61997J0035

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsregler - sagligt anvendelsesomraade - overenskomster - ikke omfattet

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra j)]

2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - afskedigelsesvilkaar - tildeling af tillaegspensionspoint ved foertidig pensionering - fordel, som naegtes graensearbejdere - indirekte forskelsbehandling begrundet i nationalitet - ulovlig

(EF-traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 1)

1 Ordningerne for tillaegspension, som er vedtaget ved overenskomster indgaaet af de kompetente myndigheder med de faglige og tvaerfaglige organisationer, fagforeninger eller virksomheder, eller ved kollektive overenskomster indgaaet af arbejdsmarkedets parter og gjort tvungne ved en beslutning fra de offentlige myndigheder kan ikke anses for lovgivning i henhold til artikel 1, litra j), foerste afsnit, i forordning nr. 1408/71. Det foelger heraf, at disse ordninger - og et heraf omfattet system med tildeling af gratis point - ikke henhoerer under forordningens saglige anvendelsesomraade, hvorfor de ikke kan vurderes efter bestemmelserne i denne.

2 En medlemsstat kan ikke udelukke graensearbejdere fra retten til tillaegspensionspoint, indtil de naar den normale pensionsalder, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt. Et saadant pointsystem, som er en del af de fordele, som tilfalder arbejdstagere i den paagaeldende sektor, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt, udgoer et af de afskedigelsesvilkaar, som er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, og som finder anvendelse paa dem. Ligebehandlingsprincippet i saavel traktatens artikel 48 som artikel 7 i forordning nr. 1612/68 forbyder saaledes ikke alene aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til samme resultat. Endvidere medfoerer en bopaelsbetingelse for tildelingen af gratis point, som lettere kan opfyldes af medlemsstatens arbejdstagere - hvoraf stoerstedelen er bosat i denne medlemsstat - end af arbejdstagere i andre medlemsstater, indirekte forskelsbehandling, naar den efter selve sin karakter er egnet til i hoejere grad at beroere vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. januar 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), ved at udelukke graensearbejdere bosat i Belgien fra retten til tillaegspensionspoint, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt.

De relevante faellesskabsregler

2 Det foelger af tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 1612/68, for det foerste, at »alle medlemsstaternes arbejdstagere skal have bekraeftet retten til at have beskaeftigelse efter eget valg inden for Faellesskabet« og for det andet, at »denne ret skal anerkendes uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse«.

3 Det bestemmes i forordningens artikel 7, stk. 1 og 4:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, maa ikke paa grund af sin nationalitet behandles anderledes paa de oevrige medlemsstaters omraade end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskaeftigelses- og arbejdsvilkaar, navnlig for saa vidt angaar afloenning, afskedigelse og, i tilfaelde af arbejdsloeshed, genoptagelse af beskaeftigelse i faget eller genansaettelse.

...

4. Enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster eller andre kollektive aftaler om adgang til beskaeftigelse, afloenning og alle andre arbejds- og afskedigelsesvilkaar er retligt ugyldig, hvis den fastsaetter eller tillader diskriminerende betingelser for arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.«

4 I henhold til artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 beroerer denne »ikke de bestemmelser, som er vedtaget i medfoer af traktatens artikel 51«.

5 Det bestemmes i artikel 1, litra j), foerste punktum, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), at udtrykket »lovgivning« betyder »de i forhold til enhver medlemsstat bestaaende og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtaegtsmaessige bestemmelser og alle andre gennemfoerelsesregler vedroerende de i artikel 4, stk. 1 og 2, naevnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger, eller de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede saerlige ikke-bidragspligtige ydelser«. Imidlertid fremgaar det af bestemmelsens andet stykke, at »dette udtryk (ikke) omfatter bestemmelser i bestaaende eller fremtidige kollektive overenskomster, selv om der af en offentlig myndighed er tillagt saadanne overenskomstbestemmelser almindelig retsvirkning eller er foretaget en udvidelse af deres gyldighedsomraade«.

