61997J0337

1 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - begreb - spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et arbejdsforhold - reel og faktisk beskaeftigelse - hustru til direktoeren og eneejeren af en virksomhed - omfattet

(EF-traktaten, art. 48 (efter aendring nu art. 39 EF); Raadets forordning nr. 1612/68)

2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - studiestoette - tildeling til boern, der forsoerges af en arbejdstager, som er statsborger i en anden medlemsstat - bopaelskrav - ulovligt

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7)

3 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - lovgivning i en medlemsstat, hvorefter tildeling af studiestoette til boern af personer, der er statsborgere i andre medlemsstater, er undergivet et krav om bopael paa medlemsstatens omraade - forskelsbehandling af boern, der forsoerges af selvstaendige erhvervsdrivende - ulovligt

(EF-traktaten, art. 52 (efter aendring nu art. 43 EF))

1 Arbejdstagerbegrebet er i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF) og i forordning nr. 1612/68, et faellesskabsretligt begreb, som ikke maa fortolkes snaevert. Enhver person, der udoever en reel og faktisk beskaeftigelse, bortset fra beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement, skal anses for arbejdstager. Kendetegnet ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.

Den omstaendighed, at en person er gift med direktoeren for og den eneste selskabsdeltager i et selskab, er ikke til hinder for, at den paagaeldende kan kvalificeres som arbejdstager i de naevnte bestemmelsers forstand, naar beskaeftigelsen udoeves i et underordnelsesforhold. De personlige forhold og formueforhold mellem aegtefaeller, der foelger af aegteskabet, udelukker ikke, at der i virksomheden bestaar et saadant underordnelsesforhold, der er karakteristisk for et arbejdsforhold.

2 En medlemsstat kan ikke goere tildeling af en social fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7 i forordning nr. 1612/68, betinget af, at arbejdstagerne, der er modtagere af fordelen, har bopael paa denne stats nationale omraade, men ligebehandlingsprincippet i henhold til artiklen har ogsaa til formaal at forhindre forskelsbehandling til skade for de efterkommere af en arbejdstager, som forsoerges af denne. I denne henseende skal et bopaelskrav i en national lovgivning anses for diskriminerende, hvis det kraeves opfyldt af boern af arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, for at faa studiestoette, saafremt dette krav ikke stilles for indenlandske arbejdstageres boern.

Et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 for at opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af beskaeftigelsesstatens statsborgere, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

3 Traktatens artikel 52 (efter aendring nu artikel 43 EF) sikrer, at der for statsborgere i en medlemsstat, som oensker at udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, gaelder samme vilkaar som for dette lands egne statsborgere, og forbyder enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som udgoer en hindring for adgangen til at optage eller udoeve en saadan virksomhed. Dette ligebehandlingsprincip har ligeledes til formaal at forhindre forskelsbehandling, der udoeves til skade for efterkommere, der forsoerges af en selvstaendig erhvervsdrivende. Det er dermed til hinder for et bopaelskrav i en national lovgivning, hvis det kraeves opfyldt af boern af arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, for at faa studiestoette, saafremt dette krav ikke stilles for indenlandske arbejdstageres boern, da en saadan betingelse er diskriminerende.

Det foelger heraf, at et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af statsborgere i etableringsstaten, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

1 Ved kendelse af 26. september 1997, indgaaet til Domstolen den 29. september 1997, har Commissie van Beroep Studiefinanciering i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48 og 52 (efter aendring nu artikel 39 EF og 43 EF) samt af artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst i en sag, der foeres mellem sagsoegeren i hovedsagen, C.P.M. Meeusen, og sagsoegte i hovedsagen, Hoofddirectie van de Informatie Beheer Groep (herefter »IBG«), vedroerende en ansoegning om studiestoette, som C.P.M. Meeusen har indgivet i medfoer af Wet op de studiefinanciering (lov om studiestoette, herefter »WSF«) i forbindelse med sin optagelse paa Provinciaal Hoger Technisch Instituut voor Scheikunde, Antwerpen, der er en hoejere laereanstalt.

