61999J0079

1. Socialpolitik mandlige arbejdstagere og kvindelige arbejdstagere adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår ligebehandling direktiv 76/207 anvendelsesområde nationale bestemmelser, der regulerer ansættelsesterminer for en praktikperiode før ansættelse inden for den offentlige sektor omfattet

(Rådets direktiv 76/207)

2. Socialpolitik mandlige arbejdstagere og kvindelige arbejdstagere adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår ligebehandling fortrinsstilling til en praktikperiode før ansættelse inden for den offentlige sektor for ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt den objektive karakter af nationale bestemmelser, der tildeler denne fortrinsstilling indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere foreligger ikke

(Rådets direktiv 76/207)

1. Nationale bestemmelser, der indeholder regler om ansættelsesterminer for udøvelse af praktisk juridisk virksomhed, der er en forudsætning for ansættelse inden for den offentlige sektor, falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

( jf. præmis 29 og domskonkl. 1 )

2. Ved at forbeholde ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt, en fortrinsstilling til praktikperioden før ansættelse inden for den offentlige sektor, udgør de nationale bestemmelser i sig selv indirekte forskelsbehandling, når kvinder i kraft af gældende nationale retsregler ikke har værnepligt og derfor ikke kan drage fordel af den fortrinsstilling, der er omhandlet i disse bestemmelser. Sådanne bestemmelser, der i denne sag er begrundet i en hensyntagen til, at ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt, er blevet forsinket i deres studieforløb, er imidlertid af objektiv karakter og følger udelukkende af ønsket om at kompensere for virkningerne af denne forsinkelse. De kan derfor ikke anses for at være i strid med princippet om ligebehandling af kvindelige og mandlige arbejdstagere.

( jf. præmis 38 samt 44 og 45 )

I sag C-79/99,

angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Frankfurt am Main (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Julia Schnorbus

mod

Land Hessen,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne V. Skouris, J.-P. Puissochet (refererende dommer), R. Schintgen og F. Macken,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

Land Hessen ved kontorchef R.P. Eckert, Land Hessens Justits- og Europaministerium, som befuldmægtiget

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Schmidt og A. Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. juli 2000,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 18. januar 1999, indgået til Domstolen den 4. marts 1999, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) stillet otte præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst i en sag mellem Julia Schnorbus og Land Hessen vedrørende udsættelse af hendes ansættelse med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed forud for den anden juridiske statsprøve.

Retsgrundlaget

3 Direktivets artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Dette direktiv tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og på de betingelser, der er fastsat i stk. 2 , til social sikring. Dette princip betegnes i det følgende princippet om ligebehandling«.

4 Direktivets artikel 2, stk. 1 og 4, bestemmer:

»1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

...

4. Dette direktiv er ikke til hinder for foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder, særlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker kvindernes muligheder på de i artikel 1, stk. 1, anførte områder«.

5 Direktivets artikel 3 bestemmer:

»1. Anvendelsen af princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren, og til alle niveauer i erhvervshierarkiet.

2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til:

a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

...«

6 Direktivets artikel 4 bestemmer:

»Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling af enhver art og på ethvert niveau indebærer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til,

a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

...

c) at give adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse samt omskoling efter samme kriterier og på samme niveau uden forskelsbehandling på grundlag af køn, dog med forbehold af den selvstændighed, der i visse medlemsstater indrømmes visse private uddannelsesinstitutioner.«

7 Endelig bestemmer direktivets artikel 6:

»Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling som anført i artikel 3, 4 og 5 tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

8 Artikel 12a, stk. 1 og 2, i Grundgesetz der Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov, herefter »Grundgesetz«) bestemmer:

»1. Fra det fyldte 18. år kan mænd pålægges at gøre tjeneste i de væbnede styrker, i forbundsgrænsepolitiet eller i en civilforsvarsorganisation.