6 Det bestemmes i artikel 71, stk. 1, litra a), nr.ii), i forordning nr. 1408/71:

»Graensearbejdere, der er helt arbejdsloese, modtager ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade de er bosat, som om de under deres seneste beskaeftigelse havde vaeret omfattet af denne lovgivning; disse ydelser udbetales af bopaelsstedets institution for denne institutions regning.«

De relevante nationale retsregler

7 I Frankrig findes, som et supplement til den almindelige ordning for alderdomsforsikring, tillaegspensionsordninger, som beror paa kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og fagforeninger). Disse ordninger finansieres af arbejdsgiver- og loenmodtagerbidrag, som indbetales til den institution, der administrerer ordningen. Loenmodtagernes optagelse i en af de supplerende ordninger er gjort tvungen ved artikel L 731-5 i lov om social sikring (code de la sécurité sociale).

8 I afsnit IV i den almindelige overenskomst for social sikring af personale i de oestlige og nordlige staalselskaber, som er beroert af omstruktureringerne af 24. juli 1979 (herefter »overenskomsten«) fastlaegges i artikel 18-27 en sikringsordning, som finder anvendelse paa »ansatte, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt fra deres 55. aar«.

9 Det bestemmes i overenskomstens artikel 18, at »de i bilag VI fastsatte betingelser finder anvendelse paa graensearbejdere, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt, og som er fyldt 55 aar og bosat i Belgien«.

10 I henhold til artikel 21 kan andre ansatte, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt fra deres 55. aar, indtil den normale pensionsalder modtage de arbejdsloeshedsydelser, som er fastsat i den anordning, der er optaget som bilag til overenskomsten af 27. marts 1969, der fastsaetter erstatningsreglerne for arbejdstagere, som mister deres arbejde. Disse ydelser suppleres om fornoedent indtil det fyldte 60. aar med et statsligt tillaeg, saaledes at de paagaeldende modtager en maanedlig ydelse, som mindst svarer til 70% af den tidligere bruttoindkomst.

11 Det bestemmes i overenskomstens artikel 22, at ansatte, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt fra deres 55. aar og indtil det fyldte 59. aar har ret til en supplerende indtaegt, som ligeledes finansieres af staten. Stoerrelsen af dette tillaeg afhaenger af, paa hvilken alder den ansatte foertidigt har faaet afbrudt sin beskaeftigelse.

12 I overenskomstens artikel 23 fastsaettes mindstebeloebet for den indtaegt, som ydes til de paagaeldende.

13 I henhold til overenskomstens artikel 27 har de paagaeldende krav paa visse sociale ydelser, herunder tildeling af gratis tillaegspensionspoint (herefter »gratis point«) indtil den normale pensionsalder. Den franske regering har under den administrative procedure anfoert, at denne fordel finansieres »ved udbetaling, gennem ordningen for arbejdsloeshedsforsikring til tillaegspensionsinstitutioner (AGRIC - association générale des institutions de retraite des cadres [forening af overordnede funktionaerers pensionsinstitutioner] og Arrco - Association des régimes de retraite complémentaire [forening af tillaegspensionsordninger]) - af beloeb svarende til de bidrag, som ville have vaeret indbetalt af arbejdsgiverne og arbejdstagerne, saafremt de sidstnaevnte var forblevet paa arbejdsmarkedet«.

14 I henhold til artikel 2 i bilag VI til overenskomsten modtager graensearbejdere bosat i Belgien og hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt, ydelser, som er forskellige fra de ydelser, der tilkommer ansatte bosat i Frankrig, og som har til formaal at garantere dem en »maanedlig indtaegt paa beloeb svarende til dem, der gaelder i henhold til artikel 21 og artikel 23« i overenskomsten. Under alle omstaendigheder kan dette beloeb ikke vaere mindre end det beloeb, som er garanteret i medfoer af overenskomstens artikel 23.

