Forenede sager C-396/05, C-419/05 og C-450/05

Doris Habelt m.fl.

mod

Deutsche Rentenversicherung Bund

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Sozialgericht Berlin og Landessozialgericht Berlin-Brandeburg (Tyskland))

»Social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71– bilag III og VI – fri bevægelighed for personer – artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF – ydelser ved alderdom – bidragsperioder tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område – manglende mulighed for eksport«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat V. Trstenjak fremsat den 28. juni 2007 

Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2007 

Sammendrag af dom

1.     Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsretlige bestemmelser – materielt anvendelsesområde – ydelser ved alderdom eller til efterladte

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, litra c) og d), og art. 4]

2.     Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – ydelser ved alderdom – særregler i den tyske lovgivning

(Art. 18 EF, 39 EF og 42 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, og bilag VI, afsnit C, nr. 1)

3.     Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsretlige bestemmelser – materielt anvendelsesområde – ydelser ved alderdom eller til efterladte

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, litra c) og d)]

4.     Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsretlige bestemmelser – anvendelse i stedet for bestemmelserne i overenskomster om social sikring afsluttet mellem medlemsstaterne – grænser

[Art. 39 EF og 42 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, bilag III, afsnit A og B, nr. 35, litra e)]

5.     Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – ydelser ved alderdom – særregler i den tyske lovgivning

(Art. 42 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, og bilag VI, afsnit C, nr. 1)

1.     En ydelse kan anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

For så vidt angår tyske pensioner på grundlag af bidragsperioder, der i de omhandlede perioder er tilbagelagt af de berørte på de dele af området, hvor Det Tredje Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, som befinder sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, anerkendes nævnte bidragsperioder ikke som sådanne på grund af krigen, men fordi bidragene blev overført i henhold til tysk lovgivning på området for aldersforsikring. De nævnte ydelser er i lighed med pensioner, der er baseret på perioder tilbagelagt på området for den nuværende Forbundsrepublik Tyskland, finansieret ved bidrag fra de forsikrede, der aktuelt udøver beskæftigelse. I øvrigt er betalingen af sådanne ydelser til modtagere med bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland ikke baseret på et skøn, ud over det forhold, at den tyske pensionsforsikringslovgivning fastsætter, at pensioner fra bidragsperioder, der er tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, som hovedregel overføres til udlandet, når de berettigede er født inden den 19. maj 1950 og inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet. Følgelig skal sådanne ydelser, henset til deres karakter, anses for ydelser ved alderdom og ydelser til efterladte som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 1408/71.

(jf. præmis 63, 66, 67 og 69)

2.     Bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, der har overskriften »Tyskland«, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er uforenelige med den frie bevægelighed for personer, og navnlig artikel 42 EF, for så vidt som bestemmelserne giver adgang til, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensynet til bidragsperioder, der er tilbagelagt mellem 1937 og 1945 på de dele af området, hvor Det Tredje Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, som befinder sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, en betingelse om, at modtageren har bopæl i denne medlemsstat.

De bestemmelser i forordning nr. 1408/71, der har til formål at sikre retten til de sociale sikringsydelser, der skal udbetales af den kompetente stat, også når den sikrede, som udelukkende har arbejdet i sin oprindelsesstat, har bopæl i eller flytter til en anden medlemsstat, medvirker ikke blot til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i medfør af artikel 39 EF, men også unionsborgernes frie bevægelighed inden for Det Europæiske Fællesskab i medfør af 18 EF. Således gør de tyske myndigheders afslag på at tage bidrag fra de berørte i løbet af de omhandlede perioder i betragtning ved beregningen af alderdomsydelse det åbenbart mere vanskeligt eller umuligt for dem at udøve deres ret til fri bevægelighed inden for Unionen og udgør således en hindring for denne frihed.

For så vidt angår de særlige ydelser uden bidragspligt, der er nævnt i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, er det inden for rammerne af gennemførelsen af artikel 42 EF tilladt fællesskabslovgiver at vedtage bestemmelser, der fraviger princippet om eksport af sociale sikringsydelser. Der kan nærmere lovligt opstilles en betingelse om bopæl i den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, for tildeling af ydelser, der er snævert knyttet til det sociale miljø. Dette er klart ikke tilfældet for sociale sikringsydelser, der er omfattet af artikel 4, stk. 1, i nævnte forordning, der tilsyneladende ikke er snævert knyttede til det sociale miljø i den medlemsstat, hvori de er blevet indført, og således kan være betingede af opfyldelse af et bopælskrav. Såfremt det under disse betingelser blev tilladt den kompetente medlemsstat at påberåbe sig integration i denne stats sociale liv som begrundelse for at opstille en bopælsklausul, ville dette være i direkte strid med det grundlæggende formål for Unionen, der består i at fremme personers bevægelighed inden for denne og deres integration i andre medlemsstaters samfund.

Selv om en risiko for et alvorligt indgreb i en social sikringsordnings økonomiske ligevægt endvidere kan berettige sådanne begrænsninger, har den tyske regering ikke godtgjort, hvorledes en flytning af bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland kan gøre de økonomiske forpligtelser, der påhviler den tyske sociale sikringsordning, tungere.

(jf. præmis 78, 79, 81-83 og 85 samt domskonkl. 1)

3.     En ydelse kan anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

For så vidt angår ydelser på grundlag af bidragsperioder i henhold til den tyske lov om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet er formålet med denne lov at integrere de forsikrede, som har tilbagelagt bidragsperioder i denne lovs forstand inden for den tyske pensionsforsikringslovgivning, idet disse forsikrede behandles, som om de havde tilbagelagt de nævnte bidragsperioder i Tyskland. Selv om der i øvrigt findes situationer, hvor ydelser, der udbetales i henhold til nævnte lov, kan betragtes som beregnet på at afhjælpe vanskelige situationer, der er opstået på grund af begivenheder forbundet med det nationalsocialistiske styre og Den Anden Verdenskrig, er dette ikke tilfældet i en situation som den i hovedsagen foreliggende. Hertil kommer, at udbetalingen af de nævnte ydelser til berettigede med bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland ikke er baseret på et skøn, idet pensionsforsikringslovgivningen fastsætter, at pensioner fra bidragsperioder, der er omfattet af den tyske lov om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet, som hovedregel overføres til udlandet, når de berettigede er født inden den 19. maj 1950 og inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet. Følgelig bør de nævnte ydelser henset til deres karakteristika betragtes som ydelser ved alderdom og til efterladte i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 1408/71.

(jf. præmis 107, 110-112 og 114)

4.     Fortabelse i henhold til bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), til forordning nr. 1408/71 og overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig om social sikring, indgået den 4. oktober 1995, af den ret til ydelser ved alderdom, der følger af overenskomsten om social sikring, der er indgået mellem de nævnte stater den 22. december 1966, når den berørte har taget bopæl i Østrig inden forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i denne medlemsstat, udgør en tilsidesættelse af artikel 39 EF og 42 EF. Følgelig er de nævnte bestemmelser i forordning nr. 1408/71 og den tysk-østrigske overenskomst af 1995 uforenelige med artikel 39 EF og 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder, hvor den berettigede har bopæl i Østrig, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder, der er tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til loven om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet, en betingelse om, at modtagerne har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

Fællesskabsrettens bestemmelser kan finde anvendelse på erhvervsmæssig beskæftigelse, der udøves uden for Fællesskabets område, når arbejdsforholdet bevarer en tilstrækkelig snæver tilknytning til dette område. Dette princip bør forstås således, at det ligeledes omfatter tilfælde, hvor arbejdsforholdet har en tilstrækkelig tilknytning til en medlemsstats ret og dermed til de relevante retsregler i fællesskabsretten.

(jf. præmis 122, 124 og 125 samt domskonkl. 2)

5.     Bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, der har overskriften »Tyskland«, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er uforenelige med den frie bevægelighed for personer, og navnlig med artikel 42 EF, for så vidt som bestemmelserne giver adgang til, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder, der er tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til loven om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet, en betingelse om, at modtagerne har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

(jf. præmis 129 og domskonkl. 3)

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

18. december 2007 (*)

»Social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71– bilag III og VI – fri bevægelighed for personer – artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF – ydelser ved alderdom – bidragsperioder tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område – manglende mulighed for eksport«

I de forenede sager C-396/05, C-419/05 og C-450/05,

angående tre anmodninger om præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Sozialgericht Berlin (Tyskland) (sag C-396/05 og C-419/05) og af Landessozialgericht Berlin-Brandenburg (Tyskland) (sag C-450/05) ved afgørelser af 27. september og 11. november 2005, indgået til Domstolen henholdsvis den 14. og 18. november samt den 19. december 2005, i sagerne:

Doris Habelt (sag C-396/05),

Martha Möser (sag C-419/05),

Peter Wachter (sag C-450/05)

mod

Deutsche Rentenversicherung Bund,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, K. Lenaerts og L. Bay Larsen samt dommerne J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), K. Schiemann, J. Makarczyk, P. Kūris, E. Juhász, A. Ó Caoimh og P. Lindh,

generaladvokat: V. Trstenjak

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. marts 2007,

efter at der er indgivet indlæg af:

–       Martha Möser ved Rechtsanwalt R.-G. Müller

–       Deutsche Rentenversicherung Bund ved R. Meyer og A. Pflüger, som befuldmægtigede

–       den tyske regering ved M. Lumma, C. Schulze-Bahr og C. Blaschke, som befuldmægtigede

–       den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, og W. Ferrante, avvocato dello Stato

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og I. Kaufmann-Bühler, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. juni 2007,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningerne om præjudicielle afgørelser vedrører gyldigheden af bilag III og VI til Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«).

