1. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – traktatbestemmelser – personligt anvendelsesområde
(Art. 39 EF)
2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – fri udveksling af tjenesteydelser – begrænsninger
(Art. 39 EF, 49 EF og 50 EF)
3. Fællesskabsret – direkte virkning – direkte anvendelige traktatbestemmelser – nationale retsinstansers forpligtelser
1. Det kan ikke udelukkes, at en privat arbejdsformidling under visse omstændigheder direkte kan påberåbe sig de rettigheder, som en fællesskabsarbejdstager er omfattet af i henhold til artikel 39 EF, når denne virksomhed formidler og virker som mellemmand mellem efterspørgsel og udbud af arbejde, og en formidlingsaftale indgået med en arbejdssøgende gør virksomheden til en formidler, idet denne repræsenterer den arbejdssøgende og forsøger at skaffe den arbejdssøgende beskæftigelse.
Arbejdstageres ret til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område uden forskelsbehandling må nemlig – for at være effektiv og opfylde sit formål – suppleres af retten for formidlere, såsom en privat arbejdsformidling, til at hjælpe dem med at opnå beskæftigelse under overholdelse af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed.
(jf. præmis 24-26)
2. Artikel 39 EF, 49 EF og 50 EF er til hinder for nationale bestemmelser, som fastsætter, at en medlemsstats betaling til en privat arbejdsformidling af det vederlag, som en arbejdssøgende skal betale formidleren for at have skaffet den arbejdssøgende beskæftigelse, er betinget af, at den beskæftigelse, som formidleren har skaffet, er omfattet af den lovbestemte socialforsikring i denne medlemsstat.
En arbejdssøgende, for hvilken nævnte formidler har skaffet en beskæftigelse, der er omfattet af den lovbestemte socialforsikring i en anden medlemsstat, befinder sig nemlig i en situation, der er mindre fordelagtig, end hvis formidleren havde skaffet vedkommende en beskæftigelse i den første medlemsstat, eftersom den arbejdssøgende derved ville have modtaget formidlingsvederlaget til formidleren. Sådanne bestemmelser skaber derfor en hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed, som kan afholde de arbejdssøgende – navnlig dem med begrænsede finansielle ressourcer, og følgelig de private arbejdsformidlinger – fra at søge arbejde i en anden medlemsstat, såfremt provisionen for formidlingen ikke udbetales af den medlemsstat, som de arbejdssøgende kommer fra.
Sådanne bestemmelser indebærer desuden en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser på grundlag af det sted, hvor ydelsen skal præsteres, idet bestemmelserne kan påvirke modtageren af tjenesteydelser, dvs. den arbejdssøgende, der, når den beskæftigelse, den private arbejdsformidling har skaffet, befinder sig i en anden medlemsstat, selv skal betale vederlaget til formidleren. For så vidt angår den private arbejdsformidling, der er tjenesteyder, er dennes mulighed for at udvide sin virksomhed til andre medlemsstater begrænset, for så vidt det hovedsagelig er på grund af eksistensen af den gældende ordning, at mange arbejdssøgende anvender denne formidlings tjenester, samt på grund af samme ordning, at formidlingen kan skaffe den arbejdssøgende beskæftigelse i en anden medlemsstat uden at løbe en risiko for ikke at blive betalt.
Den omstændighed, at en sådan ordning tilsigter at fremme arbejdsformidling og nedbringelse af arbejdsløsheden og at beskytte den nationale sociale sikringsordning eller det nationale arbejdsmarked mod tab af kvalificeret arbejdskraft, kan ikke begrunde en sådan hindring. Da de pågældende bestemmelser indebærer, at der systematisk gives afslag på anvendelsen af ordningen på arbejdssøgende, der har fået beskæftigelse i andre medlemsstater, går de under alle omstændigheder ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de ønskede mål.
(jf. præmis 35, 36, 38, 42, 44, 45, 57-59, 61 og 62 samt domskonkl. 1)
3. Det tilkommer den nationale retsinstans, under fuld udnyttelse af det skøn, den råder over i henhold til national ret, at fortolke og anvende de gældende nationale bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabsretten, og hvis en sådan overensstemmende anvendelse ikke er mulig, har den nationale retsinstans for så vidt angår bestemmelser i traktaten, der skaber rettigheder for private, som de kan gøre gældende for domstolene, og som domstolene skal beskytte, pligt til at undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov.
(jf. præmis 70 og domskonkl. 2)