30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/6


Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. juli 2008 — S. Coleman mod Attridge Law, Steve Law (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige))

(Sag C-303/06) (1)

(Socialpolitik - direktiv 2000/78/EF - ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - artikel 1, artikel 2, stk. 1, artikel 2, stk. 2, litra a), og artikel 2, stk. 3, samt artikel 3, stk. 1, litra c) - direkte forskelsbehandling på grund af handicap - chikane i relation til handicap - afskedigelse af en ansat, som ikke selv lider af et handicap, men hvis barn er handicappet - omfattet af direktiv - bevisbyrde)

(2008/C 223/08)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Employment Tribunal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: S. Coleman

Sagsøgt: Attridge Law, Steve Law

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Employment Tribunal — fortolkning af artikel 1, artikel 2, stk. 2, litra a), og artikel 2, stk. 3 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16) — rækkevidden af begrebet handicap — mulighed for at udstrække begrebet til at omfatte en person, der er tæt knyttet til en handicappet, og som er blevet forskelsbehandlet på grund af denne tilknytning — ansat, der forsørger et handicappet barn alene

Konklusion

1)

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, og navnlig artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at det heri fastsatte forbud mod direkte forskelsbehandling ikke er begrænset til personer, som selv har et handicap. Når en arbejdsgiver behandler en ansat, der ikke selv har et handicap, ringere, end en anden ansat bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation, og det er bevist, at den ringere behandling, som den ansatte har været udsat for, skyldes et handicap hos den pågældendes barn, som vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for, er en sådan behandling i strid med forbuddet mod direkte forskelsbehandling i artikel 2, stk. 2, litra a).

2)

Direktiv 2000/78, og navnlig artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, skal fortolkes således, at det heri indeholdte forbud mod chikane ikke er begrænset til personer, som selv er handicappet. Når det er bevist, at den uønskede adfærd i form af chikane, som en ansat, der ikke selv lider af et handicap, har været udsat for, har relation til et handicap hos den pågældendes barn, som vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for, er en sådan adfærd i strid med forbuddet mod chikane i artikel 2, stk. 3.


(1)  EUT C 237 af 30.9.2006.