2       Anmodningerne er indgivet i forbindelse med sager mellem sagsøgerne i hovedsagen og Deutsche Rentenversicherung Bund (den tyske pensionsforsikring, herefter »Rentenversicherung«) vedrørende sidstnævntes afslag på, med henblik på udbetaling af alderdomsydelse, at tage de bidragsperioder i betragtning, som er tilbagelagt af henholdsvis Doris Habelt (sag C-396/05) på Sudeterlandets område fra januar 1939 til april 1945 og Martha Möser (sag C-419/05) i Pommern fra den 1. april 1937 til den 1. februar 1945, på et tidspunkt hvor disse områder, der i dag ikke er en del af Forbundsrepublikken Tyskland, var omfattet af anvendelsesområdet for Det Tyske Riges sociale sikringslove, og som Peter Wachter (sag C-450/05) har tilbagelagt i Rumænien fra september 1953 til oktober 1970, med den begrundelse, at sagsøgerne i hovedsagen har taget bopæl i en anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland.

 Retsforskrifter

 Fællesskabsbestemmelser

3       Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.«

4       Artikel 4 i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»1. Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

c)      ydelser ved alderdom

d)      ydelser til efterladte

[…]

2.      Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt på ordninger, der pålægger arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ydelser.

2a. Denne forordning finder ligeledes anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er fastsat i en anden lovgivning eller ordning end dem, der er omhandlet i stk. 1 eller udelukket i henhold til stk. 4, når disse ydelser har til formål:

a) enten at dække de risici, der svarer til de i stk. 1, litra a)-h), omhandlede sikringsgrene, i stedet for eller som tillæg til andre ydelser

b) eller udelukkende at sikre særlig beskyttelse af handicappede.

[…]

4.      Denne forordning finder hverken anvendelse på offentlig social og sundhedsmæssig forsorg eller på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger eller på særlige ordninger for tjenestemænd og dermed ligestillede personer.«

5       Forordningens artikel 5 bestemmer:

»Medlemsstaterne skal i erklæringer, der meddeles og offentliggøres i overensstemmelse med artikel 97, angive den lovgivning og de ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 og 2, de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke‑bidragspligtige ydelser, de i artikel 50 omhandlede minimumsydelser samt de i artikel 77 og 78 omhandlede ydelser.«

6       Artikel 6 i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Medmindre andet er bestemt i artiklerne 7, 8 og 46, stk. 4, træder denne forordning, både hvad dens personkreds og saglige anvendelsesområde angår, i stedet for følgende overenskomster om social sikring:

a)      overenskomster afsluttet alene mellem to eller flere medlemsstater

b)      overenskomster afsluttet mellem mindst to medlemsstater og en eller flere andre stater, for så vidt det drejer sig om tilfælde, hvis ordning ikke kræver medvirken af nogen institution i en af de sidstnævnte stater.«

7       Forordningens artikel 7, der har overskriften »Internationale regler, som ikke berøres af denne forordning« bestemmer i stk. 2:

»Uanset bestemmelserne i artikel 6 skal følgende fortsat være gældende:

[…]

c)      de i bilag III anførte bestemmelser i overenskomster om social sikring.«

8       Bilag III, afsnit A, der har overskriften »Bestemmelser i overenskomster om social sikring, der forbliver i kraft uanset forordningens artikel 6 [forordningens artikel 7, stk. 2, litra c)]«, nr. 35, der har overskriften »Tyskland-Østrig«, litra e), i forordning nr. 1408/71, bestemmer:

»Artikel 4, stk. 1, i overenskomsten [om social sikring, der er indgået mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig den 22. december 1966 (herefter »den tysk-østrigske overenskomst af 1966«)] for så vidt angår den tyske lovgivning, hvorefter ulykker (og erhvervssygdomme), som indtræffer uden for Forbundsrepublikkens område, og perioder tilbagelagt uden for dette område, ikke giver anledning til udbetaling af ydelser eller kun giver anledning til udbetaling af ydelser på visse betingelser, når de, der er berettiget til disse ydelser, er bosat uden for Forbundsrepublikkens område, i tilfælde hvor

i)      ydelsen den 1. januar 1994 allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes

ii)      den pågældende person har bosat sig i Østrig før den 1. januar 1994, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden den 31. december 1994;

dette gælder ligeledes perioder, hvor der er oppebåret en anden pension, herunder efterladtepension, som træder i stedet for den første pension, når udbetalingsperioderne er uden afbrydelser.«

9       Bilag III, afsnit B, der har overskriften »Overenskomstbestemmelser, der ikke finder anvendelse på alle af forordningen omfattede personer (forordningens artikel 3, stk. 3)«, nr. 35, der har overskriften »Tyskland-Østrig«, litra e), i forordning nr. 1408/71 gengiver indholdet af det ovennævnte nr. 35, litra e), under afsnit A i bilag III.

10     Artikel 10, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte […], hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.«

11     Artikel 10a i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Uanset artikel 10 og afsnit III modtager de personer, som er omfattet af denne forordning, udelukkende de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, såfremt disse ydelser er anført i bilag IIa. Ydelserne udredes af institutionen på bopælsstedet og på dennes bekostning.«

12     Forordningens artikel 89 bestemmer:

»Særregler for anvendelsen af visse medlemsstaters lovgivning er anført i bilag VI.«

13     Bilag VI, afsnit C, i forordning nr. 1408/71, der har overskriften »Tyskland«, bestemmer i stk. 1:

»Reglerne i forordningens artikel 10 berører ikke de bestemmelser, hvorefter ulykkestilfælde (og erhvervssygdomme), der er indtruffet uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, samt perioder, der er tilbagelagt uden for dette område, ikke, eller kun under visse betingelser, medfører udbetaling af ydelser, når de berettigede er bosat uden for Forbundsrepublikken Tysklands område.«

14     Forordningens artikel 94, der har overskriften »Overgangsbestemmelser for arbejdstagere«, bestemmer:

»1. Denne forordning begrunder ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for den 1. oktober 1972 eller for datoen for dens anvendelse i den pågældende medlemsstat eller en del heraf.

2. Enhver forsikringsperiode samt – i givet fald – enhver beskæftigelses- eller bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for den 1. oktober 1972 eller forud for datoen for denne forordnings anvendelse i den pågældende medlemsstat eller en del heraf, skal tages i betragtning ved afgørelsen af ret til ydelser efter denne forordning.

3. Rettigheder kan erhverves i medfør af denne forordning, selv om de vedrører en begivenhed, der er indtruffet før den 1. oktober 1972 eller før forordningen kom til anvendelse i den pågældende medlemsstat eller en del heraf, jf. dog bestemmelsen i stk. 1.

[…]«

 Den tysk-østrigske overenskomst af 1966

15     Artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 bestemmer:

»I det omfang andet ikke er bestemt i denne overenskomst, gælder lovgivningen i en kontraherende stat, hvorefter begrundelsen for krav på ydelser eller indrømmelsen af ydelser eller udbetaling af kontantydelser er betinget af, at der haves bopæl på statens område, ikke for personer som nævnt i artikel 3 [tyske og østrigske statsborgere], som opholder sig på den anden kontraherende stats område.«

 Overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig om social sikring af 4. oktober 1995

16     Følgende fremgår af artikel 14, stk. 2, litra b), i overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig om social sikring, indgået den 4. oktober 1995 (BGBl. 1998 II, s. 313), som trådte i kraft den 1. oktober 1998 (BGBl. 1998 II, s. 2544, herefter »den tysk-østrigske overenskomst af 1995«):

»Følgende bestemmelser kan fortsat anvendes:

[...]

b)      Artikel 4, stk. 1, i [den tysk-østrigske overenskomst af 1966] for så vidt angår den tyske lovgivning, hvorefter ulykker (erhvervssygdomme), som indtræffer uden for Forbundsrepublikkens område, og perioder tilbagelagt uden for dette område ikke giver anledning til udbetaling af ydelser eller kun giver anledning til udbetaling af ydelser på visse betingelser, når de, der er berettiget til disse ydelser, er bosat uden for Forbundsrepublikkens område, i tilfælde hvor

i)      ydelsen på datoen for forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes

ii)      den pågældende person har bosat sig i Østrig før forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden for 12 måneder fra forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater; dette gælder ligeledes perioder, hvor der er oppebåret en anden pension, herunder efterladtepension, når udbetalingsperioderne er uden afbrydelser.«

 Den tyske lov om social sikring

17     § 110, stk. 2 og 3, i sjette bog i lov om social sikring – lovbestemt pensionsforsikring (Sozialgesetzbuch VI – Gesetzliche Rentenversicherung, herefter »SGB VI«) – bestemmer:

»2)      Berettigede, der har sædvanligt ophold i udlandet, oppebærer disse ydelser, såfremt andet ikke er bestemt i de nedenfor anførte bestemmelser om ydelser til berettigede i udlandet.

