61997J0126

1 Faellesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - de nationale domstoles beskyttelse af borgernes rettigheder - nationale processuelle regler - begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse - en rets stillingtagen til et anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF)

(EF-traktaten, art. 85 og 177 (nu art. 81 EF og 234 EF))

2 Faellesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - de nationale domstoles beskyttelse af borgernes rettigheder - nationale processuelle regler - begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse - undersoegelse af gyldigheden efter traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) af en aftale, der er kendt gyldig ved en delkendelse afsagt af en voldgiftsret - nationale processuelle regler om retskraft, der hindrer denne undersoegelse - lovlighed efter faellesskabsretten

(EF-traktaten, art. 85 (nu art. 81 EF))

1 I det omfang, en national ret efter nationale processuelle regler skal efterkomme en begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse, der stoettes paa, at nationale ufravigelige retsgrundsaetninger er overtraadt, skal den ogsaa efterkomme en saadan begaering om ophaevelse, naar den stoettes paa, at forbuddet i traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) er overtraadt. For paa den ene side udgoer denne artikel en grundlaeggende bestemmelse, der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Faellesskabet, og navnlig for det indre markeds funktion, og paa den anden side er det efter faellesskabsretten paakraevet, at spoergsmaal vedroerende fortolkningen af forbuddet i denne artikel kan behandles af de nationale retter, naar disse skal tage stilling til en voldgiftskendelses gyldighed, og i givet fald goeres til genstand for en praejudiciel sag ved Domstolen.

2 En national ret er ikke efter faellesskabsretten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorefter en af en voldgiftsret afsagt delkendelse, der har karakter af en endelig kendelse og ikke inden for den fastsatte frist er blevet appelleret, opnaar retskraft og ikke laengere kan aendres ved en senere voldgiftskendelse, hvilket ogsaa gaelder i en sag, hvor en aftale, hvis gyldighed er fastslaaet i voldgiftsrettens delkendelse, alligevel er ugyldig efter traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF), saafremt den fastsatte appelfrist ikke bevirker, at udoevelsen af de rettigheder, der er erhvervet i henhold til Faellesskabets retsorden, bliver uforholdsmaessig vanskelig eller i praksis umulig.

1 Ved kendelse af 21. marts 1997, indgaaet til Domstolen den 27. marts 1997, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Benetton International NV (herefter »Benetton«) har anlagt for at faa udsat gennemfoerelsen af en voldgiftskendelse, ved hvilken naevnte selskab blev doemt til at betale erstatning til Eco Swiss China Time Ltd (herefter »Eco Swiss«) for misligholdelse af den licensaftale, der var mellem parterne, under anbringende af, at denne kendelse er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, som omhandlet i artikel 1065, stk. 1, litra e), i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske retsplejelov, herefter »retsplejeloven«), idet licensaftalen er ugyldig efter traktatens artikel 85.

Den nationale lovgivning

3 Retsplejelovens artikel 1050, stk. 1, indeholder foelgende bestemmelse:

»En voldgiftskendelse kan kun appelleres, saafremt parterne har aftalt det.«

4 I retsplejelovens artikel 1054, stk. 1, hedder det:

»Voldgiftsretten traeffer afgoerelse i henhold til gaeldende ret.«

5 Lovens artikel 1059 bestemmer:

»1. Kun en endelig voldgiftskendelse, der helt eller delvis afgoer en tvist, kan opnaa retskraft. Den bliver retskraftig ved afsigelsen.

2. Saafremt en endelig voldgiftskendelse, der helt eller delvis afgoer en tvist, ifoelge parternes aftale kan appelleres, opnaar den retskraft, naar appelfristen udloeber, eller, saafremt den appelleres, fra datoen for afgoerelsen i appelsagen, saafremt og i det omfang foersteinstansens afgoerelse stadfaestes.«

6 Artikel 1064 i retsplejeloven indeholder foelgende bestemmelse vedroerende den retslige efterproevelse af voldgiftskendelser:

»1. Appel til domstolene af en endelig voldgiftskendelse, der helt eller delvis afgoer en tvist, der ikke kan appelleres til voldgift, eller af en endelig voldgiftskendelse, der helt eller delvist i anden instans afgoer en tvist, kan kun ske ved anlaeggelse af sag om ophaevelse eller civilt soegsmaal ifoelge bestemmelserne i denne afdeling.