15 Eftersom de belgiske myndigheder har indvilliget i at sidestille graensearbejdere bosat i Belgien med de arbejdstagere i den belgiske staalindustri, som er omfattet af ordningen med foertidig pensionering, har disse ansatte modtaget de arbejdsloeshedsydelser, som udbetales til belgiske arbejdstagere. Disse ydelser er i henhold til artikel 2 i bilag VI til overenskomsten suppleret med en »tillaegsydelse finansieret af den franske stat«, hvis formaal er at sikre de berettigede en minimumsindkomst.

16 Ud over denne indtaegt har ansatte, som er bosat i Belgien, i henhold til artikel 4 i bilag VI krav paa visse af de sociale ydelser, som er omtalt i overenskomstens artikel 27. De ydelser, som tilkommer ansatte bosat i Belgien, omfatter supplerende pensionsydelser fra den almindelige pensionsalder. Imidlertid har ansatte bosat i Belgien ikke krav paa gratis point, som dem, der i medfoer af overenskomstens artikel 27, stk. 2, nr. 1, tildeles ansatte bosat i Frankrig.

Den administrative procedure

17 Kommissionen fik kendskab til overenskomstens bestemmelser ved klager fra belgiske graensearbejdere, hvis beskaeftigelse var blevet afbrudt foertidigt, og som mente, at overenskomsten indeholdt en forskelsbehandling til skade for dem.

18 Ved skrivelse af 5. oktober 1993 fremsendte Kommissionen en aabningsskrivelse til den franske regering, hvori den anmodede denne om, inden for en frist paa to maaneder, at fremsaette sine bemaerkninger til overenskomstens eventuelle uforenelighed med traktatens artikel 48, stk. 2, og med artikel 7 i forordning nr. 1612/68.

19 Da Kommissionen ikke var overbevist af det i skrivelse af 5. august 1994 indeholdte svar, fremsatte den den 28. august 1994 en begrundet udtalelse til den franske regering, hvori den opfordrede denne til at opfylde sine forpligtelser inden for en frist paa to maaneder fra udtalelsens meddelelse.

20 Den franske regering besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 19. december 1995, hvori den gentog sin opfattelse af, at overenskomstens bestemmelser var i overensstemmelse med faellesskabsretten.

21 Paa denne baggrund har Kommissionen anlagt naervaerende sag.

Soegsmaalet

22 Kommissionen finder, at overenskomsten, i strid med traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, indeholder en forskelsbehandling mellem nationale arbejdstagere og graensearbejdere bosat i Belgien for saa vidt angaar deres afskedigelsesvilkaar. Saaledes har personer, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt fra det fyldte 55. aar, og som er bosat i Frankrig, krav paa at faa tildelt gratis point, indtil de har opnaaet den normale pensionsalder, hvorimod personer i samme situation, som er bosat i Belgien, ikke har en saadan ret.

23 Afskedigelsesvilkaarene for arbejdstagere bosat i Frankrig er saaledes gunstigere end dem, der gaelder for graensearbejdere bosat i Belgien. Imidlertid foelger det af Domstolens praksis, at anvendelsen af bopaelskriteriet vil kunne foere til en skjult forskelsbehandling begrundet i nationalitet (dom af 8.5.1990, sag C-175/88, Biehl, Sml. I, s. 1779, og af 26.10.1995, sag C-151/94, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3685).

24 Kommissionen finder, at den franske regering er ansvarlig for overenskomstens uforenelighed med faellesskabsretten. Selv om systemet med tillaegspensionsordninger er baseret paa kollektive overenskomster, har den franske regering gjort disse tvungne ved artikel L 731-5 i lov om social sikring. Dertil kommer, at de offentlige myndigheder aktivt deltager i administrationen af denne ordning, navnlig for saa vidt angaar varetagelsen af dens finansielle balance. Desuden har den franske regering paa intet tidspunkt under den administrative procedure bestridt, at den er ansvarlig, saafremt overenskomsten eventuelt er uforenelig med faellesskabsretten.

25 Den franske regering har anfoert, at Domstolen i dom af 16. januar 1992 (sag C-57/90, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 75, praemis 20) fastslog, at de franske ordninger vedroerende tillaegspension, som blev indfoert ved kollektive overenskomster, ikke kan anses for lovgivning i henhold til artikel 1, litra j), foerste afsnit, i forordning nr. 1408/71, og at de saaledes er udelukket fra forordningens materielle anvendelsesomraade.