2. Den, der af samvittighedsårsager i krigstid nægter at opfylde sin værnepligt, kan pålægges at gøre anden tjeneste, der træder i stedet for værnepligtstjeneste ...«

9 I § 5 i Wehrpflichtgesetz (lov om værnepligt) fastsættes værnepligtens varighed til ti måneder, og § 25 i Zivildienstgesetz (lov om civilarbejdstjeneste) bestemmer, at varigheden af civilarbejdstjenesten er tre måneder længere.

10 Ansættelse med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed kan ifølge § 18a i Hessisches Beamtengesetz (Land Hessens tjenestemandslov), som ændret ved lov af 11. januar 1989 (GVBl. I, s. 26), senest ændret ved lov af 18. december 1997 (GVBl. I, s. 429), nægtes for en ansættelsestermin ud fra budget- eller kapacitetshensyn.

11 § 23, stk. 1, i Juristenausbildungsgesetz (lov om juristuddannelse), som ændret den 19. januar 1994 (GVBl. I, s. 74, herefter »JAG«), bestemmer:

»Den, der har bestået den første juridiske statsprøve, ansættes efter ansøgning med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed og ansættes som midlertidigt ansat som juridisk praktikant [Rechtsreferendarin eller Rechtsreferendar]...«

12 JAG's § 24 bestemmer:

»1. Praktikanter ansættes med virkning fra den første arbejdsdag i månederne januar, marts, maj, juli, september og november.

2. Såfremt antallet af rettidige ansøgninger om ansættelse med henblik på udøvelse af praktisk virksomhed til en ansættelsestermin overstiger antallet af disponible uddannelsespladser, kan ansættelsen udsættes i op til tolv måneder. Dette gælder ikke, hvis udsættelsen ville indebære særlig urimelighed. Det afgøres ved lodtrækning, hvilke personers ansættelse der skal udsættes.«

13 Endelig bestemmes det i § 14a i Juristenausbildungsordnung (den tyske forordning om juristuddannelse), som ændret den 8. august 1994 (GVBl. I, s. 334, herefter »JAO«):

»1. Der er tale om særlig urimelighed som omhandlet i § 24, stk. 2, i Juristenausbildungsgesetz, såfremt udsættelsen for ansøgeren ville være forbundet med ulemper, der efter en streng målestok går væsentligt ud over de ulemper, der normalt er forbundet med et sådant afslag.

2. Der kan navnlig antages at foreligge særlig urimelighed, såfremt

...

4) ansøgeren har aftjent værnepligt efter artikel 12a, stk. 1 eller 2, i Grundgesetz, eller i mindst to år har virket som ulandsfrivillig som omhandlet i Entwicklungshelfergesetz af 18. juni 1969 (BGBl. I, s. 549), senest ændret ved lov af 18. december 1989 (BGBl. I, s. 2261), eller har udført frivilligt socialt arbejde i et år som omhandlet i Gesetz zur Förderung eines freiwilligen sozialen Jahres af 17. august 1964 [den tyske lov om frivilligt socialt arbejde i et år] (BGBl. I, s. 640), senest ændret ved lov af 18. december 1989 (BGBl. I, s. 2261).«

Tvisten i hovedsagen

14 Julia Schnorbus bestod i oktober 1997 den første juridiske statsprøve. Det er efter forbundslovgivningen og Land Hessens lovgivning en betingelse for at kunne opnå en stilling som dommer eller en højere offentlig stilling, at den pågældende har udøvet praktisk juridisk virksomhed og derefter bestået den anden juridiske statsprøve. Sagsøgeren ansøgte med dette formål Hessisches Ministerium der Justiz und für Europaangelegenheiten (Land Hessens Justits- og Europaministerium) om ansættelse som praktikant med virkning fra januar 1998.