2. Annullationssoegsmaal rejses ved Rechtbank, paa hvis justitskontor kendelsen deponeres i original, jf. artikel 1058, stk. 1.

3. En part kan rejse annullationssoegsmaal, naar kendelsen er blevet retskraftig. Soegsmaalsadgangen bortfalder tre maaneder efter deponering af kendelsen paa Rechtbank's justitskontor. Saafremt den med fuldbyrdelsespaategning forsynede kendelse forkyndes for modparten, kan denne dog, selv om denne tremaanedersfrist er udloebet, inden tre maaneder efter forkyndelsen rejse annullationssoegsmaal.

4. Annullationssoegsmaal til anfaegtelse af en midlertidig voldgiftskendelse kan kun rejses i forbindelse med annullationssoegsmaal til anfaegtelse af den endelige voldgiftskendelse, der helt eller delvis afgoer en tvist.

...«

7 I fortsaettelsen af artikel 1065 i samme lov hedder det:

»1. Ophaevelse kan kun ske af én eller flere af de nedenfor naevnte grunde:

a) der foreligger ingen gyldig voldgiftsaftale

b) voldgiftsretten er blevet sammensat i strid med de gaeldende bestemmelser

c) voldgiftsretten har ikke handlet inden for sin kompetence

d) kendelsen er ikke underskrevet eller mangler begrundelse, jf. artikel 1057

e) kendelsen eller formen for kendelsens afsigelse strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger eller mod almindelig haederlighed.

...

4. Den ovenfor i stk. 1, litra c), naevnte grund kan ikke foere til ophaevelse, saafremt den part, der fremfoerer den, har deltaget i sagens behandling uden at paaberaabe sig den, selv om han var bekendt med, at voldgiftsretten handlede uden for sin kompetence.«

8 Endelig hedder det i retsplejelovens artikel 1066, stk. 1 og 2, at annullationssoegsmaalet ikke har suspensiv virkning for fuldbyrdelse af kendelsen, men at den ret, for hvilken soegsmaalet verserer, saafremt det er begrundet, efter anmodning fra en af sagens parter kan udsaette fuldbyrdelsen, indtil der er truffet afgoerelse i annullationssoegsmaalet. En begaering om udsaettelse begrundes med, at det maa paaregnes, at voldgiftskendelsen ophaeves.

Hovedsagen

9 Den 1. juli 1986 indgik Benetton, der er hjemmehoerende i Amsterdam, en licensaftale for en periode paa otte aar med Eco Swiss, som er hjemmehoerende i Kowloon (Hongkong), og Bulova Watch Company Inc. (herefter »Bulova«), der er hjemmehoerende i Wood Side (New York). Ved denne aftale overdrog Benetton til Eco Swiss retten til at producere ure og standure med betegnelsen »Benetton by Bulova«, og disse ure kunne derefter saelges af Eco Swiss og Bulova.

10 I licensaftalens artikel 26 A er det bestemt, at tvister vedroerende licensaftalen skal bilaegges ved voldgift i overensstemmelse med statutten for Nederlandse Arbitrage Instituut (Det Nederlandske Voldgiftsinstitut), og at voldgiftsretten skal anvende nederlandsk ret.

11 Ved skrivelse af 24. juni 1991 opsagde Benetton aftalen med virkning fra den 24. september 1991, dvs. tre aar foer den oprindeligt aftalte ophoersdato. Der blev indledt en voldgiftssag om denne opsigelse mellem Benetton, Eco Swiss og Bulova.

12 Voldgiftsretten bestemte i sin kendelse af 4. februar 1993, der gaar under betegnelsen »Partial Final Award« (herefter »PFA«), som samme dato blev deponeret paa Rechtbank, Haags justitskontor, bl.a., at Benetton skulle erstatte Eco Swiss og Bulova de tab, de havde lidt som foelge af Benetton's opsigelse af licensaftalen.

