Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – produktansvar – direktiv 85/374

(Rådets direktiv 85/374, art. 1 og 3)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – produktansvar – direktiv 85/374

(Rådets direktiv 85/374, art. 13)

3. Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – fortolkningsdommes tidsmæssige virkning

(Art. 234 EF)

Sammendrag

1. Direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar skal fortolkes således, at det er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren ud over de i direktivets artikel 3, stk. 3, udtømmende opregnede tilfælde hæfter for producentens objektive ansvar i henhold til direktivet.

Da nævnte direktiv har til formål at gennemføre en total harmonisering inden for sit anvendelsesområde, må afgrænsningen af kredsen af ansvarssubjekter i artikel 1 og 3 anses for udtømmende. Da direktivets artikel 3, stk. 3, kun pålægger leverandøren ansvar i tilfælde af, at producenten ikke kan identificeres, udvider en national ordning, som bestemmer, at mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte for defekter ved et produkt, kredsen af ansvarssubjekter.

(jf. præmis 33, 34, 37 og 45 samt domskonkl.)

2. Direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar, når den ordning, der er indført ved direktivet, i medfør af dets artikel 13 ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien for skjulte mangler eller culpa.

(jf. præmis 47 og 48 samt domskonkl.)

3. Domstolen vil kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig en bestemmelse, som den har fortolket, med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. For at der kan træffes bestemmelse om en sådan begrænsning skal to hovedbetingelser være opfyldt, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, og at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser.

Når en national ordning, i modsætning til hvad der er fastsat ved direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, foreskriver, at producentens objektive ansvar overføres til mellemhandleren, udelukker den omstændighed, at samme retsorden indfører en regresordning, der gør det muligt for den mellemhandler, som har betalt erstatning til skadelidte ved et defekt produkt, at indtræde i skadelidtes krav mod producenten, at der kan være sket en tilsidesættelse af retssikkerheden. Under disse omstændigheder kan Domstolen ikke imødekomme en anmodning om begrænsning af de tidsmæssige virkninger af dens præjudicielle dom om fortolkningen af nævnte direktiv.

(jf. præmis 51-53)