FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L.A. GEELHOED
fremsat den 23. marts 2006 1(1)
Sag C-4/05
Hasan Güzeli
mod
Oberbürgermeister der Stadt Aachen
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Aachen (Tyskland))
»Fortolkning af artikel 10, stk. 1stk. 1, i aftale nr. 1/80 fra Associeringsrådet EØF/Tyrkiet – forbud mod forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår for tyrkiske arbejdstagere, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked – afslag på forlængelse af opholdstilladelse med den konsekvens, at beskæftigelsesforholdet for en tyrkisk sæsonarbejder med tidsubegrænset arbejdstilladelse ophører«
I – Indledning
1. I denne sag har Verwaltungsgericht Aachen stillet tre spørgsmål om fortolkningen af afgørelse nr. 1/80 fra Associeringsrådet EØF/Tyrkiet (2) (herefter »afgørelse nr. 1/80«). Nærmere bestemt ønsker den forelæggende ret oplyst, om en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, og som har en tidsubegrænset arbejdstilladelse, i henhold til artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 har krav på forlængelse af sin opholdstilladelse.
II – Retlige bestemmelser
A – Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet
2. I henhold til associeringsaftalens artikel 2, stk. 1, har denne til formål at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem parterne, herunder på arbejdskraftens område, ved gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 12) samt ved at ophæve de restriktioner, som begrænser etableringsfriheden (artikel 13) og den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 14), med henblik på at forbedre det tyrkiske folks levestandard og senere at lette Republikken Tyrkiets optagelse i Fællesskabet (fjerde betragtning i præamblen og artikel 28).
3. I dette øjemed omfatter associeringsaftalen en indledende fase, hvor Republikken Tyrkiet med støtte fra Fællesskabet skal styrke sin økonomi (artikel 3), en overgangsperiode, hvorunder der skal ske en gradvis oprettelse af en toldunion mellem Tyrkiet og Fællesskabet og en tilnærmelse af Tyrkiets økonomiske politik til Fællesskabets (artikel 4), og en afsluttende fase, som bygger på toldunionen og indebærer styrkelse af samordningen af de kontraherende parters økonomiske politik (artikel 5).
4. Associeringsaftalens artikel 6 lyder således: »For at sikre gennemførelsen og den gradvise udvikling af associeringsordningen mødes de kontraherende parter i et associeringsråd, som handler inden for grænserne af de beføjelser, som er blevet det tillagt ved aftalen.« Associeringsrådet er således beslutningsdygtigt til virkeliggørelse af de i aftalen fastlagte mål og i de tilfælde, den opregner (associeringsaftalens artikel 22, stk. 1). Hver af de to kontraherende parter er forpligtet til at træffe sådanne foranstaltninger, som gennemførelsen af de trufne afgørelser nødvendiggør.
5. Associeringsaftalens artikel 9 lyder således: »De kontraherende parter erkender, at inden for denne aftales anvendelsesområde og med forbehold af de særlige bestemmelser, som kan indføres i medfør af artikel 8, er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt i henhold til det i artikel 7 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab anførte princip.«
6. Associeringsaftalens artikel 12 bestemmer: »De kontraherende parter enes om, på grundlag af artikel 48, 49 og 50 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, gradvist indbyrdes at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.«
7. Den tillægsprotokol, der blev undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972 (3) (herefter »tillægsprotokollen«), fastsætter ifølge artikel 1 vilkårene, retningslinjerne og tempoet for gennemførelse af den overgangsperiode, der er omhandlet i associeringsaftalens artikel 4. Tillægsprotokollen udgør ifølge sin artikel 62 en integrerende del af aftalen.
8. Tillægsprotokollen indeholder et afsnit II, der har overskriften »Bevægelighed for personer og tjenesteydelser«, hvis kapitel I vedrører »Arbejdskraften.«
9. Den fastsætter i artikel 36 fristerne for den gradvise gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed mellem Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet i overensstemmelse med de i associeringsaftalens artikel 12 anførte principper og bestemmer, at associeringsrådet vedtager de nødvendige forskrifter i denne henseende.