13 Da parterne ikke kunne blive enige om stoerrelsen af den erstatning, som Benetton skulle betale Eco Swiss og Bulova, paalagde voldgiftsretten ved en kendelse af 23. juni 1995, der gaar under betegnelsen »Final Arbitral Award« (herefter »FAA«), og som den 26. juni 1995 blev deponeret paa Rechtbank's justitskontor, Benetton at betale et beloeb paa 23 750 000 USD til Eco Swiss og 2 800 000 USD til Bulova i erstatning for det tab, disse selskaber havde lidt. Ved kendelse afsagt af Rechtbank's praesident den 17. juli 1995, blev der givet tilladelse til fuldbyrdelse af FAA.

14 Den 14. juli 1995 anlagde Benetton sag ved Rechtbank med paastand om ophaevelse af PFA og FAA og gjorde herved bl.a. gaeldende, at disse voldgiftskendelser var i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, idet licensaftalen efter traktatens artikel 85 var ugyldig, selv om hverken parterne eller voldgiftsretten under voldgiftssagen havde vaeret inde paa, at licensaftalen eventuelt var i strid med denne traktatbestemmelse.

15 Rechtbank frifandt ved afgoerelse af 2. oktober 1996 de sagsoegte, og Benetton har derefter appelleret sagen til Gerechtshof, Haag, hvor sagen nu verserer.

16 Ved staevning indleveret den 24. juli 1995 til Rechtbank's justitskontor har Benetton endvidere anlagt sag med paastand om principalt, at fuldbyrdelsen af FAA udsaettes, og subsidiaert, at det paalaegges Eco Swiss at stille sikkerhed.

17 Ved kendelse af 19. september 1995 tog Rechtbank alene den subsidiaere paastand til foelge.

18 Benetton appellerede denne afgoerelse. Ved kendelse af 28. marts 1996 tog Gerechtshof i alt vaesentligt den principale paastand til foelge.

19 Gerechtshof naaede saaledes til det resultat, at traktatens artikel 85 indeholder en ufravigelig retsgrundsaetning, jf. retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra e), og at en tilsidesaettelse heraf kan medfoere ophaevelse af en voldgiftskendelse.

20 Gerechtshof var dog af den opfattelse, at der ikke i forbindelse med den sag om udsaettelse af fuldbyrdelsen, retten havde faaet forelagt, kunne foretages en efterproevelse af retmaessigheden efter artikel 1065, stk. 1, litra e), af en endelig delkendelse som PFA, idet Benetton ikke i overensstemmelse med kravet ifoelge retsplejelovens artikel 1064, stk. 3, havde indgivet begaering om ophaevelse af kendelsen inden tre maaneder, efter at denne var deponeret paa Rechtbank's justitskontor.

21 Gerechtshof fandt dog, at der kunne ske en efterproevelse af FAA efter artikel 1065, stk. 1, litra e), navnlig for saa vidt angaar betydningen af traktatens artikel 85, stk. 1 og 2, for beregningen af tabet, for ifoelge Rechtbank vil tilkendelsen af erstatning for det tab, der var forvoldt ved retsstridig opsigelse af licensaftalen, vaere ensbetydende med, at denne aftale fik virkning, selv om den efter traktatens artikel 85, stk. 1 og 2, var delvis ugyldig. Gennem denne aftale havde parterne kunnet opdele markedet, idet Eco Swiss ikke laengere kunne saelge ure og lignende i Italien og Bulova ikke i de andre stater, der dengang var medlemmer af Faellesskabet. Men som erkendt af Benetton og Eco Swiss blev licensaftalen ikke anmeldt til Kommissionen og er ikke omfattet af en gruppefritagelse.

22 Gerechtshof fandt i forbindelse med ophaevelsessagen, at FAA kunne antages at vaere i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger, og besluttede derfor at tage paastanden om udsaettelse af fuldbyrdelsen til foelge for saa vidt angaar FAA.