15 Ministeriet afviste ved skrivelse af 16. december 1997 Julia Schnorbus' ansøgning, idet det oplyste, at ministeriet på grund af et for stort antal ansøgninger havde måttet foretage en udvælgelse i henhold til JAG's § 24, stk. 2. Ministeriet meddelte ved skrivelse af 11. februar 1998 Julia Schnorbus, der havde opretholdt sin ansøgning, at hun af samme årsag heller ikke kunne opnå ansættelse til næste termin, der begyndte i marts 1998.

16 Sagsøgeren indgav herefter den 13. februar 1998 en administrativ klage over afslaget på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed, idet hun navnlig gjorde gældende, at udvælgelsesproceduren var diskriminerende over for kvinder på grund af den fortrinsstilling, der gives ansøgere, der har aftjent den militære eller civile værnepligt, som kun kan aftjenes af mænd. Sagsøgerens klage blev afvist den 2. april 1998 med den begrundelse, at den pågældende regel, der har til formål at kompensere ansøgere for den ulempe, der er forbundet med aftjening af militær eller civil værnepligt, var baseret på et sagligt kriterium for forskellig behandling.

17 Julia Schnorbus indgav samtidig med den administrative klage begæring om foreløbige forholdsregler for Verwaltungsgericht Frankfurt am Main med påstand om, at hun skulle ansættes med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed fra marts 1998. Retten tog ved kendelse af 23. februar 1998 hendes begæring til følge, men afgørelsen blev den 27. februar 1998 ophævet af Hessischer Verwaltungsgerichtshof.

18 Julia Schnorbus anlagde endelig den 9. april 1998 sag ved Verwaltungsgericht Frankfurt am Main for at få fastslået, at ministeriets afslag var retsstridigt, og at Land Hessen var forpligtet til at ansætte hende med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed med virkning fra maj 1998. Efter at Julia Schnorbus ved skrivelse af 28. april 1998 blev meddelt, at der i forbindelse med lodtrækningen for denne ansættelsestermin kunne tildeles hende en uddannelsesplads, frafaldt hun sin påstand vedrørende ansættelsen, men fastholdt sin påstand om at få fastslået, at de forudgående afgørelser var retsstridige, idet de var diskriminerende over for hende som kvinde.

19 Verwaltungsgericht er tilbøjelig til at give Julia Schnorbus medhold navnlig på grund af den omstændighed, at langt flere mandlige ansøgere, som er de eneste, der kan opfylde en af betingelserne for at få en fortrinsstilling med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed, drager fordel af denne fortrinsstilling end kvindelige ansøgere, hvis antal ellers er meget højere, og retten har under hensyn til, at Hessischer Verwaltungsgerichtshof indtog den modsatte opfattelse i sagen om foreløbige forholdsregler, antaget, at den ikke umiddelbart kan træffe afgørelse.

20 Verwaltungsgericht har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) I forbindelse med afgørelser om ansættelse af ansøgere med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed indebærer reglerne i § 24, stk. 2, i JAG og § 14a i JAO, såfremt antallet af ansøgninger overstiger antallet af uddannelsespladser, at aftjening af værnepligt, der kun påhviler mænd (militær eller civil værnepligt efter artikel 12a i Grundgesetz), medfører, at den pågældende ansøger uden at opfylde yderligere betingelser straks skal ansættes med henblik på udøvelse af praktisk virksomhed, hvorimod ansættelsen af andre ansøgere kan udsættes i op til tolv måneder. Falder sådanne regler inden for anvendelsesområdet for Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40)?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

Indebærer sådanne regler en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207/EØF, for så vidt som de udelukkende under hensyn til aftjening af værnepligt fører til fortrinsvis ansættelse af mandlige ansøgere med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed?

3) Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende:

Indebærer reglerne en indirekte forskelsbehandling?

4) Medfører den omstændighed, at de nævnte regler indebærer, at mænd automatisk ansættes fortrinsvis med henblik på udøvelse af praktisk virksomhed, uden at afgørelsen herom desuden beror på en undersøgelse af konkrete omstændigheder eller andre synspunkter, som der skal tages hensyn til til fordel for de øvrige ansøgere, i sig selv, at reglerne ikke kan være berettigede i medfør af artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207/EØF, fordi de i så henseende går ud over foranstaltninger til fremme af lige muligheder?

5) Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende:

Er det udelukket, at reglerne kan være berettigede i medfør af artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207/EØF, fordi denne bestemmelse kun tillader foranstaltninger til fremme af lige muligheder til fordel for kvinder?

6) Såfremt spørgsmål 5 besvares benægtende:

Må den blotte omstændighed, at værnepligt efter artikel 12a, stk. 1 og 2, i Grundgesetz kun påhviler mænd, betragtes som en faktisk ulighed, som omhandlet i artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207/EØF, som allerede isoleret betragtet påvirker mænds muligheder på de i direktivets artikel 1, stk. 1, nævnte områder, eller beror en sådan antagelse også på en hensyntagen til de ulemper, der gør sig gældende for kvinder på arbejdsmarkedet, og de risici, som de faktisk er udsat for på grund af deres køn?

7) Kan reglerne i § 24, stk. 2, i JAG og § 14a i JAO anses for berettigede i medfør af artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207/EØF, allerede fordi de kompenserer for ulemper, som kvinder ikke er udsat for, da der ikke påhviler dem nogen værnepligt?

8) Kan artikel 6 i direktiv 76/207/EØF danne grundlag for et krav på adgang til uddannelse, såfremt et afslag på en sådan adgang beror på en ulovlig forskelsbehandling, og der ikke findes andre sanktionsbestemmelser i form af erstatningskrav?«

Formaliteten med hensyn til de præjudicielle spørgsmål

21 Land Hessen har under henvisning til Domstolens praksis udtrykt tvivl om, hvorvidt de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling. Ifølge Land Hessen er de anfægtede nationale bestemmelser ikke længere i kraft, og udvælgelsesproceduren med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed blev grundlæggende ændret i maj 1998. I øvrigt havde der ikke kunnet tildeles Julia Schnorbus en plads i marts 1998, selv om der ikke var blevet givet fortrinsstilling til personer, der havde aftjent militær eller civil værnepligt, da lodtrækningen ikke var gunstig for hende (hun var nr. 250 til kun 140 ledige pladser). Endelig er besvarelsen af de stillede spørgsmål uden betydning for tvisten ved den forelæggende ret, da sagen ikke kan realitetsbehandles på grund af sagsøgerens manglende interesse i at få fastslået retsstridigheden.

22 Det bemærkes, at i overensstemmelse med fast retspraksis tilkommer det udelukkende den nationale retsinstans, som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom (jf. navnlig dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, og af 17.11.1998, sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 11). I øvrigt tilkommer det ikke Domstolen at undersøge, om forelæggelsesafgørelsen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde (jf. navnlig dom af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, præmis 34).

23 Domstolen er derfor, idet spørgsmålene vedrører fortolkning af fællesskabsretten, principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom. Det ville kun forholde sig anderledes, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller hvis problemet er af hypotetisk karakter, og Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. Bosman-dommen, præmis 61, og dom af 13.7.2000, sag C-36/99, Idéal tourisme, Sml. I, s. 6049, præmis 20).

24 Da dette ikke er tilfældet i denne sag, skal de stillede spørgsmål behandles.

Det første spørgsmål

25 Den forelæggende ret spørger med sit første spørgsmål nærmere bestemt, om nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede falder inden for direktivets anvendelsesområde, for så vidt som de indeholder regler om ansættelsesterminer for udøvelse af praktisk juridisk virksomhed.

26 Land Hessen har foreslået, at dette spørgsmål besvares benægtende. Ifølge Land Hessen vedrører de anfægtede bestemmelser alene ventetiden forud for den lovgaranterede ansættelse med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed og indeholder intet, der kan begrunde direktivets anvendelse.