B – Afgørelse nr. 1/80
10. Den 19. september 1980 vedtog Associeringsrådet afgørelse nr. 1/80. Denne afgørelse er overraskende nok aldrig blevet trykt i De Europæiske Fællesskabers Tidende(4). Det kan udledes af tredje betragtning til afgørelse nr. 1/80, at den på det sociale område tilstræber en forbedring af den ordning, der blev indført ved associeringsrådets afgørelse nr. 2/76 af 20. december 1976 til fordel for arbejdstagerne og deres familiemedlemmer.
11. Artikel 6, stk. 1 og 2, i afgørelse nr. 1/80 er affattet således:
»1. Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:
– efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er beskæftigelse
– efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår og er registreret ved den pågældende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder
– efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg.
2. Årlig ferie, barselsorlov og fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Uforskyldte arbejdsløshedsperioder, der er behørigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravær af længere varighed på grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgående beskæftigelsesperiode.«
12. Afgørelsens artikel 10, stk. 1, bestemmer følgende: »Fællesskabets medlemsstater opretter for tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til deres lovlige arbejdsmarked en ordning, hvorunder der ikke finder nogen i nationalitet begrundet forskelsbehandling sted i forhold til Fællesskabets arbejdstagere for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår.«
C – National ret
13. § 284, stk. 5, i Sozialgesetzbuch (tysk sociallov), tredje bog (III), i den affattelse, der gjaldt indtil den 31. december 2004, bestemmer, at en arbejdstilladelse kun kan meddeles, såfremt udlændingen har opholdstilladelse i henhold til § 5 i Ausländergesetz (tysk udlændingelov), såfremt andet ikke følger af bekendtgørelsen, og udøvelse af beskæftigelse ikke er udelukket i henhold til et udlændingeretligt påbud.
III – Faktiske omstændigheder
A – Faktiske omstændigheder i hovedsagen
14. Sagsøgeren, der er tyrkisk statsborger, indrejste i Forbundsrepublikken Tyskland den 13. september 1991 og indgav – flere – forgæves ansøgninger om anerkendelse som asylansøger.
15. Efter at sagsøgeren den 7. marts 1997 havde indgået ægteskab med en tysk statsborger, meddelte overborgmesteren i Aachen (herefter »den sagsøgte«) ham den 29. juli 1997 en tidsbegrænset opholdstilladelse, oprindeligt gældende indtil den 29. juli 1998. Den 31. juli 1997 meddelte Arbeitsamt Aachen sagsøgeren en tidsubegrænset arbejdstilladelse gældende til enhver form for beskæftigelse.
16. Siden den 8. juli 1998 har ægtefællerne varigt levet hver for sig, og i 2002 blev ægteskabet opløst ved skilsmisse.
17. Den 6. januar 1999 forlængede den sagsøgte sagsøgerens opholdstilladelse, først indtil den 6. december 1999 og derefter indtil den 9. oktober 2001 under henvisning til, at sagsøgeren kunne støtte ret på artikel 6, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80. Opholdstilladelsen indeholdt følgende tilføjelse: »Selvstændig erhvervsvirksomhed eller tilsvarende ikke-selvstændig virksomhed ikke tilladt. Erhvervsmæssig beskæftigelse, som forudsætter arbejdstilladelse, omfatter alene beskæftigelse som tjener i Café Marmara i Aachen.«
18. Den 25. september 2001 indgav sagsøgeren ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen.
19. I tiden fra 1. oktober 1997 til 31. marts 2000 var Hasan Güzeli med afbrydelser beskæftiget i Café Marmara. Den 10. april 2000 skiftede han arbejdsgiver. I perioden fra 10. april 2000 til 14. december 2000 samt fra 1. marts 2001 til 30. november 2001 var sagsøgeren beskæftiget som sæsonarbejder på Aachener Printen- und Schokoladenfabrik Henry Lambertz GmbH & Co. KG (herefter »Lambertz«) i Aachen. I de mellemliggende perioder oppebar han ydelser fra Arbeitsamt Aachen.