3)      Bestemmelserne i dette afsnit finder alene anvendelse, såfremt andet ikke er bestemt i supranational eller international ret.«

18     § 113 i SGB VI bestemmer:

»1)      Individuelle lønpoint til berettigede beregnes på grundlag af

1.      lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område

[...]

Bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område er bidragsperioder, i hvilke der er betalt bidrag i henhold til tysk lovgivning efter den 8. maj 1945, samt de hermed sidestillede bidragsperioder som anført i kapitel 5.

2)      Supplerende individuelle lønpoint ved berettigedes børnepension beregnes alene på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland.

3)      Individuelle lønpoint til berettigede, der ikke er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, tages der hensyn til i forholdet 70 til hundrede.«

19     § 114 i SGB VI bestemmer:

»1)      Individuelle lønpoint til berettigede, der er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, beregnes desuden på grundlag af

1.      lønpoint fra perioder, hvor der ikke er indbetalt bidrag

2.      supplerende lønpoint fra perioder, hvor der er indbetalt begrænset bidrag

3.      nedslaget i lønpoint fra en foretaget deling af pensionsrettigheder, der bortfalder ved perioder, hvor der ikke er indbetalt bidrag eller supplerende lønpoint fra perioder, hvor der er indbetalt begrænset bidrag.

Ved beregning af lønpoint i henhold til stk. 1 henses der forholdsmæssigt til andelen af lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken og dem, der er beregnet i henhold til § 272, stk. 1, nr. 1, og § 272, stk. 3, første punktum, i helheden af lønpoint fra bidragsperioder, herunder beskæftigelsesperioder som omhandlet i Fremdrentengesetz [herefter »FRG«].

2)      Supplerende individuelle lønpoint ved børnepension til berettigede, der er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, beregnes desuden på grundlag af

1.      perioder, hvor der ikke er indbetalt bidrag i det forhold, der følger af stk. 1, andet punktum, og

2.      perioder, der skal tages i betragtning, som er tilbagelagt på nationalt område.«

20     § 247, stk. 3, første punktum, i kapitel 5 i SGB VI bestemmer:

»Bidragsperioder er tillige perioder, i hvilke der i henhold til forsikringslovgivningen i Det Tyske Rige er blevet betalt lovpligtige bidrag eller frivillige bidrag.«

21     § 271, kapitel 5, i SGB VI bestemmer:

»Bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område omfatter tillige perioder, for hvilke der i henhold til de dagældende tyske socialforsikringslove inden den 9. maj 1945 er blevet indbetalt:

1.      lovpligtige bidrag som følge af beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i indlandet eller

2.      frivillige bidrag vedrørende perioder med sædvanligt ophold i indlandet eller uden for den daværende tyske socialforsikringslovgivnings gyldighedsområde.

Perioder med børnepasning (Kindererziehungszeiten) betragtes som bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område, såfremt barnet er opvokset i Forbundsrepublikken Tyskland.«

22     § 272, kapitel 5, i SGB VI bestemmer:

»1)      Individuelle lønpoint til berettigede, som er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, er født inden den 19. maj 1950, og som inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet, beregnes yderligere på grundlag af:

1.      lønpoint fra bidragsperioder i henhold til [FRG], der imidlertid ikke kan være højere end lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område

2.      den supplerende ydelse fra bidragsperioder i henhold til FRG, der imidlertid ikke kan være højere end den supplerende ydelse fra bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland

3.      nedslaget i lønpoint fra en foretaget deling af pensionsrettigheder mellem ægtefæller eller splitting, der bortfalder ved bidragsperioder i henhold til FRG, i det forhold de i henhold til nr. 1 begrænsede lønpoint fra bidragsperioder i henhold til FRG står i forhold til alle lønpoint fra disse perioder, og

4.      supplerende individuelle lønpoint ved børnepension fra bidragsperioder i henhold til FRG, i det forhold, der følger af nr. 3.

2)      Lønpoint fra bidragsperioder i henhold til FRG, der i henhold til stk. 1 på grundlag af lønpoint (øst) yderligere skal tages hensyn til, gælder som lønpoint (øst).

3)      Ved fastsættelsen af lønpoint til berettigede i henhold til stk. 1, hvilken sum ikke kan være højere end antallet af lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland, medregnes tillige bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige. Ved beregningen af lønpoint ud fra et supplerende tillæg, ud fra et nedslag i henhold til en foretaget deling af pensionsrettigheder mellem ægtefæller eller splitting og ud fra den supplerende ydelse ved en børnepension skal der tages hensyn til bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige på samme måde som til bidragsperioder i henhold til FRG.«

23     § 14 i FRG bestemmer:

»For så vidt intet andet følger af nedenstående bestemmelser, svarer de rettigheder og pligter for de personer, der i henhold til dette afsnit er berettigede, til de i Forbundsrepublikken Tyskland gældende almindelige bestemmelser.«

 Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

 Sag C-396/05

24     Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Doris Habelt, der er tysk statsborger, er født den 30. januar 1923 i Eulau (Jilové) på Sudeterlandets område, som dengang var en del af Tjekkoslovakiet, og nu e en del af Den Tjekkiske Republik.

25     Fra januar 1939 til maj 1946 arbejdede hun i Eulau. I perioden fra den 1. januar 1939 til den 30. april 1945 indbetalte hun lovpligtige bidrag i henhold til Det Tyske Riges lovgivning på området for aldersforsikring, dvs. loven vedrørende den sociale sikringsordning for lønmodtagere (Angestelltenversicherungsgesetz), til Reichsversicherungsanstalt für Angestellte (Det Tyske Riges kontor for aldersforsikring af lønmodtagere, herefter »RfA«). RfA, beliggende i Berlin, var efter Sudeterlandets indlemmelse i Det Tyske Rige den kompetente forsikringsinstitution. Fra den 5. maj 1945 til den 13. maj 1946 var Doris Habelt lovpligtigt undergivet den sociale sikring i Tjekkoslovakiet. Efter at sagsøgeren var blevet udvist fra Sudeterlandet, boede hun på Forbundsrepublikken Tysklands område.

26     Doris Habelt har siden den 1. februar 1988 modtaget en alderspension fra Bundesversicherungsanstalt für Angestellte (forbundsorgan for forsikring af ansatte, herefter »Bundesversicherungsanstalt«), der fra oktober 2005 blev ændret til Rentenversicherung. Denne pension er ud over perioder med børnepasning og frivillige bidrag baseret på lovpligtige sociale bidrag, der er blevet betalt som følge af den berørtes arbejde i Sudeterlandet mellem den 1. januar 1939 og den 30. april 1945, samt på pensionsperioder, der i henhold til FRG er udført i udlandet for det forsikringspligtige arbejde i Tjekkoslovakiet mellem den 5. maj 1945 og den 13. maj 1946.

27     Efter at Doris Habelt var flyttet til Belgien den 1. august 2001, besluttede Bundesversicherungsanstalt at foretage en ny beregning af sagsøgerens pension og tildelte hende med virkning fra den 1. december 2001 en månedlig pension på brutto 204,50 tyske mark (DEM) (104,56 EUR), dvs. 438,05 DEM (223,96 EUR) mindre pr. måned, end den hidtidigt modtagne månedlige pension.

28     Doris Habelts klage over denne afgørelse om en ny beregning af hendes pension blev afvist af Bundesversicherungsanstalt. Ifølge dette organ skal der i tilfælde af overførsel af en pension til aldersforsikring til en modtager, der har sædvanlig bopæl i udlandet, henses til de særlige bestemmelser på området for betalinger i § 113, stk. 1, nr. 1, i SGB VI. Ifølge denne bestemmelse ændres individuelle lønpoint til berettigede til lønpoint for bidragsperioder tilbagelagt på tysk område, dvs. bidragsperioder, for hvilke bidragene er blevet indbetalt i henhold til tysk lov, der fandt anvendelse før 1945, og bidragsperioder, der sidestilles hermed i kapitel 5 i SGB VI.

29     Bundesversicherungsanstalt fandt derfor, at da bidragsperioder tilbagelagt af sagsøgeren fra januar 1939 til april 1945 for beskæftigelse på Sudeterlandets område ikke blev indbetalt i henhold til tysk lov, der fandt anvendelse efter 1945, måtte der henvises til § 271 i SGB VI, hvorefter de bidrag, der er indbetalt før den 9. maj 1945, skal anses for bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland som omhandlet i § 113, stk. 1, nr. 1, i SGB VI.