27 Kommissionen er derimod af den opfattelse, at der ikke er grundlag for at sondre mellem adgangen til udøvelse af selve den praktiske juridiske virksomhed og ventetiden forud for denne ansættelse. Ifølge Kommissionen udgør den praktiske juridiske virksomhed både en uddannelsesperiode og en ansættelse, hvorfor de bestemmelser, der fastsætter betingelserne for adgang til udøvelse af denne virksomhed, herunder ansættelsesterminen, falder inden for direktivets anvendelsesområde.

28 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at de anfægtede bestemmelser fastsætter de betingelser, hvorunder ansættelsen af ansøgere med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed kan udsættes, fordi der ikke er et tilstrækkeligt antal pladser. Da den nævnte praktiske juridiske virksomhed udgør en uddannelsesperiode og en nødvendig forudsætning for at kunne opnå ansættelse som dommer eller i en højere offentlig stilling, kan en sådan udsættelse have indflydelse på ansøgernes videre karriereforløb. Sådanne bestemmelser falder derfor inden for direktivets anvendelsesområde, der omfatter ansættelsesforhold i den offentlige sektor (jf. dom af 21.5.1985, sag 248/83, Kommissionen mod Tyskland, Sml., s. 1459, præmis 16, og af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 18).

29 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at nationale bestemmelser, der indeholder regler om ansættelsesterminer for udøvelse af praktisk juridisk virksomhed, der er en forudsætning for ansættelse inden for den offentlige sektor, falder inden for direktivets anvendelsesområde.

Det andet spørgsmål

30 Den forelæggende ret spørger med sit andet spørgsmål, om nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede indebærer en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, idet de medfører en fortrinsstilling med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed for mandlige ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt.

31 Land Hessen og Kommissionen har foreslået, at dette spørgsmål besvares benægtende. De har navnlig bemærket, at de pågældende reglers begunstigelse af disse personer ikke sker på grundlag af ansøgerens køn, men på grundlag af ulemper, der følger af en udsættelse, og som på samme måde rammer mænd og kvinder.

32 Som anført i denne doms præmis 13, omhandler JAO's § 14a en række omstændigheder, der kan tages i betragtning i forbindelse med tildeling af en fortrinsstilling med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed. Blandt disse omstændigheder nævnes aftjening af militær eller civil værnepligt. I sådan et tilfælde kan fortrinsstillingen i henhold til ovennævnte bestemmelser ikke anses for direkte at være baseret på de pågældende personers køn.

33 Ifølge de i Domstolens praksis fastsatte kriterier er det imidlertid kun de bestemmelser, der finder forskellig anvendelse afhængig af vedkommende personers køn, der kan anses for at udgøre en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. navnlig dom af 17.2.1998, sag C-249/96, Grant, Sml. I, s. 621, præmis 28).

34 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede ikke udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

Det tredje spørgsmål

35 Den forelæggende ret spørger med sit tredje spørgsmål, om nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede indebærer en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, idet de medfører en fortrinsstilling med henblik på udøvelse af praktisk juridisk virksomhed for mandlige ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt.

36 Land Hessen har foreslået, at dette spørgsmål besvares benægtende. Land Hessen har navnlig gjort gældende, at afgørelsen af de tilfælde af særlig urimelighed, der er omhandlet i de anfægtede bestemmelser, beror på kriterier, der er uafhængige af de pågældende personers køn, og at de statistiske oplysninger, som den forelæggende ret har henvist til, alene vedrører én ansættelsestermin og ikke er betegnende.

37 Kommissionen har derimod bemærket, at disse statistiske oplysninger, hvorefter procentdelen af kvindelige ansøgere, der fra marts 1998 var blevet ansat på grundlag af reglerne om særlig urimelighed, var meget lavere end procentdelen af mandlige ansøgere, selv om kvinderne udgjorde cirka 60% af det samlede antal ansøgere, viser, at der er tale om indirekte forskelsbehandling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis.