20. Ved dom afsagt den 27. juni 2002 blev sagsøgeren idømt 45 dagbøder, fordi han gennem sin beskæftigelse hos Lambertz havde overtrådt vilkåret i sin opholdstilladelse.
21. Den 2. januar 2003 meddelte den sagsøgte afslag på sagsøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen. Ved skrivelse af 21. januar 2003 påklagede sagsøgeren denne afgørelse, idet han gjorde gældende, at en forlængelse af opholdstilladelsen uden hensyn til, om ægteskabet bestod, kom i betragtning i hans situation.
22. Den 21. marts 2003 fremsatte sagsøgeren for Verwaltungsgericht Aachen begæring om, at hans klage blev tillagt opsættende virkning. Retten imødekom denne begæring ved kendelse af 14. juli 2003. Den sagsøgte appellerede denne afgørelse, og ved kendelse af 30. marts 2004 besluttede Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen, at sagsøgerens begæring om opsættende virkning ikke kunne imødekommes. Den 20. juli 2004 afviste Bezirksregierung Köln sagsøgerens klage over afgørelsen.
23. Den 9. august 2004 anlagde sagsøgeren sag ved Verwaltungsgericht Aachen, der i forbindelse med behandlingen af retstvisten har stillet tre præjudicielle spørgsmål.
B – De præjudicielle spørgsmål
24. Den forelæggende ret har udsat sagen den 29. december 2004 og stillet følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 til hinder for, at en medlemsstat meddeler en tyrkisk arbejdstager som sagsøgeren, der på tidspunktet for udløbet af den oprindeligt meddelte nationale opholdstilladelse var tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i denne medlemsstat, hvor han havde en tidsubegrænset ret til at tage beskæftigelse, afslag på ret til fortsat ophold under ansættelsesforholdets beståen?
Er det herved af betydning, at den arbejdstilladelse, som den tyrkiske arbejdstager var blevet meddelt
– i henhold til national ret var meddelt tidsubegrænset,
– i henhold til national ret var meddelt på vilkår af, at det oprindelige ansættelsesforhold fortsat bestod, hvorimod arbejdstilladelsen ikke automatisk bortfaldt med udløbet af opholdstilladelsens gyldighedsperiode, men fortsat var gyldig, indtil den pågældende udlænding heller ikke længere har ret til midlertidigt ophold i medlemsstaten?
2) Må en medlemsstat, henset til artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, nægte en tyrkisk arbejdstager ret til ophold, når denne efter udløbet af den sidst meddelte opholdstilladelse har beskæftigelse som sæsonarbejder, dvs. at han er uden beskæftigelse mellem de enkelte ansættelsesperioder?
3) Har en ændring af den retlige udformning af de nationale regler om arbejdstilladelse, som er indtrådt efter den oprindeligt meddelte opholdstilladelse, indflydelse på det forbud, der følger af artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, mod at nægte ret til fortsat ophold?
C – Den forelæggende rets opfattelse
25. I sin redegørelse for de præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret henvist til, at sagsøgeren ikke kan udlede noget krav på forlængelse af sin opholdstilladelse af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, da betingelserne i denne bestemmelse ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Det er derimod muligt, at et sådant krav kan følge af artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Den nationale ret udleder dette af El-Yassini-dommen (5), hvor der var stillet spørgsmål til Domstolen om fortolkningen af artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Marokko.
26. Ifølge den forelæggende ret må Domstolens fortolkning af artikel 40 i denne samarbejdsaftale også finde anvendelse på artikel 10 i afgørelse nr. 1/80, da disse bestemmelser, henset til, at de er næsten enslydende, har samme formål (6). Begge bestemmelser forbyder medlemsstaterne at forskelsbehandle henholdsvis tyrkiske og marokkanske arbejdstagere, der er tilknyttet deres lovlige arbejdsmarked, på grund af deres nationalitet for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår. Når der henses til, at den relevante ordlyd af begge bestemmelser er næsten ens, er det nærliggende at ekstrapolere El-Yassini-sagen.
