra andre myndigheder, uanset om disse er en del af statsforvaltningen eller ej, hvilket indebærer, at de nationale bestemmelser må udelukke, at der kan udøves indflydelse udefra på kontrolmyndighedernes afgørelser og deres gennemførelse. Ordet »fuld« uafhængighed indebærer ikke blot, at der ikke må bestå nogen afhængighed af andre, men også at der i enhver henseende ikke må foreligge afhængighed.

Det er således uforeneligt med direktivets artikel 28, stk. 1, andet punktum, at underlægge de kontrolmyndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn med behandlingen af personoplysninger uden for den offentlige sektor, et sagligt, legalt og tjenesteretligt tilsyn i statsligt regi, hvilket er sket i alle 16 delstater i Forbundsrepublikken Tyskland. For så vidt som hver delstats lovgivning underlægger kontrolmyndigheden et tilsyn i forskellige kombinationer af de ovennævnte tre former for tilsyn, udgør hver af de relevante love i delstaterne en selvstændig tilsidesættelse af Forbundsrepublikken Tysklands forpligtelse til i medfør af direktivets artikel 28, stk. 1, andet punktum, at sikre, at tilsynsmyndighederne kan udføre deres opgaver »i fuld uafhængighed«. Uanset forskellene mellem det saglige, det legale og det tjenesteretlige tilsyn udgør alle disse former for tilsyn en tilsidesættelse af det uafhængighedskrav, der gælder efter direktivet.

Set ud fra en teleologisk synsvinkel har fællesskabslovgiver anset fuld uafhængighed for at være nødvendig for, at de funktioner, der i henhold til direktivets artikel 28 er tiltænkt kontrolmyndigheden, kan udføres effektivt. Begrebet »fuld uafhængighed« kan yderligere afklares på baggrund af bestemmelsens tilblivelseshistorie. Kravet om de nationale tilsynsmyndigheders fulde afhængighed indgår også i den gældende fællesskabsret med hensyn til databeskyttelse. Det er desuden et krav efter artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at overholdelsen af forskrifterne om beskyttelse af personoplysninger »er underlagt en uafhængig myndigheds kontrol«.

Forbundsrepublikken Tysklands udlægning af begrebet som en relativ uafhængighed, dvs. således, at tilsynsmyndighedens uafhængighed kun gælder i forhold til den kontrollerede selv, kan allerede på grund af direktivets anvendelse af udtrykket »fuld uafhængighed« ikke bringes i overensstemmelse med direktivets entydige ordlyd. En sådan udlægning ville desuden betyde, at artikel 28, stk. 1, andet punktum, fuldstændig ville blive tømt for indhold. Argumentationen om, at artikel 95 EF som hjemmel for direktivet samt nærhedsprincippet og forholdsmæssighedsprincippet taler for en indskrænkende fortolkning af kravet om »fuld uafhængighed«, må også afvises. Domstolen har allerede afgjort, at direktivet er formelt gyldigt, og at der gælder et forbud mod at anlægge en indskrænkende fortolkning af direktivets bestemmelser i ikke-økonomiske anliggender. Den omhandlede retsakt går desuden ikke ud over det, der er nødvendigt for at opnå de formål, som direktivet forfølger i overensstemmelse med artikel 95 EF og nærhedsprincippet.


(1)  EFT L 281, s. 31.