3 Artikel 7 i forordning nr. 1612/68 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere ...

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.«

4 I henhold til WSF's artikel 7 finder loven anvendelse paa:

»a. Studerende, der er nederlandske statsborgere.

b. Studerende, der ikke er nederlandske statsborgere, men som er bosiddende i Nederlandene, og som sidestilles med nederlandske statsborgere for saa vidt angaar studiestoette i henhold til bestemmelserne i overenskomster, der er indgaaet med andre stater, eller i henhold til en beslutning, der er bindende for Nederlandene, og som er truffet af en folkeretlig organisation.

c. ...«

5 Stoetten i henhold til WSF tildeles direkte til den studerende, hvis denne er fyldt 18 aar. Den bestaar af et grundbeloeb, som er uafhaengigt af foraeldrenes indkomst, og et tillaegsbeloeb, hvis stoerrelse beror paa foraeldrenes indkomst.

6 Ifoelge WSF's artikel 9, stk. 1, giver kun en uddannelse ved en nederlandsk uddannelsesinstitution ret til studiestoette. I stk. 3 er der imidlertid fastsat en undtagelse fra denne regel til fordel for visse udenlandske uddannelsesinstitutioner, der sidestilles med nederlandske institutioner ved anvendelsen af WSF. Det er ubestridt, at Provinciaal Hoger Technisch Instituut voor Scheikunde, Antwerpen, er omfattet af denne bestemmelse.

7 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at C.P.M. Meeusen, der er belgisk statsborger og paa det paagaeldende tidspunkt var bosiddende i Belgien, i august 1993 paabegyndte et studium ved Provinciaal Hoger Technisch Instituut voor Scheikunde, Antwerpen. Hendes far og mor er begge belgiske statsborgere og er bosiddende i Belgien. Hendes far er direktoer for et selskab, som er hjemmehoerende i Nederlandene, og som han er eneste selskabsdeltager i. Hendes mor er ansat i selskabet med en arbejdstid paa to dage om ugen. Den forelaeggende ret er af den opfattelse, at der er tale om en reel og faktisk beskaeftigelse.

8 Den 14. oktober 1993 ansoegte C.P.M. Meeusen IBG om studiestoette i henhold til WSF.

9 IBG imoedekom i foerste omgang ansoegningen fra C.P.M. Meeusen, og hun fik tildelt stoettens grundbeloeb fra november 1993 til december 1994. Ansoegningen blev dog efterfoelgende afvist ved afgoerelse af 2. oktober 1994, hvorved det ogsaa blev paalagt hende at tilbagebetale de allerede modtagne beloeb. En klage over dette afslag paa studiestoette blev ligeledes afvist ved IBG's afgoerelse af 12. januar 1995.

10 Efter afvisningen af hendes ansoegning, anlagde C.P.M. Meeusen sag ved Commissie van Beroep Studiefinanciering. For denne ret har hun gjort gaeldende, at retten til studiestoette ikke kan vaere betinget af et krav om, at barnet bor eller opholder sig paa den medlemsstats omraade, hvor foraeldrene er beskaeftiget, og at retten heller ikke kan knyttes til nationaliteten. IBG har gjort gaeldende, at sagsoegerens foraeldre ikke kan anses for vandrende arbejdstagere i traktatens artikel 48's forstand, da de ikke bor i Nederlandene. For at en person kan kvalificeres som vandrende arbejdstager, er det noedvendigt, at vedkommende er loenmodtager og har taget bopael i modtagerstaten. For saa vidt angaar graensearbejdere, som der henvises til i praeamblen til forordning nr. 1612/68, drejer det sig om personer, der er beskaeftiget i umiddelbar naerhed af en landegraense.

11 Paa denne baggrund har den forelaeggende ret besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) a) Er omstaendigheder som de foreliggende, hvor sagsoegerens mor er ansat i det anpartsselskab, som hendes aegtefaelle er direktoer for og eneste selskabsdeltager i, til hinder for at betragte hende som vandrende arbejdstager i den betydning, hvori begrebet er anvendt i EF-traktatens artikel 48 og i forordning (EOEF) nr. 1612/68?

For det tilfaelde, at spoergsmaal 1)a) besvares benaegtende:

b) I Bernini-sagen (dom af 26.2.1992, sag C-3/90, Sml. I, s. 1071) har Domstolen fastslaaet, at en medlemsstats studiestoette til arbejdstageres boern for en vandrende arbejdstager udgoer en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1612/68, naar arbejdstageren fortsat forsoerger barnet. I et saadant tilfaelde kan barnet paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, for at faa studiestoette paa de samme betingelser som indenlandske arbejdstageres boern, og der kan herved navnlig ikke stilles yderligere krav om bopael for barnet.