27. Ifølge den forelæggende ret har sagsøgeren henset til Domstolens fortolkning af den nævnte artikel 40 i EL-Yassini-dommen i henhold til artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 krav på forlængelse af sin opholdstilladelse, såfremt denne er kortere end den ret til faktisk at udøve en beskæftigelse, som den kompetente nationale myndighed har indrømmet på lovlig vis.
D – Sagens forløb for Domstolen
28. I denne retssag har sagsøgeren i hovedsagen, den tyske og den slovakiske regering samt Kommissionen indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgeren, den tyske regering og Kommissionen har gjort rede for deres holdning under retsmødet den 12. januar 2006. Sagsøgeren og Kommissionen har i første række bestridt den forelæggende rets konstatering af, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne i henhold til artikel 6 for at få forlænget sin opholdstilladelse. Sagsøgeren, Kommissionen og den slovakiske regering har subsidiært gjort gældende, at et krav på forlængelse af opholdstilladelsen kan følge af artikel 10 i afgørelse nr. 1/80. Den tyske regering har derimod fremført, at der ikke kan udledes et sådant krav af afgørelse nr. 1/80.
IV – Bedømmelse
A – Indledende bemærkning
29. Som sagt har sagsøgeren og Kommissionen under den skriftlige forhandling bestridt den forelæggende rets opfattelse om, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne i artikel 6 i afgørelse nr. 1/80. Ifølge denne bestemmelse kan tyrkiske vandrende arbejdstagere, afhængigt af hvor længe der er udøvet lovlig, lønnet beskæftigelse, gøre krav på nøjagtigt fastlagte rettigheder, der har til formål gradvist at integrere disse på værtsmedlemsstatens arbejdsmarked.
30. Både artikel 6 og artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 giver tyrkiske vandrende arbejdstagere bestemte rettigheder på arbejdsmarkedet, såfremt de i henhold til national arbejdsret og lovgivning om indvandring lovligt opholder sig og arbejder i en medlemsstat. De nævnte bestemmelser supplerer hinanden. Artikel 6 giver under bestemte forudsætninger en tyrkisk arbejdstager ret til fornyelse af hans arbejdstilladelse; artikel 10 bestemmer, at den tyrkiske arbejdstager i forbindelse med udøvelsen af dette arbejde ikke må forskelsbehandles for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår.
31. Inden jeg går nærmere ind på artikel 10 i afgørelse nr. 1/80, skal det undersøges, om sagsøgeren kan gøre bestemte rettigheder gældende på arbejdsmarkedet på grundlag af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80.
B – Artikel 6 i afgørelse nr. 1/80
32. Sagsøgeren har gjort gældende, at han kan udlede rettigheder af den ret til fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg, som artikel 6, stk. 1, tredje led, i afgørelse nr. 1/80 giver, da en sammenlægning af hans beskæftigelsesperioder inden indgivelse af ansøgningen giver en periode på over fire år.
33. Kommissionen har fremhævet, at sagsøgeren fra den 10. april 2000 og indtil den dag, hvor hans opholdstilladelse udløb – den 9. oktober 2001 – havde lovlig beskæftigelse hos Lambertz som omhandlet i artikel 6, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80 og derfor kan påberåbe sig de rettigheder, denne bestemmelse giver, idet han opfylder alle betingelserne i bestemmelsen.
34. Det skal indledningsvis bemærkes, at afgørelse 1/80 ikke berører medlemsstaternes kompetence til at udstede forskrifter såvel om tyrkiske statsborgeres indrejse på deres område som om betingelserne for deres første beskæftigelse (7). Spørgsmålet om ret til indrejse, arbejde og ophold reguleres i national ret, og medlemsstaterne kan træffe deres egne valg, når der er tale om at hverve tyrkiske arbejdstagere med henblik på at udfylde huller på det eget marked.