23 Eco Swiss har appelleret Gerechtshof's afgoerelse til Hoge Raad, og Benetton har indgivet kontraanke.

24 Hoge Raad bemaerker, at en voldgiftskendelse kun strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger som omhandlet i retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra e), saafremt dens indhold eller opfyldelse er i strid med praeceptive regler af saa grundlaeggende karakter, at der ikke paa processuelt plan kan fremsaettes indsigelser, der er til hinder for, at de foelges. Men efter denne ret antages den omstaendighed alene, at indholdet eller opfyldelsen af en voldgiftskendelse udelukker anvendelsen af et konkurrenceretligt forbud, ikke i almindelighed at vaere i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger.

25 Hoge Raad har imidlertid under henvisning til Domstolens dom af 14. december 1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, Van Schijndel og Van Veen (Sml. I, s. 4705), spurgt, om situationen er den samme, naar der som i den foreliggende sag er tale om en faellesskabsretlig bestemmelse. Hoge Raad udleder af denne dom, at traktatens artikel 85 ikke er en praeceptiv retsregel af en saa grundlaeggende karakter, at det er udelukket, at en indsigelse af processuel karakter kan hindre, at den efterleves.

26 Hoge Raad finder desuden - da det er ubestridt, at spoergsmaalet om licensaftalens ugyldighed efter traktatens artikel 85 ikke blev rejst under voldgiftsproceduren - at voldgiftsmaendene ville have udvidet tvistens genstand, saafremt de havde undersoegt og afgjort dette spoergsmaal. Saafremt det sidste havde vaeret tilfaeldet, havde voldgiftskendelsen kunnet ophaeves i medfoer af retsplejelovens artikel 1065, stk. 1, litra c), idet voldgiftsmaendene ikke ville have holdt sig inden for rammerne af deres kompetence. Ifoelge Hoge Raad kan tvistens parter heller ikke for foerste gang under annullationssoegsmaalet rejse spoergsmaalet om, hvorvidt licensaftalen er ugyldig.

27 Den forelaeggende ret anfoerer, at de omhandlede processuelle regler er begrundet i den almene interesse i en effektivt fungerende voldgiftsretspleje og ikke er mere ugunstige for anvendelsen af faellesskabsretlige regler end for anvendelsen af nationale regler.

28 Hoge Raad spoerger imidlertid, om de principper, Domstolen har fastlagt i Van Schijndel og Van Veen-dommen, ogsaa skal foelges af en voldgiftsret, navnlig fordi en saadan ret, der er oprettet uden myndighedernes medvirken paa grundlag af en privatretlig aftale, efter Domstolens dom af 23. marts 1982, sag 102/81, Nordsee (Sml. s. 1095), ikke kan anses for en ret, som omhandlet i traktatens artikel 177 og saaledes ikke kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal efter denne bestemmelse.

29 Hoge Raad bemaerker endvidere, at naar en voldgiftsret har afgjort en del af en tvist ved en delkendelse, der har karakter af en endelig kendelse, faar denne kendelse retskraft, og hvis kendelsen ikke rettidigt begaeres ophaevet, er muligheden for at kraeve ophaevelse af en senere voldgiftskendelse, der anvender delkendelsen som grundlag, begraenset af denne retskraft. For Hoge Raad er det imidlertid et spoergsmaal, om Gerechtshof efter faellesskabsretten er afskaaret fra at anvende en saadan processuel regel i situationer, hvor den senere voldgiftskendelse, om hvis ophaevelse, der som her, rettidigt er fremsat begaering, har grundlag i en tidligere voldgiftskendelse.

30 Nederlandenes Hoge Raad har paa baggrund heraf besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) I hvilket omfang finder de principper, som Domstolen har fastslaaet i sin dom af 14. december 1995 i de forenede sager C-430/93 og C-431/93 (Van Schijndel og Van Veen mod Stichting Pensioenfond voor Fysiotherapeuten), analog anvendelse, naar parterne i en tvist vedroerende en privatretlig aftale, som ikke bilaegges af en national ret, men af en voldgiftsret, ikke paaberaaber sig EF-traktatens artikel 85, og voldgiftsretten ifoelge de for den gaeldende nationale procesretlige regler ikke af egen drift skal anvende bestemmelsen?