26 Den franske regering har forklaret, at gratis point finansieres af den franske ordning for arbejdsloeshedsforsikring, Unedic. I henhold til artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 har arbejdstagere bosat i Belgien, hvis beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt, imidlertid krav paa ydelser ved arbejdsloeshed i henhold til lovgivningen i deres bopaelsland. Under disse omstaendigheder kan Unedic ikke paalaegges at finansiere en ydelse, som reelt set er en ydelse til personer omfattet af lovgivningen i en andet medlemsstat.

27 Det er saaledes dennes opfattelse, at der efter forordning nr. 1408/71 er mulighed for, at arbejdstagere i samme situation kan vaere omfattet at to forskellige forsikringsordninger, alt efter om de er bosat i Frankrig eller i Belgien.

28 Desuden har den franske regering gjort gaeldende, at graensearbejdere, som er helt arbejdsloese, under ingen omstaendigheder kan stille krav om sociale fordele, som baade ydes i Frankrig og i Belgien. Saaledes indeholder forordning nr. 1612/68 ingen mulighed for at »eksportere« de af denne forordning omfattede sociale fordele, idet alene de af forordning nr. 1408/71 omfattede sociale ydelser kan eksporteres.

29 Desuden har bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 i henhold til artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 forrang for bestemmelserne i forordning nr. 1612/68. Denne forrang finder i denne sag udtryk ved en ordning for arbejdsloeshedsforsikring for graensearbejdere, som er forskellig fra ordningen for nationale arbejdstagere.

30 Under alle omstaendigheder finder den franske regering, at de berettigede i henhold til overenskomsten ikke kan betragtes som »graensearbejdere«, idet deres arbejdskontrakt er blevet ophaevet.

31 Den franske regering har endelig anfoert, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at der tildeles gratis point til graensearbejdere bosat i Belgien. En saadan tildeling ville saaledes, knap 20 aar efter overenskomstens underskrivelse, paalaegge de franske myndigheder en tung oekonomisk byrde. Desuden foelger det af retssikkerhedsprincippet, at den paagaeldende situation skal vurderes efter de retsregler, som var gaeldende paa det tidspunkt, hvor overenskomsten blev underskrevet.

32 Indledningsvis bemaerkes, at denne sag kun vedroerer de bestemmelser i overenskomsten, som angaar gratis point, og som indebaerer, at de berettigede modtager en hoejere supplerende pensionsydelse. Ordningen med tildeling af gratis point, som er en del af en tillaegspensionsordning, skal vurderes i forhold til de bestemmelser, som finder anvendelse paa denne type ordninger.

33 Den franske regering har ikke bestridt, at den er ansvarlig for overenskomstens eventuelle uforenelighed med faellesskabsretten. Desuden har den selv forklaret, at tildelingen af gratis point afholdes af offentlige midler gennem Unedic. Som det i oevrigt er anfoert af Kommissionen, blev tillaegspensionsordningerne gjort tvungne ved artikel L 731-5 i lov om social sikring. Den Franske Republik har saaledes paataget sig forpligtelsen til sikre disse ordningers forenelighed med faellesskabsretten.

34 Som anfoert af den franske regering og Kommissionen, har Domstolen allerede i dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, praemis 19 og 20, fastslaaet, at ordningerne for tillaegspension, som er vedtaget ved overenskomster indgaaet af de kompetente myndigheder med de faglige og tvaerfaglige organisationer, fagforeninger eller virksomheder, eller ved kollektive overenskomster indgaaet af arbejdsmarkedets parter og gjort tvungne ved artikel L 731-5 i lov om social sikring, ikke kan anses for lovgivning i henhold til artikel 1, litra j), foerste afsnit, i forordning nr. 1408/71.

35 Det foelger heraf, at disse ordninger - og det heraf omfattede system med tildeling af gratis point - ikke henhoerer under det materielle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71, hvorfor de ikke kan vurderes efter bestemmelserne i denne forordning.