35. En tyrkisk arbejdstager opnår først rettigheder i henhold til afgørelse nr. 1/80, når han har arbejdet uden afbrydelse i et år på en medlemsstats område. Indrømmelse af rettigheder på arbejdsmarkedet reguleres i artikel 6 i afgørelse nr. 1/80. En tyrkisk arbejdstager, som opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, første, andet eller tredje led, kan umiddelbart støtte ret på disse bestemmelser for ud over forlængelse af sin arbejdstilladelse at opnå forlængelse af sin opholdstilladelse (8).
36. Tyrkiske indvandrere skal opfylde tre betingelser for at kunne udlede rettigheder af artikel 6, stk. 1. Den tyrkiske statsborger skal for det første være »arbejdstager«. For det andet skal han have »tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat«. For det tredje skal han have haft lovlig beskæftigelse i en af tre mulige perioder, som hver især giver bestemte rettigheder med hensyn til fortsat beskæftigelse.
37. Hvad angår perioderne bestemmer artikel 6, stk. 1, første led, at tyrkiske arbejdstagere efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, har ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser hos den samme arbejdsgiver. Efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, har de med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, ret til at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg inden for samme erhverv (andet led). Efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år har de fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg (tredje led) (9).
38. En tyrkisk arbejdstager, der endnu ikke opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, tredje led, i afgørelse nr. 1/80, skal udøve lovlig beskæftigelse i et, tre eller fire år. Der skal principielt være tale om en uafbrudt udøvelse (10). I artikel 6, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 nævnes der dog en række lovlige grunde til at afbryde en lønnet beskæftigelse.
39. Artikel 6, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 sondrer mellem to kategorier af afbrydelser, der har forskellige konsekvenser. Den første kategori vedrører situationer, hvor arbejdstageren beholder sin arbejdsplads i virksomheden; disse perioder ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Den anden kategori tager sigte på situationer, hvor arbejdstageren ikke længere udøver beskæftigelse, men hvor dette ikke kan tilregnes ham, og hvor det ikke heller ikke vides, hvornår han genoptager beskæftigelsen. Disse beskæftigelsesafbrydelser ligestilles ikke med perioderne med lovlig beskæftigelse, men medfører alligevel ikke, at arbejdstageren udelukkes fra det lovlige arbejdsmarked. I en sådan situation beholder arbejdstageren de rettigheder til adgang til beskæftigelse, som han havde erhvervet på grundlag af de perioder, i hvilke han udøvede beskæftigelse, inden han mod sin vilje måtte forlade arbejdsmarkedet.
40. Det fremgår af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har oplyst Domstolen om, at sagsøgeren ikke kan udlede nogen rettigheder af artikel 6, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, da han skiftede arbejdsgiver i april 2000 og derfor ikke har arbejdet for den samme arbejdsgiver i en periode på tre år. I henhold til artikel 6, stk. 1, andet led, er det nemlig først efter tre års lovlig beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, at den tyrkiske arbejdstager har mulighed for at tage beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver, på den betingelse, at sidstnævnte er tilknyttet samme erhverv som den foregående arbejdsgiver og overholder den fortrinsstilling, der skal gives arbejdstagere fra medlemsstaterne (11).
41. Den dag, da den pågældende tyrkiske arbejdstagers opholdstilladelse udløb, opfyldte han heller ikke de betingelser, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, første led. Selv om afbrydelsen af Hasan Güzelis beskæftigelse kan anses for at være en legitim grund til at afbryde beskæftigelsesperioderne som omhandlet i artikel 6, stk. 2, andet punktum, havde han ikke erhvervet nogen rettigheder, som han havde opnået på grund af tidligere, lovligt tilbagelagte beskæftigelsesperioder.
42. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, første, andet eller tredje led, i afgørelse nr. 1/80 for at opnå en forlængelse af sin opholdstilladelse.
