1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – gældende lovgivning – person, som helt er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse på en medlemsstats område, og som har overflyttet sin bopæl til en anden medlemsstat – førstnævnte medlemsstats lovgivning tillader frivillig tilslutning til visse sikringsgrene i nævnte stat – tilsidesættelse af princippet om sikringsordningens enhed – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13)
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – medlemsstaternes kompetence til at udforme deres sociale sikringsordninger – grænser – overholdelse af fællesskabsretten – traktatens bestemmelser vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed
(Art. 39 EF)
3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – tilslutning til en social sikringsordning – person, som helt er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse på en medlemsstats område, og som har overflyttet sin bopæl til en anden medlemsstat – førstnævnte medlemsstats lovgivning fastsætter som betingelse for obligatorisk tilslutning til visse grene under nævnte ordning, at den sikrede skal have bopæl – betingelser for frivillig tilslutning mere fordelagtige end betingelserne for obligatorisk tilslutning – ulovligt
(Art. 39 EF)
1. Princippet om den sociale sikringsordnings enhed, som fastsat i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 2195/91, tilsidesættes ikke ved anvendelsen af en medlemsstats lovgivning, som giver personer, der ikke har bopæl i landet, og som helt er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse i denne medlemsstat, mulighed for at bevare deres frivillige tilslutning i henhold til denne stats lovgivning til de sikringsgrene, for hvilke deres obligatoriske tilslutning er ophørt.
Bestemmelserne i nævnte forordnings afsnit II, som artikel 13 er indeholdt i, har ikke alene til formål at undgå en samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de komplikationer, som dette kan medføre, men også at forhindre, at personer, som er omfattet af forordningens anvendelsesområde, mister deres beskyttelse med hensyn til social sikring, fordi ingen lovgivning finder anvendelse på dem. Det tilkommer lovgiver i de enkelte medlemsstater at fastsætte betingelserne for, om der består en ret eller en pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning eller en bestemt sikringsgren inden for en sådan ordning, herunder betingelserne for, at, tilslutningen ophører.
(jf. præmis 33, 34, 37 og 38)
2. Selv om medlemsstaterne har bevaret deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, skal de imidlertid overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence og navnlig EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed.
(jf. præmis 39)
3. Artikel 39 EF er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvori det er fastsat, at en person, som helt er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse på dennes område, kun bevarer sin obligatoriske tilslutning til visse sociale sikringsgrene, hvis han bevarer sin bopæl i medlemsstaten, hvorimod han i henhold til medlemsstatens lovgivning bevarer sin obligatoriske tilslutning til visse andre sociale sikringsgrene, selv om han har bopæl i en anden medlemsstat, når betingelserne for på frivillig basis at blive tilsluttet de sikringsgrene, hvor den obligatoriske tilslutning er ophørt, er mere ufordelagtige end betingelserne for den obligatoriske tilslutning.
En sådan lovgivning stiller personer uden bopæl i landet mindre gunstigt end personer med bopæl i landet hvad angår deres sociale dækning, og er derfor i strid med princippet om fri bevægelighed, der er sikret ved artikel 39 EF.
(jf. præmis 44 og 45 samt domskonkl.)