30     Bundesversicherungsanstalt anførte herved, at bidragsperioder, der er tilbagelagt på tysk område, i overensstemmelse med § 271 i SGB VI også er perioder for hvilke lovpligtige bidrag, i henhold til lovgivningen i Det Tyske Rige på området for aldersforsikring, som fandt anvendelse før den 9. maj 1945, er blevet indbetalt for en ansættelse eller ulønnet beskæftigelse i Tyskland. »Tyskland« skal dog ikke forstås som anvendelsesområdet for Det Tyske Riges lovgivning på området for forsikring, men alene den nuværende Forbundsrepublik Tyskland. Følgelig er de lovpligtige bidrag, der er overført i henhold til Det Tyske Riges lovgivning på området for aldersforsikring for en ansættelse eller ulønnet beskæftigelse på det område, hvor denne lovgivning fandt anvendelse, men uden for den nuværende Forbundsrepublik Tyskland, ikke bidrag, der er overført på tysk område. Dette gør sig gældende for de bidrag, som Doris Habelt har indbetalt fra januar 1939 til april 1945 i henhold til Det Tyske Riges regler, da Sudeterlandet ikke er omfattet af den nuværende Forbundsrepublik Tyskland.

31     Desuden er Bundesversicherungsanstalt af den opfattelse, at Doris Habelt heller ikke kan påberåbe sig § 272 i SGB VI, eftersom hun fik sædvanlig bopæl i udlandet efter den 19. maj 1990.

32     Som følge af dette afslag på ansøgningen anlagde Doris Habelt sag den 23. marts 2002 ved Sozialgericht Berlin. Som svar på et spørgsmål stillet af denne retsinstans vedrørende betydningen for Doris Habelts situation af den omstændighed, at Sudeterlandet blev omfattet af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, har Bundesversicherungsanstalt erklæret, at Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse til Unionen ikke ændrer den omhandlede situation. I henhold til bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 kan der ikke udbetales ydelser i en medlemsstat på grundlag af pensionspoint for bidragsperioder, tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslove fandt anvendelse, eller for perioder, der er tilbagelagt under anvendelse af FRG.

33     Den forelæggende ret er af den opfattelse, at situationen i hovedsagen er omfattet af det personlige, materielle og tidsmæssige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71.

34     Da Sozialgericht Berlin ikke på grundlag af princippet om overførsel af sociale sikringsydelser i EF-traktaten har fundet en begrundelse for den omhandlede begrænsning, har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»Er bestemmelsen i bilag VI, afsnit D (tidligere C), [der har overskriften] »Tyskland«, til forordning nr. […] 1408/71 […] forenelig med trinhøjere fællesskabsret – navnlig princippet om fri bevægelighed – konkret: princippet om eksport af ydelser i artikel 42 [EF] – for så vidt som den udelukker udbetaling af pension på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige?«

 Sag C-419/05

35     Martha Möser, der er tysk statsborger, er født den 2. januar 1923 i Pniewo i Pommern. Hun flygtede i 1946 fra den russiske besættelseszone og bosatte sig på den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område, hvor hun siden den 1. februar 1988 har modtaget en alderspension fra Bundesversicherungsanstalt. Denne blev først bl.a. beregnet på grundlag af de af sagsøgeren tilbagelagte lovpligtige bidragsperioder fra den 1. april 1937 til den 1. februar 1945 for arbejde i Pommern, på en del af området, hvor Det Tyske Riges lovgivning om social sikring fandt anvendelse, og som i dag er omfattet af Republikken Polen.

36     Efter at Martha Möser var flyttet til Spanien den 1. juli 2001, blev alderspensionen beregnet på ny med virkning fra den 1. september 2001. Den deraf følgende pensionsnedsættelse på 143,15 EUR om måneden blev begrundet med, at eftersom sagsøgeren havde været bosat i udlandet, kunne bidragsperioder tilbagelagt uden for den nuværende Forbundsrepubliks område ikke tages i betragtning. Martha Möser har siden den 1. juni 2004 boet i Det Forenede Kongerige.

37     Efter flere anmodninger om, at der blev truffet afgørelse i klagesagen, anlagde Martha Möser den 17. maj 2002 passivitetssøgsmål ved den forelæggende ret. Ved afgørelse af 14. juli 2003 afviste Bundesversicherungsanstalt sagsøgerens klage.

38     Den 9. august 2003 nedlagde Martha Möser for den forelæggende ret påstand om annullation af den nævnte afgørelse. Denne retsinstans har på grundlag af de overvejelser, der er redegjort for i sag C-396/05, og efter at have fastslået, at sagsøgeren heller ikke har noget krav på betaling af en alderspension i henhold til den polske pensionsforsikringsordning, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen et spørgsmål, der er affattet på samme måde som det, den har stillet i sag C-396/05.

 Sag C-450/05

39     Peter Wachter er født i 1936 i Rumænien. Han har østrigsk statsborgerskab og er anerkendt som fordreven (udflytter) i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den tyske lov om fordrevne og flygtninge (Bundesvertriebenengesetz, herefter »BVG«).

40     I 1970 forlod han Rumænien for at bosætte sig og arbejde i Østrig, hvor han har boet siden. I november 1995 anerkendte Bundesversicherungsanstalt, under anvendelse af FRG, de beskæftigelses- og bidragsperioder, som Peter Wachter havde tilbagelagt i Rumænien fra september 1953 til oktober 1970, som lovpligtige bidragsperioder vedrørende den tyske aldersforsikring, da sagsøgeren i henhold til BVG var fordreven.

41     I juni 1999 indgav Peter Wachter en ansøgning om fra den 1. august 1999, hvor han fyldte 63 år, at få udbetalt en alderspension. Ansøgningen blev afslået, da perioder med bidrag indbetalt til udenlandske organer, som i henhold til de i FRG fastsatte foranstaltninger giver ret til pension, ikke berettiger overførsel af en pension til udlandet. Den fællesskabslovgivning, der har erstattet den tysk-østrigske overenskomst af 1966, adskiller sig ikke herfra.

42     Peter Wachter fik ved dom af 9. juli 2001 ikke medhold i det søgsmål, han for Sozialgericht Berlin anlagde til prøvelse af denne afgørelse.

43     Til støtte for den appel, der blev indgivet til Landessozialgericht Berlin-Brandenburg, har Peter Wachter gjort gældende, at han i henhold til den tysk‑østrigske overenskomst af 1966, som østrigsk statsborger med bopæl i Østrig, indtil den 31. december 1993 havde samme status som en tysk statsborger med bopæl i Tyskland. Denne overenskomst blev dog ophævet med virkning fra den 1. januar 1994 ved forordning nr. 1408/71, hvorfor det i overenskomsten fastsatte princip om geografisk ligestilling kun finder anvendelse på visse betingelser, som Peter Wachter ikke opfylder [bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), i forordning nr. 1408/71 og forordningens bilag VI, afsnit C, nr. 1].

44     Peter Wachter har anført, at anvendelsen af forordning nr. 1408/71 har medført, at han er kommet i en mindre gunstig situation end den, han tidligere befandt sig i. Princippet om personers frie bevægelighed er til hinder for en sådan virkning.

45     Den forelæggende ret har bemærket, at pensioner, der ifølge tysk ret skal udbetales på grundlag af perioder, som er omfattet af FRG, ikke kan overføres til udlandet, men at artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 fastsatte overførsel til udlandet af pensioner på grundlag af bidragsperioder i henhold til FRG. Princippet om geografisk ligestilling fandt således ubegrænset anvendelse, for så vidt som denne overenskomst udelukkede anvendelsen af bestemmelserne i de tyske regler, hvilke regler i et sådant tilfælde var til hinder for en overførsel af pension til udlandet (§ 110, stk. 2, § 113, stk. 1, og § 272 i SGB VI).

46     Den forelæggende ret ønsker oplyst, om Republikken Østrigs anvendelse af forordning nr. 1408/71 fra den 1. januar 1994, hvilken forordning automatisk ophæver alle bilaterale overenskomster, er forenelig med den i traktaten foreskrevne ret til fri bevægelighed.

47     Den forelæggende ret har tilføjet, at artikel 10 i forordning nr. 1408/71 ganske vist fastsætter en geografisk ligestilling. Denne bestemmelse fraviges imidlertid af bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 vedrørende bidragsperioder tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, samt perioderne som omhandlet i FRG.

48     Der findes dog én undtagelse til denne begrænsning af princippet om overførsel af sociale sikringsydelser, nærmere bestemt i artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966. Bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), i forordning nr. 1408/71 opregner henholdsvis bestemmelserne i de sociale sikringsoverenskomster, der finder anvendelse uagtet forordningens artikel 6, og bestemmelserne i disse overenskomster, der fortsat er i kraft, og som ikke omfatter alle de personer, som forordningen finder anvendelse på. Peter Wachter opfylder dog ikke disse betingelser, der er fastsat med henblik på at kunne påberåbe sig den tysk-østrigske overenskomst af 1966.

49     Ifølge den forelæggende ret er det ikke udelukket, at bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), og bilag VI, afsnit C, nr. 1, i forordning nr. 1408/71, i hvert fald i en situation som den i hovedsagen foreliggende, er i strid med princippet om personers frie bevægelighed og navnlig princippet om overførsel af sociale sikringsydelser i artikel 42 EF, eftersom de er til hinder for en overførsel til sagsøgeren af alderspension til en anden medlemsstat, for så vidt som disse ydelser udelukkende er baseret på bidragsperioder tilbagelagt i henhold til FRG.