43. Spørgsmålet er herefter, om afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen for en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, og som ikke kan udlede nogen rettigheder af artikel 6, men har en tidsubegrænset arbejdstilladelse, kan anses for en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling i henhold til artikel 10.
C – Artikel 10 i afgørelse nr. 1/80
44. Med de tre præjudicielle spørgsmål, der kan behandles under ét, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om en tyrkisk statsborger, der har lovlig beskæftigelse i en medlemsstat og ansøger om forlængelse af sin opholdstilladelse dér, kan udlede rettigheder af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 10 i afgørelse nr. 1/80.
45. Artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 forbyder en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til værtsmedlemsstatens lovlige arbejdsmarked i forhold til Fællesskabets arbejdstagere for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår.
46. Sagsøgeren, den slovakiske regering og Kommissionen har fremført, at artikel 10, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at den medfører rettigheder til forlængelse af opholdstilladelsen. Denne fortolkning underbygges af den analogt affattede bestemmelse i artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Marokko, der har samme formål som artikel 10. De har i denne forbindelse henvist til Domstolens fortolkning af samarbejdsaftalens artikel 40, stk. 1, i El-Yassini-dommen (12).
47. El-Yassini-sagen drejede sig for den nationale ret om en marokkansk statsborger, der ønskede fortsat at udøve beskæftigelse, efter at hans opholdstilladelse var udløbet. Domstolen fastslog, at en medlemsstat ikke må afslå at forlænge opholdstilladelsen, såfremt
»[...] modtagermedlemsstaten har indrømmet den vandrende marokkanske arbejdstager præcise rettigheder hvad angår udøvelsen af en beskæftigelse, der er mere vidtgående end dem, modtagermedlemsstaten har tildelt ham hvad angår hans ophold.
[65] En sådan situation foreligger, såfremt den pågældende medlemsstat kun har meddelt den pågældende et opholdsbevis for en kortere periode end arbejdstilladelsen, og såfremt den senere, og inden arbejdstilladelsen udløb, afslår at forlænge opholdsbeviset uden at begrunde dette afslag med noget hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser, såsom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed« (13).
48. Den tyske regering er af den opfattelse, at afslaget på forlængelse af Hasan Güzelis opholdstilladelse ikke kan anses for en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår i henhold til artikel 10. Det forbud mod en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, der er opstillet i artikel 10, vedrører kun den tyrkiske statsborgers arbejdsvilkår i værtsmedlemsstaten. Artikel 10 giver den tyrkiske statsborger krav på ligebehandling med hensyn til arbejdsvilkår og aflønning, så længe han har en opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten.
49. Ifølge den tyske regering kan artikel 10 ikke fortolkes således, at den indrømmer en tyrkisk vandrende arbejdstager, der har en tidsubegrænset arbejdstilladelse, ret til forlængelse af sin opholdstilladelse. Det kan ikke være formålet med artikel 10 at beskytte tyrkiske statsborgeres rettigheder for så vidt angår udøvelse af beskæftigelse, da disse rettigheder er udtømmende reguleret i artikel 6 i afgørelse nr. 1/80.
50. Spørgsmålet er, om afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen for en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat og har en tidsubegrænset opholdstilladelse, kan anses for en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår.
51. Ved besvarelsen af det stillede spørgsmål skal der tages hensyn til ordlyden af og systematikken i afgørelse nr. 1/80.
52. Ifølge ordlyden er det i artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 opstillede princip om ens behandling af tyrkiske vandrende arbejdstagere, der har beskæftigelse på en medlemsstats område, og Fællesskabets arbejdstagere begrænset til at angå aflønning og de øvrige arbejdsvilkår. Bestemmelsens ordlyd giver derfor ikke anledning til at fortolke forbuddet mod forskelsbehandling så bredt, at det kan bruges som argument mod retten til at nægte at forlænge en opholdstilladelse.