Gaelder denne regel uden begraensning i tilfaelde, hvor den vandrende arbejdstager maa betragtes som graensearbejder?

c) Gaelder reglen i henhold til Bernini-dommen, som gengivet i spoergsmaal 1)b), ogsaa i tilfaelde, hvor et barn af en vandrende arbejdstager, som i det foreliggende tilfaelde, aldrig har boet i Nederlandene?

2) Skal EF-traktatens artikel 52 fortolkes saaledes, at den anerkendelse af retsstillingen, som foelger af den i Bernini-dommen opstillede retsregel, jf. spoergsmaal 1)b), ogsaa gaelder for et barn af en person, som er statsborger i en medlemsstat, men som udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat?

I hvilket omfang har det herved tillige betydning, at barnet aldrig har boet i Nederlandene, og at den paagaeldende foraelder ikke har bopael i det land, hvor han udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed?«

Foerste spoergsmaal, litra a)

12 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om den omstaendighed, at en person er gift med direktoeren for og den eneste selskabsdeltager i det selskab, for hvilket arbejdet udfoeres, er til hinder for, at den paagaeldende kan kvalificeres som »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 48 og i forordning nr. 1612/68.

13 Ifoelge Domstolens faste praksis er arbejdstagerbegrebet i de naevnte bestemmelsers forstand et faellesskabsretligt begreb, som ikke maa fortolkes snaevert. Enhver person, der udoever en reel og faktisk beskaeftigelse, bortset fra beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager«. Kendetegnet ved et arbejdsforhold er ifoelge denne praksis, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 16 og 17, og af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2691, praemis 32).

14 Den omstaendighed, at den paagaeldende person er gift med direktoeren for og eneejeren af virksomheden, kan ikke i sig selv paavirke denne kvalifikation.

15 Domstolen har ganske vist i dom af 27. juni 1996 (sag C-107/94, Asscher, Sml. I, s. 3089, praemis 26) fastslaaet, at direktoeren for et selskab, som han ejer 100%, ikke er beskaeftiget i et underordnelsesforhold, og at han derfor ikke kan anses for »arbejdstager« i henhold til traktatens artikel 48. Denne afgoerelse kan imidlertid ikke automatisk overfoeres paa hans aegtefaelle. De personlige forhold og formueforhold mellem aegtefaeller, der foelger af aegteskabet, udelukker ikke, at der i virksomheden bestaar et underordnelsesforhold, der er karakteristisk for et arbejdsforhold.

16 Tilstedevaerelsen af et saadan underordnelsesforhold er et element, som det tilkommer den nationale ret at bedoemme.

17 Foerste spoergsmaal, litra a), skal derfor besvares med, at den omstaendighed, at en person er gift med direktoeren for og den eneste selskabsdeltager i det selskab, for hvilket der udoeves en reel og faktisk beskaeftigelse, ikke er til hinder for, at den paagaeldende kan kvalificeres som »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 48 og i forordning nr. 1612/68, naar beskaeftigelsen udoeves i et underordnelsesforhold.

Foerste spoergsmaal, litra b) og c)

18 Med disse spoergsmaal, der boer behandles samlet, oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 for at opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af beskaeftigelsesstatens statsborgere, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

19 Som det fremgaar af Bernini-dommen, praemis 25, udgoer en studiestoette, som en medlemsstat tildeler boern af arbejdstagere, en social fordel for arbejdstageren i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, naar denne fortsat forsoerger barnet.

20 Den nederlandske og den tyske regering har gjort gaeldende, at denne regel ikke kan udvides til at omfatte graensearbejdere. Ligebehandlingen i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 har, som det fremgaar af femte betragtning til forordningen, alene til formaal at lette arbejdskraftens bevaegelighed samt arbejdstagerens og dennes families integration i modtagerlandet. Tildeling af studiestoette fra modtagerlandet til et barn af en arbejdstager, der bor i en anden medlemsstat med sin familie, med henblik paa at fortsaette studierne i udlandet, falder efter regeringernes opfattelse ikke ind under denne maalsaetning. Et bopaelskrav, som det forlanges af den nationale lovgivning i hovedsagen, er saaledes objektivt begrundet og staar i rimeligt forhold til det formaal, der forfoelges med forordning nr. 1612/68.