50     Under disse omstændigheder har Landessozialgericht Berlin-Brandenburg besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er bilag III, afsnit A, nr. 35, [der har overskriften] »Tyskland-Østrig«, litra e), og afsnit B, nr. 35, [der har overskriften] »Tyskland-Østrig«, litra e), til forordning (EØF) nr. 1408/71 samt bilag VI, afsnit C, [der har overskriften] »Tyskland«, nr. 1, til samme forordning forenelige med trinhøjere fællesskabsret, navnlig med princippet om fri bevægelighed i henhold til artikel 39 EF, sammenholdt med artikel 42 EF?«

51     Ved skrivelse indgået den 3. februar 2006 har den forelæggende ret fremført følgende præciseringer af det præjudicielle spørgsmål:

»1.      Med bilag III, afsnit A, nr. 35, [der har overskriften] »Tyskland-Østrig«, litra e), og afsnit B, nr. 35, [der har overskriften] »Tyskland-Østrig«, litra e), til forordning (EØF) nr. 1408/71 – nr. 83 efter omnummerering af bilagene til forordning (EØF) nr. 1408/71 som følge af østudvidelsen den 1. maj 2004 – menes den affattelse, der var gældende indtil forordning (EF) nr. 647/2005 trådte i kraft den 5. maj 2005. Bestemmelserne i bilagene svarer til artikel 14, stk. 2, litra b), i [den tysk-østrigske overenskomst af 1995], som det præjudicielle spørgsmål med hensyn til den relevante retstilling i 1999 (forsikringsbegivenhed ved afslutning af det 63. leveår) på samme måde henviser til.

2. Bilag VI, afsnit C, [der har overskriften] »Tyskland«, nr. 1, til forordning (EØF) nr. 1408/71 svarer efter ombogstavering som følge af EU-østudvidelsen den 1. maj 2004 til bilag VI, afsnit D, [der har overskriften] »Tyskland«, nr. 1, til forordning (EØF) nr. 1408/71.«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det præjudicielle spørgsmål i sag C-396/05 og sag C-419/05

52     I henhold til bilag VI, afsnit C, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 berører forordningens artikel 10, der fastsætter princippet om ophævelse af bopælsklausulerne, ikke de bestemmelser, ifølge hvilke perioder, der er tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, ikke, eller kun på visse betingelser, giver adgang til udbetaling af ydelser, når modtagerne har bopæl uden for dette område.

53     Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er forenelige med den frie bevægelighed for personer, og navnlig artikel 42 EF, for så vidt som bestemmelserne giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensynet til bidragsperioder, der er tilbagelagt mellem 1937 og 1945 på de dele af området, hvor Det Tredje Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, som befinder sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, en betingelse om, at modtageren har bopæl i denne medlemsstat.

54     Det skal for det første undersøges, om en situation som den, sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71.

55     Det må som udgangspunkt fastslås, at i henhold til artikel 94, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 kan personer, der befinder sig i en situation som Doris Habelt og Martha Möser, gøre gældende, at der med henblik på bestemmelsen af de rettigheder, der følger af denne forordning, i det foreliggende tilfælde fra den 1. februar 1988, skal henses til enhver forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperiode, der er tilbagelagt efter tysk lovgivning forud for datoen for forordningens anvendelse (jf. i denne retning bl.a. dom af 7.2.2002, sag C-28/00, Kauer, Sml. I, s. 1343, præmis 22 og 46).

56     Det er desuden ubestridt, at Doris Habelt og Martha Möser, der er pensionerede arbejdstagere, tilknyttet den tyske sociale sikringsordning, henhører under det personelle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 som fastsat i forordningens artikel 2, stk. 1, hvorefter forordningen bl.a. finder anvendelse på »arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater […]«.

57     Ifølge Domstolens praksis er personer, som er berettiget til pension eller rentenydelse efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv om de ikke er erhvervsmæssigt beskæftiget, nemlig omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 om »arbejdstagere« som følge af deres tilknytning til en social sikringsordning (jf. bl.a. dom af 5.3.1998, sag C-194/96, Kulzer, Sml. I, s. 895, præmis 24).

58     Rentenversicherung og den tyske regering bestrider imidlertid, at de omtvistede ydelser er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71. De gør gældende, at disse ydelser er knyttet til »ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger«, der i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 4, er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde. De henviser herved til Domstolens dom af 31. marts 1977, Fossi (sag 79/76, Sml. s. 667), og af 22. februar 1979, Tinelli (sag 144/78, Sml. s. 757), der har bekræftet gyldigheden af udelukkelsen af ydelser som de i hovedsagen omhandlede fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71.

59     Ifølge Rentenversicherung og den tyske regering har Domstolen i disse domme, der vedrører invalidepensioner som følge af en arbejdsulykke eller invalidepensioner, som beror på bidragsperioder, der er tilbagelagt før 1945 på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, men uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, fastslået, at disse pensioner og ydelser ikke skal anses for at falde ind under området for social sikring. Domstolen tog herved i betragtning, at de kompetente forsikringsinstitutioner, som de personer, der var omfattet af den omhandlede bestemmelse, havde været tilknyttet, ikke længere eksisterede eller befandt sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, at den berørte tyske lovgivning havde til formål at lette bestemte situationer, der var opstået i forbindelse med det nationalsocialistiske styre og Den Anden Verdenskrig, og endelig at overførslen af den omhandlede ydelse til de egne statsborgere beroede på et skøn, når disse var bosat i udlandet.

60     Ifølge Rentenversicherung og den tyske regering er disse overvejelser dog også gyldige i dag. De daværende sociale sikringsorganer, herunder RfA, blev opløst som følge af områdeændringer og befolkningsforskydninger under og efter afslutningen af Den Anden Verdenskrig og krav, der vedrørte denne periode, kunne ikke længere imødekommes af disse organer. De relevante bestemmelser i SGB VI, navnlig § 271 og 272, er særregler vedrørende følgerne af denne krig. Pensionsydelser fra disse perioder er ydelser, som Forbundsrepublikken Tyskland tildeler på grund af dens historiske ansvar. Følgelig har denne medlemsstat altid sikret, at disse berørte personer har sædvanlig bopæl i Tyskland, og at de opretholder deres bopæl på pensionstidspunktet.

61     Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

62     I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 1408/71 finder forordningen anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører ydelser ved alderdom og ydelser til efterladte som sociale sikringsydelser.

63     En ydelse kan anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. bl.a. dom af 21.2.2006, sag C-286/03, Hosse, Sml. I, s. 1771, præmis 37).

64     Ifølge Domstolens faste praksis ville målet for artikel 39 EF og 42 EF ikke blive nået, hvis arbejdstagerne ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, særligt når disse fordele udgør modydelsen for de bidrag, som de har betalt (jf. bl.a. dom af 8.3.2001, sag C-215/99, Jauch, Sml. I, s. 1901, præmis 20).

65     Det er ganske vist hensigtsmæssigt, at fællesskabslovgiver som led i gennemførelsen af artikel 42 EF vedtager bestemmelser, der undtager bestemte ydelser fra anvendelsesområdet for disse gennemførelsesforanstaltninger. Sådanne bestemmelser, som fastsat ved artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, skal dog fortolkes strengt (jf. bl.a. Hosse-dommen, præmis 37). Dette indebærer, at bestemmelserne kun finder anvendelse på ydelser, der opfylder de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne. Artikel 4, stk. 4, i nævnte forordning udelukker ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger fra forordningens anvendelsesområde.

66     Som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne følger det af § 247, stk. 3, første punktum, i SGB VI, at de bidragsperioder, som sagsøgerne i hovedsagen har tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse på tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede perioder, ikke anerkendes som sådanne på grund af krigen, men fordi bidragene blev overført i henhold til tysk lovgivning på området for aldersforsikring. De omtvistede ydelser er i lighed med pensioner, der er baseret på perioder tilbagelagt på området for den nuværende Forbundsrepublik Tyskland, finansieret ved bidrag fra de forsikrede, der aktuelt udøver beskæftigelse (§ 153 i SGB VI).

67     I øvrigt er betalingen af sådanne ydelser til modtagere med bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland ikke baseret på et skøn, ud over det forhold, at § 272, stk. 1 og 3, i SGB VI fastsætter, at pensioner fra bidragsperioder tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, som hovedregel overføres til udlandet, når de berettigede er født inden den 19. maj 1950 og inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet.

68     Under hensyn til formålet med og betingelserne for tildeling kan ydelser som de i hovedsagen omhandlede ikke anses for ydelser til ofre for krigen og dens følger som omhandlet i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

69     Følgelig skal sådanne ydelser, henset til de i denne doms præmis 66 og 67 anførte omstændigheder, anses for ydelser ved alderdom og ydelser til efterladte som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 1408/71.

70     I modsætning til det af Rentenversicherung og den tyske regering anførte ændrer den omstændighed, at RfA ikke eksisterede efter Den Anden Verdenskrig, ikke dette resultat. Dette afhænger ikke af, hvad der skete med den af RfA indsamlede kapital og dennes ejendom, eftersom det er ubestridt, at bidragene blev overført i henhold til tysk lovgivning på området for aldersforsikring som omhandlet i § 247, stk. 3, nr. 1, i SGB VI.