53. Hvad angår systematikken i afgørelse nr. 1/80 må det fastslås, at denne i modsætning til samarbejdsaftalen EØF-Marokko ud over forbuddet mod forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår også indeholder en udtrykkelig bestemmelse. En tyrkisk arbejdstager kan påberåbe sig artikel 6, stk. 1, første, andet eller tredje led, i afgørelse nr. 1/80 med henblik på ud over forlængelsen af sin arbejdstilladelse også at opnå en forlængelse af sin opholdstilladelse, da opholdsretten er uomgængeligt nødvendig for adgangen til og udøvelsen af lønnet beskæftigelse (14).
54. Det er derfor denne bestemmelse og ikke artikel 10 i afgørelsen, der skal anvendes i det foreliggende tilfælde. Den omstændighed, at en tyrkisk arbejdstager ikke opfylder betingelserne i artikel 6, kan ikke medføre, at han under påberåbelse af forbuddet mod en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår alligevel kan opnå et krav på forlængelse af sin opholdstilladelse. Derved ville artikel 6 blive undermineret.
55. Som følge af denne forskel i systematikken i begge aftaler kan artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 ikke fortolkes på samme måde som artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen EØF-Marokko. Sidstnævnte aftale indeholder ikke nogen bestemmelse, der ligner eller svarer til artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, hvorefter tyrkiske vandrende arbejdstagere, afhængigt af hvor længe de har haft lovlig, lønnet beskæftigelse, kan påberåbe sig nøjagtigt fastlagte rettigheder, der har til formål gradvist at integrere dem på værtsmedlemsstatens arbejdsmarked.
56. Det følger af det ovenfor anførte, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen for en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, og som har en tidsubegrænset arbejdstilladelse, ikke kan anses for en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår.
V – Forslag til afgørelse
57. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, som Verwaltungsgericht Aachen har stillet, således:
»Artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 fra Associeringsrådet EØF/Tyrkiet af 19. september 1980 skal fortolkes således, at et afslag på forlængelse af opholdstilladelsen for en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, og som har en tidsubegrænset arbejdstilladelse, ikke kan anses for en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår.«
1 – Originalsprog: nederlandsk.
2 – Afgørelse 1/80 af 19.9.1980 om udvikling af associeringen, vedtaget af det associeringsråd, som blev nedsat ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet.
3 – Samling af Aftaler Indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 581.
4 – Denne tilblivelsesfejl har ikke foranlediget Domstolen til at sætte spørgsmålstegn ved, om afgørelsen er gyldig.
5 – Dom af 2.3.1999, sag C-416/96, Eddline El-Yassini, Sml. I, s. 1209, præmis 27.
6 – Artikel 40 i denne aftales afsnit III – samarbejde på arbejdskraftsområdet – har følgende ordlyd: »Hver medlemsstat skal tilstå arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab, der er beskæftiget på dens område, en ordning, som for så vidt angår arbejdsvilkår og aflønning udelukker enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet i forhold til dens egne statsborgere. [...]«
7 – Dom af 16.12.1992, sag C-237/91, Kus, Sml. I, s. 6781, præmis 25, af 30.9.1997, sag C-36/96, Günaydin, Sml. I, s. 5143, præmis 23, og af 30.9.1997, sag C-98/96, Ertanir, Sml. I, s. 5179, præmis 23.
8 – Jf. bl.a. dom af 20.9.1990, sag C-192/89, Sevince, Sml. I, s. 3461, præmis 29 og 31, og Kus-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 33.
9 – Jf. dom af 5.10.1994, sag C-355/93, Eroglu, Sml. I, s. 5113, præmis 12, af 23.1.1997, sag C-171/95, Tetik, Sml. I, s. 329, præmis 26, og af 10.2.2000, sag C-340/97, Nazli, Sml. I, s. 957, præmis 27.
10 – Dom af 7.7.2005, sag C-383/03, Dogan, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 18.
11 – Dom af 29.5.1997, sag C-386/95, Eker, Sml. I, s. 2697, præmis 23.
12 – Nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 27.
13 – El-Yassini-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 64 og 65.
14 – Jf. Kus-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 33.