36 Imidlertid udgoer dette pointsystem, som er en del af de fordele, som tilfalder arbejdstagere i den paagaeldende sektor, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt, et af de afskedigelsesvilkaar, som er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, og som finder anvendelse paa dem. Det foelger herved af artikel 7, stk. 4, at enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster eller andre kollektive aftaler om afskedigelsesvilkaar er retligt ugyldig, hvis den indeholder diskriminerende betingelser for arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.

37 Ifoelge Domstolens faste praksis forbyder ligebehandlingsprincippet i saavel traktatens artikel 48 som artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ikke alene aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til samme resultat (jf. navnlig dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sotgiu, Sml. s. 153, praemis 11, og af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, praemis 44).

38 En national retsforskrift maa, medmindre den er objektivt begrundet og staar i rimeligt forhold til det tilstraebte formaal, anses for at medfoere indirekte forskelsbehandling, naar den efter selve sin karakter er egnet til i hoejere grad at beroere vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere (ovennaevnte Meints-dom, praemis 45).

39 Dette er tilfaeldet for den i overenskomsten opstillede bopaelsbetingelse for tildelingen af gratis point, som lettere kan opfyldes af franske arbejdstagere - hvoraf stoerstedelen er bosat i denne medlemsstat - end af arbejdstagere i andre medlemsstater.

40 Desuden, og i modsaetning til det af den franske regering anfoerte, kan graensearbejdere paaberaabe sig bestemmelserne i artikel 7 i forordning nr. 1612/68 paa lige fod med enhver anden arbejdstager, som er omfattet af denne bestemmelse. Saaledes foelger det udtrykkeligt af fjerde betragtning til forordningen, at den frie bevaegelighed skal anerkendes »uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse«, og forordningens artikel 7 henviser uforbeholdent til en »arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat« (jf. naevnte Meints-dom, praemis 49 og 50).

41 Det kan ikke mod anvendelsen af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 paa sagens faktiske omstaendigheder indvendes, at ordningen med tildeling af gratis point omfatter personer, hvis arbejdskontrakt er ophoert. Saaledes bestaar visse rettigheder, der beror paa de vandrende arbejdstageres status som arbejdstagere, herunder dem, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 vedroerende afskedigelsesvilkaarene, selv om de paagaeldende ikke laengere er i beskaeftigelse (se hertil dom af 21.6.1988, sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, praemis 36).

42 Ligeledes kan det ikke mod anvendelsen af artikel 7 i forordning nr. 1612/68 paa sagens omstaendigheder indvendes, at Unedic ifoelge den franske regering ikke kan paalaegges at finansiere en ydelse til fordel for personer bosat i Belgien, idet et saadant bidrag hermed ville udgoere en ydelse, som i medfoer af artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 henhoerer under lovgivningen i den medlemsstat, hvori den paagaeldende har bopael.

43 Denne argumentation forudsaetter nemlig, at tildelingen af de ved overenskomsten fastsatte gratis point udgoer en arbejdsloeshedsydelse, som henhoerer under forordning nr. 1408/71, og at gratis point saaledes skal tildeles i overensstemmelse med de bestemmelser i forordningen, der vedroerer arbejdsloeshedsydelser. Som anfoert i praemis 35 i denne dom henhoerer tildelingen af gratis point imidlertid ikke under denne forordning.

44 Under disse omstaendigheder, og i overensstemmelse med artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, er der ikke grundlag for at bestride anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71.

45 For saa vidt angaar princippet om beskyttelse af den berettigede forventning fjerner den omstaendighed, at overenskomsten blev underskrevet for knap 20 aar siden, at den franske myndigheder siden har antaget, at en anderledes behandling af graensearbejdere bosat i Belgien var forenelig med faellesskabsretten, og at naervaerende dom kunne faa alvorlige oekonomiske foelger for Den Franske Republik, ikke den diskriminerende karakter af ordningen med tildeling af gratis point som fastsat ved overenskomsten.