2) Skal den nederlandske ret, uanset de ovenfor under punkt 4.2 og 4.4 naevnte nederlandske procesretlige regler (hvorefter en part til stoette for sin paastand om ophaevelse af en voldgiftskendelse kun kan fremfoere et begraenset antal grunde, herunder, at kendelsen strider mod ufravigelige retsgrundsaetninger, hvad der ikke i almindelighed er tilfaeldet, blot fordi en voldgiftskendelses indhold eller opfyldelse udelukker anvendelsen af et konkurrenceretligt forbud) tage en begaering - som i oevrigt opfylder de lovmaessige krav - om ophaevelse af en voldgiftskendelse til foelge med den begrundelse, at kendelsen faktisk er i strid med EF-traktatens artikel 85?

3) Er retten ligeledes forpligtet til at tage begaeringen til foelge uanset de ovenfor under punkt 4.5 naevnte nederlandske procesretlige regler (hvorefter voldgiftsmaendene er forpligtet til ikke at udvide tvistens genstand og holde sig inden for deres kompetence), hvis spoergsmaalet om anvendeligheden af EF-traktatens artikel 85 under voldgiftsproceduren ikke er blevet inddraget i sagen, og voldgiftsretten derfor ikke har truffet afgoerelse herom?

4) Indebaerer faellesskabsretten, at den ovenfor under punkt 5.3 naevnte nederlandske procesretlige regel (hvorefter en midlertidig voldgiftskendelse, der har karakter af endelig kendelse, faar retskraft og principielt kun kan goeres til genstand for et ophaevelsessoegsmaal tre maaneder efter, at denne kendelse er deponeret paa Rechtsbank's justitskontor), hvis det er noedvendigt under et ophaevelsessoegsmaal, der er rettet mod en senere voldgiftskendelse, at kunne undersoege, om en aftale - hvorom det i en voldgiftsrets delkendelse er fastslaaet med retskraft, at den er gyldig - eventuelt alligevel er ugyldig paa grund af tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 85?

5) Eller skal retten i et tilfaelde som det, der er beskrevet i spoergsmaal 4, undlade at anvende reglen om, at den delkendelse, voldgiftsretten har afsagt, for saa vidt den har karakter af en endelig kendelse, ikke kan begaeres ophaevet samtidig med den senere voldgiftskendelse?«

Det andet spoergsmaal

31 Med det andet spoergsmaal, som skal behandles foerst, spoerger den forelaeggende ret naermere bestemt, om en national ret, der har faaet forelagt en begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse, skal tage denne til foelge, naar den finder, at denne kendelse faktisk strider mod traktatens artikel 85, selv om begaeringen efter de gaeldende processuelle regler kun skal tages til foelge i nogle faa bestemte tilfaelde, f.eks. naar der er tale om en uoverensstemmelse med ufravigelige retsgrundsaetninger, hvad der i almindelighed ikke efter de gaeldende nationale retsregler er tilfaeldet, blot fordi et i national ret gaeldende konkurrenceretligt forbud ikke finder anvendelse paa grund af indholdet eller fuldbyrdelsen af en voldgiftskendelse.

32 Det skal foerst fremhaeves, at saafremt der i en voldgiftssag, der gennemfoeres paa grundlag af en aftale, opstaar spoergsmaal om faellesskabsretten, kan de ordinaere domstole komme i den situation at maatte tage stilling til disse spoergsmaal i forbindelse med en efterproevelse af voldgiftskendelsen, som det paahviler dem at foretage i tilfaelde af appel, indsigelser, begaering om fuldbyrdelsespaategning eller ethvert andet retsmiddel, som er hjemlet i den gaeldende nationale lovgivning (jf. Nordsee-dommen, praemis 14).

33 Domstolen tilfoejede i praemis 15 i Nordsee-dommen, at det tilkommer disse nationale retter at efterproeve, om de boer forelaegge sagen for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 for at indhente en fortolkning eller gyldighedsbedoemmelse af faellesskabsbestemmelser, som de muligvis skal anvende i forbindelse med den retslige efterproevelse.