71     Hertil kommer, at personer, der i lighed med sagsøgerne i hovedsagen under de omtvistede perioder var forsikrede hos RfA, men som i modsætning til disse var bosat på området for den nuværende Forbundsrepublik Tyskland, ikke er omfattet af den omtvistede bopælsklausul, selv om de sociale sikringsbidrag i begge tilfælde blev overført til RfA, der i mellemtiden ophørte med at eksistere.

72     Den konklusion, der er anført i denne doms præmis 69, bekræftes af Erklæring fra Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (EFT 2003 C 210, s. 1), der i nr. I om Lovgivninger og ordninger som omhandlet i forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, under afsnit 3, litra a), om forskrifter om den lovbestemte pensionsforsikring nævner »socialloven, sjette bog (Sozialgesetzbuch VI), af 18. december 1989«, hvori § 247 i SGB VI figurerer.

73     Da situationen for sagsøgerne i hovedsagen er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, bemærkes, at ophævelse af bopælsklausulen i medfør af forordningens artikel 10 er garanteret, »medmindre andet er bestemt i denne forordning«.

74     Således som det er blevet konstateret ovenfor, er det netop i bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 fastsat, at reglerne i samme forordnings artikel 10 ikke berører de bestemmelser, hvorefter perioder, der er tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, ikke, eller kun under visse betingelser, medfører udbetaling af ydelser, når de berettigede er bosat uden for dette område.

75     Det skal således for det andet undersøges, om artikel 42 EF, således som den forelæggende ret ønsker oplyst, udgør en hindring for nævnte bestemmelse i bilag VI, idet den under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende tillader, at iagttagelse af bidragsperioder tilbagelagt på de dele af området, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslove fandt anvendelse, med henblik på udbetaling af alderdomsydelse gøres betinget af, at den berettigede er bosat på Forbundsrepublikken Tysklands område.

76     Det er i hovedsagerne ubestridt, at de berørtes flytning af bopæl til en anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland har medført en væsentlig nedsættelse af størrelsen på deres alderdomsydelse.

77     Rentenversicherung og den tyske regering gør gældende, at den hindring af den frie bevægelighed for personer, der er en følge heraf, er berettiget, idet den har til formål at sikre integrationen i samfundet i Forbundsrepublikken Tyskland af flygtninge fra de tidligere østlige områder, ligesom den gør det muligt for medlemsstaten at beskytte sig mod de vanskeligt overvindelige økonomiske konsekvenser efter nedlæggelsen af RfA på grund af antallet af potentielt berettigede, som det er nærmest umuligt at afgøre på grund af Den Anden Verdenskrig, hvorunder store dele af Østeuropa var under tysk herredømme. Denne gruppe af personer kan ikke med rimelighed afgrænses ved et andet objektivt kriterium end bopælskriteriet.

78     Det bemærkes, at bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 om ophævelse af bopælsklausulerne udgør gennemførelsesforanstaltninger til artikel 42 EF, der inden for området for social sikring er indført for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, der er garanteret i henhold til artikel 39 EF (jf. bl.a. Jauch-dommen, præmis 20, og dom af 11.9.2007, sag C-287/05, Hendrix, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52). Domstolen har ligeledes fastslået, at de bestemmelser i forordning nr. 1408/71, der har til formål at sikre retten til de sociale sikringsydelser, der skal udbetales af den kompetente stat, også når den sikrede, som udelukkende har arbejdet i sin oprindelsesstat, har bopæl i eller flytter til en anden medlemsstat, ikke blot medvirker til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i medfør af artikel 39 EF, men også unionsborgernes frie bevægelighed inden for Det Europæiske Fællesskab i medfør af 18 EF (jf. i denne retning bl.a. dom af 23.11.2000, sag C-135/99, Elsen, Sml. I, s. 10409, præmis 35).

79     Således som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med rette har bemærket, gør de tyske myndigheders afslag på at tage bidrag fra sagsøgerne i hovedsagen i løbet af de omtvistede perioder i betragtning ved beregningen af alderdomsydelse det åbenbart mere vanskeligt eller umuligt for de berettigede at udøve deres ret til fri bevægelighed inden for Unionen og udgør således en hindring for denne frihed.

80     Det bør derfor undersøges, om et sådant afslag kan være objektivt berettiget.

81     For så vidt angår de særlige ydelser uden bidragspligt, der er nævnt i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, har Domstolen fastslået, at det inden for rammerne af gennemførelsen af artikel 42 EF er tilladt fællesskabslovgiver at vedtage bestemmelser, der fraviger princippet om eksport af sociale sikringsydelser. Der kan nærmere, således som Domstolen allerede har anerkendt, lovligt opstilles en betingelse om bopæl i den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, for tildeling af ydelser, der er snævert knyttet til det sociale miljø (jf. bl.a. dom af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir, Sml. s. 5391, præmis 16, af 4.11.1997, sag C‑20/96, Snares, Sml. I, s. 6057, præmis 42, og af 6.7.2006, sag C-154/05, Kersbergen-Lap og Dams-Schipper, Sml. I, s. 6249, præmis 33).

82     Dette er klart ikke tilfældet for sociale sikringsydelser, der, som de i hovedsagen omhandlede tilfælde, er omfattet af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, og som tilsyneladende ikke er snævert knyttede til det sociale miljø i den medlemsstat, hvori de er blevet indført, og således kan være betingede af opfyldelse af et bopælskrav. Såfremt det under disse betingelser blev tilladt den kompetente medlemsstat at påberåbe sig integration i denne stats sociale liv som begrundelse for at opstille en bopælsklausul, ville dette være i direkte strid med det grundlæggende formål for Unionen, der består i at fremme personers bevægelighed inden for denne og deres integration i andre medlemsstaters samfund.

83     Selv om Domstolen allerede har anerkendt, at en risiko for et alvorligt indgreb i en social sikringsordnings økonomiske ligevægt kan berettige sådanne begrænsninger (jf. bl.a. dom af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 41), må det imidlertid konstateres, at den tyske regering ikke har godtgjort, hvorledes en flytning af bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland, som de flytninger, der har fundet sted i de i hovedsagen omhandlede tilfælde, kan gøre de økonomiske forpligtelser, der påhviler den tyske sociale sikringsordning, tungere.

84     Følgelig udgør det en tilsidesættelse af artikel 42 EF, når tildeling af en ydelse ved alderdom som den i hovedsagen omhandlede ved anvendelse af bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 gøres betinget af opfyldelse af et krav om bopæl på den kompetente stats område.

85     På baggrund heraf skal det stillede spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er uforenelige med den frie bevægelighed for personer, og navnlig med artikel 42 EF, for så vidt som bestemmelserne giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder, der er tilbagelagt mellem 1937 og 1945 på de dele af området, hvor Det Tredje Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, men som befinder sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, en betingelse om, at modtageren har bopæl i denne medlemsstat.

 Det præjudicielle spørgsmål i sag C-450/05

86     Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst dels, om bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), til forordning 1408/71 er forenelige med artikel 39 EF og 42 EF, dels om bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, til samme forordning er forenelige med den frie bevægelighed for personer og navnlig artikel med 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt mellem 1953 og 1970 i Rumænien i henhold til FRG en betingelse om, at modtagerne har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

 Om gyldigheden af bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), til forordning nr. 1408/71

87     I henhold til artikel 7, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1408/71 skal de i bilag III anførte bestemmelser i overenskomster om social sikring fortsat være gældende uanset samme forordnings artikel 6, hvorefter denne forordning, hvad dens personkreds og saglige anvendelsesområde angår, træder i stedet for overenskomster om social sikring, der er afsluttet mellem to eller flere medlemsstater.

88     I henhold til bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), i forordning nr. 1408/71 forbliver artikel 4, stk. 1, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 i kraft i tilfælde, hvor ydelsen den 1. januar 1994 allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes, eller hvis den pågældende person har bosat sig i Østrig før den 1. januar 1994, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden den 31. december 1994. Den nævnte anvendelse af artikel 4, stk. 1, uanset artikel 6 i forordning nr. 1408/71, vedrører den tyske lovgivning, hvorved det ifølge den forelæggende ret er fastsat, at perioder tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område ikke giver anledning til udbetaling af ydelser eller kun giver anledning til udbetaling af ydelser på visse betingelser, når de, der er berettiget til disse ydelser, er bosat uden for nævnte område.

89     Disse bestemmelser i nævnte bilag III svarer til dem, der er indeholdt i artikel 14, stk. 2, litra b), i den tysk-østrigske overenskomst af 1995, der trådte i kraft den 1. oktober 1998, i medfør af hvilke artikel 4, stk. 1, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 forbliver i kraft i de tilfælde, der er nævnt i dette bilag.

90     Således som den forelæggende ret har bemærket, er Peter Wachters situation, der ikke er omfattet af nogen af de relevante tilfælde i SGB VI med henblik på at være berettiget til udbetaling i udlandet af de i hovedsagen omhandlede ydelser, heller ikke omfattet af et af de ovennævnte tilfælde, eftersom hans ret til alderspension er indtrådt den 1. august 1999.