38 Det er imidlertid i denne sag ikke nødvendigt at undersøge de konkrete virkninger af JAO's anvendelse. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at de anfægtede bestemmelser ved at forbeholde en fortrinsstilling for ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt, i sig selv udgør indirekte forskelsbehandling, når kvinder i kraft af gældende nationale retsregler ikke har værnepligt og derfor ikke kan drage fordel af den fortrinsstilling til ansøgere, der er omhandlet i ovennævnte bestemmelser i JAO vedrørende særlig urimelighed.

39 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

Det fjerde, femte, sjette og syvende spørgsmål

40 Den forelæggende ret spørger med disse spørgsmål, som behandles samlet, nærmere bestemt, om det er udelukket, at reglerne kan være berettigede i medfør af direktivets artikel 2, stk. 4, fordi de automatisk ved ansættelse giver en fortrinsstilling for mænd, som denne bestemmelse ikke sigter til, eller om de tværtimod er berettigede, fordi de kompenserer for ulemper, som kvinder ikke er udsat for.

41 Land Hessen er af den opfattelse, at undtagelsen vedrørende ansættelse i de anfægtede bestemmelser på ingen måde er automatisk, da den indebærer en konkret undersøgelse af hver ansøgers situation. Bestemmelserne er i øvrigt berettigede allerede af den grund, at de har til formål at kompensere for ulemper, som kvinder ikke er udsat for, da de ikke har værnepligt.

42 Kommissionen, der har understreget, at foranstaltningerne i direktivets artikel 2, stk. 4, kan vedrøre såvel mænd som kvinder, er ligeledes af den opfattelse, at de anfægtede bestemmelser er berettigede, i det omfang de har til formål at mindske den ulighed, mænd er udsat for på grund af forpligtelsen til at aftjene militær eller civil værnepligt.

43 Som det er fastslået i denne doms præmis 38, udgør en foranstaltning, der giver en fortrinsstilling til personer, der har aftjent militær eller civil værnepligt, en indirekte forskelsbehandling til fordel for mænd, som er de eneste, der er pålagt en sådan forpligtelse.

44 Det fremgår imidlertid, at den anfægtede bestemmelse, der er begrundet i en hensyntagen til, at ansøgere, der har aftjent militær eller civil værnepligt, er blevet forsinket i deres studieforløb, er af objektiv karakter og udelukkende følger af ønsket om at kompensere for virkningerne af denne forsinkelse.

45 Den pågældende bestemmelse kan i et sådant tilfælde ikke anses for at være i strid med princippet om ligebehandling af kvindelige og mandlige arbejdstagere.

46 Som Kommissionen har anført, synes den fordel, der gives ansøgere, hvis forrang kun kan virke til skade for andre ansøgere i en periode af højst tolv måneder, desuden ikke uforholdsmæssig, i det omfang den forsinkelse, de har lidt som følge af de nævnte aktiviteter, i det mindste svarer til denne periode.

47 De ovennævnte spørgsmål skal derfor besvares med, at direktivet ikke er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, i det omfang de er berettiget af objektive grunde og alene følger af ønsket om at medvirke til at kompensere for den forsinkelse, der er en følge af aftjening af tvungen militær eller civil værnepligt.

Det ottende spørgsmål

48 Under hensyn til besvarelsen af de foregående spørgsmål er det ufornødent at besvare det ottende spørgsmål.

Sagens omkostninger

49 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main ved kendelse af 18. januar 1999, for ret:

1) Nationale bestemmelser, der indeholder regler om ansættelsesterminer for udøvelse af praktisk juridisk virksomhed, der er en forudsætning for ansættelse inden for den offentlige sektor, falder inden for anvendelsesområdet for Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

2) Nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede udgør ikke direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

3) Nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

4) Direktiv 76/207 er ikke til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, i det omfang de er berettiget af objektive grunde og alene følger af ønsket om at medvirke til at kompensere for den forsinkelse, der er en følge af aftjening af tvungen militær eller civil værnepligt.