34 Domstolen udtalte i den forbindelse i samme doms praemis 10, 11 og 12, at en voldgiftsret ikke kan anses for »en ret i en medlemsstat« i traktatens artikel 177's forstand, naar der hverken retligt eller faktisk foreligger en pligt for aftaleparterne til at afgoere deres tvister ved voldgift, og naar myndighederne i den paagaeldende medlemsstat hverken er inddraget ved valget af voldgift eller har pligt til ex officio at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsretten.

35 Det skal dernaest bemaerkes, at de krav, der bunder i en effektiv voldgiftsprocedure, kan begrunde, at efterproevelsen af voldgiftskendelser faar en begraenset karakter, og at en kendelse kun kan ophaeves eller dens anerkendelse afvises i ekstraordinaere tilfaelde.

36 Traktatens artikel 85 udgoer imidlertid efter EF-traktatens artikel 3, litra g) [nu aendret til artikel 3, stk. 1, litra g), EF], en grundlaeggende bestemmelse, der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til Faellesskabet, og navnlig for det indre markeds funktion. Betydningen af denne bestemmelse har foranlediget traktatens ophavsmaend til udtrykkelig i andet stykke af traktatens artikel 85 at fastsaette, at de aftaler eller vedtagelser, som er forbudt i medfoer af denne artikel, er uden retsvirkning.

37 Heraf foelger, at en national ret i det omfang, den efter nationale processuelle regler skal efterkomme en begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse, der stoettes paa, at nationale ufravigelige retsgrundsaetninger er overtraadt, ogsaa skal efterkomme en saadan begaering om ophaevelse, naar den stoettes paa, at forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, er overtraadt.

38 Det rokker ikke ved gyldigheden af dette resultat, at New York-konventionen af 10. juni 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, som er ratificeret af samtlige medlemsstater, bestemmer, at kun visse mangler - nemlig at kendelsen vedroerer en tvist eller indeholder afgoerelser af spoergsmaal, som ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, at kendelsen ikke er blevet bindende for parterne, eller at dens anerkendelse eller fuldbyrdelse er i strid med ufravigelige retsgrundsaetninger i det land, hvor der er fremsat begaering om dens anerkendelse eller fuldbyrdelse [artikel 5, stk. 1, litra c) og e), og artikel 5, stk. 2, litra b), i New York-konventionen] - kan begrunde et afslag paa anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.

39 Traktatens artikel 85 kan saaledes af de i praemis 36 i naervaerende dom naevnte grunde anses for en ordre public-bestemmelse i naevnte konventions forstand.

40 Endelig maa der som naevnt i praemis 34 i naervaerende dom laegges vaegt paa, at en voldgiftsret til forskel fra en national domstol ikke kan anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af spoergsmaal vedroerende faellesskabsrettens fortolkning. Men der bestaar for Faellesskabets retsorden en aabenbar interesse i, at enhver faellesskabsretlig bestemmelse fortolkes ensartet, uanset de vilkaar, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, saaledes at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgaas (jf. dom af 25.6.1992, sag C-88/91, Federconsorzi, Sml. I, s. 4035, praemis 7). Foelgelig er det i den situation, der er omhandlet i naervaerende sag til forskel fra Van Schijndel og Van Veen-sagen, efter faellesskabsretten paakraevet, at spoergsmaal vedroerende fortolkningen af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, kan behandles af de nationale retter, som det tilkommer at tage stilling til en voldgiftskendelses gyldighed, og i givet fald goeres til genstand for en praejudiciel sag for Domstolen.

41 Det andet spoergsmaal skal herefter besvares med, at en national ret, for hvilken der er fremsat begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse, skal tage denne begaering til foelge, naar kendelsen efter dens opfattelse faktisk er i strid med traktatens artikel 85, saafremt naevnte ret ifoelge de for den gaeldende nationale processuelle regler skal imoedekomme en begaering om ophaevelse, der stoettes paa, at nationale ufravigelige retsgrundsaetninger er tilsidesat.