91     Peter Wachter har for den forelæggende ret anført, at såfremt han indtil den 1. januar 1994, der var datoen for forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i forhold til Republikken Østrig (jf. denne doms præmis 94), kunne støtte ret på artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 med henblik på at være berettiget til den heri fastsatte ophævelse af bopælsklausulerne, har anvendelsen af forordning nr. 1408/71 i overensstemmelse med forordningens artikel 6 til følge, at forordningen træder i stedet for denne overenskomst.

92     Uanset artikel 6 i forordning nr. 1408/71 er det ganske vist i denne forordnings artikel 7, stk. 2, litra c), bestemt, at de i bilag III til samme forordning anførte bestemmelser i overenskomster om social sikring fortsat skal være gældende. Imidlertid opfylder Peter Wachter, som bemærket ovenfor, ikke de i nævnte bilags afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), fastsatte betingelser for at være omfattet af nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 og dermed for at være berettiget til udbetaling af ydelser ved alderdom i henhold til FRG, eftersom han ikke har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

93     Med henblik på besvarelsen til den forelæggende ret bør det efterprøves, om en situation, som den, der er gældende for sagsøgeren i hovedsagen, i modsætning til det standpunkt, der indtages af Rentenversicherung og den tyske regering, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71.

94     Det bemærkes herved indledningsvis, at forordning nr. 1408/71 den 1. januar 1994 blev gjort anvendelig på Republikken Østrig ved aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3), og at nævnte forordning fra den 1. januar 1995 har fundet anvendelse på denne medlemsstat i dens egenskab af medlem af Den Europæiske Union.

95     Ved anvendelse af artikel 94, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 kan en person, der befinder sig i Peter Wachters situation, påberåbe sig, at enhver forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for datoen for denne forordnings anvendelse, ved afgørelsen af ret til ydelser efter denne forordning, i denne sag fra den 1. august 1999, skal tages i betragtning.

96     Endvidere, således som det fremgår af denne doms præmis 56 og 57, henhører en person, der befinder sig i en situation som Peter Wachters, der er en pensioneret østrigsk arbejdstager, som er berettiget til alderdomsydelse i henhold til den tyske lovgivning, under det personelle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 som fastsat i forordningens artikel 2, stk. 1, hvorefter forordningen bl.a. finder anvendelse på »arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater«.

97     Den omstændighed, at Peter Wachter, efter at have forladt Rumænien, har taget bopæl i Østrig i 1970 uden efterfølgende at have hverken arbejdet eller boet i en anden medlemsstat, ændrer ikke denne konklusion, bl.a. eftersom den berettigede støtter sin berettigelse til alderdomsydelse på lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor han har sin bopæl (jf. i denne retning bl.a. dom af 10.5.2001, sag C-389/99, Rundgren, Sml. I, s. 3731, præmis 35).

98     Rentenversicherung og den tyske regering bestrider, at de i hovedsagen omhandlede ydelser, der er hjemlet i FRG, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71, eftersom de er tilknyttet »ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger«, som er udelukket fra forordningens anvendelsesområde i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4.

99     Den tyske regering har herved anført, at perioder med bidrag indbetalt til udenlandske aldersforsikringsorganer kan medregnes som tyske forsikringsperioder, bl.a. såfremt den forsikrede hører til gruppen af fordrevne og tilbagevendte, der er anerkendt af BVG, dvs. særligt personer, der som tyske statsborgere eller personer af tysk oprindelse havde deres bopæl på de tyske østlige områder eller i udlandet, og som har mistet deres bopæl som følge af begivenheder forbundet med Den Anden Verdenskrig efter en fordrivelse, udvisning eller udvandring.

100   Dette regelsæt bør betragtes i forbindelse med situationen for tyske minoriteter, der er bosiddende i Østeuropa og Centralasien, og som har haft en særlig vanskelig lod i årene under og efter Den Anden Verdenskrig. Som følge heraf anerkender Forbundsrepublikken Tyskland et særligt ansvar for denne skæbne. Dette ansvar er blevet løftet i den forstand, at de berørte personer for det første kan vælge at forblive i deres daværende fædreland eller vende tilbage til Tyskland inden for rammerne af bestemmelser om integration og for det andet, at den sociale integration af de hjemvendte er genstand for støtte.

101   FRG udgør en del af disse integrationsforanstaltninger, og de berørte personer befinder sig i princippet i samme situation, som hvis de havde ført hele deres beskæftigelsesmæssige liv i Tyskland. Perioderne med bidrag indbetalt til udenlandske aldersforsikringsorganer integreres i den tyske pensionsberettigelse og godtgøres på niveau med tyske pensioner.

102   Denne integration er nødvendig, dels fordi de kompetente udenlandske forsikringsorganer ikke eksporterer deres pensioner, dels fordi de udenlandske eksporterede pensioner ikke er tilstrækkelige til at sikre de berørte personer i Tyskland en indtægt, der er tilstrækkelig til at dække deres behov. De ydelser, der er forbundet med perioder, som er omfattet af FRG, er beregnet på at yde en supplerende garanti, som erstatning eller tillæg, mod den risiko ved alderdom, der er knyttet til det sociale miljø i Tyskland.

103   Endvidere er tildelingen af ydelser forbundet med perioder omfattet af FRG i Tyskland ikke afhængig af den omstændighed, at de berørte personer har indbetalt bidrag til den tyske alderdomsforsikring. Forbundsstaten refunderer i medfør af § 291b i SGB VI med offentlige midler de med disse ydelser forbundne udgifter til alderdomsforsikringsorganerne. Denne refusion udgør materielt en godtgørelse for de ulemper, der var forbundet med det nationalsocialistiske styre og krigen, og som i retlig forstand antager en form som social sikring for at fremme integrationen af den berørte del af befolkningen både psykologisk og økonomisk.

104   Disse bestemmelser er undergivet historiske begrænsninger og skal forstås i forbindelse med afhjælpning af krigens konsekvenser. Endvidere er de nævnte ydelser støttet på princippet om integration og national anerkendelse af fordrivelsen samt afhjælpning af de hermed forbundne negative konsekvenser. De svarer dog ikke til noget bidrag, der er indbetalt til noget organ på Forbundsrepublikken Tysklands nuværende område. Denne integrationstanke har stadig gyldighed i dag mere end 60 år efter afslutningen på Den Anden Verdenskrig.

105   Følgelig er de ved Fossi-dommen og Tinelli-dommen fastlagte kriterier fortsat nyttige. De omtvistede pensioner, der har deres oprindelse i reglerne vedrørende fordrevne personer, og som fortsat, trods den tid, der er forløbet, forfølger det mål at integrere personer, der er berørt af krigens konsekvenser, i det tyske samfund, bør i henhold til disse kriterier kvalificeres som »ordninger til fordel for ofre for krig«.

106   Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

107   Som bemærket i denne doms præmis 63 kan en ydelse anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

108   Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, som nævnt i denne doms præmis 65, at bestemmelser som fastsat ved artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes strengt.

109   Selv om det er korrekt, at der ved ydelser, der er begrundet i bidragsperioder i henhold til FRG, i modsætning til de omhandlede ydelser i sag C-396/05 og sag C-419/05, ikke er betalt bidrag i henhold til tysk lovgivning om alderdomsforsikring, følger dog ikke heraf, at ydelser begrundet i perioder i henhold til FRG er udelukket fra de af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 omfattede ydelser.

110   Det er ubestridt, at formålet med FRG er at integrere de forsikrede, som har tilbagelagt bidragsperioder i denne lovs forstand inden for den tyske pensionsforsikringslovgivning, idet disse forsikrede behandles, som om de havde tilbagelagt de nævnte bidragsperioder i Tyskland.

111   Selv om der i øvrigt findes situationer, hvor ydelser, der udbetales i henhold til FRG, kan betragtes som beregnet på at afhjælpe vanskelige situationer, der er opstået på grund af begivenheder forbundet med det nationalsocialistiske styre og Den Anden Verdenskrig, er dette ikke tilfældet i en situation som Peter Wachters.

112   Hertil kommer, at udbetalingen af de omtvistede ydelser til berettigede med bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland ikke er baseret på et skøn, idet § 272, stk. 1 og 2, i SGB VI fastsætter, at pensioner fra bidragsperioder, der er omfattet af FRG, som hovedregel overføres til udlandet, når de berettigede er født inden den 19. maj 1950 og inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet.

113   Bortset fra den omstændighed, at bidragene er blevet betalt til forsikringsorganer i en tredjestat, kan de omtvistede ydelser ikke betragtes som ydelser til fordel for de af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 omfattede ofre for krigen eller dens følger.

114   Følgelig bør de i hovedsagen omhandlede ydelser henset til de karakteristika, der er nævnt i denne doms præmis 110-112, ligesom de i ovennævnte sag C-396/05 og sag C-419/05 omhandlede, betragtes som ydelser ved alderdom og til efterladte i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra c) og d), i forordning nr. 1408/71, således at denne forordning finder anvendelse og navnlig artikel 10 heri, hvorefter bopælsklausulernes ophævelse er garanteret, »medmindre andet er bestemt i denne forordning«.