46 Med hensyn til retssikkerhedsprincippet bemaerkes, at de paagaeldende bestemmelser i forordning nr. 1612/68 traadte i kraft mere end 10 aar foer overenskomsten blev indgaaet. Den fortolkning, som Domstolen foretager af en regel i faellesskabsretten under udoevelse af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, praeciserer og klarlaegger i noedvendigt omfang denne regels betydning og raekkevidde, saaledes som den skal eller skulle forstaas og anvendes siden tidspunktet for sin ikrafttraeden (jf. hertil dom af 11.8.1995, forenede sager C-367/93 - C-377/93, Roders m.fl., Sml. I, s. 2229, praemis 42).

47 Den franske regering har under retsmoedet anmodet Domstolen om, under hensyn til den alvorlige retlige tvivl, som ifoelge denne forelaa paa det paagaeldende tidspunkt, at begraense de tidsmaessige virkninger af den foreliggende dom, saafremt Domstolen skulle naa frem til, at overenskomstens bestemmelser ikke er forenelige med faellesskabsretten. Den har understreget, at en dom for traktatbrud - mere end 20 aar efter overenskomstens indgaaelse - vil paalaegge de franske myndigheder en vaesentlig oekonomisk byrde, som kan beloebe sig til 192 mio. FRF.

48 Kommissionen har praeciseret, at de af den modtagne klager var indgivet af graensearbejdere, som var blevet afskediget i overensstemmelse med betingelserne i overenskomsten i en alder af 55 aar. Imidlertid paabegyndtes udbetalingen af tillaegspensioner til disse personer foerst 10 aar senere, hvorfor de foerst paa dette tidspunkt kunne maerke forskelsbehandlingen.

49 Det bemaerkes, at Domstolen kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knaesat i Faellesskabets retsorden, vil finde anledning til at begraense borgernes mulighed for at paaberaabe sig den saaledes fortolkede bestemmelse med henblik paa anfaegtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. En saadan begraensning kan ifoelge fast praksis kun antages at bestaa paa grundlag af selve den dom, der afgoer fortolkningsspoergsmaalet (jf. hertil dom af 16.7.1992, sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625, praemis 30).

50 I denne sag findes der ikke grundlag for at tilsidesaette princippet om fortolkningsdommes tilbagevirkende gyldighed.

51 Denne sag vedroerer anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling, som findes i saavel traktatens artikel 48 som i artikel 7 i forordning nr. 1612/68. Paa det tidspunkt, hvor overenskomsten blev undertegnet, forelaa der allerede en klar retspraksis, som ikke efterlod nogen tvivl om, at dette princip forbyder enhver form for skjult forskelsbehandling (jf. denne doms praemis 37), hvorfor det ikke var udelukket, at kriterier som en arbejdstagers oprindelsessted eller bopael, efter omstaendighederne i praksis kan sidestilles med en forskelsbehandling paa grund af nationalitet, som er forbudt (jf. hertil Sotgiu-dommen, praemis 11).

52 I oevrigt har de finansielle foelger, en af Domstolen afsagt dom kan have for en stat, aldrig i sig selv kunnet begrunde, at virkningerne af en dom, som afsiges af Domstolen, begraenses. Det ville medfoere en vaesentlig svaekkelse af beskyttelsen ved domstolene af de rettigheder, som tilkommer borgerne efter faellesskabsretten, saafremt en doms virkninger blev begraenset tidsmaessigt udelukkende under hensyn til saadanne betragtninger (jf. hertil dommen i sagen Roders m.fl., praemis 48).

53 Paa grundlag af det anfoerte og idet Den Franske Republik ikke har fremlagt andre oplysninger, som objektivt kan begrunde den af Kommissionen anmeldte forskelsbehandling af graensearbejdere, fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ved at udelukke graensearbejdere bosat i Belgien fra retten til tillaegspensionspoint, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt.

Sagens omkostninger

54 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Den Franske Republik har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 7 i forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ved at udelukke graensearbejdere bosat i Belgien fra retten til tillaegspensionspoint, naar deres beskaeftigelse er blevet afbrudt foertidigt.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.