Det foerste og det tredje spoergsmaal

42 Paa baggrund af besvarelsen af det andet spoergsmaal er det ufornoedent at besvare det foerste og det tredje spoergsmaal.

Det fjerde og det femte spoergsmaal

43 Den forelaeggende ret har med sit fjerde og sit femte spoergsmaal, som skal behandles under ét, naermere bestemt spurgt, om den nationale ret efter faellesskabsretten skal undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorefter en af en voldgiftsret afsagt delkendelse, der har karakter af endelig kendelse, og som ikke inden for den fastsatte frist er blevet appelleret, opnaar retskraft og ikke kan aendres ved en senere voldgiftskendelse, selv om dette er noedvendigt for under et ophaevelsessoegsmaal, der er rettet mod en senere voldgiftskendelse, at kunne tage stilling til, om en aftale, hvis gyldighed er fastslaaet i naevnte delkendelse, alligevel er ugyldig paa grund af tilsidesaettelse af traktatens artikel 85.

44 Det bemaerkes, at efter de i hovedsagen omhandlede processuelle regler kan der fremsaettes begaering om ophaevelse af en delkendelse afsagt af en voldgiftsret tre maaneder fra deponeringen af naevnte kendelse paa den kompetente rets Justitskontor.

45 Naevnte frist, der ikke paa baggrund af de frister, som er fastsat i de oevrige medlemsstaters retsordener, kan anses for alt for kort, bevirker ikke, at udoevelsen af de rettigheder, der er erhvervet i kraft af Faellesskabets retsorden, bliver alt for vanskelig eller praktisk umulig.

46 Det skal endvidere fremhaeves, at nationale processuelle regler, der ved udloebet af denne frist begraenser adgangen til at rejse krav om ophaevelse af en senere voldgiftskendelse, som repraesenterer en udvikling af en delkendelse, der som foelge af den retskraft, den besidder, har karakter af en endelig kendelse, er begrundet i kraft af de retsprincipper, der ligger til grund for det nationale domstolssystem, som f.eks. retssikkerhedsprincippet og princippet om retskraft, der er et udtryk herfor.

47 Herefter er en national ret ikke efter faellesskabsretten forpligtet til at undlade at anvende saadanne bestemmelser, selv om dette er noedvendigt for under en sag om ophaevelse af en senere voldgiftskendelse at kunne undersoege, om en aftale, hvis gyldighed er fastslaaet i delkendelsen, alligevel er ugyldig efter traktatens artikel 85.

48 Det fjerde og det femte spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at en national ret ikke efter faellesskabsretten er forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorefter en af en voldgiftsret afsagt delkendelse, der har karakter af en endelig kendelse og ikke inden for den fastsatte frist er blevet appelleret, opnaar retskraft og ikke laengere kan aendres ved en senere voldgiftskendelse, selv om dette er noedvendigt for under en sag om ophaevelse af en senere voldgiftskendelse at kunne undersoege, om en aftale, hvis gyldighed er fastslaaet i delkendelsen, alligevel er ugyldig efter traktatens artikel 85.

Sagens omkostninger

49 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske, den franske og den italienske regering, af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved kendelse af 21. marts 1997, for ret:

1) En national ret, for hvilken der er fremsat begaering om ophaevelse af en voldgiftskendelse, skal tage denne begaering til foelge, naar kendelsen efter dens opfattelse faktisk er i strid med EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF), saafremt naevnte ret ifoelge de for den gaeldende nationale processuelle regler skal imoedekomme en begaering om ophaevelse, der stoettes paa, at nationale ufravigelige retsgrundsaetninger er tilsidesat.

2) En national ret er ikke efter faellesskabsretten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorefter en af en voldgiftsret afsagt delkendelse, der har karakter af en endelig kendelse og ikke inden for den fastsatte frist er blevet appelleret, opnaar retskraft og ikke laengere kan aendres ved en senere voldgiftskendelse, selv om dette er noedvendigt for under en sag om ophaevelse af en senere voldgiftskendelse at kunne undersoege, om en aftale, hvis gyldighed er fastslaaet i delkendelsen, alligevel er ugyldig efter traktatens artikel 85.