115   Som bemærket ovenfor er det netop i bilag VI, afsnit C, nr. 1, til denne forordning fastsat, at reglerne i samme forordnings artikel 10 ikke berører de bestemmelser, hvorefter perioder, der er tilbagelagt uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, ikke, eller kun under visse betingelser, medfører udbetaling af ydelser, når de berettigede er bosat uden for dette område.

116   En person, der befinder sig i Peter Wachters situation, er derfor ikke berettiget til udbetaling af de omtvistede ydelser, når han har bopæl uden for Forbundsrepublikken Tysklands område. For det første tillader bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt uden for denne medlemsstats område en betingelse om bopæl på denne stats område. For det andet kan den berørte ikke kræve, at bopælsklausulen ophæves i medfør af artikel 4, stk. 1, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966, eftersom bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), i forordning nr. 1408/71 ikke dækker en situation, som den Peter Wachter befinder sig i. For det tredje gentager den tysk-østrigske overenskomst af 1995 i overenskomstens artikel 14 blot de ovennævnte bestemmelser fra bilag III.

117   Den forelæggende ret overvejer, om en sådan situation ikke indebærer, at bestemmelserne i dette bilag III er uforenelige med artikel 39 EF og 42 EF, for så vidt som den fortabelse af retten til ydelser ved alderdom i henhold til FRG, som en berettiget person, såsom Peter Wachter, lider, er en følge af den manglende anvendelse af artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske overenskomst af 1966 efter forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i Østrig og den tysk-østrigske overenskomst af 1995, der har fundet anvendelse siden den 1. oktober 1998.

118   I præmis 22, 23 og 29 i dom af 7. februar 1991, Rönfeldt (sag C-227/89, Sml. I, s. 323), fastslog Domstolen, at selv om det af artikel 6 og 7 i forordning nr. 1408/71 klart fremgår, at princippet om, at forordning nr. 1408/71 træder i stedet for bestemmelserne i overenskomster om social sikring afsluttet mellem medlemsstaterne, har en bindende virkning, som ikke tillader andre undtagelser end dem, der udtrykkeligt er fastsat i forordningen, bør det imidlertid afgøres, om dette princip er foreneligt med grundreglen om fri bevægelighed for arbejdstagerne i artikel 39 EF og 42 EF, når følgen heraf bliver, at arbejdstagerne, for så vidt angår visse rettigheder, stilles ringere end efter den tidligere ordning. Disse artikler skal fortolkes således, at arbejdstagere ikke må miste sociale rettigheder som følge af, at overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er inkorporeret i national lovgivning, ikke finder anvendelse efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1408/71.

119   Domstolen har efterfølgende præciseret, at dette princip imidlertid ikke finder anvendelse på arbejdstagere, der først udøver deres ret til fri bevægelighed efter nævnte forordnings ikrafttræden (jf. bl.a. dom af 9.11.1995, sag C-475/93, Thévenon, Sml. I, s. 3813, præmis 28).

120   Det er i tvisten i hovedsagen ubestridt, at den berørte tog bopæl i Østrig med henblik på at leve og arbejde dér inden forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i denne medlemsstat, hvilken forordnings bestemmelser med visse undtagelser erstattede bestemmelserne i den tysk-østrigske overenskomst af 1966. Det kan ikke anerkendes, at denne substitution alt efter omstændighederne skulle fratage en person i Peter Wachters situation de rettigheder og de fordele, der følger af denne overenskomst.

121   Den omstændighed, at en sådan person ikke er flyttet mellem to medlemsstater, men har arbejdet og boet i Rumænien, inden han tog bopæl og arbejdede i Østrig uden nogensinde at have boet eller arbejdet i en anden medlemsstat, udgør ikke en hindring for anvendelsen af artikel 39 EF og 42 EF.

122   Som Domstolen har fastslået i præmis 15 i dom af 30. april 1996, Boukhalfa (sag C-214/94, Sml. I, s. 2253), kan fællesskabsrettens bestemmelser således finde anvendelse på erhvervsmæssig beskæftigelse, der udøves uden for Fællesskabets område, når arbejdsforholdet bevarer en tilstrækkelig snæver tilknytning til dette område (jf. i denne retning bl.a. dom af 12.7.1984, sag 237/83, Prodest, Sml. s. 3153, præmis 6, af 27.9.1989, sag 9/88, Lopes da Veiga, Sml. s. 2989, præmis 15, og af 29.6.1994, sag C-60/93, Aldewereld, Sml. I, s. 2991, præmis 14). Dette princip bør forstås således, at det ligeledes omfatter tilfælde, hvor arbejdsforholdet har en tilstrækkelig tilknytning til en medlemsstats ret og dermed til de relevante retsregler i fællesskabsretten.

123   Dette er tilfældet i en situation som den i hovedsagen omhandlede. For det første er de bidragsperioder, der er tilbagelagt af den berørte i Rumænien indtil 1970, blevet ligestillet med bidragsperioder i den tyske lovgivnings forstand som følge af den berørtes egenskab af fordreven i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i BVG. Når en person, der befinder sig i Peter Wachters situation, har taget bopæl i Østrig med henblik på at leve og arbejde dér, mens han i medfør af den tysk‑østrigske overenskomst af 1966 var indehaver af en tysk ret til ydelser ved alderdom i henhold til perioder tilbagelagt i henhold til FRG ved pensionsalderen i 1999, må for det andet bestemmelserne om den frie bevægelighed af personer finde anvendelse på en sådan situation.

124   Det må derfor konkluderes, at fortabelse i henhold til bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), til forordning nr. 1408/71 og den tysk-østrigske overenskomst af 1995 af den ret til ydelser ved alderdom, der følger af den tysk-østrigske overenskomst af 1966, når den berørte har taget bopæl i Østrig inden forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i denne medlemsstat, udgør en tilsidesættelse af artikel 39 EF og 42 EF.

125   På baggrund af ovenstående betragtninger skal den første del af det stillede spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, litra e), til forordning nr. 1408/71 er uforenelige med artikel 39 EF og 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor den berettigede har bopæl i Østrig, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til FRG en betingelse om, at modtagerne har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

 Om gyldigheden af bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71

126   Det er ubestridt, at Peter Wachters flytning af bopæl og arbejdssted til en anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland har haft til følge, at det med henblik på hans alderspension blev afslået at tage hensyn til bidragsperioder tilbagelagt af den berørte fra september 1953 til oktober 1970 i Rumænien. En sådan konsekvens, der i henhold til bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 er tilladelig, gør det vanskeligere eller umuligt for den berørte at udøve sin ret til fri bevægelighed inden for Unionen og udgør derfor en hindring af den nævnte frihed.

127   Med henblik på at begrunde nævnte afslag har Rentenversicherung og den tyske regering i det væsentlige fremført de samme grunde som dem, de har gjort gældende inden for rammerne af sag C-396/05 og sag C-419/05 vedrørende bidragsperioder tilbagelagt på dele af det område, hvor Det Tyske Riges sociale sikringslove fandt anvendelse (jf. denne doms præmis 77).

128   Af de grunde, der er anført i denne doms præmis 81 og 82, og for så vidt som den tyske regering ikke har godtgjort, at det ville have en væsentlig indvirkning på finansieringen af det tyske sociale sikringssystem, såfremt de omtvistede bidrag blev taget i betragtning med henblik på beregning af de i hovedsagen omhandlede ydelser ved alderdom, bør denne argumentation forkastes.

129   På baggrund af ovenstående betragtninger skal den anden del af det stillede spørgsmål følgelig besvares med, at bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 er uforenelige med den frie bevægelighed for personer og navnlig med artikel 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til FRG en betingelse om, at modtagerne har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

 Sagsomkostninger

130   Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

1)      Bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, der har overskriften »Tyskland«, nr. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, er uforenelige med den frie bevægelighed for personer, og navnlig med artikel 42 EF, for så vidt som bestemmelserne giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder, der er tilbagelagt mellem 1937 og 1945 på de dele af området, hvor Det Tredje Riges sociale sikringslovgivning fandt anvendelse, men som befinder sig uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, en betingelse om, at modtageren har bopæl i denne medlemsstat.

2)      Bestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, der har overskriften »Tyskland-Østrig«, litra e), og bilag III, afsnit B, nr. 35, der har overskriften »Tyskland-Østrig«, til forordning nr. 1408/71, med senere ændringer, er uforenelige med artikel 39 EF og 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor den berettigede har bopæl i Østrig, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til lov om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet (Fremdrentengesetz) en betingelse om, at modtageren har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

3)      Bestemmelserne i bilag VI, afsnit C, der har overskriften »Tyskland«, nr. 1, til forordning nr. 1408/71, med senere ændringer, er uforenelige med den frie bevægelighed for personer og navnlig med artikel 42 EF, for så vidt som disse bestemmelser giver adgang til, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, med henblik på overførsel af alderspension, at underlægge hensyntagen til bidragsperioder tilbagelagt i Rumænien mellem 1953 og 1970 i henhold til lov om pensionsrettigheder optjent ved bidrag i udlandet en betingelse om, at modtageren har bopæl på Forbundsrepublikken Tysklands område.

Underskrifter

* Processprog: tysk.