Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden
(Rådets direktiv 93/104, art. 3 og 5 og art. 17, stk. 1)
En medlemsstat, som anvender undtagelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, som ændret ved direktiv 2000/34, på arbejdstagere med en arbejdstid, som delvis ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller som arbejdstagerne selv kan fastsætte, og som ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af arbejdstagernes ret til daglige og ugentlige hvileperioder, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1, samt artikel 3 og 5.
Det er af hensyn til en effektiv sikring af arbejdstagernes rettigheder ifølge direktiv 93/104 nødvendigt, at medlemsstaterne forpligtes til at påse overholdelsen af arbejdstagernes ret til faktiske hvileperioder. En medlemsstat, som i sine nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet har fastsat, at arbejdstagerne har ret til sådanne hvilepauser, men som i de retningslinjer, der er udsendt til arbejdsgivere og arbejdstagere vedrørende gennemførelsen af bestemmelserne herom, angiver, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at påse, at arbejdstagerne faktisk får deres hvileperioder, sikrer hverken overholdelsen af mindstekravene i direktivets artikel 3 og 5 eller opfyldelsen af direktivets hovedformål. Når henses til, at det antydes i de pågældende retningslinjer, at arbejdsgiverne ganske vist ikke kan forhindre, at arbejdstagerne tager minimumshvileperioderne, men at der ikke påhviler dem nogen som helst forpligtelse til at sørge for, at arbejdstagerne faktisk får mulighed for at udnytte deres ret hertil, vil retningslinjerne klart kunne bevirke, at de rettigheder, som er fastsat i direktivets artikel 3 og 5, gøres indholdsløse, hvorfor de ikke er i overensstemmelse med direktivets formål, ifølge hvilket minimumshvileperioder er påkrævet til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.
(jf. præmis 40, 42, 44 og 47 samt domskonkl.)