21 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 27. november 1997 (sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, praemis 50), ses der med denne argumentation bort fra ordlyden af forordning nr. 1612/68. I fjerde betragtning til forordningen udtales det udtrykkeligt, at retten til fri bevaegelighed skal anerkendes »uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse«, og i artikel 7 staar der uden forbehold »en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat«. Domstolen har heraf udledt og fastslaaet i Meints-dommen, at en medlemsstat ikke kan goere tildeling af en social fordel i artikel 7, stk. 2's forstand betinget af, at modtagerne af fordelen har bopael paa denne stats nationale omraade.

22 Det bemaerkes endvidere, at ligebehandlingsprincippet i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ifoelge fast praksis ogsaa har til formaal at forhindre forskelsbehandling til skade for de efterkommere af en arbejdstager, som forsoerges af denne (jf. dom af 20.6.1985, sag 94/84, Deak, Sml. s. 1873, praemis 22). Saadanne personer kan altsaa paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, for at opnaa studiestoette paa samme betingelser som boern af indenlandske arbejdstagere (Bernini-dommen, praemis 28).

23 Det foelger heraf, at i tilfaelde, hvor en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke opstiller bopaelskrav for indenlandske arbejdstageres boern, for at disse kan opnaa studiestoette, skal en saadan betingelse anses for diskriminerende, hvis den kraeves opfyldt af boern af arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.

24 Et saadant krav ville saerlig vaere til skade for graensearbejdere, der pr. definition har deres bopael i en anden medlemsstat, hvor familiemedlemmerne normalt ogsaa bor.

25 Herefter skal spoergsmaalene besvares med, at et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 for at opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af beskaeftigelsesstatens statsborgere, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

Andet spoergsmaal

26 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af statsborgere i etableringsstaten, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

27 Det bemaerkes, at traktatens artikel 52 sikrer, at der for statsborgere i en medlemsstat, som oensker at udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, gaelder samme vilkaar som for dette lands egne statsborgere, og forbyder enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som udgoer en hindring for adgangen til at optage eller udoeve en saadan virksomhed. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 10. marts 1993 (sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 17), vedroerer forbuddet ikke kun saerlige bestemmelser for udoevelse af erhvervsvirksomhed, men, som det fremgaar af den almindelige plan for ophaevelse af begraensningerne i etableringsfriheden (EFT Anden Serie IX, s. 7), alle hindringer for andre medlemsstaters statsborgeres udoevelse af selvstaendig virksomhed, der bestaar i en forskelsbehandling af andre medlemsstaters statsborgere i forhold til statens egne statsborgere, og som er hjemlet i en medlemsstats administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, eller som er en foelge af anvendelsen af en saadan bestemmelse eller af administrativ praksis.

28 Forbuddet finder saaledes anvendelse paa det forhold, at der stilles krav om bopael som betingelse for tildeling af en social fordel, naar det er fastslaaet, at betingelsen er diskriminerende (dommen i sagen Kommissionen mod Luxembourg, praemis 18).

29 Det hermed opstillede ligebehandlingsprincip har ligeledes til formaal at forhindre forskelsbehandling, der udoeves til skade for efterkommere, der forsoerges af en selvstaendig erhvervsdrivende. Det er dermed til hinder for et bopaelskrav som det, der er fastsat i den paagaeldende nationale lovgivning, der, som anfoert i denne doms praemis 23, maa anses for diskriminerende.

30 Herefter skal andet spoergsmaal besvares med, at et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af statsborgere i etableringsstaten, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og den tyske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Commissie van Beroep Studiefinanciering ved kendelse af 26. september 1997, for ret:

1) Den omstaendighed, at en person er gift med direktoeren for og den eneste selskabsdeltager i det selskab, for hvilket der udoeves en reel og faktisk beskaeftigelse, er ikke til hinder for, at den paagaeldende kan kvalificeres som »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF) og i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, naar beskaeftigelsen udoeves i et underordnelsesforhold.

2) Et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan paaberaabe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 for at opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af beskaeftigelsesstatens statsborgere, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.

3) Et barn, der forsoerges af en person, som er statsborger i en medlemsstat, og som udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, men fortsat har bopael i den stat, hvor vedkommende er statsborger, kan opnaa studiestoette paa de samme betingelser, som gaelder for boern af statsborgere i etableringsstaten, og navnlig uden at der herved kan stilles yderligere krav om bopael for barnet.